Issuu

fokus nyt

fokus nyt Intet menneske er en ø

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør:

Sven Hagen Jensen (ansvh.) Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk

Redaktion

Sven Hagen Jensen

Walder Hartmann

Anne-May Müller

Udgiver:

Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk

Udgives med støtte fra KEHAP Fonden

ISSN: 2246-6053

Graﬁsk opsætning:

Bente Skov Schledermann, Adventistkirkens Mediecenter

Tryk: Øko-tryk

Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com

Sven Hagen Jensen Adventistkirkens Mediecenter

Forside foto: thinkstockphotos.com

af Sven Hagen Jensen

Det var i 1624, at den engelske digter John Donne skrev de ofte citerede ord: ”Intet menneske er en ø, en verden for sig selv; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.“ Vi indgår alle i fællesskaber og deler plads og liv. Vi påvirker og påvirkes af hinanden. Vores relationer er vigtige for vækst og trivsel fra fødsel til grav. At være stødt ud eller føle sig udenfor kan drive folk til vanvid, abnorm adfærd og selvmord. Ensomhed er en af nutidens værste fjender. Vi kan ikke sige os fri af fællesskabets betydning for os.

Vi er sociale væsener. Skabt til det, for de ﬂeste opvokset i det og glædes over det. Vi hænger sammen og søger fællesskab i mange sammenhænge. I leg, ved måltider, i glæde og sorg, i interesser og sport, i projekter og gøremål, på rejser, i udveksling af idéer og i tilbedelse. Den, som har trukket sig tilbage fra fælleskabet, har på mange måder trukket sig tilbage fra livet.

I dette nummer af Nyt Fokus er hovedtemaet ‘det kristne fællesskab’ og dets betydning for den enkelte. Den udbredte opfattelse i Danmark, at religion er en privatsag, har givet mange mennesker berøringsangst og ensomhed på det eksistentielle område. Hvem taler man med om sin tro og tvivl og meningen med det hele? I denne udgave vil vi argumentere for værdien af at kunne dele sit trosliv i et tillidsfuldt kirkefællesskab.

Hvad enten det sker i tilbedelse i en katedral med orgelbrus og salmesang, eller det foregår i bibelkredsen i hjemmene eller sammen med børnene med en bibelsk fortælling.

Som apostlen Paulus udtrykker det, ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv“ (Rom 14,7). Vi er en del af et hele. Som vi skal se i følgende artikler, er det kristne fællesskab værd at værne om.

Hvorfor tilhøre en menighed?

af Aage Andersen

Fællesskabets betydning bliver

ikke altid værdsat efter fortjeneste.

Lige så sandt som at den enkelte må gå ind i sit kammer, lukke sin dør og gøre op med sin Gud, lige så sandt er der en velsignelse knyttet til det at ﬁnde sammen med andre kristne.

Da Belsen kz-lejren blev åbnet ved de allieredes sejr i 1945, fandt man en barak reserveret for kristne, som var indsat for deres tros skyld. De havde været udsat for en hårdere behandling end de andre fanger, måske med undtagelse af jøder og zigøjnere, men trods det syntes de at være i bedre fysisk og psykisk form end alle de andre. Hvorfor?

Forklaringen var, at deres tro havde båret dem gennem vanskelighederne. De fortalte, at de bad sammen og styrkede og opmuntrede hinanden. De ﬂeste trossamfund i Tyskland var repræsenteret i denne gruppe, som forenedes i bøn og kærlighed.

HVOR TO ELLER TRE ER FORSAMLET …

Der er styrke og opmuntring i det kristne fællesskab. I Matt 18,20 siger Jesus: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“

Efter en farefuld sørejse og en besværlig vandring kom Paulus til Rom som fange. Frimodigheden var ikke stor, og ensomheden knugede. Men så oplevede han noget glæde-

ligt. Ved Forum Appii kom en gruppe mennesker ham i møde. Han kendte dem ikke. Det var ”brødrene“ fra den kristne menighed i Rom, som havde hørt, at han var på vej, og nu ville lade ham vide, at de troede på de helliges samfund. ”Da Paulus så dem, takkede han Gud og ﬁk nyt mod“ (ApG 28,15).

Lige fra begyndelsen har menigheden været en fast del af kristenheden. De første kristne missionærer drog fra by til by og forkyndte evangeliet, og der blev oprettet menigheder mange steder. Om de menigheder, apostlene Paulus og Barnabas oprettede på deres missionsrejser, læser vi: ”I hver menighed udpegede de derpå ældste for dem, og efter bøn og faste overgav de dem til Herren, som de var kommet til tro på“ (ApG 14,23).

KRISTUS MENIGHEDENS HOVED

I og med at der var menigheder, som de kristne blev optaget i, må der også have været en form for organisation. Selve organisationen var dog ikke det vigtigste, men, som Paulus skriver: ”For en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser“ (Ef 5,23).

Kristus selv er en del af sin menighed. Den sammenlignes med et legeme, hvor Kristus er hovedet. Når vi er overgivet til Gud, vil vores medlemskab i Guds menighed bringe os i nær forbindelse med Jesus Kristus. Jo nærmere vi kommer Kristus, des nærmere kommer vi også hinanden.

I Johannes’ Åbenbaring appelleres der til udholdenhed af de hellige, der i verdens sidste tid ”holder fast ved Guds bud og troen på Jesus“ (Åb 14,12). Dertil har vi alle brug for den hjælp, som kan hentes i det kristne fællesskab. Vi tager fejl, hvis vi mener at kunne stå alene.

Aage Andersen Pastor og free lance journalist

VÆRD

at holde fast ved

af Sven Hagen Jensen

Den kristne menighed havde en spektakulær begyndelse, som satte hele Jerusalem på den anden ende. På pinsedagen var en ﬂok galilæere pludselig begyndt at tale om Guds mægtige gerninger, og jøder fra alle mulige folkeslag hørte det på deres egne sprog. Ikke blot hørte de det på deres modersmål, men budskabet om Jesus fra Nazaret var så overbevisende og direkte, at næsten 3.000 mennesker på én dag blev omvendt, lod sig døbe og sluttede sig til det kristne fællesskab. Hvis det holder stik, at indbyggertallet i Jerusalem på det tidspunkt var ca. 60.000, som det skønnes, så taler vi om hver 20. indbygger.

I vores tid med en megen individualistisk tilgang til tro og tilhørsforhold i den vestlige verden er det værd at se på den kristne menigheds begyndelse, og hvordan troen trivedes, spredtes og blev bevaret ved hjælp af fællesskabet. Kan vi lære noget af dette? Og er det værd at holde fast ved?

Der var ingen kirkeorganisation til at tage imod dem. De oprindelige 120 af Jesu efterfølgere, som havde været samlet i Jerusalem, var med ét slag blevet til 3.000, og mange tusinde kom til senere. Hurtigt blev de enige om, at der var ﬁre områder, som de måtte holde fast ved for at kunne bevare de mange i den nye tro, nemlig apostlenes lære, fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne (ApG 2,42).

FIRE

GRUNDLÆGGENDE OMRÅDER

Der var ingen tanker om at bryde med deres jødiske arv. De så sig selv som efterfølgere af jøden Jesus fra Nazaret, som havde åbenbaret sig som den lovede Messias ved at opstå fra de døde. Det Gamle Testamentes skrifter var stadigvæk deres bibel, de ville fortsat komme i templet og synagogerne. De havde ikke tænkt at udelukke sig fra det samfund, som de havde været en naturlig del af. Men med deres nyfundne tro måtte de styrke de områder, der bandt dem sammen i en fælles bevægelse.

Det væsentlige var at holde fast ved apostlenes lære om Jesus Kristus og det, de havde lært fra ham. Det gav dem identitet. Det gav dem styrke. Det gav dem motivation. Ligeledes blev brydelsen af brødet eller mindemåltidet en vigtig del af deres gudstjenesteliv. Det skulle minde dem om, at Jesus ved sin død havde givet dem del i evigt liv og en dag ville komme igen for at samle dem i sit rige. Således skulle også bønnen være deres daglige forbindelse til den himmelske verden, hvor Jesus, deres ypperstepræst, gik i forbøn ved Guds trone, og hvorfra han sendte Helligånden til hjælp i rette tid. Det fjerde område var selve fællesskabet iblandt dem. Det skulle de holde fast ved for at hjælpe og opmuntre hinanden i den nyfundne tro og stå sammen om at være Kristi vidner fra Jerusalem til verdens ende. I begyndelsen var dette fællesskab så ægte og stærkt, at de delte ejendele og resurser med hinanden efter hver persons formåen og behov (ApG 2,43-47).

MENIGHEDSFÆLLESSKABETS VÆRDI

For mange danskere er ens tro en privatsag, som andre ikke skal blande sig i. I det Nye Testamente er troen personlig, men den trives og udfoldes i et fællesskab. Paulus bruger billedet med legemet, hvor Kristus er hovedet, og de troende er lemmer på legemet – menigheden. ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme“ (1 Kor 12,13). Og der, hvor apostlene rejste ud og forkyndte evangeliet, oprettede de lokale fællesskaber og indsatte ledere. Som sociale væsener har vi alle brug for fællesskaber – også når det gælder troslivet.

I menighedsfællesskabet ﬁnder man et tilhørsforhold med fælles værdier og håb, hvor man kan lære, blive opmuntret, værdsat, korrigeret, stille sine spørgsmål, dele sine tvivl og bruge sine gudgivne evner til glæde for andre. I et sådant fællesskab kan troen vokse og styrkes i en verden, hvor troen på Gud og Bibelens udfordres fra alle sider.

Det er blevet almindeligt i samfundet med

omsorgsgrupper for at støtte folk i forskellige svære situationer (misbrug, sorg, sygdom, ensomhed). Menigheden er i sig selv en naturlig omsorgsgruppe, hvor man hjælper hinanden, knytter venskaber, deles om fælles interesser, mm.I et menighedsfællesskab er der også rig lejlighed til interaktion mellem mennesker af forskellig kulturel, social, etnisk og aldersmæssig baggrund. Det åbner op for større forståelse og påskønnelse af andre mennesker.

Menighedsfællesskabet kan ligeledes være et værn mod vranglære og ekstremisme. En sund tro kan tåle at blive vurderet af andre. Som den vise mand i Ordsprogenes Bog har udtalt: ”Vel står det til, hvor mange giver råd“ (Ordsp 11,14, gl. overs.). Yderligheder foregår, hvor enkeltpersoner eller grupper får overdreven status og magt og forsøger at styre andres trosliv.

FÆLLESSKABET OG MISSION

Det kristne mandat til at forkynde evangeliet til hele verden udføres bedst i samarbejde. De første missionærer blev udsendt af det kristne fællesskab (ApG 13,4). Det samme gælder efterfølgende missionærer som Nordens apostel, Ansgar, Grønlands apostel, Hans Egede, og de mange missionærer til Kina, Indien, Afrika, Stillehavsøerne og Sydamerika. De blev udsendt af deres missionsselskaber, som var blevet oprettet af kristne menighedsfællesskaber. Fremmedmissionen kunne kun fungere effektivt, fordi de kristne menigheder i hjemlandene stod bag udsendelsen af disse budbringere af evangeliet. I dag er det igen fællesskabet, der ﬁnansierer og i store træk organiserer evangeliets forkyndelse gennem massemedierne.

Det er vigtigt at have en personlig kristen tro, men det er også værd at holde fast ved det fællesskab, som både bevarer den bibelske tro, såvel som deltager i at sprede denne tro til verden omkring os.

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

Mørtelen i menighedens hus

af Walder Hartmann

Tanker omkring en kristen menighedskultur

Huse spiller en stor rolle i menneskers liv. Ganske vist hævdede Henrik Stangerup i sin tid, at folk ejer jo ikke deres huse. Det er livsvarige luksusfængsler, folk køber sig under det nuværende system.

Sådan var det ikke på Bibelens tid, for her sammenlignes den kristne menighed med et hus. Peter slår til lyd for en ny besindelse på husets fundament og understregede betydningen af ikke at bygge med ’træ, hø og halm’, dvs. materialer, som ikke holder på den lange bane og i evighedens perspektiv (1 Pet 2,1-8).

I de senere år har der ud over hele jorden været en enorm opmærksomhed på menighedens hus. Nogle har været optaget af husets funktioner og har blandt andet understreget menighedens opgave med at række ud til andre. Andre har gjort sig til talsmænd for at værne om husets stil og særpræg.

Vender vi os til Det Nye Testamente, ser vi, at begge anliggender er vigtige. Samtidig er der en påmindelse til den kristne menighed, om det som vi kan kalde mørtelen i menighedens hus. Det er den måde, hvorpå vi lever med hinanden i de kristne menigheder, samværskulturen i det kristne fællesskab.

MENIGHEDENS KULTUR

Det relationelle liv mellem dem, som hører til i det kristne fællesskab, kan man også kalde for menighedens kultur. Noget af det er rimelig

konkret og kan udmøntes i en synlig praktisk handling, men andet er mere luftigt og handler om vores attitude og indstilling til vores medkristne. Hvordan vi ser på hinanden, tænker om hinanden, taler med hinanden – og om hinanden. Det er svært at lave regler for den slags, og hvis man forsøger, er der fare for, at det hele bliver lidt for kunstigt. Alligevel er det særdeles vigtigt, ligesom mørtelen, der holder sammen på stenene i et godt hus.

HVORDAN BEHANDLER VI HINANDEN?

Hvis du hører til dem, der tæller ord, så vil du ﬁnde ud af, at Det Nye Testamente indeholder mere end 50 formaninger, hvor ordet hinanden indgår. Mængden understreger, at det er et vigtigt anliggende. Samtidig understreger det også, at der er mange facetter i de indbyrdes relationer i menigheden. Der er heldigvis mange positive ting, som disse formaninger forsøger at lokke frem i vores fællesskab, men der er også advarsler mod sociale infektioner, der kan ødelægge forholdet mellem kristne, så mørtelen bliver porøs eller helt forsvinder.

Især Johannes, Paulus og Peter – blandt NTs skribenter – bruger udtrykket hinanden, og det hænger nok sammen med, at den kristne menighedskultur er en Jesus-kultur, og hinanden-ordene hjælper os til at afspejle ham i vores indbyrdes forhold.

”Deraf kan I vide, at I er mine disciple: hvis I har indbyrdes kærlighed“

I SKAL ELSKE HINANDEN

Det er Johannes, der først citerer Jesus og siger: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har indbyrdes kærlighed“ (Joh 13,34.35).

Kærlighed er altså den egentlige mørtel, der binder den kristne menighed sammen. Nogen vil sikkert kalde dette en banalitet, men det er tilsyneladende nødvendigt, at vi en gang imellem minder hinanden om, at vi skal holde sammen, snakke sammen, være opmærksomme på hinanden – alt sammen forstået i kærlighedens perspektiv. Det handler ikke om rettigheder, jeg har og kan lægge ned over andre, men derimod om mine egne forpligtelser over for mine medkristne.

Betydningen af dette understregede Jesus, da han sagde: ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.“

TAG JER AF HINANDEN

”Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger“ (Hebr 10,24).

Det største, vi kan give et andet menneske, er vores opmærksomhed. Derfor opfordres vi til at give agt på hinanden i det kristne fællesskab.

Modsætningen til at lægge mærke til hinanden er at overse hinanden. Den, der overser et andet menneske, ser forbi den anden. Det kan ske både direkte og indirekte. Når vi overser andre indirekte, ser vi dem kun overﬂadisk og ikke som dem, de rent faktisk er.

Menigheden sammenlignes også med et legeme: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. Et legeme består heller ikke kun af én del, men af mange“ (1 Kor 12,24-25).

Paulus forklarer, at Gud har sammenføjet

legemet, for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne have omsorg for hinanden. Det ligger dybt i Guds tanke med hans kirke på jord, at det skal være et fællesskab, hvor vi har omsorg for hinanden, men også lever med hinandens svagheder. ”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden“ (Kol 3,13).

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors“ (Fil 2,6-8).

Kristus har gået vejen før os og viser os vejen til livet med hinanden.

•Vi vil give afkald på vores rettigheder, fordi Kristus først gav afkald på sine for vores skyld.

•Vi vil vælge tjenerens holdning til vores modstander i menigheden, fordi Kristus først valgte at blive en tjener for os.

•Vi vil vise en ydmyg holdning over for besværlige mennesker i menigheden – hvis sådanne ﬁndes‚ fordi Kristus først valgte ydmygelsens vej til gavn for os.

Giv os o Gud, vi på dit bud må leve så tilsammen, at vi hos dig evindelig i Himmerig kan få din glæde! Amen!

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

Plads i kirken

–også til børn og unge

Kristent fællesskab, hvad tænker du da på? Lange salmer, sovetid, kedelige taler, temaer, som ikke passer for mig i mit liv?

Er det sådan, man tænker om det kristne fællesskab som barn og ung?

”Lad de små børn komme til mig!“ siger Jesus. Hvad betyder det i praksis? Jeg tror, at Jesus var en magnet for børn. At han snakkede med dem, vandt deres tillid og fortrolighed på en måde, som gjorde, at de ﬂokkedes naturligt omkring ham. Jesus var en tryg voksen. Han var en interesseret voksen, en som engagerede sig i de yngre. Han var et forbillede på det, en menighed og et åndeligt fællesskab skal være.

I menighedens og kirkens fællesskab er der plads til børn og unge. For Jesus er i midten og står der med åbne arme for at ønske os velkommen uanset alder og baggrund. I dette kirkefællesskab vil man tage de spørgsmål alvorligt, som unge mennesker tumler med. Der er plads til at stille forskellige spørgsmål om tro, som giver mening i den enkeltes liv. En sådan åbenhed signalerer, at det er ok at søge svar på spørgsmål, og at ingen spørgsmål er dumme. Kirken har ganske vist ikke svar på alle de spørgsmål, som børn og unge stiller, men i fællesskab kan vi søge svarene sammen.

I dette kristne fællesskab vil der være aktiviteter, bibelstudier, børne- og ungdomsgrupper for de ﬂeste aldre, hvor man kan lære, hvad

af Marianne D. Kolkmann

det vil sige at tro på Gud og være en kristen, og hvordan man kan læse og diskutere ting i Bibelen.

MULIGHEDER OG ENGAGEMENT

Der vil også ﬁndes mulighed for at udøve sin kristne tro i praksis. For mange børn og unge i dagens vestlige samfund er der behov for at kunne betyde noget for andre, at være praktisk i sin tro og være med til at hjælpe til i en eller anden sammenhæng. Der vil også være mulighed for dette i et godt kristent fællesskab.

Kirke i børne- og ungdomshøjde betyder, at også de yngre årgange bliver engageret i menighedens arbejde. Om det er teknik ved gudstjenesten, musik, læse et bibelvers eller være med til at illustrere prædikenen på en visuel måde. Det kan også være at deltage i kirkens spejderarbejde i dets forskellige former, eller at man sammen har været ude for at hjælpe til med uddeling af mad til hjemløse, læse højt for en ældre person, som er svagtseende, eller gøre rent i hjemmet for en, som sidder i kørestol.

Da Jesus var her på jorden, engagerede han sig mere i det praktiske end i at holde de taler, som vi kender til. Spedalske blev helbredt, lamme gik, blinde ﬁk synet tilbage, sultne ﬁk mad, og døde opstod. Det er i engagementet for andre mennesker, at børn og unge kommer til tro i dag. I en verden som vores, som føles kold, hjerteløs og uengageret, og hvor der er megen vold og fokus på den lille skærm, er mange børn og unge ensomme.

DEN ÆGTE VARE

Der er behov for ægte fællesskab, ægte venskab og tillid! Det ﬁndes i det sande kristne fællesskab. Et sted, hvor man oplever, at man bliver set og hørt, og hvor hvert menneske uanset alder tages med i den større sammenhæng. Det er Guds vision for menigheden og vores fællesskab i den.

Marianne Dyrud Kolkmann er næstformand og ungdomsleder i Adventistkirken

Det er her, at unge og børn har en indbygget radar for, om det er påtaget venlighed eller den ægte vare. Når vi ser på historierne i både Det Gamle og Det Nye Testamente i Bibelen, ser vi, at Gud engagerer børn og unge på en særlig måde i sit arbejde. Fra historien om Josef, som fik den ualmindelige udfordring at blive solgt som slave til Egypten og endte med at redde mange mennesker fra sultedøden, til den lille dreng, som havde sine brød og fisk med i sin madpakke og gav dem til Jesus, for at han kunne velsigne dem til at blive til mad til flere tusind mennesker.

Gud har brug for børn og unge! Det er tydeligt i Bibelen og tydeligt i det kristne fællesskab. Vi har alle brug for hinanden i dette fællesskab, uanset alder. Det er dette, som gør fællesskabet så rigt og spændende. Mennesker i alle aldre, sammen om at gøre fællesskabet inkluderende og godt for alle aldersgrupper, der er med.

Børn og unge har behov for, at de er set, at de er tænkt på. Kirken skal være et godt og trygt fællesskab for os alle, barn, voksen, ung og gammel, og hvor alle har værdi, og alle kan lære af hinanden.

Når vi ser på Bibelen, er dette modellen og det ideal, som et kristent fællesskab skal være.

Med børn i kirke

At gå i kirke og være en del af et menighedsfællesskab har altid været vigtigt for både min mand og jeg, og derfor er det også noget, som vi gerne vil give videre til vores børn. De har derfor været med i kirke, helt fra de var nyfødte. For os har det været en prioritet at give dem vanen at gå i kirke, lære dem hvordan man opfører sig i en kirke, give dem et kristent netværk og lære dem om kristendommen og troen.

af Anne-May Müller

Men det er ikke altid let at have børn med i kirke, og det er ikke alle kirker, der er lette at have børn i. Så her kommer lidt tips fra en mor til ﬁre aktive drenge, der har prøvet lidt af hvert, når det kommer til at tage børn med i kirke.

BØRNEPROGRAMMER

Mange kirker har et børneprogram. Og kommer du i en Adventistkirke, så vil du ofte ﬁnde en ”sabbatsskole“ eller en ”bibelklub“ for børnene inddelt i aldersgrupper med undervisning, sang og aktiviteter. Gør det til en prioritet at komme til tiden og så ofte som overhovedet muligt. Det gør det nemmere for lederne og underviserne at have et godt program klar, hvis de kan regne med, at I er der.

KRUDT AF

Børn kan ikke sidde stille i længere tid. Så sørg for, at de løber en tur rundt om parkeringspladsen eller kirken, inden I går ind for at sidde stille.

Anne-May Müller

Præst og familiekonsulent. Hun er gift med Thomas, og de har 4 sønner

MAD OG DRIKKE

Tænk over, om gudstjenesten er sammenfaldende med det tidspunkt, barnet får mad til hverdag. Hvis den er det, så sørg for at barnet får en mad og lidt at drikke, inden I går ind –eller tag en lille skål med mandler og rosiner med, som barnet diskret kan spise under gudstjenesten. Nogle kirker vil ikke have mad inde i kirkerummet, så ﬁnd ud af, hvad kutymen er.

TOILETTET

Hvis man skal tisse, så er det ekstra svært at skulle sidde stille. Så husk at få alle mand på toilettet inden – også selvom de ikke synes, de trænger. For det er nu engang nemmest at sidde stille, hvis man ikke skal bruge al sin energi på at holde sig.

AKTIVITETSTASKE

Vi har altid haft en ”kirkerygsæk“, som er fyldt godt op af malebøger, sudokuhæfter, klistermærkebøger, penalhus, pegebøger, ”åben-lågen-bøger“, myldrebøger, tegnepapir og andet, som har passet til alder og interesse for børnene. Det er en rygsæk, som vi kun bruger, når vi er i kirke. Så bliver det noget helt specielt at få lov at tage den frem. Sørg for at lægge nye overraskelser i med jævne mellemrum, så det bliver ved med at være spændende. Er barnet helt lille, så hav noget stille legetøj i tasken (bamser, føle-ting, dyr, stofklodser).

Mange kirker har også en lille taske til børn, som de kan låne, mens de er i kirken. Nogle har endda aktivitetsark klar til større børn, der passer til temaet for prædikenen.

LÆR AT SIDDE STILLE

Alt efter dit barns alder, så kan du godt forvente, at det sidder stille og er stille i kortere perioder. Det er en kæmpe hjælp for barnet også senere, at det kan tage hensyn til andre, udvise respektfuld adfærd og begå sig i en større forsamling uden at forstyrre.

INVOLVER BARNET

Find ud af i samarbejde med præsten, om barnet kan få en opgave i forbindelse med gudstjenesten. Især i frikirker er der mulighed for at barnet kan hjælpe med noget – styre en powerpoint præsentation, optage kollekt, læse en tekst, sige velkommen etc.

SIGTBARHED

Hvis man hverken kan se eller forstå, hvad der foregår, så er det ekstra svært at være barn. Sæt jer forrest, så barnet kan se, hvad der sker. Hav et mindre barn på skødet, så det kan kigge over hovederne foran – og så er det også meget nemmere og hyggeligere at sidde stille, hvis man har en voksens fysiske nærvær og arme omkring sig.

FIND ”TANTER OG ONKLER“

Det er guld værd, når der kommer en anden voksen og hjælper med at aktivere barnet, imens I er til gudstjeneste. Så sig ja tak, når noget tilbyder at sidde sammen med jer, eller opsøg selv nogen, som ikke har små børn og spørg, om I må sidde hos dem – det synes de ﬂeste både børn og voksne er hyggeligt!

GÅ UD, HVIS BARNET LARMER

Vis hensyn til de andre i kirken ved at gå ud, hvis dit barn begynder at græde eller larme meget. Men lad være med at gøre det mere interessant for barnet at være ude end inde i kirkesalen. Lad aktivitetstingene blive inde i kirken, så barnet har lyst til at gå ind igen.

Håber I vil få nogle gode ”kirke-oplevelser“ sammen i familien, hvor der både er noget for barnet og den voksne. Forbered både dig selv og barnet godt, inden I kommer i kirken, og gør hvad du kan for at gøre det til så positiv og hyggelig en oplevelse som muligt.

J k m

Jeg har haft den forret at tjene min Gud og min

kirke i Afrika og Mellemøsten og set værdien af menighedsfællesskabet på de mest utilgængelige steder såvel som i mere civiliserede omgivelser. Lad mig dele to personlige erfaringer – en fra Sudan og en fra Irak. Fællesnævneren er trofastheden mod kirken og glæden ved at være en kristen.

Dyrebare fællesskaber

af Sven Hagen Jensen

Det har altid været en opmuntrende oplevelse at møde kristne trosfæller i deres egne omgivelser, deltage i deres gudstjenester, besøge i deres hjem og mærke de tætte bånd, der binder os sammen på trods af sprogbarrierer og kulturelle forskelle.

EN DÅBSHØJTIDELIGHED I SYDSUDAN

Det var først i 1990’erne. Frihedsmilitserne i det sydlige Sudan lå i krig med regeringen i Khartoum. Vi måtte tage et 14-personers ﬂy fra Lockichogio i det nordlige Kenya for at nå frem til vores bestemmelsessted Waat, som lå ca. 2 timers rejse inde i landet i et savanneområde, hvor befolkningen ernærede sig ved kvæghold. Det var stadigvæk tørtid, men regntiden kunne begynde når som helst, så vi kunne kun blive der 2-3 dage. Når regnen begyndte, ville intet ﬂy kunne lande og lette i de næste mange måneder, og vi havde hverken tid eller lyst til at opholde os der i månedsvis. Vi landede i en støvsky på jordbanen, min tolk Fulgensio Okayo og jeg selv. Der var ingen muligheder for at kommunikere vores ankomst, så vi kom uventet. Men vi havde hørt, at der var en gruppe af kirkens medlemmer der.

Det første, vi så, var en samling lerklinede hytter i meget ringe stand. Man kunne tydeligt se, at det var en fattig befolkning. Der var dog én bygning, der skilte sig mærkbart ud fra de andre. Den var nylig blevet opført. Den var større end de andre hytter og af en meget bedre kvalitet. Vi fandt senere ud af, at det var syvende dags adventistkirken. Ved siden af denne bygning boede menighedens forstander. Han blev meget glad, da han fandt ud, at vi var ankommet. Der havde ikke været en præst der i ﬂere år, så han havde 70 mennesker, han havde undervist og forberedt til dåb. Og han sendte øjeblikkelig bud ud til de mindre udsteder for at kalde sammen til møde. Han bønfaldt os om at blive mindst en uge, men vi vidste, at regnen kunne komme når som helst, og vi ville gerne med det sidste ﬂy ud den næst følgende dag. Blandt de glade tilhørere ved gudstjenesten næste formiddag var der en familie på fem, som havde været afgudsdyrkere. Deres syge far havde forbudt dem at modtage bibelundervisning, men menighedsforstanderen havde besøgt hjemmet alligevel og bedt for faderen, som derefter var blevet rask. Disse fem var en dag kommet med deres afguder af træ og smidt

dem på jorden foran forstanderens hus og bedt om at blive medlemmer af hans kirke. Det var de eneste af de 70, som kunne nå frem med så kort varsel til dåbshandlingen, som skulle ﬁnde sted efter gudstjenesten. Det var midt på dagen, solen bagte ned, og vi måtte gå over en time, inden vi fandt det nærmeste vandhul, som mere lignede en mudderpøl. Og her døbte jeg de fem dyrebare mennesker. De andre måtte vente til den næste præst kom forbi, måske om et år eller to. Vi nåede med ﬂyet næste dag, men det var allerede så småt begyndt at regne.

MENIGHEDERNE I BAGHDAD OG MOSUL

Det var svært at krydse grænsen fra Jordan til Irak, men det lykkedes efter noget besvær. Vi fortsatte med bussen, som var startet i Amman og skulle til Baghdad – normalt en tur på 1416 timer, alt efter hvor lang tid vi blev opholdt ved grænsen. Der var ingen ﬂyforbindelser på dette tidspunkt midt i 1990’erne. Min irakiske kollega og jeg blev indlogeret på Palestine Hotel, som var ejet af et af vores medlemmer i Baghdad. Der var ﬂere velhavende familier i kirken, selvom deres forretninger gik trægt efter Saddam Husseins invasion af Kuwait og efterfølgende embargo.

Adventistkirken i Baghdad lå på et prominent sted i byen og var opført i sandsten og med blyindfattede ruder. En virkelig smuk bygning og en pryd for området. Der var ca. 120 tilbedende i kirken lørdag formiddag med

Tv.: Adventistkirken i Baghdad fra et besøg i 1996. Th .: Menigheden i Mosul, som jeg besøgte i 1999.

en del børn og unge. Medlemmerne var gennemgående veluddannede og mange forstod engelsk. Menigheden havde et fantastisk kor, som havde givet koncert på BBC. Det var i sandhed en levende menighed med et rigt kirkeliv. Man havde også drevet sit eget privathospital år forinden.

Ved et andet af mine regelmæssige besøg i Irak deltog jeg i indvielsen af en mere beskeden kirke i Mosul, hvor der kun var et mindre antal medlemmer fra den fattigere del af befolkningen. Mosul ligger ca. 400 km nord for Baghdad. Besøgene til Irak var altid opløftende. Engang deltog vi også ved en international kirkelig kongres, hvor den kristne udenrigsminister, Tariq Aziz, bl.a. talte til os. Under Saddam Husseins regime havde de kristne mindretal gode kår, frihed og beskyttelse fra overgreb fra den muslimske befolkning. Det tog en drastisk ændring, da de vestlige magter invaderede Irak og fjernede Saddam Hussein. Den smukke kirke er i dag fuldstændig raseret, de kristne medlemmer ﬂygtet, og deres ejendomme konﬁskeret. Og Mosul ligger som bekendt i ruiner.

Mit hjerte bløder, når jeg tænker på mine venner i disse dyrebare fællesskaber i både Sydsudan og Irak, der gjorde så meget godt for lokalbefolkningen, men som nu er spredt for alle vinde på grund af krig mellem konkurrerende magtgrupperinger. Vi kan kun bede til, at de har fundet et hjem i nye fællesskaber.

Dorthe og pindsvinet

Der boede et pindsvin under de store rabarberblade. Det havde lavet sig en lille fordybning i jorden og slæbt lidt blade og græs sammen i en bunke. Det var jo altid rart at have noget blødt at ligge på. Hver aften gik det rundt og snusede i haven. Især kunne det godt lide at komme hen til jordbærrene. Her var der så mange dejlige snegle, og det var noget af det bedste, den kunne få. Der var forresten også mange insekter, der knasede så dejligt, når man tyggede dem.

Når det havde nusset rundt i et par timers tid, så tog det sig en lur. Når radioen var holdt op med at larme i menneskenes huse og alle var gået i seng, gik det sig en tur igen. Nu behøvede det ikke at være så forsigtig, for nu sov de ﬂeste – både hunden, den lille arrige fyr, og så ham den fedtede gårdmand, der ikke kunne fordrage pindsvinet. Han troede nemlig, at pindsvinet bed hul i hans jordbær. Pindsvinet stak også hans lille hund på næsen, men hunden kunne jo bare holde næsen for sig selv.

Næh, på gården var der kun én, der var rar, og det var Dorthe. Hun satte mælk ud til kattene om aftenen, og den drak pindsvinet også af.

En aften var det nu nær gået galt, for da kom gårdmanden sent hjem. Han opdagede, at både

kattene og pindsvinet drak af hans gode mælk. Uha, hvor blev Dorthe skældt ud. Manden sagde, at han nok en dag skulle skyde det grimme pindsvin. I et par dage ﬁk det slet ingen mælk, men så fandt Dorthe på at stille mælken under nogle hyldebuske. Nu kunne pindsvinet komme hver aften og få den dejlige mælk, uden at nogen så det.

Men nu skal I høre, hvordan det gik til, at gårdmanden kom til at holde af pindsvinet. Høhøsten var lige færdig, og ude på marken stod der den ene stak hø efter den anden. Pindsvinet havde en aften vovet sig ud til den stak, der stod nærmest gården. Det havde opdaget, at der var mange dejlige insekter og orme at få fat i under høstakken, så pindsvinet glemte helt at gå hjem. Inden det anede, hvordan det var gået til, var det blevet morgen. Det kunne høre, at ﬂere hunde var ude på deres morgentur, så der var ikke andet for pindsvinet at gøre end at kravle ind i høstakken og lægge sig til at sove.

Hvor længe det havde sovet, vidste det ikke, men pludselig blev det vækket ved, at nogle mennesker stod og stak i høet. Når de havde fået rigtig meget hø samlet, smed de det op i en vogn. Også pindsvinet røg op i vognen midt inde i en stor dusk hø. Det lå ganske stille, for det var forfærdelig bange for at blive opdaget. Det kunne nemlig høre den gale gårdmand stå og råbe lige ved siden af. Så blev der kastet mere hø op på vognen, og da det var et stort læs, begyndte vognen at køre. Pindsvinet rystede af skræk, og piggene raslede, men der var ingen, der kunne høre det.

D u b s j d b

Vognen kørte ikke ret langt. Så standsede den, og mændene begyndte igen at kaste med høet. Denne gang blev det smidt ind på loftet over stalden. Også pindsvinet røg op på loftet, hvor det blev liggende ganske stille. Sådan ville det blive liggende, lige til det blev nat. Da det var blevet mørkt, og alt var roligt, begyndte pindsvinet at grave sig ud af høet. Nu måtte det jo se, hvordan det kunne ﬁnde ned til sine rabarberblade. Det sjokkede forsigtigt frem, snusede og snøftede til alle sider, for nu gjaldt det om at ﬁnde ud.

Men mens pindsvinet listede frem oppe på høloftet, skete der noget mærkeligt udenfor. To skumle mænd med kasketterne trukket langt ned i panden listede ned til stalddøren og smuttede ind i stalden. ”Du, Stoffer! Der var vist ingen der hørte os,“ hviskede den ene til den anden. ”Næh,“ svarede den anden, ”men lad det nu gå lidt hurtigt. Det er godt, at den vigtige gårdmand har fået alt sit hø ind. Nu skal vi ordentlig have det futtet af. Sikke en ild, der kan blive. Hele gården brænder nok, og det har han rigtig godt af. Så kunne han have ladet være med at smide os ud i morges, da vi bad om et stykke mad. Hør, har du tændstikkerne? Lad det nu gå i en fart.“

”Syss – hvad var det? Hørte du det? Lød det ikke som om, der gik en oppe på loftet?“ ”Åh, vrøvl, det er nok en rotte. Skynd dig nu!“ svarede den anden.

Men det var nu slet ikke en rotte, de havde hørt. Det var pindsvinet, der sjokkede rundt

Pensioneret børnehaveklasseleder og erfaren historiefortæller

deroppe for at ﬁnde ud. Pindsvinet blev mere og mere nervøs og så sig derfor ikke ordentlig for. Det opdagede ikke, at lemmen i gulvet ned til stalden stod åben. Og bump. Så dumpede det ned – lige i hovedet på de to fyre, der stod og skulle til at sætte ild til gården.

Hvor blev de bange, da de pludselig ﬁk et pindsvin i hovedet. Det var som at blive stukket med tusind knappenåle i hovedet på én gang. De gav sig til at råbe om hjælp. Folkene på gården vågnede ved det frygtelige spektakel og kom farende ud, lige tidsnok til at få fat på brandstifterne, inden de stak af.

Men inde i stalden lå pindsvinet, så Dorthe var jo straks klar over, hvis skyld det var, at de havde fanget fyrene, inden de kunne brænde gården af. Dorthe fortalte det til gårdmanden, og han blev så glad, at han bestemte, at pindsvinet skulle have en stor skål mælk ned under rabarbarbladene, helt for sig selv – og det havde pindsvinet fortjent, synes du ikke?