Portræt af Valder Jacobsen

Artikel fra

2011-1

Portræt Valder Jacobsen

Red.: Arne Christensen

Et liv med Brugsen

Valder Jacobsen, brugsuddeler i Frederiks gennem 34 år, fortæller Født i grænselandet Jeg er født i 1938 i den lille by Abild, der ligger et par kilometer nord for Tønder. Dem, der bor i grænselandet er jo enten danskere, eller også så er de tyskere. Vi var jo så danskere, og dem der er danskere dernede, de er nok mere danske end danskere heroppe. De gør i hverfald mere ud af det. De har en flagstang, og den bruger de! Vi havde da naboer, som også var danskere, men som var tyskervenlige. Og det var da ikke, fordi vi ikke kendte dem og snakkede med dem, men vi kom jo ikke sådan sammen med dem.

De første år i krigens tid Men derfra, hvor jeg kan begynde at huske noget, det var jo omkring 45, hvor krigen sluttede. Det blev ikke sådan til åben krig, men det var da ved at blive til det der, hvor vi boede.

Om vi havde fået besked om det, eller vi bare selv gjorde det, det ved jeg ikke, men vi byggede da i hvert fald et beskyttelsesrum et stykke fra ejendommen. En jordhule med et tag over godt polstret med halm, og vi havde pakket kufferter med tøj og sådan noget, så vi var klar til at tage af sted.

Vi var 3 børn, hvor jeg var den midterste, senere blev vi 4.

Vi børn syntes jo egentlig, det var sjovt med sådan en jordhule, for vi var jo med til at bygge den og legede i den og kunne heldigvis fortsætte med at lege i den bagefter, fordi vi fik jo ikke brug for den. Men det var nok lige ved, for jeg kan da huske, at der blev stillet kanoner op.

Men ellers syntes jeg ikke, vi var så påvirkede af krigen. Jeg var jo ikke så gammel. Noget af det, jeg kan huske er, at vi var tit ude på markerne og samle staniolstrimler og flyveblade, som var blevet smidt ned. Ellers så var der jo rationering og småt med varer. Men da jeg var fra landet, hvor vi både havde køer, grise, høns og ænder og en stor køkkenhave, så vi havde jo egentlig det hele, og vi tænkte ikke over, at der var mangel.

Ikke så vidt jeg husker da. Det kunne jo være noget med tøj, men det spekulerede vi ikke over.

Spændende for børn Men noget, jeg tydeligt kan huske er, at da krigen var slut og tyskerne skulle hjem, var der jo mange, der kom forbi, hvor vi boede. De kom i lange kolonner, og ofte holdt de rast lige ved vores ejendom, som lå ud til asfaltvej. De kom ind i gården, og haven blev brugt til toilet, men vi børn syntes, det var sjovt at tale med de soldater. Vores far og mor sagde ikke noget til, at vi rendte rundt imellem dem, og de var jo også meget venlige.

Og så fik vi alt muligt af dem. Vi fik masser af penge, det var jo danske penge, som de lige så godt kunne give os, for når de kom til grænsen, så ville alt blive taget fra dem. Så de var meget gavmilde, og vi fik udstyr og våben, patroner, pistoler, gasmasker, hjelme, kompas – ja, alt muligt havde vi. Men vi kom jo af med det igen, og det danske politi, som på den tid nok var kommet tilbage, kom 3

hver morgen, og de fik så i hvert fald pengene med.

Jeg havde sådan en fin lille sølvfarvet tromlepistol, godt nok uden tromlen, men den blev væk for mig. Og andre pistoler har jeg haft, hvor vi fandt de forskellige dele af dem, gjorde dem rene og satte dem sammen, men skyde kunne de jo aldrig. Men min far og min onkel, de brugte da de tyske rifler til at skyde til måls efter dåser omme bag gården. Der var masser af patroner.

Soldaterne var sølle og også sultne, så de tiggede mad hos os. Hvis vi kom ud med et stykke franskbrød med spegepølse om morgenen, så var de helt vilde og ville købe det af os. Der var også en dag, da vi pludselig havde 8 heste. De var lukket ind på vores mark, men dem kom min far hurtigt af med, for det var en tør sommer, og de åd alt for meget græs.

Hvor de blev af, det ved jeg ikke.

Alt sammen var jo mægtig spændende for os børn. Jeg var lige begyndt at gå i skole. Vi havde godt nok cykler, men de var ringe, og dæk og slanger var ikke til at få, så vi gik.

Jeg nåede aldrig at blive klar over, at der var noget, der hed illegalt arbejde. Det var ikke noget, som børnene skulle vide noget om. Det er først meget senere, jeg er begyndt at interessere mig for det, og jeg har desværre aldrig fået spurgt min far, om han var med i noget af det. Da jeg tænkte på det, var det for sent.

Ud at tjene som landmand Jeg gik så i skole i Abild i 7 år. Senere var jeg på efterskole og arbejdede 4

hjemme. Der var egentlig ikke nogen, der forsøgte at fortælle os, hvad vi skulle være. De skulle vi selv finde ud af. Jeg kom så ud og tjene på en stor gård på Als en sommer, og det var egentlig vældig godt. En dag skulle vi på udflugt til Dannevirke, og jeg havde ikke noget pas. Til det skulle jeg have en underskrift hjemmefra, og det var min far ikke meget for. Han sagde, at vi havde ikke noget at komme derned efter. Men jeg fik da underskriften, og mange år efter fik han da selv pas. Men det tog lang tid.

Men så blev det Brugsen Og så var jeg jo egentlig ved at blive landmand. Men jeg var kun der en sommer og havde også fået en anden plads, men jeg var lidt træt af det og tænkte da også på, om jeg måske kunne prøve noget andet. Jeg havde en onkel, der var formand i Skærbæk brugs nede ved Rømø, og han sagde, at det kunne da godt ske, at han kunne få mig ind som lærling der, og det lykkedes faktisk.

Der var nogle begrænsninger på antal lærlinge, så jeg kunne ikke være der hele læretiden men kom til nabobyen Brøns og var der i den sidste del. Og så var jeg jo blevet udlært brugsmand. Men det kunne lige så godt være blevet bager eller noget andet. Men nu fik han mig ind i Brugsen, og det syntes jeg egentlig var vældig spændende og rettede mig ind efter det.

Udlært Da jeg var udlært, skulle jeg have ny plads. Uddeleren vidste, at de søgte en kommis i Brugen i Aars mellem Viborg og Aalborg. Han ringede derop, og jeg fik pladsen, uden at jeg så

skole eksisterer faktisk endnu.

Derfra søgte jeg en ledig stilling som førstemand i Viborg. Butikken lå på Jegstrupvej, hvor der nu ligger en Fakta. Der var jeg et par år og søgte så en stilling som uddeler i den lille by Timring nede ved Herning. Der var vi i 3 år. på stedet, og uddeleren så heller ikke mig, før jeg mødte på arbejdet.

Jeg tog toget derop, gik hen til Brugsen og sagde: Her er jeg.

Der blev jeg installeret, og det var i Aars, jeg mødte min kone Lis. Der var både kost og logi i Brugsen, sådan var det dengang, hvor uddeleren også havde bolig i Brugsen. Der var 3 værelser ovenpå foderstoflageret, og der var brusebad og alt muligt, og vi var en 6-7 stykker på kost.

Sådan var det også her i Frederiks dengang, hvor der var 4 værelser, og de første lærlinge, vi havde i min tid, var også på kost. De var kommet med fra Timring, hvor jeg var før Frederiks.

Jeg var nok et par år i Aars, men da uddeleren i Farsø søgte en førstemand, så havde man jo nogle ambitioner, det skal man jo have, og jeg søgte den stilling, og fik den da også.

Dér var jeg næsten et par år, men så skulle jeg 5 måneder på Andelsskolen i Middelfart, som var et trin på vejen for at kunne blive uddeler. Den

Så blev det Frederiks Så havde uddeleren i Frederiks sagt op, og de skulle have en ny uddeler den 1. juli 1967. Det var sket med ret kort varsel, så stillingen kunne ikke nå at blive opslået på normal vis. Men FDBs konsulenter i Holstebro vidste, at jeg var interesseret i en større og bedre butik, selvom Frederiks nu ikke var så stor dengang. Vi var så 2, der blev indstillet og præsenteret for bestyrelsen med Gerhardt Hørdum som formand en aften på Frederiks Kro, og så blev det mig, der fik jobbet.

Jeg afleverede i Timring og startede i Frederiks. Hvert sted skulle vi tælle op, og det tog fulde 2 dage hvert sted. Det var dengang, vi gik fra OMS til MOMS, og det var meget indviklet og omstændeligt med flere lister, optællinger og udregninger, men som uddeler er man ansvarlig for varelageret, så det skal opgøres helt præcist, og alle mand samt konsulenter og revisorer var i sving.

Vi havde som nævnt 2 lærlinge med fra Timring, og baggrunden for det 5

var, at vi kom til at mangle personale, fordi den tidligere uddelers kone og søn havde været meget i butikken, og de skulle heller ikke fortsætte.

Det var som sagt ikke fordi, det var den store butik. Jeg tror omsætningen var cirka 850.000 årligt, og Brugsen så slet ikke ud, som den kom til efterhånden, bl.a. var døren til forretningen dengang ud til vejen lige overfor kroen. Men byen voksede og omsætningen steg hvert år, og vi blev flere folk i butikken, så vi byggede jo om og moderniserede flere gange i min tid, jeg tror en 5-6 gange.

34 år som uddeler Og det er den korte udgave af historien. Brugsen i Frederiks blev etableret i 1909 ved køb af en lille købmandsforretning og har jo lige haft 100 års jubilæum, og jeg sluttede efter 34 år som uddeler i Frederiks. Min efterfølger følger jo godt efter, en supermand de har fået, han bygger og gør ved. Jeg tror egentlig, at Frederiks brugs i dag er en af de flotteste dagligbrugser.

Årene er sådan set gået stille og roligt, uden de store begivenheder. Vi har naturligvis haft indbrud nogle gange, men både Brugsen og medarbejderne er heldigvis blevet forskånet for ubehagelige og voldsomme oplevelser i den anledning.

En af de mest dramatiske begivenheder, jeg lige kan komme i tanke om, var et indbrud, hvor de var kommet ind gennem loftet og havde malet vinduet i kontoret mørkt med noget maling, så de uforstyrret kunne skære pengeskabet op. Det værste var næsten det svineri, som maling og skærebrænder havde lavet, for vi vidste jo, hvor mange penge, der kunne være taget.

Jeg syntes også, at Frederiks by er et rigtig godt sted. Vi har alt, hvad vi har brug for, sådan i det daglige, og det er her, vi kender folk, så her vil vi helst sikkert blive boende. Vores to børn bor i Viborg og i Århus og med to børnebørn i Viborg, er de jo også i nærheden.

Brugsen 1969 med nyt tag og uddelerens lejlighed er nu inddraget til butik 6