2015-08 NytFokus

nytfokus

08

Evigheden...

ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

08

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.)

Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Bent Nielsen Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com wikipedia.org Adventistkirkens Mediecenter Forside foto:

Hvor

gamle

kan vi blive? af Sven Hagen Jensen

V bliver gennemsnitligt ældre og ældre. Den Vi fforventede levealder i verden er steget med op m 30 år i mange vestlige lande gennem 1900mod tallet. t Dansk-amerikaneren, Christian Mortensen s fra Skaarup ved Skanderborg, menes at være den dansker, der har levet længst. Han blev 115 år og 252 dage og døde i 1998. Ifølge Guinness Rekordbog er det den franske kvinde Jeanne Louise Calment, der slår verdensrekorden med 122 år og 164 dage. Dog er der bud på både 127 år og 130 år på andre personer rundt om i verden. I dag er der over 400 nulevende personer i Danmark Danmark, som h har passeret de 100 år. De fleste danske børn, der er født efter år 2000, vil kunne forvente at fejre deres 100 års fødselsdag, hvis tendensen fortsætter.

Aldringsforskning er blevet et seriøst projekt, hvor man forsker i de aldringsprocesser, der foregår, og hvad der evt. skal til for at standse eller forsinke disse processer. Da der samtidig forskes i, hvordan man kan udrydde sygdomme som kræft og andre livstruende og livsforringende sygdomme, melder spørgsmålet sig naturligt, om der er en øvre grænse for, hvor gammel man kan blive? Forskerne er meget tilbageholdende med at give et bud. I baghovedet er nok tanken, om det egentligt er ønskværdigt at forlænge livet her på jorden ubegrænset.

Det vigtigere spørgsmål er måske: Hvor gamle ønsker vi at blive, selv med de fremskridt, der finder sted inden for lægeforskning og medicinal industri? Måske det bibelske udtryk, at dø ”gammel og mæt af dage“ i virkeligheden giver svaret på, hvor den øvre aldersgrænse naturligt ligger. Mæt af indtryk, mæt af udfordringer, mæt af bekymringer, mæt af forandringer, mæt af livet.

I dette nummer af Nyt Fokus vil vi tænke udover det liv, som vi oplever her på jorden under de nuværende forhold, og se på den bibelske dimension af evigt liv: Både som liv uden aldring, men også liv med umætteligt indhold og glæde. En ny verden åbner sig for den, der griber løfterne fra den gamle bog, der har givet mennesker trøst og håb gennem tiden.

2

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

Tanken om

evigt liv af Sven Hagen Jensen Tanken om et liv efter døden har beskæftiget mennesker, så længe man kan huske tilbage. Også i dag gøres der mange tanker og spekulationer, om der er noget at se frem til eller frygte, når dette liv er forbi. Nogle vil selvfølgelig feje tanken til side og mene, at det skal vi ikke bryde hovedet med, da vi ikke ved noget sikkert. Andre vil kategorisk afvise, at der er noget efter dette liv.

Det var den aarhusianske professor P.G. Lindhardt, der ved en tale på Askov Højskole i 1952 udbredte den holdning, at det evige liv ikke har noget med fremtiden at gøre, men i stedet for udelukkende drejer sig om at leve det kristne liv her og nu efter næstekærlighedens principper. Det rystede kirken dengang, da det var i modstrid med den traditionelle kristne opfattelse af et liv efter døden. I dag har denne forståelse slået stærkt igennem i kirkekredse og levner ikke længere de efterladte noget håb om at møde deres kære igen.

Men er det en rimelig fortolkning af det kristne budskab om evigt liv? Nej. Troen på et evigt liv efter døden er en af grundpillerne i den kristne tro. Det er nært knyttet sammen med opstandelsestroen, som blev omtalt i sidste nummer. Hvad er evigt liv ifølge det Nye Testamente?

Liv efter opstandelsen Jesus sagde følgende: ”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud

af dem – de, der har øvet det gode, til liv, men de, der har gjort det onde for at opnå dom“ (Joh 5,28.29). Der er liv efter opstandelsen for den troende. Det sker, når Menneskesønnens røst høres ved hans genkomst (1 Thess 4,16).

Liv uden ende Nogle klare udtryk i Bibelen fortæller os, at det evige liv ikke blot beskriver en livskvalitet, men også et liv uden ende: ”Tage imod jer i de evige boliger“ (Luk 16,9), ”Og så skal vi altid være sammen med Herren“ (1 Thess 4,17), ”Og døden skal ikke være mere“ (Åb 21,4).

Liv med gensyn Relationer mellem gode venner og familie her på jorden giver livet mening. Skal vi mødes igen? Skal vi kunne kende hinanden? Jesus gav dette løfte: ”Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være hvor jeg er“ (Joh 14,3). Disciplene kunne se frem til et glædeligt gensyn.

Dette løfte ville kun give mening, hvis de kunne genkende ham. Et andet sted siger Jesus: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget“ (Matt 8,11).

Det ville være underligt, om Abraham, Isak og Jakob skulle sidde ved samme il bord uden at kende hinanden, li ligesom d dett ville være højst mærkværdigt, om to ægtefæller mødtes ved det samme bord som fuldstændig fremmede. Evigt liv i Guds rige handler også om gensyn.

3

MEN DER ER

håb af Robert H. Person

”En fuldtræffer!” skrattede det i højtaleren. ”Alle mand til sin plads. Brug alle nødforanstaltninger!”

Men oceanet væltede ind gennem det sønderrevne skrog med et øredøvende brøl.

De, som kunne, sprang over bord. En eksplosion, en skælven, og det stolte krigsskib gled ned under bølgerne. I et øjeblik var der helt stille på havet. Så fortsatte kampen for overlevelse.

Nogle få svømmede mod den fjerne kyst, nogle klyngede sig til vraggods, og andre greb fat i redningsflåder.

I løbet af kort tid kom der hjælp og dermed redningsudsty r. Dykkerne foretog undersøgelser dybere nede og fandt flere mænd – nogle døde, nogle levende. Og så dybt inde fra fartøjet hørte arbejderne en mærkelig bankelyd. De lyttede.

Det lød, som om nogen forsøgte at få deres opmærksomhed.

Ja, det var! Det var morsekode. Omhyggeligt stavede de ordene, som de ukendte mænd dybt nede i skroget forsøgte at sende. – ”I-S T-H-E-R-E H-O-P-E?“ (Er der håb?) – Håb – det var, hvad mændene, som var fanget i den frygtelige stilhed nedenunder, ønskede mere end noget andet i verden. Håb – håb om en vej ud!

Håb – en vej ud af den nuværende uoverskuelige blindgyde – det er, hvad vores forvirrede, kaotiske, fortabte verden behøver. Findes der sådant et håb? I så tilfælde, hvor?

Paulus fortæller os i det Nye Testamente, at vi kan ”gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et urokkeligt anker for sjælen“ (Hebr 6,18). Paulus afslører også kilden til sådant et håb. ”Kristus“, som ”giver jer håb om en himmelsk fremtid“ (Kol 1,27 – Den Nye Aftale).

Der er håb. Gennem skyggerne og tårerne kan vi stadigvæk spore formen af den Eneste Ene, som giver os håb for i dag, i morgen og for altid. Det er op til os at beslutte, at selv om alt ser håbløst ud, kan vi hæve os op over det alt sammen.

Lyt til sikkerheden i Peters håb: ”Derfor skal I holde hovedet koldt og virkelig holde fast i forventningen om den herlighed, I vil få del i, når Jesus Kristus kommer igen“ (1 Pet 1,13 – Bibelen på hverdagsdansk).

4

Robert H. Pierson Kirkeleder, evangelist og forfatter

Hold en pause og se på George Frederic Watts storslåede maleri kaldet ”Håb“. En kvinde sidder alene på den runde jord – med bind for øjnene. I sine hænder holder hun en harpe, hvor alle strenge er knækket på nær en enkelt. Over hende, i tusmørket, skinner én lille stjerne.

Hun spiller på sin harpe og frembringer stadigvæk musik.

Det er håb. Vi har måske mistet næsten alt i livet, men vi kan fortsætte med at få det bedste ud af, hvad der er tilbage.

Vi har måske tabt penge – penge, som måske blev sparet op til alderdommen med de største anstrengelser og afsavn. De er blevet fejet bort. Hvad blev der af dem? Det var blot penge. Nogle har mistet helbredet. Ingen større ulykke kan komme over et menneske. Og dog, mange i denne verden har på trods af overbebyrdede, syge kroppe spillet den rigeste og skønneste musik på de strenge, der var tilbage. Penge, helbred, lykke syntes på flugt, men nogle strenge er stadigvæk tilbage, én stjerne skinner stadigvæk på den mørke himmel.

løshed bliver til glæde, klager til taknemmelighed. De håbløse finder håb. ”Gid håbets Gud vil give jer glæde og fred, når I tror på ham, og ved hjælp af Helligånden fylde jer med håb“ (Rom 15,13).

Håb? Ja, for i dag – og for i morgen.

En forfatter, som mødte og overvandt mange vanskeligheder, skriver: ”Der er ingen, der behøver at fortvivle. Satan vil måske fremsætte denne frygtelige påstand: ’Det hele er håbløst.

Der er intet at stille op.’ Men der er håb for dig i Kristus. Gud siger ikke, at vi skal sejre i vores egen kraft. Han siger, at vi skal holde os nær til ham. Han står parat til at hjælpe os, når vi kommer ud for vanskeligheder, som piner både legeme og sjæl“ (E.G. White, Vejen til et bedre liv).

Mange gange arbejder engle gennem menneskelige væsener for at bringe håb, glæde og fred til de syge og lidende. De, som modtager en sådan hjælp, får en dobbelt velsignelse.

Mange genvinder deres helbred – de usikre skridt bliver faste, de sløve øjne funkler, mod-

5

Hvad ved vi om

himlen? af Allan Falk

Det er Guds bolig Når vi læser de første blade i vor bibel og kommer til syndefaldet, så finder vi, at Gud vandrede i haven ved aftenstid (1 Mos 3,8). Man får den fornemmelse, at Gud kom til haven en gang imellem for at være sammen med Adam og Eva, men ellers boede Gud et andet sted. I 1 Mos 5,21 støder vi på Enok, der efter at have vandret med Gud i 300 år, blev taget bort. Bort fra den da kendte verden. Bort til Guds bolig må man formode. Senere oplevede profeten Elias det samme. Om ham læser vi: ”Mens de gik og talte sammen, kom der pludselig en ildvogn med ildheste …. og Elias steg op til himlen i en storm“ (2 Kong 2,11).

Når Guds bolig er så stort et mysterium for os i dag, hænger det nok sammen med det faktum, at vi ikke kan se Gud på samme måde, som vore første forældre kunne, når Gud kom og vandrede i haven sammen med dem. Læser man det Gamle Testamente, oplever man dog igen og igen, hvordan Gud tog kontakt til mennesker. Han talte til Noa om syndfloden

6

(1 Mos 6). Han besøgte Abraham, før han ødelagde Sodoma og Gomorra (1 Mos 18). Og da kong Salomo bad ved templets indvielse, var han da heller ikke i tvivl; han bad: ”Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!“ (1 Kong 8,30). Salomo var ikke i tvivl, Gud bor i himlen, og han kan høre os derfra.

Det er englenes hjem En engel er et sendebud, et sendebud for Gud. Da Jesus blev født i Betlehem, kom en Herrens engel og fortalte hyrderne på marken, at Jesus var født, og med ét fik hyrderne lov til at se og høre en hel himmelsk hærskare, der lovpriste Gud (Luk 2,13). Senere, da Kristus opstod af graven søndag morgen, steg en Herrens engel ned fra Himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den (Matt 28,2). Han kom som et sendebud fra Gud Fader for at kalde Kristus frem af graven. Paulus’ Andet Brev til Thessalonikerne 1,7 fortæller, at når Jesus kommer igen, så vil han være ifølge med sine

Allan Falk, præst i Nordjylland

mægtige engle. Den bibelske tekst beskriver altså englene, som Guds tjenere, der bor i selv samme himmel, som Gud regerer fra.

Jesus bor der i dag Evangelierne fortæller os, at efter Jesu død og opstandelse, vendte han tilbage til himlen (ApG 1,9). Hebræerbrevet beskriver Jesu himmelfart og hans gerning i himlen således: ”Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid“ (Hebr 4,14-16).

Altså er Jesus i himlen i dag, og der fungerer han som præst for menneskeheden. Når vi går til Gud med en bekendelse, så er det Jesus, der formidler vor bøn om tilgivelse. Det er Kristus, der over for Faderen beder om, at hans blod må sone vore synder. Men Jesus formidler ikke kun forsoning. Han er også den, der i kraft af sin store nåde sender os hjælp i rette tid, når vi behøver det. Når vi er trætte af livet eller ikke formår at leve det kristne liv, vi gerne ville, så er det Jesus, der formidler den styrke og trøst, vi behøver. Så Jesus bor i himlen, hvor hans gerning består i at hjælpe mennesker her på jorden. Han er fremdeles fuldt beskæftiget med at frelse faldne syndere.

Guds børn skal bo der engang I Johannesevangeliet kapitel 14 gjorde Jesus det klart, at han ville tage tilbage til sin Fars hus for at gøre plads til sine venner, og i Apostlenes Gerninger kapitel 1 får disciplene at vide, at Jesus vil komme igen. Den bibelske tekst fortæller os således gentagne gange, at der kommer en dag, hvor Jesus vil komme til syne i skyerne for at hente de troende. Jesus kommer for at hente sine børn og bringe dem

med sig til himlen. Til Guds bolig. Samtidig fortæller Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, at Guds bolig, det ny Jerusalem, vil blive flyttet fra himlen og ned på denne jord. Apostlen Peter fortæller os også, at denne jord vil blive renset og genskabt (2 Pet 3,13).

Jesus vil altså komme tilbage en dag og bringe de troende til himlen, hvor de skal bo hos ham, indtil jorden er renset og genskabt, så de kan vende tilbage hertil for at leve i en retfærdig verden til evig tid. De troende skal være i himlen en tid, for derefter at vende tilbage til jorden. Johannes’ Åbenbaring kapitel 20 fortæller os, at tiden, de troende skal opholde sig i himlen, vil være ét tusind år.

Himlen er altså det sted, hvor både Gud og hans søn Jesus Kristus bor. Sammen med dem er også alle Guds engle, der altid står rede til at tjene dem. Ligeledes er himlen det sted, hvorfra Jesus fungerer som præst for menneskeheden. Endelig er himlen der, hvor de troende vil finde deres første hjem, når Jesus henter dem ud af denne verden.

7

Når man skal

bide noget i sig af Anne-May Müller Vi kender alle sammen til at have gjort noget, som vi bør bede om tilgivelse for.

Og hvis vi ikke kender til det, så må vi kigge os selv efter i sømmene en gang til. For det er et livsvilkår, at vi mennesker kommer til at såre hinanden og gøre ting, som gør andre kede af det.

I sidste nummer af ”Nyt Fokus“ var der en artikel om tilgivelse. I den læste vi, hvor vigtigt det er at lægge ting bag os, så de ikke ligger imellem os. Vi lærte også, at imelle tilgivelse er en proces, der tilgive tager tid, og som langtfra er V fik gode råd til, hvorlet. Vi dan v vi kan gå til værks, når noge skal tilgives. noget D er ikke let at gå til Det bek bekendelse og indrømme, at vi har gjort noget fork forkert.

Det strider imod vo vores ego, og vi er bange for at blive latterliggjort, eller føler, at vi m mister kontrollen ved a skulle bede om undat s skyldning.

Men hvad kan du gøre, når det er dig, der skal bede om tilgivelse?

8

Udtrykke fortrydelse: Du bliver nødt til at indrømme, at du har taget fejl eller gjort/sagt noget, du ikke skulle have gjort/sagt. Det er ikke nok, bare at feje det ind under gulvtæppet, eller stille en buket blomster. Den forurettede har brug for at høre dig sige, at du er ked af det, der skete. Du bliver nødt til at formulere – enten skriftligt eller mundtligt, at du fortryder og angrer.

Tag ansvaret: Du bliver nødt til at tage ansvaret for det forkerte. Du skal ikke bortforklare eller prøve at dele skylden ud på andre eller på omstændighederne. Vær voksen nok til at tage ansvaret uanset, om der var noget, der lokkede dig til at gøre det forkerte. Du skal heller ikke bagatellisere det skete, men vedgå det i sin fulde udstrækning.

Anerkend den andens smerte og sorg: Du bliver nødt til at se og forstå den andens smerte over det skete. Den forurettede part har brug for at vide, at du også forstår, hvor dybt det sårede ham/hende, og at de sår og den smerte kommer til at tage tid, før de bliver bedre, og at en heling af de sår ikke kan ske, før du anerkender dem og beder om tilgivelse.

”At sige undskyld er en god måde at få det sidste ord på.“

”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.“ Matt 5,23-24 Tilbyd at gøre det godt igen: Man kan ikke tage ord tilbage, der er sagt, eller omgøre noget, der er gjort. Men nogle gange kan du tilbyde at komme med en kompensation, eller du kan gøre noget andet, som kan mindske skaderne, eller gøre nogle tiltag, der minimerer smerten. Er det fysiske ting, der blev ødelagt, så kan du købe nyt, eller tilbyde reparation, og er det følelser, der blev såret, eller omdømme der blev smadret, så må du være kreativ og komme med bud, der på en eller anden måde kan kompensere eller gøre skaden mindre. Spørg ind til, hvad den anden part synes er en rimelig erstatning. Ændre adfærd: For at din undskyldning skal tages alvorligt, må du også være indstillet på, at du skal ændre din adfærd. Du kan ikke forsætte som før.

Du må komme med konkrete tiltag til, hvordan du vil sikre dig, at det ikke gentager sig.

Anne-May Müller, præst, hustru og mor – bliver dagligt nødt til at bede både Gud og mennesker om tilgivelse, selvom hun ikke synes, det er nemt.

Du må spørge, om den forurettede har ønsker til, hvordan du skal ændre dig, så det ikke sker igen.

Bed om tilgivelse: Du bliver nødt til at bede konkret om tilgivelse for det skete. Du har fortalt, at du har fortrudt, at du tager ansvaret, at du anerkender den andens smerte. Du har tilbudt erstatning og har lagt en plan for at sikre, at det ikke gentager sig – nu er det tid til at bede om tilgivelse. Det er en ydmygende, men nødvendig proces. Men husk blot på, at du ikke har krav på tilgivelse. Nu har du gjort, hvad du skulle – nu må du lade resten være op til den forurettede part. Giv ham/hende plads og tid til at gå igennem den proces, det er at tilgive. Giv ikke op, selvom det tager tid.

De fleste ting kan tilgives dig, hvis du er villig til at gå igennem disse trin, men bolden ligger nu hos den anden part.

9

Guds

sendebud af Kim Hagen Jensen

Jeg er en af dem, der banker på døren med bladet Nyt Fokus, for at høre om folk ønsker at modtage det fremover. En dag, hvor jeg går i Horsens, kommer jeg til et hus, hvor der står ”Til salg”. Jeg banker på og en venlig ældre dame åbner døren. Hun er næsten blind, og vi bliver hurtigt enige om, at hun ikke vil få noget ud af bladet.

”Men,“ siger hun, ”hvor ville det dog være rart, om der var mere af den slags læsestof som lydbog.“ Jeg skal til at gå, da hendes mand dukker op i døren. Og så får jeg den indskydelse, at han jo kan læse bladet for hende. Så hun ender med at sige ”ja tak“ til bladet Nyt Fokus, og det viser sige senere at blive mandens redning.

Idet jeg noterer deres adresse, forklarer damen, at de skal flytte næste måned til Teatergården (jeg hører det som ”Teatergade“). De ved dog endnu ikke, hvilket nummer de skal bo i. ”Fint, det finder vi ud af“, siger jeg og går.

Da jeg kommer hjem, tænker jeg over damens ønske om en lydbog og beslutter mig for at glæde hende med en lydbog og CD med kristent indhold. Jeg finder det, jeg skal bruge på DanskBogforlag.dk, og glæder mig til at forære denne lille gave, når jeg kommer tilbage efter deres nye adresse.

Et par uger senere vender jeg tilbage til deres hjem. Ingen hjemme. Huset er næsten tomt. De må allerede være flyttet, tænker jeg. Jeg ringer på hos naboen – ingen hjemme. Jeg må finde dem på deres nye adresse, tænker jeg og taster ”Teatergade“ ind på min smartphone. Gaden findes ikke! Jeg er på bar bund. Hvad gør jeg nu? Det er en opgave for Gud, tænker jeg. ”Hvis

10

du ønsker, at dette ældre par skal have glæde af bladet og min gave, så ved jeg, at du kan finde dem,“ beder jeg.

Nu går det op for mig, at jeg måske har hørt forkert. Jeg taster ”teater …“ ind på Google Maps, som straks foreslår ”Teatergården“. Jeg kører derhen, men kan ikke finde Teatergården. Bilen holder foran en stor grøn bygning, som faktisk er Teatergården, men alle P-pladser er markeret med ”Hotel Jørgensen“, så jeg tænker, ”Det må være hotellet“. Jeg standser et ungt par, som siger, at de er kendt i området.

De mener bestemt, det ligger i et andet kvarter.

Stadigvæk ikke ved målet! Jeg har brugt tid nok, tænker jeg, og beslutter mig for at genoptage eftersøgningen den følgende formiddag.

Hvorfor var det så svært? Og var Gud interesseret i at hjælpe? Svaret kommer næste dag.

Jeg beslutter mig for at køre inden om deres gamle adresse først for at se, om jeg alligevel er heldig at træffe nogen der. Jo, sandelig, manden står uden for døren med posten i hånden og er på vej ind! Jeg præsenterer mig, og han genkender mig. ”Er du på vej ind?“ spørger jeg. ”Ja, jeg har låst mig ude. Jeg venter på, at min kone skal lukke op.“

Kim Hagen Jensen, medhjælper ved bladet Nyt Fokus

Vi venter et minut. Jeg ringer på døren og banker på. Intet svar. Vi prøver alle mandens nøgler. Ingen af dem passer. Der er noget, der ikke stemmer. Hvor bliver hans kone af? Jeg prøver at ringe til deres telefon. Linjen er afbrudt, de er jo ved at flytte. Jeg går rundt om huset og finder en nøgle, der passer til bagdøren. Huset er tomt. Nu går det hele op for mig.

Manden må have glemt, at de er flyttet. I det øjeblik bliver jeg fyldt med ærefrygt og glæde.

Nu forstår jeg, hvorfor jeg ikke ke kunne finde dem i går. Hvorfor jeg havde hørt rt adressen forkert, hvorfor jeg ikke kunne se Teatergården, hvorfor min opmærksomhed blev ledt hen på et andet sted af de unge. I alt det som mislykkedes for mig, lykkedes det Gud at gøre noget større.

Gud skulle bruge mig i dag til at finde denne mand og køre ham sikkert hjem. Hjemme sidder hans blinde kone uden telefonkontakt til omverden.

Det kunne være endt galt. ”Er det Teatergården, I er flyttet til?“, spørger jeg. ”Ja“, svarer han og opgiver et nummer. Kan jeg stole på det? tænker jeg. Vii prøver det store grønne hus, jegg var ved dagen før. Hans nøglee passer! Der står jo også Teatergården på døren! ”Har du savnet ham her“, spørger jeg damen. ”Ja, hvor har du fundet ham?“ Jeg kommer indenfor og fortæller min historie. Det viser sig, at manden, der har en begyndende demens, er gået 3 km for at tømme postkassen på den gamle adresse, men går ”hjem“ til den gamle dør. Jeg får afleveret min lille gave til

stor glæde for damen. Inden jeg tager derfra, takker vi Gud for, at han har vist sig selv i dag, og at han har bragt manden sikkert hjem. Jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at Gud har kunnet bruge mig.

Jeg skriver dette, for at du kan have noget at bygge din tro på, vide at Gud er der og har omsorg. At selv når mange ting synes at mislykkes i vores liv, så har han en dybere mening, som

vi ikke ser i øjeblikket. De sidste halvandet år er mange ting gået helt skævt i mit eget liv. Jeg forstår endnu ikke, hvad det skal til for. Men denne lille oplevelse har lært mig, at jeg kan overlade det, jeg ikke forstår, til Gud og stole helt på ham. Det kan du også gøre. Hvorfor ikke stille dig selv til Guds rådighed i dag, og opleve hvad han kan?

11

UTOPIA – religiøst fatamorgana eller guddommelig masterplan? af Walder Hartmann Utopiske længsler har lige fra antikken gået som en understrøm i den menneskelige tænknings historie. Thomas More lancerede begrebet i 1516, Aldous Huxley skrev romanen Fagre ny verden i 1932, moderne politikere strides dagligt om, hvilken ideologi, der egner sig bedst som fundament i et ideelt samfund; mens Bibelen ganske enkelt fastslår, at Gud vil skabe nye himle og en ny jord.

12

Utopi er fantasiens udkast til det perfekte samfund. Begrebet har haft udflydende grænser, siden det første gang blev lanceret af den engelske lord og senere katolske helgen Thomas More (1478-1535). Det skete i året 1516 i hans bog: Den gyldne bog om statens mest fuldendte ordning og om den nye ø Utopia.

Ordet utopi kommer af græsk topos: sted kombineret med forstavelsen ou: nej, ikke.

Man kunne måske erstatte ou med eu, der betyder god eller ideel. Det handler altså om landet, der ikke eksisterer – eller det perfekte land.

Politiske filosoffer, som Marx og Engell har også beskæftiget sig med begrebet, idet de angreb ideer som ejendomsret, individualisme og den frie vilje, men deres forestillinger blev af modstanderne karakteriseret som ’fremtidsmusik spillet på et barns trompet’.

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

”Vore dages samfund afspejler menneskers behov for en skræddersyet verden, der kan tilfredsstille alle deres ønsker og krav,“ skriver Billy Graham i sin bog: Derfor tør jeg håbe. Dermed sætter han fokus på den kendsgerning, at mennesker på én eller anden måde længes efter noget stabilt, vedvarende og ideelt. Salomon giver mesterligt udtryk for dette i sin gamle bog om galskab og visdom: ”Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid. Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen“ (Præd 2,10-11).

Guds masterplan Da Gud havde skabt jorden og alt det levende på den, konstaterer Gud ifl. skabelsesberetningen, at alt var såre godt. Gud havde skabt Utopia, en perfekt verden med perfekte væsener, der skulle leve en tilværelse i harmoni med hinanden og med ansvar for alt det, der omgav dem.

Guds masterplan gik ud på, at sådan skulle alt forblive i al evighed, men han vidste godt, at hans ærkerival Lucifer ville det anderledes.

Den sande tro på Gud, der krævede uselviskhed, blev erstattet af en religiøsitet, hvor mennesker søgte det, de mente var bedre.

Resultatet er åbenbart. I stedet for Utopia har mennesker fået en verden, hvor sygdom og død, fattigdom og sult, krig og ufred hører til dagens orden. Ikke alle er lige hårdt ramt, men ingen har det, som Gud oprindeligt planlagde.

Måske hænger det sammen med, at mange mennesker føler sig mere trygge ved at sidde og stirre på en skærm end ved at se ind i andre menneskers øjne eller – endnu værre – i ”Her-

rens øjne“, der ”spejder ud over hele jorden“ (2 Krøn 16,9).

En af den moderne popkulturs filosoffer skrev for nylig: ’Vi længes alle efter at komme hjem til et sted, hvor vi aldrig har været… Et eller andet sted vil mange arme brede sig ud for at tage imod os, øjne vil lyse op, når vi kommer til dette sted, hvor vores styrke bor. Fællesskab betyder … arme, der holder os oppe, når vores kræfter svigter. En helbredende kreds. En forsamling af venner. Et sted, hvor vi kan være frie.’

Hvad mennesker ikke formår – vil Gud snart gøre Vi lever i en tid, hvor vi kan tage dagens nyheder i den ene hånd og Bibelen i den anden og se, hvordan historiens sidste drama nærmer sig. En ny verden er på vej.

Profeten Esajas løfter lidt af sløret for, hvordan det vil blive, når han fortæller: ”Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig.

Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spise, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder, mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk. De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig“ (Es 65,17-23).

Utopi? Nej – Guds masterplan, der endelig bliver ført ud i livet. Du kan ikke ændre ved din fortid, men du kan forandre din fremtid.

13

Fødselsdagskortet børnehistorie af Birthe Kendel Vivian skubbede stolen tilbage fra bordet. Hun var glad for, at det var Isabels tur til at vaske op. Hvis der var noget, hun ikke havde lyst til i aften, så var det at få hænderne i opvaskevand.

Hun havde næsten ikke tænkt tanken til ende, før Isabel rejste sig og sagde: ”Kom nu, mor!

Vi må skynde os, hvis vi ikke skal komme for sent.“ Far så på mor. ”Hvor skal I hen? Behøver I gå nogen steder, du ser så træt ud i aften!“ ”Det er i aften, Isabel skal spille til elevaften på Musikskolen, og jeg har lovet at gå med,“ svarede mor. ”Jeg ville ønske, jeg kunne gå med i stedet,“ sagde far, ”men desværre er det netop i aften, jeg skal til bestyrelsesmøde.“ Vivian rejste sig fra bordet og gik ind på sit værelse. I morgen var det mors fødselsdag, og hun var ved at tegne et fødselsdagskort. Det

14

var et billede af en vase med røde roser. Mors yndlingsblomster. Hun havde lavet selve tegningen, nu manglede hun bare at skrive bogstaverne. Mens hun var ved at skrive, hørte hun bilen køre ud af indkørslen. Mor måtte have sat de snavsede tallerkner i vasken, for hun og Isabel kunne umuligt have nået at vaske op så hurtigt. Vivian trak på skuldrene. Det var ikke hendes problem. Det var Isabels tur til at hjælpe mor med opvasken. Langsomt og forsigtigt skrev hun: ”JEG ELSKER.“ Pludselig bankede det på vinduet, og udenfor stod Anette. ”Kommer du ud?“ Vivian åbnede vinduet. ”Jeg har ikke tid. Jeg er ved at tegne et fødselsdagskort til min mor. Hun har fødselsdag i morgen.“ ”Hvis du kommer ud et øjeblik,“ sagde Anette overtalende, ”så kan du se m min nye cykel!“ Det var for fristende. ”Jeg b bliver bare et lille øjeblik,“ sagde Vivian. ”Jeg må se at få det fødselsdagskort færdi færdigt.“ An Anettes nye cykel var virkelig flot, og Vivia Vivian fik lov at køre en tur. Bagefter sad de li lidt på trappen og snakkede sammen, indti indtil Vivian sagde, at nu måtte hun gå, for ellers blev fødselsdagskortet aldrig færd færdigt.

H Hun havde lige sat sig ved skrivebordet igen, da det bankede på døren. Hvad er der d nu? Jeg bliver da også forstyrret hel hele tiden! Men denne gang var det kun en mand, der ville tale med hendes far. ”DIG“ skrev hun omhyggeligt. Derefter holdt hun kortet lidt ud fra sig for at vær være sikker på, at alt stod pænt lige. Nu mangled hun bare at skrive sit navn under. manglede

Birthe Kendel Tidligere missionær, nu studievejleder og sekretær

Havde hun bare ikke snakket så længe med Anette! Hun var så træt, at hun næsten ikke kunne holde øjnene åbne. Måske ville det hjælpe med et glas juice.

Hun gik ud i køkkenet. I vasken og på køkkenbordet stod alle de snavsede tallerkner.

Dem havde hun helt glemt. Mor ville nok vaske op, når hun kom hjem, for det var sjældent, hun lod opvasken stå til næste dag. Vivian gik tilbage til sit værelse. Hun tog kortet op og så på det. ”JEG ELSKER DIG“ stod der med store, fine bogstaver. Hun så på kortet en gang til. ”JEG ELSKER DIG,“ læste hun højt for sig selv.

Pludselig lagde hun kortet ned på bordet og gik ud i køkkenet. Først glassene, derefter knive og gafler og til sidst tallerknerne. Det var den rækkefølge, hun vidste, mor gjorde det. Endelig skulle det hele skylles og tørres.

Da hun var næsten færdig, kom far ind i køkkenet. ”Er du ikke gået i seng endnu?“ spurgte han. ”Hvad laver du så sent?“ ”Jeg har vasket op for mor,“ sagde Vivian, ”så slipper hun for at gøre det, når hun kommer hjem.“ ”Det var vel nok pænt gjort af dig,“ sagde far. ”Du kan tro mor bliver glad! I morgen er det jo hendes fødselsdag.“ ”Jeg ved det,“ svarede Vivian. ”Hvis du lige venter et øjeblik, så skal jeg vise dig noget.“ Hun løb ind på sit værelse og kom tilbage med fødselsdagskortet. ”Det er meget flot,“ sagde far. ”Har du selv tegnet roserne og vasen?“ ”Ja, men jeg mangler at skrive mit navn,“ sagde Vivian. Far så på sit ur. ”Ikke i aften, Vivian. Nu er klokken så mange, at du skal på hovedet i seng. Selv om du ikke skriver under, så ved mor at kortet er fra dig.“ Vivian så på kortet. Hun var virkelig meget træt. Måske havde far ret. Hun bestemte sig for at stille kortet ved mors plads, så ville mor få øje på det med det samme, når hun stod op i morgen.

Vivian sov næsten, da hun hørte mor og Isabel komme hjem. Hun hørte Isabel gå ind på sit værelse. Derefter kom mor ind på Vivians værelse. ”Sover du?“ spurgte hun. ”Næsten!“

svarede Vivian. ”Tusind tak, fordi du vaskede op for mig. Det var så dejligt at komme hjem til et pænt køkken!“ Vivian spekulerede på, om mor havde set kortet. ”Og fødselsdagskortet er super flot,“ fortsatte mor. ”Jeg kan se, at du har brugt lang tid på at tegne det.“ ”Jeg nåede ikke at skrive mit navn under,“ sagde Vivian. ”Du behøvede ikke at skrive under,“ sagde mor og gav Vivian et kys. ”Du havde heller ikke behøvet at skrive: JEG ELSKER DIG på kortet. Det, at du havde vasket op, selv om det ikke var din tur, fortalte mig det.“ Vivian smilede. Hun vidste godt, hvad mor mente. At gøre noget for andre er en god måde at sige ”jeg elsker dig“ på.

15

BREVKURSUS

Introduktion til Det Nye Testamente 7 studiehæfter med indføring i • Det Nye Testamentes verden • Historisk oversigtskort og det politiske og sociale liv • Evangelier, breve, Johannes Åbenbaring og hvordan de blev samlet.

Tilmeld dig allerede i dag på

kskolen.dk eller tlf. 4558 7770

Fire andre relevante kurser fra KSKOLEN:

Sundhed og velvære 10 studiebreve

At være forældre 7 studiebreve

Paulus – teltmageren fra Tarsus 11 studiebreve

KORRESPONDANCE

Giv troen en chance 20 studiebreve

SKOLEN