2016-04 Aktive Seniorer

04

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Aktive Seniorer

december 2016

08

Seniorstævner samler glade deltagere.

Når virkeligheden overgår fantasien

175 deltog i årets julemiddage

04

08

Gå ikke glip af beretningen om Marius og Emma

10

Nyt og noter: Aktive Seniorer Nr. 4 – Dec 2016 6. årgang ISSN: 2244-9930 AKTIVE SENIORER Udgives af Foreningen for Danske Adventistseniorer. Det sendes også i 2016 – uden beregning – til alle medlemmer i Adventistkirken, Danmark, der er fyldt 60 år.

Udgifterne til tryk og porto er dog stadig stigende, hvorfor gaver til bladet og foreningens arbejde modtages med tak.

Gavebeløb og medlemskontigent (kr 150,- årligt) kan indbetales på foreningens konto i Danske Bank – reg. nr.

1551 konto nr. 0006902154. Ønsker man fradragsret for gavebeløb, skal man dog i stedet indbetale direkte til Adventistkirken og huske at øremærke beløbet til »Seniorarbejdet«.

Aktiveseniorer i udlandet kan få tilsendt Aktive Seniorer som pdf-fil ved at kontakte redaktøren på walder@ hafnet.dk Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.) – tlf. 2992 8876 – walder@hafnet.dk samt Joan Kristensen & Allan Møller Layout: Bohsen – grafik & medier Tryk: Øko-Tryk Forside: thinkstockphoto.com Deadline for stof til næste blad: 1. februar 2017 Næste blad udkommer: primo marts

Os i

ellem

Stof til denne side modtages med tak. Alle bidrag, kommentarer m.v. er velkomne og kan til enhver tid sendes til walder@hafnet.dk

Vil du savne AS, hvis du ikke får det?

Redaktionen får ofte tilkendegivelser fra læsere, der sætter pris på at modtage Aktive Seniorer fire gange om året; men det hænder også, at en enkelt synes, det er lovlig tidligt at blive kaldt for senior, når man blot lige har rundet de 60.

Dette er én af årsagerne til, at vi fra 1. januar ikke længere vil sende bladet uopfordret til menighedsmedlemmer under 65. Den væsentligste årsag hedder imidlertid økonomi. De stadigt stigende portoudgifter er blevet en belastning for foreningens økonomi, hvorfor bestyrelsen har besluttet at hæve aldersgrænsen for modtagere af ikke-betalte abonnementer til 65+.

Hvis du imidlertid er blevet en glad 60-65 årig læser af Aktive Seniorer, og gerne fortsat vil modtage bladet hvert kvartal, skal du blot tilmelde dig kredsen af støttemedlemmer ved at indbetale kr. 150 til foreningens konto i Danske Bank – reg. nr. 1551 konto 0006902154 og mærke det Aktive Seniorer.

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER Formand & redaktør: Walder Hartmann; Næstformand: Lehnart Falk; Kasserer: Doris Jørgensen; Sekretær: Inge Bunken Aalstrup; Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Henrik Jørgensen, Joan Kristensen, Bent Marcussen, Allan Møller, Hanne Schantz

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Seniorforeningens bestyrelse

Tanker om advent:

Adventus Domini For et par år siden beskæftigede Kristeligt Dagblad sig med Adventstiden under temaet: Lys i mørket – Adventstiden er eventyrlig. Man fortalte samtidig om de to mænd, der mødtes på en bænk under strøgets juleguirlander.

»Jeg hører, at du kommer sammen med en tvilling. Hvordan kan du egentlig kende forskel? »Åh du – det er såmænd ikke så svært. Hendes bror har skæg«!

Virkeligheden er sommetider en anden, end man umiddelbart tror. Det gælder også i den ventetid, som er en del af kristendommens bagage. I ventetiden kan man godt blive overrasket. Det fortæller en af de bibeltekster, der hører december måned til: Lignelsen om de ti brudejomfruer.

Kristus står i Nazarets synagoge

Han er gået til gudstjeneste. De er nået et stykke ind i gudstjenesten. Der er blevet læst af Mosebøgerne. Synagogeforstanderen har haft mænd kaldt frem for at læse. Det sted, man slap ved den ene gudstjeneste, fortsatte man fra ved den næste. Da står Jesus frem, som enhver jødisk mand har ret til, for nu at læse et stykke profettekst og udlægge det.

De rækker ham en Esajas-rulle.

Da læser han de gamle ord med det gamle indhold – men denne dag bliver indholdet nyt. »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt

budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådesår fra Herren«.

Og her kommer vi til det eventyrlige. Jesus sagde faktisk: I dag er Guds løfter blevet opfyldt!

I 1886 skrev franskmanden Pierre Berchelot, at inden 100 år ville alle have kendskab til atomernes verden. Og sagde han, »det er min tro, at når videnskaben når det stadium, vil Gud komme til jord med sit nøgleknippe og sige til menneskeheden: Så er det lukketid, mine herrer«.

Matt 25

Når Guds kongerige bliver til virkelighed, vil det være ligesom i historien her. Der var ti brudepiger, der gik ud for at møde brudgommen og tog olielamper med sig. Fem af dem var tankeløse, og fem af dem var fornuftige…

Indtil da?

Mens vi venter? Her gælder det hverdagslivet med alle dets udfordringer. Det hele kan se så tilfældigt ud, men vi skal netop ikke leve tilfældigt.

Når vi synes, det bliver mørkt omkring os, så skal vi holde blus

på lampen. Det er ikke et blus, som vi kan skabe selv, men det er Guds lys, og vi kan godt dele det med andre. Vi kan ikke give andre vores tro, som man deler godter ud, men vi kan hjælpe på vej. Vi kan lyse for hinanden, vi kan bære hinanden, vi kan være hinanden nær.

Michael Falch har fanget dette i sin sang om ild:

Lad mig holde om dig, vær mig nær.

Jo, jeg kan bære dig, hvis du la’r mig bære.

Det er nu vi brænder, det er snart forbi, Et øjeblik endnu, så er vi fri.

Himmel og helvede Er her midt i livet Hvis du vil være min ild, Så vil jeg være dit liv.

Walder Hartmann Formand & redaktør

Nr. 4

December 2016

3

Historie

NÅR VIRKELIGHEDEN OVERGÅR FANTASIEN Mel Gibsons aktuelle krigsfilm ”Hacksaw Ridge“ er på én gang både voldsom og tankevækkende, men de virkelige omstændigheder bag skildringen af den usandsynlige krigshelt, Desmond Doss, virkede også stærkt provokerende på den generation, der voksede op sammen med ham.

Kristeligt Dagblads filmanmelder, Søren Hermansen, gav i sin anmeldelse af filmen »Hacksaw Ridge« forleden udtryk for at filmen skildrer »en ekstrem opofrelse, der kun kan opnås ved at klynge sig til Kristus og det nye budskab«.

Omtalen fik mig til at mindes, hvorledes Desmond Doss’s erfaring, i mine drengeår blev benyttet til at tegne billedet af en ung mand, der på trods af usikre odds blev brugt af Gud til at redde mennesker fra undergang og voldsom død på slagmarken. Desmond Doss blev et ideal for mange unge indenfor hans eget kirkesamfund – syvende dags adventisterne – og hans vilje til at melde sig som værnepligtig, dog uden at bære våben, kom til at tjene som norm for unge, kristne i hele verden et par årtier frem.

Virkelighedens Desmond Doss

Desmond Doss meldte sig til militærtjeneste i 1942, da han var 23 år gammel. Han kunne egentlig godt have undgået militærtjenesten, da han arbejdede på et skibsværft i Newport, Virginia, men han var jo ikke militær4

Nr. 4

December 2016

nægter. Han ville bare af samvittighedsgrunde ikke bære våben.

Den unge Desmond var vokset op i et hjem, hvor religionen betød meget.

Dagligt havde han betragtet et billede af de ti bud, hvor han specielt lagde mærke til budet: Du må ikke slå ihjel.

Han var overbevist om, at Kristus havde levet for at redde mennesker, og det blev også det erklærede mål for Desmond. Han beviste allerede dette, da han en dag i radioen hørte om en ulykke, hvor en kvinde var blevet kvæstet og manglede blod. Straks begav han sig til fods til hospitalet fem kilometer væk, donerede en portion blod, og vandrede de fem kilometer hjem igen.

I militæret havde man vanskeligt ved at acceptere en ung mand, der nægtede at bære våben. Måske har det også spillet en rolle, at han ikke ville udføre aktiv tjeneste om sabbatten.

Desmond Doss blev derfor i begyndelsen et naturligt offer for mobning; man forsøgte endda at erklære ham for mentalt uegnet til militærtjeneste, men han forblev tro mod sine egne idealer – og Gud viste sig at være med ham. Desmond var på vej til at blive en helt.

Præsident Truman overrækker The Medal of Honor til Desmond Doss i 1945.

Okinawa

USA invaderede øen Okinawa for under 2. Verdenskrig at bruge den som luftbase til en invasion af Japan, der ligger bare ca 500 km derfra. De japanske styrker var allerede forskanset på øen og beskød de amerikanske styrker fra klippehuler og skyttegrave. Desmond Doss og hans bataljon blev kommanderet til at indtage et stejlt højdedrag – Maeda – som viste sig at være så utilgængeligt, at det hurtig blev omdøbt til Hacksaw Ridge. Der var japanske tropper overalt, og slaget blev så blodigt, at faldne amerikanere kunne stables i stakkevis. Midt i dette inferno udførte den våbenløse Desmond Doss sin heltedåd. Knælende i bøn midt på slagmarken bad han gang på gang: »Gud, giv mig én mere«!

75 gange gentog dette sig, mens han reddede sårede kammerater i sikkerhed.

Bemærkelsesværdigt er det, at dette foregik på en sabbat, Doss’ helligdag. Også her havde den unge soldat lært af sin Frelser: »Det er tilladt at gøre godt på en sabbatsdag, for sabbatten er blevet til for menneskers skyld – og ikke omvendt«.

I moderne krigsførelse hedder det ofte: »Det bedste forsvar er et angreb«. En tidlig morgen ved Hacksaw Ridge hørte Doss og en kammerat japanske stemmer fra en nærliggende hule. »Mellem mig og min kammerat lå nogle

håndgranater« fortalte Doss senere. »Jeg skulle bare kaste et par håndgranater, så ville vi få ram på et par japanere. Men så kom jeg til at tænke på, at Gud er den store livgiver. Jeg skulle ikke frarøve nogen livet!« Senere på dagen fandt amerikanske soldater en såret japaner, der var blevet forbundet med en amerikansk forbinding. Der havde Desmond Doss også været på spil.

Kongressens æresbevisning

Da krigen var ovre bredte rygtet om Desmond Doss’ heltemodige indsats sig helt til præsidentens gemakker i Det hvide Hus. Præsident Harry Truman kunne derfor den 12. oktober 1945 overrække The Medal of Honor til Desmond Doss. Han var den første soldat uden våben, der nogensinde var blevet tildelt denne hædersbevisning.

Siden måtte helten på sin egen stille måde fortælle om

sine erfaringer om og om igen.

Beretningen om en ung soldat, der nægtede at give køb på sin religiøse overbevisning og trodsede alle militære normer, gik land og rige rundt – godt hjulpet på vej af nationalt TV, hvor han optrådte i serien: This is your life. (Der stadig kan findes på You Tube). Selv lyttede jeg tryllebundet til hans erfaringer, da han besøgte mit universitet i Washington D.C. og fortalte sin historie.

Nu har så Mel Gibson genoplivet historien i filmen: Hacksaw Ridge. Midt i krigens brutalitet fokuserer filmen på Desmond Doss’ heroiske medmenneskelighed og omsorg for de sårede.

Sandheden er bare, at en gang imellem overgår virkeligheden filmens fantasi.

Walder Hartmann

Senior-presseansvarlig & Adventistkirkens informationstjeneste

Nr. 4

December 2016

5

Historie

JERIKO-ROSEN – ET EVENTYR Maria vågnede med et sæt. Josef havde vækket hende og hans ansigt var alvorligt. »Jeg har drømt noget i nat,« sagde han. »En engel sagde tydeligt, at vi skulle flygte til Egypten. Senere vil vi få mere at vide.« Maria var chokeret. Skulle hun igennem flere mareridt?

Som om mistænkeliggørelsen omkring undfangelsen ikke var nok. For slet ikke at tale om stalden hun var nødt til at føde i.

Og nu på flugt! helt til Egypten.

Men pludselig faldt hun til ro. Hun kiggede på barnet og var overbevist om, at det ville beskytte dem på den farefulde færd, for der var knyttet store løfter til barnet.

6

Nr. 4

December 2016

Hun huskede de tre gaver fra vismændene: Guld, røgelse og myrra

De måtte hver symbolisere noget godt. Hun havde tænkt over gaverne og forstod, at – guldet måtte betyde, at drengen skulle være en konge som David, – røgelsen måtte betyde, at han skulle være en præst som Melkisedek – myrraen, at han skulle være en profet som Moses.

Hun syntes dog, der manglede noget, men slog det hen.

Det var nok også bare en mors ærgerrighed. »Maria!« sagde Josef. »Står du nu igen og drømmer? Vi må af sted. Jeg tager vismændenes

gaver med, så må du finde vores mad og tøj.« De samlede tingene sammen og lagde alt i æslets saddeltaske.

Maria satte sig op på æslet med drengen. Hendes frygt var fuldstændig forsvundet. Hun så på barnet og tænkte, at Gud ville omslutte dem med kærlighed og tryghed. Men frygten kom hurtigt tilbage, da de kom til den store ørken, som de skulle igennem. Der var ørken lige så langt øjet rakte. Hvordan skulle de klare det? Flugten og frygten fyldte hendes sind, ja, hun nærmest klamrede sig til frygten. »Nej, det er for meget«, tænkte hun, »igennem en gold ørken med mand og barn.« Hun trak

barnet tæt ind til sig for at beskytte det.

Klippehulen

De rejste hele dagen gennem ørkenen, og ved aftenstid nåede de en klippehule, hvor de ville overnatte. Den lignede stalden fra Betlehem. Men de blev overrasket, for den var allerede beboet. Efter lidt snak frem og tilbage med beboerne, blev de inviteret indenfor. En gammel mand førte hånden hen mod drengen og spurgte forundret: »Hvordan tør I tage drengen med ud i ørkenen? Der er så mange farer herude.« Josef svarede: »En engel har befalet os at flygte til Egypten, men vi vil blive beskyttet undervejs, for Gud har planer for med drengen. Ved fødslen skete der noget mærkeligt. Drengen modtog tre vidunderlige gaver: Guld, røgelse og myrra. Så jeg tror, at han vil dele gaver ud til mennesker, fordi han selv har modtaget gaver.« Gaven

Den fremmede blev meget opmærksom og kiggede på drengen. »Jeg vil også give en gave til drengen«, sagde manden ivrigt og rakte bagud efter en tot vissent græs. »Det er Jerikos rose. Ja, navnet har den fået efter byen Jeriko, der ligger som en oase midt i en stenørken. Jeriko er frugtbar og giver liv til mange. Jeg er selv opvokset i byen, og dér går det rygte i forbindelse med rosen, at giver man den som gave til et drengebarn i ørkenen, kan man

være sikker på, at drengen har de samme egenskaber som rosen«.

Og så fortalte den gamle mand om rosens fantastiske egenskaber. Hvordan der kom liv i den ved den mindste fugtighed, og at den aldrig kunne dø. Jord behøvede den heller ikke.

Manden knælede grædende og sagde: »Nu ved jeg, at min datter vil blive rask. Ligesom vand bringer liv i Jerikorosen, vil bønnetårer og glædestårer få drengebarnet til at give liv til dem, der trænger.« Guds søn

Maria syntes, det lød mærkeligt.

Og gaven – det var jo ingenting.

Den så så lurvet og værdiløs ud.

Pludselig kom hun til at tænke på plantens egenskaber, som var så livsbekræftende. Aldrig dø; og give liv fra sig! Det var det, hun syntes, de tre andre gaver manglede.

Hendes dreng skulle senere i livet give liv til alle, der med bønnetårer og glædestårer knælede for ham. Hun kiggede på Jerikorosen. Nu forstod hun, at hendes søn skulle se det oversete, – det andre gik forbi. Han skulle være rosen, som folk ville drages imod. Han skulle aldrig dø, men bringe evigheden ind i tiden. Rosen måtte absolut betyde, at han var Guds søn. Nu så hun det for sig: Hendes dreng var både konge, præst, profet og Guds søn.

Maria tog imod gaven og så sig omkring.

Miraklet

I det ene hjørne så hun en tøjbylt, der begyndte at bevæge sig.

Dernæst så hun et ansigt og til sidst en lille menneskekrop, som rejste sig. »Jeg er rask far!« udbrød pigen bevæget. »En varm strøm gik igennem min krop, da du gav Jerikorosen til de fremmede.« Maria takkede for gaven og kunne nu se, at hendes dreng skulle være alt for alle. Fire gaver kunne også kun betyde, at hans gaver skulle nå ud til alle fire verdenshjørner og gælde alle fire årstider. Hun velsignede rosen, idet hun sagde: »Du Jerikorose, du skal overalt i verden bringe bud om min søn, der aldrig kan dø, og på hans fødselsdag skal man tage dig frem og glædes ved dit livs mirakel.

Børnene skal glæde sig og de voksne skal undre sig –

og du fremmede føjede hun til: Fordi du blev tilskyndet til at give min søn en gave, skal du opleve nådelønnen ved at give.

Det er den velsignelse, som altid følger med, når man giver gaver til Guds udvalgte, ja, du har allerede mødt den; se på din datter!« Den gamle mand smilede og omfavnede sin datter. Næste morgen tog de rejsende afsked med de fremmede. De anbragte Jerikorosen i saddeltasken ved siden af guldet, røgelsen og myrraen.

En stjerne viste sig på himlen og ledte de tre skikkelser og æslet videre gennem ørkenen til Egypten.

Tekst: Gert Grube Foto: Thinkstockphoto.com

Nr. 4

December 2016

7

Seniortræf

Jo mere vi er sammen…

I en gammel spejdersang synger vi: For din ven er min ven, og min ven er din ven, jo mere vi er sammen, des gladere er vi.

Vi sang ikke den sang, hverken i Nærum eller i Ll. Nørlund, hvor mere end 150 seniorer samledes til den traditionelle afslutning på årets arbejde i seniorernes forening; men der var masser af anden sang og musik.

I Nærum havde Joann Kristensen samlet en hel stribe af efterårssange, som var med til at løfte glæden ved at være sammen og yderligere styrkede fællesskabet mellem de fremmødte, der talte repræsentanter fra de fleste sjællandske menigheder.

Ole Essendrop og co. havde igen tryllet ved gryderne og serverede en udsøgt middag. En oplagt Lehnart Falk præsente-

rede eftermiddagens program, der bl.a. bød på en personlig præsentation af bestyrelsens medlemmer øst for Storebælt.

Dette hjalp os til at forstå, at det, der blev sået hos tidligere generationer af adventister, bærer frugt i dag i form af aktive seniorer, der har visioner for kirkens mission og længes efter at se alle generationer og befolkningsgrupper i Danmark

Gå ikke glip af seniorstævne 2017 Dato: 18.-23. juli Sted: Kursuscenter Severin, Middelfart Severin ligger på en bakketop med panoramaudsigt over Lillebælt og broerne. Her er god plads til både liv og læring.

»Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle – vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege.« 8

Nr. 4

December 2016

Joann og Lehnart diskuterer de sidste detaljer i seniorernes Nærum-middag.

blive præsenteret for Jesu Kristi kærlighed.

I Ll. Nørlund var den lille kirke på heden også fyldt til bristepunktet, da PLORK (Peter Larsens orkester fra Vejle) slog tonerne an til en eftermiddag med hygge, fællesskab og masser af god mad. Undertegnede fik bevis for, at Ll. Nørlund menighed formår noget, som få andre menigheder ville kunne magte, og jeg er overbevist om, at alle deltagere fik taget hul på

den næste måneds sociale begivenheder og oplevede, at adventstiden er en tid, hvor vi kommer hinanden ved.

Joann Kristensen var også med til at inspirere vore fynsk/jyske medlemmer med hendes »pep-talk«: Et liv i overhalingsbanen. Ingen kan være i tvivl om, at også hendes seniortilværelse vil blive fyldt med aktivitet og gavne både unge og seniorer, hvor hun kommer frem.

Begge steder var der mange, som reserverede plads ved seniorforeningens næste store begivenhed, det norsk/danske seniorstævne på kursuscenter Severin ved Middelfart.

Walder Hartmann

Seniorstævne 2017 byder på: •

Inspirende gæstetaler kendt i både Norge og Danmark – Willy Aronsen.

•

Workshops med bibelstudier, sang og musik, kreative udfoldelser, fynsk herregårdsliv, fitness for seniorer.

•

Socialt samvær med både gamle og nye venner.

•

Fyns bedste udsigt med vand, strand, skov og evt. bridgewalking.

•

Delikate måltider med stor variation – også for dem, der foretrækker at leve vegetarisk.

•

Udflugter med både kulturelle og sanselige oplevelser på det smilende Fyn.

•

Pris pr. deltager d.kr. 3.000,-

•

Vi råder over 140 sengepladser på stedet, men har mulighed for at skaffe ekstra pladser på et hotel få hundrede meter nede ad vejen.

•

Der er direkte togforbindelser fra de fleste større danske byer til Middelfart, hvor vi sørger for afhentning på banegården.

•

Hvis du vil være sikker på en plads, så reservér den allerede nu hos Walder Hartmann – tlf. 2992 8876 eller mail: walder@hafnet.dk

Nr. 4

December 2016

9

HASDAs arkiv

MAGNUS OG EMMA JENSEN Rosenby, Dronninglund Sådan står der på brevene og postkortene, som familie og venner gennem årene havde sendt til Magnus og Emma. Hvem var Magnus og Emma? De var nogle af hverdagens helte. Da jeg lærte dem at kende, var jeg kun et barn. Jeg voksede op hos mine forældre – Kathrine og Togo Gommesen – i gartneriet i den østlige ende af Dronninglund.

Omkring 1930 havde min far holdt en offentlig virksomhed i Dronninglund. Blandt dem, der sluttede sig til den lokale menighed, var Magnus og Emma Jensen. Medlemmerne af menigheden mødtes på skift i de forskellige hjem i det, som man i

10

Nr. 4

December 2016

dag ville kalde en husmenighed.

Det var der, jeg stiftede bekendtskab med ægteparret, så godt som et barn nu kan det.

Jens Magnus Jensen, som han hed, ungkarl og murer, var født i Tårs sogn den 19. januar 1883.

Emma Louise Christensen, Hvidberg var født i Serritslev sogn den 23. april 1890. Den 12. januar 1912 blev de ægteviede i Brønderslev kirke. I 1930’erne havde de et lille husmandssted i Rosenby i nærheden af Thorup i Dronninglund kommune. Jeg husker, at det blev fortalt, at Magnus havde en begyndende lammelse som følge af et angreb af den spanske syge i hans unge

dage. I den første halvdel af 1930’erne var Magnus på Skodsborg Badesanatorium, hvor han i 3 måneder fik behandling for sin lidelse. I den periode skrev Magnus trofast hjem til Emma og Emma til ham om hønsene, æglægningen og andre ting fra hverdagen.

Efterhånden som årene gik, kunne Magnus og Emma på grund af hans svigtende helbred ikke længere drive gården, som blev overtaget af en niece og hendes mand. Ægteparret flyttede derfor ind i et lille hus ved siden af. Der var ikke megen komfort. Jeg husker, at Emma altid skulle ud til brønden efter vand, og opvarmningen af huset foregik med kakkelovn. Og der sad Magnus, stille i sin stol. De sidste 10 år af sit liv kunne han ikke bevæge sig rundt, men han var tålmodig og klagede aldrig over sin skæbne. Den gang var der ingen hjælp at få, men Emma passede sin mand med stor og aldrig svigtende kærlighed.

Kollekten om sabbatten blev altid samlet ind i en konvolut.

Jeg husker, at der den dag blev samlet ind til Vejlefjordskolen.

Emma og Magnus havde ingen børn, og de havde aldrig så meget som set skolen. Jeg var kun ca. 10 år, men var overvældet af Emmas gave – en halvtredskro-

ne-seddel! Det var et meget stort beløb, i sandhed et offer. Sådan var Emma og Magnus.

I forbindelse med huset var der en frugtplantage, som Emma passede. Salget af æbler var med til at give dem en beskeden indtægt. Jeg fik somme tider lov til at gå ned i kælderen og se kasserne med æbler, som stod på hylderne. Jeg husker endnu den dag i dag den liflige duft. Der var alle spiseæblerne – cox orange, bodil neergård, møllers venus, laxton, filippa osv. Og så var der madæblerne – pederstrup, bramley, belle de boskop. Jo, Emma havde mere end nok at gøre.

Jeg husker specielt én begivenhed – Magnus’ fødselsdag.

Det må vist have været en rund fødselsdag, og jeg var med som eneste barn. De nærmeste naboer sad med ved bordet. De blev benævnt som Rickards. Jeg har aldrig hørt deres efternavn. Der

må have været et godt naboskab, som bl.a. viste sig ved, at de bidrog til det festlige kagebord.

Og der sad Magnus med taknemmelige og glade øjne. Hans tale var efterhånden blevet påvirket af lammelsen, men det var alligevel en dejlig dag. Magnus døde i 1950, 67 år gammel.

Emma var blevet alene, men fortsatte sit virksomme liv. Det var altid en opmuntring at besøge hende. Efterhånden fik også Emma brug for pleje, og hun tilbragte sine sidste år på Alderdomshjemmet i Dronninglund.

Når jeg om sommeren sammen med min mand og datter var på ferie i Dronninglund, traf vi Emma. Min datter Marianne og Emma havde det godt sammen, og når vi ikke kunne finde Marianne, kunne vi næsten med sikkerhed finde hende på Alderdomshjemmet, hvor hun besøgte Emma og andre af de ældre

beboere, som hun havde stiftet bekendtskab med.

I nekrologen over Emma skrev Kaj Pedersen: »For år tilbage havde jeg ofte anledning til at besøge hendes hjem i Rosenby.

Hun elskede at synge salmen: »Jesus, Jesus, på dig tror jeg, og ved troen sejr får«. Hun levede sit liv i troskab fra dag til dag, både da hun i en årrække måtte pleje sin mand, Magnus Jensen, og senere, da hun selv måtte hjælpes på Dronninglund Alderdomshjem. Nu hviler vor søster, indtil Jesus kalder hende frem til det evige liv« Selv om mit bekendtskab hovedsagelig stammer fra min barndom, har jeg aldrig glemt Magnus og Emma. For mig hører de til blandt hverdagens helte – et ægtepar, som jeg er glad for at have haft det privilegium at kende.

I dag har Dronninglund menighed kun et medlem, nemlig 93-årige Anna Jensen, som bor i Sæby i Vendsyssel.

Tekst: Birthe Bayer Ill: Thinkstockphoto.com Nr. 4

December 2016

11

BESTYRELSENS BLÅ BOG Walder Hartmann, formand

Født i 1934 – i Karlslunde v. Roskilde. Drengedrømme om fremtiden inkluderede: skolelærer, præst, journalist, cirkusdirektør og pensionist. Har siden tiden på Vejlefjord – 1951-1953 og 1955-1956 næsten nået det hele. Gift siden 1959 med Signe (f. Pedersen) fra Bjerringbro. Har været på elev på Hedegårdenes skole, Roskilde, Roskilde Realskole, Vejlefjordskolen, Columbia Union College, Mary­ land og Andrews University, Michigan. Ansat på Dansk Bogforlag 1953-1954, og siden 1956 i Adventistkirken med opgaver som distriktsprædikant, ungdomssekretær, bibellærer, redaktør og afdelingsleder. Walder Hartmann har haft tillidshverv i både lokalsamfund og i landsforeningen KLF, Kirke og Medier. Med i bestyrelsesarbejde i Seniorforeningen siden 2000.

Lehnart Falk, næstformand

Har viet sit liv til arbejdet for de svageste. Det har været en begivenhedsrig karriere drevet af evangeliets budskab om håb. Lehnart har således arbejdet og/eller rejst i tæt på 100 land og mødt en række spændende og prominente mennesker i fortalerarbejdet. Det blev til 17 år som præst, med fokus på ungdomsarbejde, rådgivning og krisebearbejdelse, 10 år i Red Barnet som forkæmper for børns rettigheder globalt, og 13 år i ADRA Danmark hvor de fattige og dårligst stillede er i centrum. Samtidig har Lehnart opnået en række uddannelser, der spænder bredt, tømrer, MA Religion, Cand. Psyk, MA Afrika og diplom i ledelse. Er gift med Inger (f. Christensen fra Vendsyssel).

Doris Jørgensen - født Kammersgaard, kasserer

Gift med Evald Jørgensen, enke siden 2012.

Bor i Randers og tilhører den lokale menighed der.

Uddannet som Revisor, lærer, samt udviklings- og nødhjælpsarbejder Arbejdet på revisionskontor i Ribe indtil 1978, siden for Adventistkirken og ADRA i Danmark, Rwanda, Vestafrika, Rusland, Uganda og Danmark – senest som konsulent. Pensionist med frivilligt engagement i Menigheden og Diverse foreninger.

Inge Aalstrup – født Bunken, sekretær

3. generations adventist – med bedsteforældre på begge sider, der ligesom forældrene har været stærkt engagerede i sundhedsarbejde.

Selv er Inge uddannet som fysioterapeut på Skodsborg med efterfølgende arbejde på Juelsminde Kuranstalt og senest på privat klinik i Juelsminde.

Har stor erfaring fra menighedsarbejde med spejder/børn/unge/musik/korsang – og kan i øvrigt lide at tilbringe tid i naturen.

Var gift med Erik Aalstrup, men enke siden 2012.

12

Nr. 4

December 2016

Allan E. Møller

Født på Riget i København 1942. Forældre: Elsa (Nordsverige). Karl (Bornholm). Barndom i København (Amager), Virum og Køge. Udlært smed fra Brdr.

Jensen, Hjortekær. Ingeniør af Anlægslinjen fra Københavns Teknikum. Hovedsagelig beskæftiget med underjordiske infrastrukturer som tunnelering, kloak, rørsystemer, mm.

Gift med Alice (f. Olesen) fra Vendsyssel. Tilknyttet Roskilde SDA. Ønske: - at vor organisation går tilbage til navnet: ‘S.D.Adventistsamfundet’. I mine ører lyder ‘Samfund’ mere personligt, varmt og mindre aggressivt end ‘kirke’.

Hanne Schantz

så dagens lys en novemberdag i 1938. Hun var bare én i en stor søskendeflok i et revisorhjem i Holstebro, hvor næsten alle kom til at præge Adventistkirkens arbejde både i Danmark og på missionsmarken. Med fysioterapiuddannelsen fra Skodsborg som baggrund, drev hun i sit arbejdsliv klinik i det vestjyske.

Hanne er nu medlem af Adventistkirken i København, hvor hun ivrigt deltager i både gademission og internt menighedsarbejde. Hun glæder sig til at møde gamle venner fra både Norge og Danmark, når der kaldes til seniorstævne i sommeren 2017.

Joann Kristensen

kunne næsten fortjene titlen globetrotter. Oprindelig var hun købmandsdatter fra Klakring; men flyttede sammen med familien til Silkeborg, hvor de i mange år tilhørte Silkeborg menighed. Joan hævder, at Gud næsten altid har hvisket hende i øret, hvad hun skulle foretage sig i næste fase af sit liv. Denne hvisken førte hende efter Vejlefjord til en sygeplejerskeuddannelse i Roskilde og videre til studier ved Andrews University og Weimar Institute i USA. Hun var i et par år præceptrice på Vejlefjordskolen, har arbejdet som sygeplejerske i Californien, været hjemmesygeplejerske i Faxe og er nu landet som åndelig rådgiver og hjælpepræst for de unge ved Vejlefjordskolen. Joan brænder igennem, hvor hun kommer frem, hvilket nu også kommer seniorforeningens medlemmer til gode.

Henrik Jørgensen

er en af Unionens repræsentanter i seniorforeningens bestyrelse. Han er født og opvokset i Esbjerg, har gået på Vejlefjord og studeret teologi på Newbold College. Henrik har stor erfaring i at arbejde med unge mennesker, hvilket er kommet både danske unge og studerende på Newbold College til gode; men han brænder for at være brobygger mellem både de yngre og ældre generationer indenfor Adventistkirken. Henrik er gift med May-Britt (f. Johansen).

Bent Markussen

er også en af Unionens repræsentanter i seniorforeningens bestyrelse. Han hører til på den jyske hede, hvor han bor sammen med Edith. Begge er aktive medlemmer af Ll. Nørlund menighed – og han har i øvrigt ydet en aktiv indsats i lokalsamfundet på egnen.

Bent er med fødselsåret 1942 med til at bevise, at det ikke behøver at være en hemsko at være et krigsbarn.

Nr. 4

December 2016

13

Os i

ellem

Om at tjene andre

»Trøst derfor hinanden med disse ord.« (1 Thess 4,18) Professor Tony Campolo skulle engang deltage i begravelsen af en bekendt, og ved en fejltagelse endte han ved en forkert begravelse. Liget af en ældre mand lå i kisten, og hans enke var den eneste sørgende, der var tilstede. Hun virkede så ensom, så campolo blev under begravelsen og derefter ledsagede hende til kirkegården. Da de efter ceremonien kørte væk, tilstod Campolo, at han faktisk ikke havde kendt damens mand. »Det tænkte jeg nok,« svarede hun. »Jeg kunne ikke genkende dig. Men det gør ikke noget. Du vil aldrig, aldrig, kunne fatte, hvad dette har betydet for mig.« Philip Yancey skriver: »Enkel, ligefrem tilgængelighed er den mest magtfulde kraft vi kan bidrage med… Med rette nedgør vi Jobs tre venner for deres ufølsomme reaktion på hans lidelser.

Men læs beretningen igen: »Da de kom, sad de i stilhed ved siden af Job i syv dage, før de åbnede munden«… dette var de mest veltalende øjeblikke, de tilbragte med ham. Instinktivt trækker jeg mig tilbage fra folk i smerte. Hvem ved, om d ønsker at tale om deres vanskeligheder eller ej? Har de lyst til a blive trøstet eller til at blive muntret op?

Hvad godt kan min tilstedeværelse eventuelt gøre?

Mit sind vender og drejer disse overvejelser, og resultatet bliver som regel, at jeg ender med at gøre det, som muligvis er det værste af alt: Jeg holder mig væk… Der er ingen, der nævner navnet på en filosof, når jeg spørger: »Hvem hjalp dig mest?« Oftest hører jeg som svar en rolig, fordringsløs person… én, som var der… én som lyttede mere, end ha talte, én, som ikke skævede ned til sit ur, én, som omfavnede, berørte og græd… én person, der var til rådighed, og som deltog på den lidenes vilkår – ikke på sine egne.

Det er sådan, man tjener andre!

14

Nr. 4

December 2016

Usain Bolt voksede op i et adventisthjem Selvom han ikke er medlem, skjuler han ikke sin baggrund.

Verdens hurtigste løber, Usain Bolt fra Jamaica, der nu har vundet guldmedaljer ved tre Olympiader i træk, voksede op i et adventisthjem og har altid Bibelen med i sin bagage.

Bolt har aldrig selv tilsluttet sig Adventistkirken, men han er altid parat til at diskutere sin barndoms kirke, fortæller Richard Daly, der ved Olympiaden i Rio de Janeiro fungerede som frivillig kapellan. Den hurtige sprinter respekterer dog stadig både Adventistkirkens lære og dens værdinormer.

Når Usain Bolt pakker kufferten for at rejse til et eller andet mesterskab, sørger han altid for at Bibelen er med i bagagen. Han fortæller også, at moderen altid sørgede for, at han spiste sundt, mens han stadig boede hjemme.

Moderen Jennifer er stadig medlem af menigheden, men kan godt finde på at ledsage sønnen, når han rejser til de forskellige konkurrencer. Hun er imidlertid en meget privat person, som nok er stolt af sin søn, men aldrig udnytter hans berømmelse til egen fordel.

Adventistkirken i Jamaica har 280.000 medlemmer fordelt på 686 menigheder og grupper, og det i en befolkning på bare 2,7 millioner.

Felipe Lemon i Adventist Review Online

Det er for de gamle…

I Guds rige bliver vi aldrig arbejdsløse.

Heller ikke når kræfterne bliver små.

Vi boede i en lejlighed på anden sal på Frederiksberg, mens jeg læste. Den dag, vi kom hjem fra hospitalet med vor førstefødte, stod frk. Nielsen, som man sagde dengang, uden for sin dør i stueetagen. Hun udbrød spontant: »Åh, må jeg ikke få lov at passe ham?« Sådan blev det! Hver morgen kom frk. Nielsen op i vores lejlighed og passede vores dreng, indtil en af os kom hjem igen. Skulle vi for eksempel til møde i ’Bethesda’, kom hun også. Vi kunne kun se det som en forunderlig Guds gave.

Frk. Nielsen var meget aktiv i vores lokale kirke. Hun hjalp blandt andet ved sognets ældremøder, hvor hun serverede og vaskede op. Da hun blev 80 år, stoppede hun med det og holdt samtidig op med at komme til ældremøderne. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun: »Jamen, det er jo for de gamle!« Hun kunne altså ikke tænke sig, at hun selv skulle sidde ved møderne og bare tage imod.

Hun kom selvfølgelig fortsat i kirken.

Opgaver til alle

Man kan opleve det samme på mange planer i det kirkelige arbejde. Mennesker, der stået i ledende positioner, kan somme tider have svært ved ’at sætte sig på bænken’. Andre kan opleve det som en befrielse at blive løst fra et mødeansvar. Sådan er vi jo så forskellige.

Det er vigtigt at understrege i den forbindelse, at i Guds rige er der fortsat ansvarsfulde opgaver til os. Også når kræfterne bliver små. Tænk at få lov at sidde på stolen under mødet og bære mødet ind for Guds ansigt i bøn for både forkynderen og for de, som skal lytte! Det er en tjeneste, som stadig kan udøves, også den dag kræfterne er så små, at man ikke kan magte at komme til møde eller gudstjeneste.

I Guds rige bliver vi aldrig arbejdsløse. I Guds rige kan vi virke med og bære med, også når kræfterne er meget små.

Teksten er skrevet af John Ørum Jørgensen, pensioneret provst, og lånt fra Indre Missions Tidende.

Martin Luther King, den senere myrdede, sorte leder, skrev engang:

»Cæsar disponerede over et palads, Kristus over en krybbe og et kors. Men det er denne Kristus, der har delt historien i to: i et før Kristus og et efter Kristus« I herberget var der ikke plads til ham. Men i vor hjælpeløshed, i vor kulde, vor spørgen, vore gåder, der har han udsøgt sig plads.

Derfor kan vi sige til hinanden: Velsignet jul.

Nr. 4

December 2016

15

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

Tryghed Majestætisk og med megen ro går Herren aftentur i verdensrummet.

Han ser på alt, hvad han har skabt med milde øjne.

På én af sine kloder bøjer han sig ned ta’r et forvildet fnug op i sin hånd, og lægger det så dér, hvor han har tænkt, det skulle være.

Men dette fnug, som nu bestandig ser Herrens blik på sig, er jeg.

Redaktionen ønsker alle Aktive Seniorers læsere en rigtig Glædelig juletid og et velsignet nytår 2017

Det sker i 2017

I foråret forsøger vi at koble os på en tulipantur til Holland.

Nærmere oplysninger udsendes i et nyhedsbrev snarest.

18-24 juli afholdes dansk/norsk seniorstævne på kursuscenter Severin ved Middelfart. (Se s. ??)

Søndag den 19. november afholdes seniortræf vest for Storebælt.

Søndag den 26. november afholdes seniortræf øst for Storebælt.