Portræt Erling Mellerup

Artikel fra

2011-2

Portræt Erling Mellerup

Red.: Arne Christensen

Telegrafist i Flyvevåbnet Erling Mellerup, som også var med til at starte P-Nyt i 1992, fortæller kort om sit liv og arbejde Handelslærling fra Aalborg Jeg er født i Hjørring i 1924. Min far var smed, og da han fik arbejde på Aalborg Skibsværft, flyttede vi til Aalborg kort efter min fødsel. I Aalborg har jeg boet mange forskellige steder, men det sidste, i perioden 193045, var på adressen Algade 54. Det var en u-formet ejendom med flere forretninger og virksomheder, både i forhuset og i de 2 sidebygninger. Min far var vicevært i ejendommen ved siden af sit arbejde. I ejendommen var der også et firma, som handlede med krydsfiner og mange andre ting til træbranchen. I det firma blev jeg antaget som handelslærling den 1. april 1940 efter skolen. Det var sådan set meget godt, jeg fik 125 kr. om måneden, og det fik jeg i hele læretiden. Da jeg blev udlært i 1944, fik jeg 225 kr.! Krigen Krydsfineret kom fra Finland, men handlen ebbede langsomt ud, så til sidst havde vi næsten ikke noget. Men det passede sådan set godt nok, for jeg havde andet at se til med modstandsbevægelsen. Min far havde godtnok sagt, at det skulle jeg bare holde mig fra, men det kunne jo ikke nytte noget. Vi var nogle unge mennesker, og nogle af kammeraterne vidste, at jeg havde nogle gode rum neden under gulvbrædderne i firmaet, som kunne bruges til opbevaring af mange ting. Det havde jeg sagt god for, så de kom med me-

get forskelligt, og jeg blev en slags depotmester for udstyr og våben. Blandt andet sad vi og puttede krudt og detonatorer i håndgranater, og det var ikke helt ufarligt, men der skete aldrig uheld. På Vesterbro lå der en stor tømmerhandel, hvor vi hentede deres rester af krydsfiner. Men de havde også opbevaret forskelligt for modstandsbevægelsen, og det tog jeg med hjem sammen med krydsfineret. Jeg kørte 5-6 ture i hestevogn ned igennem byen og hjem i gården og læssede det ned i kælderen. Jeg mødte flere tyskere, men de opdagede heldigvis ikke noget! I 1943, da jeg var 19 år, gik min far under jorden i Frederikshavn, så nu måtte jeg tage mig af pligterne som vicevært. Der var udgangsforbud fra klokken 9 om aftenen, så jeg skulle sørge for at lukke porten og låse. Der var en knægt, der hed Franz, og han gik over til tyskerne og gik sammen med dem i byen i Aalborg. Han kom tit forbi, og han hilste, men jeg lod som ingenting. Da krigen var forbi, var han forsvundet, men jeg var sikker på, at jeg vidste, hvor han var. Nemlig nede ved Lindenborg Gods, for ejeren dér var også nazist. Og så kørte vi derned og fik da også fat i ham. Udenfor, på broen over voldgraven, tog han nogle smykker og forskelligt fra lommen, som han ville have mig til at give hans mor. Men så var der en af de andre, 3

der slog det ud af hånden på ham, så det havnede i vandet. Han blev senere dømt og henrettet herude i Undalslund. Min far bliver skudt af tyskerne Under en aktion i Frederikshavn sammen men en ung mand kom min far i ildkamp med tyskerne og blev skudt den 3. maj 1945. Jeg var på arbejde, da Røde Kors ringede til mig og fortalte mig, at min far var blevet skudt og var på sygehuset, men de vidste ikke, om han var død eller levende. Jeg fik fat i min farbror, og vi cyklede til Frederikshavn, men fik ikke lov til at komme ind. Så kørte vi til Røde Kors, og der fik vi besked på, at han var død. Og så skulle jeg hjem og fortælle min mor den frygtelige nyhed, bare 1 døgn før frihedsbudskabet blev oplæst i radioen! Og jeg skal være ærlig og sige, at hvert eneste år den 3. maj, så har jeg det rigtig dårligt. Min gode ven P.L.O. Jensen, som sammen med mig er de eneste tilbageværende fra telegrafistskolen i 1947, kender til det og ringer som regel til mig lige før den dato og siger, at nu skal jeg lige stramme ballerne! Navnet er Mellerup Mit navn er jo egentlig Mellerup Jensen. Historien er den, at min farfar, som var skrædder og også forsikringsagent og en dejlig mand, som altid kunne ordne vores tøj, når det var gået i stykker, cyklede rundt i hele Nordjylland og helt ned til Randers. Han kørte ind på gårdene og spurgte, om han skulle sy dem et sæt tøj. Det sagde de ofte ja til, og så boede han på gården, mens han syede tøjet. Så fik han sin betaling og kørte videre. 4

Han kunne godt lide piger, og det har jeg nok lidt efter ham! Nå, han kom også til byen Mellerup ved Randers Fjord, og der var en pige, som han blev voldsomt forelsket i. Han blev ikke gift med pigen, men det havde gjort så stort indtryk på ham, at hans børn senere fik navnet Mellerup til mellemnavn.

Soldat i Århus og København I juli 1945 blev jeg indkaldt som soldat til Vester Alles kaserne i Århus. En dag blev der råbt op, om man ville være det ene eller det andet efter rekruttiden, og der blev også spurgt, om der var nogen, der ville være telegrafist. En af dem, jeg var soldat sammen med, som hed Knud og var elektriker sagde, om vi ikke skulle tage og prøve det. Jeg kendte jo hverken ohms lov eller noget, så det mente jeg ikke var noget. Det mente han sagtens, jeg kunne lære, og desuden lokkede han lidt med alt det, man kunne opleve i storbylivet i København, hvor uddannelsen skulle foregå. Nå, det endte så med, at vi meldte os! Jeg havde jo faktisk allerede en uddannelse og kunne nok have fået et arbejde, så hvorfor fa’en skulle jeg

Mellerup (midt) på radiostationen i Værløse inden afgang til Karup nu være telegrafist? Det havde jeg jo slet ikke drømt om, så det var en stor omvæltning. Vi var så 14 dage på Bådsmandstræde Kaserne (som nu er Christiania) for at se, at der kunne blive telegrafister ud af os. Da de 14 dage var gået, og vi var ved at pakke vores grej, kom de og spurgte, hvor vi skulle hen? Ja, vi skulle jo da hjem – nej, det skal I ikke, I er optaget, fik vi så besked om! Vi var 12 mand ud af 43, som havde bestået, og det havde jeg slet ikke regnet med. Så blev jeg radiotelegrafist Men så gik vi jo i gang med den 1 årige uddannelse til radiotelegrafist. Skoledagen var hver dag fra 8 til 20, lørdag dog kun til kl. 14. Det var en mægtig god skole og uddannelse, og i betragtning af, at det var militæret, så havde vi nogle fantastisk venlige og også dygtige lærere, ja de var bare tæskegode på alle måder. Vi lærte

telegrafi, radioteori, radioudstyr, 10 -finger blindskrift, matematik m.m., og vi gik til engelsk en aften om ugen inde i byen. Den første tid boede vi på Bådsmandstrædes Kaserne, men derefter ude på Holmen. Der boede vi godt, fik god mad og kunne gå i byen om aftenen. Så det år var en fantastisk god tid. Og derefter kom vi ind på den civile Vendelbos Radioskole i frihavnen, hvor vi tog 2. klasses radiocertifikat. Efter at jeg var kommet til Karup, var jeg tilbage på radioskolen og tog 1. klasses certifikat. I gang med dagens arbejde I maj 1947 kom jeg og 3 andre så til Karup som uddannede telegrafister i Hærens Flyvetropper. Chefen sendte os til radiostationen, og vi kunne bare selv lave en vagtliste. Som sagt så gjort: Vi delte os op i 2 5

hold med 8 dages vagt og 8 dages fri! Det var en formidabel ordning, og vi var heldige, at det også var en pragtfuld sommer uden en regnbyge før hen i september, så vi benyttede de mange fridage til at tage på stop rundt i landet. Uanset, hvor turen gik hen, så tog vi bare med, og vi kom næsten rundt i hele landet på den måde! Det gik fint et par måneder, indtil chefen, oberst T.A. Poulsen, også kaldet ‘fanden-ta-mig-Poulsen’, fandt ud af det. Den kommende mandag skulle d’herrer Møller og Mellerup så stille på chefens kontor. Først ud og ind af døren en 3-4 gange, før entréen var i orden, og så i retstilling så stive som pinde foran chefen. Poulsen var en stor flot mand med en kolossal brystkasse, så der skete virkelig noget, når han spruttede af raseri en 30-40 centimeter foran os. Der kom også en masse skum med, og noget af det fik vi i hovedet! Så pludselig tog Møller et lommetørklæde op af lommen og tørrede sig i ansigtet. Da kunne jeg ikke holde latteren tilbage, og havde den været gal før, så blev det først rigtig galt nu. Inden vi fik set os om, var vi arresteret og sat i spjældet. Vi kom dog hurtigt ud igen, da vi ret beset ikke havde gjort noget forkert, bortset fra at grine af chefen. Helt gode venner blev vi nu aldrig - men vagtlisten blev ændret! Flyvende telegrafist Et årstid senere blev jeg indkaldt til Luftmarinestationen på Margretheholm, hvor jeg startede som flyvende telegrafist på Sea Otter flyene. Senere fik vi Catalina fly, hvor vi var 2 tele6

grafister ombord, og begyndte at flyve til Grønland, Færøerne, Island, og vi kom da også til Canada, Afrika og mange andre steder. Fantastiske Grønland Når foråret kom og flyvningerne kunne starte til Grønland, var jeg så heldig altid at komme med det første fly. Vi var så stationeret i Reykjavik og fløj ture til Ella Ø på Grønlands østkyst for at se, om isen var brudt op, og først når det var sket, kaldte vi på de andre, som kunne starte turen hjemmefra. Vi var mest på Ella Ø, som vi brugte som udgangspunkt på flyvninger op og ned langs østkysten, hvor vi for Geodætisk Institut fotograferede hele strækningen med kameraer, der var indbyggede i flyet, så de fleste af de billeder og kort af Grønlands østkyst, der bruges den dag i dag, er faktisk nogle, som jeg har været med til at tage. Det var rigtig dejlige ture i en fantastisk natur, og vi var deroppe en 2-3 måneder af gangen. Engang da vi var helt oppe i nord, sagde piloten, at vi var kun en lille halv time fra nordpolen, så var enige om, at det skulle vi også prøve. Det var fantastisk at se kompasnålen snurre hele vejen rundt, da vi rundede nordpolen. Ægtemand og far Jeg blev gift i 1950 med en pige, som jeg havde truffet hjemme i Aalborg. I begyndelsen boede vi i en lille lejlighed i Hvidovre, hvor jeg hver dag cyklede til arbejde i Kastrup eller Holmen, og det var godt nok en lang tur. Senere fik vi så heldigvis en lejlighed i Dragør.

På Zackenberg, Østgrønland, 1950 I 1952 kom jeg på fenrikskole og blev udnævnt til Fenrik og tjenestemand i juni efter 4½ måneds intensiv skole. ‘Fanden-ta-mig-Poulsen’ ønskede mig tillykke og sagde: ”Vi kender vist hinanden” – og det gjorde vi jo! En mindeværdig tur var i februar 1953, hvor vi fløj nødhjælp til Holland under den store oversvømmelse. Vi pendlede frem og tilbage nogle gange med tøj, gummistøvler, og alt hvad der ellers var behov for. Vi blev også brugt til at droppe sandsække, spader og grebe i det oversvømmede område. Under en af disse ture havde vi en speciel oplevelse. Amerikanerne, som også var der, fløj i C-119, og vi kunne tydeligt se 2 mand stå i hver sin side af den store ladeport og losse sandsække ud i en fart. Og hurtigt gik det, for pludselig røg der en sæk ud med to ben og to arme, der sprællede som bare det! Der var lavflyvning, men vedkommen26

de, der faldt ud fra lugen, var alligevel meget heldig, da han i faldet fra cirka 30 meters højde slap med enkelte brækkede lemmer! Jeg fløj som telegrafist i årene 194953. I Kastrup Syd, hvor Eskadrille 721 på daværende tidspunkt holdt til, blev en kollega og jeg en dag kaldt ind til signalofficeren, som meddelte os, at vi i den nærmeste fremtid kunne forvente at skulle udstationeres til at gøre tjeneste ved NATO, og det skulle være henholdsvis til NATO hovedkvarteret ved Paris, og til AIRNORTH i Oslo. Vi kunne selv få lov til at vælge. Det gjorde vi så og blev hurtigt enige om, at min kollega skulle til Paris og jeg skulle til Oslo. 2 år i Norge Så, en dag sidst i august måned, hvor jeg lige var landet efter en flyvning fra Wahn i Tyskland med forsvarschefen, Admiral Quistgaard, blev jeg, stadig iført flyveudrustning, kørt til

Flyverkommandoen i Vedbæk. Det var en lørdag, hvor klokken var cirka 13, da Vagthavende Officer gav mig billetter til Oslobåden, der afgik samme eftermiddag klokken 16! Ja, sådan var det, men jeg var jo gift og havde barn og lejlighed, så det ville jeg ikke være med til. Mandag morgen lejede jeg så en bil og kørte ud til chefen i Vedbæk og fik jeg så alligevel 14 dage til at komme af sted. Jeg gjorde derefter tjeneste i Oslo i en 2 års periode, og der fik vi vores næste barn. Derfra kom jeg til Flyvestation Aalborg, og så var jeg jo næsten hjemme igen. Vi fik et hus på Vester Alle, det var dejligt og helt nyt, og der fik vi vores tredje barn. Det var en god tid, og der kunne jeg også cykle på arbejde. Til Karup I 1960 kom jeg til Karup som signalofficer på flyvestationen. Det job fik jeg lov til at have i 9 år, og det var en dejlig tid. Vi fik et hus på Lyngvej 34, og der fik vi senere vores fjerde barn. I 1969, hvor jeg i mellemtiden var blevet Kaptajn, kom jeg til Signalcenter Karup i den store bunker 1137 på Karup. Det ville jeg faktisk helst ikke, for jeg havde det godt, hvor jeg var, men det hjalp ikke! I 1971 kom jeg i Flyvertaktisk Kommandos stab og blev udnævnt til Major og havde derefter flere forskellige stillinger i Karup. Jeg blev pensioneret som 60-årig i 1984. Vi flyttede til Frederiks i 1972. På et tidspunkt begyndte jeg at bygge et sommerhus i haven hjemme på Lyngvej. Vi havde været på ferie i Trend og var kommet til at kende Svendsen, som ejede et stort område deroppe,

fordi han og jeg var kommet i gang med at spille skak. Han overtalte mig til at købe en grund af ham, og der skulle jeg jo så have et hus på. Selvbygger Jeg fik en murer til at støbe soklen, og så byggede jeg hele sommerhuset i sektioner med støtte og hjælp af min søn og mange gode mennesker og fragtede det til Trend efterhånden, som det blev færdigt. Det var min ældste datter, der tegnede huset, og det blev et rigtig dejlig sommerhus. Vi havde det nu ikke så længe, for børnene var blevet store og ville efterhånden ikke med, så i 1972 solgte jeg det med en god fortjeneste, og det var egentlig grundlaget for, at vi fik mulighed for at købe eget hus i Frederiks på Risvænget 27, som var helt nybygget. Men huset blev efterhånden for stort for os, så vi solgte og købte det hus på Vestergade, som vi bor i nu. Frederiks er et godt sted at bo Jeg har været glad for at bo i Frederiks og er det stadigvæk. Der er mange muligheder og en god stemning, og de mange stier og Alhedestien er rigtig dejligt. Jeg har mange gange cyklet til Viborg og også til Herning. I det hele taget, syntes jeg det er et godt sted. Jeg fik 31 år og 4 børn med min første kone, Kirsten, som desværre døde. Og nu har jeg snart været gift i 30 år med Birgit, som bragte yderligere 3 børn ind i ægteskabet. Denne velsignelse har ført til, at jeg i dag har hele 9 børnebørn og 4 oldebørn.

27