Nytfokus nr 25

nytfokus

25

En sikker livline ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

25

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.)

Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Anne-May Müller Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com commons.wikipedia.org Adventistkirkens Mediecenter Forside foto: thinkstockphotos.com

En sikker

livline af Sven Hagen Jensen

Livliner benyttes af søsportsfolk, bjergbestigere og mennesker, der arbejder i højden. De er en sikkerhed, hvis man skulle falde overbord, dratte ned fra en klippeside eller miste fodfæstet ved højhusbyggeri. Livliner har reddet mange liv, når uheldet har været ude. Men nogle ønsker at vinde berømmelse som vovehalse ved at sætte livet på spil uden brug af livline.

Især cirkusartister og linedansere hører til denne sidste kategori. En af de mest berømte er en syvendegenerations cirkusartist, amerikaneren Nik Wallanda, som den 24. juni 2013 gik 300 meter på line over en 400 m dyb kløft i Grand Canyon naturområdet i Arizona. Der var farlige kastevinde, og godt halvvejs måtte han stoppe op og holde en pause. Vinden var stærkere end beregnet, der lå støv på wiren, og han var udmattet. Nervøsiteten havde meldt sig. Kunne han gennemføre det? Mens verden så til med tilbageholdt åndedræt, samlede Nik Wallanda kræfter og bad en stille bøn.

Han fortsatte på de sidste reserver, han kunne mobilisere, og hans mission endte som en succes. Selv vovehalse har brug for den usynlige livline, når tingene spidser til.

I dette nummer af Nyt Fokus vil artiklerne især handle om den livline, som tilbydes ethvert menneske, der ønsker at gennemføre sit livsløb med succes – nemlig den levende og altid imødekommende og hjælpsomme Jesus Kristus. Jeg er specielt fascineret af artiklen ”Med Jesus i familien“, hvor Anne-May Müller giver nogle praktiske og virkelig gode tips til kristne familier. Og så er der de andre relevante artikler om Guds nåde, der ikke skal eller kan fortjenes, vores talsmand og direkte livline i himlen og betydningen af at være registreret i livets bog. Vi har også en tankevækkende artikel om behovet for en ny reformation i dag.

Pointen, vi gerne vil fremhæve i dette nummer, er: Vov dig ikke ud i livet uden livlinen til den himmelske verden. Den er din sikkerhed for at nå helskindet i mål.

2

O Jesus, åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er.

Jeg har en Fader i det høje, som faderomhu for mig bær.

Jeg har en broder ved Guds side, som altid træder frem for mig, jeg har en nådestrøm så vide, som himlens hvælving strækker sig.

Jeg har en talsmand udi nøden, en trøster og husvaler god, jeg har et evigt liv i døden, en evig fred i Jesu blod.

Jeg har et evighedens rige, et nåderige, det er sandt.

Jeg har en krone uden lige, en arv, som Jesus til mig vandt.

Ej burde jeg da gå og sørge, jeg er en mægtig konges brud, skønt vantroen mig tit mon spørge: hvor er din højhed og dit skrud?

O, Jesus Krist, forøg mig troen, at jeg må se min herlighed, og aldrig, aldrig glemme kronen, du har beredt fra evighed!

Lina Sandell Berg (1832-1903) var en kendt svensk digter, teolog og salmeforfatter. Blandt hendes over 1.700 digte er flere gået ind i den danske sangskat, især i KFUM/K, Luthersk Mission og frikirke kredse. Blandt dem er ”Kun én dag, ét øjeblik ad gangen“ og ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare“ nogle af de mest afholdte. Det blev da også den sidste strofe, der kom til at stå på hendes gravsten i Solna i Stockholm.

Lina Sandell, 1861

3

Vores

talsmand i himlen af Allan Falk

Kristne ved, at de har en talsmand i himlen.

Hvad siger den bibelske tekst egentlig om denne talsmand?

4

Hebræerbrevet beskriver Guds Søn som vores fantastiske ypperstepræst, som forstår vores svagheder, fordi han ligesom vi mennesker har været udsat for alle mulige fristelser, dog uden at falde for dem. Samtidig opmuntres vi til frimodigt at træde frem for Guds trone, netop fordi Jesus i sin nåde og barmhjertighed altid vil hjælpe os (Hebr 4,14–16).

En hjælp, som vi ifølge apostlen Paulus’ ord har brug for. Han sagde nemlig i al korthed, at de af os, som ønsker at aflægge vores gamle livsstil, hvor vi bliver bedraget af vores eget begær og er på vej mod fortabelsen, kan få hjælp til at iklædes det nye liv, som Gud giver enhver, så vi kan ligne Jesus og leve med en ren samvittighed i lydighed mod sandheden (Ef 4,21-24).

Men vi har nok alle oplevet, at et liv i lydighed mod Jesus ikke er nogen let sag. Derfor sagde apostlen Johannes også, at vi bedrager os selv, hvis vi siger, at vi aldrig gør noget syndigt. Samtidig opmuntrer han os til ikke at synde, men forvisser os i samme åndedrag om, at hvis vi gør noget forkert og derefter bekender vores synd, ja, så kan vi være sikre på, at talsmanden, som selv er trofast og uden synd, inderlig gerne vil tilgive os og fjerne vores skyld (1 Joh 1,8-2,2).

I den kristne vandring oplever vi således, at vi har brug for hjælp på flere områder. Vi behøver ofte tilgivelse, og vi behøver altid hjælp til forandring af vores livsstil. Indenfor den lutherske rettroenhed kalder man det saliggørelse.

Allan Falk Præst i Nordjylland

DEN HIMMELSKE HELLIGDOM Jesus fortalte ofte lignelser, når han skulle forklare en sandhed. En historie fra virkeligheden forstås altid bedre end tør teori. I det Gamle Testamente finder vi sådan en lignelse, der beskriver Jesu tjeneste som talsmand for menneskeheden. Tempeltjenesten hos israelitterne med alle dens ritualer viste frem til Jesu gerning her på jorden og i himlen, hvor han er nu.

Jesu ypperstepræstelige gerning foregår nemlig i den sande helligdom i himlen, som var forbilledet for den jordiske helligdom, Moses byggede (Hebr 8,5). Apostlen Johannes fik ved et syn et lille kig ind i den himmelske helligdom (Åb 11,19; 15,5).

JESU TJENESTE I HELLIGDOMMEN Når vi forsøger at forstå, hvad der foregår i den himmelske helligdom, er det vigtigt at have klart for sig, at det er Jesus Kristus, der er ypperstepræst der. Det er ham, der udfører den tjeneste, som er så uhyre vigtig for os mennesker. Det er Jesus, der er vores talsmand i himlen.

FORBØNSTJENESTEN Esajas kapitel 53 slutter af med at fortælle, at Jesus trådte i stedet for syndere. Luthers bibel siger, at Jesus skulle bede for syndere. Hvorfor er det nu så vigtigt? Jesus lærte jo sine disciple, at vi mennesker selv kan bede til vores himmelske Fader. Og alligevel fortæller Paulus, at vi hverken ved, hvordan vi skal bede, eller hvad vi skal bede om (Rom 8,26). Sagens kerne er den, at når vi beder til Gud Fader i Jesu navn, så lægger Jesus det til vores bøn, som den mangler. I gammel tid samledes Israels folk omkring tabernaklet og bad. Inde i den hellige afdeling af teltet ofrede ypperstepræsten samtidig røgelse på alteret foran Guds ansigt. Røgelsen, der steg op foran Guds trone, symboliserede den gerning, Kristus gør, når han lægger det til vores bønner, som vi ikke selv formår. Hvilken kærlighed.

TILGIVELSENS OG RENSELSENS TJENESTE Når det gælder tilgivelse for synd, så siger apostlen Johannes lige ud, at Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,19). På det Gamle Testamentes tid blev lammet slagtet i forgården, hvorefter blodet blev administreret forskellige steder enten i forgården eller inde i teltet. Det vigtige er, at der måtte blod til for at sone synden.

Efter Kristi død på korset fortæller Hebræerbrevet 9,11–14 os, at Jesus er vores ypperstepræst i himlen, og at han gør forsoningstjeneste for os, idet han frembærer sit eget blod på vores vegne. I praksis vil det sige, at når vi beder Gud om tilgivelse, så fremholder Jesus sit offer for sin Fader og beder ham om at lade os gå fri. Jesus tager vores skyld. Hvilken talsmand og stedfortræder.

KRAFT OG STYRKE TIL DAGLIGDAGEN Johannesevangeliet kapitel 6 fortæller os, at Jesus er det livets brød, som vi nødvendigvis må spise for at kunne leve som hans disciple.

Selv samme Johannes fortæller os i det 14. kapitel, at Jesus efter sin himmelfart ville sende os Talsmanden eller Helligånden. Tanken om, at vi behøver styrke fra Gud både fysisk og åndeligt, hænger utroligt godt sammen med, at Jesus i Fadervor lærte os at bede om dagligt brød.

I tabernaklet i gammel tid hældte ypperstepræsten olie på lampen morgen og aften. Et fint billede på, at vi altid behøver mere af Guds ånd. Ligeledes lagde han hver uge nye brød frem på bordet i det hellige. Et billede på, at vi altid behøver at tage næring til os fra vores Gud og skaber, Jesus Kristus.

Tanken om, at vi har en talsmand i himlen, en ypperstepræst i himlens tempel, er betryggende. Han taler vores sag over for universets hersker. Han beder for os. Han soner for os. Han styrker os.

5

Om jeg dog

kunne gribe det af Walder Hartmann ”Hvad gør man, når man ikke længere er solvent? Når man ikke nu og heller ikke nogen sinde senere har udsigt til at klare eller magte eller evne at betale sin gæld tilbage?

Ja, så er der ikke andet at gøre ved det end at håbe på gældssanering.“ Det er afdøde biskop Jan Lindhardt, der i sin Katekismus i Kristendom introducer budskabet i det Nye Testamente med denne konstatering. Dermed lægger Lindhardt op til, at Gud ikke er en gud, der kræver øje for øje og tand

6

for tand; men snarere beskriver Gud, som han virkelig er.

Bibelens lignelser er med til at tegne det billede af forholdet mellem Gud og mennesker, som vi må søge at nå frem til, hvis ikke vi skal føle os konkursramte, når det gælder vores ansvar overfor både ham og overfor vores medmennesker i vores tilværelse her på jorden. Historierne er hentet fra deres hverdag, og mange af dem handler om økonomi og arbejdsmarkedsforhold; men de fortæller samtidig noget om Guds rige.

Hvis du har tid, kan du genopfriske nogle af historierne ved læse dem i din egen bibel.

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

Guds kærlighed er ikke bestemt af vores gerninger. Derfor kan man hverken for alvor gå galt i byen eller fremtvinge nogen goodwill hos ham ved at købe hans kærlighed. Den har man allerede.

Læs f.eks. om den gældbundne tjener, der får alt eftergivet ifl. Matthæusevangeliet 18, eller arbejderne i vingården, der beskrives i Matthæusevangeliet 20, og hvor det overraskende viser sig, at alle får den samme løn, uanset hvor længe de har arbejdet.

Guds kærlighed til mennesker er altså ikke bestemt af vores gerninger. Vi kan ikke fremtvinge nogen goodwill hos ham gennem en stærkere indsats, men vi skal heller ikke sidde med hænderne i skødet. Vi skal give det videre, som vi selv har modtaget fra Gud. Det hører med til vores ansvar.

DET LYDER LET, MEN FØLES SOMME TIDER SVÆRT At være menneske er at leve med et personligt ansvar og en regnskabsdag forude. ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?“ (Matt 16,26).

Tanken kommer, når salmedigterens ord dukker op i tankerne: ”Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det“ (Sl 139).

Løbe fra ansvaret kan jeg altså ikke. Det er

den udfordring, som står ved magt alle dage.

Men det er samtidig løftet om, at Gud har påtaget sig ansvaret for, at vi kan frelses. Vi kan få en åndelig gældssanering. Men hvad skal der til?

DEN GRUND, HVORPÅ JEG BYGGER, ER KRISTUS OG HANS DØD Jesus fortalte engang om to, der byggede hus.

Den ene byggede på sand, og hans hus faldt med et brag, da naturkatastrofen indtraf. Den anden byggede på klippen, og hans hus holdt stand i uvejret. ”Enhver må se til, hvorledes han bygger,“ hævder Paulus, og det er den appel, vi bør følge, for vi bygger alle på vores fremtidsskæbne.

Jeg holder meget af at gå tur på kirkegårde.

De gamle inskriptioner på gravstene aflægger deres tavse vidnesbyrd. En dag stødte jeg på én med ordene: Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død. Det var hans vidnesbyrd, som lå der og ventede på at blive kaldt frem til evigt liv, når Jesus kommer igen. Det var hans livsgrundlag, – han havde fået sin gældssanering, for han stolede åbenbart på, at når Kristus én gang havde betalt prisen for menneskers fejltagelser, så kunne han godt stole på, at han var dækket ind af Guds kærlighed.

Det er derfor, vi oplever, at hver gang vi har lyttet til præstens prædiken i kirken, bliver vi sendt hjem med ønsket om, at vor Herre Jesu Kristi nåde, Gud vor Faders kærlighed, og Helligåndens fællesskab må være med os alle.

7

Livets bog af Svenn Hageen Jensen Ethvert land registrerer sine borgere, hvad enten det sker ved fødslen eller ved erhvervelsen af statsborgerskabet på anden måde. Et sådant borgerskab giver nogle rettigheder og privilegier, som er forbeholdt landets egne. Det gælder også borgerskabet i Guds rige. For at være borger i Guds rige og have del i evigt liv må man være indskrevet i livets bog.

Idéen med en bog i himmelen, som indeholder navnene på dem, der får del i evigt liv, har været et tema fra gammel tid. Moses havde sikkert en sådan bog i tanke, da han bad Gud om at slette sit navn fra hans bog, hvis han ikke kunne tilgive Israels folk deres synd. Kong David skrev i sine salmer om livets bog, hvor de retfærdige stod optegnet. I Bibelens sidste bog henvises ligeledes til livets bog som en referenceramme i afgørelsen om menneskets evige skæbne. Livets bog er uden tvivl en vigtig bog for os alle. Det var Jesus selv, der sagde: ”Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene“ (Luk 10,20).

HVORDAN MAN BLIVER INDSKREVET Kort efter min fødsel gik min far hen til sognepræsten for at få mit navn indskrevet i kirkebogen. Derfra gik der bud til et centralt personregister, hvor man foretog den nødvendige registrering. Nu var jeg statsborger i Danmark.

8

Der blev ikke spurgt, om jeg ønskede det. Jeg skulle ikke afgive nogen loyalitetserklæring eller troskabsed. Ved min fødsel af danske forældre var jeg så at sige automatisk blevet dansker.

Så enkelt er det ikke at blive indskrevet i livets bog, som er beviset for, at man har borgerskab i Guds rige. Der er nogle klare forudsætninger. Jesus sagde det på denne måde: ”Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet!“ (Mark 1,15). Senere, da han mødte et medlem af jødernes råd, uddybede han det: ”Sandelig, sandelig, siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige“ (Joh 3,3). Videre i samme samtale: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige“ (v. 5). Omvendelse, ny fødsel, tro på evangeliet og født af vand, som betyder at blive døbt. – Altså bevidste personlige handlinger, som tilkendegiver ens tillid til Gud og loyalitet mod hans rige. Vi kunne også formulere det på en lidt anden måde: Livets bog indeholder navnene på alle dem, der på et eller andet tidspunkt er begyndt at tjene Gud. NAVNE KAN SLETTES Vi finder flere eksempler i Bibelen på mennesker, der engang tjente Gud, men senere vendte ham ryggen, fx kong Saul, Judas Iskariot, Paulus’ unge medarbejder Demas, som forlod ham ”af kærlighed til denne verden“. De kunne ikke blive stående i livets bog. Om Saul og hans mænd nedskrev David denne strofe, da han var på flugt fra sine landsmænd og tidligere våbenbrødre: ”Slet dem af livets bog, de skal ikke stå optegnet sammen med de retfærdige!“

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

(Sl 69,29). I Guds rige er der ikke plads til uretfærdige eller dem, der bekæmper Guds sag eller er ligegyldige. At man engang har tjent Gud og haft sit navn skrevet i livets bog er ikke ensbetydende med, at det ikke kan slettes. Der er ikke noget, der hedder: Én gang frelst, altid frelst! – ”Den, der holder ud til enden skal frelses“ (Matt 10,22) og bevare sit navn i livets bog.

DET SLAGTEDE LAM Der er otte direkte henvisninger i Bibelen til livets bog. To af disse tilføjer et ekstra navn, nemlig Lammets bog (Åb 21,27) eller det slagtede lams bog (Åb 13,8). Det må betyde, at Guds lam, Jesus Kristus, må have en afgørende betydning for administrationen af denne bog, både når det gælder at få sit navn skrevet der og at få sit navn bevaret der. Grundlaget for overhovedet at komme med i bogen og få evigt liv er, hvad Guds søn har gjort for menneskeheden. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“ (Joh 3,16). – Gud elskede verden, dvs. os alle uanset baggrund – tidsalder eller verdensdel, vi er født i – uddannelse, vi har fået – vores forældres religion eller status – om vi er gode eller onde. Guds elskede os alle så meget, at han ofrede sin egen søn for at ingen af os skal fortabes, hvis vi vil tro, vende om til ham og tage imod frelsens gave. Alle kan blive indskrevet i livets bog, hvis de vil.

Det er også Jesus, der kan bevare vores navne i livets bog og sikre, at vi til sidst får del i evigt liv. Jesus siger til dem, der ønsker at holde fast ved Guds ord og sammen med ham kæmpe for Guds værdier: ”De, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig

hans navn over for min fader og hans engle“ (Åb 3,5). Ved den sidste dom, hvor menneskets evige skæbne endeligt afgøres, vil Jesus stå inde for vores navne. Han vil stå inde for, at vi deler de samme værdier, som hersker i Guds himmelske rige. Og han kan stå inde for det, fordi han kender os, vores tro og vores liv med ham her på jorden. Livets bog vil netop indeholde de navne, der deler værdifællesskab med den treenige Gud.

9

Med

Jesus i familien af Anne-May Müller Hvis vi gerne vil, at Gud skal være en del af vores børns liv, så er det vigtigt, at vi giver dem muligheden for at lære ham at kende.

Når børnene bliver ældre, skal de selv tage stilling til, hvad de vil med Gud, om de vil tro, og om han skal være en aktiv del af deres liv. For at de skal kunne tage en informeret beslutning om det, så må vi præsentere Gud for dem. Hvis vi har et ønske om, at de skal lære Gud at kende, så er det godt at begynde, mens børnene er små – for små børn har som regel ikke noget problem med at tro, og de er som regel meget nysgerrige på det åndelige område også.

Her følger nogle idéer til, hvordan I kan få Jesus med i familiens travle hverdag. Det er ikke ment som forslag, der skal give jer dårlig samvittighed, men som idéer, som I hurtigt kan tage frem og bruge et par minutter på hver dag.

Sørg for, at det bliver korte, men gode stunder, I får sammen med familien.

ANDAGTER Vi har alle brug for at have små lufthuller i vores fortravlede hverdag, hvor vi trækker stikket. Sådan et åndehul kan bruges til at holde andagt. Det er godt for både børn og voksne at stoppe op og bruge tid på det åndelige. Det giver ro, og det åbner op for samvær og nærvær jer imellem, men selvfølgelig giver det mest mulighed for, at I kan møde Gud, tilbede ham, lære om ham og lade ham tale til jer.

10

Idéer til andagter: Sluk alt, der forstyrrer (telefoner, musik, computer, tv). Køb nogle gode andagtsbøger. Gør det hyggeligt. Gør det på et tidspunkt, hvor alle er rimelig friske (før børnene bliver for trætte til at kunne koncentrere sig og sidde stille). Gør det interaktivt og attraktivt. Lav måske lidt lækkert frugt, I kan hygge jer med imens. Del det op imellem jer, så det ikke er den samme, der står for andagten hver dag. Gør det til en vane at samles til andagt. Hvis I ikke kan få det til hver dag, så sørg i det mindste for, at I gør det i weekenderne.

Spørg børnene, hvad de kan lide at lave til andagten. Prøv noget nyt engang imellem: mimespil, skuespil, kreativt, hobbypræget etc.

BØN For mange børn er det ikke unaturligt at snakke med en usynlig Gud. Men de skal ofte have hjælp til at finde ud af, hvad man kan sige, og at det er en mulighed altid at kunne bede til Gud. For dem kan det være en stor trøst, at de ved, at de har en usynlig ven, som de altid kan snakke med, hvis de bliver kede af det eller føler sig ensomme i børnehaven eller skolen. Det kan der være en stor tryghed i.

Idéer til bøn: Hver nævner én ting, de har været taknemmelige for i dag. Skriv/tegn bønnerne på papir. Lav en liste over mennesker, I vil bede for. Læs nogle nedskrevne bønner.

Lær Fadervor udenad. Syng en aftenbøn, inden I putter. Bed bordbøn (der findes mange, der kan synges eller er på vers).

SAMTALER OM GUD Vores tro udvikles ofte, når vi taler om tingene,

Anne-May Müller Præst og familiekonsulent.

Hun er gift med Thomas, og de har 4 sønner

og når vi udfordres af andres tanker, oplevelser og spørgsmål. Børn har ofte mange tanker om Gud og det åndelige, og for dem er det naturligt at tale om det, hvis du er åben for det.

Er du derimod lukket eller ukomfortabel med at tale om åndelige ting, så mærker barnet det med det samme og lukker ned. Så gør det til en naturlig ting at tale sammen også om Gud. Idéer til samtaler om Gud: Vær åben om din egen tro og tvivl. Spørg ind til barnets oplevelser med Gud og bøn. Gør det til en vane at fortælle hinanden om episoder, hvor I har oplevet Guds nærvær eller indgriben. Giv børnene et ordforråd, der gør, at de kan tale om åndelige ting. Spørg barnet, om det har bedt til Gud i dag, og hvad det bad om.

BIBELEN Guds ord er en kæmpe gave til os og har meget vigtigt at lære os – både om Gud og os selv og den verden, vi lever i. Bibelen er ligesom det daglige brød, vi skal have hver dag, for at vores sjæl kan få næring. Børn kan sagtens læse i Bibelen, hvis bare de får vist måder, hvorpå de kan forstå det, og som er passende for deres alder. Mens de er små, er det nok mest historierne, der er spændende. Men det er også vigtigt at kunne relatere de historier, de læser, til deres eget liv her og nu. Det skal I som forældre hjælpe dem til, så børnene modnes åndeligt.

Idéer til at læse i Bibelen: Læs et kort vers hver morgen, inden I går hver til sit. Brug en bibelapp, der har dagens vers. Find en god børnebibel (køb eller lån på biblioteket), som passer til jeres barns alder, og gør det til en vane at læse i den dagligt. Vær et godt eksempel, og lad dine børn se, når du læser i din bibel. Har dit barn en telefon, så send dem et bibelvers på sms eller snapchat. Vær sammen om at lære tekster udenad – børn er fabelagtige til at huske, og lærer dem måske hurtigere end jer voksne. Vælg ”månedens vers“ og hæng det op et synligt sted. Vælg en bog i Bibelen, som I læser igennem, og lav så nogle plancher eller andet kreativt, der viser bogens hovedtemaer.

Find bøger og materialer danskbogforlag.dk bibelselskabet.dk lohse.dk forlagetscandinavia.dk God at få idéer fra: 100 kreative børneandagter af Karen Holford. Købes hos danskbogforlag.dk

KAREN HOLFORD

KREAT IVE BØRNEANDAG

TER

11

Behovet for en

ny reformation? af Sven Hagen Jensen I serien om ”Vores reformatoriske arv“ kommer vi ikke uden om spørgsmålet: Hvor står den kristne kirke i dag? Har det, som reformatorerne kæmpede så nidkært og brændende for, sat sig varige spor i kirkens liv? Tør vi kæmpe den samme kamp i dag?

Der er skrevet meget i pressen i anledning af 500 jubilæumsåret for reformationen, og hvad den har afstedkommet. Og mest lægges der vægt på sociale og politiske fremskridt.

Demokratiet, sproget og frihedsrettigheder af forskellig slags nævnes, ligesom der stilles kritiske spørgsmål og peges på nogle negative konsekvenser af det, som skete i vores land og nabolande for de mange år siden. Somme tider giver man nok reformationen både ros og ris for meget mere, end den fortjener. Der var andre begivenheder og tendenser i tiden, der også spillede ind.

Men det, som nok mest interesserede Luther og de andre reformatorer, var, at almindelige mennesker fik adgang til Guds ord og kendskab til evangeliets gode nyheder, så man kunne leve med håb og føre et velordnet og gudfrygtigt liv. Af den grund blev Bibelen oversat til modersmålene, og Skriftens autoritet stadfæstet. Som Luther sagde: ”En simpel lægperson bevæbnet med Bibelen er bedre stillet end den mægtigste pave uden den.“ Gudsfrygt var vigtig, og Bibelen alene skulle have det afgørende ord i spørgsmål om tro og moral.

12

NOGET HAR ÆNDRET SIG Der er sket meget på 500 år og meget af det til det gode. Ingen af os vil sikkert ønske os tilbage til 1500-tallet. Vi har fået nogle frihedsrettigheder, som Luther og hans samtidige næppe havde drømt om. Bibler er tilgængelige på hundredvis af sprog. De fleste mennesker kan læse og skrive. Evangeliet kan formidles over internettet og på de sociale medier med lynets hast. Men Bibelens autoritet og almindelig gudsfrygt er under pres fra verdens meningsdannere i presse, underholdningsbranche, på universiteter og den politiske arena.

Reformatorernes kamp var at løsrive sig fra Romerkirkens kvælende favntag. Kirkens og den kristnes kamp i dag er at holde sig fri af kulturvældets dræbende omklamring. At være kulturkristen er blevet et accepteret og i visse kredse et prisværdigt standpunkt. Kirkens åndelige ledere står nærmest i kø for at frasige sig Bibelens autoritet. Og grundlæggende trosspørgsmål afgøres ofte på baggrund af kendte personers meninger, folkestemningen og politiske indgreb. Heldigvis er der undtagelser.

Heldigvis er der nogen, der tør sige fra. Det var forfriskende at læse Dronning Margrethe udtale i et interview i Kristeligt Dagblad (6. januar 2017), ”Det er Gud, som har skabt os alle og hele verden. Universet er ikke blevet til af sig selv. Det er skabt. Jeg ved udmærket godt, at der er folk, som bilder sig ind, at det kan man ikke sige, når man ved, at universet er endeløst.“ Men hun turde sige det. Og det er der heldigvis også andre, der tør og gør, når det gælder Bibelens klare lære. Jeg tror, at Luther ville føle sig hjemme i dette selskab.

NOGET KAN ÆNDRE SIG Noget bør ændre sig, og noget kan ændre sig.

Det kan ikke være rigtigt, at et kristent land som Danmark skal lægge sig fladt ned for meningsdanneres forgodtbefindende. Det kan ikke være rigtigt, at kirkens præster ikke tør tage Bibelen i hånd og vil kæmpe for de bibelske sandheder og værdier, som har været

grundlaget for kirkens liv i århundreder. Det kan ikke være rigtigt, at den kristne befolkning i Danmark skal nedgøres med hån, foragt og latterliggørelse af alt, hvad der er helligt, i ytringsfrihedens navn. Det kan bare ikke være rigtigt. Præsteskabet i stort tal har for længst kapituleret og forholder sig tavse i forhold til tidens negative strømninger. Men reformationen, som blev sat i gang for 500 år siden, var heldigvis med til frigøre almindelige mennesker, så vi i dag i langt større grad selv kan træffe afgørelser i trosspørgsmål. Derfor kan noget ændre sig, også i den nuværende åndelige tilstand i kristenheden i Danmark.

NOGET MÅ ÆNDRE SIG Der er behov for en ny reformation. Jeg tvivler på, at det vil komme fra toppen af præstestanden. Ej heller tror jeg, at det vil ske ved en teologisk debat foran kirkedøren til en af vores domkirker eller på et af de teologiske fakulteter. Det bliver heller ikke i Folketinget, det kommer til at ske. Men almindelige bibeltroende kristne kan sige: Jeg og min familie vil holde fast ved Guds ord og indrette vores liv efter Bibelens autoritet og vejledning. Bibelen er stadigvæk en sikker vejleder gennem et vildnis af meninger, stemninger og holdninger som det også udtrykkes i Sl 119,105: ”Dine ord er en lygte for min fod og et lys på min sti.“ Tænk at kunne være en reformator i vores tid! En, der holder fast ved Guds inspirerede ord i både Gamle og Nye Testamente og tør stå fast på sin overbevisning. Jeg kan kun beundre John Wicliff, Jan Huss, Martin Luther, Ulrich Zwingli og de mange andre, som turde gå imod strømmen og kæmpe for at reformere deres kirke. De satte alt på spil, fordi de troede på Guds søn, der satte alt på spil for at frelse dem. Med en sådan tro kan man skabe reform.

Med en sådan tro kan vi som enkeltpersoner være reformatorer i vores familie, menighed og omgangskreds.

13

Ildebrand

af Else Müller Peter cyklede ned ad sidegaden. Folk lå og sov deres søde søvn endnu, mens han var på vej ud med morgenaviser. Sådan var det altid – stille og fredeligt. Det eneste levende, han så eller hørte, var en hund, der gøede, når han smed avisen ind gennem brevsprækken.

Nu er jeg snart færdig, og så må jeg skynde mig i skole, sagde han til sig selv., idet han stak hånden i mappen for at få fat på den næste avis.

Han drejede om hjørnet. Nu er der kun 3 huse tilbage, så er jeg ... ser jeg syner?

Peter stod op på pedalerne og kørte hurtigere. Det ser ud som om, der kommer røg op fra hr. Petersens hus. Jeg må hellere køre derhen og se.

14

Få sekunder efter var han der. Han smed cyklen på jorden og løb henimod døren ind til den gamle mands hus og bankede på. Ildebrand! Ildebrand! Hr. Petersen, kan De høre mig? Deres hus brænder!

Men der kom intet svar. Peter spekulerede på, om manden mon havde det godt. Peter lagde hånden på dørhåndtaget og skubbede døren op. En varm røg slog ham imøde. Han tog en dyb indånding, gik ind i huset og skubbede døren i efter sig. Så lagde han sig på knæ og kravlede, så hurtigt han kunne, hen til det sted, hvor han regnede med, at hr. Petersens soveværelse var. Han havde kun været inde i huset én gang før. Det var en dag, da hr. Petersen havde kaldt på ham for at betale for aviserne. Hvor lå soveværelset?

Røgen sved i øjnene og i halsen. Hans hjerte slog voldsomt, og hans håndflader var våde.

Else Müller Pensioneret børnehaveklasseleder og erfaren historiefortæller

Han kunne også mærke sveden på panden og over det ene øje.

Han nåede frem til den første dør og lukkede den op. Der var en seng derinde, og det så ud som om, hr. Petersen lå og sov med sin venstre arm hængende ud over kanten.

Hurtigt som et lyn lukkede Peter døren og kravlede hen til sengen. Han rejste sig halvt op og greb fat i hr. Petersens arm.

Peter havde aldrig vidst, at en ældre mand var så tung og så besværlig at flytte. Han hev endnu engang, og manden faldt ned på gulvet.

Peter var nu klar over, at hr. Petersen var bevidstløs, men han kunne reddes, hvis Peter fik ham ud af det brændende hus i rette tid. Peter trak i ham, alt hvad han kunne, og fik ham ud af soveværelset og ind i stuen.

Peter svedte! Hans hjerte slog mere end nogensinde. Han kunne høre ilden buldre, og han spekulerede på, hvor ilden var? Luften var fuld af røg, og den var lige ved at kvæle ham. Men han var nødt til at holde en pause. Han kunne huske, hvad den nye brandchef havde fortalt dem i skolen for et par dage siden. Han havde sagt, at man altid skulle huske at kravle så langt hen til væggen som muligt, når man skulle ud af en brændende bygning. Peter bøjede hovedet og hev endnu mere i sin tunge byrde.

Langt borte hørte han lyden af en brandbil og han håbede, at den var på vej herhen, for han havde brug for hjælp nu.

Endelig nåede han gadedøren og ledte efter håndtaget. Til sidst fandt han det. Den store dør åbnede sig. Åh, hvor var det godt at indånde frisk luft. Han sprang op på benene og skubbede hr. Petersen udenfor, ned ad trinene og ud på græsplænen.

Naboerne kom løbende. De blev forbavsede, da de så avisdrengen, der kom slæbende med hr. Petersen. Brandbilen standsede foran huset og nogle af brandmændene kom løbende hen til drengen, mens andre hurtigt rullede den lange brandslange ud og begyndte at sprøjte vand på huset.

Brandmændene vidste, hvad de skulle gøre ved hr. Petersen, og det varede ikke længe før han åbnede øjnene og talte til mændene. ”Hvad er der sket?“ spurgte hr. Petersen og prøvede at sætte sig op. ”Tag det bare roligt,“ sagde den ene brandmand. ”De blev reddet ud af det brændende hus af den dreng der. Det var fint klaret. Han gjorde det lige så godt som en fuldt uddannet brandmand.“ Så vendte brandmanden sig om mod Peter. ”Hvor har du lært, hvad man skal gøre?“ ”I skolen, da brandchefen kom og viste os det,“ svarede Peter.

Hr. Petersen gjorde store øjne. ”Sagde du brandchefen, min dreng?“ ”Ja.“ ”Ja så.“ Der gled et smil hen over den gamle mands ansigt. ”Jeg har været brandchef her i byen.“ Han holdt en pause, så fortsatte han. ”Jeg har oplært den nye brandchef.“ Den gamle mand lagde igen hovedet ned og smilede for sig selv. Han så træt ud, men Peter syntes, det så ud som om, han ville sige noget mere.

En af brandmændene, der stod tættest på Peter, sagde: ”Det klarede du fint, Peter, og jeg er sikker på, at hr. Petersen ønsker at sige tak til dig. Han er så taknemmelig, fordi du lyttede så godt efter, da brandchefen forklarede, ild b d Du D hvad man skal gøre, hvis der er ildebrand. vidste lige, hvad du skulle gøre.“ Peter nikkede, men han tænkte, at alle andre drenge ville have gjort det samme, hvis de havde set, at den gamle mands hus brændte.

15

n White

Ellen White

Mod en bedre fremtid Af Ellen White ISBN 978 87 7532 327 3

Kr.

75,-

Da Martin Luther i 1517 opslog sine 95 teser på døren til Stiftskirken i Wittenberg, blev det startskuddet til en reformation. Siden da har reformationsbevægelsen haft mange ansigter – og mange fortalere.

Nogle l N l fortsatte, hvor Luther slap; andre søgte at holde igen.

Ellen White pegede i 1888 med profetisk klarsyn på den udvikling, der ville ske i den kristne kirke. Hendes påstande om, at man i det frihedselskende USA ville nå til et punkt, hvor man ved lov forsøger at få alle kristne til at handle ens, var for utrolige og blev mødt med modstand. Strømninger i både USA og Europa har imidlertid vist, at hun havde ret.

Dansk Bogforlag har genudgivet denne bog på opfordring fra adskillige læsere. Læs bogen og vurder selv – måske er der håb om en bedre fremtid...

Se flere titler og bestil på danskbogforlag.dk

Concordiavej 16 C · 2850 Nærum · Tlf. 4558 7758 · danskbogforlag.dk