Portræt Kurt Hald

Artikel fra

2009-2

Portræt Kurt Hald

Red.: Arne Christensen

Fra hesteskomekaniker til computertekniker på fly.

Jeg er blevet opfordret til hjælpe til ved P-nyt og i den forbindelse skrive lidt om mit liv. Det gør jeg gerne.

Teknik har altid været min interesse, og i min barndom var store lokomotiver det største. For at blive lokofører skulle man have en håndværkeruddannelse, så jeg startede med at komme i smedelære, da jeg var 14.

Da jeg fik mit svendebrev ændrede jeg imidlertid mening - det blev jetfly!

I 1954 søgte jeg ind til Flyvevåbnet og blev antaget til uddannelsen som flymekaniker. Jeg skulle skrive en 3 års kontrakt, som endte med at blive til 41 år.

kompressorblade, som var et kedeligt job. Fyraften var en by i Rusland og in- gen overtidsbetaling. Det varede et år. Derefter blev jeg dokchef og klarmelder på Tordenjet.

Der var en del fritid, som blev benyttet til at se på pigerne i Herning. Det gik, som det går, og i 1957 blev jeg gift med Sonja fra Herning.

Vi flyttede til Frederiks i 1958 til Vestergade 17, hvor vi bor endnu. Det var en større omvæltning fra Herning til Frederiks. Beboerne i landsbyen dengang så med skepsis på en tilflytter og så en militærmand. I dag er vi mange.

Skolen lå i Værløse, og efter 3 måneder gik turen til Ålborg med Meteorjagerne, og det var en herlig tid. På skolen havde jeg desværre indvilget i at bytte med ven, der var gift og boede i Ålborg. Bordet fangede og jeg blev deporteret til Karup, som var det mest øde sted, jeg havde set.

Jeg var vokset op på sydsiden af Kolding fjord med masser af vand, så Karup og omegn var det svært at vænne sig til.

I maj 1955 kom jeg til Karup og blev jeg ansat ved motorværkstedet. På den tid havde Karup F84 Tordenjet flyene, og man havde store problemer med motorerne. Det var kompressoren, som ofte fejlede.

Der var meget arbejde med at slibe

Vestergade 17 i 1960

Vi dyrkede sport sammen med vores søn Michael i B1960, som var klubnavnet i tresserne. Jeg var ungdomstræner og fodbolddommer, Sonja spillede håndbold, Michael fodbold. Nu var Fodbold ikke var min interesse, da jeg anså det for tidsspilde, men da min søn begyndte med fodbolden, blev jeg omvendt.

5

Min skolegang i Dalby var med 2 klasselokaler, 2 lærer. Megen tid blev brugt på salmevers og kristendom, matematik og sprog fandtes ikke, der var meget at indhente.

I min fritid studerede jeg radio- og fjernsynsteknik og fik derefter job i Flyvevåbnet som elektronikmand.

En af de få, som fik jobbet uden at have været på skole.

1968 startede jeg radioforretning i Vestergade 17 samtidigt med jobbet på Karup, og jeg kom til at kende mange mennesker i Frederiks og omegn. I 1980 var det slut, da supermarkederne overdog handlen.

På Karup havde vi nu fået Draken, som var udstyret med moderne elektronik, og det blev nu mit job at være med til at vedligeholde grejet.

Det startede i Lindkjøbing i Sverige, hvor jeg var i 4 måneder. Det var vintertid, og jeg husker, det var meget koldt, og vi havde glemt at købe pelshuer.

I 1980 da radioforretningen var lukket, skulle jeg finde noget andet.

Jeg fik en aftale med Thorning IF om et job som fodboldtræner med de nyeste metoder, som jeg havde lært på Flyvevåbnets ledertræningskurser. Det virkede, og de rykkede op 2 år i træk.

Jeg brugte også en del tid på amatørradio. Mit kaldesignal var OZ1ADY, og på radioen hørte jeg debatter om bit og bytes, og jeg forstod ikke et ord. Men jeg gik i gang med den digitale verden: Jeg købte et byggesæt og så i gang med loddekolben.

Efter lang tid kom der gang i dyret, 6

og det varen stor dag, hvor jeg så mit navn på skærmen, og den kunne finde ud af, at 2 x 2 = 4!

Min tillærte viden var en stor hjælp i mit job på Karup, da Draken skulle udstyres med digital navigation og afleveringsystemer.

Men alt får en ende, og det fik Draken også. I 1993 var det slut. I 1995 var det også slut for mig i jobbet på Karup efter 41 år i Flyvevåbnet.

Og dog! I 1993 var der en nordmand og nogle danskere, som lånte et Draken fly for at indregistrere det civilt og flyve ved airshows. De spurgte, om jeg ville stå for det tekniske, og det sagde jeg ja til. Vi fik flyet registreret som et civilt overlydsfly med kendingsbogstaverne OY-SKA. Det var et stort øjeblik, da flyet lettede i civil udgave - som jeg selv. I dag står flyet sammen med et andet Drakenfly på Karup og kommer sikkert aldrig i luften mere.

Vi har en forening ”Draken Team Karup” med 100 medlemmer, som vedligeholder flyene, starter dem op og lytter til The Sound of Karup - en herlig lyd! Flyet fløj cirka 70 timer til airshows i hele Europa.

Med hilsen Kurt Hald Altmuligmand

Se internet www.draken.dk