Miniportræt Bent Frederiksen

Artikel fra

2011-4

Miniportræt Bent Frederiksen

Red.: Arne Christensen

3 generationer Frederiks vognmænd Bent Frederiksen f. 1945 i Frederiks, som i mange år har været indehaver af Frederiks Vognmandsforretning, har nu trukket sig tilbage fra størsteparten af den daglige forretning og fortæller her til Borger Nyt lidt om tiden som vognmand i Frederiks.

Stammer fra Silkeborg Min slægt stammer fra Silkeborg området, hvor mine bedsteforældre på min fars side var landbrugere og senere havde de en slagterforretning i Silkeborg. Min far, Ejler Frederiksen, boede jo også i Silkeborg men købte så i 1936 en vognmandsforretning i Frederiks, som var startet en 2-3 år tidligere. Han kørte en tur rundt i Silkeborg, og så havde han et stort kørekort, og da han skulle have til anhænger, så blev det bare skrevet på!

Min mor kom faktisk ikke med til Frederiks i første omgang, for der var vist ikke nogen, der mente, at han kunne få en tilværelse op at stå herude på sandjorden. Så der gik et par år, inden hun kom herud, da det var klart, at det nok skulle gå. Der var 2 lastvogne til at starte

med, og firmaets adresse var på Kongemosevej 11. Der var garager i gården, og senere købte han en grund overfor, hvor der også blev bygget garager. De eksisterer ikke mere, men i stedet er der bygget et dobbelthus på grunden.

Vognmand i generne Jeg er naturligvis flasket op med vognmandsforretningen.

Jeg tilbragte megen tid der og har gennem årene hjulpet til på mange måder, og jeg var naturligvis en del med ude at køre.

Men den skolegang ødelagde jo meget at fornøjelsen og forhindrede, at jeg kunne køre med så meget, som jeg selv syntes!

Efter skoletid havde jeg i øvrigt også en del jobs som medhjælper hos landmændene i omegnen.

Da jeg sluttede skolen var jeg en tur på Levring Efterskole, 11

men det eneste der stod i hovedet på mig, var, at jeg skulle ud og køre bil. Så snart jeg var gammel nok, fik jeg da også kørekort og kørte så i flere år som chauffør i firmaet.

I 1971, da jeg var 26 år, og efter at Kamma og jeg var blevet gift i 1966, kom vi med i firmaet ved at købe en halvpart af min far. På det tidspunkt havde vi 3 biler i firmaet, og vi kørte med alt muligt. En masse kørsel for landmænd med dyr til slagteriet og også for murere, håndværkere og alle andre, der havde brug for transport af gods.

Og arbejdstiden var heller ikke normal kontortid, for når vi f.eks. kørte med dyr, startede vi kl. 4 om morgenen og det kunne ske, at vi ikke var hjemme før 11 om aftenen.

I 1979 blev min far syg med blodpropper, og det endte med, at vi i 1981 overtog hele forretningen. Kamma havde i årene forud været hjemmehjælper men blev nu hjemme og passede forretningens regnskaber og administration, som aldrig har været noget, jeg var så glad for at beskæftige mig med.

12

Forretningen udvides og flytter Efterhånden blev forretningen udvidet med flere biler og med containere, så det blev for småt med plads på Kongemosevej. I 1986 købte vi så garageanlægget lige overfor Alhedehallen, og det har vi endnu. Det var den tidligere DLG foderstofforretning, hvor vi fik revet siloerne ned, for dem havde vi jo ikke brug for.

Det var først og fremmest pladsen udenom, som vi havde brug for til bilerne og containerne, og det meste af selve lagerbygningen var i de første mange år lejet ud. Privat har vi altid boet her på Holbergsgade.

Vi har været så heldige, at der ikke er sket noget alvorligt for os og for de chauffører, der kører for os. Der var en tyrekalv, der skubbede en chauffør ud af rampen, så han brækkede et par ribben, og vi har da haft uheld med bilerne, men det mest dramatiske var næsten, at en af lastbilerne brændte for os i 1999 og manden kom ud af bilen i sidste øjeblik.

Det var noget værre noget. Det

Bilparken på Kongemosevej,1970 var en Volvo, som de fleste af vores biler, og vi havde døjet med den, lige fra vi fik den og skiftede flere turboer på den, men der var ingen, der kunne finde ud af, hvad der var i vejen.

Senere blev tilsvarende biler indkaldt til reparation, da det havde vist sig, at en ventil på flere motorer ikke var boret ordentlig igennem, så turboen under nogle omstændigheder blev alt for varm og endte med at sætte ild til olien.

De tidspunkter, hvor der har været mest kaos og nerver på i forretningen, er faktisk de peri-

oder, hvor vi har vinterbekæmpelse. Vi har haft både kommuneplove og amtsplove. Så kan det godt gå noget ud over nattesøvnen, men jeg har heldigvis altid haft den evne, at jeg kan sætte mig til at sove, hvornår lejligheden byder sig, f.eks. lige holde ind på en vigeplads og snuppe en lur og så være frisk igen.

Vi har da også været heldige med at have gode medarbejdere, som har været hos os i lang tid. Vores søn har en chauffør endnu, som også har været os i alle årene, og vi havde en, som var her i knap 25 år. Det bety13

der rigtig meget, og vores chauffører er jo ude på egen hånd og skal ofte klare sig selv, så det skal være gode folk, som man kan stole på.

3. generation kommer med Jeg havde jo truet flere gange med at holde, men det kniber lidt, når det skal til at være alvor. Men nu har jeg trappet ned og har kun 1 bil tilbage, som jeg også selv kører, og det er jo nærmest som en hobby og for at holde mig lidt i gang, efter at jeg faktisk har nået pensionsalderen. Jeg skal jo gerne lige ud og køre. Det meste af forretningen er overtaget af vores søn, Per, som nu kører med 10 biler. Han kom med i 2000, efter at han havde kørt bil for forretningen i en 3 år forinden.

Det, jeg nævnte før med tyrekalven, var faktisk årsagen til at Per kom hjem og kørte for os som afløser! Han skulle ellers ikke være vognmand og havde sit eget job, men da uheldet skete, var vi i Egypten på ferie, så han blev nødt til at tage fri fra sit arbejde og komme hjem og køre bil. Da han havde passet det en 14

uges tid, kom han og familien i tanke om, at han nok alligevel gerne ville være selvstændig, og så kunne han jo lige så godt blive vognmand. Det er faktisk et ret frit arbejde, selvom man i dag både har biltelefon og fax, så chefen kan komme i kontakt med en!

Og vi er da godt tilfredse med, at firmaet kan fortsætte i familien. Per bor i Skelhøje, men når bilerne undtagelsesvis er hjemme, f.eks. til jul og nytår, så holder de stadig på vores garageanlæg, men det er så snart også den eneste tid, hvor vi ser bilerne her på adressen, for de følger i høj grad chaufførerne, som bor alle andre steder end i Frederiks. Bilerne skal jo helst ikke stå stille, så de kører ud søndag aften eller mandag morgen og kommer ofte først igen hjem fredag aften.

Chaufførerne bor faktisk i bilerne ugen igennem. Det er nødvendigt med de køre- og hviletidsregler, der er, og for at kunne få forretningen til at løbe rundt. Da vi startede, var det også mere lokal kørsel, men i dag kører de over hele landet.

Frederiksborger m.m.

Som borger i et mindre samfund som Frederiks, bliver man let blandet ind i forskelligt, og jeg har da også haft lejlighed til at være med i en del, f. eks. i foreningsarbejde i Vognmandsforeningen, i Brugsforeningen, i Borgerforeningen, i Vandværk, i Andelskassens repræsentantskab og flere andre ting. Jeg ved ikke, hvad det kan blive mere, men nu har jeg da mere tid til mig selv, til familien og til andre gøremål, end jeg nogensinde har haft før.

Vi har jo 3 børn, der i dag bor i Skelhøje, Løgstrup og Fårbæk, og vi har 9 børnebørn, hvoraf dog kun de 7 er af vores egne børn. Det er dejligt at have familien så tæt på.

Kamma og Bent, 1993

15