Særtryk P-Nyt 1-2016 til Frederiks Kirke

Frederiks Kirke 250 år

Foto: Arne Christensen

Særtryk af artikel i ældrebladet

P-NYT

Frederiks Kirke 250 års jubilæum 1766 - 2016

Dette særtryk i 500 eksemplarer er udarbejdet og trykt som en gave fra P-NYT til Frederiks Kirke i anledning af jubilæet.

Frederiks Kirke 250 år Udgivet 16. april 2016 af P-Nyt Tilrettelæggelse, layout, redaktion Arne Berner Christensen ISBN 978-87-997419-1-5 Øko-Tryk, Skjern 2

Foto: Arne Christensen

3

Frederiks Kirke 250 år Den 16. april kan Frederiks Kirke fejre sit 250 års jubilæum.

Usædvanlig baggrund Frederiks Kirke, hvis oprindelige navne var ”Den tyske Kirke på Ahlheden” indtil 1870 og derefter ”Frederikskirken”, udgør på en meget stilfærdig og dagligdags måde et særligt kapitel i Danmarks historie. Især på grund af den usædvanlige baggrund for kirkens etablering og de specielle forhold, hvorunder præster og menighed benyttede kirken, hvor der i mange, mange år blev prædiket på tysk, men også fordi kirken her er mere knyttet til almindelige menneskers daglige liv og slid, end den er knyttet til store personer og begivenheder.

ger for at kunne klarer opgaven som hedeopdyrkerere, mens andre dog havde en baggrund som jorddyrker fra deres hjemegn.

Der var imidlertid det fælles træk, at den største part af kolonisterne udviste en stærkt ytret religiøsitet og en erklæret kirkepolitisk stilling. Dette skyldtes i høj grad hjemlandets kirkelige brydninger, hvor et protestantisk flertal i befolkningen blev holdt undertrykt af den katolske regering i Pfalz. Netop dette forhold var for mange en tungtvejende grund til, at de valgte at udvandre, da tilbuddet kom.

Første blivende bygning i Frederiks Frederiks Kirke er den første blivende bygning, der blev opført her på den bare hede, hvor den med sin centrale funktion måske kunne give anelser om en fremtidig bebyggelse. Den er da også en af de få markante bygninger i Frederiks, som i dag stort set står uændret siden opførelsen for 250 år siden, og den er stadig er i brug. Som vi ved, blev det imidlertid ikke kirken, der gav stødet til etablering af et samfund. Det var jernbanen, og som vi ser det endnu i dag, ligger kirken stadig for sig selv, hvorimod banen hurtigt blev omsluttet af bebyggelser.

Kolonisterne var blevet lovet en kirke De tyske kolonister, som i 175960 brød op fra hjemstavnen Pfalz -Hessen og drog til de jyske heder, var en meget broget flok. En del havde kun ringe forudsætnin4

Kgl. Bygmester G.D. Anthons første tegninger til kirken

Rigsarkivet

De danske kommissærer, der modtog kolonisterne og skulle sørge for deres bosættelse, var opmærksom på disse forhold, og ved ankomsten måtte tyskerne oplyse, om de var lutherske, reformerte eller katolske. For at hindre gnidninger mellem folk af forskellig kirkelig retning blev det besluttet, at katolikkerne skulle samles i kolonien Frederiksnåde i Vorbasse sogn, mens lutherske og reformerte, der heller ikke indbyrdes havde det bedste forhold, kunne søge sammen med deres trosfæller i de oprettede kolonibyer, alt dog under frie forhold. Resultatet blev, at Grønhøj blev en ren luthersk by, mens Havredal deltes mellem lutheranere og reformerte.

Det første alterbillede fra 1766, som koloniforvalteren fik lov at købe til kirken.

Foto: Arne Christensen

På bagsiden kan man læse: ”Alheden bygte Kong Frederik den Femte.

De Tydske gav han Hielp og Kirken ikke glemte.

Hans Søn Kong Christian den Syvende af Navn, Tog dem i Nåde an og søger hver Mands Gavn.”

De var lovet en kirke Men med de ydre rammer for kirkelivet, med antagelsen af præster og med fremskaffelsen af passende lokaler til afholdelse af gudstjeneste, måtte kolonisterne gennem flere år nøje med det mest nødtørftige. Det var tydeligt, at kolonisterne i højere grad end den jyske bondebefolkninge i almindelighed lagde vægt på skolegang og undervisning, og så snart gårdene blev bygget, indrettedes skolestuer i kolonibyerne, hvor der i den første tid også blev holdt gudstjeneste under interimistiske forhold.

Men kolonisterne var faktisk blevet stillet i udsigt, at når 30 familier var samlet, så ville der blive bygget en kirke til dem. Den forudsætning var snart opfyldt, og allerede i 1761

Altertavlen fra 1766, som angiveligt blev skænket til kirken af kommissær Hans de Hoffman. Alterbilledet, malet af C.A.Schleisner, blev indsat 1866.

Begge de gamle alterbilleder er bevaringsværdige og skal forblive i kirkerummet.

Foto: Knud Gaarn-Larsen

5

havde kommissærerne foreslået, at der af en i Havredal nedblæst gård kunne bygges præsteresidenser til den reformerte præst i Frederikshede (Havredal) og til den lutherske i Frederikshøj (Grønhøj). Samtidig berørte man spørgsmålet om en kirke til kolonisterne. Efter at man i 1763 havde fået regeringens billigelse til at bortvise de mest uønskede blandt kolonisterne, mente man at kunne se fremtiden i møde med større fortrøstning og med sikkerhed for, at et passende antal kolonister ville forblive og slå rod. I 1763 erindrer koloniforvalter Kjærsgaard i en indberetning om, at kolonisterne

havde fået løfte om kirker og skoler, men at de endnu efter tre års forløb intet havde fået.

Skulle den påbegyndte konsolidering af koloniforetagendet lykkedes, måtte løftet nu indfries, ligesom kolonisterne måtte have ”en habil luthersk præst”, der kunne have samme løn, som den reformerte præst. Kjærsgaard skrev endvidere, at det kunne være passende at bygge en kirke for begge menigheder midt imellem disse to bedst fungerende kolonier, hvor der skiftevis kunne prædikes af en luthersk og en reformert præst.

Den syvarmede lysestage, som i 1941 blev skænket kirken af Kristine Elisabeth Munk 6

Foto: Arne Christensen

Præcist midtvejs mellem Havredal og Grønhøj Med dette forslag havde forvalter Kjærsgaard egentlig placeret kirken, sikkert efter at havde drøftet det med kolonisterne.

Hvad han ikke nævnte var, at der blandt mange kolonister faktisk var et ønske om, at kirken skulle bygges ved en af de to kolonier, eventuelt ved lodtrækning. Tanken var, at i stedet for at begge kolonier havde ulemper ved at have kirken placeret midtvejs, så ville i det mindste den vindende koloni have store fordele – og den tabende ikke væsentligt større ulemper. Det var Conrad Münster i Grønhøj, som var talsmand for denne løsning, sikkert i det lønlige håb, at det ville blive Grønhøj, som fik kirken. Her havde man allerede udlagt et areal til kirkegård.

idealer harmonerede godt med de reformerte, som ønskede en spartansk kirke. Det passede også rigtig godt med rentekammerets ønske om, at byggeriet blev så billigt som muligt.

Kjærgaards efterfølgende præcise opmåling placerer kirken på et sted, der ligger 222 favne nord for korsvejen, hvor den dengang eksisterende vej fra Viborg krydsede vejen fra Skive, og hvortil der præcist vil være en afstand på 1542 favne fra hver af kolonierne.

At kirken i dag ligger netop ved korsvejen skyldes ikke at kirken er flyttet men derimod, at landevejen fra Viborg er rykket nordpå til den nuværende placering.

Endelig grønt lys I en skrivelse af 12. maj 1764 bevilger rentekammeret, at der må igangsættes et kirkebyggeri, og det påbegyndes for alvor i sommeren 1765.

Murermester Peder Jensen fra Viborg foretog de første opmålinger og forestillede sig kirkerummet delt med otte alen til kor og det øvrige rum forynet med stolestader, hvoraf der kunne blive cirka 26, hver med plads til 2 familier, idet der også skulle være plads til prædikestol samt en dør. Kirken kunne få en indvendig bredde af 11½ alen, hvoraf midtergangen ville optage 3 alen. Om lofthøjden mente man, at seks alen var nok.

Tegninger til kirken blev udarbejdet af kgl. bygmester G.D. Anthon, hvis klassicistiske

Den gamle døbefont, som kolonisterne bragte med fra Tyskland, og som efter restaurering nu er i brug igen. Ny kande og fad er tegnet af Maja Lise Engelhard.

Foto: Knud Gaarn-Larsen

7

Tegningerne blev udført med hensyntagen til den allerede fastlagte grundplan, som var bestemt af, at man ønskede at genbruge et ikke for solidt tag fra tørreladen ved teglværket i Skræ. Laden var allerede ved opførelsen bygget med tanke på flytning og anden anvendelse. Det havde en længde på 24 fag á 2 alen, så den nye kirke kunne altså blive 48 alen lang, hvilken man mente var tilstrækkeligt.

Kirkens størrelse var dermed på forhånd bestemt af tørreladens tag fra Skræ!

var omegnens danske bønder, der måtte udføre tvangskørsel med hundredvis af læs materialer fra teglværkerne i Skræ og Nørlund, tagsten fra Hald og kalk fra Daugbjerg. Alene murstenene til kirken krævede 500 vognlæs, og de pommerske bjælker måtte fragtes ad søvejen fra Aabenraa til Randers, hvorfra 29 vogne fra Demstrup gods og 31 fra Gjessinggård bragte bjælkerne til Alheden. En bjælke var så tungt læs, at der måtte 4 heste for vognen.

Planen gav anledning til flere indvendinger fra kommissærerne, f.eks at der kun kan rummes 150-200 personer, mens der næsten hver gang vil være nærmere 300, samt at forbygning og zirater (udsmykning) på muren er bekosteligt og ondt at holde ved lige – ”da ingen stads behøves i den vilde hede”!

I 1764 nåede man næppe videre med byggeriet end at få grundstenene tilført, og hermed havde kolonisterne udført deres part af opgaven. Først efter pinse 1765 kom der rigtig gang i byggeriet, hvor bygmestrene havde 3040 mennesker i arbejde på kirken, og fra alle verdenshjørner agede bøndervognene ad de

Et væsentligt argument var desuden, at det ville blive cirka 1000 rigsdaler dyrere, end det af kommisærerne fremlagte. Det ser ud til, at indvendingerne langt hen ad vejen blev taget til følge, og Anthons projekt blev forandret og forenklet, så resultatet skulle blive en kirke uden pynt eller ”zirat”, som den følgende sommmer skulle tage form midt på den bare hede. Men da kirken stod færdig, fandt den omgivende danske befolkning den tarvelig og påpegede, at den manglede både tårn, kirkeklokke og en passende udsmykning.

Ingen vil påtage sig arbejdet Ved en licitation over byggeriet, som blev afholdt i Knudstrup, var der ingen, der ville påtage sig arbejdet! Der var ellers opsat plakater i de omkringliggende købstæder, men det var tilsyneladende dårlige erfaringer fra de kaotiske vilkår, hvorunder de mange kolonigårde var blevet bygget, som afholdt håndværkerne fra at byde. Omsider lykkedes det at få bygmestrene Bordewig og Thomsen i Vejle til at påtage sig arbejdet.

Byggeriet sætter mange i arbejde Kolonisterne tilvejebragte grundstenene til kirken, 3 læs kampesten fra hver, men det 8

Døbefont af granit i brug 1929-2009. Den står nu nederst i kirken og er blevet udstyret med låg, hvor der er plads til fyrfadslys.

Foto: Knud Gaarn-Larsen

sandede hulveje til Alheden med byggematerialer. Bygmestrene havde travlt, for ”føden til arbejderne er overmåde kostbar”, og herremændene skyndede på bønderne, så de kunne have dem hjemme igen til høsten. I september var kirkens mure rejst til taget.

Klar, men indvielsen må vente Den 9. december 1765 kunne kommissærerne meddele rentekammeret, at kirken stod færdig, lysende med sine hvidkalkede mure, brudt af støttepiller og høje støbejernsvinduer, med rødt tegltag, en noget flad tagkonstruktion med afvalmede gavle.

For nabosognenes bønder, som kunne have ærinde over AlheKirkens nyere lysekroner, som stammer fra Skanderborg den, var ”æ tysk kjærk” der Slotskirke. Angiveligt var slotsherren bekendt med en af midt i lyngen sikkert nok genpræsterne ved kirken i Frederiks og forærede disse stand for grin og spot, sådan en lysekroner til kirken, da de var blevet i overskud i kirke havde man da aldrig før Skanderborg Slotskirke.

Foto: Arne Christensen set. Forskellig fra egnens andre landsbykirker var den unægtelig også.

Men Alhedens kolonister var glade for deres kirke og ventede med længsel efter at kunne tage den i brug.

Det kom til at trække i langdrag. Et ønske om at sognepræsten i Thorning, som kunne prædike på tysk, skulle indvie kirken før jul, blev ikke godtaget, men det var vist også så som så med færdiggørelsen, for man manglede stadig det mest nødvendige, altertavle, messeklæder, døbefad, kalk og disk m.m., ligesom man håbede at kunne komme billigt til et epitafium til altertavlen, som var hos byfogden i Skive. Hvilket udstyr, der i det hele taget skulle være, var der heller ikke enighed om blandt den lutherske og den reformerte menighed, som jo begge skulle bruge kirken.

På loftet opbevares stadig de oprindelige lysekroner, som naturligvis var beregnet til levende lys.

Foto: Knud Gaarn-Larsen

9

Indviet den 16. april 1766 I Februar 1766 havde rentekammeret bedt biskop Bildsøe i Århus sørge for kirkens indvielse, men det var næppe at forvente, at biskoppen selv ville tage til Alheden. Efter flere henvendelser lykkedes det endelig at få den førnævnte sognepræst Morten Windfeld i Thorning til at forestå de kirkelige handlinger, og endelig den 16. april 1766 blev kirken så indviet.

Selv om kirken var enkel og spartansk udstyret, er der næppe tvivl om, at kirkens indvielsen blev en betydningsfuld mærkedag for Alhedens beboere, som nu endelig kunne samles til gudstjeneste på deres eget sprog i værdige omgivelser.

Nu stod kirken der, men altså kun én kirke, så lutheranerne og de reformerte måtte deles om at bruge den. Sådan gik da også, og i fordragelighed blev der på søndage skiftevis holdt lutheransk og reformert gudstjeneste af hver sin præst. Det endte dog med, at den reformerte menighed svandt ind, og snart var der kun en lutheransk præst ved kirken, som i 1775 kunne tildeles titlen sognepræst.

Bestandige problemer med bygningen Selve byggeriet var solidt nok, men vinduer og især det skrøbelige genbrugstag led meget under det barske klimas indvirkning. Vinduesruderne blev gang på gang knust af det hårde vindtryk, og allerede efter den første vinters storme var der 30 afblæste tagsten og 12 ruder manglede i vinduerne! I 1787 greb man til at tilmure den nederste del af vinduesåbningen for at mindske presset på vinduerne.

Taget var et helt kapitel for sig, for det store tag rokkede i takt med vindens påvirkning, så tagstenene løsnede sig og faldt ned, og gang på gang måtte der foretages reparationer. I 1862 tog man endelig fat på problemet, idet der, efter anvisning fra bygningsinspektør L.A. Winstrup, i den vestlige ende blev opført en solid mur, som i indgreb med taget 10

Murermester Grønbæks forslag (1826) til et klokketårn, som lå til grund, da der endelig i 1862 blev opført en ny støttemur med plads til at ophænge en klokke.

Rigsarkivet

skabte så meget stabilitet, at stormen ikke længere kunne sætte det i bevægelse. Ved samme lejlighed fik man imødekommet ønsket om et tårn til en klokke, idet den midterste del af den nye støttemur blev ført op over taget til en spids med en åbning, hvori der kunne ophænges en kirkeklokke.

Kirken havde ingen klokke i de første mange år, og det var først i 1828, at der blev bevilget 250 rdl. til en klokke, som blev støbt i Randers og ophængt i en simpelt stabel af 2 egestolper under et nødtørftigt tag. Det voldte i øvrigt problemer at få nogen til at foretage ringning morgen og aften, for ringeren skulle komme fra en af kolonierne, og man mente, at det var en overflødig anstrengelse, for kun 3 gårde i hele sognet kunne angiveligt høre klokken.

Kirkens gamle klokke fra 1828 i tårnet og klokkestablen fra 1988. Det var en brugt stabel fra Svendborg, som blev anskaffet til den nye klokke.

Foto: Knud Gaarn-Larsen

I 1988 blev fik sognet en arv fra Kirstine Bertel, og pengene blev brugt til køb af en ny klokke, der blev ophængt i en klokkestabel nord for kirken. Da den ikke kunne mere, blev klokken anbragt på en forhøjning uden for indgangen til kirken Foto: Arne Christensen

11

Altertavlen efter restaurering og med et nyt alterbillede af Maja Lise Engelhard Foto: Arne Christensen Med det nye tårn kunne klokken endelig komme op at hænge over kirken, så klangen kunne høres langt ud over den flade hede og sikkert på stille dage også både i Grønhøj og Havredal. I 1866 blev våbenhuset tilbygget, og med det er kirkens udseende som i dag.

Kirkesproget var tysk Den første præst, der blev ansat til at betjene kolonisterne var Tobias Oswald fra 1764, men han fik anvist en gård i Havredal som 12

beboelse. Den første præst, der fik den nye præstegård som bolig blev derfor Hans Clausen, som gjorde tjeneste fra 1775 til 1784.

Det var en forudsætning for at blive præst i Frederiks Kirke, at man kunne prædike på tysk, for sproget og alle kirkelige handlinger foregik på tysk i de første 100 år. De få dansktalende i området måtte tage til Karup Kirke.

Præstegården Umiddelbart vest for kirken, på den anden side af Horsens-Skive vejen, var der samtidig med kirkens opførelse blevet bygget to kolonigårde, vel sagtens ud fra den betragtning, at kirkegængerne måtte have et sted at tage ind. Disse gårde blev dermed de næste bebyggelser her i området efter kirken, og i 1765 fik Niels Pedersen fæstebrev på den ene af gårdene.

At han fik overdraget et vist tilsyn med kirken var næsten en selvfølge.

Den første egentlige præstegård blev opført i 1775 på samme sted. Det var på den tid stadig et fuldstændig øde område midt imellem kolonierne Havredal og Grønhøj, hvor der hidtil kun havde ligget de 2 førnævnte gårde og kirken. Kolonisterne var rømmet fra gårdene, og man formoder, at materialer fra disse gårde medgik til byggeriet af præstegården, som kom til at bestå af et stuehus på 15 fag bindingsværk af eg og fyr og med gode brændte sten. Stuehuset lå langs Skive landevejen og bagved lå 2 længer. Tagene var med lyng og rughalm, og der var en 36 alen dyb brønd.

Den ældste præstegård nedbrændte ved lynnedslag i 1809. Den genopbyggede præstegård blev igen i 1849 Foto: Knud Gaarn-Larsen ramt af ildebrand, hvorved alle præsteembedets papirer samt kirkebøger At præsten var dansk og også kunne prædifor perioden 1760-1814 blev tilintetgjort. ke på dansk blev dog snart en lige så klar Ved genopbygningen fik stuehuset sin nuvæforudsætning, nemlig da Karup sogn i 1787 rende beliggenhed. I 1904 slog lynet atter blev udskilt fra Thorning og lagt under Frened, og alle avlsbygninger brændte, men deriks, så præsten i Frederiks skulle herefter stuehuset blev reddet. Der blev opført nye også betjene kirkegængere i Karup kirke. avlsbygninger, hvorimod stuehuset først i 1922 blev hovedrepareret og fik sit nuvæI 1856 bestemte en kongelig resolution, at rende udseende. I 1980 blev opført en ny der hver anden søndag skulle prædikes på bygning vinkelret på præstegården indeholdansk i Frederiks kirke, og fastelavnssøndag dende konfirmandstue og dobbeltgarage.

1870 blev der prædiket sidste gang på tysk.

13

Den nyeste messehagel fra 2015, som her bæres af den tidligere præst i Frederiks Majbritt Roulund Kjærsgaard Foto: Knud Gaarn-Larsen 600 hektar præstegårdsjord!

Nogle er sikkert vidende om, at Frederiks Præstegaard engang var en stor gård med meget jord. Men at dens jorder faktisk har strakt sig fra Karup til Skelhøje, er måske alligevel overraskende. Arealet var på næsten 6 kvadratkilometer (1088 tdl. = 600 hektar)!

Grunden til det store areal var naturligvis, at jordens bonitet var så elendig, at man ved matrikuleringen i 1765 vurderede, at der skulle et så stort areal til, for at præstegården kunne give livsgrundlag for præsten og hans hushold.

Og det store areal var dog heller ikke ensbetydende med, at det blev et godt embede at være præst i Frederiks. Af de 19 første præster forblev kun én i embedet til sin død, 14

og han blev kun 42 år gammel, så det lykkedes altså for de fleste at finde noget andet og bedre. Knap 100 år senere, i 1849, var der fortsat kun 60-80 tdl. af det samlede areal, som var opdyrket, resten henlå som hede. I 1921 blev 1000 tdl. af præstegårdens jorder udstykket iflg. Lov af 1918 med den klausul for køberne, at der skulle opdyrkes en ottendedel af den købte hede hvert år.

Dette var i høj grad medvirkende til at sætte gang i opdyrkningen af de store arealer præstegårdsjord. I 1960 blev der opført en ny forpagtergård, som fik en placering lidt sydligere mod Karup, end den forrige, og i 1980 blev der bygget en ny konfirmandstue, som kom til at ligge netop der, hvor forpagtergården tidligere havde været.

Kirkens nye orgel Kirken i nyere tid Da rigsdagen i 1935 endeligt vedtog, at staten ikke længere ville betale for kirken og overdrog den til sognet formedelst 29.000 kroner i erstatning, forsvandt den sidste rest af de særlige privilegier, som kongen i sin tid havde givet til kolonisterne og kirken. Herefter er det alene op til sognets beboere at afholde udgifterne til kirken.

Og det har de klaret godt Hvis man alene kender Frederiks Kirke udefra, så kan det godt virke som om, at der ikke er sket meget i Frederiks Kirke og Frederiks Sogn de sidste mange år. Det er ikke rigtigt. Gennem årene har de forskellige menighedsråd sørget for at sætte penge til side og skabt mulighed for, at kirken løbende har kunnet vedligeholdes og senest, at den i 2002 og 2003 kunne blive gennemgående renoveret. Kirken var i den periode lukket i

Foto: Knud Gaarn-Larsen

længere tid, og de kirkelige handlinger forlagt til Menighedshuset på Holbergsgade, mens kirkens indre blev renoveret.

Orglet, der oprindelig blev sat ind i 1912, blev skiftet til et større orgel, og det betød at pulpituret måtte gøres større. Gulvet fra 1906 blev bevaret med nogle udbedringer, hvor det lykkedes at få et teglværk i Tommerup til at lave nye fliser i helt samme farver. Den kendte kunstner Maja Lise Engelhardt lavede et nyt alterbillede og et altertæppe til kirken samt udarbejdede en sammenhængende farvessætning til alter, prædikestol og bænke, hvor farvetonen blev inspireret af farverne i gulvets fliser. Efter den omfattende renovering kunne kirken genåbnes i 2003.

I 2006 blev det besluttet at man ville renovere den oprindelige døbefont, som kartoffel15

tyskerne havde med, da de kom her til egnen i 1758. Den blev brugt i kirken fra 1766 frem til 1929, hvor den blev den afløst af en døbefont af granit. Døbefonten af granit blev anbragt nederst i kirken lige til højre for indgangen, og lavet om, og står nu med en smuk lyskrans så kirkegængere kan tænde et levende lys. Det lykkedes at få Maja Lise Engelhardt til at designe et sølvfad og kande til døbefonten, så det danner en flot enhed.

Hvad så med præstegården I forbindelse med den seneste renovering af kirken, var man bevidst om, at også præsteboligen trængte til en kærlig hånd. Menighedsrådet fik udarbejdet en rapport, og der var mange overvejelser. Skulle man rive den gamle gård ned, og bygge en ny på tomten.

Skulle man renovere bygningen, eller skulle man vælge en helt anden løsning, og flytte det hele over på den anden side af Nørregade, og på den måde undgå at mange konfirmander skulle krydse den stærkt trafikerede Nørregade.

Den gamle kirkebøsse, som nu står gemt under prædikestolen. Historien om denne kiste er ikke kendt, men det menes, at den er fra kirkens første tid.

Foto: Knud Gaarn-Larsen

I 2008 besluttede menighedsrådet at sælge præstegården og det meste af den tilbageblevne jord (58 hektar) til Lars Kristensen på Elmegården.

Det oprindelige fad og kande til den gamle døbefont Præsteboligen blev udstykket Foto: Arne Christensen 2 med 13.995 m og solgt til Lisbet og Ole Mølgaard, som efterfølgende har gennemført en omfattende en præstebolig lige over for skolen. Kapel og renovering af den gamle præstegård. Meniggraverbygning levede heller ikke op til mohedsrådet beholdt kun jorden mellem Viderne standarder, og det blev besluttet at borgvej og Trehusevej, hvor kirken, kirkeopføre en ny graverbygning med kapel, plads gården, kirkeskoven og to marker ligger. til kontor, frokoststue og redskaber samt et offentligt toilet, der også er toilet for kirkens Kapel og graverbygning, brugere. kirkecenter og præstebolig Salget gjorde det muligt at få penge til at opI dag er Frederiks Sogn et særdeles velfungeføre et helt nyt kirkecenter med mødesal og rende sogn, hvor der er halvanden sognekonfirmandstue, kontorer, køkken og et præst ansat. Både når det gælder bygningersamlingsrum, og ved siden af blev der opført ne og indholdet i bygningerne har Frederiks 16

Sogn i den grad fulgt med tiden, og både i kirken og i kirkecenteret foregår der mange aktiviteter, der vidner om, at udviklingen bestemt ikke har stået stille i Frederiks Sogn.

Som afslutning kan passende refereres tidligere sognepræst Knud Birkbaks udsagn: ”Kirken ligger forholdsvis skjult af bevoksning, men at se kirken fra bysiden en solskinsdag: Hvidkalket og tag af røde teglsten, jo, der er vel nærmest et lidt sydlandsk træk over Frederiks Kirke, og dog passer den i stil og enkeltheder helt til Alheden. Karakteristisk er den med det ejendommelige klokkespir og den østre skrånende gavl, der ligesom skaber balance: Som en ryg, der stemmes mod vestenvindens pres på vestre gavl og spir.”

Som et kuriosum kan nævnes, at 2 andre kirker i Danmark har en vis relevans til Frederiks Kirke. Det er Frederikskirken (Marmorkirken) i København, som ofte navneforveksles med Frederiks Kirke, og det er Christianskirken på Christianshavn, som blev indviet i 1759, kun 7 år før Frederiks Kirke, og som også havde en tysk baggrund, idet den blev bygget til og på foranledning af de mange tyske militærpersoner, som på den tid gjorde tjeneste i den danske hær. Som for Frederiks Kirke var det Kong Frederik V, der gav tilladelse til kirkernes opførelse og forærede byggegrunden til den tyske menighed.

Den bar da også navnet ”Frederiks tydske Kirke på Christianshavn”, men fik i 1901 navnet Christianskirken.

Red.: I den omtalte bog ”Kolonikirken på Alhe-

den” fortælles omfattende og detaljeret om kirkens opførelse, tilvejebringelse af byggematerialer og mange andre forhold. Interesserede kan meget anbefales at låne bogen på biblioteket.

Kilder: Vald. Andersen: Kolonikirken på Alheden Knud Gaarn-Larsen m.fl.

Det nye kirkecenter og præstebolig

Foto: Arne Christensen

17

Præster i Frede 1764-1775 1775-1784 1784-1796 1796-1800 1800-1809 1809-1817 1819-1831

Tobias Oswald Hans Clausen Hans Munch Johan Peter Købke Rasmus Henriksen Rosendahl Peter Henrik Rosendahl Lorents Stallknecht Kjerulf

1832-1845 1845-1857 1857-1864 1864-1874 1874-1877 1877-1883 1883-1886

Frederik Carl Carstens Daniel Heinrich Jacobsen Jessenius Theodor Petersen Frederik Vincens Gad Rud Roar Gad Christopher Otto Andreasen Martin Johannes Georg Smith

Her ser man tydeligt (2008), at Frederiks bys udvikling blev centreret omkr 18

eriks 1764-2016 1887-1891 1891-1896 1896-1920 1920-1927 1927-1936 1936-1970 1971-1989

Andreas Emil August Møller Hans Jensen Møller David Pedersen Østergaard Aage Henrik Reumert Jens Mourits Larsen Maulund Anton Andersen Kjærgaard Knud Birkbak (provst)

1989-1993 1994-2006 2006-2010 2009-2015 2010-2015 2015-

Arna Aa Thomas H. Poulsen Peder Kjærsgaard Roulund Majbritt Kjærsgaard Roulund Andres L. Hansen Carl-Gustav Christensen

ring jernbanen, mens kirken og præstegården endnu i dag ligger for sig selv

Foto: Knud Gaarn-Larsen

19

20

Foto: Tonnes Bekker-Nielsen