2013-4 Aktive Seniorer

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

04

08

Bibelens fokus på støvets år Prædikerens ord om ungdom og alderdom får gennem Børge Schantz’ analyse ny betydning og aktualitet.

04

3. årg. november 2013

12

De drog mod vest Den første weekend i september samledes mere end en 30 personer med rødder i Danmark i Florida.

Gensynsglæde på Vejlefjord Den 7. september samledes mere end 300 tidligere og nuværende elever til festgudstjeneste i Vejlefjordkirken.

Aktive Seniorer

Advent og jul er på vej – Aktive Seniorer ønsker alle seniorer en glædelig fest!

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

04

08

Bibelens fokus på støvets år Prædikerens ord om ungdom og alderdom får gennem Børge Schantz’ analyse ny betydning og aktualitet.

04

3. årg. november 2013

12

De drog mod vest Den første weekend i september samledes mere end en 30 personer med rødder i Danmark i Florida.

Gensynsglæde på Vejlefjord Den 7. september samledes mere end 300 tidligere og nuværende elever til festgudstjeneste i Vejlefjordkirken.

Aktive Seniorer

Aktive Seniorer Nr. 4 november 2013

Advent og jul er på vej – Aktive Seniorer ønsker alle seniorer en glædelig fest!

AKTIVE SENIORER udgives af Foreningen for Danske Adventistseniorer. I 2013 sendes det til alle medlemmer i Adventistkirken, der er fyldt 60 år uden beregning. Udgifterne til tryk og porto er dog stadig stigende, hvorfor gaver til bladet og foreningen modtages med tak og kan indbetales på vores konto i Danske Bank: Reg. nr. 1551 konto nr. 000 690 2154

Kære venner Igen et nyt nummer af Aktive Seniorer. Bladet bliver lavet, for at vi kan sende en hilsen til hinanden. Jeg ved ikke, om du ofte bliver spurgt, hvordan du har det, hvor gammel du er, om du stadig er rask, hvad du får tiden til at gå med o.s.v.?

Adventistseniorer i udlandet kan få Aktive Seniorer tilsendt, som pdf-fil via e-mail.

Adresser på mulige udenlandske abonnenter modtages med tak.

Af: Bent Nielsen Foto: H. Sættem

J

Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.) tlf. 7589 5619, e-mail: walder@hafnet.dk, Birthe Bayer Harry Sættem Layout: Mediegruppen Tryk: Øko-tryk Forside foto: Arkivfoto Postvognen kommer med julepost til Algade i Den Gamle By, Århus.

Deadline for stof til næste blad: 1. januar 2014 Næste blad udkommer: Februar 2014 ISSN: 2244-9930

MG 1392

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER Formand: Bent Nielsen, tlf. 65902570 Næstformand: Walder Hartmann Kasserer: Doris Jørgensen Sekretær: Birthe Bayer Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Sonja Bäckström, Elbjørg Meiner-Madsen, John Ravnkilde, Hanne Schantz og Harry Sættem

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

eg bliver ofte stillet disse spørgsmål. Jeg modtager dem positivt, fordi de fortæller mig, at der er nogen, der har interesse i mig og mit liv, og det er jeg glad for at vide.

Vi bør alle vise interesse for hinanden. Vi er en stor gruppe, der har mange fælles interesser og samme mål. Vort liv går videre og videre dag for dag, og vi har hver især mulighed for at vise vor glæde over at vide, at vi behøver hinanden og kan være med til at vise hinanden, det er den samme Gud, vi tjener, og at vort mål er himlen og en evig tid sammen med Gud Jesus Kristus og hinanden.

Vi lever i dag på en jord, der er præget af uro, ufred, splittelse, utryghed og angst. Livet omkring os kan så let give os bange følelser. Verdenssituationen fortæller os, at vi nærmer os verdens ende.

Det kan let blive værre. Satan ønsker at tage modet fra os. Han går rundt som en brølende løve siger Peter i 1 pet.5,8 – 10: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge, stå ham imod, faste i troen, I ved jo at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden. og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har holdt jer til sin evige kærlighed ved Jesus Kristus, selv udruste, støtte, styrke og grundfæste jer.

Vi kan godt blive bange for tiden, der ligger foran os. Men lad os udvikle et fællesskab, der kan hjælpe os til at vende blikket mod Jesus. Joh.14,27 lover: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer Jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.

Dette er et stort løfte fra Jesus, der er sejrherre. Han vil en dag udfri os fra denne verden og give os en ny. Må vi dagligt have dette i tanke – en evighed med Jesus.

Med venlig hilsen Bent Nielsen

Lær at leve mens du gør det Af: Walder Hartmann Foto: H. Sættem

F

or et år siden tog vi afsked med én af Danmarks rigeste mænd. Mærsk Mc Kinney Møller blev 98 år gammel, og da vi et par dage senere var på udflugt med vore seniorer til Christiansfeld, stod guiden på kirkepladsen og pegede rundt på de omliggende bygninger: 8 mio til renovering af den bygning, 11 mio til den der, og for resten også nogle mio til dette projekt.

En rig mand, der delte ud af sin rigdom – og heldigvis ingen, der har kaldt ham for en tåbe.

Da jeg forleden igen læste beretningen om den rige bonde, kom jeg pludselig til at tænke på den i et omvendt perspektiv. Jeg havde altid sprunget let forbi denne lignelse, for den henvender sig jo til de rige – så den kan ikke gælde en pensionist – og for den sags skyld heller ikke hans omgangskreds.

Du kan altså roligt slappe af, måske endda læse dette med opløftet sind, fordi Jesus i næsten samme åndedrag tilføjer: ” Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”.

Om DR har været inspireret af lignelsen eller af hr. Møllers bortgang, ved jeg ikke; men for en tid siden bad de brugere af deres internetsider om, at svare på, hvad de ønskede af deres tilværelse. De skulle blot fuldføre sætningen: Før jeg dør, vil jeg… Og hvad ville de så?

• Før jeg dør... vil jeg få mindst et menneske til at føle at de er noget særligt.

• Før jeg dør... vil jeg prøve at køre racerløb.

• Før jeg dør... vil jeg giftes med en kineser som har hovedrollen i en krimi på svensk.

• Før jeg dør... vil jeg være fuldstændigt selvforsynende og CO2-neutral.

• Før jeg dør... vil jeg logge af Facebook, og skrive ’GAME OVER’.

• Før jeg dør... vil jeg smide overflødige ting ud.

• Før jeg dør... vil jeg gerne sige tak for det, jeg fik!

• Før jeg dør... vil jeg prøve at forstå lidt mere af den verden vi lever i.

Den rige mand var en tåbe, fordi: • Han havde glemt, hvorfra velstanden kom.

• Han havde misforstået, hvor velstanden ville gavne mest.

• Han troede velstanden ville sikre hans fremtid.

• Han glemte at regne med Guds rige som en del af fremtiden.

• Han tænkte kun på sig selv, ikke på andre.

Tyskeren Helmut Thielicke har udtrykt, at et menneskes kærlighed er et skabende åndepust, som Gud har betroet én. Først når jeg elsker med dette åndepust, vil jeg erfare, hvem et andet menneske i det hele taget er… Et andet menneske er, hvad min kærlighed gør det menneske til. Også vi er, hvad Guds kærlighed gør os til. Det er det livet her på jorden handler om, og det er vigtigt, at vi lærer at leve, før vi skal dø.

Walder Hartmann

Nr. 4

November 2013

3

Bibelens fokus på støvets år Prædikerens ord om ungdom og alderdom får gennem Børge Schantz’ analyse ny betydning og aktualitet for seniorer, der gerne vil være aktive i 2013.

Af: Børge Schantz Foto: Colourbox og Harry Sættem

A

ktive Seniorer er et glimrende navn for syvende dags adventist seniorernes hovedorgan i Danmark. Titlen er uden tvivl en opfordring til fortsat at involvere sig i noget, når man ikke længere har aktive ansvar i hverdagen.

4

Nr. 4

November 2013

Der er vel intet der kan forlænge – og vel også forgylde – de sidste leveår (pensions tiden) mere end netop dette at være ydende og aktiv på et eller andet område.

Det gælder både åndelige, legemlige og materielle foretagender,

som man i kraft af sin baggrund, helbred, interesser og bopæl, har anledning til at engagere sig i.

I denne udgave af Aktive Seniorer skal vi berøre nogle få tekster i Bibelen, hvor der er tale om

legemlige svagheder, som i seniorårene uundgåeligt, i større eller mindre grad, kan ramme os alle og begrænse vore aktiviteter. Lægevidenskaben har naturligvis mere detaljerede og omfattende lister over alderdommens svagheder.

Disse er uden tvivl kendt for Aktive Seniorers læsere. Skrifterne fremhæver de vigtigste og hyppigst udbredte svagheder, som rammer mennesket.

Artiklen vil også lægge vægt på udvalgte skriftsteder, hvor inspirationen gør opmærksom på nogle af de positive aspekter, i både privat- og menighedslivet, som kan medvirke til at gøre livsaftenen til en ydende og nyttig oplevelse.

Bibelen har opløftende budskaber, der gør opmærksom på Skaberens forståelse for alderdommens begrænsninger. Dog synes Bibelen ikke direkte at berøre den senilitet, som alderen også kan medføre.

Dette område kræver et specielt studium.

Prædikerens billedlige beskrivelse af seniorårene Læs langsomt Prædikerens Bog 12: 1- 7. Prædikeren, muligvis kong Salomon, råder de unge til at glæde sig over livet og at huske Skaberen/Livgiveren. Alderdommen bliver kaldt de onde dage, som man ikke kan lide. Helt ærligt, er det nok også det, vi ofte føler.

Billedsproget beskriver seniorernes langtsomt svindende helbred på en poetisk og gribende måde. I teksten er de ting, der gør dagene onde: Blindhed, gigt, døvhed, svækkelse af forskellige organer, beskrevet indirekte i billedsprog.

Der er flere fortolkninger. En amindelig anerkendt fortolkning kan dog glimrende anvendes på de sidste år i vore liv, ja endog dødens komme.

Lad os vers for vers fra Prædikeren 12: 1-7 se på udlægningen af de forskellige symboler.

Livet (v. 2) med sol, lys, måne, stjerner, skyer og regn, som noget fortidigt, kan af den ældre opleves som en tid uden varme – med aftagende livsglæde og tvivlrådighed.

Husets rystende vogtere og de krumbøjede mænd (v. 3) fortolkes som hænder, arme og ben der bliver svagere med årene. Kværnen der må standse, ja endog dør hen, peger på de få tænder der er tilbage, som også efterhånden helt forsvinder. Formørkninger man oplever når man kigger ud af vinduerne, er synet der svækkes, et alderdomstegn omtalt flere steder i Bibelen (1 Mos 27:1; 48:10, 1 Sam 3:2; 4:15).

Dørene til gaden (v. 4) har at gøre med hørelsen. Når de lukkes, aftager hørelsen. Manglen på søvn er illustreret ved, at kun når fuglene kvidrer, vækkes man op. Mangel på hørelse bliver bekræftet ved, at man ikke længere kan nyde sangen. Sangens døtre bliver stille kunne give den mening, at musikalske noder bliver vanskeligere at skelne. Ængstelsen for bakkerne (v. 5) henviser til, at både åndedrætsbesvær og svage ben må tages i betragtning, når man bevæger sig i højderne og i trafikken. Mandeltræets blomsring henviser til de grå hår. Kapersfrugten brister er i flere Bibler oversat til at appetiten på livet er forbi.

Kapersfrugten var et elskovsmiddel, som stimulerede både den fysiske og sexuelle appetit.

Så langt Salomons poetiske beskrivelse. Vi kan som seniorer uden tvivl identificere os med denne beskrivelse af seniorårenes svagheder.

Seniorårenes værdifulde virke i livet og menigheden På trods af svækkelserne er ældre med deres livserfaringer og oplevelser en enestående kilde for samfundet, og i vor sammenhæng specielt for kirken. Biblen har flere råd, anvisninger og opfordringer på disse områder.

Den yngre generation formanes i Skrifterne til både at lytte til, lære af og vise respekt for seniorerne.

Interessant at ordet senior har samme rod som ordet senator.

Salmisten siger i sabbatssalmen at ”selv i den høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne” (Salme 92: 14), og Salomon udtrykker at ” Gråt hår er en prægtig krone, den findes på retfærdigheds vej” (Ord 16:31).

Profeten Esajas har det trøsterige løfte ” Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed” (Es 46: 4), som Paulus bekræfter med ordene ” Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag” (2 Kor 4:16).

Formørkninger man oplever når man kigger ud af vinduerne, er synet der svækkes, et alderdomstegn omtalt flere steder i Bibelen (1 Mos 27:1; 48:10, 1 Sam 3:2; 4:15).

Nr. 4

November 2013

5

Løftet om det evige liv i troen på Jesus Kristus tager sin ønskede og blændende begyndelse med at «livsånden vender tilbage til Gud, som gav den».

Det er det største budskab for os.

Generationerne komplementerer hinanden Ordsprogene har en fornem beskrivelse af forholdet mellem generationerne: Børnebørn er de gamles krone, fædre er sønnernes pryd” (Ordsp 17:6). Ideen er at forældre og efterkommere, alle med forskellige evner, opgaver og ansvar må være sammen for at danne et afbalanceret hele. Der skal være respekt og harmoni mellem dem for at sikre fremtiden. Den virkelighedsnære og afbalancerede udvikling sker ved den yngre generations villighed til at lytte og lære. ”Lyt til din fars formaning, min søn, afvis ikke din mors belæring” (Ord 1: 8). Samfundet var dengang organiseret i storfamilier, der både var samfundets kerne og betingelsen for overlevelse. De unge med kræfter og energi havde ansvaret for arbejdet og krævende opgaver, medens de ældre med erfaringer kunne give retningen og advare mod farer. Når Salomon formaner: Hold din fars bud min søn afvis ikke din mors belæring (Ord 6: 20) gør han opmærksom på at rollefordelingen var nødvendig, ikke alene for den lille familie, men for hele samfundets eksistens og fremtid.

I de mere end 3000 år der er 6

Nr. 4

November 2013

gået, siden Salomon var konge, har samfundet oplevet en enestående udvikling på alle områder.

Udviklingen indenfor teknologi og videnskab skyldes, at yngre generationer med energi har bygget på ældres opfindelser, observationer, erfaringer og fejltagelser.

Den samme modnings proces finder generelt også sted i kirkens regi og arbejde. Yngre kræfter har ideer og energi. Ældre har det store overblik og den historiske baggrund til at kunne bedømme og tilrettevise. Bibelens mange ord, om seniorernes status, bør minde kirken om, at inspirationen peger på, at generationerne skal lære af hinanden.

Det skal nævnes, at avisernes ofte negative rapporter om det moderne familieliv, er et resultat af at børn ikke lytter til far og mors bud og belæring. ”Mennesket går til sin evige bolig” Teksten fra Prædikerens bog (12: 6-7) nævner så den endelige og uundgåelige afslutning på livet.

Døden, er beskrevet som sølvsnoren der brister, guldskålen der revner, krukken der knuses, hjulet der bryder sammen og støvet vender tilbage til jorden, medens

livsånden, som blev indblæst mennesket ved skabelsen, vender tilbage til Gud. Vor kirke hævder, at denne afslutning af livet på jorden måske kan forhales med op til ti år ved at følge visse sundhedsregler. Vi skal vel, i visse tilfælde, være taknemmelige for en mulig forlængelse af livet, men til sidst går vi forrest i sørgetoget for os alle gennem gaderne.

Løftet om det evige liv i troen på Jesus Kristus tager sin ønskede og blændende begyndelse med at «livsånden vender tilbage til Gud, som gav den». Det er det største budskab for os.

Kristus er en forstående frelser og advokat, der ønsker at vi fortsætter tilværelsen i Hans rige, hvortil adgangen kun beror på en tro, der ubevidst har ført til et liv i harmoni med Guds hensigter for slægten.

I Hans store kærlighed vil endog de, som har forkastet Ham, ikke få en evig pinefuld straf, men bliver, som om de aldrig har været til, mens Kristi tro efterfølgere vil få evigt liv.

Denne bibelske forståelse er uden tvivl blandt de største og mest betydningsfulde budskaber syvende dags adventisterne har til verden.

En vinterbaders bekendelse Har du svært ved at forstå, hvorfor nogen bader, når det er frostgrader udenfor? Vidste du, at to medlemmer i Seniorforeningens bestyrelse er flittige vinterbadere? Her får du fire forklaringer på, hvorfor det er sundt at hoppe i bølgen blå midt om vinteren, og John Urtids personlige vidnesbyrd om mere end 15 år med et dagligt bad i Øresund.

Tekst: John Ravnkilde Foto: Privat

B

landt venner i gruppen af vinterbadere, der hver morgen mødes ved Øresund, kaldes jeg John Urtid. Jeg fik navnet, da jeg efter at have vinterbadet i 10 år blev vikingedøbt og skulle have en vikingebetegnelse, der kunne karakterisere min tilværelse over for mine medvikinger. Jeg er desuden urmager af profession.

Jeg hoppede i Øresund, som vinterbader, første gang i 1995, og jeg har siden badet hver eneste morgen kl. 6.00 – uanset vejr og vind.

Kun hospitalsophold og eventuelle ferieture får lov til at påvirke denne rutine, og hvis forholdene tillader det, bliver Øresunds bølger så erstattet af andre vande (Marielyst, Tyrifjord, Vesterhavet o.l.).

at de er glade for at have overstået dagens kolde gys, men også at hjernen har udsendt en masse signalstoffer til kroppen. Adrenalin, doparmin, kortisol og serotonin udgør de primære stoffer, og de påvirker sindet, så man i bogstaveligste forstand føler sig i ”højt” humør.

Kuldechokket aktiverer også immunforsvaret, der straks går i beredskab. Det betyder, at vinterbadere lider mindre af forkølelse og infektioner i luftvejene end andre. Desuden har undersøgelser vist, at insulin-niveauet falder hos personer med type 2 diabetes, når de har vinterbadet. Det samme gælder blodtrykket, som ofte

ligger på et lavere niveau hos vinterbadere i vintermånederne end resten af året.

Sidst, men ikke mindst, fryser vinterbadere generelt også mindre.

Ud over de har vænnet sig til kulde, så bliver kroppen også bedre til at opvarme sig selv ved at skabe energi, når det er koldt i luften. Derfor bruges vinterbadning ofte præventivt i kolde lande som f.eks. Rusland.

Når dagens dukkert i Øresund er overstået og morgenmaden indtaget, glæder jeg mig til at hjælpe andre med at holde styr på tiden. TIK – TAK – så er det vintertid igen.

Hvorfor jeg gør det?

Når man springer ned i det iskolde vand, trækker blodkarrene i fingre og fødder sig sammen, og blodet søger mod kroppen. Det gør, at hjertet slår hurtigere, og man begynder at hive efter vejret. Men når man så kommer op af vandet igen, udvider blodkarrene sig, blodet bevæger sig ud i alle ender af kroppen. På den måde bliver blodkarrene trænet og holdes i gang. Jeg kan slet ikke undvære dette daglige kick.

Vinterbaderes humør stiger efter en tur i havet. Det kan skyldes, Nr. 4

November 2013

7

De drog mod vest

– Randers, Washington DC, Addis Ababa, Orlando...

Den første weekend i september samledes mere end en 30 personer med rødder i Danmark for at fejre ét krondiamantbryllup, én 95-års fødselsdag og én 90-års ditto. Sammenkomsten fandt sted i Florida, hvor to, der forlod fædrelandet for 65 år siden, er landet efter et fælles parløb, der har budt på spændende opgaver i både USA og Etiopien. Trods de mange år i det fremmede, læser de hver dag JyllandsPosten på internettet og synger danske salmer fra vor nye salmebog.

Tekst: Carl Jørgen Houmann og Walder Hartmann Foto: Privat

- Det blev et dejligt år, der efterfulgtes af en sommer i kolportagen, hvor jeg var sammen med Arne Wasli. Vi kom senere begge til at bo i hovedstadsområdet i USA og mødtes ofte ved skandinaviske arrangementer derovre.

C

arl Jørgen Houmann blev født i Randers den 12. september 1918 og hans hustru Anna Margrethe (f. Guldhammer) så dagens lys i Assens den 1. oktober 1923. Parret har netop fejret krondiamantbryllup – og Aktive Seniorer er naturligvis nysgerrige efter at vide, hvor de egentlig fandt hinanden.

– Efter 13 års skolegang i offentlige skoler og en afsluttet studentereksamen, svarer Carl Jørgen Houmann beredvilligt, blev jeg af daværende konferensformand Axel Varmer rådet til at tilbringe et år i bibelklasserne på Vejlefjord Højskole, og sådan blev det. Min bibellærer var Andreas Guldhammer, og hans kønne, krølhårede datter Anna Margrethe blev en af mine klassekammerater.

8

Nr. 4

November 2013

Studerede du ikke til fysioterapeut, før du emigrerede til USA? – Min far var jo fysioterapeut og havde klinik i Randers, og der var flere – bl.a. dr. C.C. Hansen i Århus, der foreslog, at jeg burde følge i min fars fodspor. Det lød til at være et godt forslag, så jeg søgte optagelse på fysioterapiskolen i Skodsborg og ankom der en mørk og kold ( -20 grader) vinteraften i februar.

– Jeg blev færdig med denne udddannelse, netop da krigen sluttede den 5. maj 1945. Vi glemmer aldrig episoden i kapellet, fredag aften den 4. maj, da en piccolo fra kontoret pludselig kom ind i salen, gik op ad midtergangen og rakte en hvid seddel til pastor Johannes Jensen, der var i færd med at prædike.

Pastor Jensen standsede, læste papiret med tilbageholdt åndedræt og forkyndte så: ”Det er lige blevet meddelt i radioen, at de tyske styrker i Holland og Danmark har kapituleret”. Jensen fortsatte ikke

sin prædiken, men annoncerede salmen: Vor Gud, han er så fast en borg.

Efter salmen løb vi ud på gaden og sluttede os til den jublende forsamling. Rullegardinerne blev fjernet, så lyset kunne strømme ud gennem de hidtil mørklagte vinduer. Skodsborg Badesanatorium, som havde været delvist beslaglagt af tyskerne gennem tre år, var endelig blevet befriet.

Hvad med den kønne, krølhårede pige fra Vejlefjord?

– Hun var fulgt efter mig til Skodsborg. Vi blev forlovet på hendes fødselsdag den 1. oktober 1944 – og hun afsluttede sin uddannelse i 1947.

– Jeg drog selv til Randers for at arbejde i min fars klinik, (det var nok meningen, at jeg skulle have overtaget den), men det blev kun en kortvarig beskæftigelse. Seks måneder senere blev jeg indkaldt til to års militærtjeneste ved hærens sundhedstropper. Jeg blev stationeret ved gymnastik-skolen i Ryvangen, der den gang var en filial under Militærhospitalet i København.

Der var stadig lang vej til USA? – Ikke så lang endda! Hen mod slutningen af min tjenestetid, fik jeg tilladelse til at deltage i et ungdomsstævne i Odense. Her traf jeg en gammel ven af familien. Det var

Balle Nielsen, som lige var vendt hjem fra Afrika. Han brændte for missionen og foreslog, at jeg skulle tage et år til Liverpool for at studere tropemedicin, og så skulle vi siden tage til Afrika.

– Jeg vendte tilbage til København, hvor jeg tilfældigvis traf overlæge Andersen fra Skodsborg.

Da han hørte om mine planer, sagde han omgående: ”Det synes jeg ikke, du skal gøre. Jeg har en stærk fornemmelse af, at du burde tage til Loma Linda for at studere til læge.

Så kan du og Anna Margrethe siden rejse ud som missionærer. Det vil gøre dig meget mere kvalificeret”.

– Overlæge Andersen gav mig også Loma Lindas årbog, skrev til sin gamle ven H.M. Johnson, der havde været forstander på Vejlefjord, men nu var forretningsfører på Union College i Nebraska.

Johnson var gift med en pige fra Randers og nu fik de altså at vide, at Carl Jørgen og Anna Margrethe gerne ville til USA for at studere.

– Inden vi vidste af det, befandt vi os på den gamle ”Stavangerfjord” på vej til USA. Vi fortsatte til Union College, hvor Johnson havde sørget for, at vi blev optaget. Vi blev der i to meget varme sommermåneder; men så blev vi ringet op fra Washington og tilbudt deltidsarbejde som fysioterapeuter ved et privat SDA-hospital. Hospitalet blev ledet af to onkler til Arne Wasli, og de var endda gift med to søstre, hvis forældre kom fra Danmark. Vi tog imod tilbudet om arbejde og blev samtidig indskrevet ved Washington Missionary College.

– Før semesteret begyndte, blev vi gift i doktorens hjem. Arne Wasli var forlover og hans søster Synnøve var brudepige.

– To år senere blev jeg optaget på lægeskolen i Loma Linda, og fire år senere vendte jeg tilbage til

Takoma Park, som turnuskandidat ved adventisthospitalet der. Senere blev jeg optaget i lægegruppen og arbejdede med en blanding af almen medicin og skadestue-tjeneste.

Hvad med missionsprojektet?

– Efter to års lægegerning ved det lille adventisthospital, kaldte Generalkonferensen os til at gøre tjeneste i Addis Ababa. I fem år arbejdede vi dels på adventisthospitalet der, dels for den kejserlige familie og for Ethopian Airlines.

– Vi følte os næsten hjemme i Etiopien, for Axel Varmer var formand for unionen der, og Finn Opsahl fra Norge var kasserer.

Desuden var Hugo Palm fra Sverige pastor i Dessie – og ham havde vi studeret sammen med i Skodsborg.

Hvordan harmonerer familieliv med en missionsindsats?

– Vores søn Lars blev født to uger efter ankomsten til Etiopien – og to år senere kom hans søster Sussi til verden. Vi havde altså fem børn, der voksede op i Addis Ababa, så de er på en måde blevet opflasket til mission, og har selv på forskellig måde engageret sig i Adventistkirkens arbejde. [Lars er i dag administrerende direktør for et netværk af adventisthospitaler i Florida. Red. Tilføjelse]. For børnenes uddannelses skyld valgte vi imidlertid at vende tilbage til USA efter fem år i missionen. I 1962 vendte jeg tilbage til mit gamle lægejob. Vi købte hus i Takoma Park og blev boende der i 32 år.

Carl Jørgen Houmann har, trods de mange år i udlandet, bevaret danskheden i sit hjerte. Danske studerende ved Adventistkirkens college og universitet i Takoma Park gik aldrig forgæves, hvis de havde brug for hjælp på det sundhedsmæssige område. Som pensionister

har ægteparret bevaret kontakten til Danmark. Jævnlige hilsener fra dem har understreget, at de følger med i alt, hvad der sker i deres gamle fædreland. Adventnyt og Aktive Seniorer bliver læst flittigt.

Jyllandsposten findes jævnligt og studeres grundigt på Internettet – og selv Adventistkirkens nyeste salmebog blev sunget igennem fra nr. 1 – til nr. 633. Én hver dag – til alle salmer var sunget.

De to unge danskere, der rejste til USA lige efter 2. Verdenskrig er blevet til en stor familie. De fem børn med ægtefæller arbejder alle, med en enkelt undtagelse, inden for sundhedssektoren. Af 14 børnebørn er 8 allerede gift – én af disse (Petra) har været studentermissionær på Vejlefjord. Fire oldebørn er også kommet til, så der er mange fødselsdage at huske for de to aktive seniorer.

Har I overhovedet tid til overs til andet end familiemæssige aktiviteter, spørger vi på falderebet.

– Vi har deltaget i flere forskellige ting. Jeg har været lastbilchauffør for ADRA, leveret ”meals on wheels” [et hjælpeprogram, hvor lokale menigheder hjælper nødstedte familier med et nærende måltid mad]. Jeg har været organist ved morgenandagterne i hospitalets kapel, og fungeret som hjemlig maler, snedker, tømrer, vvs-mand etc. Vi har begge to arbejdet i suppekøkkener for de hjemløse, og så dyrker vi vores egen køkkenhave.

– Vi har haft et spændende og interessant liv og føler os overbeviste om, at Gud har en plan for hvert eneste menneske. Vi har selv oplevet dette gang på gang, og har indset sandheden i Ord 11,14: Vel står det til, hvor mange giver råd.

Nr. 4

November 2013

9

Adventus Domini Af: Walder Hartmann Foto: Colourbox

F

or et par år siden beskæftigede Kristeligt Dagblad sig med Adventstiden under temaet: Lys i mørket – Adventstiden er eventyrlig. Man fortalte samtidig om de to mænd, der mødtes på en bænk under strøgets juleguirlander. ”Jeg hører, at du kommer sammen med en tvilling. Hvordan kan du egentlig kende forskel? ”Åh du – det er såmænd ikke så svært. Hendes bror har skæg”!

Virkeligheden er sommetider en anden, end man umiddelbart tror.

Det gælder også i den ventetid, som er en del af kristendommens 10

Nr. 4

November 2013

bagage. I ventetiden kan man godt blive overrasket. Det fortæller en af de bibeltekster, der hører december måned til: Lignelsen om de ti brudejomfruer. Den skal vi nok vende tilbage til, men først et par ord om en anden tekst – Luk 4,16 – 30.

Kristus står i Nazarets synagoge Han er gået til gudstjeneste. De er nået et stykke ind i gudstjenesten.

Der er blevet læst af Mosebøgerne. Synagogeforstanderen har haft mænd kaldt frem for at læse.

Da står også Jesus frem, som

enhver jødisk mand har ret til, for nu at læse et stykke profettekst og udlægge det. De rækker ham en Esajas-rulle. Da læser han de gamle ord med det gamle indhold: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger… for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren”.

Mens de lytter, ser de for sig de gamle billeder, de kender så godt: Først billedet af trællen.

Engang har han været fri, men han

magtede ikke livet. Efterhånden havnede alt, til sidst også han selv, i andres lommer. Men næste år er det jubelår, som det var hvert 50. år. Da blev alle tavler visket rene, og alt begyndte nyt og ubrugt. Et nådeår fra Herren kaldte man det.

De så landflygtigheden i Babel, de så de mange ramt af sygdomme, de så fattigdommen, som den gang ikke havde nogen nedre grænser dikteret af datidens politikere, de så hele deres fortid for sig. Alt dette skulle de blive befriet fra. Ikke frihed fra det at være menneske med de vilkår, det nu en gang giver, men frihed til at være menneske De havde noget stort i vente Og her kommer vi til det eventyrlige. Jesus sagde faktisk: I dag er Guds løfter blevet opfyldt!

Har du tænkt på, hvor ofte Lukas bruger udtrykket i dag?

I dag er der født jer en frelser i Davids by. Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus. I dag er der kommet frelse til dette hus, Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.« Hver gang betyder det ikke bare ”på denne dato”, men det betyder: Nu er det sket, hvis konsekvenser vil vare ved gennem alle tider.

Han kom og han kommer – i dag.

I 1886 skrev fanskmanden Pierre Berchelot, at inden 100 år ville alle have kendskab til atomernes verden. Og sagde han:”Det er min tro, at når videnskaben når det stadium, vil Gud komme til jord med sit nøgleknippe og sige til menneskeheden: Så er det lukketid, mine herrer.

Er der nogen generation, der skulle forstå disse ord bedre, end vores? Er det timen før lukketid?

Ingen ved det, og det er heller ikke

det vigtigste at vide. Det vigtigste er, at vi ved hvem det er, der kommer. Og det bringer os så til den anden vigtige decembertekst: Matt 25 Når Guds kongerige bliver til virkelighed, vil det være ligesom i historien her. Der var ti brudepiger, der gik ud for at møde brudgommen og tog olielamper med sig.

Fem af dem var tankeløse, og fem af dem var fornuftige… Lidt senere kom de andre piger tilbage. ’Herre luk op for os!’ råbte de. Men han svarede: ’Nej! Jeg ved ikke hvem I er.’ I skal også holde jer klar, sagde Jesus, for I ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage.

Man venter brudgommens komme, og det komme trækker ud. Det er der egentlig ikke noget sært i – det ved man i de egne noget om helt op til vore dage. Brudgommen må give sig god tid til at forhandle om de penge, han skal sætte i pant for sin brud. Hvis ikke familien bliver ved med at presse prisen, ser det ud, som om bruden ikke betyder noget for dem. Så meget er hun værd, så meget overgiver vi nu til din beskyttelse.

Måske kunne en sådan forhandling redde mange vestlige bryllupper fra en dårlig start. I alt fald fortæller det os noget om den værdi, som Himlen sætter på hver af os, når vi tager imod kåringen til at være en del af den himmelske bryllupsfest. Det, der betyder noget er vores reaktion.

Man kan godt blive træt af at vente De ti brudepiger, der har ventet bliver efterhånden trætte. Ikke én af dem holder sig vågen. Dette fortælles ikke med nogen form for bebrejdelse. Selv en nattevagt kan trænge til at lukke øjnene, når der bliver allermest stille omkring ham.

Alle ti brudejomfruer falder i søvn!

Men alligevel er der forskel. Den ene gruppe var klar, hvad enten de sov eller var vågne – de var forberedte på hans komme og ventede i tro. Den anden gruppe var ikke klar, da de ikke havde gidet at ulejlige sig med at være forberedte – de var uforberedte på hans komme og udviste ligegyldighed og sløvhed.

Der var altså én samlet besked til dem, der den dag lyttede. Og det er den besked, der går videre til os: Om gudsrigets fest kommer før end ventet, eller senere end ventet, den kommer. For Han kommer. Og indtil han kommer, skal vi vide, at tiden ikke er noget, der skal overstås eller hoppes over, men gennemleves. Hver eneste dag er i dag, og i dag sættes fanger i frihed, i dag skal det gode budskab bringes til fattige, i dag skal de blinde have lov til at se – og da brudgommen ikke selv er her, må det være hans repræsentanters opgave at få det til at ske.

Her gælder det hverdagslivet med alle dets udfordringer. Det hele kan se så tilfældigt ud, men vi skal netop ikke leve tilfældigt.

Takket være Gud behøver vi ikke at vente, til vi dør, med at opleve himlen. Vi kan gøre det her og nu.

Den bedste måde at forberede sig for brudgommens komme er, at bruge tiden nu på den rigtige måde. Lader vi ham råde i vort liv nu, så laver han ikke om på det, den dag han kommer tilbage.

Se, Herren kommer ned, stat op, tag lampen med, lad den brænde!

Du, Herrens brud, stat op, gak ud, han hjem dig fører til din Gud!

Nr. 4

November 2013

11

Gensynsglæde på Vejlefjord Af: Walder Hartmann Foto: Harry Sættem

D

en 7. september samledes mere end 300 tidligere og nuværende elever til festgudstjeneste i Vejlefjordkirken. Anledningen var den traditionelle ”kom-hjem” dag, hvor alle mulige jubilarer oplever en dag med gensynsglæde, genopfrisker gamle minder og konstaterer, at tiden og tiderne har sat sit præg på dem alle. ”25 år gør en forskel! 30-40-5060 endnu mere. Nogle vittige sjæle har skrevet teksten fra fjernsynsskærmen af og sat den på deres spejl: ”Vi beklager den forringede billedkvalitet!”

Men spejle lyver ikke. De gengiver os knivskarpt. ”Nu ser vi i et spejl”, siger Paulus, men for ham betød det noget helt andet end for os. Spejle på hans tid var plader, der ikke var ganske jævne. Småbuler og ujævnheder gjorde en spejlplade til en mængde småflader, der hver fangede ét brudstykke af helheden. Flytter man lidt på sig for at se bedre i sådant et spejl, da ser man godt nok det hele lidt anderledes, men det er stadig kun brudstykker, man ser. Vejlefjord genspejler brudstykker af den helhed, der hedder Guds folk, mennesker, der er mærket af Gud, så de aldrig kommer løs af ham.

Vi er brudstykker, dele af en helhed, led i en kæde. Derfor hører vi sammen, vi har noget at være fælles om”.

12

Nr. 4

November 2013

Sådan lød en del af budskabet, som dagens prædikant: Walder Hartmann mødte den samlede menighed med, da man mødtes til gudstjeneste ved festdagens begyndelse.

Forsamlingen fik også en blyantproducents fem gode råd med sig hjem: 1. Du vil kunne gøre storslåede ting, hvis du bare lader en anden holde dig i hånden.

2. Sommetider vil det gøre ondt, når du skal formes, men det er nødvendigt for at kunne blive en bedre blyant.

3. Du vil begå fejltagelser, men de vil kunne rettes til, hvis du er villig til at vende dig om.

4. Det vigtigste vil altid være det, du har inden i dig. Du kommer til at møde blyanter i forskellige formater og farver, men de, ligesom du selv, har deres værdi indeni.

5. Hold aldrig op med at skrive.

Hvor du end ender, og hvilken overflade du end møder – fortsæt med at sætte aftryk. Det er din opgave.

En eftermiddag i kalejdoskopets tegn Eftermiddagen kom til at genspejle alt det, som Vejlefjord er eksponent for. Fællesskabet oplevedes omkring frokostbordet i spisestuen eller hjemme i gamle skolekam-

meraters private hjem. Historien, udviklingen og visionerne blev luftet ved gensynet med de bygninger, der dannede rammen om tidligere elevers skoletilværelse, præsentationen af nye ditto, der er skudt op i det seneste årti.

Inspirationen hentedes gennem den erfaringsudveksling, som er en væsentlig del af mødet mellem gamle kammerater. ”Kom – hjem” dagen kan passende sammenlignes med et kalejdoskop, som skifter billede, hver gang man drejer lidt på det og kigger i det endnu en gang.

En festaften med bordfællesskab, gentagne drillerier og ønsket om flere gensyn Vejlefjords sportshal kan bruges til andet end boldspil og fysiske øvelser. Når den omdannes til festsal flyver drillende bemærkninger over bordene i et uendeligt ping-pong mellem gamle venner, tidligere lærere og elever, og generationernes kamp om at vise: ”Vi var den bedste årgang”!

Efter en sådan dag er det derfor naturligt, at der knibes en enkelt tåre. Hvornår ses vi næste gang?

Hvem vil mangle, når vi holder det næste jubilæum? På gensyn på Vejlefjord – eller hjemme i Guds rige!

Efterårsrådslagning i Generalkonferencen:

Vær tydelig og konsekvent, når det gælder troen 125 år efter at Adventistkirken satte fokus på retfærdiggørelse ved tro samledes ledere fra hele verden til rådslagning. Kirken har nu mere end 17 millioner medlemmer og ledelsens budskab til disse lyder: Vær tydelig og konsekvent, når det gælder troen på Jesu gerning for os.

Tekst: Adventist News Service Foto: Colourbox

G

eneralkonferencens efterårsrådslagning begyndte den 11. oktober med et aftenprogram, der ledte deltagernes tanker hen på generalkonferencen i 1888, hvor retfærdiggørelse ved tro kom i fokus. ”Jesus er blevet min garanti,” erklærede Ganoune Diop, der som adventistteolog er kirkens talsmand overfor FN. Diop, der voksede op som muslim i Senegal, pegede på forskellene mellem hans barndomstro og hans voksne tro på en frelser, der døde for at genløse syndige mennesker.

Lael Caesar, én af Adventist Reviews redaktører henviste til beretningen i Luk 17, hvor Jesus helbreder de ti spedalske og sagde: ”Kan man forestille sig et stærkere budskab om frelse, end at helbrede spedalskhed – ved tro?

Havde disse mænd gjort noget for at helbrede sig selv?... Tænk på de spedalske og slip din byrde og din angst og stress. Tag Jesus på ordet: ”Mens de var på vej – blev de rene”.

Sabbatsmorgen samledes de mange ledere til gudstjeneste, bøn og eftertanke. Formanden, pastor Ted N.C. Wilson prædikede og opfordrede stærkt til ”at forkynde Guds sandhed i kærlighed, så

jorden kan blive oplyst af hans herlighed”.

Han understregede også vor tids pres, der frister kristne til at forkaste Bibelens lære. ”Der findes mennesker – både indenfor og udenfor menigheden – der ønsker at pille ved den lære, som vi hævder og at ændre selve syvende dags adventismens natur.

De ønsker at gøre Guds nåde til noget usselt, hvorved de fornægter Jesus, selv om de foregiver at ære hans navn”.

Wilson pegede også på udviklingen i sociale holdninger, som f.eks. når det gælder homoseksuelles rettigheder, og mente at man på mange områder er lige så amoralske, som Sodoma og Gomorra og lever helt i modstrid med Guds ord.

Han opfordrede adventister til at tænke over deres egen integritet og spurgte: ”Forkynder vi egentlig et andet budskab, end vi tror, når vi bruger Internet, ser fjernsyn, lytter til sang og musik etc. ”Verden er fyldt med kulturelle holdninger, men lad os tilbede Gud på en måde, så vi afspejler en himmelsk kultur”.

Efter sabbatten tog de 450 delegerede så fat på en dagsorden, der rummede punkter om både missionsstrategi, storby evangelisme, og prioritering af kirkens økonomiske ressourcer. Fra Danmark deltog unionsformanden, Thomas Müller.

Kilde: Adventist News Service

Nr. 4

November 2013

13

Adventbevægelsen – de unges værk Sådan skrev Axel Varmer i en artikel med titlen ”Ungdom og Daad” i bladet Adventungdom i marts 1934. I artiklen er der midt på siden en ramme med titlen ”Adventbevægelsen – de unges værk”. Her står der: John G. Matteson, Skandinaviens apostel, var 27 år gammel, da han for første gang i samfundets historie udgav et skrift på et andet sprog end engelsk.

James White var 22 år, da han i de prøvende dage i 1843 blev ordineret til prædikant for adventvækkelsen.

J. N. Andrews, budskabets første forkynder uden for Amerika, og den første til at anvende Åb 13 på De forenede Stater, var 21 år, da han udførte et banebrydende arbejde i sit hjemland.

Uriah Smith, forfatteren af ”Betragtninger over Daniels bog og Åbenbaringen” og mange andre bøger, var 21 år, da han blev redaktør for vort samfunds hovedorgan ”Review and Herald”.

14

Nr. 4

November 2013

O. A. Olsen, nordmanden, som blev Generalkonferencens formand, var 20 år, da han blev konferenceformand i Wisconsin og blev kaldt drengeformanden (the Boy President).

J. N. Loughborough var 20 år, da han som pioner i Amerikas indre stater forkyndte den tredje engels budskab.

Ellen G. Harmon (White) var 17 år, da Gud udvalgte hende til redksab for at kundgøre Guds folk sandheden for den sidste tid.

PS. Kun tre af disse nåede at fylde 70, men de blev til gengæld ved at være aktive, så længe de levede.

Et digt På et engelsk alderdomshjem lå en gammel dame en morgen og var død, da personalet kom. I hendes skrivebordsskuffe fandt man dette digt, der blev trykt i tidsskriftet ”Family Planning News”.

Digtet er oversat af Ellen Lissner.

uar 1976

ende, den 14. jan

Ålborg Stiftstid

stue? ster, her i min Hvad ser du, sø frue, g rli æ sv r og be En gammel su ikket, bl i rn fje og en usikker på hånd r ligget. ha det, hvor hun lidt griset og ro ikke, er ar jt, men hun sv Du taler lidt hø hikke. og ue hoster, har sn hun savler og r, gø du ad hv ikke, for Hun takker dig r. bø ke ik t hun sle og er så tit, som nker? tæ du ad hv Er det, ser?

Er det, hvad du

de gode år, Og borte er alle de kår. de glade og go , n fjerene af mig re de Nu piller al mig, fra t ge ta er aft bliv min ynde og kr te ig r. jet, og synet sv for ryggen er bø pligter æfter til dagens Jeg har ikke kr

er gråt, ngt, og mit hår Mit hjerte er tu åt. sm t lid er det også med hørelsen r ve da ka tte gamle Men inden i de steder, m, ungdom og do rn ba der lever der. sorger og glæ r lever minder, de , er! i sindet synger og se, der er m adeste minder op gl ne De ne øj nger. k ty lu te Så jeg er, byrder mit hjer ælle dig, hvem skønt alderens re, læ e ng Nu skal jeg fort nemmes den tu , der ligger her.

Og smerteligt . den gamle kone re hjem e ved at væ ti i et lykkeligt at intet kan bliv Jeg er barn på er dem. sk el g je , de en og søsk med forældre b og drømme, ster? seksten med hå på Hvad ser du, sø g un t lille kone?

Jeg er ømme. så sværlig og træ er nk be ta el m ed m m ga og en d – fo på t så le kind, nærmere til – ve med roser på r nu ærlig – se ty væ j, på Ne ud br er Jeg barn, en brud, t ind. kan du finde et går jeg lykkelig ke em ås hj M et eg it t m i så tryg kvinde. bygger et hjem en mor – ja en Jeg bli’r mor og t. yg fr og e der der ld e mod ku Se mig, som sid og værner min inderst inde, der skal prøve sorger og glæ – er ks vo e Det er mig, du en Og børn r. de æ ler, vi ler og gr at se og finde. med årene veks den. re fra rt bo e rn Så flyver unge r freden. trøster, vi nyde ig m d an m in M n kommer eb ds, og børn ør Vi når de halvtre sommer. og glæde hver og bringer uro nge dage. er sorger og tu Men så komm bage. d, jeg er ene til Min mand er dø og hjem, r nu selv børn For børnene ha r dem. et, der optage og der er meg Nr. 4

November 2013

15

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

Seniorstævne 2014 F

orleden modtog redaktørfamilien et brev. Afsenderadressen afslørede, at det var fra en familie, der var på vej til seniorstævne 2013 på Skarrildhus, men blev forhindret i at deltage af et færdselsuheld.

Begge har skrantet noget siden, men nu går det langsomt fremad.

Brevet indeholdt bl.a. denne bemærkning: ”Hvem ved, hvad tiden bringer ind til næste pensioniststævne. Er alt vel, tropper vi op til den tid. Det gælder jo en Norges-tur og Årets Højdepunkt”.

Flere af bladets læsere er også begyndt at tænke på næste års seniorstævne. Vi ved endnu kun lidt om dette, men håber at kunne bringe fuld information i næste udgave af Aktive Seniorer.

Seniorstævne 2014 afholdes på Sundvolden Hotel (mellem Oslo og Tyrifjord) 15. – 20. juli og stævneafgiften bliver nkr 3.700 pr. person.

Efterårstræf for seniorer Årets efterårstræf afholdes: Søndag den 10. november i Adventkirken, Nærum Søndag den 24. november i Adventkirken, Ll. Nørlund xxxx

Pris pr. deltager er stadig kr. 100, men du er altid velkommen til at bidrage til foreningens arbejde med en ekstra gave.

Tilmelding snarest til: Bent Nielsen – tlf. 65902570 – bent.nielsen@adventist.dk eller Birthe Bayer – tlf. 75896195 – birthe.bayer@hafnet.dk