2014-04 Bibelstudium

Jakobsbrevet

Oktober · November · December 2014

BIBEL STUDIUM

ISSN 1603-6905 ISBN 978 87 7532 567 2

1. KVARTAL 4. KVARTAL 2007 2014

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

4. kvartal

Jakobsbrevet

Forfatter

Clinton Wahlen

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK © 2014 Dansk Bogforlag, Nærum ISBN 978 87 7532 567 2 • ISSN 1603-6905

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Oversættelse: Marit Birch Petersen Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen Korrektur: Elsebeth Daugaard Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen Tryk: Strandbygaard Grafisk

© 2014 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes.

Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flammelogoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING TIL 4. KVARTAL ................................................

4

4. oktober

1.

Jakob, Herrens bror .....................................................

6

11. oktober

2.

Troens fuldendelse .......................................................

16

18. oktober

3.

Udholdenhed i prøvelser ..............................................

26

25. oktober

4.

At være og at gøre .......................................................

36

1. november

5.

Kærlighed og Guds lov .................................................

46

8. november

6.

Tro med gerninger.........................................................

56

15. november

7.

At tæmme tungen........................................................

66

22. november

8.

Ydmyghed fører til sand visdom ...................................

76

29. november

9.

Både lovgiver og dommer ............................................

86

6. december

10. I skal græde og jamre! .................................................

96

13. december

11. Rede til høsten ............................................................. 106

20. december

12. Bøn, helbredelse og genoprettelse ............................... 116

27. december

13. Det evige evangelium .................................................. 126

3

4. KVARTAL 2014

GERNINGER Jakobsbrevet er et af de breve, som mange ikke kan lide at læse. Luther mente sågar, at det burde smides ud af Bibelen. Det er nok det brev i NT, som lægger allermest vægt på, hvordan jeg er kristen. Der er flere beskrivelser, af det ”jeg skal gøre“, end ”hvad jeg skal tro“.

Det er nok ikke irrelevant i et land som Danmark med en luthersk folkekirke, hvor at gøre det rigtige ikke er det, der sættes i fokus. ”Du må gerne være kristen, men du skal ikke forsøge at overbevise mig.“ ”Det er fint at tro på Gud, men hvis det har indflydelse på dit arbejde eller din livsstil, så er det for meget.“ Lyder udtalelserne bekendt?

Er der er religionsfrihed i Danmark, eller ønsker flertallet snarere frihed fra religion? I en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut er der et afsnit, hvor der står noget om ”udsatte forældre”: ”Forældre, for hvem kulturelle forhold er årsagen til, at de kan blive betragtet som forældre i udsatte positioner: • Forældre, der af religiøse eller kulturelle årsager ikke vil lade deres barn deltage i alle skolens aktiviteter, fx lejrskole, skolefester og fælleslege med både drenge og piger • Forældre, der synes at være marginaliseret af de øvrige forældregrupper og derfor ikke føler sig velkomne til skole-hjem-arrangementer • Forældre, som ikke opdrager deres barn i overensstemmelse med skolens kultur, fx på grundlag af værdier, der er fundamentalt anderledes end skolens.“ Er du lige blevet sat i kategorien ”udsatte forældre“? Jeg kommer en dag i problemer med det første punkt pga. sabbatten og det sidste punkt pga. skabelsen...

Må Gud velsigne vores studie og fællesskab, når vi i dette kvartal bliver udfordret i kristendom på praktisk plan. Jeg håber, du vil være åben for, at det du tror, og den måde Gud ønsker, at vi skal leve på kan være radikalt anderledes, end hvad samfundet mener er godt og rigtigt.

Thomas Rasmussen Kontaktperson for sabbatsskolen

4

INDLEDNING ”ET RIGTIGT STRÅBREV“?

Jakobsbrevet er en de mest misforståede bøger i Bibelen. Under debatten i Leipzig i 1519 benyttede den romerskkatolske forsker Johann Eck denne bog til at udfordre Martin Luthers syn på retfærdiggørelse ved tro og påstod, at man er nødt til at tilføje gerninger.

Som svar benægtede Luther dette brevs inspiration. I forordet til sin tyske oversættelse af Det Nye Testamente i 1522 angiver Luther, at han foretrak bøger som Johannesevangeliet, 1 Johannesbrev, Romerbrevet, Galaterbrevet, Efeserbrevet og 1 Petersbrev, som åbenbarer Kristus og lærer dig ”alt, hvad du behøver for at blive salig.“ Han omtalte Jakobsbrevet meget negativt og betegnede det som et ”rigtigt stråbrev,“ sammenlignet med de andre bøger, fordi det ”ikke indeholder noget af evangeliets præg.“ Selv om Luther aldrig fjernede det fra Skriften, adskilte han det fra det, han betragtede som kernen i de kanoniske skrifter.

Luthers eftertryk på Paulus’ breve, specielt Romerbrevet og Galaterbrevet, og hans afvisning af Jakobsbrevet som andet end andagtslæsning har haft væsentlig indflydelse på en stor del af kristenhedens opfattelse af bogen lige siden.

Jakob havde førstehåndskendskab til Jesus. Det er faktisk muligt, at hans brev er det allertidligste kristne skrift, og at Jakobsbrevet af alle brevene er det, der kommer nærmest i at gengive Jesu lære, som vi finder den i evangelierne. Ligesom i Jesu lignelser er det fyldt med billeder fra landbrug og finansverdenen. Andre væsentlige temaer indbefatter visdom, bøn og frem for alt tro.

Også på andre områder står Jakobsbrevet i en særklasse, idet det åbner et vindue for os, hvor vi kan se nogle af de kampe, de første kristne menigheder stod over for. Idet misundelse, jalousi og verdslighed sneg sig ind, ser det ud til, at der har været et socialt og kulturelt pres, som satte de mere velstående kristne op imod de fattige. Vi ser også, hvordan den store strid viser sig, idet Jakob angriber falske udgaver af visdom og tro.

Det er af særlig betydning for syvende dags adventister, at Jakobsbrevet udstråler en fast tro på Jesu genkomst; det giver et vigtigt perspektiv angående lov, dom og Jesu genkomst.

Hvem var Jakob egentlig? Bekæmpede han Paulus’ tanke om retfærdiggørelse af tro ved at lære, at retfærdiggørelse i virkeligheden opnås ved gerninger? Eller betragtede han ganske enkelt dette emne ud fra en lidt anden synsvinkel, ligesom de forskellige synsvinkler mht. Jesu lære, som vi finder i evangelierne? Svaret er helt afgjort det sidste.

Clinton Wahlen, PhD, er en af lederne ved Generalkonferensens Biblical Research Institute. Han er amerikaner, men har boet i Rusland, New Zealand, Storbritannien og Filippinerne. Han og hans hustru Gina, som arbejder for Adventist Review, har to børn, Daniel og Heather.

Vores studium i dette kvartal vil indbefatte noget af den allerførste forkyndelse samtidigt med, at det indeholder speciel indsigt for disse sidste tider.

5

1

TIL SABBATTEN | 4. OKTOBER 2014

Jakob, Herrens bror

Ugens vers

”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.“ (Joh 15,14).

Introduktion

I dag befinder vi os langt fra den tidlige kristne kirke, både når det gælder tid og kultur. Vi ved derfor meget lidt om, hvordan det var at tilhøre denne nye kristne bevægelse på en tid, hvor mange menigheder mødtes i hjemmene, og hvor de fleste af de troende var jøder, som blev forfulgt af andre jøder. Jakobsbrevet giver os et førstehånds indblik i jødekristendommen, inden den forsvandt i en tåge af jødisk-kristne stridigheder, og inden den hovedsageligt hedningekristne kirke fik overtaget i forhold til jøderne fra det andet århundrede og fremover.

I modsætning til mange af Paulus breve, ser det ikke ud til, at det var en krisesituation eller et øjeblikkeligt behov i en lokal menighed, som fik Jakob til at skrive dette brev. Det er i stedet skrevet til en bredere forsamling, ”spredt blandt andre folkeslag“ (Jak 1,1).

Men før vi går i gang med brevet, vil vi i denne uge forsøge at lære, hvad vi kan om brevets forfatter. Nogle af de spørgsmål, vi vil se på, er: Hvem var Jakob? Hvad var hans baggrund? Hvordan havde hans forhold været til Jesus? Og hvilken stilling havde han i kirken?

Ugens tekster

6

· Joh 7,2-5 · 1 Kor 15,5-7 · Jak 1,3; 2,5 · 1 Pet 2,9-10 · Matt 7,24

SØNDAG

28. SEPTEMBER 2014

Jakob, Jesu bror Forfatteren af dette brev må have været godt kendt i kirken; for brevet giver ikke nogen yderligere oplysning om, hvem han er, ud over Jak 1,1: ”Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag.“ Vi kan derfor ret hurtigt indsnævre mulighederne. Fire personer i Det Nye Testamente hedder Jakob: to af de tolv apostle (Mark 3,1718), far til Judas (en anden af de tolv, men ikke Judas Iskariot, (Luk 6,16), og en af Jesu brødre (Mark 6,3). Af disse fire var det kun Jesu bror, som levede længe nok og havde en høj nok stilling i kirken til at kunne have skrevet et sådant brev. Vi tror derfor, at Jakob, Jesu bror, er dette brevs forfatter.

Som søn af en tømrer (Matt 13,55) havde Jakob bedre muligheder for en uddannelse end en almindelig landmand. Hans brev er et af de bedste eksempler på høj litterær græsk kvalitet i Det Nye Testamente. Dets rige ordforråd, retorik og kendskab til Det Gamle Testamente overgås kun af Hebræerbrevet. I listen over Jesu brødre omtales Jakob først og er derfor sandsynligvis den ældste. Men det faktum, at Jesus overlod sin mor til Johannes’ omsorg (Joh 19,2627) antyder, at hans brødre ikke var Marias egne børn, men sønner af Josef fra et tidligere ægteskab.

Læs følgende vers i forbindelse med Jesu tjeneste: ”Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv.“ (Mark 3,21).

Joh 7,2-5

Hvordan blev Jesus opfattet af sin egen familie? Hvad kan vi selv lære af det, hvis vi oplever at blive misforstået af dem, vi holder af? ”Det var en forkert opfattelse af Messias’ gerning og manglende tro på Jesu guddommelighed, der fik hans brødre til at opfordre ham til at fremstille sig offentligt ved løvhyttefesten.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 351).

7

MANDAG

29. SEPTEMBER 2014

Den troende Jakob 1 Kor 15,5-7 ApG 1,14

Hvad fortæller disse tekster om den forandring, der skete med Jakob?

Efter sin opstandelse viste Jesus sig for mange, bl.a. Peter og ”de tolv“ (minus Judas Iskariot). Dernæst viste han sig for over fem hundrede på en gang. Tilsyneladende var Jakob ikke til stede ved dette møde; men Jesus viste sig senere for ham, og dette møde må have været ret specielt; for det er omtalt særskilt. Bibelen siger ikke, hvad der skete ved dette møde. Men det må have gjort et stort indtryk på Jakob; for han blev en trofast Jesu efterfølger og en indflydelsesrig leder i kirken.

ApG 12,16-17; 15,13-14.19; 21,17-19 Gal 1,18-19; 2,9

Hvad ved vi ellers om Jakob?

Jakob blev hurtigt en ledende person i kirken i Jerusalem. Efter at Peter af en engel var blevet befriet fra fængslet (44 e.Kr.), ønskede han, at Jakob skulle få at vide, hvad der var sket (ApG 12,17). Fem år senere ledte Jakob kirkemødet i Jerusalem og bekendtgjorde dets beslutning. Paulus omtaler ham før Peter og Johannes i sin liste over ”søjlerne“ i Jerusalem (Gal 2,9). Adskillige år senere, da Paulus bragte de indsamlede midler til de fattige til Jerusalem, lagde de delegerede fra de forskellige menigheder pengene ved Jakobs fødder.

Det ser ud til, at Jakob var højt respekteret i mange årtier efter apostlenes død. Faktisk opstod der så mange legender om hans fromhed, at han er blevet husket som ”Jakob den retfærdige“. Så på trods af, at han til at begynde med havde store betænkeligheder mht. Jesus, endte han med at blive en åndelig kæmpe i den første menighed.

8

TIRSDAG

30. SEPTEMBER 2014

Jakob og evangeliet Måske på grund af Luthers indflydelse har mange kristne desværre ikke været i stand til at se det vigtige budskab, som Jakobsbrevet indeholder. Uden at nedgøre den betydning, Luther havde for kirken i sin tid, må vi huske, at ”reformationen … sluttede ikke med Luther. Den skal fortsætte indtil denne verdens histories afslutning, fordi alvorlige fejl blev videreført af reformatorerne, og mange vigtige sandheder var endnu ikke blevet åbenbaret.“ (Ellen White, The Story of Redemption, s. 353).

Det var derfor nødvendigt med Den Store Vækkelse med Jonathan Edwards, George Whitefield og Wesley-brødrene, som skabte metodistbevægelsen og dens eftertryk på hellighed i den kristnes liv. Reformationsarbejdet fortsatte med Den Anden Vækkelse, hvor Gud kaldte syvendedags adventister til at forkynde ”den tredje engels budskab“. Denne verdensomspændende forkyndelse når sit højdepunkt med et folk, som fyldt med Helligånden giver deres vidnesbyrd og ”holder fast ved Guds bud og troen på Jesus“ (Åb 14,12).

Jak 1,3; 2,5.22-23; 5,15

Hvilken rolle spiller tro i disse afsnit? Hvad fortæller de om, hvad det betyder at leve i tro? Hvordan viser disse vers os, at tro er mere end kun en intellektuel anerkendelse af forskellige fremsatte sandheder?

Det kan komme som en overraskelse for mange, at Jakob henviser til tro 19 gange i sit korte brev. Dette er mere end det samlede antal henvisninger til gerninger og retfærdiggørelse. Betydningen af tro er faktisk understreget lige fra begyndelsen af det første kapitel i forbindelse med prøvelser og bøn om visdom (vers 3 og 6). Dette viser, at Jakob ikke kun skrev til dem, som hævdede at tro, men at han også forventede, at deres tro skulle have visse kvaliteter. Senere kommer vi til at se, at det at tro i sig selv ikke gavner ret meget; ægte tro indeholder visse genkendelige træk. Det betyder, at ægte tro vil vise sig i den troendes liv og karakter.

Til at tænke over

Hvad foretager du dig dagligt, som viser, at din tro er virkelighedsnær og har kvalitet? Hvordan kan din tro vise sig selv i de små ting i livet?

9

ONSDAG

1. OKTOBER 2014

Til de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag Jak 1,1 ApG 11,19-21 1 Pet 2,9-10

Hvem er disse ”tolv stammer“, og hvordan blev de spredt så vidt omkring?

Som vi allerede har set, skrev Jakob til troende. Til at begynde med var forkyndelsen af evangeliet centreret i Jerusalem (Luk 24,47), men som et resultat af forfølgelse, som blev intensiveret efter steningen af Stefanus, blev de troende spredt, og evangeliets sæd blev plantet i byerne og de omkringliggende regioner i Romerriget.

Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 11 blev evangeliet spredt til hedningerne forholdsvis hurtigt, først i Antiokia; så de tolv stammer henviser sandsynligvis til alle de kristne. Kirkemødet i Jerusalem var nødt til at tage stilling til, om hedninger, som kom til troen, først skulle blive jøder ved at blive omskåret (ApG 15,1-6) for at blive kristne.

ApG 15,13-21

Hvad siger Jakob om det problem, som den første kristne kirke kæmpede med?

En løsning baseret på Skriften reddede kirkens enhed. Jakob citerer Amos’ profeti om, at Israels genoprettelse og ultimative vækst ville indbefatte hedningerne (ApG 15,16-17), en befaling der har sin oprindelse i Moseloven og gjaldt for udlændinge, som boede i Israel (3 Mos 18-20). Jakob hilser sine læsere som ”de tolv stammer“ for at minde dem om deres identitet som medarvinger til det løfte, der blev givet til Abraham. Peter har en lignende tanke, når han beskriver de kristne som ”et helligt folk“ (1 Pet 2,9; sml. med 2 Mos 19,56) og også skriver til dem, som ”bor spredt blandt fremmede“ (1 Pet 1,1). Det græske ord i begge disse tekster er diaspora, som normalt betegnede jøder, der boede uden for Israels geografiske grænser (se Joh 7,35).

Til at tænke over

10

En kirke, som er spredt blandt folkeslagene? Det lyder som os syvende dags adventister. Hvad er det, der forener os i Kristus og gør os til en markant protestantisk bevægelse på trods af de enorme kulturelle, etniske og sociale forskelle iblandt os?

TORSDAG

2. OKTOBER 2014

Jakob og Jesus Jakob havde anledning til at iagttage Jesus som barn, ung og voksen. På et eller andet tidspunkt begyndte Jakob ikke alene at tro på Jesus som Messias, men blev en af lederne for de kristne i Jerusalem. Alligevel kalder han sig ikke Jesu bror, men Jesu tjener (Jak 1,1).

Det er tydeligt, at Jakob havde lært ydmyghed og sand visdom. Ikke overraskende er dette også vigtige temaer i hans brev (se Jak 1,911.21; 3,13-18; 4,6-10).

Sammenlign følgende afsnit og giv en kort beskrivelse af, hvad de har til fælles: Jak 1,22 med Matt 7,24-27 Jak 3,12 med Matt 7,16 Jak 4,12 med Matt 7,1 Lighederne mellem Jakobsbrevet og Jesu lære, især Bjergprædikenen, er alment anerkendt. ”Jesu stærke indflydelse ligger til grund for hele Jakobs undervisning.“ (Peter H. Davids, The Epistle of James, Grand Rapids, Michigan: Eerdmans Publishing Co., 1982, s. 50).

En nøje sammenligning af Jakob og evangelierne viser, at dette brev ikke er afhængigt af nogen af dem. I stedet skriver Jakob ud fra et intimt og personligt kendskab til Jesu lære, som altid inspirerede lytterne til tro og udfordrede dem til at udøve den.

Når vi i dette kvartal studerer Jakobsbrevet, møder vi deri en lignende fremgangsmåde. Jakob er ikke tilfreds med en svag, resultatløs eller vaklende tro. I næste uge vil vi se, hvordan tro dominerer den første halvdel af bogen, og Jakob viser os, hvordan denne vigtige egenskab understøtter et levende forhold til Jesus.

Til at tænke over

Tænk over din tro. Hvor stærk og virkelig er den? Hvor dybt når den? Hvordan gør den dig i stand til at leve dit kristenliv? Hvad kunne du gøre, og hvilke valg kunne du foretage, som ville forbedre din tros kvalitet og dybde?

11

FREDAG

3. OKTOBER 2014

Læs Elles White ”Hans brødre fremførte tit farisæernes filosofi, som var forslidt og grå af ælde, og de vovede at tro, at de kunne belære ham, som forstod al sandhed og begreb alle hemmeligheder. De fordømte i udstrakt grad det, som de ikke kunne forstå. Deres bebrejdelser ramte ham dybt, og han følte sig træt og ulykkelig. De hævdede at tro på Gud og mente, at de forsvarede Gud, mens Gud var hos dem som menneske, og de kendte ham ikke.

Disse ting gjorde hans gerning umådeligt svær. Så forpint var Kristus af misforståelserne i sit hjem, at det var en lettelse for ham at være, hvor de ikke fandtes.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 231).

Spørgsmål til drøftelse

1. Jakobsbrevet er i virkeligheden en vejledning i praktisk, kristent levevis. Måske er det endda den første nytestamentlige bog, som blev skrevet (engang mellem år 44 og 49 e.Kr.) Ud over at være en bog om teologi fortæller den os altså også, hvordan vi skal leve som kristne. Hvorfor er det ligeså vigtigt eller vigtigere, at vores tro viser sig i vores liv? Eller er det vigtigere, hvad vi tror, end hvordan denne tro viser sig? Hvad er fx bedst: en oprigtig søndagsholder, som med fuld overbevisning helligholder den første dag i ugen eller en hyklerisk sabbatsholder, som ”holder“ den syvende dag som sabbat, men i virkeligheden ikke tager den særlig alvorligt?

2. Som vi så i mandagsafsnittet var Jakob Jesu bror. Selv om Jesus var Gud og skaber af alt, var han også et menneske, en af os, til og med så meget at han havde søskende. Hvordan er denne fantastiske kendsgerning med til at uddybe vores forståelse af, hvordan den enorme afstand mellem himlen og den syndige verden blev forligt? Hvad siger det også om, hvor meget Gud er villig til at gøre for at frelse os faldne mennesker? Hvordan er Jesu menneskelighed med til at fremme vores forståelse af, hvordan vi kan sejre over synd? Hvordan er Jesu menneskelighed en forsikring for os om, at Gud forstår virkeligheden af vores kamp og strid?

3. Denne uges studium nævner, at ydmyghed er et at temaerne i Jakobsbrevet. Hvorfor er det så vigtigt for en kristen at være ydmyg? Hvordan vover nogen af os, i lys af korset og hvad der skete der, at indtage en arrogant og selvhøjtidelig holdning, især når det drejer sig om åndelige ting?

12

TIL SABBATTEN | 4. OKTOBER 2014

DIALOG

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Som den første sabbat i det nye kvartal er dette en god anledning til at begynde at samle spørgsmål til bibelteksterne, vi studerer, og at forberede aktiviteter for de efterfølgende sabbatter.

- Planlæg en fællesspisning for din klasse.

- Lad nogle af medlemmerne samle oplysninger om emner af interesse for alle til fremlægning senere i kvartalet.

• Hvad vi kan vide om Jakob?

• Emner i Jakobsbrevet som du genfinder i Jesu ord i evangelierne.

• Liste over Jakobs citater fra Det Gamle Testamente.

• Hvad man har sagt om Jakob i historiens løb.

Personligt kristenliv Uddybende spørgsmål

• Husk at bede for studiet af Guds Ord og medlemmerne i din klasse i løbet af kvartalet.

• I mange religioner og bevægelser også i vores tid spiller stifterens familie en væsentlig rolle i kampen om magt og indflydelse. I Islam, for eksempel, gælder dette ikke mindst shi’ismen, den næststørste retning, som opstod, fordi den tillagde Muhammeds familie en særlig betydning.

- Hvorfor skete dette ikke mere udtalt i den kristne kirke?

Hvorfor tror du, at Jakob selv undlod at hævde sin autoritet ved at henvise til sit slægtsskab med Jesus?

- Kan du komme i tanker om situationer, hvor vi i vores kultur og sammenhæng kommer til at give fortrin til mennesker simpelthen på grund af deres familietilknytning?

• Jakobsbrevet er en samling praktiske råd om, hvordan de kristne skulle leve. Jakob omtaler aldrig i brevet Jesu korsfæstelse eller opstandelse.

- Hvorfor tror du, at det er tilfældet?

- Hvilken rolle spiller Jesu død og opstandelse for, hvilke etiske principper du og jeg efterlever i dagliglivet?

Forstå det bedre

Selv om Jakob er kendt som en lovlydig jøde, og selv om hans brev afspejler hans baggrund i jødedommen, bærer brevet aldrig præg af den strid mellem jøde-kristne og hedninge-kristne, der var central 13

DIALOG

TIL SABBATTEN | 4. OKTOBER 2014

ved for eksempel apostelmødet omtalt i ApG 15, hvor Jakob var ordstyrer og nøglefigur.

Historisk er det for nyligt påvist, at den kristne kirke havde et stort antal jødiske medlemmer selv langt ind i det fjerde århundrede.

Samtidig påvirkedes kirkens holdning til jøder også af betydningsfulde historiske faktorer. Op til det første jødiske oprør fra 66-73 var det vigtigt for den kristne kirke at blive forstået som jødisk, fordi de kristne derved fik del i de privilegier, som lovgivningen gav jøder, såsom fritagelse fra militær og ret til sabbatshelligholdelse. Dette oprør og det andet oprør under Simon Bar Kokba fra 132-153 skabte imidlertid mange steder i romerriget et jødehad, der også prægede kirken. Antisemitismen fik mange kristne til at søge at undgå alt, hvad der lignede jødedom. I store byer med mange jøder blev sabbatten angrebet; forskellige kættere, som Markion, søgte at fjerne alt jødisk fra de autoritative skrifter; og tanken om Jesu evige guddommelighed blev betvivlet med grundlag i græsk filosofi.

Det betyder

”Den Retfærdige“ er et tilnavn, hvormed kirkefaderen Eusebius af Kæsaræa (ca. 260-340) omtaler Jakob, Jesu bror.

Lektien anvender udtrykkene to vækkelser fra den amerikanske kirkehistorie, begge af stor betydning også for udviklingen af Adventistkirken: ”den store vækkelse“ eller ”første store vækkelse“, som fandt sted i 1730’erne og 1740’erne (fra engelsk ”The Great Awakening“) og ”den anden vækkelse“ i første halvdel af 1800-tallet (engelsk ”The Second Awakening“).

NOTER

14

NOTER

TIL SABBATTEN | 4. OKTOBER 2014

15

2

TIL SABBATTEN | 11. OKTOBER 2014

Troens fuldendelse

Ugens vers

”Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.“ (Hebr 12,2).

Introduktion

En tandlæge forklarer, hvorfor hans kroner altid er fejlfri. ”I modsætning til mange andre tandlæger,“ siger han, ”har jeg aldrig problemer med de kroner, som kommer tilbage fra laboratoriet. Hvis jeg sender fejlfrit arbejde til dem, sender de fejlfrie kroner tilbage til mig.“ Denne tandlæge bekymrer sig ikke om slutresultatet. Han fokuserer på sin rolle i den indledende fase af processen.

På samme måde behøver vi som kristne ikke at bekymre os over, om vores karakter til sidst vil være god nok. Det er Guds opgave. Vores del består i at ”stride troens gode strid“ (1 Tim 6,12) ved at holde blikket fæstet på Jesus, ”troens banebryder og fuldender.“ En sådan tro på Kristus tillader ham at arbejde i os til ”både at ville og at virke for hans gode vilje“ (Fil 2,13) og fuldføre sin gode gerning i os, som han har begyndt (Fil 1,6). Uden tro er det let at komme til at føle, at slaget er tabt allerede, før det er begyndt; for uden tro fokuserer vi på os selv i stedet for på Jesus.

Jesus siger: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt“ (Joh 6,29). Vi vil opdage, at Jakob hjælper os til at forstå denne vigtige åndelige sandhed.

Ugens tekster

16

· Jak 1,2-3 · 1 Pet 1,6-7 · Fil 3,12-15 · Jak 1,19-21 · Luk 17,5-6 · Luk 12,16-21

SØNDAG

5. OKTOBER 2014

Troen varer ved Jak 1,2-3 1 Pet 1,6-7; 4,12-13

Hvilken fælles holdning til prøvelser finder vi hos både Jakob og Peter? Hvordan skal vi forholde os til denne paradoksale bibelske formaning?

Ingen bryder sig om lidelser; vi forsøger næsten altid at undgå dem, hvis det er muligt. Det græske ord, som benyttes i vers 3 for at prøve vores tro, er dokimion. Det benyttes om den proces, som anvendes for at bevise en tings ægthed. Peter sammenligner denne prøve af vores tro med den måde, guld bliver prøvet i ild; og selv om en sådan prøve ikke er behagelig, forventer Gud et positivt resultat.

Prøvelser bør ikke gøre os modløse; for hvis jeg forbliver trofast, ”kommer jeg ud som guld“ (Job 23,10; sml. Ordsp 17,3).

Vi bør altså glæde os, når vi gennemgår prøvelser, især når vores tro prøves; for Jesus siger: ”Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene“ (Matt 5,12). Prøvelser vil også få os til at sætte større pris på, hvad Jesus led for os. 1 Pet 4,13 fortæller os, at vi derved deler Kristi lidelser.

Vi bør altså se videre end den enkelte prøvelse og forestille os det resultat, som Gud har til hensigt. Og det er her, troen kommer ind i billedet. Vi må tro på en kærlig far, stole på hans visdom og handle på grundlag af hans ord. Vi kan trygt lægge vores fremtid i hans hænder (Se Rom 8,28). Det er kun ved at tro, ved selv at kende til Guds kærlighed og ved at leve i tro i lys af denne kærlighed, at vi har nogen mulighed for at glæde os over vores prøvelser.

I Jak 1,3 er udholdenhed det ultimative mål for, at vores tro skal prøves. Det græske ord (hypmonē) kan også oversættes med tålmodighed. Hypmonē henviser til det, som overlever alt andet, fordi det hviler i tillid til Guds løfte om en endelig befrielse (som i Luk 21,19).

Til at tænke over

En ting er at forblive tro imod Gud under prøvelser; det vil sige ikke at miste troen, men at klynge sig til Gud selv under de værste erfaringer. Men at vi bliver opfordret til at glæde os, når vi kommer ud for prøvelser – er det ikke at gå lidt for langt? Det kan være svært nok at forblive tro under prøvelser, men at glæde sig over dem? Men det er, hvad vi opfordres til. Hvordan kan vi lære at glæde os, når det er, hvad vi har allermindst lyst til?

17

MANDAG

6. OKTOBER 2014

Fuldkommenhed Jak 1,2-4

Læg mærke til udviklingen: tro, prøvelse, udholdenhed, fuldkommenhed. Jakob begynder med tro, fordi dette er grundvolden for al sand kristen erfaring. Dernæst siger han, at vi har brug for prøvelser for at teste, om vores tro er ægte. Og til sidst påstår Jakob, at prøvelser kan lære os udholdenhed, så vi ikke bliver overrasket og bukker under for dem. Guds mål for os er, at vi ”kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget“ (Jak 1,4). Han kunne ikke have valgt et mere ophøjet ordbrug. Ordet fuldkommen (teleios) betyder åndelig modenhed, mens helstøbt (holokleros) henviser til helhed på alle områder. Vi kan i sandhed blive så meget mere i Kristus, hvis vi er villige til at dø fra selvet og lade ham gøre sin gerning i os til ”at ville og at virke for hans gode vilje“ (Fil 2,13).

Ef 4,13 Fil 3,12-15

Hvilken holdning opmuntres de kristne til at have mht. fuldkommenhed?

Ligesom Paulus vil Kristi efterfølgere altid have som mål at følge Kristi eksempel og leve et liv i uselvisk og opofrende kærlighed. Men vi vil aldrig føle, at vi ”allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen.“ Læg også mærke til, at eftertrykket i disse tekster er på fremtiden. Paulus peger på, hvad han er blevet lovet i Gud gennem troen på Jesus. Der vil aldrig være et tidspunkt i den kristnes vandring, hvor man kan sige, at man har nået målet, i hvert fald ikke, når det gælder vores karakter. (Har du lagt mærke til, at dem som siger, at de har opnået fuldkommenhed som regel er meget ubehagelige og selvretfærdige?) Vi er ligesom et kunstværk; vi kan altid forbedres, og Gud lover at gøre det, så længe vi bliver ved med at gå fremad i tro og dagligt overgiver os til ham i tro og lydighed.

Til at tænke over

18

Hvis du skulle dø lige nu, ville du da være god nok til at blive frelst? Eller ville du have været god nok, hvis du var død to uger efter, at du havde taget imod Jesus? Tror du, at du vil være god nok om et halvt år? Hvad siger dit svar om dit behov for Kristi fuldkomne retfærdigheds kappe, uanset hvilken grad af ”fuldkommenhed“ du opnår?

TIRSDAG

7. OKTOBER 2014

Bed i tro Jak 1,5-6

Hvad er forskellen på visdom og kundskab? Hvilken forbindelse opstiller Jakob mellem visdom og tro? Det kan synes lidt underligt, at Jakob siger ”Hvis nogen af jer står tilbage i visdom.“ Hvem vil påstå, at de har nok visdom? Salomo fx indså sit behov og bad ydmygt om ”et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt“ (1 Kong 3,9). Senere skrev han: ”At frygte Herren er begyndelsen til visdom“ (Ordsp 9,10).

Jak 1,19-21; 2,15-16; 3,13

Vi har en tendens til at opfatte visdom, som det vi ved. Men hvordan viser følgende tekster os, hvilken anden side sand visdom har?

Både Ordsprogenes Bog og Jakob beskriver visdom som noget meget praktisk: ikke hvad vi ved, men hvordan vi lever, fx at være ”snar til at høre, men sen til at tale“ (Jak 1,19). Platon sagde: ”Vise mænd taler, fordi de har noget at sige; tåber fordi de gerne vil sige noget.“ Vi kan med andre ord have al den kundskab, verden kan tilbyde, men mangle sand visdom.

Fordi Gud er kilden til al sand visdom, får vi selvfølgelig først og fremmest visdom ved at lytte til ham – læse hans ord og tilbringe tid i eftertanke og studium af Kristi liv, han ”som er blevet visdom for os fra Gud“ (1 Kor 1,30). Ved at lære at genspejle Kristi karakter i vores eget liv, virkeliggør vi sandheden, som den er i Jesus. Dette er sand visdom.

Til at tænke over

Læs Jak 1,6 igen. Vi må bede i tro. Er det ikke svært mange gange?

Hvem kæmper ikke fra tid til anden med tvivl? Når det sker, er det vigtigt at bede og begynde at reflektere over alle de grunde, vi har til at tro: beretningen om Jesus, Bibelens profetier samt vores egen personlige erfaring. Hvordan vil disse ting hjælpe dig til at komme igennem den tvivl, du af og til måtte have?

19

ONSDAG

8. OKTOBER

Troens bagside Jak 1,6-8

Hvad siger Jakob i disse vers?

Ordet tvivl henviser til, at ens sind er splittet; når man tvivler, er man altså ”tvesindet“. Vi ser et tydeligt eksempel ved Kadesh i Parans ørken. Israels folk stod i en valgsituation: at gå fremad i tro eller være ulydige imod Gud. Det er ufatteligt, at de valgte at gøre oprør imod Gud og ønskede at vende tilbage til Egyptens slaveri. Da Gud greb ind og gennem Moses forkyndte, at de ville dø i ørkenen, ”troede“ folket pludseligt! De sagde: ”Vi har syndet! men nu vil vi drage op til det sted, Herren talte om“ (4 Mos 14,40). ”Nu så det ud til, at de oprigtigt angrede deres syndige opførsel; men de sørgede mest over følgerne af deres ondskab end over deres utaknemlighed og ulydighed. Da de blev klar over, at Herren ikke ville ændre sin beslutning, blev de igen stædige og sagde, at de ikke ville vende tilbage til ørkenen. Da Herren befalede dem at marchere bort fra deres fjenders land, stillede han deres tilsyneladende villighed til at underkaste sig på prøve, og det blev bevist, at den ikke var ægte.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 197).

Luk 17,5-6

Hvad siger Jesus i disse vers om tro?

Da disciplene bad om en større tro, svarede Jesus, at en tro på størrelse med et sennepsfrø var nok. Det afgørende er, om vores tro er levende og vokser, og dette kan og vil kun ske, hvis vi bliver ved med at bruge vores tro til at gå fremad og stole på Gud i alle situationer.

Men af og til kommer tvivlen i vejen. Verden bombarderer os med tvivl og skepsis; ingen er immun over for det. Det eneste, vi kan gøre, er at bede os igennem den og huske Guds trofasthed i fortiden og stole på ham angående vores fremtid.

Til at tænke over

20

Hvilke grunde har du til at stole på Gud og hans løfter og leve i tro? Tænk over dem, dvæl ved dem, og din tro vil med sikkerhed vokse.

TORSDAG

9. OKTOBER 2014

De rige og de fattige I sit korte brev viser Jakob stor bekymring for de fattige; nogle mener endda, at dette er hans hovedtema. Men for moderne ører lyder hans kritik imod de rige til fordel for de fattige ret ekstrem, måske til og med chokerende. Men Jakob siger i virkeligheden ikke noget andet end det, Jesus sagde.

Sammenlign Jak 1,9-11 med Luk 8,14; Jak 1,27 med Matt 25,3740; Jak 2,15-16 med Luk 10,29-37; Jak 5,1-4 med Luk 16-21. Hvad er det fælles budskab til os i alle disse tekster? Hvilke advarsler og formaninger udtrykkes tydeligt i disse tekster?

Jakob lukker selvfølgelig ikke døren til Guds rige for alle rige mennesker. Men ligesom Jesus fremholder han de snigende fristelser, som følger med rigdom. Det er vigtigt for os, enten vi er rige eller fattige, at holde blikket fæstet på den virkelige belønning. Problemet med penge er, at det har en tendens til at narre os til at fokusere på det timelige i stedet for det evige (2 Kor 4,18).

Der er ingen tvivl om, at rigdom, højere uddannelse og social indflydelse har en tendens til at adskille mennesker fra de ”mindre heldige“. Men den første kristne menighed bandt disse to grupper sammen ved at vende verdslige værdinormer på hovedet. Den som indtager den laveste position, og som ydmyger sig, er den, som kan glæde sig over at blive ophøjet. ”Så længe der i Guds verden er sultne mennesker, som kan mættes, nøgne som kan iføres klæder, og mennesker som dør af sult efter frelsens brød og vand, vil enhver unødvendig tilfredsstillelse, enhver ophobning af rigdom, skrige til himlen på vegne af de fattige og de nøgne.“ (Ellen White, Welfare Ministry, s. 269).

Til at tænke over

Hvordan forholder det sig med dig? Det gør ingen forskel, om du er rig eller fattig; hvad der betyder noget er, hvordan dit forhold til penge er. Hvad er det ved penge, som kan gøre dem til så stor en fare for vores åndelige liv?

21

FREDAG

10. OKTOBER 2014

Læs Ellen White · Jesu liv, Bjergprædikenen, s. 209-221 ”Gud ønsker, at hans tjenere skal lære deres egne hjerter at kende.

For at kunne bringe dem til en sand erkendelse af deres situation, tillader han prøvelsens ild at ramme dem, så de kan blive renset. Livets vanskeligheder er Guds redskaber til at fjerne urenheder, svagheder og hårdhed fra vores karakter og gøre os egnede til samvær med rene himmelske engle i herlighed. Når vi møder prøvelser, når modgangens ild rammer os, bør vi da ikke holde vores blik fæstet på de usynlige ting, på den evige arv, det evige liv, den evige herlighed, som langt overgår alt andet? Når vi gør dette, vil ilden ikke opsluge os, men kun fjerne slaggerne, og vi vil fremstå syv gange renere og bære Guddommens stempel.“ (Ellen White, The Advent Review and Sabbath Herald, 10. april 1894).

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvilke bibelske personer er til størst opmuntring for dig, når du oplever vanskeligheder? Har du lært at finde glæde under prøvelser? Hvis du har, del noget med klassen, der har hjulpet dig.

Hvis du ikke har været i stand til at glæde dig under prøvelser, tal med klassen om dette også (hvis du synes, at du kan).

2. Tænk nøjere over tanken om, at sand visdom ikke så meget har med kundskab at gøre, men med hvad vi gør i tro på Kristus.

Hvorfor betyder dette ikke, at kundskab ikke er vigtig? Hvordan kan fx forkerte læresætninger være ødelæggende for vores vandring med Jesus?

3. En ung mand havde en bekendt, som oplevede alvorlige prøvelser. Selv om den unge mand fandt det svært at være vidne til disse prøvelser, lagde han mærke til, at hans ven voksede i nåden. Da prøvelserne var ovre, var hans ven blevet totalt forandret til det bedre. Hvad har du lært af dine vanskeligheder, som har været åndeligt gavnligt for dig? Kunne du have lært dette på anden måde?

4. Hvad kan du sige til nogen, som lader til at være oprigtig i sin tro, men som samtidigt indrømmer at blive overvældet af tvivl fra tid til anden? Hvordan kan du hjælpe en sådan person?

22

DIALOG

TIL SABBATTEN | 11. OKTOBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Bibelen, ikke mindst Det Gamle Testamente, indeholder mange forskellige ord for visdom. Det græske ord for visdom er sofia, kendt som et navn, både for bygninger, steder og personer. Det indgår også i andre ord brugt på nydansk, fx filosofi (kærlighed til visdom).

• Hebraiske ord indbefatter hokma, som har betydningen ”færdighed“, og binah der betegner evnen til at skelne. En person, der ejer visdom, evner at skelne mellem godt og ondt, væsentligt og uvæsentligt, passende og upassende, smukt og grimt osv.

Mødet med dagligdagen

• Hvordan kan de erfaringer, vi har på godt og ondt, hjælpe os til som kristne at dele vores tro og håb med andre mennesker?

• Tænk over hvilke specifikke erfaringer du har haft, som giver dig bedre baggrund for at hjælpe andre mennesker i tilsvarende situationer? Del dine oplevelser med din klasse.

• Hvilke eksempler kan du finde fra ugens mediebegivenheder, hvor visdom eller mangel på visdom blev udvist: - Hvor uvæsentligt blev gjort til væsentligt, hvor agurkers form (eller lignende) blev genstand for pressedebat osv.

- Hvor tiden blev brugt til ligegyldigheder, og de afgørende spørgsmål blev ignoreret.

- Hvor påstande baseret på rygter eller tilfældige internetsider blev betragtet som sandfærdige uden egentlig undersøgelse.

• Lad evt. nogle af klassens medlemmer samle sådanne eksempler.

Uddybende spørgsmål

• Hvad kan du og jeg gøre, så vi på en venlig og ikke fordømmende måde hjælper hinanden i menighedssammenhæng til at se de store linier og undgå at komme op at strides om småting?

• Når vi udsættes for prøvelser og i lyset af Jakobsbrevet paradoksalt nok opfordres til at være glade, hvad kan du og jeg gøre i praksis for at bevare en kristen glæde midt i problemerne? Del dine ideer og erfaringer med klassen.

23

DIALOG

TIL SABBATTEN | 11. OKTOBER 2014

Personligt kristenliv

• Tænk over dit liv. Hvilke former for prøvelser har du været udsat for sammenlignet med andre mennesker? Er dine udfordringer prøvelser fra Gud, eller simpelthen en del af den type erfaringer vi mennesker generelt møder?

• Tænk også over de glæder og velsignelser du har erfaret og modtaget, og det håb Guds Ord giver dig. Hvis du skulle lave en liste over henholdsvis prøvelser og velsignelser, hvad tror du vil gavne dit personlige åndelige liv mest?

NOTER

24

NOTER

TIL SABBATTEN | 11. OKTOBER 2014

25

3

TIL SABBATTEN | 18. OKTOBER 2014

Udholdenhed i prøvelser

Ugens vers

”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.“ (Jak 1,12).

Introduktion

Vi har alle oplevet det. Vi har besluttet os for ikke at give efter for fristelser; men i kampens hede smelter vores beslutning, og til vores egen store skam og lede falder vi. Nogle gange er det, som om jo mere vi fokuserer på ikke at synde, jo mere magtesløse føler vi os over for fristelser, og jo mere håbløs synes hele vores situation. Vi spekulerer på, om vi i det hele taget er frelst. Det er svært at forestille sig en alvorlig kristen, som ikke har spekuleret over sin frelse, især hvis man netop har begået en synd.

Heldigvis kan vi vinde sejr over de fristelser, som så let lokker os.

Ingen af os, uanset hvor fanget vi er af synd, er uden håb; for vores Gud, som er ”lysenes fader“ (Jak 1,17), er større end vores tilbøjelighed til det onde, og vi kan vinde sejr i ham og gennem hans ord alene.

Dette er budskabet i de vers, vi skal studere i denne uge. Ja, fristelser er virkelige, synden er virkelig, og kampen imod vores eget syndige selv er virkelig. Men Gud er også virkelig, og gennem ham kan vi mere end sejre over den fristelse, som er ved at udvikle sig i os og kun venter på at få os til at give efter.

Ugens tekster

26

· Jak 1,12-21 · Sl 119,11 · 1 Mos 3,1-6 · Tit 3,5-7 · Rom 13,12 · Ef 4,22

SØNDAG

12. OKTOBER 2014

Roden til fristelser Jak 1,13-14

Hvorfor er det vigtigt at holde fast ved, at Gud ikke frister nogen?

Hvor kommer fristelser fra, og hvordan kan denne viden hjælpe os i vores egen kamp mod synd?

Jakob er ikke i tvivl. Gud er ikke alene ikke det ondes ophav, han er heller ikke kilden til vores fristelser. Ifølge dette afsnit ligger problemet i os selv, hvilket gør det så vanskeligt at stå imod.

Kampen imod synd begynder altså i vores sind. Selv om mange ikke ønsker at høre det, er sandheden den, at vi vælger at synde.

Ingen kan tvinge os (Rom 6,16-18). Syndige ønsker, tilbøjeligheder og tendenser fanger hele tiden vores opmærksomhed. Ved at benytte almindelige jagt- og fiskeudtryk beskriver Jak 1,14 disse indre tilskyndelser. Vores eget begær drager og lokker os, og når vi giver efter, får de os på krogen og fanger os.

Ef 6,17 Sl 119,11 Luk 4,8

Hvilket fælles tema ser vi i disse tekster, og hvad har det at gøre med spørgsmålet om at sejre over fristelser?

I afsnittet i Jakobsbrevet adskiller Jakob tydeligt fristelse fra synd. At fristes er ikke en synd. Selv Jesus blev fristet. Problemet er ikke selve fristelsen, men hvordan vi reagerer på den. At have en syndig natur er ikke i sig selv synd; men at tillade denne syndige natur at kontrollere vores tanker og styre vores valg er. Vi har derfor løfter i Guds ord, som tilbyder os visheden om sejr, hvis vi benytter dem i vores egen situation og i tro holder fast i dem.

Til at tænke over

Tænk nøjere over, at synd altid er vores eget valg. Hvis det ikke var vores eget valg, hvordan kunne vi da blive dømt for det? Hvilke praktiske ting kan vi gøre hver dag, som vil hjælpe os til ikke at foretage de forkerte valg?

27

MANDAG

13. OKTOBER 2014

Når begæret har undfanget Jak 1,13-15

Hvornår bliver en fristelse synd?

Der benyttes flere forskellige græske ord i dette afsnit for at beskrive, hvordan synden begynder, og de har alle med fødsel at gøre.

Hvis et forkert ønske næres, ”undfanges“ synd, ligesom et foster i sin mors skød. ”Når synden er vokset op, føder den død“ (Jak 1,15).

Billedet er egentlig et paradoks. Den proces, som burde føre til liv, ender kun med død (sml. med Rom 7,10-13.) Synd er ligesom kræft; den overtager og fortærer sin vært. Det er vi alle sammen klar over; for vi er alle blevet ødelagt af synd. Vores hjerter er onde, og vi kan ikke forandre dem.

1 Mos 3,1-6

Evas erfaring giver os et levende billede af vores kamp med synd.

Hvilke skridt førte hende til at synde?

Synden begynder i bund og grund med manglende tillid til Gud. Ved at benytte den samme vellykkede metode, som han havde brugt over for en tredjedel af englene (Åb 12,4.7-9), såede Satan tvivl i Evas sind mht. Guds karakter (1 Mos 3,1-5). Det var ikke en synd at nærme sig det forbudte træ, men at plukke frugten og spise den var. Men det ser ud til at forkerte tanker er gået forud for hendes syndige handling (1 Mos 3,6). Hun accepterede Satans forslag som sine egne.

Synd begynder altid i vores sind. Ligesom Eva kan vi tænke over de eventuelle ”fordele“ af at gøre noget forkert. Dernæst vil vores forestillingsevne og følelser begynde at overtage. Og snart griber vi maddingen og falder i synd.

Tit undrer vi os over, hvordan det kunne ske. Svaret er let: vi lod det ske. Ingen tvang os til at synde. ”Gennem inderlig bøn og en levende tro kan vi modstå Satans angreb og bevare vores hjerter rene fra forurening. De stærkeste fristelser er ingen undskyldning for at synde. Uanset hvor stort pres, der lægges på vores sjæl, er overtrædelsen vores egen handling.

Hverken jord eller helvede har magt til at overtale os til at synde.

Viljen må samtykke og hjertet give efter, ellers kan begæret ikke besejre fornuften eller synd vinde sejr over retfærdigheden.“ (Ellen White, Signs of the Times, Den kristnes privilegier og pligter, 4. okt.

1883.)

28

TIRSDAG

14. OKTOBER 2014

Alle gode og fuldkomne gaver ”Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge“ (Jak 1,16-17).

Synd føder død; men Gud er livets kilde. Jakob omtaler Gud som ”lysenes fader“ (Jak 1,17), en henvisning til skabelsen (1 Mos 1,1418). Gud giver os en fødsel til et nyt liv, den allerstørste gave vi kan få ”fra oven“ (sml. Jak 1,17 med Joh 3,3).

Ligesom Paulus, der taler om frelsen som et resultat af Guds nåde (Rom 3,23-24; Ef 2,8; 2 Tim 1,9), kalder Jakob frelsen en ”gave“ (Jak 1,17). Og endnu mere; i det næste vers gør han det klart, at frelsen, den nye fødsel, er et resultat af Guds hensigt og vilje for os: ”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger“ (Jak 1,18). Det betyder, at Gud ønsker, at vi skal blive frelst. Det var hans vilje, selv længe før vi var til, at vi skulle modtage frelse og et nyt liv i ham både nu og i al evighed.

Tit 3,5-7 1 Pet 1,23

Hvordan er Jakobs beskrivelse af den nye fødsel sammenlignet med Paulus’ og Peters?

Både Jesus, Paulus, Peter og Jakob forbinder frelsen med den nye fødsel. Hele Guds hensigt i frelsesplanen er at genforene mennesker, som er nedbrudte og ødelagte af synd, med himlen. Afgrunden var så stor og vid, at intet menneske nogensinde kunne have bygget bro over den. Kun Guds Ord i menneskeskikkelse, Jesus, kunne genforene himlen og jorden. Det inspirerede ord (2 Tim 3,16) er på en helt speciel måde i stand til at indblæse åndeligt liv i de menneskers hjerter, som er åbne for at modtage denne gave.

Med andre ord elsker ”lysenes fader“ os så meget, at selv om vi ikke fortjener det, giver han os ”alle gode og fuldkomne gaver“ (Jak 1,17), og den bedste af alle gaver er Jesus og den nye fødsel, han tilbyder os.

Til at tænke over

Hvilke gaver har du modtaget ”fra oven“? Hvorfor er det vigtigt, at vi mediterer over disse gaver? Hvad sker der, når vi ikke gør det?

29

ONSDAG

15. OKTOBER 2014

Sen til at tale Jak 1,19-20

Hvilken vigtig pointe kommer Jakob med i disse vers?

Guds ord er mægtigt. Men det er menneskers ord også. Hvor har vi ikke tit sagt noget, som vi senere fortrød? Desværre er det ikke sådan, at vi kan styre os selv blot ved at være klar over, hvor sårende forkerte ord kan være, eller hvor ødelæggende vrede er. Overladt til os selv kan vi egentlig aldrig forandres. Det er derfor, vi har brug for at lytte mere til Gud og lade ham udføre sin gerning i os. ”Når alle andre stemmer er blevet tavse, og vi venter på Gud i stilheden, kan sjælen bedre opfatte Guds røst. Han siger til os: ”Stands og forstå, at jeg er Gud.“ (Ellen White, Vejen til et bedre liv, s. 31).

I modsætning vil der opstå problemer, når vi holder op med at lytte til Gud og til hinanden. Det vil føre til skænderier, når vi ikke længere lytter, enten det er i hjemmet, på arbejde eller i menigheden.

Når det sker, tales der for meget, og vreden forøges. En sådan syndig glidebane kan lige så lidt som det ukontrollerede syndige begær omtalt i Jak 1,14-15 udrette noget, der er retfærdigt for Gud. Dette er grunden til, at Jakob opstiller Guds retfærdighed som modsætning til menneskelig vrede. Så længe vi stoler på det, som naturligt bobler op i vores syndige natur, bliver de skabende kræfter i Guds ord blokeret, og i stedet vil vores egne nytteløse og til og med sårende ord komme op til overfladen. Det er ikke så mærkeligt, at Jakob lige efter at have talt om alt det, som ”lysenes fader“ gør for os gennem det nye livs gave, formaner os til at være varsomme med, hvad vi siger.

30

Ordsp 15,1 Es 50,4 Ef 4,29; 5,4 Kol 4,6

Hvad lærer disse vers os om ord?

Til at tænke over

Tænk over en episode, hvor nogen sårede dig med deres ord. Det væld af følelser, du oplevede, bør vise dig, hvor stor magt ord kan have – enten til det gode eller det onde. Hvad kan du gøre for bedre at kunne styre dine ord? Hvorfor er det så vigtigt at tænke, før man taler?

TORSDAG

16. OKTOBER 2014

Frelst ved at modtage Jak 1,21

Hvilken rolle spiller ”ord“ i det, Jakob her siger?

Dette vers afslutter alt det, der er sagt om tro og frelse. Det er en appel om at aflægge al urenhed og afstå fra ondskab. Befalingen ”afstå“ benyttes syv ud af ni gange i Det Nye Testamente om at tage afstand fra de onde vaner, som ikke hører hjemme i en persons liv, der er overgivet til Kristus (Rom 13,12; Ef 4,22.25; Kol 3,8; Hebr 12,1; 1 Pet 2,1). Det kan også henvise til at tage tøj af (ApG 7,58), så det kan hentyde til at tage syndens ”snavsede tøj“ af (sml. Es 64,5).

Ordet ”snavset“ forekommer også i Jak 2,2, hvor han opstiller kontrasten mellem den fattiges snavsede tøj med de riges rene og fornemme dragt. Ligesom Jesus irettesætter Jakob den menneskelige tendens til at være optaget af det ydre; for Gud er meget mere optaget af tilstanden i vores hjerter.

I den græske oversættelse af Det Gamle Testamente er ordet snavset (ryparos) kun brugt i et enkelt afsnit, nemlig i Zak 3,3-4, hvor ypperstepræsten Josva fremstår som repræsentant for det syndige Israels folk. Gud fjerner ypperstepræstens snavsede tøj og ifører ham en ren klædning, som symboliserer Israels tilgivelse og renselse.

Denne scene er meget anderledes end det populære kristne billede, vi somme tider ser, hvor Jesus lægger en ren kappe over synderens usle, snavsede klæder. Hvem ville gøre det på denne måde i virkeligheden? Ingen tager rent tøj ovenpå snavset tøj. Sådan er det også i Zakarias’bog. De snavsede klæder fjernes før det rene tøj iføres.

Dette betyder ikke, at vi skal være uden synd, før vi kan iklædes Kristi retfærdighed. Hvis det var tilfældet, kunne ingen af os blive frelst. Det betyder heller ikke, at vi mister vores frelse, hvis vi synder efter at have modtaget Jesus. Det betyder tværtimod, at vi må overgive os helt og fuldt til ham og vælge at dø dagligt fra vores gamle syndige vaner og tillade ham at danne os efter sit billede. Da vil Kristi fuldkomne retfærdigheds klædning dække os.

Til at tænke over

Læs Jak 1,21 igen. Hvor alvorligt forsøger du at følge denne formaning i dit eget liv? Hvad betyder det, at Ordet er ”indplantet“ i os, og hvordan opnår vi det?

31

FREDAG

17. OKTOBER 2014

Læs Ellen White · Vejen til Kristus, Omvendelse, s. 23-40 Læs kapitlet i Vejen til Kristus om synd og kraften til forvandling og lav et resume af nøglepunkterne. ”Frelsesplanen omhandler vores fuldstændige frigørelse fra Satans magt. Kristus vil altid befri det sønderknuste menneske fra synd.

Han kom for at tilintetgøre Djævelens gerninger, og han har sørget for, at Helligånden bliver tildelt hver eneste angrende for at bevare ham fra at synde.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 218). ”Hvis du har taget imod Kristus som din personlige frelser, må du glemme dig selv og prøve at hjælpe andre. Tal om Kristi kærlighed og fortæl andre om, hvor god han er. Udfør enhver gerning, som du bliver stillet over for. Hav en byrde for andre mennesker i dit hjerte, og gør alt, hvad der står i din magt, for at søge at frelse mennesker.

Fordi du tager imod Kristi Ånd, - den ånd, der viser sig i uegennyttig kærlighed og tjeneste for andre -, vil du vokse og bære frugt. Åndens frugter vil modnes i dit liv. Din tro vil vokse, din overbevisning blive dybere og din kærlighed fuldkommen. Kristi billede vil genspejles mere og mere i dig i alt, hvad der er rent, ædelt og smukt.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 1. bind, s. 54).

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvorfor har ord så meget magt? Hvordan kan sprog manipuleres? Hvor tit er måden, vi siger eller skriver ting, ligeså vigtig eller vigtigere end hvad vi siger eller skriver?

2. Hvilken er den største gave, du har fået ”fra oven“ og hvorfor?

3. Læs Jak 1,12-21. Hvad er hovedbudskabet i disse vers? Hvilket håb og hvilke løfter finder vi i dette afsnit?

4. Begær føder synd, og synd føder død. Hvorfor oplever vi ikke større sejr over synd, når risikoen er så stor? Hvordan kan vi komme til at rationalisere synd og gøre dens betydning mindre, og hvorfor er det altid farligt at gøre dette?

5. Læs igen det andet citat fra Ellen White ovenover. Hvilket betydningsfuldt råd finder vi der, især for dem, som er svage i troen?

32

DIALOG

TIL SABBATTEN | 18. OKTOBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Med udtrykket ”Guds Ord“ tænker vi oftest på Guds åbenbaring i Bibelen, og vi illustrerer dette i bibellæsninger med tekster som Sl 119,10 og Joh 17,17 og måske Ef 6,17 og Hebr 4,12.

Bibelen selv anvender også ”Guds Ord“ om Jesus Kristus, den person hvis liv udtrykker Guds tanke. Se fx Åb 19,13 og og sammenlign med Joh 1,1-3.

• Jesu bøn i Fadervor synes ofte vanskelig at forstå: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde“ (Matt 6,13). Hvordan stemmer denne bøn overens med udtalelsen i Jakobsbrevet, der siger, at Gud ikke frister nogen (Jak 1,13)? Herunder er nogle observationer, som kan hjælpe til at klargøre, hvad Jesus mener.

- Det græske ord for ”friste/fristelse“ har en dobbelt betydning. Det kan også simpelthen betyde ”prøve/prøvelse“, og det er i denne betydning, Jesus anvender det.

- Jesus gør muligvis brug af en hebraisk/aramæisk poetisk parallel med sine to sætninger, i dette tilfælde en tidsforskudt modsætning. Pointen er, at hvis man er befriet fra det onde, har Gud ingen grund til at lade nogen prøvelse ramme, som evt. vil få en kristen til at indse det onde, vi må afstå fra. Så vi beder om at blive friet fra det onde, så prøvelsen (oversat med fristelsen) er unødvendig.

Til at tænke over

Den person, der konstant fokuserer på sine fristelser, falder før eller senere! Hvis du ønsker at sejre over dem, er det nødvendigt for dig at fokusere på noget andet og bedre.

Personligt kristenliv

• Hvad kan du fokusere på i dit liv, som får dig til at undgå de fristelser, som har den største tendens til at lede dig bort fra Kristus?

• Brug særlig tid i dine bønner denne uge til at bede for andre, ikke mindst for dine medkristne, som møder fristelse og har brug både for din omsorg og medfølelse og for Guds Ånds kraft i deres liv.

Uddybende spørgsmål

• Hvordan kan det være, at kristne fristes så stærkt, som vi gør?

Burde vi ikke som kristne hæve os over fristelser?

33

DIALOG

TIL SABBATTEN | 18. OKTOBER 2014

• En del kristne lægger meget vægt på onde ånders og dæmoners indflydelse, og de tilskriver mange fristelser sådannes påvirkning. Tror du, at der er hold i den teori? Eller er den snarere et udtryk for, at man skubber det personlige ansvar for sine handlinger fra sig?

• Hvis fristelse kommer indefra, er jeg så skyldig? Er det ikke snarere mine gener og min DNA, som bestemmer over mig?

Forstå det bedre

Med den græske oversættelse af Det Gamle Testamente tænkes der normalt på den såkaldte ”Septuaginta“. Ordet er græsk for 70 og hentyder til den overlevering, at 70 jødiske lærde i Alexandria sammen oversatte de hellige skrifter. Denne overlevering en kun en legende, og ”Septuaginta“ er blevet til over en længere tidsperiode.

Den havde imidlertid stor betydning for både jødedommen og den første kristne menighed i det romerske rige.

Visse dele af den kristne kirke var i perioder af den opfattelse, at en kristen, som syndede efter omvendelsen og dåben, ville gå fortabt.

Kejser Konstantin led af denne vildfarelse og lod sig først døbe på dødslejet.

NOTER

34

NOTER

TIL SABBATTEN | 18. OKTOBER 2014

35

4

TIL SABBATTEN | 25. OKTOBER 2014

At være og at gøre

Ugens vers

”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.“ (Jak 1,22).

Introduktion

William Niblo, også kendt som den store Blondin, blev berømt for at gå på line over Niagarafaldene. I september 1860 havde prinsen af Wales været vidne til, at Blondin gik over vandfaldene med en medhjælper på ryggen. Efter at have gennemført turen, vendte Blondin sig til den engelske prins og tilbød at bære ham over også. Selv om prinsen havde hørt om mandens evner og netop havde set dem demonstreret, var han ikke parat til at lægge sit eget liv i Blondins hænder.

Pointen er selvfølgelig, at det er ikke nok at høre og se, når det gælder et personligt forhold til Gud. Vi kan være intellektuelt overbevist om Guds eksistens, sandheden i evangeliet, Jesu genkomst. Vi har måske til og med selv oplevet Guds kærlighed og omsorg. Men på trods af alt dette er vi måske ikke parate til at overgive os helt i hans hænder, noget der ville vise sig i vores handlinger. Dette er netop grunden til, at Jakob fremhæver betydningen af at være ordets gørere, ikke kun dets hørere.

I denne uge vil vi se på, hvad det vil sige at være ordets gørere for dem, som er frelst af nåde.

Ugens tekster

36

· Jak 1,23-24 · Matt 19,16-22 · Luk 6,27-38 · Rom 8,2-4; 12,9-18 · 2 Pet 1,4

SØNDAG

19. OKTOBER 2014

Kend din fjende En mand skal engang have sagt om sin fjende: ”jeg ser ham hver dag – når jeg barberer mig.“ Dette er netop, hvad Jakob ønsker, at vi skal indse. Vores største fjende er os selv. Frelsen begynder ved, at vi indser, hvem vi egentlig er, ikke hvem vi forestiller os, at vi er.

Jak 1,23-24

Hvem beskrives her, og hvad er det grundlæggende problem?

Der er ikke noget forkert i at se bedst muligt ud. Mange bruger masser af tid og penge på at forbedre deres udseende. Men vi er nødt til at sikre os, at vi ikke bedrager os selv. Jakob siger, at vi har brug for et mere ærligt syn på os selv, uanset hvor lidt vi synes om det, vi ser.

Matt 19,16-22; 26,33-35.69-75

Hvordan svarer disse to mænds selvbillede med virkeligheden?

Hvad siger deres to forskellige reaktioner på Jesu ord om dem?

Den rige unge mand troede, at han holdt budene. Han blev pludselig udfordret til at forholde sig til en anden form for lydighed, en form han aldrig havde ventet, og som gik langt dybere end blot en ydre overholdelse af regler. (Se Rom 7,7).

Peter havde ligesom denne unge mand også et forkert billede af sig selv. Med selvsikkerhed havde han forudsagt, at selv om alle andre skulle snuble og falde fra, ville han forblive tro – selv om det skulle koste ham livet. Men ingen af dem forstod, hvor stor magt synden havde over dem. Begge to var offer for selvbedrag, når det gjaldt deres åndelige tilstand. Men Peter omvendte sig. Så vidt vi ved, skete dette ikke for den rige unge mand.

Til at tænke over

Det er altid lettere at se andres fejl end vores egne. Men inderst inde er vi sandsynligvis mere klar over vores fejl, end vi er villige til at erkende. Betragt dig selv og dit åndelige liv grundigt. Hvad ser du, og hvad fortæller det dig om, hvorfor du har brug for en frelser, hvis du ikke med rette for evigt skal gå fortabt?

37

MANDAG

20. OKTOBER 2014

Vær en gører Jak 1,22

Ville det have gjort nogen forskel, hvis Jakob havde sagt ”gør ordet“ i stedet for ”vær ordets gører“?

Jakob kombinerer det at være og det at gøre. Han adskiller dem ikke og regner heller ikke det ene mere betydningsfuldt end det andet.

De er som to sider af den samme mønt, uadskillelige. Vi skal være ordets gørere. Den græske form af udsagnsordet være betegner en vedvarende livsstil i lydighed, en livsstil som forventes af os nu snarere end på et eller andet udefineret tidspunkt i fremtiden.

Pointen er, at vi skal blive nye skabninger i Herren, og som et resultat af, hvad vi bliver, gør vi de ting, som Gud befaler os at gøre.

Dette er noget helt andet end, at vi blot følger reglerne, hvad der åbenbart var problemet med den rige unge mand, som vi læste om i går.

Luk 6,27-38

Nævn nogle af de handlinger, som vi ifølge Jesu ord bør udføre. ”Elsk jeres fjender.“ ”Giv enhver, som beder dig.“ ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.“ Dette lyder umuligt, ikke sandt? Og det er det også, på egen hånd. En kærlighed som denne er ikke naturlig for os syndige mennesker. Derfor går Jesus videre med at tale om to slags træer og den frugt, de hver især bærer (Luk 6,43-45).

På samme måde opstiller Paulus i Galaterne 5 kontrasten mellem kødets lyst (Gal 5,19-21) og Åndens frugt (Gal 5,22-23). Det virker næsten som om, at jo mere vi fokuserer på at gøre, jo værre bliver det; men hvis vi bliver ledt af Ånden, giver det et helt andet resultat – Åndens frugt, som er kærlighed og lydighed.

Til at tænke over

38

Tænk over noget du har gjort, kun fordi det var krævet, eller fordi det var en regel, du skulle følge. Sammenlign det med noget lignende, du gjorde, fordi du havde lyst til at gøre det, noget der faldt dig helt naturligt, fordi Kristus lever i dig. Hvordan er denne forskel med til at hjælpe os til at forstå pointen i dagens studium?

TIRSDAG

21. OKTOBER 2014

Frihedens lov Jak 1,25

Hvad siger han om lovens rolle?

Jakob afspejler Salmerne, når han kalder Guds lov fuldkommen (Sl 19,7) og en vej til frihed (Sl 119,45). Men læg mærke til, at loven hos Jakob ikke kan frelse os og slet ikke kan rense os. Den viser os Guds ideal; men den kan ikke få os til at følge dette ideal mere, end det at betragte en idrætsmand i verdensklasse vil gøre os i stand til at udføre det samme som ham. For at kunne leve op til idealet har vi brug for Kristi kraft i vores liv.

Rom 8,2.4 2 Kor 3,17-18

Hvilken forskel er der på loven som et dødens instrument eller som en vejleder til frihed og liv?

Selv Paulus bekræfter, at ”det er ikke dem, som hører loven, der er retfærdige for Gud, men de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige“ (Rom 2,13). Og som han siger, kan vi kun blive lovens gørere ved, at Helligånden skriver loven i vores hjerter. Kun når vi af hjertet er lydige, bliver loven en frihedens lov.

Problemet ligger altså ikke i loven, men i os. Vi glemmer, hvem vi i virkeligheden er: syndere som hele tiden har brug for en frelser.

Uden Kristus hører vi kun lovens fordømmelse. Men i Kristus bliver vi nye mænd og kvinder (2 Kor 5,17), som er gjort frie i Jesus (Joh 8,36). Vi hører ham tale loven til os, om at vi skal ”elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer“ (Joh 15,12). I Kristus oplever vi friheden som Guds sønner og døtre, som er frelst af nåde, og som ikke ønsker at falde tilbage til den forbandelse og trældom, vi var i som lovovertrædere. I Kristus har vi ikke alene fået tilgivelse for vores synd, vi har nu et nyt liv, hvor vi er i stand til at være lydige mod loven.

Men vi gør det ikke for at blive frelst, men på grund af den frihed, som kommer af visheden om, at vi allerede er frelst og derfor ikke længere er under lovens forbandelse.

Til at tænke over

Tænk over, hvordan det ville være for os, med den natur vi har, hvis vi skulle holde loven godt nok til at blive frelst ved det. Ville vi da blive slaver af loven? Hvordan har Jesus befriet os fra dette slaveri samtidigt med, at han befaler os at holde loven?

39

ONSDAG

22. OKTOBER 2014

Gavnlig eller ubrugelig?

Jak 1,26-27 Matt 25,35-35.40 Rom 12,9-18

Læs og sammenlign teksterne. Hvordan vil du definere sand kristendom ud fra disse tekster?

Hvis Jesus, Jakob og Paulus lægger vægt på noget, så er det betydningen af at være en gavnlig kristen. Ved at elske ”en af disse mine mindste brødre“ (Matt 25,40), ved at tage tid til at besøge de mest oversete, ved at vise gæstfrihed – gennem alle disse praktiske handlinger og mere – åbenbarer vi Jesu kærlighed og bliver kanaler til andre mennesker, hvorigennem Jesus kan vise sin kærlighed. ”En kærlig og elskværdig kristen er den bedste forsvarer for evangeliet.“ (Ellen White, Vejen til et bedre liv, s. 301.) Og selvfølgelig, som hun går videre med at forklare: ”Det koster hele tiden anstrengelse, selvopofrelse og selvdisciplin at leve på denne måde og at øve en sådan indflydelse“ (s. 302). Det er ikke noget, der kommer naturligt eller automatisk. Hvis vores religion kun består i at bekræfte det, vi tror, og lytte til prædikener, er den stort set ubrugelig.

Jakob beskriver ”religion“ eller ”religiøs“ i versene 26-27, med ord som indikerer, at man er ualmindelig from. En sådan holdning har omgående synlige konsekvenser, og andre mennesker vil lægge mærke til forskellen.

En tydelig forandring vil være vores ordvalg. I stedet for at bruge løsslupne bemærkninger og et hårdt tonefald og vrede armbevægelser vil vi blive mere følsomme over for den virkning, vores kommunikation har på andre. Vi vil ”tøjle“ vores tunge, så den ikke løber af sted med os som en vild, utæmmet hest.

Jakob udpeger også enker og faderløse som dem, der har mest brug for kærlighed og omsorg. Fra et verdsligt synspunkt giver det ikke mening at fokusere vores anstrengelser og resurser på dem, som ikke kan yde noget tilbage til samfundet. Men fra Guds synsvinkel er det netop, hvordan vi behandler dem, som er blevet udstødt og afvist af verden, som viser, hvorvidt vi er Kristi sande efterfølgere eller ej. Enten ved at låne penge til dem, som ikke kan betale tilbage; invitere dem til middag, som ikke kan gøre gengæld; eller velsigne og bede for dem, som gør ondt imod os (Luk 6,35; 14,12-14; Matt 5,44). Og som Paulus påpeger, er vi ”skabt i Kristus Jesus til gode gerninger“ (Ef 2,10).

Til at tænke over 40

Hvor meget af din tid bruger du til at hjælpe andre? Hvad fortæller dit svar om, hvor ”gavnlig“ din tro virkelig er?

TORSDAG

23. OKTOBER 2014

Ikke som verden Jak 1,27 1 Joh 2,15-16 2 Pet 1,4

Hvad vil det sige at ”bevare sig selv uplettet af verden“? Hvordan er dette i det hele taget muligt?

Det virker, som om nogle mennesker har den tanke, at hvis bare de kunne flytte langt nok væk fra verden, kunne de undgå de fleste fristelser. Der kan selvfølgelig være nogen sandhed i dette, og vi bør forsøge at undgå fristelser så meget som muligt (især de fristelser, som er sværest for os at modstå); men vores problemer og svagheder har en tendens til at følge os, uanset hvor vi er. Problemet med synd er ikke så meget, hvad der er derude, selv om det selvfølgelig spiller en rolle; det drejer sig mere om, hvad der er i os, i vores hjerte. Det er der, den egentlige kamp foregår, og vi er nødt til at kæmpe denne kamp, uanset hvor vi bor.

Det er også et interessant faktum, at løses nogle problemer, synes de resterende at blive meget mere synlige. Hvis du fx gør rent i en halvdel af et værelse, får det den anden halvdel til at virke endnu mere snavset. Sådan er det også med vores åndelige liv. ”Jo tættere man kommer på Jesus, jo mere fejlagtig vil man se ud i sine egne øjne; fordi ens syn vil blive klarere, og ens ufuldkommenheder vil stå i stærk kontrast til hans perfekte natur ...

Lad os ikke få Ellen White til at sige noget, hun ikke siger. Hun siger ikke, at jo tættere vi kommer på Jesus, jo mere fejlagtige bliver vi. Hun fortsætter: ”Jo mere vores følelse af behov får os til at række ud efter ham og Guds ord, jo mere ophøjede opfattelser får vi af hans karakter, og des mere vil vi komme til at genspejle hans billede.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 71, 72).

Sand religion får et menneske til at ”hungre og tørste“ efter en dybere erfaring (Matt 5,6). Jesus tilbragte tilstrækkelig tid alene med sin himmelske far til at kende hans vilje. Men han isolerede sig aldrig fra andre mennesker. Han gik derhen, hvor folket var. Hans ”mad“ var at hjælpe de nødstedte, nedbryde de skel, som fordom havde opbygget, og dele de gode nyheder om evigt liv (Joh 4,28-35).

På trods af at Jesus og de første kristne havde en livsstil og spisevaner, som var meget forskellige fra hedningerne, forhindrede dette dem aldrig i at dele deres tro. De rejste allevegne, og evangeliet blev spredt til hele Romerriget og slog rod, selv i en storby som Rom der var et centrum for korruption og ondskab.

41

FREDAG

24. OKTOBER 2014

Læs Ellen White · Vejen til Kristus, En forandret karakter, s. 62-72 ”Loven er Guds store moralske spejl. Et menneske skal sammenligne sine ord, sin ånd, sine handlinger med Guds ord.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 7. bind, s. 935). ”I stedet for at fritage et menneske fra lydighed, er det tro og tro alene, der gør os i stand til at få del i Kristi nåde, som gør os i stand til at udvise lydighed. Som Jesus var i sin menneskelige natur, er det Guds mening, at hans efterfølgere skal være. I hans kraft skal vi leve et liv i renhed og ædelhed, ligesom Frelseren gjorde.“ (Ellen White, Our Father Cares, s. 69).

Spørgsmål til drøftelse

1. Selvom vi er blevet fortalt, at det (om muligt) vil være gavnligt for os at flytte væk fra verdslige steder, hvorfor er dette ikke den endelige løsning på vores problem med synd og fristelser?

Hvor langt væk skulle vi flytte for at fjerne os fra alle fristelser?

Hvad er den eneste løsning for synd og fristelser, uanset hvor vi bor?

2. Politiet forsøgte at installere overvågningsudstyr i et kontor, hvor de havde mistanke om, at der foregik kriminalitet. Problemet var dog, at nogle ondsindede dobermann-hunde patruljerede området. Så hver aften gav politiet hundene nogle burgere at spise. Til at begynde med smed de fem-seks stykker over hegnet. Men inden længe ikke alene spiste hundene burgerne fra betjentenes hænder, de slikkede også deres hænder bagefter. Da hundene på denne måde var blevet tæmmede, blev politiet i stand til at komme ind på området og opsætte deres udstyr. Hvilken lektie kan vi lære fra denne historie om, hvordan vi kan overvindes, hvis vi ikke er på vagt?

3. Tænk mere over tanken om at være en ordets gører i modsætning til kun at tro på Guds ord. Hvad er egentlig den virkelige forskel mellem disse to?

4. Hvad vil du sige til dem, som hævder, at på grund af Jesu nåde er de fritaget fra at holde loven? Hvad mener de mange gange egentlig med det, og hvordan ville du svare dem?

42

DIALOG

TIL SABBATTEN | 25. OKTOBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Det Gamle Testamente fremhæver tre grupper mennesker, som Gud i særlig grad har omsorg for, nemlig de fremmede, de faderløse og enkerne (5 Mos 10,17-18; Sl 146,9). Vi må både som enkeltpersoner og som samfund i praksis bedømme vores medmenneskelighed på, hvordan vi behandler sådanne grupper (se også tekster som 2 Mos 22,21-22; 5 Mos 14,29; 16,11; Sl 94,5-6; Jer 7,6; 22,3).

Personligt kristenliv

• Tænk over, hvor optaget du og jeg er af, hvordan andre mennesker betragter os – hvad enten det er vores udseende og fremtoning eller vores præstationer og kunnen!

- Bed om Guds hjælp til at handle i lyset af, hvad Jesus ønsker, og ikke ud fra hvad andre mennesker forventer eller kræver.

- Bed om Guds hjælp til at finde fred og selvværd, i troen på at han er din skaber, og at han i Jesus er din frelser, som har tilgivet dig al din synd.

Mødet med dagligdagen

• Find eksempler på hykleri omtalt i medierne fra ugens offentlige liv.

Uddybende spørgsmål

• Hykleri er, når der er en modsætning mellem vores ord og vores handlinger, og når vi bekender os til at være noget, vi egentlig ikke er. Del eksempler på hykleri med hinanden! Hvordan kan vi undgå hykleri? Findes der nogle af os, der aldrig er hykleriske?

• Er religiøsitet og religiøs aktivitet det samme som lydighed mod Gud og hans ord?

• Kommer ”Åndens frugt“ (Gal 5,22-23) automatisk i den kristnes liv, eller skal der en personlig indsats til for at fremelske den?

• Hvordan kan du og jeg blive ordets ”gørere“, fx i storbymission eller socialt hjælpearbejde?

- Drøft, hvordan vi kan nå andre mennesker, fx i byerne. Kan vi gøre det ved at leve uden for byerne og nu og da komme på besøg med et eller andet glimrende program?

Til at tænke over

Martin Luther sagde engang, at skellet mellem hyklere og ikkehyklere i kirken ikke går ned midt igennem kirken, men ned gennem hver enkelt kirkegænger!

43

NOTER

44

TIL SABBATTEN | 25. OKTOBER 2014

NOTER

TIL SABBATTEN | 25. OKTOBER 2014

45

5

TIL SABBATTEN | 1. NOVEMBER 2014

Kærlighed og Guds lov

Ugens vers

”For den dom er ubarmhjertig mod den, der ikke selv handler barmhjertigt; barmhjertighed triumferer over dom.“ (Jak 2,13).

Introduktion

Vi kender beretningen så godt; men spørgsmålet er, om dens pointe egentlig er gået op for os.

Først var det en præst, dernæst en levit på vej fra Jerusalem til Jeriko, som fandt en halvdød mand ved vejen. De havde begge to netop afsluttet deres religiøse pligter, og ingen af dem var tilsyneladende i stand til at sammenkoble disse pligter med nogen som helst ansvarsfølelse over for den tilskadekomne mand, så de gik videre.

Til sidst kom en samaritaner forbi, halvvejs en hedning; han havde medlidenhed med manden. Han forbandt hans sår og betalte for hans ophold på en kro, hvor han kunne komme til kræfter. Han lovede også at betale kroværten for alt andet, han måtte få brug for (se Luk 10,30-37).

Jesus fortalte denne historie som et svar på et spørgsmål fra en lovkyndig om evigt liv. I stedet for at sige ”Gør en større indsats!“ eller ”Udret mere!“, malede Jesus et billede af kærlighed i praksis. Det betyder, at vi skal elske selv under eventuelt farlige eller ubehagelige omstændigheder, og vi skal til og med elske dem, vi ikke synes om.

Det er ikke let og ofte stik imod vores natur, og der er en stor portion risiko forbundet med sand kærlighed. Den beder os om at nedrive de skel, som adskiller os mennesker både uden for og (især) inden for kirken. I denne uge vil vi se på, hvad Jakob har at sige om denne vigtige sandhed.

Ugens tekster

46

· Jak 2,1-13 · Mark 2,16 · 3 Mos 19,17-18 · Rom 13,8-10 · Joh 12,48

SØNDAG

26. OKTOBER 2014

En mand klædt i guld Jak 2,1-4

Dette er blandt andet et studium i kontraster. En person er rig, velklædt og tilsyneladende betydningsfuld, mens den anden er fattig, dårligt klædt og tilsyneladende uden betydning. Den ene bliver behandlet med den største høflighed; den anden med foragt. Den ene tilbydes en behagelig og fornem plads; den anden bliver bedt om at stå ude til siden eller sætte sig på gulvet.

Det er ikke en særlig smuk beskrivelse, især fordi det beskrives, som om det (muligvis) sker ved en gudstjeneste! Det græske ord for forsamling i vers 2 er synagōgē, som sandsynligvis er en tidlig henvisning til en jødekristen sabbatsgudstjeneste, hvoraf mange ville have foregået i et privathjem (se ApG 18,7-8).

I det første århundredes græsk-romerske kultur havde en persons offentlige omdømme stor betydning. Man forventede, at de, som havde rigdom, uddannelse eller politisk indflydelse, benyttede disse fordele til at forbedre deres ry og gavne deres personlige interesser.

Enhver stor gave til et religiøst eller offentligt formål forpligtede på en eller anden måde modtageren til at gøre gengæld over for giveren.

Venlighed blev belønnet med loyalitet og gavmildhed med offentlig anerkendelse. De få mennesker fra samfundets øverste lag, som kom til de kristnes møder, forventede at modtage en privilegeret behandling. Det ville have givet kirken et dårligt ry, hvis de havde overset disse forventninger. En manglende ”politisk korrekthed“ eller en afvisning af sociale værdinormer ville have ført til skam og splittelse.

Mark 2,16 Luk 11,43

Hvilke sociale forventninger møder vi her? Hvordan er de i strid med evangeliets principper?

Det er ikke en synd at være fattig eller rig; men én målesnor for vores kristne erfaring er, hvordan vi behandler mennesker, som er anderledes end os aldersmæssigt, uddannelsesmæssigt, eller til og med mht. religiøs overbevisning. Vi har en tendens til at vise større respekt over for dem, vi opfatter som ”højere oppe“ på den sociale rangstige end os, og mindre respekt over for dem, der står ”lavere“.

Vi må huske, at det er let automatisk at følge skik og brug, selv hvor Gud kalder os til at være anderledes (se Rom 12,2).

Til at tænke over

Lad os indrømme det: vi er måske ikke så åbenlyse eller barske som Jakobs beskrivelse; men har vi ikke alle let ved at favorisere nogle frem for andre? Hvordan kan vi lære at genkende dette problem i os selv og gøre noget ved det?

47

MANDAG

27. OKTOBER 2014

Klassekamp Litteraturevangelister ved, at det ofte er dem, der har mindst, som er villige til at ofre mest for at købe kristne bøger. Det kan være svært at sælge bøger i velstående områder, for dem, som bor der, føler ikke et lige så stort behov for Gud, som dem der har meget lidt. Det samme fænomen viser sig også, når det gælder kirkevækst.

Kirken vokser hurtigere på steder og tidspunkter med krise. Mennesker, som kæmper med store vanskeligheder, er generelt mere åbne for det håb, vi møder i beretningerne om Jesus end dem, som synes, at alt går rigtig godt.

Jak 2,5-6

Hvordan uddyber Jakob i disse vers det, han talte om i de fire foregående vers?

At dømme ud fra dette afsnit var der store problemer i kirken mellem de fattige og de rige. Gud har udvalgt de fattige, som forkastes af denne verden, til at være ”rige i troen“, mens de rige bruger deres rigdom til at ”undertrykke“ de fattige. Dette problem, hvor de rige undertrykker de fattige, var en konstant virkelighed i datidens verden. Og endnu værre var det, at romersk lov godkendte diskrimination af de fattige til fordel for de rige. ”Personer fra de lavere samfundsklasser, som var mistænkt for at handle ud fra økonomisk selvinteresse, kunne ikke fremlægge anklager imod nogen fra en højere samfundsklasse, og loven foreskrev strengere straf for personer fra de lavere klasser, der blev fundet skyldige, end for dem fra de højere klasser.“ (Craig S. Keener, The IVP Bible Background Commentary: New Testament (Downers Grove, Illinois; InterVarsity Press, 1993), s. 694).

Jak 2,7

Hvilken vigtig pointe fremlægger Jakob i dette vers mht. følgerne af denne dårlige opførsel?

Deres dårlige opførsel er i virkeligheden bespottelse af Jesu ”gode navn“. Dårlig opførsel er slem nok i sig selv; det er endnu værre, hvis det udføres af dem, som bekender sig til at være kristne. Og værst vil det være, hvis de, som bruger deres rigdom eller magt til at vinde fordele i forhold til andre i menigheden, gør det i Jesu navn. Dette fører tit til splittelser og strid. Vi bør derfor være meget påpasselige med, at vores ord og handlinger stemmer overens med ”det gode navn“, vi er forbundet med.

48

TIRSDAG

28. OKTOBER 2014

Elsk din næste Jak 2,8-9 3 Mos 19,17-18 Matt 5,43-45

Hvilket vigtigt budskab finder vi i disse tekster?

Jakob omtaler Guds lov som ”den kongelige lov“ (Jak 2,8), fordi lovgiveren er Kongernes Konge (Åb 19,16). Loven for hans rige gives detaljeret i Bjergprædikenen (Matt 5-7), der indeholder de første af ni henvisninger i Det Nye Testamente om at elske sin næste.

Jesu ord i Matt 5,43 giver en indikation af, hvordan 3 Mos 19,18 blev opfattet på den tid. Fx benytter versene i 3 Mosebog umiddelbart forinden synonymer for ens næste: de forbyder et menneske at hade sin ”bror“ (3 Mos 19,17) og at bære nag til sine landsmænd (3 Mos 19,18).

Sandsynligvis fortolkede nogle disse vers på den måde, at det var i orden at være vred på eller hade en, som ikke var israelit. De, som ikke var israelitter, blev trods alt generelt opfattet som fjender.

I dag ved vi, at en sådan holdning fandtes i samfundet i Qumran, hvor en gruppe fromme jøder levede adskilt fra resten af folket. De blev oplært i at hade ”mørkets børn“ og ”fortabelsens mennesker“ (The Community Rule 1QS 1:10; 9:21.22), betegnelser som tilsyneladende ikke kun omfattede udlændinge, men også israelitter som havde forkastet denne sekts lære. ”Synden er det værste af alt, og det tilkommer os at have medlidenhed med synderen og hjælpe ham. Der er mange, som farer vild, og som føler deres skam og deres dårskab. De hungrer efter et opmuntrende ord. De ser på deres fejl og vildfarelser, indtil de næsten drives til fortvivlelse. Disse mennesker må ikke forsømmes. Hvis vi er kristne, skal vi ikke bare gå forbi eller holde os længst muligt væk fra dem, der trænger mest til vor hjælp. Når vi møder mennesker, der er ulykkelige, hvad enten det er på grund af sygdom eller synd, må vi aldrig sige, ”det er ikke noget, der angår mig.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 363).

Til at tænke over

Jesu liv er det største eksempel, vi nogensinde vil have på uselvisk kærlighed over for dem, som ikke fortjener det, eller dem som ikke vil gengælde den. Hvordan kan vi lære at udtrykke en sådan kærlighed over for dem, vi ikke synes fortjener det eller gengælder vores kærlighed? Hvorfor er en total overgivelse og opgivelse af selvet til syvende og sidst den eneste løsning?

49

ONSDAG

29. OKTOBER 2014

Hele loven Jak 2,10-11

Læs de tekster, som er opgivet herunder, og marker om de lægger vægt på ”hele loven“, ”kærlighedens lov“ eller begge.

Matt 5, 18-19 Matt 22,36-40 Rom 13,8-10 Gal 3,10 Gal 5,3 Gal 5,14

Hele loven Hele loven Hele loven Hele loven Hele loven Hele loven

Kærlighedens lov Kærlighedens lov Kærlighedens lov Kærlighedens lov Kærlighedens lov Kærlighedens lov

Det er vanskeligt for os at forstå, hvor radikal Jesu lære var med hensyn til loven. En from jøde kan ikke hævde at holde loven uden at holde alle de love, som findes i Mosebøgene, hvilket svarer til 613 separate love (248 positive love og 365 negative).

Spørgsmålet til Jesus om, hvilken lov der var den vigtigste (Matt 22,36), var sandsynligvis ment som en fælde for ham. Og selv om Jesus har bekræftet, at hvert mindste bogstav har betydning (Matt 5,18), lærte han også, at de vigtigste bud er at elske Gud og elske sin næste; for disse to bud er en opsummering af alle de andre.

Jesu lære viser, at lydighed har med forhold til andre at gøre.

Hvis jeg betaler tiende, fordi det er rigtigt at gøre det, eller fordi jeg ellers er bange for at gå fortabt, har det ikke noget med mit forhold til andre at gøre. Hvis jeg derimod betaler min tiende i taknemmelighed for alt det, Gud har givet mig, er min handling baseret på mit forhold til Gud. Jesus talte også om, at ”ret og barmhjertighed og troskab“ er ting, der ”vejer tungere“ end andre ting i loven (Matt 23,23). Dette har med forholdet til Gud og til vores næste at gøre. Jakob siger derfor ikke noget andet end, hvad Jesus eller Paulus sagde: enhver overtrædelse af Guds lov ødelægger i nogen grad vores forhold til Gud og til andre. Det er altså ikke et spørgsmål om at gøre nok gode gerninger til at udligne de onde gerninger. Det er nemlig lydighed i et vakuum, hvor vi handler, som om det hele drejer sig om os selv. Når vi kender Jesus, vil vi i stedet begynde at rette vores opmærksomhed bort fra os selv og blive optaget af hengivenhed imod Gud og tjeneste for andre.

Til at tænke over 50

Hvor meget af din lydighed skyldes kærlighed til Gud og din næste? Er det forkert at handle af pligt? Måske hjælper du en person, fordi du bør gøre det. Er der noget forkert i det?

TORSDAG

30. OKTOBER 2014

Dømt efter loven Jak 2,12-13

Hvad lærer disse vers om dom? (Se også Joh 12,48; Rom 2,1-13; 2 Kor 5,10; Åb 20,12-13).

Det fremgår tydeligt, at vi vil blive dømt efter loven ud fra, hvad vi har gjort, enten det er godt eller ondt. Men samtidigt siger Bibelen tydeligt, at vi ved tro på Jesus dækkes af hans retfærdighed.

Dette indebærer to sider, nemlig tilgivelse (retfærdiggørelse) og lydighed (helliggørelse). ”Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham“ (Kol 2,6); og ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus“ (Gal 3,27).

Det er ofte blevet sagt, at vi ikke kun dømmes ud fra, hvad vi har gjort, men også ud fra, hvad vi ikke har gjort. Selv om dette er rigtigt, har mange en forkert opfattelse af, hvad det betyder. Det handler ikke om at udrette flere ting. Det ville være en opskrift på modløshed og nederlag. Læg mærke til, hvordan Jakob beskriver det i den første halvdel af vers 13: ”den dom er ubarmhjertig mod den, der ikke selv handler barmhjertigt.“ Igen handler det om at definere ”handling“ ud fra personforhold.

Hvis vi blev ved med at tænke over dommen, kunne vi til sidst blive så paranoide, at vi i desperation opgav det hele. Men det er ikke, hvad det betyder, når der siges: ”Frygt Gud … for timen er kommet, da han dømmer“ (Åb 14,7)! Vi må i stedet altid have tillid til Jesu retfærdighed, hvis fortjeneste alene er vores håb i dommen.

Det er vores kærlighed til Gud, der ved sin retfærdighed har frelst os, som bør inspirere os til at gøre alt det, han har kaldet os til at gøre.

På samme tid er Bibelens advarsler om dommen givet for vores bedste, så vi ikke luller os selv ind i en falsk følelse af tryghed. Jakob siger: ”barmhjertighed triumferer over dom“ (Jak 2,13). Vi må huske disse ord, især når vi har at gøre med mennesker, som har begået de værste synder.

Til at tænke over

Har du nogensinde virkelig klumret i det, og når du kun forventede fordømmelse og dom, blev du vist nåde, barmhjertighed og tilgivelse? Hvordan føltes det? Hvordan kan du sikre dig, at du ikke glemmer dette næste gang, en anden virkelig kommer galt af sted?

51

FREDAG

31. OKTOBER 2014

Læs Ellen White · Mod en bedre fremtid, Regnskabets time, s. 386-395 ”Over for mennesker og engle har Gud anerkendt dig som sit barn; bed om at du ikke kommer til at vanære ”det gode navn, som er nævnt over jer“ (Jak 2,7). Gud sender dig ud i verden som sit sendebud. I enhver handling i livet må du åbenbare Guds navn… Dette kan du kun gøre ved at tage imod Kristi nåde og retfærdighed.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 133). ”Gennem Kristus bliver retfærdigheden i stand til at tilgive uden at opgive en eneste tøddel af sin ophøjede hellighed.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 7. bind, s. 936).

Spørgsmål til drøftelse

1. Ghandi udtrykte manges mening, da han sagde: ”Jeg synes godt om din Kristus; men jeg synes ikke om dine kristne. Dine kristne er så ulig din Kristus.“ Hvorfor er det desværre ikke svært at forstå, hvorfor han sagde dette? Selv om det er let at se på, hvad andre har gjort i kristendommens navn, hvorfor bør vi i stedet se på, hvad vi selv har gjort i Jesu navn? Hvor gode er vi til at åbenbare ham for verden omkring os?

2. Er din lokale menighed et sted, hvor mennesker føler sig værdsat og respekteret, uanset hvilken baggrund, social position, særheder etc. de måtte have? Hvis ikke, hvad kan du gøre for at ændre på det?

3. Hvilke traditioner og sociale normer findes der i dit land, som går på tværs af principperne i en bibelsk tro? Hvilke er tydelige, og hvilke er mere umærkelige? Når du har fundet ud af, hvilke der er, hvordan kan du lære at hæve dig ud over dem, så du bliver i stand til at efterleve og vise evangeliets principper på en måde, som kan vise andre, at Jesus tilbyder alle et nyt og bedre liv?

4. En ting er at elske sin næste; men hvad betyder det at elske Gud? Drøft i klassen, hvad det betyder at elske Gud, hvorfor vi elsker ham, og hvordan vi udtrykker denne kærlighed.

5. ”Barmhjertighed triumferer over dom.“ Hvad betyder dette i praksis, når vi fx skal tage os af dem, der har gjort noget forkert? Hvilken balance er nødvendig i en sådan situation?

52

DIALOG

TIL SABBATTEN | 1. NOVEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Hvilke tekster kan I finde, hvor Guds dom over os såvel som hans tilgivelse af os knyttes til den udstrækning, hvormed vi dømmer eller tilgiver andre!

Personligt kristenliv

• Du og jeg vil blive dømt ud fra den målestok, hvormed vi fælder dom over andre. Tænk over, på hvilken måde, hvor mange gange, og ud fra hvilken målestok du og jeg vurderer andre menneskers handlinger og motiver! Følger vi selv de principper, vi anvender i vores vurdering af andre?

Uddybende spørgsmål

• Tænk over, hvad vi generelt opfatter som dansk kultur (selv om det kan være vanskeligt præcist at definere!).

- Hvilke træk finder du specielt stemmer med bibelsk kristendom?

- Hvilke træk er i modstrid med den?

• Udvid evt. drøftelsen til eksempler fra andre kulturkredse.

• Hvorfor er det vigtigt at forsøge at forklare, hvorfor vi bør følge bestemte principper eller regler? Kan vi altid få/give en forklaring?

- Er der af og til noget, man skal gøre, simpelthen fordi det er rigtigt, selv om man ikke ved hvorfor, simpelthen fordi min Gud beder mig om det?

- Gælder dette i vores venskabsforhold?

• Er det at elske Gud det samme som at elske andre mennesker?

Hvis ikke, hvordan viser det sig så i praksis, at jeg elsker Gud - til forskel fra, hvordan det viser sig, at jeg elsker andre mennesker?

Til at tænke over

Ledøje kirke har en pudsig historie, som illustrerer, hvad bibelsk kristendom ikke er: kirken er i to etager, fordi den herremand, som sponsorerede bygningen, ikke ønskede at lade sin familie sidde blandt de almindelige mennesker.

Forstå det bedre

Jesu brug af en samaritaner som eksempel var en stærk provokation for jøderne. Deres afsky for samaritanerne fik dem til at gå uden om deres område, når de fx rejste fra Galilæa til Jerusalem. Fjendskabet var gensidigt. Ved en fest i det første århundrede smed nogle samaritanere en slagtet gris ind i templet i Jerusalem.

53

DIALOG

TIL SABBATTEN | 1. NOVEMBER 2014

Med ordet ”synagoge“ tænker vi i dag oftest på en bygning, hvor troende jøder samledes for at høre loven oplæst og kommenteret.

Det græske ord blev også brugt til at oversætte et aramæisk ord med betydningen ”forsamling“.

I 3 Mos 19,18 finder vi det ene af de bud, Jesus citerede som grundlaget for resten af loven: ”du skal elske din næste som dig selv“. I samme kapitel siges der også om den ”fremmede“, at ”du skal elske ham som dig selv“ (3 Mos 19,34). Loven gør her brug af en såkaldt merismus, en litterær teknik, hvormed man omtalte alt ved at nævne de to yderligheder. Et eksempel er ”Gud skabte himlen og jorden“, dvs. ”alting“ (1 Mos 1,1). At blive bedt om både at elske naboen og den fremmede i samfundet er det samme som at blive bedt om at elske alle.

Når Jesus i Matt 5,18 siger, at end ikke en ”tøddel“ af loven skal forgå, anvender han på aramæisk et ord, der refererer til det mindste bogstav – en ”jod“ – i det aramæiske skriftsprog, som blev brugt også til at skrive hebraisk. På græsk blev det gengivet som ”iota“.

Vores danske ord ”tøddel“ betegner oprindelig en prik som del af et skrifttegn (fra tysk ”tüttel“).

NOTER

54

NOTER

TIL SABBATTEN | 1. NOVEMBER 2014

55

6

TIL SABBATTEN | 8. NOVEMBER 2014

Tro med gerninger

Ugens vers

”For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.“ (Jak 2,26).

Introduktion

Han var en fremgangsrig læge og forstander i en velstående kirke med et par hundrede medlemmer. Han var en af dem, der gav mest til kirkens store projekter, og hans gavmildhed inspirerede andre til at være mere opofrende. Han var også en dygtig forkynder. Hvis præsten var bortrejst, talte lægen, og alle så frem til at høre hans budskab, som altid var teologisk dybtgående, inderligt og åndeligt.

Men en dag kom sandheden frem. Lægens fravær fra kirke den foregående sabbat var ikke, fordi han havde været på ferie, som mange havde troet. Nej, han blev fundet død i sin dyre lejlighed af en overdosis narkotika.

Endnu værre var den chokerende opdagelse, at der i hans soveværelse var masser af pornografiske videoer og blade. Menighedens medlemmer var knust, især de unge der havde set op til ham som deres forbillede. Selv om vi skal overlade al dom til Gud, kan vi ud fra lægens handlinger stille spørgsmål mht., hvor ægte hans tro var.

Hvad er pointen? Selv om vi bliver frelst ved tro, kan vi ikke adskille tro og gerninger i det kristne liv. Dette er en afgørende og ofte misforstået sandhed, som forklares i Jakobsbrevet.

Ugens tekster

56

· Jak 2,14-26 · Rom 3,27-28 · Tit 2,14 · 2 Kor 4,2 · Rom 4,1-5 · Jos 2,1-21

SØNDAG

2. NOVEMBER 2014

En død tro Jak 2,15-17 Rom 3,27-28 Ef 2,8-9

”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham?“ (Jak 2,14).

Hvordan skal vi forstå denne tekst sammenlignet med frelse af tro alene?

Tro uden gerninger. Jakob giver en levende beskrivelse af denne falske form for tro (Jak 2,15-16). Som vi allerede har set, har lydighed i Jakobsbrevet med personforhold at gøre. Så hvordan forholder vi os til, hvis en bror eller søster i menigheden er i nød? Ord er ikke nok.

Vi kan ikke bare sige: ”Gå bort med fred! Gud vil sørge for dig,“ når Gud har givet os midlerne til at hjælpe denne bror eller søster.

Behov kan selvfølgelig være endeløse, og vi kan ikke opfylde alle.

Men der er et princip, som kaldes ”den enes magt“. Vi er Jesu hænder og fødder, og vi kan hjælpe andre, en person ad gangen. Det var faktisk sådan, Jesus arbejdede. I Mark 5,22-34 bad en mand, hvis datter lå for døden, om hjælp. På vej dertil nærmede en kvinde sig Jesus bagfra og rørte ved hans kappe. Efter helbredelsen kunne Jesus have gået videre, og kvinden kunne have gået sin vej med jubel. Men Jesus vidste, at hun havde brug for mere end fysisk helbredelse. Så han standsede og tog sig tid, så hun kunne lære at blive et vidne for Jesus og ikke bare modtage, men også dele. Derefter sagde han de samme ord, som vi finder i Jak 2,16: ”Gå bort med fred“ (Mark 5,34)! Men i modsætning til ordene hos Jakob, havde de i dette tilfælde mening.

Når vi ser et behov uden at gøre noget ved det, har vi mistet en anledning til at vise vores tro i handling. Derved bliver vores tro en smule svagere og mere død; for uden gerninger dør troen. Jakob beskriver det på en endnu mere barsk måde: troen er allerede død.

Hvis vi var i live, ville gerningerne vise sig. Hvis der ikke er gerninger, hvad gavner det så? I sidste del af vers 14 stiller Jakob et spørgsmål mht. denne form for tro, som er uden gerninger og uden værdi. ”Kan den tro måske frelse ham?“ Og det svar, Jakob forventer, er et tydeligt ”Nej“.

Til at tænke over

Hvordan kan vi blive bedre til at udtrykke vores tro gennem gerninger samtidigt med, at vi beskytter os selv fra den vildfarelse, at vores gerninger kan frelse os?

57

MANDAG

3. NOVEMBER 2014

En tro, der frelser Jak 2,18

Hvad er Jakobs hovedpointe? Hvordan viser vi vores tro gennem gerninger?

Jakob benytter en almindelig retorisk fremgangsmåde, hvor en tænkt modstander stiller spørgsmål. I dette tilfælde forsøger modstanderen at indføre et skel mellem tro og gerninger ved at påstå, at så længe en person har enten det ene eller det andet, er vedkommende på sikker grund. Men hele pointen i Jakobs argument er, at en kristen ikke kan forvente at blive frelst af tro, hvis ikke der samtidigt er gerninger, der svarer til denne tro: ”Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro“ (vers 18).

Hovedpunktet er, at ikke enhver form for tro vil frelse os. Ægte tro, tro der frelser, kendetegnes ved gode gerninger. Ligesådan er det med gerninger; de er kun gode gerninger, hvis de udspringer af tro. Tro og gerninger kan ikke adskilles. Som to sider af samme mønt kan den ene ikke eksistere uden den anden. Troen kommer først og resulterer i gode gerninger.

58

Ef 2,10 1 Thess 1,3 1 Tim 5,25 Tit 2,14

Tænk over Paulus’ holdning til gerninger. Hvorfor er gode gerninger så vigtige?

Til at tænke over

Hvorfor bør den kendsgerning, at vi ikke kan arbejde os til frelse, være en motivation for os til at gøre gode gerninger, fordi vi elsker Gud?

Principielt var Paulus ikke imod gode gerninger. Han var imod gerninger som et middel til frelse (se Gal 2,16). Paulus sagde faktisk, at de, som stoler på lovgerninger, er under en forbandelse; for ingen, som forsøger at blive frelst ved at holde loven vil lykkes i at holde den (Gal 3,10). Lydighed er kun mulig gennem Helligåndens gave. ”Hvis et menneske ikke kan fortjene frelse ved sine gode gerninger, må den helt og alene skyldes nåde, som et menneske modtager som en synder, fordi han tager imod og tror på Jesus. Det er en fuldstændig gratis gave. Retfærdiggørelse af tro er hævet over enhver strid. Og hele denne strid ender, lige så snart det er afgjort, at fortjenesten af et syndigt menneskes gode gerninger aldrig kan give ham evigt liv.“ (Ellen White, Faith and Works, s. 20).

TIRSDAG

4. NOVEMBER 2014

De onde ånders ”tro“ Hvis de gode gerninger mangler i mit liv, er der kun en måde, hvorpå det kan ”bevises“, at min tro er ægte, nemlig rettroenhed.

Hvis jeg tror de rigtige ting, må jeg vel have tro, ikke sandt?

2 Kor 4,2 1 Tim 2,4 Jak 5,19-20 1 Pet 1,22 1 Joh 3,18-19

Hvad fortæller disse vers os om, hvor vigtigt det er at kende sandheden?

Jak 2,19

Hvilken advarsel gives her om en forkert opfattelse af, hvad ægte tro er?

Der er ingen tvivl om, at et intellektuelt kendskab til sandheden til og med har stor betydning. Men dette kendskab i sig selv er ikke nok til at bevise, at en person har en tro, der fører til frelse.

Den mest grundlæggende udtalelse om tro i Det Gamle Testamente finder vi i 5 Mos 6,4: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.“ Denne tekst er kendt som Shema, fordi dette ord er det første hebraiske ord i sætningen, som på en enkel måde opsummerer troen på én Gud. Enhver anden bibelsk læresætning har sit udspring i denne grundsandhed.

Men selv de onde ånder tror dette. De ved det faktisk! Men hvad gavner det dem? De skælver i Guds nærværelse, ligesom de gjorde, da de stod over for Jesus, og han befalede dem at forlade deres ofre (Mark 3,11; 5,7).

En intellektuel tro, som ikke har nogen virkning på, hvordan vi opfører os, er værdiløs; det er faktisk den samme tro, som de onde ånder har – onde ånder, som har travlt med at forføre os med falske læresætninger og løgne. Ligesom i Israel på Jesu tid vil onde ånder tilskynde mennesker til at tro på deres forførelser baseret på ofrenes ønsker om at holde fast i deres urene og uretfærdige opførsel: ”Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme“ (1 Tim 4,1).

Troen må vise sig i vores liv, ellers er det ikke en tro, der fører til frelse. I stedet er det en tro som de onde ånders, og den vil ikke frelse os mere, end den vil frelse dem.

59

ONSDAG

5. NOVEMBER 2014

Abrahams tro Jak 2,21-24 Rom 4,1-5.22-24

Læs og sammenlign de to tekster. Hvordan beskrives Abrahams tro i disse tekster, og hvad er grundlaget for retfærdiggørelse?

Det er interessant, at både Jakob og Paulus citerer fra 1 Mos 15,6; men de ser ud til at komme til modsatte konklusioner. Ifølge Jakob blev Abraham retfærdiggjort af gerninger; men i Rom 4,2 ser Paulus ud til klart at benægte denne mulighed (sml. med vers 24).

Den umiddelbare sammenhæng i Romerbrevet handler om, hvorvidt omskærelse er nødvendig for retfærdiggørelse; dvs. skulle hedningerne først blive jøder for at blive frelst (Rom 3,28-30). Paulus viser, at Abrahams tro, ikke hans ”gerning“ ved at blive omskåret, var grundlaget for retfærdiggørelse; for Abraham troede til og med før, han blev omskåret. Senere blev han omskåret som et ydre tegn på hans indre tro (Rom 4,9-11). Men gerninger alene, selv omskærelse, er ikke nok til at blive retfærdiggjort; for kun de, som ”også går i sporene af den tro, som vor fader Abraham havde, før han blev omskåret,“ (Rom 4,12) vil blive retfærdiggjort.

Er dette egentlig anderledes end Jakobs udtalelse? Paulus fortsætter til og med ved at benytte det samme ”bevis“ på Abrahams tro, som Jakob bruger (se Rom 4,17-21). Abraham troede, at Gud kunne opvække Isak; for han ”gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til“ (vers 17). Paulus definerer også tro, der frelser som dette at være ”fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre“ (Rom 4,21). Kort sagt er en tro, der stoler på, at Gud vil holde sine løfter, og som i lydighed stoler på hans ord, en tro der fører til frelse. Dette er ikke ”lovgerninger“, men ”trosgerninger“. Eller som Jakob udtrykker det: ”Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen“ (Jak 2,22).

Mange lægger stor vægt på betydningen af tro og gerninger, men selv dette adskiller i hvert fald til en vis grad de to. Ægte tro er ”tro, virksom i kærlighed“ (Gal 5,6). Gode gerninger er ikke kun et ydre tegn på tro; de er tro i virksomhed. Abrahams tro på den Gud, som skabte alt liv, motiverede ham til at være lydig mod Gud ved at ofre sin eneste søn, Isak. Ifølge Jakob er det gennem gerninger, at troen bliver fuldkommen.

Til at tænke over 60

Hvad er din egen erfaring med, hvordan gerninger (eller manglen på gerninger) har indflydelse på din tro?

TORSDAG

6. NOVEMBER 2014

Rahabs tro ”Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden vej?“ (Jak 2,25).

Jos 2,1-21

Hvordan skal vi forstå dette eksempel, igen i sammenhæng med frelse af tro alene?

Ifølge Hebr 11,31 troede indbyggerne i Jeriko ikke. De fleste moderne oversættelser beskriver dem som ”ulydige“ (eller som den danske, genstridige). Jerikos indbyggere kendte til Israels sejre over midianitterne og amoritterne, så de var godt klar over, hvor mægtig israelitternes Gud var. Guds straf over Israel ved Peor lærte Jerikos befolkning både om Guds hellighed og hans afsky over afgudstilbedelse og umoral: ”Jerikos indbyggere havde kendskab til alle disse begivenheder, og mange af dem var ligesom Rahab overbevist om, at Herren, Israels Gud, er ”Gud både oppe i himlen og nede på jorden;“ men de ville ikke følge deres overbevisning.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 251.)

Rahab blev ikke frelst på grund af sin uærlighed, men på trods af den. Hun troede på den sande Gud, og hun omsatte denne tro til handling ved at beskytte de spejdere, som Josva havde sendt ud.

Men der var også betingelser. Hun adlød spejdernes befaling om at hænge en rød snor ud af sit vindue, noget der mindede om blodet, som blev smurt på israelitternes dørstolper, da de under deres påskefejring blev befriet (se 2 Mos 12,21-24). Selv om Rahabs liv langt fra var fuldkomment, er hun ikke desto mindre et eksempel på tro, og i hendes erfaring kan vi se Guds tilgivelse og nåde til alle, som er villige til at handle i tro og overlade følgerne til Gud.

Jak 2,26

Hvordan opsummerer dette vers forholdet mellem tro og gerninger?

På samme måde som kroppen kun er et lig uden åndedræt, er tro uden gerninger død. Og uden ægte tro vil enhver form for ”lydighed“, som vi måtte forsøge at udvise, kun være ”døde gerninger“ (Hebr 6,1; 9,14), meningsløse i Guds øjne.

Til at tænke over

En skøge frelst af tro? Hvilken forkert slutning kunne vi komme til at drage, hvis dette var det eneste eksempel, vi havde på frelse af tro? Hvilket håb for dit eget liv kan du finde i hendes beretning?

61

FREDAG

7. NOVEMBER 2014

Læs Ellen White ”Når selvet helt tilsidesættes, kan du opnå en ny og rig erfaring; du vil se dine egne fejl, når du ligger ved korsets fod; og når du betragter Kristi fuldkommenhed, vil selvet synke til ubetydelighed.

Den, der ser Kristus, som han virkelig er, vil se ham som den skønneste, mest fuldkomne og tiltrækkende, der kan tænkes. Sind og hjerte vil følge hans mønster og åbenbares i karakteren. Hjertet bør bære det guddommelige sinds præg og vise sig i livet. Kom til Jesus i din nød, bed med en levende tro, hold fast i den guddommelige krafts hånd, tro, tro kun, og du vil se Guds frelse. Hvis du er villig til at lære, vil Gud undervise dig; hvis du er villig til at blive ledet, vil Gud lede dig til kilden med levende vand.“ (Ellen White, Testimonies til Southern Africa, s. 26).

Spørgsmål til drøftelse

1. Læs hurtigt Jak 2 igennem. Hvad er hovedbudskabet her for dem, der kun stoler på frelse på grund af Kristi retfærdigheds fortjeneste?

2. Nogle påstår, at Jakob taler om tro og gerninger uden henvisning til Paulus, og at vi bør fortolke Jakob ud fra hans egne premisser. Hvad er forkert ved denne tankegang? Hvorfor er det især i dette tilfælde vigtigt at huske, hvad andre tekster siger om tro og gerninger? Midt i den ophedede debat under Reformationen løb katolske forsvarere til Jakobsbrevet for at forsvare den katolske kirke mod protestanterne. Hvordan viser dette, hvor vigtigt det er at bygge vores trospunkter på alle de tekster, vi har til rådighed?

3. Det siges ofte, at tro og gerninger må være ”i balance“. Er du enig i dette i lys af denne uges studium? Drøft svaret med de andre i klassen.

4. Hvorfor finder vi ingen omtale i Jakobsbrevet (eller resten af Det Nye Testamente) af Abrahams manglende tro i forbindelse med Ismael eller Rahabs løgn? Hvad lærer denne kendsgerning os om, hvad det betyder at være dækket med Kristi retfærdighed?

62

DIALOG

TIL SABBATTEN | 8. NOVEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Denne sabbat kan være en god anledning til at få besvaret nogle af de konkrete spørgsmål, studiet i dette kvartal har åbnet for. Lad en af klassens medlemmer forberede svar eller indkald en gæst med ekspertise.

• Lav evt. en liste over citater eller direkte henvisninger i Jakobsbrevet til tekster fra Det Gamle Testamente. Drøft evt. betydningen.

Personligt kristenliv

Find tre-fem bibeltekster, som udtrykker, hvordan du opfatter begrebet ”tro“.

Mødet med dagligdagen

Indkald evt. en ADRA repræsentant eller et medlem, der har prøvet at arbejde i den tredje verden, til at fortælle om nogle af udfordringerne.

Uddybende spørgsmål

• Bibelen fremhæver betydningen af at handle i tro (tænk over de mange eksempler i Hebr 11).

- Kan man handle i tro, selv om man føler tvivl? Skal vi vente med at udtrykke vores tro, indtil tvivlen er overvundet?

- Hvilken virkning på vores følelser af tro og tvivl har det, hvis vi simpelthen fokuserer på at være til gavn og glæde for andre mennesker?

Til at tænke over

Ved at tilgive os sætter Jesus os fri til at elske andre mennesker for deres egen skyld, ikke for at få velvilje hos Gud eller føle os bedre tilfreds med os selv.

Forstå det bedre

Jakobs jødiske baggrund er ofte fremhævet. Det vil være forkert at konkludere, at vi automatisk ved, hvilke synspunkter han voksede op med. Jødedommen på nytestamentlig tid var meget varieret, og der var mange forskellige religiøse retninger. Saddukæerne havde magt og indflydelse, sad på ypperstepræstestillingen og samarbejdede med romerne. De begrænsede deres religiøse synspunkter til, hvad de kunne uddrage fra de fem Mosebøger og troede bl.a. ikke på opstandelse. Farisæerne var højt respekterede lovlærde, som også lærte, at en mundtlig overlevering var blevet videregivet gennem generationer lige fra Sinajs tid. Denne overlevering samlede de og videreudviklede i deres lovgivning. Essæerne er kendt som den 63

DIALOG

TIL SABBATTEN | 8. NOVEMBER 2014

grupper, der levede omkring Qumran ved Det Døde Hav. De stod i et skarpt modsætningsforhold til magteliten i Jerusalem og var gennemsyret af apokalyptiske forventninger om de sidste tider og kampen mod det onde. De udgjorde sandsynligvis en væsentlig kerne i oprøret mod romerne. Der fandtes mange andre grupper, og inden for hver enkelt retning var der yderligere variation.

NOTER

64

NOTER

TIL SABBATTEN | 8. NOVEMBER 2014

65

7

TIL SABBATTEN | 15. NOVEMBER 2014

At tæmme tungen

Ugens vers

”På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.“ (Matt 12,37).

Introduktion

Ord har enorm magt. ”Ord talt på rette vis“ (Ordsp 25,11), ros, poesi og historier, kan påvirke vores liv betydeligt. Det vi siger, kan have indflydelse i mange dage, ja måske i flere år. Børn fx suger ord til sig som svampe. Derfor kommer de hurtigt til at tale flydende, uanset hvilket sprog de hører, mens de vokser op. Det er også grunden til, at de budskaber, de hører om sig selv, kan komme til at forme deres fremtidige fremgang eller nederlag. Forældres måde at kommunikere på bliver gentaget og forstærket i deres børn, enten den er god eller dårlig.

Det skrevne ord har også stor magt og er mere varigt. Allerstørst magt har Guds ord. Tænk over, at ”dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti“ (Sl 119,105) og ”Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig“ (Sl 119,11). Jesus ledte disciplenes opmærksomhed bort fra midlertidige velsignelser til noget langt vigtigere: ”De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv“ (Joh 6,63).

Ord kan lindre og berolige eller forgifte og forurene. Hvor tit har du ikke sagt noget, som du ønskede at kunne tage i dig igen?

I denne uge vil vi se, at Jakob skriver nogle vigtige ord om ord.

Ugens tekster

66

· Jak 3,1-12 · 5 Mos 6,6-7 · Luk 9,51-56 · Ordsp 16,27 · Matt 7,16-18

SØNDAG

9. NOVEMBER 2014

Ansvarlighed Jak 3,1

Hvilken vigtig pointe indeholder dette vers om ansvarlighed?

Lærere i kirken og i kristne skoler har især et stort ansvar; for de er med til at forme sind og hjerter på måder, som varer i mange år.

Dette ansvar indebærer også den dominoeffekt, de har på mange andre, som er uden for deres umiddelbare indflydelse. Jo mere vi ved, jo større ansvar har vi for at bruge og dele vores kundskab.

Ved indgangen til biblioteket ved Tyndale House i Cambridge i England er der en mindetavle, som fortæller alle, der går ind: ”At frygte Herren er begyndelsen til visdom“ (Ordsp 9,10). Mennesket er ikke alle tings målesnor. Gud er, og al sand uddannelse begynder og slutter med ham. Når kundskab vokser, har afhængighed af Gud desværre en tendens til at aftage. Alt for ofte bliver det fx praktiseret og lært, at videnskaben fungerer uafhængigt af Gud. For at opnå troværdighed vil nogle lærere i teologi også benytte metoder, som giver meget lidt eller ingen plads til tro. Som et resultat kan troen blive skubbet væk fra både læreres og elevers sind og hjerte. Men så længe det vigtigste for både lærere og elever er en uddannelse for evigheden, ikke kun for denne verden, vil oplæring være en værdifuld, ja, til og med inspirerende anstrengelse.

Paulus forstod også dette ansvar; for han oplærte og ordinerede ledere i de kirker, han oprettede (ApG 14,23 sml. Tit 1,5). Han gav til og med råd til Timotheus om at vogte Guds flok mod uerfarne og ukloge hyrder (se 1 Tim 1,3-7; 3,2-6; 6,3-5; 2 Tim 2,14-15) og advarede om, at der er nogle, ”som altid vil lære, men aldrig lærer sandheden at kende“ (2 Tim 3,7).

Forældre har et stort ansvar i oplæringen af deres børn, som igen vil have indflydelse på andre. Vi kan faktisk alle sammen ved vores eksempel have stor indflydelse på mennesker omkring os. Det er derfor vigtigt, at vi søger Guds visdom, som han har lovet at give os (Jak 1,5), så vi kan være eksempler på hans væremåde og udstråle en gudfrygtig indflydelse. For vi udøver alle en indflydelse, enten god eller dårlig, på andre.

Til at tænke over

Tænk over, hvem der har haft en positiv indflydelse på dit liv. Hvad gjorde de? Hvilken virkning havde det på dig? Hvordan kan du gøre det samme over for andre?

67

MANDAG

10. NOVEMBER 2014

Ordets magt ”Alle begår vi mange fejl“ (Jak 3,2). Hvilken befriende erkendelse, især når vi tænker på Jakobs eftertryk på opførsel! Men vores indrømmelse af ”virkeligheden“ behøver ikke at formindske vores tro på Guds ideal for os som hans repræsentanter på jorden. ”Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme“ (vers 2). Den grammatiske form af betingelsen på græsk antyder, at det faktisk er muligt ikke at fejle i tale. Ords betydning kan ikke overvurderes. Tanker fører til ord, som igen fører til handlinger. Ord forstærker også det, vi tænker. Så de har ikke kun indflydelse på det, vi gør, men også på hvad andre gør. Vi er gensidigt forbundet gennem vores sprogbrug.

Denne uges tekst fra Jakobsbrevet indeholder flere illustrationer af tungens magt. De tre første lægger vægt på, hvordan en lille ting kan have store følger: et bidsel kan styre en hest, et ror kan styre et skib, og en gnist kan sætte en hel skov i brand.

Hvilke positive former for ordets magt kan vi finde i Guds ord? · 5 Mos 6,6-7; 23,23 · Sl 40,4 · Ordsp 10,20-21; 12,25 · Mal 2,6-7 · Luk 4,22 · Rom 10,6-8 Små børn er let påvirkelige; men som træer, der vokser sig stærkere og mere urokkelige, vil børn mere modsætte sig forandringer, når de bliver større. På en måde er vi alle lærere, enten det er hjemme eller i menigheden. Fordi vores ord har så stor magt, er det vigtigt tidligt hver dag at rense vores tanker i Guds ord. Hvad er det egentlig, der giver næring til dine tanker og ord, Guds Ånd eller en anden kilde?

Vi må ikke undervurdere de enorme forandringer, som er mulige gennem Guds ord (Sl 33,6 sml. 2 Kor 4,6) i modsætning til andre kilder.

Ord har en så potentiel stor magt, at du med kun nogle få sætninger kan ødelægge en person måske for resten af livet. På den anden side kan positive ord opløfte nogen i måske lige så lang tid.

Til at tænke over 68

Hvor forsigtig ville du være, hvis du holdt dynamit i dine hænder?

Hvad bør dit svar sige dig om, hvordan du bør behandle noget, der har endnu større kraft end dynamit?

TIRSDAG

11. NOVEMBER 2014

De små ting er de store ting Jak 3,3-5

Hvad har de to illustrationer til fælles, og hvad har de med tungen at gøre?

Både et bidsel i hestens mund og et skibsror er meget små i sammenligning med det, de styrer. Alligevel kan man med en lille håndbevægelse fuldstændigt ændre både hestens og skibets retning. ”På samme måde er tungen kun en lille legemsdel, men kan prale af stor magt“ (vers 5). Et ord eller til og med et blik eller en bevægelse kan med andre ord synes lille; men hver af dem kan forandre en ven til en fjende eller forvandle en dårlig situation til noget godt. ”Et mildt svar afvender vrede, et sårende ord vækker harme“ (Ords 15,1).

Forestil dig en hest, som galoperer i fuld fart og et skib, der pløjer sig gennem vandet for fuld kraft; men de er begge på vej i fejl retning. Jo hurtigere noget går, jo længere væk fra målet kommer det.

Det bedste er da at standse og vende om så hurtigt som muligt. Det samme gælder for vores ord. Hvis en samtale går fra dårlig til værre, er det bedre at standse den jo før jo bedre.

Luk 9,51-56

Hvad var Jesu svar på disciplenes forslag? Hvad var resultatet, og hvilken lærdom kan der ligge for os i denne beretning?

Selv om disciplene havde et bibelsk fortilfælde for deres forslag (2 Kong 1,10-12), afviste Jesus forslaget. Hans irettesættelse ændrede situationen dramatisk. Beretningen afsluttes ganske enkelt med, at de gik ”til en anden landsby“ (Luk 9,56). Jesus vendte en samaritansk landsbys afvisning til en erfaring, som hans efterfølgere kunne lære noget fra. Når en situation bliver ophidset, når følelserne tager overhånd, og vi ønsker at forsvare os selv, kan vi huske Jesu eksempel og billedligt talt gå ”til en anden landsby“. ”Ligesom en flod består af vanddråber, består vores liv af små ting.

Livet er enten som en fredelig, stille og behagelig flod, eller det er som en oprørt flod, der altid spreder mudder og snavs.“ (Ellen White, At jeg må kende ham, 22. juli)

Til at tænke over

Tænk over nogle af de ”små“ ting i dit liv, som når du tænker nøjere efter, måske ikke er så små endda.

69

ONSDAG

12. NOVEMBER 2014

Skadesbegrænsning Vi har alle prøvet det. Noget, vi har sagt, bliver gjort til en stor sag, måske til og med overdrevet i en sådan grad, at vi ikke længere kan genkende vores egne ord. Som Jakob siger: ”Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand“ (3,5).

Jak 3,6

Læs teksten grundigt under bøn. Hvad siger han om tungens magt, om vores ords magt til at ”smitte“ alt omkring os? Hvorfor burde dette vers få os til at skælve, før vi siger noget?

Selv om ild, når det bruges symbolsk, kan henvise til renselse (Es 4,4; Zak 13,9), henviser det oftere til ødelæggelse (se fx Jos 6,24; 11,9; 1 Sam 30,3; Matt 7,19), ubetænksomme ords ødelæggelse indbefattet (Ordsp 16,27; 26,21).

Ikke alene kan en stor brand begynde med en lille gnist, den kan også hærge og ødelægge med stor hastighed. På samme måde kan ord ødelægge venskab, ægteskab og omdømme. De kan synke ned i et barns psyke og ødelægge vedkommendes selvopfattelse og fremtidige udvikling.

Synd kom ind i verden ved et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål (se 1 Mos 3,1). Den begyndte i himlen på en lignende måde. Lucifer ”begyndte at vække tvivl med hensyn til de love, der gjaldt for de himmelske væsener.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 13). Så det er ingen overdrivelse at sige, at tungen ”er selv sat i brand af Helvede“ (Jak 3,5).

Selv om det er rigtigt, at et ord der er sagt, ikke kan tages tilbage, så bør vi gøre alt for at mindske skaden, og rette det vi kan.

Ved at tage skridt for at rette op på tingene, kan vi også hjælpe os selv til ikke at gentage den samme fejl. Profeten Natan vendte fx øjeblikkeligt tilbage til kong David, efter at Gud havde givet ham yderligere åbenbaring, for at rette på noget, han tidligere havde sagt (se 2 Sam 7,1-17). Peter græd bittert over sin fornægtelse af Kristus og viste senere tydeligt, at hans anger var ægte (Joh 21,15-17).

Selv om intet menneske kan tæmme tungen (Jak 3,8), bliver vi formanet til at ”vogte din tunge for ondskab og dine læber for at tale svig“ (Sl 34,14). Kun Helligånden kan hjælpe os til at styre vores ord (se Ef 4,29-32).

Til at tænke over 70

Læs Jak 3,6-8. Hvorfor bør tanken i disse vers få os til at blive mere varsomme med, hvad vi siger? Hvordan kan vi lære at sætte pris på den magt, som vores mund har, enten for godt eller ondt?

TORSDAG

13. NOVEMBER 2014

Velsignelse og forbandelse Jak 3,9-12

Hvilken sandhed illustreres med en kilde, et figentræ og en vinstok?

Tanken om, at både velsignelser og forbandelser kommer ud af en kristens mund, er foruroligende, for at sige det mildt. Hvad med at se TV-programmer eller film, der er fulde af bespottelser og eder i løbet af ugen, og så komme i kirke om sabbatten for at høre Guds ord? Eller forestil dig en person, som taler sandheden og smukke ord om Jesus og lidt senere fortæller en upassende vittighed? Sådanne situationer bør være åndeligt foruroligende; for de er i modsætning til det, vi ved er rigtigt. Den samme mund, som priser Gud, vil senere fortælle en vovet vittighed? Hvad er der galt med denne situation?

Jakob benytter billedet af en kilde. Vandkvaliteten er afhængig af dets udspring, og roden afgør et træs frugter (sml. Matt 7,16-18). På samme måde er det, hvis Guds ord er plantet i os. Dets frugt vil tydeligt vise sig i vores liv. At forstå denne sandhed befrier os fra den byrde at skulle ”bevise“ vores tro. Sand religion er rodfæstet i tro, som er selvbekræftende på samme måde, som en kilde med rent vand ikke behøver andet bevis end det vand, som naturligt strømmer fra den.

Men samtidigt kan man spørge: Hvis vi tog et billede af visse trofaste kristne, når de var på et meget lavt punkt i deres erfaring (Moses, mens han slår egypteren ihjel, David med Batseba, etc.), kunne vi ikke med rette sætte spørgsmålstegn ved deres bekendelse?

Det er selvfølgelig Guds vilje, at vi ikke synder (1 Joh 2,1). Men efter Adams og Evas fald har Gud gjort det muligt for os at få tilgivelse, hvis vi synder, baseret på tro på det lovede offer (sml.

Sl 32,1-2). Men faktum er stadigvæk, at synd fører til sorg, mens lydighed bringer velsignelser. Moses tilbragte 40 år med at passe får for at glemme den oplæring, som fik ham til at dræbe, og David måtte bære sorgen over at miste det barn, som Batseba fik i tillæg til et splittet hjem, som truede hans kongerige hele resten af hans liv.

Det er rigtigt, at vi kan få tilgivelse for vores synder, efter at vi har begået dem; men problemet er, at følgerne af disse synder kan fortsætte, ofte med frygtelige resultater ikke kun for os selv, men også for andre. Det er meget bedre at være på knæ og bede om sejrens magt end at være nødt til at bede om tilgivelse bagefter og dernæst bønfalde om, at skaden bringes under kontrol.

71

FREDAG

14. NOVEMBER 2014

Læs Ellen White Læs om ordenes magt i afsnittet Vor tale i Lys over Hverdagen, 2. bind, s. 140-145. Del de afsnit med klassen, der gjorde størst indtryk på dig. ”Når vi er sammen med mennesker, som ynder tåbelig snak, er det vores pligt at forandre samtaleemnet, hvis det er muligt. Ved Guds hjælp bør vi ubemærket forsøge at lade et ord falde og tale om et emne, der vil lede samtalen i en anden retning…

Vi bør tale langt mere, end vi gør, om de dyrebare erfaringer, vi har haft. Vi burde tale om Guds barmhjertighed og langmodighed, om vores frelsers uforlignelige kærlighed. Vores ord bør give udtryk for lovprisning og tak. Hvis sind og hjerte er opfyldt af kærlighed til Gud, vil det vise sig i vores samtaler med andre. Det vil ikke være vanskeligt for os at fortælle om det, der optager vores tanker. Ophøjede tanker, ædle bestræbelser, en klar forståelse af sandheden, uegennyttige formål og en længsel efter gudfrygtighed og hellighed vil bære frugt i ord, som åbenbarer, hvad hjertet gemmer. Når Kristus på denne måde kommer til syne i vores tale, vil den være i besiddelse af en kraft, der kan vinde mennesker for ham.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 2. bind, s. 144.)

Spørgsmål til drøftelse

1. Problemet med ord er, at for de fleste af os kommer de alt for let ud af munden på os. Og alt for tit kommer de, næsten før vi har haft mulighed for at tænke over, hvad vi siger. I lys af denne kendsgerning, hvordan kan vi lære at tænke os nøje om, før vi åbner munden?

2. Tænk over dem magt og indflydelse, dine ord til og med har på dig selv. Foretag følgende eksperiment: Vælg bevidst at tale til andre så meget du kan om, hvad Gud har gjort i dit liv, hvordan han har velsignet dig, hvordan han har hjulpet dig igennem vanskeligheder etc. Gør dette i en dag eller to, og spørg derefter dig selv om, hvilken betydning det har haft for din tro?

3. Hvad tror du, dine ord fortæller andre om, hvad der foregår i dit eget hjerte? Åbenbarer de mere, end du ønsker? Hvis du optog alle de ord, du sagde i løbet af en dag og afspillede dem for dig selv, hvad ville de afsløre om dig?

72

DIALOG

TIL SABBATTEN | 15. NOVEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Del en af dine yndlingstekster med din klasse. Hvorfor er lige netop det vers af betydning for dig?

Personligt kristenliv

• Beslut dig for i denne uge at give udtryk for opmuntring i ord, hvad enten det er i tale eller skrift. Vælg bevidst tre til fem personer, som du ønsker at opmuntre eller rose.

- Ros dem for deres indsats snarere end for deres præstation.

Mødet med dagligdagen

• Find et eksempel på et menneske, som ved sine ord eller sin opmuntring har haft stor positiv betydning for dig som menneske og som kristen.

Uddybende spørgsmål

• Hvilken virkning har generaliserende fordømmelser på andre mennesker, ikke mindst børn og unge, som fx ”du er da også altid så …?“ • Hvordan kan vi i vores menighedsfællesskab hjælpe også de børn og unge, som ser ud til at have svært ved at lykkes i livet, til at se deres potentiale og udvikle deres færdigheder og selvværd?

- Er det at gøre mennesker mere selviske og derfor ukristent at lede dem til at føle større selvværd? Hvordan undgår vi, at vi udvikler egoisme, når vi roser og opmuntrer andre?

Forstå det bedre

Ikke mindst i de tidligste samfund i den periode, hvor Bibelen blev skrevet, var det talte ord af enorm betydning. I et mindre bureaukratisk samfund, hvor ikke alle kunne læse, havde det ofte en lige så stor juridisk betydning, som vores skrevne ord har i dag – tænk fx på Isaks velsignelse af Jakob. Følelsen af et ords magt var stærk og afspejlede en virkelighed, som vi i dag måske let overser.

De bibelske ord for ”ord“ havde en mangfoldighed af meninger. Det hebraiske ”dabar“ kunne betyde sætning, paragraf, historie, virkelighed, sag osv. I 5 Mos 30,14 bliver det personliggjort, og Paulus anvender i Rom 10, 8 denne tekst om Kristus.

Det græske ord ”logos“ anvendes om Jesus i Joh 1,1-14, men havde naturligvis også en forhistorie i græsk filosofi, hvor det blev brugt på mange måder, der ikke stemmer overens med det bibelske livssyn.

73

NOTER

74

TIL SABBATTEN | 15. NOVEMBER 2014

NOTER

TIL SABBATTEN | 15. NOVEMBER 2014

75

8

TIL SABBATTEN | 22. NOVEMBER 2014

Ydmyghed fører til sand visdom

Ugens vers

”Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.“ (Jak 4,10).

Introduktion

I mange mellemstore og større virksomheder hersker der en ”mellemleder-mentalitet.“ Denne holdning sker, når ansatte føler, at de har ret til noget, de endnu ikke har: større respekt, højere løn, en bedre stilling etc. Denne usunde holdning udvikles tit over en tidsperiode, mens en person stræber efter at avancere. Symptomerne kan indbefatte smigrende bemærkninger kastet ud til beslutningstagere og mindre flatterende omtale af medarbejdere, alt sammen krydret med en holdning af selvisk rivalisering. Da et stort fjernsynsselskabs nyhedsoplæser avancerede til topstillingen uden at ødelægge andre for at nå dertil, udtalte en af kollegaerne med beundring: ”Der var ingen, der døde undervejs.“ Det ville være dejligt, hvis selvisk rivalisering var begrænset til verdslige organisationer, og at kirken opererede helt anderledes. Desværre antyder Bibelen, at verdslig ”visdom“ alt for tit også findes blandt de troende.

Lad os i denne uge se, hvad Guds ord siger om denne uheldige kendsgerning.

Ugens tekster

76

· Jak 3,13-4,10 · 5 Mos 4,6 · Gal 5,17 · Jer 3,6-10.20 · ApG 19,13-16 · Sl 24,3-6

SØNDAG

16. NOVEMBER 2014

Den vises sagtmodighed ”Hvem af jer er vís og forstandig? Han skal vise det i gerning ved et ordentligt liv med den vises sagtmodighed“ (Jak 3,13).

Hvad betyder ”den vises sagtmodighed“?

Nogle kommentatorer mener, at hele det 3. kapitel i Jakobsbrevet handler om, hvad der gør mennesker egnede (eller uegnede) til at være lærere. Selvfølgelig ville de ”vise og forstandige“ synes at være velegnede kandidater; men det virker, som om der tales i en bredere forstand, som inkluderer hele menigheden. Den visdom, som Jakob beskriver her og i hele sit brev er ikke først og fremmest en intellektuel viden, så højt skattet af de gamle grækere og mange vestlige nationer i dag. I stedet ses visdommen i en persons opførsel og livsstil, noget der kommer til udtryk i det græske ord, der er brugt: anastrophe, som oversættes med ”adfærd“ (også brugt i 1 Tim 4,12; Hebr 13,7; 1 Pet 1,15; 2,12). Vores handlinger og adfærd vidner om, hvor vise vi er. Jesus lærte det samme, da han sagde: ”Visdommen har fået ret ved sine gerninger“ (Matt 11,19).

Det er interessant, at det eneste sted i Det Gamle Testamente, hvor det udtryk, som oversættes med ”vis og forstandig“ findes, er i Moses’ formaning til Israel om at holde alle de love, Gud har givet: ”I skal følge dem omhyggeligt! Så vil andre folk få øjnene op for jeres visdom og indsigt, for når de hører om alle disse love, vil de sige: ”Hvor dette store folk dog er et klogt og forstandigt folk!“ (5 Mos 4,6).

Som en modsætning vil det ”salte“ vand, som omtales i Jak 3,11, føre til ”bitter misundelse og selvhævdelse“ (vers 14) i menigheden.

Det sidste oversættes fra det græske ord eritheia, som henviser til ”en ensidig stræben efter egne interesser.“ (Ceslas Spicq, Theological Lexicon of the New Testament (Hendrickson Publishers), 2. bind, s. 70). Denne holdning lyder mere som Satans i himlen end som den, de kristne bør have på jorden. Med mindre vi foretager et bevidst valg om at dø fra selvet og overgive vores vilje til Gud, står vi alle i fare for at have netop denne holdning, som Jakob advarer imod.

Til at tænke over

Tænk mere over udtrykket ”den vises sagtmodighed“. Tænk over nogle situationer, hvor du netop nu kunne bruge mere af denne visdom.

77

MANDAG

17. NOVEMBER 2004

To slags visdom Jak 3,15-16

Hvordan beskriver han verdslig visdom? Hvordan viser denne ”visdom“ sig oftest i verden og til og med i kirken?

Den visdom, vi naturligt er i besiddelse af, er ”jordisk“, til og med ”dæmonisk“ og uden forbindelse med Helligånden. Dette bør ikke være en overraskelse for os. For længe siden udtalte Salomo, at ”en vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden“ (Ordsp 14,12). Denne visdom er helt igennem ødelæggende.

Hvis misundelse og selviske ambitioner næres og udtrykkes, vil den naturlige følge være forvirring og splittelse i lighed med situationen i Korinth (se 2 Kor 12,20, hvor mange af de samme ord bruges).

Jak 3,17-18 Joh 3,3-7 Kol 3,1-2

Hvad fortæller disse tekster til sammen om den visdom, der kommer ”fra oven“?

Selv om Jakob aldrig direkte omtaler Helligånden, er tanken om den nye fødsel tydeligt til stede. Apostlen ser ud til at foretrække billedet med at så og bære frugt, måske baseret på Jesu lignelser, der taler om, at ordet bliver sået i et menneskes hjerte, når det hører evangeliet (se Matt 13,3-9.18-23). Visdom fra oven er ”fuld af barmhjertighed og gode frugter.“ På trods af Jakobs eftertryk på lydighed og gode gerninger som troens frugt, har vi set, at barmhjertighed triumferer selv over dom (Jak 2,13). De, som virkelig er vise, vil med andre ord ikke kun være ydmyge som Jesus, men også fredselskende, milde, omgængelige, barmhjertige og tilgivende, villige til at overse andres fejl og ikke kritisere eller dømme andre.

Til at tænke over

78

Det er så let at overtage denne verdens måde at være på. Spørg dig selv om, hvor stor indflydelse verdslig visdom har i dit liv i modsætning til visdom fra oven.

TIRSDAG

18. NOVEMBER 2014

Årsag til strid og skænderier ”Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer?“ (Jak 4,1 sml. Gal 5,17).

Hvilken grundlæggende strid beskrives i begge disse vers?

De første vers i Jakob 4 beskriver en gruppe kristne, som er ved at splittes på grund af interne bitre stridigheder. Der er en indre årsag til de ydre skænderier i kirken: medlemmernes verdslige lyster (det græske ord er oprindelsen til vores ord hedonisme). Disse syndige lyster, som Paulus billedligt omtaler som ”kødet“, fører en aktiv krig med vores højere, åndelige motiver. Den kristnes liv indbefatter en langtrukken kamp, som breder sig til kirken og skaber problemer for de troendes åndelige velfærd, hvis denne kamp ikke styres med ”visdom fra oven“ (se Jak 3,17).

Jak 4,2-3

Hvilke specifikke syndige lyster nævnes, og hvilken virkning har de på menigheden?

Disse vers indeholder direkte henvisninger til De Ti Bud: ”I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette“ (Jak 4,2). Den gentagne omtale af problemet med misundelse, begær og lyster (sml. Jak 3,14.16) afspejler en lignende synsvinkel som den, Jesus udtrykte i Bjergprædikenen, hvor de indre motiver, ikke kun de ydre handlinger, omtales. Henvisningen til myrderier er derfor sandsynligvis ment i en bredere forstand til at indbefatte vrede. Medlemmerne i de første kristne menigheder gik formodentligt ikke rundt og myrdede hinanden. På den anden side læser vi i Apostlenes Gerninger om, at der specielt i Jerusalem, hvor Jakob holdt til, var tidspunkter, hvor forræderi let kunne have ført til arrestationer og dødsstraf for menighedsmedlemmer. ”Det er egenkærlighed, der bringer uro. Når vi er født ovenfra, vil det samme sind være i os, som var i Jesus; det sindelag, der fik ham til at ydmyge sig selv, for at vi kunne blive frelst. Derfor skal vi ikke søge de højeste pladser. Vi skal lære at sidde ved Jesu fødder og lære af ham.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 235.)

79

ONSDAG

19. NOVEMBER 2014

Venskab med verden Jak 4,2-4 Jer 3,6-10.20 Es 54,5 Jer 2,2 Luk 16,13

Til at tænke over

80

Hvorfor omtaler Jakob sine læsere som ”I utro“?

Med en hentydning til den bibelske tanke om, at Israel er Guds brud, sammenligner Jakob de troendes accept af verdslige vaner og holdninger som åndeligt ægteskabsbrud. I virkeligheden vælger de en anden herre og mester.

Det næste vers, Jak 4,5, er ikke let at forstå. Nogle omtaler dette som det vanskeligste vers i hele Det Nye Testamente. Uklarheden i den græske tekst viser sig i de fleste større oversættelser. Nogle mener, at ”den ånd“ henviser til Helligånden. Andre mener, at der tales om den menneskelige ånd (”Med nidkærhed længes Gud efter den ånd, han har givet bolig i os“). Denne sidste opfattelse passer bedst med grammatik og sammenhæng, men uanset hvilken oversættelse man vælger, er meningen i verset ikke særlig klar. Ud fra en grundig analyse af versets sætningsbygning og den umiddelbare sammenhæng, bør vers 5-6 oversættes sådan: ”Eller tror I, det er tomme ord, når Skriften taler imod misundelse? Den ånd, Gud har givet bolig i os, længes; men han viser os større nåde. Derfor siger han: ”Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde.“ (Forfatterens oversættelse af Jak 4,5-6).

Som det fremgår af vers 1-4, er menneskets ånd gennemsyret af lyster, som ikke oprindeligt eller i sig selv er onde, men som er blevet fordrejet af synden til onde tilbøjeligheder. Den eneste virkelige løsning på vores vanskeligheder er nåde. Men de stolte har placeret sig selv i en stilling, hvor nåden har svært ved at nå dem. Nogle har sagt, at vi modtager nåden som en tigger, der rækker et tinkrus hen til et vandfald. Kun er person, der er ydmyg og klar over sin egen nød og afhængighed, er åben over for Guds nåde, for den ufortjente fortjeneste, der skænkes dem, som på enhver måde er uværdige.

Som Ellen White skrev: ”Vor store nød er vor eneste berettigelse til Guds barmhjertighed.“ (Jesu liv, s. 223).

Betragt dig selv. Hvad finder du i dig selv, som gør dig fortjent til frelse? Hvordan hjælper dit svar dig til at indse dit store behov for nåde i dit eget liv? Hvordan er korset og korset alene, svaret på dette behov?

TORSDAG

20. NOVEMBER 2014

I skal underordne jer under Gud ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer“ (Jak 4,7). Læg mærke til rækkefølgen i denne formaning. Hvilken chance har vi for sejr, hvis vi forsøger at stå Djævelen imod i egen kraft? Da syv jødiske djævleuddrivere forsøgte at uddrive en ond ånd fra en besat mand ved at benytte Jesu og Paulus’ navne som en slags magisk formular, overmandede den besatte mand i den grad djævleuddriverne, at de løb nøgne og blødende væk (ApG 19,13-16). Vi er altså nødt til at underordne os under Guds vilje for at kunne modstå Djævelen. Det er ved at tage dette skridt, at vi rent faktisk modstår Djævelen.

Samtidigt må vi ikke tro, at de første læsere af Jakobsbrevet aldrig havde underordnet sig under Gud før. Det er tydeligt, at Jakob skriver til bekendende kristne. Måske har vi snarere brug for at tænke i retning af at underordne os under Gud dagligt og stå Djævelen imod, hver gang hans fristelser gør sig gældende.

Jak 4,8-10

Hvilke befalinger giver Jakob her, og hvordan hænger de indbyrdes sammen? Hvad har de at gøre med at underordne sig under Guds vilje?

Appellen i disse vers om at forandre sig er kulminationen på alt det, Jakob har sagt siden 3,13. I det afsnit, vi har studeret i denne uge, er der kontraster mellem gudgiven visdom og djævelsk visdom, og mellem de stolte, der ophøjer sig selv ligesom Djævelen gjorde (se Es 14,12-14), og de ydmyge, der underordner sig under Gud og giver afkald på sig selv. Der er også en anklage om troløshed over for vores pagt med Gud (Jak 4,4), og anklagen om at være tvesindet gentages (Jak 4,8 sml. 1,8). Opfordringen om at underordne os under Guds vilje går derfor længere end til blot en moralistisk formaning; det er et kald, ligesom Jesu kald til syndere om at omvende sig (Luk 5,32).

Hvordan omvender vi os? Jakob giver os de forskellige skridt på vejen (baseret på Salme 24,3-6): (1) drag nær til Gud, så vil han drage nær til dig; (2) gør dine hænder rene og rens dit hjerte (det vil sige både handlinger og tanker); (3) sørg, klag og græd over dine fejl og mangler, idet du igen indser, at din nød er din eneste berettigelse til Guds barmhjertighed.

Til at tænke over

”Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer“ (Jak 4,10). Hvad betyder dette? Hvordan kan du lære at ydmyge dig? Hvordan kan vi lære at efterligne den ydmyghed, som Jesus viste?

81

FREDAG

21. NOVEMBER 2014

Læs Ellen White ”Der findes mange, hvis hjerte pines under en byrde af bekymringer, fordi de søger at leve efter verdens målestok. De har valgt at tjene den, accepteret dens forvirring og antaget dens skikke. Således ødelægges deres karakter, og deres liv bliver til en byrde. For at kunne tilfredsstille deres ambitioner og verdslige ønsker krænker de samvittigheden og pålægger sig selv ekstra byrder af samvittighedsnag. De bestandige bekymringer slider på livskraften. Vor Herre ønsker, at vi skal lægge dette trældomsåg fra os… Han byder os først at søge Guds rige og hans retfærdighed, og han lover os, at alt, hvad der er nødvendigt i dette liv, skal gives os.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 234).

Spørgsmål til drøftelse

1. Tænk nøjere over de to slags visdom, vi så på i mandagsafsnittet og lav en liste over, hvad du associerer med hver af dem.

Tænk dernæst over tidspunkter i denne uge, hvor du foretog vigtige beslutninger eller udførte vigtige handlinger. Hvilken slags visdom var involveret?

2. Som vi så i søndagsafsnittet, lovede Gud Israel, at som et resultat af deres lydighed mod hans love, ville de omkringliggende nationer komme til at beundre dem som et ”klogt og forstandigt folk“. Førte dette ikke til, at Israel blev stolte? Dette er selvfølgelig stik imod gudgiven visdom, som fører til ydmyghed. Hvad skete der med dem, og hvordan kan vi lære ikke at begå de samme fejl?

3. Læs citatet fra Ellen White i fredagsafsnittet igen. I hvor stor grad søger vi at leve efter verdens målestok? Er denne målestok nødvendigvis altid forkert? Vi kan tit læse om mennesker, som efter verdens målestok ser ud til at have alt; og alligevel er deres liv en ren elendighed. Hvad bør det fortælle os om, hvor forførende meget af det, verden tilbyder, i virkeligheden er? Et endnu vigtigere spørgsmål er, hvordan vi kan lære at stå verden imod og hjælpe vores unge mennesker, der så let fanges af verdens falske løfter, til ikke gå i denne fælde?

4. Tænk grundigere over tanken om ydmyghed. Hvorfor er det så vigtigt i den kristnes liv? Hvorfor er stolthed så livsfarlig for dem, som ønsker at følge Jesus?

82

DIALOG

TIL SABBATTEN | 22. NOVEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Daniel var kendt som en mand med visdom og en meget høj uddannelse, men var alligevel ydmyg (se fx Dan 2,21.27-28).

- Find andre bibelske personer, der kombinerede stor indsigt med ydmyghed. Find evt. eksempler på personer, der manglede ydmyghed.

• Blandt de forskellige former for bibelske bønner findes også bøn for oplysning og visdom. Eksempler fra Det Gamle Testamente er Sl 90,12; 119,18.34, og disciplenes anmodning til Jesus i Luk 11,1-2 kan også opfattes som en sådan bøn om at lære af Gud.

Personligt kristenliv

• Formuler en bøn om visdom og kundskab, der passer til din personlige livssituation.

• Tænk over mennesker, du møder, der står over for vanskelige forandringer i deres liv. Bed Gud give dem visdom til at møde disse udfordringer.

Mødet med dagligdagen

• Tænk over, hvilke situationer du nylig har været i, hvor det var af betydning at have visdom til at kunne skelne mellem, hvad der var væsentligt og uvæsentligt. Del evt. dine erfaringer med din klasse.

Uddybende spørgsmål

• Konservative kristne er til tider i vores kultur opfattet som naive eller til og med lidt dumme, fordi de ikke følger tidens generelle opfattelse af livets oprindelse og mål. Og Nietsche kaldte de kristnes ydmyghed for ”slavemoral“.

- Hvordan vil du reagere på sådanne tanker? Er ydmyghed et udtryk for svaghed eller naivitet? Hvordan vil du begrunde dine synspunkter over for en ikke kristen?

• Afgørende i livet er såkaldte overgangssituationer. Det kan dreje sig om de store skilleveje i livet, overgangen til voksenalderen, ægteskab osv; men vi oplever andre overgangssituationer på godt og ondt, som fx flytning, ny skole, nyt job/arbejdsløshed, tab af ægtefælle m.m.

- Drøft hvilke følelser der kan være typiske for sådanne situationer. Hvilke råd kan I dele med hinanden om, hvordan man tackler dem?

83

DIALOG

Til at tænke over

Mennesker, der tror, at de ved alt, kan intet lære.

Det betyder

Hedonisme er et navn for det livssyn, at livets mål er nydelse. Denne opfattelse kan være rent overfladisk, som meget nutidig materialisme, men blev også i oldtiden udtrykt med en mere dybsindig tankegang.

Forstå det bedre

Forskere kategoriserer en række bøger i Det Gamle Testamente som visdomslitteratur, bl.a. fordi de indeholder træk fælles med tilsvarende litteratur i datiden, både fra Egypten og Mesopotamien.

I Bibelen drejer det sig i første række om Job, Prædikeren og Ordsprogenes Bog. Det er karakteristisk for dem, at de beskæftiger sig med, hvordan livet leves i praksis. Det er også typisk, at de er polemiske, dvs. at de indeholder opgør med andre livssyn eller former for ”visdom“. Det kan være Jobs venners forkerte opfattelse eller ”Tåbelighedens Kvinde“, som i Ordsprogenes Bog står i modsætning til ”Visdommens Dame“ (sml. Ordsp 7,10-27 og 9,13-18 med Ordsp 8,1-21 og 9,1-6).

Der er næppe tvivl om, at Jakob i sit brev er inspireret af visdomslitteraturen, og han anvender typisk ordsprogslignende sætninger til at fremføre sine tanker.

NOTER

84

TIL SABBATTEN | 22. NOVEMBER 2014

NOTER

TIL SABBATTEN | 22. NOVEMBER 2014

85

9

TIL SABBATTEN | 29. NOVEMBER 2014

Både lovgiver og dommer

Ugens vers

”Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?“ (Jak 4,12).

Introduktion

Vores holdning til love, enten det er Guds lov eller menneskelige love, har indflydelse på, hvordan vi forholder os til andre mennesker og til Gud. Har du lagt mærke til, at de rige og berømte af og til opfører sig, som om de er hævet over loven? Selv nogle af dem, som laver disse love eller håndhæver dem, forsøger fra tid til anden at udforme dem til deres egen fordel. Mangel på respekt over for samfundets love indbefatter ofte manglende respekt for andre mennesker; for love styrer den måde, hvorpå vi forholder os til andre.

Men de, hvis holdning til lov er stiv og ubøjelig, kan også have vanskeligheder i deres medmenneskelige forhold. Dybest set er vores syn på lov afhængig af vores respekt for lovgiverne og retfærdigheden i deres love.

I denne uges studium begynder vi med at betragte loven, og det fører os så til nogle vigtige ord om en vis form for arrogance og selvafhængighed, som vi måske ikke er opmærksomme på, men som vi advares imod, fordi det er en synd, en overtrædelse af Guds lov.

Jakobsbrevet giver os faktisk en anden måde at betragte synd på.

Ugens tekster

86

· Jak 4,11-17 · ApG 17,11 · Hebr 4,15-16 · Luk 12,13-21 · Præd 2,15-19 · Tit 2,14

SØNDAG

23. NOVEMBER 2014

Dom eller dømmekraft? ”Bagtal ikke hinanden, brødre. Den, der bagtaler sin broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer den; men dømmer du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer“ (Jak 4,11).

Hvordan kan man dømme loven ved at dømme andre mennesker?

Det indledende udsagnsord i vers 11, som oversættes med ”bagtal ikke“, kan henvise til flere forskellige former for verbal synd, som fx tale imod, bagtale, falsk vidnesbyrd eller vrede ord (se 3 Mos 19,15-18). På en måde ser det ud til, at Jakob bruger et mildere sprog her end i 3. kapitel. Følgerne af at tale imod ens bror eller søster synes imidlertid mere alvorlige; for ved at gøre det stiller man spørgsmålstegn ved selve loven. Ved at gøre os selv til dommere overser vi vores egne svagheder (se Matt 7,1-3) og fokuserer i stedet på andres fejl, som om vi på en eller anden måde står uden for eller over loven. Denne form for fokus på os selv forhindrer os også i at elske vores næste som os selv (3 Mos 19,18). Vi overholder altså ikke loven.

Men samtidigt med, at vi ikke skal dømme andre, må vi lære at have åndelig dømmekraft.

ApG 17,11 1 Kor 6,1-5 2 Kor 13,5 Fil 1,9 1 Joh 4,1 Gal 6,1

Find de områder i disse skriftsteder, hvor åndelig dømmekraft kræves.

Vi skal sammenligne, hvad andre lærer og prædiker, med Guds ord.

Så vidt det er muligt, bør vi også opmuntre menighedsmedlemmer til at løse deres uoverensstemmelser indbyrdes fremfor ved en retssag, hvor dommeren måske eller måske ikke er ledet af Guds ord.

Og det allervigtigste er, at vi bør ransage os selv og vurdere sundheden i vores eget trosforhold og se, om det, vi dvæler ved, er opløftende og ophøjet eller ødelæggende for vores kristne erfaring.

Til at tænke over

Det er så let at kritisere og dømme andre, især når de gør noget, vi ikke bryder os om. Hvordan kan vi lære at blive klar over, om vi har overskredet grænsen mellem at have åndelig dømmekraft og at gøre os til dommere over Guds lov?

87

MANDAG

24. NOVEMBER 2014

Lovgiveren er dommer Alle Det Gamle Testamentes love kommer fra Jesus. Nogle gange kaldes de Moseloven, fordi de blev givet gennem ham (2 Krøn 33,8; Neh 10,29); men det var Jesus, som førte israelitterne gennem ørkenen og gav De Ti Bud til dem på Sinaj (se 1 Kor 10,1-4). I Bjergprædikenen forklarede og udvidede Jesus loven. Han er ”Ordet, [der] blev kød“ (Joh 1,14), og det er ved hans ord, vi skal dømmes (Joh 12,48). ”Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?“ (Jak 4,12).

Es 33,22; 11,1-5 Hebr 4,15-16 Åb 19,11-16

Til at tænke over 88

Hvad siger følgende vers om Jesus som vores dommer?

Kun en person, der har et grundigt kendskab til loven, er kvalificeret til at dømme om, hvorvidt den er blevet brudt eller ej. Jurister studerer i mange år, før de tager en eksamen for at optages i advokatstanden og aflægger prøve for at se, om de er egnede til at begynde deres praksis. På Jesu tid studerede de skriftkloge også ihærdigt – ikke kun Moseloven, men også de samlede juridiske traditioner. Det førte til mange alvorlige konflikter med lederne, at Jesus var uenig med mange af disse traditioner. Men som den, der gav lovene, var og er han på en enestående måde egnet til at forklare, hvad de betyder og vurdere, om de er blevet overtrådt eller ej. Når han kommer igen, har han sin løn med sig for at ”gengælde enhver, som hans gerning er“ (Åb 22,12). Og ved at blive et menneske, leve et syndfrit liv, dø i vores sted og opstå med sejr over synd og død, er Jesus i stand til at frelse os fra synd. ”Gud har overgivet al dom til Sønnen, for det er hævet over enhver tvivl, at han er Gud åbenbaret i kødet. Gud forordnede det sådan, at Prinsen over menneskehedens lidelser skulle dømme hele verden. Han som kom fra himlens tronsale for at frelse mennesker fra evig død; … han som underkastede sig at blive stillet for en jordisk domstol, og som led korsets vanærende død – kun han skal afsige dommen om belønning eller straf.“ (Ellen White, Maranatha, s. 341.) Som både lovgiver og frelser er Kristus på en særlig måde egnet til at være vores dommer.

Belønning eller straf; vi vil stå over for enten det ene eller det andet. Hvad er vores eneste håb om belønning?

TIRSDAG

25. NOVEMBER 2014

Planer for fremtiden Jak 4,13 Luk 12,13-21

Hvordan finder vi balancen mellem at lægge planer for fremtiden og vores daglige behov for at leve i forventningen om, at Jesus snart kommer igen? Hvordan kan vi undgå den snare hele tiden kun at ”bygge større lader“?

Det virker fornuftigt at lægge planer for et år eller mere frem i tiden.

I forretningslivet har man i reglen kort-, mellem- og langsigtede planer. Enkeltpersoner og familier har brug for at spare op til fremtiden og være forberedt på uforudsete udgifter. Men på den anden side tror vi også, at Jesus kommer snart, og at alle vores jordiske ejendele en dag vil gå op i flammer (se 2 Pet 3,10-12).

Disse to indstillinger til tilværelsen er ikke nødvendigvis i konflikt med hinanden. Nogen har sagt: ”Planlæg som om Kristus ikke kommer igen før om mange år, men lev som om han kommer i morgen.“ Der er selvfølgelig en begrænset sandhed i dette. Langtidsplanlægning kan gøre det svært kun at tage en dag ad gangen. Mange af dem, der lyttede til Jesus (og uden tvivl mange kristne i dag), ville betragte den rige mand, som besluttede at bygge større lader, som fremgangsrig, fordi Gud velsignede ham. Men Jesus giver os et indblik i mandens indre tanker: ”Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!“ (Luk 12,19). Hans største bekymring var med andre ord at lægge skatte til side for sig selv.

Det vigtigste er, at ”I skulle hellere sige: ”Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det“ (Jak 4,15) i stedet for at lægge alt for faste planer. Dette indebærer mere end bare at tilføje ”d.v.“ (deo volente, ”hvis Gud vil“ på latin) efter en sætning om vores fremtidsplaner. Det betyder, at vi skal overgive alle vores planer til Gud. Vi kan bede: ”Gud, jeg ønsker at kende din vilje. Hvis du ikke synes om disse planer, må du vise mig det.“ Hvis vores planer ikke er gode, vil Gud vise os det, så længe vi forbliver opmærksomme og villige til at korrigere vores planer eller til og med forandre dem helt.

Til at tænke over

Læs Jak 4,13 igen. Selv om der på overfladen ikke ser ud til at være noget forkert i det, der siges, er der tydeligvis et problem – ikke i det, folk ønsker at gøre, men i deres holdning til det. Hvordan kan vi lære at udvise forsigtighed, så vi ikke fanges af denne holdning, selv ubevidst?

89

ONSDAG

26. NOVEMBER 2014

En tåge Jak 4,14

Hvilken afgørende pointe udtrykkes her?

Livet er uvist. Hvert åndedrag er en gave. Jak 4,14 benytter et meget sjældent græsk ord (atmos), som oversættes med ”tåge“ eller ”dis“. Ligesom det hebraiske ord hebel (ånde, damp), som findes 38 gange i Prædikerens Bog, og som tit oversættes med ”tomhed“, understreger det livets forgængelighed. Hvem af os, især når vi bliver ældre, har ikke oplevet, hvor hurtigt og flygtigt livet er? Den kendte evangelist Billy Graham har på sine gamle dage sagt: ”Jeg var ikke klar over, at livet gik så hurtigt.“ Døden er altid i min umiddelbare nærhed. Vi er alle kun et pulsslag væk fra den. Vi kan alle, på et hvilket som helst tidspunkt og af mange forskellige årsager, pludselig dø. Hvor er det rigtigt, når Jakob siger: ”I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen“ (Jak 4,14). ”Jeg vil ikke dvæle ved livets korthed og uvished; men der er en forfærdelig fare – en fare, som ikke er blevet tilstrækkeligt forstået – ved at vente med at give efter for Guds Hellige Ånds appellerende stemme, ved at vælge at leve i synd; for denne venten består netop af synd.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 35).

Desuden er livet ikke kun kort, det kan også i sig selv være meget utilfredsstillende.

Præd 2,15-19; 5,10; 9,11-12

Hvordan er Salomos budskab i disse vers med til at forstærke Jakobs pointe?

Vi ser så meget uretfærdighed, så meget som ikke giver mening i dette liv. Det er ikke mærkeligt, at vi alle længes efter opfyldelsen af løftet om evigt liv, som er givet til os gennem Jesus. Uden det er vi kun en tåge, som forsvinder og glemmes for altid.

Til at tænke over

90

Hvor meget af denne verden holder dig fast i sit greb? Hvordan kan du altid huske, at alt her kun er midlertidigt?

TORSDAG

27. NOVEMBER 2014

At vide og at gøre, hvad der er det rette Jak 4,15-17

Læs teksten i sammenhæng med de foregående vers. Hvilken vigtig pointe kommer Jakob med i disse vers?

Jakob taler her om at stole på sig selv. Han kalder denne holdning praleri, og han siger, at den er ”af det onde“. Dette viser, hvor vigtigt det er for en kristen at have den rigtige holdning.

Læs vers 17. Bibelen definerer synd på flere måder: (1) at gøre det, der er forkert; (2) at undlade at gøre det, der er rigtigt. Vi finder en definition hos Johannes: ”synd er lovbrud“ (1 Joh 3,4). En anden definition finder vi i Jak 4,17: ”Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.“ Vi skal altså gå langt videre end bare at modstå fristelser til at gøre noget forkert. Vi er kaldet til at være ”lysets børn“ (Ef 5,8) og til at lade ”[vores] lys skinne for mennesker, så de ser [vores] gode gerninger og priser [vores] fader, som er i himlene“ (Matt 5,16).

Man kunne så let blive modløs; for hvem gør vel hele tiden alt det gode, man kunne hver dag? Men det er ikke, hvad det handler om.

Selv Jesu liv var ikke en endeløs runde af ustandselig aktivitet. Der var tidspunkter, hvor han trak sig tilbage for at bede eller for ret og slet at hvile (Luk 5,16; Mark 6,31). Det vigtigste var, at han søgte at følge Guds vilje i alt, hvad han gjorde (Joh 5,30). Jesus sammenlignede til og med det at gøre Guds vilje med at spise: ”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk“ (Joh 4,34).

Ligesom der er grænser for, hvor meget vi kan spise på en gang, er der også grænser for, hvor meget vi kan udrette. Dette er grunden til, at Jesus fortsatte med at sige, at en sår, og en anden høster, men begge kan ”glæde sig sammen“ (vers 36-38). Når vi arbejder for Gud, vil vi opmuntres til stadig at gøre mere og bede om større villighed til at blive brugt på enhver mulig måde.

Til at tænke over

På hvilken måde hjælper bøn os til at dø fra selvet og dermed opretholde en holdning af overgivelse til Guds vilje? Hvordan kan du lære at overgive alt til Gud, uanset hvad dine planer er?

91

FREDAG

28. NOVEMBER 2014

Læs Ellen White Læs om, hvor værdifuld tid er i afsnittet ”Vor tid“ i Lys over hverdagen, 2. bind, s. 149-154. Del de punkter med klassen, der sagde dig mest. ”Lad ingen iblandt jer rose sig længere imod sandheden ved at hævde, at denne ånd [at opdage andres dårlige motiver] er en nødvendig følge af trofast at gøre op med dem, som begår fejl, og at forsvare troen. Denne form for visdom har mange beundrere; men den er meget forførende og ødelæggende. Den kommer ikke fra oven, men er en frugt af et uomvendt hjerte. Den stammer fra Satan selv. Lad ingen, som anklager andre, rose sig af dømmekraft; for derved ifører han Satans egenskaber retfærdighedens klæder.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 7. bind, s. 936-937). ”Den, der selv er skyldig i uret, er den første til at nære mistanke om uret. Ved at fordømme andre søger han at skjule eller undskylde det onde i sit eget hjerte. Det var ved denne synd, menneskene opnåede kundskab om det onde. Ikke så snart havde det første menneskepar syndet, før de begyndte at anklage hinanden, og dette er, hvad menneskenaturen uundgåeligt vil gøre, når den ikke kontrolleres af Kristi nåde.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 152).

Spørgsmål til drøftelse

1. Læs Ellen White citatet herover igen. Hvordan kan vi beskytte os imod at gøre netop dette, at dømme og anklage andre i vores forsøg på selv at føle os bedre og retfærdiggøre vores egne fejl?

2. Mediter over det faktum, at livet er så kort. Hvad bør vi prioritere? Selv om relativitetsteorien fortæller os, at tiden i sig selv varierer afhængigt af, hvor hurtigt vi bevæger os inden for vores referenceramme, er en ting helt sikker: uanset hvor hurtigt eller langsomt tiden går, når et øjeblik er forbi, er det for altid forbi.

Hvilken indflydelse bør denne alvorlige tanke have på, hvordan vi bruger vores tid?

3. Hvordan skal vi behandle dem, hvis syndige liv er nødt til at blive påtalt uden at falde i den grøft, som Jakob advarer imod?

92

DIALOG

TIL SABBATTEN | 29. NOVEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Personligt kristenliv

• Hvordan præger tanken om den endelige dom dit liv? Indgyder den frygt? Tillid? Får den dig til at planlægge dit liv og dine aktiviteter anderledes? Burde den gøre det?

Mødet med dagligdagen

• Kan du finde eksempler fra mediernes beskrivelser af rige eller berømte, der opfører sig, som om de er hævet over loven?

• Kan du fra ugens nyheder finde eksempler, der viser, at mennesker i al almindelighed sætter pris på Guds lov, i det mindste de sidste seks bud?

Uddybende spørgsmål

• Overvej og drøft, hvad der er motivet bag vores handlinger som kristne: er det kun belønningen eller straffen? Eller identificerer vi os så meget med Gud, at vi først og fremmest motiveres af, hvad der er hans vilje? Giv eksempler og begrund dit svar.

• Hvordan vil du grundlæggende karakterisere syndens væsen?

Hvilke andre ord vil du bruge for at beskrive, hvad synd egentlig er?

• Læs Joh 16,10 og Rom 14,23 og tænk over Ellen Whites udtalelse, at ”der findes ingen større synd end vantro“ (My Life Today, side 14).

- På hvilken måde kan vantro eller mistillid opfattes som synd?

- Hvilke(-t) bud i loven bryder man, hvis man udviser mistillid til Gud? - Hvilke træk ved loven viser, at overtrædelse eller ulydighed ikke blot er et spørgsmål om ydre handlinger?

Forstå det bedre

Vores moderne retssystem er karakteriseret ved, hvad vi kalder adskillelsen af lovgivende, udøvende og dømmende magt. Sådan var det ikke i de kulturer, hvor Bibelen opstod. Den øverste myndighed var både lovgiver, dommer og politi. Når de bibelske forfattere anvender billeder fra retssproget om Gud og frelsen, er denne kendsgerning værd at huske.

Når Johannes i 1 Joh 3,4 taler om den, ”som gør synden“, bruger han en form af det græske udsagnsord, der betegner gentagne, vedvarende handlinger. Han taler om en person, der lever i synd.

93

DIALOG

TIL SABBATTEN | 29. NOVEMBER 2014

Johannes fortsætter med at tale om synd som ”lovløshed“. Ældre oversættelser sagde ”lovovertrædelse“; men oversætterne har næppe set et modsætningsforhold i disse to måder at udtrykke tanken på. Det græske ord anomia (oversat med ”lovløshed“) bruges både til at betegne syndige enkelthandlinger (se Rom 4,7; Tit 2,14; Hebr 10,17) og generel lovløshed eller principiel modvilje mod Guds lov (se 2 Kor 6,14; Rom 6,19). Skellet mellem de to er flydende.

Jakobs ord i 4,17: ”Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder“, kan meget vel afspejle betydningen af et af de almindelige hebraiske ord for synd, awon, der også betyder ”skyld“. Meningen er altså, som den ældre danske oversættelse gengav det, at man er ”skyldig i synd“.

NOTER

94

NOTER

TIL SABBATTEN | 29. NOVEMBER 2014

95

10

TIL SABBATTEN | 6. DECEMBER 2014

I skal græde og jamre!

Ugens vers

”For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.“ (Matt 6,21).

Introduktion

Fjernsynsprogrammet ”Hvem vil være millionær“ er populært overalt i verden. Det fortæller noget om, at mange har en drøm og måske et håb om, at det en dag kunne ske for dem.

Men rigdom er ikke alt det, mange tror. Undersøgelser viser, at forøget indkomst følger loven om mindre udbytte: ud over at tillade folk at leve et mere komfortabelt liv fører flere ejendele ikke til større lykke. Meningsfyldte personlige forhold, tilfredshed med arbejde og en hensigt med tilværelsen giver i reglen større lykke end rigdom. De bedste ting i livet er gratis, fx kærlige ord, et smil, villighed til at lytte, enkel venlighed, anerkendelse, respekt, en kærlig berøring, ægte venskab.

De gaver, Gud giver, er endnu mere værdifulde: tro, håb, visdom, tålmodighed, kærlighed, tilfredshed og mange andre velsignelser, som vi modtager gennem Helligåndens tilstedeværelse i vores liv.

Selv om mange kristne er enige, styrer selviskhed ironisk nok deres hverdagsliv. I denne uge vil vi se, at griskhed er en stor fejltagelse med skrækkelige konsekvenser.

Ugens tekster

96

· Jak 5,1-6 · Sl 73,3-19 · 1 Sam 25,2-11 · 3 Mos 19,13 · Luk 16,19-31 · Matt 5,39

SØNDAG

30. NOVEMBER 2014

Retfærdigheden vil ske fyldest!

Det 5. kapitel i Jakobsbrevet starter med et brag: ”Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer“ (Jak 5,1). Dette har uden tvivl fanget læsernes opmærksomhed.

I Jak 1,10-11 mindede han de rige om rigdommens flygtighed.

Her i kapitel 5 formaner han dem, som stædigt holder fast ved deres rigdom, til at græde og jamre. Det er næsten, som om deres kommende dom allerede nu bliver hældt ud over dem. Den malende beskrivelse fortsætter i hele det afsnit, vi skal se på i denne uge, og minder os om den guddommelige gengældelse for det onde overforbrug, som kendetegner tiden lige før Jesu genkomst (se Luk 17,27-29; 2 Tim 3,1-2; Åb 18,3.7). En lignende holdning gennemsyrer Guds kirke i den sidste tid (Åb 3,17). Det er interessant, at det ord, som i Jak 5,1 oversættes med ”elendighed“, kommer fra den samme rod, som bruges til at beskrive Laodikea som ”elendig“ i Åb 3,17.

Sl 73,3-19

Der findes megen uretfærdighed i verden, især økonomisk uretfærdighed. Af og til er det svært at forstå, hvorfor nogle mennesker bliver rige ved at udnytte de fattige, og endnu værre, at de ser ud til at slippe af sted med det. Hvilket håb finder vi i denne salme mht. dette tilbagevendende problem?

I de gammeltestamentlige, profetiske bøger udtrykkes en bekymring mht. retfærdighed og Guds løfte om at gribe ind for at sætte tingene på plads. Dette vedvarende og faste håb så ikke ud til at gøre ventetiden lettere eller mindre forvirrende for dem, som ventede på Guds indgriben. Profeten Habakkuk fx, som levede i en tid med udbredt frafald blandt Guds folk, og hvor Babylon i sin arrogante stolthed fejrede sin magt og rigdom, overfusede Gud med hvasse spørgsmål (se Hab 1,2-4.13-14). Guds korte svar var at stole på ham og vente lidt længere (Hab 2,2-4). Og dette var præcis, hvad profeten selv gjorde (Hab 3,16-18).

Til at tænke over

Hvilke uretfærdige handlinger eller situationer får vrede og harme til at koge i dig? (Og så sker der så meget mere, som du ikke engang ved noget om!) Hvordan kan vi lære at hvile i løftet om, at når det hele er overstået, vil Guds retfærdighed på en eller anden måde ske, samtidig med at vi selvfølgelig bør gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre uret her og nu?

97

MANDAG

1. DECEMBER 2014

Når rigdom bliver uden værdi Jak 5,2-3

Hvilken advarsel kommer Jakob med i disse vers? Hvilken form for rigdom taler han om? Hvad er det grundlæggende budskab i disse barske udtalelser?

Rådden rigdom, mølædte klæder, til og med guld og sølv der ruster – dette er billeder, vi alvorligt bør tænke over, mens vores klode i lykkelig uvidenhed bliver ved med at dreje rundt, hurtigere og hurtigere mod sin afslutning.

Verdens økonomiske situation ser ud til hele tiden at gå fra den ene krise til den næste; selv de ”gode“ tider varer sjældent længe, når de kommer, og de efterfølges altid af nedgangstider. Enhver form for økonomisk stabilitet og fred, som finansmarkedet måtte tilbyde, er kortvarig og i høj grad opdigtet. Utilfredshed og manglende stabilitet vokser samtidigt med, at forskellen mellem rig og fattig bliver større. Sådan var situationen, da Jakob skrev, at de fattige blev stadigt mere desperate og de rige mere intolerante over for de fattiges situation.

Tænk over følgende personer og beskriv den effekt, rigdom (eller manglen på rigdom) havde på dem:

1 Sam 25,2-11 2 Kong 20,12-19 ApG 3,1-10

1. Nabal 2. Hizkija 3. Peter Før eller senere vil jordisk rigdom miste sin glans for os alle. Vi opdager dens begrænsninger og måske også dens bagside. Vi har alle brug for penge; problemet er, når vi bruger dem forkert.

Jakob siger, at rigdom vil ”vidne mod“ dem, som misbruger den (Jak 5,3). Selv om han giver denne advarsel i en endetids-sammenhæng, bør hans pointe være tydelig: det har betydning, hvordan vi bruger vores penge. Billedet med en ild, der vil fortære vores kød, bør få enhver af os til at vågne og indse, hvilke alvorlige konsekvenser vores valg har, når det gælder brugen af penge. Samler vi os skatte, som i sidste ende vil blive brændt, eller sparer vi op til evigheden (se Luk 12,33-34)?

Til at tænke over 98

Tænk alvorligt over din holdning til penge og den virkning, de har på dine personforhold? Hvad fortæller dette om, hvordan du bruger dine penge?

TIRSDAG

2. DECEMBER 2014

De fattiges skrig Når vi læser Jakobsbrevet igennem vil vi opdage, at der omtales flere forskellige kategorier af rige mennesker. Der er de rige forretningsfolk, som fældes midt i deres foretagsomhed (Jak 1,11), de rige der sagsøger andre for at beskytte deres investeringer (Jak 2,6), og storbønder som tilbageholder arbejdernes løn (Jak 5,4). Disse vers giver en meget negativ beskrivelse af de rige baseret på deres opførsel i fortiden, deres holdning i nutiden og deres straf i fremtiden. Disse mennesker har i virkeligheden samlet sig skatte (Jak 5,3) på de fattiges bekostning. ”Den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen.“ (Jak 5,4).

3 Mos 19,13 5 Mos 24,14-15 Jer 22,13

Hvilket vigtigt princip finder vi her, ikke kun i den umiddelbare sammenhæng, men generelt mht., hvordan vi skal behandle andre mennesker?

I Israel på Bibelens tid var det almindeligt, at næsten alle arbejdere brugte deres løn til at købe mad til deres familie, lige så snart de fik deres løn udbetalt. At unddrage en arbejder hans løn betød, at familien kom til at sulte. Jakob beskriver altså et alvorligt problem.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at han taler så strengt mod dem, som tilbageholder arbejdernes løn. Det er i sig selv slemt nok at snyde nogen; men når en, der allerede er rig, samler sig rigdom ved at stjæle fra de fattige, er det en synd, ikke alene over for den fattige, men også over for himlen. Og som Jakob skriver, vil der komme en dag, hvor de skal dømmes. ”Rigdom indebærer et stort ansvar. At opbygge rigdom gennem uretfærdige handlinger, ved ufine handelsmetoder, ved at undertrykke enken og de faderløse eller ved at samle sig rigdom og overse de nødstedtes behov vil til syvende og sidst føre til den retfærdige gengældelse, som beskrives af apostlen: ”Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer“ (Jak 5,1).“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 2. bind, s. 682).

Til at tænke over

Hvordan er dine forretningsaffærer, når det drejer sig om penge?

Hvad fortæller de om din kristendom og om, hvor meget du genspejler Kristi karakter?

99

ONSDAG

3. DECEMBER 2014

Fede og lykkelige (her og nu) ”I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen!“ (Jak 5,5).

Ez 16,49 Am 4,1

Luk 16,19-31

Til at tænke over 100

Hvad kobler disse skriftsteder sammen med magelighed og luksus?

I oldtiden havde mange den opfattelse, at der kun var en vis mængde rigdom i verden. Hvis nogle menneskers rigdom voksede, måtte andres aftage. De rige kan med andre ord kun blive rigere ved at gøre andre fattigere. At ”skabe“ sig rigdom uden at påvirke andres rigdom negativt synes at være en forholdsvis moderne opfattelse. Nogle påstår, at når de rige bliver rigere, kan de hjælpe de fattige til også at blive rige. Tager man konkurrencen mellem de rige og de fattige lande om stadigt færre resurser i betragtning, kan det synes presserende at begrænse muligheden for at skabe sig større rigdom. Spørgsmålet om ulighed i fordelingen af rigdom er stadig et stort stridsemne i dag.

En af de mest kendte historier, som Jesus fortalte i forbindelse med uligheden mellem fattig og rig, er lignelsen om den rige mand og Lazarus. På Jesu tid havde de færreste mennesker mere end et enkelt klædningsstykke og var heldige, hvis de deltog i en fest mere end en gang om året. Som kontrast ser vi, at den rige mand i lignelsen var klædt ”i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt“ (vers 19). Stakkels Lazarus! På trods af, at han hver dag blev båret til den rige mands port, var han nødt til at tigge om de få smuler, han fik.

I modsætning til populær fortolkning er lignelsens egentlige fokus på dette liv, ikke på livet efter døden. På græsk nævnes der faktisk intet om hverken himlen eller helvede. Teksten beskriver både den rige mand og Lazarus på det samme sted (vers 23) – graven (hadēs).

Afgrunden imellem dem symboliserer det faktum, at når et menneske dør, er vedkommendes skæbne afgjort. Det er derfor af største betydning, hvordan vi behandler andre mennesker i dette liv (noget, der beskrives hos ”Moses og profeterne“, vers 29.31). Der er intet fremtidigt liv, hvor vi kan rette op på det forsømte: ”Hvis nogen siger: ”Jeg elsker Gud,“ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set“ (1 Joh 4,20).

Er der ting, som du fortryder, og som du ikke kan rette op på i fremtiden, selv om du måske har mulighed for at gøre det nu?

TORSDAG

4. DECEMBER 2014

Læg skylden på offeret Når man har gjort noget forkert, er den naturlige reaktion at forsøge at løbe fra ansvaret. Ofte sker dette, ved at prøve på at skyde skylden på andre, inklusiv den man har handlet forkert over for.

Mordere undskylder tit deres handling med, at de handlede i selvforsvar eller giver deres opdragelse skylden. Seksualforbrydere giver deres ofre skylden og siger, at de blev forført. Ægtefæller, som bliver skilt, giver hinanden skylden for, at deres ægteskab er gået i stykker. De, som slog martyrerne ihjel, lagde skylden på martyrerne selv og anklagede dem for gudsbespottelse. Jesus advarede faktisk sine disciple om, at ”de skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud“ (Joh 16,2). Man mener, at Jakob også blev slået ihjel på grund af sin tro.

I lyset af dette er Jakobs ord i 5,6 endnu alvorligere: ”I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs.“ Hvor tit har du fordømt andre, hvor du senere indså, at det i virkeligheden var dig selv, der tog fejl? Tænk over den sidste del af verset. Betyder det, at vi skal finde os i alt? På den anden side, hvor mange skænderier har du haft, som kunne have været undgået, hvis du ikke havde gjort modstand? Hvad mener Jesus med, at vi skal vende den anden kind til (Matt 5,39)? Hvordan gør vi dette i praksis? Er problemet i virkeligheden, at vi ønsker at gøre det til noget praktisk, mens det egentlig slet ikke er ment sådan?

Som vi har set, har Jakob ret meget at sige om de rige og de fattige. Vi bør dog huske, at Jakob aldrig fordømmer de rige, fordi de er rige. Det er deres holdning og handlinger, som betyder noget for Gud. På samme måde bliver man ikke automatisk bedre stillet i Guds øjne, blot fordi man er fattig. Det er ”de fattige i ånden“ og de ”rige i troen“, som er ”arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham“ (Matt 5,3; Jak 2,5). Disse indre karakteregenskaber behøver ikke at have nogen som helst forbindelse med vores specielle økonomiske situation. Men de kan have det. De mennesker, som er rige på jordisk gods (Åb 3,17), kan være i større åndelig nød, end de tror. Gud advarede Israel om at vogte sig, når de kom ind i det lovede land, så de ikke glemte, at alle gode ting kommer fra ham, inkluderet ”kraft til at skabe rigdom“ (5 Mos 8,11-18).

101

FREDAG

5. DECEMBER 2014

Læs Ellen White ”Penge er meget værd, fordi der kan udrettes meget godt med dem. I Guds børns hænder betyder de mad til de sultne, drikke til de tørstige og klæder til de nøgne. De er et værn for de undertrykte og kan bringe hjælp til de syge. Men penge er ikke mere værd end sand, hvis de ikke benyttes til at skaffe livets fornødenheder, til at glæde andre og til at fremme Guds værk.

Store rigdomme, som ikke anvendes, er ikke alene til ingen nytte; men de er en forbandelse. Her i livet er de en snare for sjælen, idet de drager vores hjerte bort fra de himmelske skatte…

Den, som forstår, at hans penge er et talent, som Gud har givet ham, vil bruge dem økonomisk og vil føle det som en pligt at spare, for at han kan have noget at give.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 2. bind, s. 160-161).

Spørgsmål til drøftelse

1. Tænk over følgende udtalelse: ”Den rige er herre over de fattige, og låntageren er långiverens træl“ (Ordsp 22,7). ”Mange fattige familier er fattige, fordi de bruger deres penge, ligeså snart de får dem… Når et menneske lever i konstant gæld, bliver han indfanget af Satans garn.“ (Ellen White, The Adventist Home, s. 392). Er det at hjælpe mennesker til at komme af med skyld eller forhindre dem i at komme til at skylde penge en del af at ”bringe godt budskab til de fattige“ (Luk 4,18)? Hvorfor eller hvorfor ikke?

2. Hvordan kan vi virkelig vide, om vi er herre over vores penge, eller om pengene er herre over os? Se Luk 16,10-13.

3. Der er økonomisk ulighed overalt. Nogle har 2, 3 eller til og med 4 luksushuse, mens andre er lykkelige, hvis de kan finde nogle brædder og samle dem som beskyttelse. Og hvad med dem, som er blevet fede af at fylde sig med mad, mens der findes børn over alt i verden, som går sultne i seng? Nogle påstår, at vi kan give mere til de fattige ved at tage fra de rige. Andre hævder, at ved at de rige bliver rigere, kan de hjælpe de fattige ud af fattigdommen. Hvordan kan vi som kristne hjælpe med at løse problemet med ekstrem fattigdom? Hvad kan vi gøre for at hjælpe, og hvad bør vi ikke gøre?

102

DIALOG

TIL SABBATTEN | 6. DECEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Bibelen gør det klart, at Gud er alle tings skaber, og at vi intet ejer, som vi ikke har modtaget fra ham. I lyset af denne erkendelse bragte Abraham tiende til Melkisedek, Guds præst (1 Mos 14,18-20). Hans handling var et udtryk for taknemmelighed og tilbedelse.

• Tænk over alt det, du har modtaget af Gud, og hvordan du forvalter, hvad Gud har givet dig.

• Er din tiende og dine gaver til Gud et udtryk for tilbedelse og taknemmelighed?

Mødet med dagligdagen

• Skellet mellem rig og fattig i Danmark er meget ringe sammenlignet med fx for 150 siden. Derimod er det tilsvarende skel enormt mellem ”nord“ og ”syd“ eller mere præcist mellem den industrialiserede og den tredje verden.

- Er der noget, vi som kristne kan eller skal gøre ved denne situation? Hvor er vores ansvar?

- Drøft, hvordan Gud mon ønsker, at vi som adventister forholder os!

Uddybende spørgsmål

• Den almindelige danskers levefod hører til de materielt set bedste i verden. Samtidig viser alle undersøgelse, at danskere føler sig meget lykkelige over deres tilværelse.

- Hvordan hænger det sammen? Hvorfor føler vi, sammenlignet med andre folkeslag, at vi har det så godt?

• Der kan være en tendens til, at man i kristne kredse fordømmer seksuel umoral stærkere end økonomiske forbrydelser.

- Bør vi som menighed tale mere direkte i fordømmelsen af økonomiske forbrydelser og udnyttelse af de fattige og svage? Hvornår skal vi markere os, og hvornår er det klogest at tie? Begrund dine svar.

Til at tænke over

Evangeliet fortæller, at Jesus var rig, men blev fattig for vores skyld, for at vi ved hans fattigdom kan blive rige (2 Kor 8,9). Hans kærlighed er fundamentet for al kristen etik.

103

NOTER

104

TIL SABBATTEN | 6. DECEMBER 2014

NOTER

TIL SABBATTEN | 6. DECEMBER 2014

105

11 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 13. DECEMBER 2014

Rede til høsten ”Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.“ (Jak 5,8).

I den græsk-romerske verden (og nogle steder i dag også) foregik der hektiske forberedelser forud for en fornem persons besøg.

Gaderne blev ryddet, butiksvinduer vasket, blomster plantet og sikkerheden forstærket. Man gjorde alt for at få omgivelserne til at se fuldkomne ud, når gæsten ankom.

Det græske ord parousia, som bruges over alt i Det Nye Testamente om Jesu ”komme“ og også i Jak 5,7-8, er et teknisk udtryk for en konges eller stormands ankomst. Hvis man foretog sådanne forberedelser før en jordisk herskers ankomst, hvor meget mere bør vi ikke forberede vores hjerter for vores Herre og Frelsers komme?

Men hvordan kan vi forberede os, når vi ikke ved ”den dag eller time“ (Matt 24,36)? Hvad betyder det at være ”tålmodige“ og at gøre vores ”hjerter stærke“? Hvordan hænger dette sammen med tanken om ”efterårsregn og forårsregn“ (Jak 5,7)? Det grundlæggende budskab i teksterne for denne uge er relevant for de troende til alle tider, selv om sammenhængen i teksten ser ud til at handle om de sidste tider. Ned igennem historien og også i vores egne liv her og nu står vi over for prøvelser og lidelser, som kræver af os, at vi står fast i troen ligesom de gamle profeter.

Ugens tekster

106

· Jak 5,7-12 · Rom 13,11 · 1 Kor 3,13 · Luk 7,39-50 · Kol 4,6

SØNDAG

7. DECEMBER 2014

Vent på ”regn“ En landmands levebrød er direkte afhængigt af vejret. Hvis det er for tørt eller for vådt, for koldt eller for varmt, vil afgrøden blive påvirket negativt. I lande med et tørt klima som fx Israel, er sikkerhedsmarginen endnu mindre, og betydningen af nok regn på de rigtige tidspunkter er af afgørende vigtighed. Enten den vokser på en lille familiegård eller et stort gods, er afgrøden og dens værdi direkte afhængig af regn.

Den tidlige regn, efterårsregnen, faldt i reglen i oktober-november og fugtede jorden og forberedte den til plantning og spiring.

Den sene regn, forårsregnen omkring marts-april, fik afgrøden til at modnes til høsten.

Jak 5,7 5 Mos 11,14 Jer 5,24; 14,22 Joel 2,23

Hvilken pointe fremhæver de gammeltestamentlige afsnit om regn? Hvorfor tror du, at Jakob benytter dette billede i forbindelse med Jesu genkomst? Se også Hos 6,1-3; Joel 2,28-29. ”Gennem billedet om den tidlige og den sene regn, som i Mellemøsten falder ved såtid og høsttid, forudsagde de jødiske profeter udgydelsen af åndelig kraft i en særlig grad over Guds kirke. Helligåndens udgydelse på apostlenes tid var begyndelsen til den tidlige regn, og resultatet deraf var fantastisk… Men ved afslutningen af jordens høst gives der et løfte om en særlig udgydelse af åndelig kraft, som skal forberede kirken på Menneskesønnens komme.

Denne åndsudgydelse sammenlignes med den sene regn; og det er om denne ekstra kraft, de kristne skal opsende deres bønner til Høstens Herre i den sene regns tid.“ (Ellen White, Our Father Cares, s. 212).

Jesus omtaler ”høsten“ ved ”verdens ende“ (Matt 13,39). Mark 4,26-29 giver et billede, der meget ligner Jak 5,7. Bonden venter på, at kornet skal modnes: ”først strå, så aks, så fuld kerne i akset.

Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde“ (vers 28-29). Og det er kun ved høsttiden, at man kan skelne mellem hveden og ukrudtet (Matt 13,28-30; sml. Mal 3,17-18).

Til at tænke over

Bør den kendsgerning, at vi kun kan skelne mellem hveden og ukrudtet, når høsten kommer, få os til at vise vores tro i gerninger nu, før høsten kommer? Er forskellen mellem ”hveden“ og ”ukrudtet“ primært en forskel i ydre handlinger?

107

MANDAG

8. DECEMBER 2014

Hvor nært er ”nær“?

Jakob 5,8 bekræfter, at Kristi komme er ”nær“. Men hvordan skal vi opfatte dette løfte efter næsten to tusind år?

Matt 4,17; 10,7; 24,33 Rom 13,11 Hebr 10,25 Jak 5,9

Jesus beskrev sit kommende rige i lignelser for at undervise om ”himmelske ting“, som vi ikke forstår, gennem udtryk, som vi kender. En nøjere gennemgang af disse lignelser viser, at der er to aspekter ved Guds rige: en nuværende, åndelig virkelighed og et herlighedsrige, som endnu ikke er her. Alle apostlene satte deres håb til Jesu snarlige genkomst; men de siger aldrig nøjagtigt, hvornår dette ville ske. Ligesom os ønskede de at vide, hvornår det skulle ske; men Jesus forklarede, at det ikke var det bedste for dem at have denne viden (ApG 1,6-7). Hvor ivrige ville de mon have været til at forkynde evangeliet for verden, hvis de havde vidst, at arbejdet endnu ikke ville være afsluttet efter næsten 2000 år?

Jak 5,8 1 Thess 3,13 2 Thess 3,3 1 Pet 1,19 1 Kor 3,12

Hvad mener Jakob, når han siger, at vi skal gøre vores ”hjerter stærke“ og hvorfor tror du, at han omtaler den forventede afgrøde som ”dyrebar“ (timios; vers 7)?

Til at tænke over

108

Det græske ord stērizō betyder at ”gøre stærk“ eller at ”sætte fast“. Vores hjerte skal være så stærkt forbundet med Jesus, at det ikke kan rokkes, uanset hvilket pres der lægges på det. At stå fast i sandheden (2 Pet 1,12), modstå fristelser og udholde prøvelser og modgang på grund af vores tro (ApG 14,22) hjælper alt sammen til at opnå denne styrke. Åndelig vækst er en proces, som ikke altid er let, men som bærer ”dyrebar afgrøde“. De troende, som er frelst gennem ”Kristi dyrebare (timios) blod“ (1 Pet 1,19), har uendelig stor værdi for den himmelske ”landmand“. Ordet timios bruges også til at beskrive de ”ædelsten“, der symboliserer de troende, som er ”bygget“ på Kristus, ”grundvolden“ i Guds åndelige tempel, som er kirken (1 Kor 3,11-12). Samtidigt sammenligner Paulus de svage i troen med træ, hø og halm, som til sidst går op i luer, når Jesus kommer igen (1 Kor 3,12-15). Det er derfor vigtigt, at vi med jævne mellemrum spørger os selv, hvor vi skal bruge vores energi!

Det skal ”vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart; for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er“ (1 Kor 3,13). Se på dit eget liv. Hvordan er dit arbejde?

TIRSDAG

9. DECEMBER 2014

Vrantne, vrede og voksende Hvornår kommer Jesus igen? Hvorfor er vi her endnu? Det er ingen overraskelse, at vi nu i det 21. århundrede har mennesker, der tvivler og spotter. Dette er ikke noget nyt i kirkens historie. Ned igennem Israels folks historie kom den mest alvorlige trussel ikke fra deres fjender, men fra deres egne folk og deres egne hjerter. Sådan er det også, når Herrens komme nærmer sig. ”Vi har meget mere at frygt indefra end udefra… Den vantro, vi hæger om, den tvivl, vi udtrykker, det mørke, vi holder af, opmuntrer de onde engle til at komme nær og åbner vejen for, at Satan kan gennemføre sin strategi.“ (Ellen White, Last Day Events, s. 156).

Derfor advarer Jak 5,9 os: ”Vær ikke vrantne mod hinanden, brødre, for at I ikke skal blive dømt; dommeren står allerede ved døren.“ Hvordan har du været vranten mod eller brokket dig over andre eller måske til og med over kirken (måske til tider med god grund)?

Spørgsmålet er, hvordan har du gjort det? Med ydmyghed, blidhed og tilgivelse på samme måde, som Gud har tilgivet dig (Se Luk 7,3950), eller efter verdens standard? Vær ærlig over for dig selv!

Ud fra det, vi tidligere har læst i dette brev, ser det ud til, at der var alvorlige udfordringer blandt de troende, favorisering (Jak 2,1.9), onde tanker (2,4), ond tale imod hinanden (3,10; 4,11), misundelse (3,14), skænderier (4,1) og verdslighed (4,4.13-14). Jakob fører os derfor til dybtgående løsninger på disse problemer: tro (1,3.6), ordet, som er indplantet i os (1,21), fordybelse i frihedens fuldkomne lov (1,25; 2,12), visdom fra oven (3,12.17), nåde (4,6) og rene hænder og et rent hjerte (4,8). Han hævder også, at der skal være ydre beviser i vores liv på Guds gerning i vores indre (2,14-26), bl.a. at vi besøger de nødlidende og glemte (1,27), viser barmhjertighed (2,13) og sår fred i stedet for strid (3,18).

I sidste ende er vi ansvarlige over for Gud; vi skal aflægge regnskab over for ham, som er vores Herre og Dommer, og som vil gengælde enhver, eftersom hans gerning er.

Til at tænke over

Hvordan kan vi opmuntre og løfte hinanden op, mens vi venter på Jesu genkomst? Hvorfor er det vigtigt, at vi gør det?

109

ONSDAG

10. DECEMBER 2014

Forbilleder på tålmodig udholdenhed Jak 5,10-11

Hvad har Job og profeterne til fælles? Hvorfor tror du, at disse eksempler bliver fremhævet? Hvilke personlige lærdomme kan vi drage fra disse menneskers historier, når vi selv oplever vanskeligheder og prøvelser?

Israels profeter forkyndte trofast Herrens ord uden at forandre det eller gå på kompromis. Når Hebræerbrevet lovpriser profeternes trofasthed mod Gud, tegner det et tydeligt billede: de ”stoppede løvers gab [Daniel], slukkede voldsom ild [Shadrak, Meshak og AbedNego], undgik truende sværd [Elias og Elisa], … måtte udstå … lænker og fængsel [Jeremias og Mika] … blev stenet [Zakarias, Jojadas søn], gennemsavet [Esajas], døde for sværdet [se 1 Kong 19,10]“ (Hebr 11,33-37). Jobs lidelser er selvfølgelig også legendariske; det samme er hans tålmodighed til trods for, at hans egen kone hånede ham og hans venner irettesatte ham, da de kom for at trøste ham.

Hvad gjorde disse troshelte og mange andre til noget særligt i forhold til den almindelige eller gennemsnitlige Guds efterfølger? Jakob nævner flere forskellige egenskaber: tålmodighed, udholdenhed og mest af alt håb og tillid til Gud. En af egenskaberne er tålmodighed (makrothymia), som også oversættes med langmodighed eller overbærenhed. Det henviser til evnen til at være stærk i vanskeligheder og prøvelser, at udholde hvad livet (eller djævelen!) end måtte udsætte os for. Profeterne udholdt alle deres prøvelser for Guds ords skyld med tålmodighed.

Dette ord bruges tit i Det Nye Testamente, også i en omtale af Abraham, som ventede ”tålmodigt“ i mange år på, at Gud skulle opfylde sit løfte om at give ham en søn (Hebr 6,12.15). Det beskriver også Jesus, som i tålmodighed led og døde for at frelse os (2 Pet 3,15).

Udholdenhed (hypomonē), på den anden side, fokuserer på det endelige mål i denne proces, på at se frem imod målstregen. Job fremhæves som indbegrebet af udholdenhed. På trods af alt det, han led, så han urokkeligt frem imod den endelige retfærdiggørelse, han ventede at få (Job 14,13-15; 19,23-27).

Til at tænke over

110

Hvor tit har du til og med følt en form for håbløshed? Tænk over de prøvelser, som nogle af de bibelske personer, der omtales ovenover gennemgik; forestil dig, hvor hjælpeløse de til tider må have følt sig. Hvad kan du uddrage af deres lidelser, som kan hjælpe dig igennem dine egne prøvelser?

TORSDAG

11. DECEMBER 2014

Gennemskueligt som solskin Jak 5,12

Kommentatorer har undret sig over, hvorfor Jakob gør et så stort nummer ud af at aflægge en ed. Selv om hensigten var at forbyde enhver form for denne slags tale, hvorfor bliver det fremstillet som en formaning ”frem for alt“ andet, han har talt om i dette kapitel eller i hele brevet? Er det virkelig så stor en sag? Vi må huske, hvad vi har set hele vejen igennem vores studium af dette brev. Jakob er ikke tilfreds med en overfladisk tro eller religion, på trods af den karikatur af ham, vi af og til møder. Jakob er helt og holdent fokuseret på evangeliet, faktisk så meget, at han opstiller så høj en standard, at vi ikke kan nå den uden Guds tilgivelse og nådige kraft. Vores ord afslører, hvad der er i vores hjerter. ”Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med“ (Matt 12,34). Jakobs teologi er gennemsyret af Jesu tankegang, som befalede os: ”I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by“ (Matt 5,34-35). Det ser ud til, at nogle mennesker til og med satte deres hovedhår som garanti for deres ords pålidelighed (vers 36).

Men Jesus sagde, at alt dette var af det onde. ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej“ (vers 37).

Alt tilhører Gud, også hvert et hovedhår (selv om der hos nogle af os ikke er så mange!), så ”der findes intet, som vi er berettigede til at stille som vores egen garanti for opfyldelsen af vores ord… Alt, hvad en kristen gør, skal være gennemskueligt som solskin. Sandheden er fra Gud; bedrag i alle dets utallige former er altid fra Djævelen.“ (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 90.92.) Det er tydeligt, at Jesus ikke forbød at aflægge en ed i retssammenhæng; for han nægtede ikke selv at svare, da han blev afhørt af ypperstepræsten, og han fordømte heller ikke processen, selv om den på adskillige måder afveg fra normal retspraksis (Matt 26,63-54).

Vi må huske flere forskellige ting, når det handler om at tale sandheden. Først af alt må vi indse, at vi sjældent kender til hele sandheden, heller ikke om os selv, så vi må være ydmyge. For det andet bør sandheden altid fremsættes med kærlighed og til opbyggelse for dem, der hører den.

Til at tænke over

Læs Ef 4,15. 29 og Kol 4,6. Bed mens du mediterer over det vigtige budskab i disse vers. Tænk over, hvor anderledes (og bedre!) dit liv ville være, hvis du ved Guds nåde fulgte alle disse formaninger.

111

FREDAG

12. DECEMBER 2014

Læs Ellen White · Profeter og konger, Elias på flugt, s. 80-84; Stilhed efter stormen, s. 85-89; I Elias’ ånd og kraft, s. 90-95.

Læs om Elias’ og Jobs erfaringer, da de gennemgik store prøvelser og den betydning, de har for os i de sidste tider. ”Ledere i Guds værk bør lære at vente tålmodigt og bevare troen, når alt ser mørkt ud. Himlen vil ikke svigte dem, når de møder modgang. Ingen er tilsyneladende så håbløst stillet, men i virkeligheden så uovervindelig, som den, der føler sin egen intethed og stoler fuldt og fast på Gud ... Der vil komme prøvelser, men gå blot fremad.

Derved vil din tro blive styrket, og du vil blive skikket til din gerning.

Bibelen er ikke kun skrevet, for at vi skal læse i den og undres. Den er skrevet, for at vi skal komme i besiddelse af den samme tro, som var virksom i Guds tjenere i fortiden.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 88.89).

Spørgsmål til drøftelse

1. Vi kender alle lignelsen om hveden og ukrudtet, som skulle vokse sammen indtil høsten (Matt 13). Men hvad betyder det med hensyn til menighedsdisciplin? Hvad betyder det, når det handler om at behandle direkte oprør eller vranglære inden for kirken? Skal vi bare være passive og sige, at det alt sammen vil blive ordnet, når Jesus kommer igen? Tydeligvis ikke. I lyset af denne lignelse, men også når vi ser eksempler fra den første menighed, hvor det var nødvendigt med disciplin (fx fra Korintherbrevene og Galaterbrevet), skal vi da fjerne ukrudtet, især dem hvis eneste hensigt udelukkende synes at være at kvæle hveden?

2. Vi udsættes alle for fristelser og prøvelser. Hvilke løfter fra Bibelen og Ellen Whites skrifter har trøstet dig og hjulpet dig til at være udholdende i troen? Hvilke bibelske personer har haft størst betydning for dig i dine vanskeligheder og/eller i lyset af, hvad der ligger foran os?

3. Jakob formaner os til ikke at ”være vrantne mod hinanden“ (5,9). Alligevel kan andre mennesker, også kristne, gøre ting, som generer og irriterer os. Hvordan kan vi lære at elske, tilgive, udholde og hæve os over disse ”bagateller“, som kan gøre os sure, irritable og i virkeligheden til dårlige vidner for Kristus?

112

DIALOG

TIL SABBATTEN | 13. DECEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Klage over personlige lidelser eller over nøden i verden er ofte i Bibelen formuleret ved bønnen ”Hvor længe ... ?“ som i Sl 6,3; 13,2-3; 74,10; 89,47; og Hab 1,2. I Daniel 8,13-14 rejser Daniel spørgsmålet og modtager et svar, der peger på Guds indgriben i og fra sin himmelske helligdom.

• Jesus lærer os den samme type bøn med sætningen fra fadervor: ”Komme dit rige“ (Matt 6,10). Ægte kristen bøn vil altid udtrykke ønsket om, at Guds rige vil blive synligt oprettet.

• I Johannes’ Åbenbaring skriver Johannes til de troende, at han var ”fælles med“ dem ”om trængslen og Riget og udholdenheden“ (Åb 1,9).

- Hvad tror du, Johannes mener med ”Riget“?

Mødet med dagligdagen

• Lav en liste over de forhold i verden omkring dig lokalt og globalt, som får dig til at ønske, at Jesu komme vil ske snart.

Personligt kristenliv

• Når du beder bønnen fra Fadervor, ”komme dit rige“, tænk da konkret på de forhold, hvormed du har beskrevet verdens nød!

• Har du oplevet Guds rige midt i livets nød og problemer? Del evt. dine erfaringer med din klasse?

Uddybende spørgsmål

• Tænk over forholdene i verden, og drøft i lyset deraf , hvordan vi skal bede til Gud, når vi tilbeder sammen: - Er det rigtigt af os altid kun at lovprise Gud, når hans verden lider - eller er der også plads til klagesang i kirken?

- Hvordan vil det opleves, hvis vi udelukkende klager?

- Hvordan er forholdet mellem lovprisning og klage i de bibelske salmer og bønner? Hvilke er der flest af?

Til at tænke over

Gud vil hellere, at vi giver vores følelser udtryk i ord og klager vores nød til ham, end at vi slet ikke beder til ham.

Forstå det bedre

Bibelen indeholder en række tekster, der giver udtryk for fornemmelsen af, at Gud tøver med sin indgriben, eksempelvis Hab 2,1-4; Matt 25,5; og Åb 6,19. Daniel beder i landflygtighed indtrængende Gud om at gribe ind ”uden tøven“ (Dan 9,19). Guds indgriben fin113

DIALOG

TIL SABBATTEN | 13. DECEMBER 2014

der sted ved hans ”komme“ til helligdommen til dom og befrielse som i fx Sl 95,10-13; 98,4-9. ”Guds komme“ til sin helligdom er også omtalt i Dan 7,21-22. Når Jesu gerning i den himmelske helligdom er fuldendt, kommer han for at hente sine børn.

NOTER

114

NOTER

TIL SABBATTEN | 13. DECEMBER 2014

115

12

TIL SABBATTEN | 20. DECEMBER 2014

Bøn, helbredelse og genoprettelse

Ugens vers

”Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er.“ (Jak 5,16).

Introduktion

Vi mennesker fascineres af mirakler og magi. Tit tiltrækkes vi kun af nysgerrighed, eller fordi det imponerer os. Så da Jesus blev bedt om at udføre et mirakel kun for underholdningens skyld (Luk 23,8-9) eller for at bevise, at han var Messias (Matt 12,38-41), eller for at tilfredsstille et af sine egne behov (Matt 4,2-4), nægtede han at gøre det. Ånden, hvorigennem Jesus underviste med autoritet og udførte mirakuløse helbredelser, er ikke kun en kraft, som kan anvendes; vi skal være instrumenter i hans hånd. Gud ville med glæde helbrede alle, som er syge; men han er interesseret i en mere væsentlig, varig helbredelse.

Vi vil derfor i denne sammenhæng se på nogle væsentlige spørgsmål: Hvordan skal vi forstå Jakobs ord om helbredelse af de syge? Er der en forbindelse mellem helbredelse og tilgivelse som svar på bøn?

Elias fremstilles som et vigtigt forbillede på bøn i en tid med udbredt frafald. Hvad kan vi lære af hans bønneliv og hans arbejde med at kalde Israel tilbage til Gud og sand tilbedelse?

Ugens tekster

116

· Jak 5,13-20 · 1 Joh 5,14 · 1 Kor 15,54 · Hebr 12,12-13 · Joh 8,43-45 · Ordsp 10,12

SØNDAG

14. DECEMBER 2014

Et væsentligt kristent værktøj Jak 5,13

Hvilken interessant kontrast stiller Jakob op i dette vers? Hvordan kan vi anvende disse formaninger i vores egne erfaringer?

Selv om han omtaler to forskellige ting (lidelse og glæde), kæder han dem sammen med bøn og lovprisning: bed når du lider ondt, syng lovsange når du er glad. Disse to vaner er i virkeligheden ikke så forskellige. Mange bibelske lovprisningssalmer er også bønner, og Jakob begyndte sit brev med at opfordre læserne til at ”regne det for glæde“, når de kom ”ud for prøvelser af forskellige slags. I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed“ (Jak 1,2-3). Bøn og lovsang er måske tættere sammenflettet, end vi ofte tror.

Det ord, som i Jak 5,13 oversættes med ”lider“, kommer fra den samme rod som det ord, der tidligere blev brugt i vers 10 om, at profeterne led. Det henviser til både fysiske og psykiske prøvelser – ”først og fremmest i forbindelse med farer og vanskeligheder i en krigssituation“ (Ceslas Spicq, Theological Lexicon of the New Testament, 2. bind, s. 239), men også til fysisk og mentalt udmattende arbejde. Det anvendes også i 2 Tim 2,9 og 4,5 til at beskrive ”det hårde arbejde, apostlene udførte, hvor de ikke lod sig afskrække af nogen vanskelighed eller lidelse“ (Theological Lexicon of the New Testament, 2. bind, s. 240). Det er naturligt for os som kristne at vende os til Gud, når vi møder vanskeligheder. Bøn er i særlig grad vigtigt, når vi møder modgang, men at synge eller spille lovsange (ordet psalletō, som bruges, kan betyde begge dele), hjælper også. ”Sang er ligeså meget en tilbedelseshandling, som bønnen er det.

I virkeligheden er mange sange en bøn.“ (Ellen White, Uddannelse, s. 170.) Hvor mange af os har ikke oplevet, at vores nedtrykthed eller ensomhed er blevet lettet ved, at vi kom i tanker om ordene i en salme? Der er mange iblandt os, som lider eller har brug for opmuntring, som ville glæde sig over et besøg, hvor man bad og sang sange. ”Glæd jer med de glade, græd med de grædende“ (Rom 12,15). Det kan også være med til at løfte vores egen sindsstemning mere end noget andet.

Til at tænke over

Vi ved alle, hvordan lidelse kan drage os nærmere til Gud og få os til at bede mere. Men hvilke åndelige farer kan vi udsættes for, når alt går godt? Hvorfor er det især vigtigt at synge lovsange i disse situationer? Hvad er det med til at minde os om?

117

MANDAG

15. DECEMBER 2014

Bøn for de syge Jak 5,14-15

Hvilke væsentlige elementer beskriver Jakob som en del af at salve de syge, og hvilke vigtige åndelige bestanddele finder vi i disse vers?

Det faktum, at en syg tilkalder menighedens ældste og beder dem om at salve vedkommende ”med olie i Herrens navn og bede over ham“, udtrykker den syges åndelige ønske og menighedens samlede overbevisning om, at helbredelse kræver guddommelig indgriben (Mark 6,13). Henvisningen til syndstilgivelse viser, at Gud ikke gennem et ritual vil genoprette en person fysisk, hvis vedkommende ikke også ønsker åndelig helbredelse. ”Man skal sige til de mennesker, der ønsker forbøn, at det er syndigt at overtræde de fysiske og åndelige love, som Gud har givet, og at de skal bekende deres synd og holde op med at synde, før han kan velsigne dem“ (Ellen White, Vejen til et bedre liv, s. 143).

Anmodningen om guddommelig indgriben og tilkaldelsen af menighedens ældste indikerer, at sygdommen har ført til sengeleje og måske også, at det er så alvorligt, at det ikke kan foretages i forbindelse med en almindelig menighedssamling. Der benyttes to forskellige græske ord her for den syge: 1) astheneō i vers 14, som også benyttes om Tabitha, som ”blev syg og døde“ (ApG 9,37); 2) kamnō i vers 15, som generelt henviser til en patient, men det bruges også om dem, der er døende, og i denne sammenhæng synes at indikere en, som er fysisk udslidt og hentæret. Mirakuløs helbredelse kan ske som svar på ”troens bøn“, som indbefatter overgivelse til Guds vilje (1 Joh 5,14), enten dette medfører helbredelse eller ej. Men henvisningen til ”frelse“ og ”gøre [den syge] rask“ (sml. ”frelser hans sjæl fra døden“ i Jak 5,20) peger utvetydigt til opstandelsen som den eneste fuldstændige helbredelse, hvor ”dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed“ (1 Kor 15,53).

Til at tænke over

118

Mange af os kender til situationer, hvor en syg person er blevet salvet, men hvor vedkommende ikke blev helbredt, men døde.

Hvorfor er håbet om opstandelsen, som er underforstået i disse vers, vores eneste sikkerhed?

TIRSDAG

16. DECEMBER 2014

Helbredelse for sjælen Vigtigere end helbredelse af legemet er helbredelse af sjælen. Det er trods alt ikke vores hensigt at gøre mennesker til sundere syndere, men at vise dem hen til det evige liv, som kun findes i Jesus Kristus.

Måske er dette grunden til, at den eneste tydelige henvisning til helbredelse i denne uges bibeltekst findes i vers 16, ugens vers, som bevæger sig væk fra den tænkte situation i vers 13-15. Ordet for helbredelse i dette vers (iaomai) kan henvise til en helbredelse som rækker ud over at kurere en fysisk lidelse (se fx Matt 13,15). Idet Jakob allerede i vers 15 har antydet en bredere forståelse af helbredelse (opstandelsen), knytter han en forbindelse mellem sygdom og synd, hvor synd er den grundlæggende årsag til alle vores problemer – uden derved at sige, at enhver sygdom kan direkte føres tilbage til en bestemt synd, men at sygdom og død er følgerne af, at vi alle er syndere.

Mark 2,1-12 Hebr 12,12-13 1 Pet 2,24-25

Hvilken slags helbredelse beskriver disse skriftsteder, og hvad er grundlaget for denne helbredelse?

Tro på Jesus bringer helbredelse for åndelig svaghed og synd. På en måde var alle de helbredelser, som Jesus udførte, en lignelse, som skulle få folk til at indse deres dybe behov for frelse. I tilfældet med den lamme mand i Mark 2 var åndelig helbredelse faktisk mandens største bekymring. Derfor forsikrede Jesus ham med det samme om, at hans synder var tilgivet. ”Alligevel higede han ikke så meget efter legemlig helbredelse, som efter lettelse for syndens byrde. Hvis han kunne møde Jesus og få vished for tilgivelse og fred med Himmelen, så ville han være tilfreds med at leve eller dø, alt efter Guds ønske.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 183.) Selv om de, som i dag udfører helbredende arbejde, bør benytte alle tilgængelige medicinske midler for at helbrede sygdomme, bør de også gøre en indsats for at helbrede hele mennesket, ikke kun for dette liv, men for evigheden.

Helbredelse indbefatter også helbredelse af personforhold. Derfor formanes vi til at bekende vores synder for hinanden (Jak 5,16), dvs. dem, vi har syndet imod (Matt 18,15.21-22). Hvis du har gjort noget forkert imod en anden eller såret nogen, skal du altså bekende over for dem. Da vil Herrens velsignelse hvile over dig, for bekendelse indbefatter at dø fra selvet, og kun ved at dø fra selvet kan Kristus dannes i os.

119

ONSDAG

17. DECEMBER 2004

Forbilleder på bøn Jak 5,17-18

Hvad kan vi lære om bøn fra Elias’ eksempel? Hvordan hænger det sammen med helbredelse, tilgivelse og genoprettelse?

Disse vers illustrerer den forsikring, der gives sidst i Jak 5,16: ”En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er.“ Elias var en retfærdig mand og blev til og med optaget til himlen, men han var ikke overmenneskelig. Han havde de samme lidenskaber og følelser som os. Men det faktum, at Gud hørte hans bønner, bør være en opmuntring for os om, at vores bønner også vil blive hørt. Jakob siger, at Elias ”bad en bøn“. I den græske tekst kan dette udtryk forstås sådan, at han lægger vægt på inderligheden i Elias’ bøn om, at det ikke skulle regne. Han bad tilsyneladende om, at Gud skulle opfylde løftet i 5 Mos 11,13-15 (noget der antydes i Jak 5,18).

Israels tilbedelse af Ba’al, som bl.a. var stormens og lynets gud, kunne på baggrund af denne profeti i 5 Mosebog ikke gå uimodsagt hen. Selv om vi ikke ved, hvor længe Elias bad, før hans bøn blev hørt, var hans bønner baseret på et nøje studium af og meditation over Guds ord i lyset af de omstændigheder, han befandt sig i. Det kan være, at han citerede profetien i 5 Mosebog som en del af sin bøn, ligesom Daniels bøn for Jerusalem er baseret på hans studium af Jeremias’ profeti (se Dan 9,2-3). Vores bønner bliver også mere effektive, når de udspringer af dybsindige overvejelser omkring vores egne omstændigheder set i lyset af Guds ord.

Perioden uden regn i tre og et halvt år (også omtalt i Luk 4,25) er en betydningsfuld prøvetid i Guds ord (ligesom den profetiske periode på en halv uge eller Jesu arbejde i tre og et halvt år i Dan 9,27 og de tre og en halv tid med frafald i Dan 7,25 og Åb 12,14).

Ved afslutningen af denne periode brugte Gud Elias til at begynde et arbejde med vækkelse og reformation for at vække Israel, så folket kunne indse, hvor dybt deres frafald var. Det var et arbejde, som symboliserede både Johannes Døberens arbejde for Israel i det første århundrede for at berede vejen for Jesu første komme og det arbejde, Gud har betroet sit folk i dag for at forberede folk for Jesu andet komme (se Mal 4,5-6; Matt 11,13-14).

Til at tænke over

120

Som en kirke ønsker vi vækkelse og reformation. Men det må begynde i vores egne liv, med os selv, personligt og dagligt. Hvilke valg kan du alene fortage, som vil afgøre den retning og til syvende og sidst det mål, dit liv skal have?

TORSDAG

18. DECEMBER 2014

Genoprettelse og tilgivelse Helligånden arbejdede gennem Elias for at genoprette forholdet mellem Israel og Gud. Det meste af Elias’ arbejde foregik ikke på Karmels bjerg. Det var kun begyndelsen! Han fortsatte det i de små landsbyer og hjem og ved at oplære fremtidige åndelige ledere gennem profetskolerne, så hans arbejde med vækkelse og reformation kunne vokse og forøges.

Jak 5,19-20 Luk 1,16-17 ApG 3,19

Hvordan er det arbejde, som beskrives her sammenlignet med det, Elias, Johannes Døber og andre udførte?

Vi glemmer let det omsorgsfulde og tålmodige arbejde, som Elias udførte år efter år. Johannes Døbers arbejde fokuserede også på at lede mennesker enkeltvis tilbage til sandheden, inspirere dem til omvendelse og dåb. Jesus beskriver sit arbejde med lignende udtryk: at lede mennesker bort fra vildfarelse tilbage til sandheden (se Joh 8,43-45).

Den tænkte situation, som beskrives i Jak 5,19-20 benytter en betingelsessætning på græsk, som gør det klart, at vildfarelse ikke tages for givet, men at det er sandsynligt. Afvigelse fra sandheden henviser ikke kun til frafald i trospunkter, men også livsstil, for tit fører det første til det andet. Vi begynder at tvivle på dele af vores tro, og vores livsstil begynder at afspejle konflikten i vores sind. Dette kan i sidste ende føre til direkte frafald. At få ”en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden“ (Jak 5,20). I sin opsummering af alt det, der er sagt tidligere, appellerer Jakob sine brødre i kirken til at udføre et lignende arbejde, som Elias gjorde, for at lede mennesker tilbage til Gud. Et sådant arbejde kræver stor tålmodighed, medfølelse, blidhed og ydmyghed: ”Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet!“ (Gal 6,1). Elias’ opgave er at vise mennesker hen til Gud og hans folk, ikke at afvise dem. Ofte er en person udmærket klar over sin synd og har ikke brug for at blive gjort opmærksom på den. Der er større behov for tilgivelse, som den Jesus viser, og som han har gjort mulig ved sin død. At frelse mennesker fra døden er kun muligt ved at ”skjule“ synden, lade evangeliet blive en del af vores liv og være redskaber for Guds nåde (Ordsp 10,12).

Til at tænke over

Tænk over nogen, som virkelig har gjort noget forkert, og som godt er klar over det. Hvad kan du gøre og sige for at hjælpe denne person tilbage til Gud? 121

FREDAG

19. DECEMBER 2014

Læs Ellen White · Vejen til et bedre liv, Bøn for de syge, s. 141-146 · Mod en bedre fremtid, Fejlagtige fortolkninger, s. 418-427 ”Kristus har forbundet sine interesser med menneskehedens, og han beder os blive ét med ham for at frelse mennesker. ”I har fået det for intet,“ siger han, ”giv det for intet.“ (Matt 10,8). Synden er det værste af alt, og det tilkommer os at have medlidenhed med synderen og hjælpe ham. Der er mange, som farer vild, og som føler deres skam og deres dårskab. De hungrer efter et opmuntrende ord. De ser på deres fejl og vildfarelser, indtil de næsten drives til fortvivlelse.

Disse mennesker må ikke forsømmes… Sig opmuntrende, troende ord, og det vil virke som lægende balsam for den kvæstede og sårede.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 363).

Spørgsmål til drøftelse

1. Tænk over en situation, hvor du virkelig kom galt af sted og sårede både dig selv, andre mennesker og Gud med din synd.

Hvor meget betød det for dig at have nogen, som til trods for at de ikke godkendte dine handlinger (og som måske med rette var rystet over dem), ikke desto mindre forsøgte at opmuntre dig og løfte dig op? Hvad husker du mest fra disse erfaringer, og hvordan kan dette hjælpe dig til at gøre det samme for andre, som også har begået en stor fejl?

2. Læs Jak 5,16 under bøn og eftertanke. Hvilke vigtige åndelige lærdomme finder vi i dette vers? Hvad fortæller det os om betydningen af bøn for vores åndelige liv? Selv om bøn kan og bør være noget meget personligt, tal sammen i klassen om, hvad bøn betyder for dig, hvordan du har oplevet bønnesvar, og hvordan du har lært at stole på Gud, når dine bønner ikke blev besvaret sådan, som du ønskede det. Hvad er trods alt det allervigtigste resultat af bøn, der ”formår meget“?

122

DIALOG

TIL SABBATTEN | 20. DECEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Kan du finde et bibelsk eksempel, hvor sang hjalp mennesker i nød til at holde håbet oppe?

• Hvad er ifølge vor Herres bøn og kommentar betingelsen for at få tilgivelse (Matt 6,12.14-15)? Hvordan kan frelsen stadig være af nåde, hvis dette er en betingelse?

Personligt kristenliv

• Lad klassens medlemmer hver nævne en af deres yndlingssalmer og evt. fortælle hvorfor.

• Tænk over din egen situation, når eller hvis du lider af en eller anden sygdom (og hvis ikke, ved vi jo, at det kan vi alle komme ud for - sygdom er hvermands herre!).

- Hvad vil du ønske mest af alt: helbredelse for din sygdom eller tilgivelse og frelse fra din synd?

- Hvad vil du gøre for at blive rask? Hvor meget vil du ofre i håb om at blive det? Hvor meget vil du ofre for at blive tilgivet og frelst?

Mødet med dagligdagen

• Lad en person med medicinsk ekspertise forberede eksempler for klassen på den indflydelse, sindet kan have på helbredelsesprocessen.

• Drøft i klassen, hvilken betydning det har for mennesker, der er syge, at de føler omsorg og er en del af et fællesskab.

• Læg evt. praktiske planer for, hvad I som klasse eller enkeltpersoner kan gøre, for at mennesker, der er syge, kan føle større fællesskab med menigheden - husk, at et af de problemer, syge menneske ofte føler, er at stå udenfor, fordi de ikke kan deltage i alt, hvad der foregår.

Uddybende spørgsmål

• Hvorfor er undervisning om sundhedens principper af betydning for mennesker, der er syge og ønsker helbredelse?

• Tænk over analogien mellem sundhedsprincipper og etiske principper: tilgiver Gud vores moralske overtrædelser uden at fortælle os om, hvordan vi kan undgå følgerne af personlig synd?

123

DIALOG

TIL SABBATTEN | 20. DECEMBER 2014

• Hvis vi beder Gud om helbredelse, og det menneske, vi beder for, ikke bliver rask, bliver vi da skuffede over eller vrede på Gud? Er helbredelse en betingelse for Guds kærlighed? Elsker Gud de mennesker mindre, som ikke bliver helbredt?

Til at tænke over

NOTER

124

I sin kærlighed ønsker Gud ikke blot, at vi tilgives for vores synd, men også, at vi bliver i stand til at nyde velsignelserne ved at leve efter de principper, han har givet.

NOTER

TIL SABBATTEN | 20. DECEMBER 2014

125

13

TIL SABBATTEN | 27. DECEMBER 2014

Det evige evangelium

Ugens vers

”I fortiden viste Herren sig for dem. Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig.“ (Jer 31,3).

Introduktion

I vores studium af Jakobsbrevet har vi set på en række emner, som hører sammen med evangeliet, og vi har foretaget en del sammenligninger med andre bibelske forfattere. Det er ikke altid klart, hvordan Jakobs udtalelser passer sammen med andre dele af Skriften, især når det drejer sig om noget så centralt som selve evangeliet; men som vi har set, er der overensstemmelse. Dette er meget vigtigt; for vores budskab i de sidste tider har som grundlag forkyndelsen af ”et evigt evangelium … for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk” (Åb 14,6).

I det sidste bibelstudium for dette kvartal vil vi fokusere på nogle grundlæggende spørgsmål mht. det ”evige evangelium“, spørgsmål om frelse af tro, som forkyndes i hele Bibelen – også Jakobsbrevet.

Det er vigtigt at huske, at Bibelen ikke modsiger sig selv, især ikke mht. noget så grundlæggende som frelse. Ved at afslutte dette kvartal med at se på, hvordan evangeliet findes i hele Bibelen, kan vi lettere se, hvordan Jakobsbrevet passer ind i et større billede af Guds frelsesplan.

Ugens tekster

126

· Hebr 4,2 · Sl 130,3-4 · Luk 15,11-32 · Rom 3,24-26 · Hebr 10,1-4 · Åb 14,12

SØNDAG

21. DECEMBER 2014

Evangeliet i Det Gamle Testamente ”For vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de; men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det“ (Hebr 4,2).

Dette vers er ret overraskende i sine konklusioner. For det første var evangeliet, ikke kun et glædeligt budskab, men det glædelige budskab forkyndt i Det Gamle Testamente. For det andet blev det forkyndt ligesom i Det Nye Testamente. Der er ikke nogen antydning om, at der var nogen forskel i budskabet. Problemet lå altså ikke i budskabet, men i modtagelsen af det. Også i vores tid kan forskellige mennesker høre det samme evangelium på meget forskellig måde. Derfor er det vigtigt, at vi overgiver os i tro til Ordets lære, så vi kan høre evangeliet på den rigtige måde, når det forkyndes.

Læs versene og gengiv kort evangeliets budskab i hvert af dem: 1 Mos 3,15 2 Mos 19,4-6 Sl 130,3-4 Sl 32,1-5 Es 53,4-11 Jer 31,31-34 Lagde du mærke til et fælles træk ved dem? Gud griber ind for at frelse os; han tilgiver vores synd og ”sætter fjendskab“ i os mod synden, så vi kan blive ”villige og lydige“ (Es 1,19). Den ene (Jesus) døde for de mange og bar deres (vores) synd og retfærdiggør dem, der ikke fortjener det. Den nye pagt er anderledes end den gamle pagt, fordi loven er skrevet i hjertet, og Gud ”husker ikke længere på deres synd“ (Hebr 8,12). Tilgivelse og den nye fødsel er med andre ord en samlet pakke; retfærdiggørelse og helliggørelse udgør Guds løsning på syndens problem. Vi kunne tilføje mange andre skriftsteder; for budskabet er det samme i hele Bibelen. Gud elsker os på trods af vores synd og har gjort alt, hvad der er muligt for at frelse os fra den.

Til at tænke over

Hvordan kan vi, som tror på betydningen af at holde loven, beskytte os selv mod den fejl at tro, at lydighed mod loven kan retfærdiggøre os? Hvorfor er dette ikke altid så let?

127

MANDAG

22. DECEMBER 2014

Evangeliet levendegjort Nogle mennesker har meget svært ved at finde evangeliet i evangelierne! Jesu lære kan synes meget legalistisk, men kun hvis vi ikke hører resten af beretningen. De fleste mennesker i Israel på Jesu tid anså sig selv for at stå i et meget godt forhold til Gud. De støttede templet ved at betale den lovbefalede tempelskat og bragte de forventede ofringer. De afstod fra uren føde, deres sønner blev omskåret, de overholdt de religiøse fester og sabbatter, og de forsøgte i det store og hele at holde loven, som den blev undervist af deres religiøse ledere. Men så kom Johannes og råbte: ”Omvend jer og lad jer døbe.“ Og Jesus sagde, at det var nødvendigt med en ny fødsel (Joh 3,3.5), og at ”hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget“ (Matt 5,20). Jesus sagde med andre ord: ”I har brug for noget, som I ikke har. Jeres gerninger er ikke nok.“ Luk 15,11-32; 18,9-17

På hvilken måde illustrerer disse lignelser evangeliet?

I lignelsen om den fortabte søn er sønnen fortabt, men ved det ikke. Men med tiden begynder han at se sin fars kærlighed på en ny måde og længes efter at komme tilbage. Hans stolthed er forsvundet. Han håbede at kunne blive godtaget som en tjener, men bliver forbløffet over sin fars overstrømmende æresbevisninger. Deres forhold er ikke alene genoprettet. Det er forvandlet. En tilsvarende ombytning af forventninger møder vi i den anden lignelse. Den ”retfærdige“ farisæer bliver ignoreret af Gud, mens den ”syndige“ tolder ikke alene bliver accepteret, men går bort derfra retfærdiggjort, tilgivet og befriet fra sin skyld.

Begge historier hjælper os til at se Gud tydeligere, som en far og som en, der retfærdiggør de ugudelige. Når Jesus beskriver bægeret med de pressede druer som ”mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse“, lider han som det sande påskelam den død, som vi skulle lide (Matt 26,28; sml. Mark 10,45) Frelsen er altså gratis for os, fordi Jesus betalte alt.

Hvilket håb finder du for dig selv i hver af de to lignelser? Hvordan kan du identificere dig med nogle af personerne i disse lignelser, og hvad bør dit svar sige om, hvad du måske har brug for at ændre i dit åndelige liv?

128

TIRSDAG

23. DECEMBER 2014

Evangeliet hos Paulus Ligesom mange af sine landsmænd mente Paulus, at hans åndelige tilstand var god. Men så opdagede han Jesus som ”Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig“ (Gal 2,20). Pludselig så han sig selv, ikke som frelst, men som fortabt; ikke en Guds tjener, men Guds fjende; ikke retfærdig, men den største blandt syndere. Hans øjne blev åbnet over for evangeliet i Det Gamle Testamente. Guds åbenbaring til ham personligt og gennem Skriften forvandlede hans hjerte og ændrede hans liv for altid. Vi vil aldrig forstå Paulus’ skrifter, før vi indser disse grundlæggende kendsgerninger, som ligger til grund for det, han skrev.

2 Kor 3,14-16

Læs teksten og læs derefter vers 2-6. Hvad siger Paulus her er det afgørende skridt?

Betydningen af den gamle pagt bliver kun tydelig, når ”én vender om til Herren“ (vers 16). Jesus er vejen til frelse. Alt begynder og ender med ham. Fordi Israel, ligesom Paulus før hans omvendelse, stolede på deres egen lydighed, oplevede de den gamle pagt som dødens tjeneste. Hvorfor? Fordi ”alle har syndet“ (Rom 3,23), også Israels folk, og budene kunne kun fordømme dem (2 Kor 3,7). Men de troende i Korinth var derimod ”et Kristus-brev … ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod“ (vers 3).

Rom 1,16-17; 3,24-26

Hvordan definerer Paulus evangeliet? Hvad modtager enhver som tror på Kristus?

Evangeliet er ”Guds kraft til frelse for enhver, som tror“. Retfærdighed er ikke baseret på, hvad vi gør, men på hvad Kristus har gjort for os, og som vi modtager gennem tro. Dette er en overbevisning, som vokser ”af tro til tro“ (Rom 1,17). Betydningen deraf uddybes af Paulus i resten af Romerbrevet, og kernen finder vi i slutningen af kapitel 3. Ved tro på Kristus har vi forløsning (Gud har købt os tilbage ved at betale for vores synder), retfærdiggørelse (af nåde fritages vi for skyld og renses) og tilgivelse (Gud tager os tilbage og ”glemmer“ vores fortids synder). Gennem Kristi offer viser Gud, at han er retfærdig, når han retfærdiggør de ugudelige, som tror på Jesus.

129

ONSDAG

24. DECEMBER 2014

Den nye pagt Hebr 8,1-2.6

Hebr 7,19; 8,9; 10,1-4

Åb 13,8 Jer 32,40 Hebr 13,20-21 Joh 13,34

Hebræerbrevet beskriver den nye pagt som en ”bedre“ pagt end den gamle. Det naturlige spørgsmål må derfor være: ”Hvorfor oprettede Gud den gamle pagt, hvis den ikke var god nok?“ Men problemet lå ikke i pagten, men i folkets reaktion på den.

Hvilke problemer med den gamle pagt beskrives her?

Folket ”blev ikke i min pagt“ (Hebr 8,9), men var ulydige og oprørske. Dette sammen med det faktum, at dyreofringerne i den gamle pagt aldrig kunne fjerne folkets synder (Hebr 10,4), betød, at syndens problem var uløst. Kun ”ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle“ (Hebr 10,10) kan der sones for synd, også for synder begået under den gamle pagt (Hebr 9,15). Dette skyldes, at loven jo ikke ”førte … til målet – men der indføres i stedet noget bedre, nemlig det håb, hvori vi kommer Gud nær“ (Hebr 7,19) gennem løftet i den nye pagt.

På en måde er den nye pagt slet ikke ny; for lige siden løftet i Edens have om, at kvindens afkom skulle knuse slangens hoved, har frelsesplanen altid, fra verden blev grundlagt, været baseret på Kristi, det slagtede lams, død. ”Nådens pagt er ikke en ny sandhed; for den har i al evighed eksisteret i Guds tanke. Derfor kaldes den en evig pagt.“ (Ellen White, The Faith I Live By, s. 77).

Men som vi så hos Paulus sker der noget særligt, når vi vender os til Gud. I forbindelse med den evige pagt har Gud lovet: ”Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig“ (Jer 32,40).

At ofre dyr uden at have tro var næsten som at betale for synden.

Når vi i stedet ser hen til Jesus, som ”udholdt korset uden at ænse dets skam“ og ”som fandt sig i en sådan modstand fra syndere“ (Hebr 12,2-3), ser vi syndens ufattelige pris og den gode nyhed, at denne pris er betalt af Jesus Kristus ”med en evig pagts blod“ (Hebr 13,20). Denne ”nye“ pagt forandrer vores syn på alt, fx budet om at elske hinanden. Det er i virkeligheden ikke nyt (3 Mos 19,18) bortset fra, at vi ikke kun skal elske vores næste som os selv, men ”som jeg [Jesus] har elsket jer“ (Joh 13,34).

Til at tænke over 130

Hvordan kan vi nogen sinde lære at elske andre, som Jesus har elsket os?

TORSDAG

25. DECEMBER 2014

Evangeliets klimaks ”I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne.“ (Åb 10,7).

Joh 8,56 Rom 4,13 Jak 2,21-23

Åb 12,17 Åb 14,12

Det er bemærkelsesværdigt, at udover Åb 14,6 er Åb 10,7 det eneste vers i Johannes’ Åbenbaring, som specielt henviser til evangeliets forkyndelse (det græske ord, som oversættes med ”forkyndt“ er euangelizō, ”at forkynde gode nyheder“). Disse to kapitler har en særlig betydning for syvende dags adventister; for vi finder vores kald og missionsbefaling beskrevet i dem. Gud har med andre ord givet os en særlig befaling om at forkynde ”det evige evangelium“, som han ikke har givet til nogen andre.

Evangeliet er det samme fra 1 Mosebog til Johannes’ Åbenbaring. Loven er den samme. Pagten er den samme. Jesus, Paulus og Jakob bekræfter alle, at evangeliet er det samme som det, Abraham troede. Abrahams lydige tro havde sit udspring i, at han forudså Jesu offer. Vi behøver ikke at balancere tro og gerninger for at blive frelst. Troen alene er nok; men det må ikke blot være en intellektuel tro som den de onde ånder har, eller en formastelig tro, som gør brug af Guds løfter uden at opfylde betingelserne for frelse; i stedet må det være en tro, som viser sig i gerninger.

Hvorfor er henvisningerne om at holde fast ved Guds bud og Jesu vidnesbyrd og tro af betydning i det evige evangeliums sammenhæng?

Det afgørende i de sidste tider vil være, hvem vi vil tilbede og adlyde. Gud, ”som har skabt himmel og jord og hav og kilder“ (Åb 14,7)? Eller dyret og dets billede? Lydighed mod Guds bud (inklusiv sabbatsbudet) og tro på Jesus kendetegner dem, som forbliver trofaste indtil enden. Sand religion kræver både tro og lydighed. ”Trods modstand og forfølgelse er der hele tiden blevet bragt vidnesbyrd om Guds lovs evige gyldighed og om den hellige pligt til at holde sabbat på den dag, der blev indstiftet ved skabelsen.

Disse sandheder, der i Åbenbaringen 14 forkyndes i forbindelse med ”det evige evangelium“, skal kendetegne Kristi menighed, når han kommer igen. For som et resultat af det trefoldige budskab forkyndes det: ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og ved troen på Jesus.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 366.)

131

FREDAG

26. DECEMBER 2014

Læs Ellen White ”Vi har brug for at nå en højere standard, gå fremad og gøre brug af vores ophøjede privilegier. Vi bør vandre ydmygt med Gud, ikke prale af en fuldkommen karakter, men i enkel tro tage ethvert løfte i Guds Ord til os; de gælder for dem, som er lydige, ikke for dem, der overtræder Guds lov. Vi skal ganske enkelt tro på Guds vidnesbyrd og være totalt afhængige af ham, så vil enhver mulighed for selvforherligelse og stolthed forsvinde. Vi frelses virkelig af tro, ikke en passiv tro, men ved den tro, der viser sig i kærlighedshandlinger og renser sjælen. Kristi hånd kan nå den største synder og bringe ham tilbage fra overtrædelse til lydighed; men ingen kristendom er så højtragende, at den kan hæve sig over Guds hellige lovs krav. Da ville man være uden for Kristi kraft til at hjælpe, uden for hans lære og eksempel; for han siger: ”Jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed”, og alle, som følger Kristus, vil være lydige mod Guds hellige lov.” (Ellen White, Signs of the Times, 31. marts 1890).

Spørgsmål til drøftelse

1. Drøft de forskellige ting ved evangeliet, som Jesus, Jakob og Paulus lægger vægt på i deres lære, både ligheder og forskelle.

Hvordan kan vi ved at læse dem samlet og se hele billedet beskytte os selv mod at ende op enten i lovtrældom eller i billig nåde?

2. Hvilke løfter i evangeliet kan du gøre brug af, når du føler dig mismodig over din åndelige tilstand? Hvorfor må du aldrig give op, selv i de mørkeste øjeblikke, og hvorfor er løftet om Kristi retfærdighed som en gave til uværdige syndere nøglen til at beskytte dig fra at opgive?

3. De tre englebudskaber forbinder nøje skabelsen med forløsning og frelse. Det gør Joh 1,1-4 også. Hvorfor er disse emner så nært forbundet med hinanden? Hvordan er denne nære forbindelse med til at forklare, hvorfor sabbatten er en så vigtig del af Guds lov? Hvordan hjælper dette tætte bånd os til at forstå den centrale rolle, sabbatten har i den endelige kamp i de sidste dage?

132

DIALOG

TIL SABBATTEN | 27. DECEMBER 2014

Aktiviteter og dialog Guds ord

• Denne sidste sabbat i kvartalet er en god anledning til at drøfte, hvad I som klasse har fået ud af studierne. Lad hvert medlem forberede at nævne et eller to punker, som har givet udbytte for det personlige kristenliv.

- Dette kan også være sabbatten, hvor I søger svar på nogle af de konkrete bibelske spørgsmål, studiet har rejst. Lad et medlem eller en gæst forberede sig på at give nogle svar.

- Juletiden er en travl periode; men glem ikke, at en fællesspisning for sabbatsskoleklassen kan være en god ide for fællesskabet.

• Åbenbaringens Bog henviser til skabelse tre gange i forbindelse med den sidste menigheds forkyndelse, i budskabet til Laodikea (3,14) og i englenes prædikener i henholdsvis 10,6 og 14,7, hvor sabbatsbudet begge gange citeres.

- Hvorfor tror du, at skabelsen specielt understreges i tilknytning til den sidste menigheds budskab til verden?

- Hvilke forhold gør skabelsen særlig relevant for vores tid og for forståelsen af evangeliet i vores tid?

Uddybende spørgsmål

• De fire store hovedpunkter i frelseshistorien er skabelsen, syndefaldet, korset og Jesu genkomst.

- Hvad forskel vil det gøre for opfattelsen af frelse, hvis skabelsen ikke var virkelig?

- Hvad forskel vil det gøre for opfattelsen af frelse, hvis Jesu genkomst ikke er en dramatisk, historisk begivenhed, men i stedet fx en indre, åndelig oplevelse?

Det betyder

Evangelium kommer af et græsk ord, der betyder godt eller glad budskab. Forstavelsen ”eu“ betyder ”god/glad/“, og hoveddelen af ordet genkender vi i et ord som ”engel“, der betyder budbærer og i Biblen bruges både om himmelske væsener og mennesker - disciplene kaldes egentlig ”engle“ i Luk 9,52, oversat med ”sendebud“.

Ordet har imidlertid også en baggrund i Det Gamle Testamente, som jo var de hellige skrifter for forfatterne af Det Nye Testamente.

De talte ikke i et tomrum, men anvendte tanker og udtryk, som deres tilhørere og læsere allerede kendte. Det hebraiske ord mebassar (en tillægsform af ordet basar) anvendes i Es 52,7 om den, der bringer godt eller glædeligt budskab. I sammenhængen henviser det 133

DIALOG

TIL SABBATTEN | 27. DECEMBER 2014

til den, der fortæller, at Gud er på vej, og i den efterfølgende profeti i Es 52,13-53,12 beskrives den lidende Messias, Jesus Kristus! Hunkønsformen af mebassar er brugt i Sl 68,12 om ”skaren af kvinder“, der bringer ”glædesbud“. Forkyndelsen af evangeliet er her betroet kvinder!

Forstå det bedre

I Hebræerbrevet 8,17 siges det, at den gamle pagt nu er forældet.

Omkring år 1900 angreb A.F. Ballinger vores kirkes lære, fordi han mente, at det, der nu var ”forældet“, var tjenesten i den hellige afdeling i himlens helligdom, og at tjenesten i det allerhelligste, det vil sige dommens dag, var trådt i stedet ved Jesu himmelfart. I 1980’erne genoplivede andre teologer denne idé i nye angreb på vores adventistiske forståelse.

Men det, som var ”forældet“, var ikke den hellige afdeling i himlen, men den jødiske tjeneste på jorden, som var blevet erstattet af den virkelige helligdomstjeneste i himlen, hvor Jesus var blevet indviet som ypperstepræst. Modsætningen er ikke mellem de to afdelinger i helligdommen, men mellem skyggebilledet på jorden (israelitternes helligdom) og den himmelske virkelighed.

Jesu tjeneste som vores ypperstepræst indbefatter jo da også de centrale dele af den daglige tjeneste i den hellige afdeling. Jesus er vores mellemmand, der repræsenterer os, når vi beder. Gud sørger for os, som han sørgede for sit folk, symboliseret ved de 12 skuebrød. Og Gud sender stadig sin Hellige Ånd for at oplyse vores hjerte og sind om, hvem Jesus er, så vi ser ham som vores frelser og forløser.

NOTER

134

NOTER

TIL SABBATTEN | 27. DECEMBER 2014

135