Leif ”Post” - og alt det andet

from P-Nyt 4-2022

Programhæfte

De fleste i de ældre generationer i Havredal og Frederiks ved straks, hvem vi hentyder til med overskriften. Og rigtigt nok, vi taler om Leif Sørensen – landpost, politiker, fritidslandbruger og ildsjæl – som nu i sit 86. år stadig er i vigør, godt nok på nedsatte omdrejninger, men alligevel. Med det generalieblad, har Leif Sørensen selvsagt været omtalt og portrætteret før, men nu har P-Nyt fundet det passende, at også vores læsere skal høre om manden.

Leif er faktisk født ”udenbys” men kom hertil, da Leifs forældre i 1943, hvor Leif var 7 år gammel, købte gården på Ulvedalsvej 2b. mellem Frederiks og Havredal, og Leif fik sine tidlige skoleår på Havredal Skole.

Som de fleste unge fra landet, kom Leif også ud at tjene forskellige steder, bl.a. på en gård i Skals, indtil han i 1956 blev indkaldt til at aftjene værnepligten i Viborg. Han blev herunder udstationeret 10 måneder til Tyskland med det sidste hold danske soldater, der var en del af den danske tysklandsbrigade 1947-1958.

Efter soldatertiden kom han hjem, hvor han sammen med 2 andre dannede et sjak, som havde løsarbejde i skoven.

Post i det meste af København En dag fik han en opfordring fra en soldaterkammerat, som var blevet postbud i København og som tænkte på sin tidligere kammerat. Han opfordrede Leif til at komme derover og blive postbud, for de manglede folk.

Leif Sørensen var ikke umiddelbart lykkelig ved tanken, men tog dog af sted for lige at se lidt på det, og i løbet af kort tid havde han skrevet under på en kontrakt med postvæsenet med en prøvetid på to år.

Leif fortæller, at han i den første tid mest var afløser i forskellige områder i det meste af København, blandt andet Nørrebro, Hellerup, Gentofte og flere, og også i det, der hed Omkarteringen i Københavns Postcenter.

Det var næsten ikke til at finde en bolig i København, så i de år Leif var i København, boede han på hele 9 forskellige adresser, og det var på små værelser sommetider uden køkken og uden bad.

Det var spændende år, men han ville alligevel gerne tilbage til hjemegnen, hvilket dog ikke var så ligetil, for man manglede postbude i København, og desuden var de lidt tilbageholdende med at sende postbude fra byer ud på landet, for etaten troede ikke helt på, at de ville blive i stillingen.

Så der skulle adskillige ansøgninger til, før Leif Sørensen i 1964 endelig var heldig og fik en stilling som post i Frederiks. De første to

Foto: Børge Krogh/Karup Lokalarkiv

måneder var det på cykel, men siden er det hele foregået i bil, og det er blevet til mange km i postbil gennem de mange år.

Men, som Leif siger, så var det helt mærkeligt, at alle venner og bekendte i de år, hvor han havde været i København, var blevet spredt for alle vinde, så han kendte næsten ikke nogen folk i området mere. Som landpost blev der dog hurtigt rådet bod på det, for landposten kommer til at kende rigtig mange.

Håndbold førte til halprojekt Leif Sørensen: ”Jeg har altid dyrket idræt, så da jeg havde været post i København i nogle år og i 1964 kom tilbage hertil, undrede det mig, at der ikke var en aktiv idrætsforening.

Der var nok lidt fodbold i den klub, der hed B1960, men min sport var håndbold, og der var det hovedsagelig Havredal og KFUM.

Jeg snakkede med nogle, og vi blev snart enige om, at så skulle vi da have lavet noget igen i Frederiks, så vi kunne komme i gang med at spille håndbold.

Vi var så nogle få stykker, som gik sammen om at få startet med håndbold på den plads, hvor senere Dagcentret blev bygget. Det var dengang et græsklædt område, som Frederiks Sogneråd ejede, og det kunne vi godt få lov til at bruge. Vi klippede græsset med håndklipper og fik lavet boldbaner. Der var jo fodboldbane længere nede ad Parkalle, men der kunne vi ikke spille håndbold.

Vi genstartede på den måde den gamle Alhedens Idrætsforening, og noget senere blev der lavet en bestyrelse, som jeg så også kom med i.

Vi skal have en hal, men hvor? Jeg gik jo post og kom også over til sognerådsformanden Karl Bitsch, som boede på Havredalsvej, og snakkede med ham om, at vi burde da få lavet en idrætshal her i Frederiks.

Vi var jo interesseret i at spille håndbold også indendørs, hvor vi nogle gange lånte idrætssalen på flyvestationen, men det var faktisk kun søndag fra 8 til 10, at vi kunne få plads.

Karl Bitsch var nu ikke sikker på, at det kunne gå. Jeg snakkede også med folk fra Skelhøje, og de ville godt være med, men så skulle hallen ligge i Trehuse, midt imellem Skelhøje og Frederiks.

Karup snakkede jeg også med, og de ville have den til at ligge i Årestrup. Men det var jeg nu ikke enig med dem i, for hvis vi skulle have en hal, så skulle den da bestemt ligge i et byområde, så skolen kunne bruge den.

Det samarbejde var der ikke megen fremtid i, så vi fortsatte bare med at sigte efter en hal i Frederiks. Det lykkedes da også at få Karl Bitsch med på tanken, og han fik sognerådet med på ideen.

Nu blev det jo planen, at der skulle ske kommunesammenlægninger, så de forskellige sogneråd sørgede for at bruge deres penge til noget lokalt, inden det hele blev en større pulje.

Kølvrå brugte deres penge på at bygge et svømmebad, Karup byggede plejehjemmet, og her i Frederiks skulle det så være en idrætshal.

Vi fik en aftale med sognerådet om, at vi skulle samle et større beløb – jeg tror det var 200.000 kr. – så ville de give krone-tilkrone i tilskud. Og absolut hele arbejdet med at opføre hallen blev udført med frivillig arbejdskraft.

Vi samlede penge ind, og vi samlede tilsagn om arbejdstimer. Henne på den gamle foderstof ved Brugsen havde vi et kæmpe termometer, som viste, hvor mange penge, vi nu havde samlet ind.

Halbyggeriet går i gang I foråret 1968 gik vi i gang med byggeriet. Jorden, hvor Alhedehallen og boldbanerne omkring kom til at ligge, havde kommunen tidligere købt af kroen, som havde haft landbrug der, og den jord fik vi uden beregning. Vi var 5 mand i bestyrelsen for den selvejende institution, der blev stiftet den 5. december 1967, som styrede projektet, og jeg var formand. Hallen blev bygget over 2 år i 1968-69, og i de 2 år arbejdede jeg med byggeriet i al min fritid simpelthen både dag og aften.

Nogle lagde mange flere frivillige timer i arbejdet, end de havde lovet, og enkelte nok en del mindre, men alt i alt gik det vældig godt, og den dag i september 1969, da hallen blev indviet, da var de der alle. Også alle fagfolk til at lave de forskellige installationer var nogle, der havde meldt sig til at gøre frivilligt arbejde, så den eneste opgave, som vi brugte penge på at få lavet af andre, var sådan set arkitekterne.

Det var spændende, og det var en sjov opgave, og man får en masse kontakter. Vi kunne være en 30-40 mennesker en aften, som arbejdede på byggeriet med hver deres opgaver. Og det gik fantastisk. Det var nogle dejlige mennesker, og der var et rigtig godt sammenhold.

Hele byggeriet løb op i omkring 600.000 kr., og det var rigtig billigt, takket være det store frivillige arbejde, samt at vi handlede os til gode priser på materialerne.

Hallen blev snart for lille Jeg var så formand for hallen igennem mange år, og vi havde jo et repræsentantskab, som stort set alle tænkelige foreninger og sammenslutninger i området, både i Frederiks og i byerne omkring, havde medlemmer i.

Fra dengang, hvor håndbold i AIF Lagde beslag på en stor del af fritiden. Det er Leif Sørensen yderst til højre bagest.

Hallen blev lejet ud til foreninger fra et stort område, ja også så langt fra som Daugbjerg, Vium-Hvam og andre.

Takket være de gode erfaringer med halbyggeriet varede det ikke længe, før man begyndte at planlægge på, at der skulle bygges en svømmehal, som også blev bygget og indviet i april 1978. Det var jeg ikke med til, jeg havde sådan set aftjent min værnepligt, men der var heldigvis andre, der tog over. Senere har man så fået hal nummer 2 og kulturhus i 1996, så det, vi lagde grunden til med den første hal, har jo vist sig at være meget levedygtigt.

Det er dejligt at tænke på, så mange generationer af børn og unge, der igennem årene har haft glæde af hallerne, og det fortsætter jo heldigvis.” Men håndbolden svigtes ikke Leif Sørensen: ”Jeg spillede håndbold i alle år og var aktiv til jeg var 59. Og det er sjovt nok, for der var vi et hold, som blev ved med at holde sammen og gør det endnu i dag.

Det trekantede jordstykke, der ligger efter hallen overfor smeden, var vi 25 personer, der gik sammen om at købe, da landmanden endelig ville sælge. Jorden ejer vi stadigvæk, men vi har jo overladt det til AIF at bruge jorden til festplads, så den slags ikke skal spolere fodboldbanerne.

Vi 25 personer, som hovedsagelig er håndboldspillere fra dengang, samles stadig 2 gange om året.”

Den personlige kontakt er guld værd Det blev til 34 gode år i postvæsenet, og Leif Sørensen har altid elsket at have med mennesker at gøre, men over de mange år i postvæsenet er der sket en mærkbar udvikling, hvor den personlige kontakt blev mindre. ”Det var jo ikke længere som i gamle dage, hvor man kom ind alle steder. Flere steder kunne der ligge en blankocheck sammen med nogle girokort på køkkenbordet, og så blev det op til posten at lægge beløbene sammen og skrive beløbet på checken.

Et andet sted blev man bedt om at aflevere aske fra cigaretter og cerutter på køkkenbordet. Asken skulle manden bruge til at rulle skråen i, og cerutstumperne blev brugt i piben.” Politik Politik blev også en stor del af Leif Sørensens liv. Efter at hallen var kommet op at stå, fik han en opfordring til at stille op for socialdemokratiet, og lidt nølende sagde han ja, og han opnåede i 1974 valg til byrådet i Karup Kommune, hvor han kom til at sidde i 31 år, indtil han valgte ikke at genopstille til valget i 2005 med den nye strukturreform.

I løbet af de mange år har han siddet i samtlige udvalg undtagen økonomiudvalget, i to perioder har han været socialudvalgsformand, og i andre to perioder har han være formand for teknisk udvalg.

Nogle karakteriserede politikeren Leif Sørensen som en god borgerlig socialdemokrat, og lidt er der måske om snakken erkender Leif Sørensen med et glimt i øjet. ”Socialdemokratiet er jo et stort parti, og jeg har ikke hørt til dem, der lå længst til venstre.”

Det tager lidt tid og overvejelser, da spørgsmålet falder om, hvad der har været den bedste oplevelse som politiker, men da svaret kommer, er han ikke i tvivl om, at det var, da man besluttede at bygge Dagcentret og de beskyttede boliger i Frederiks. ”Der var noget snak om, at vi skulle have et plejehjem, men det var da godt at det blev som det blev”, konkluderer Leif Sørensen.

Når snakken falder om negative oplevelser er Leif Sørensen derimod ikke et øjeblik i tvivl, for det har været, når der har været tunge sager på det sociale område med børn indblandet.

Husbyggeren Ikke mindre end 5 gange har Leif Sørensen bygget nyt hus! ”Jeg har altid haft det sådan, at jeg simpelthen godt kan lide at tegne og selv bygge hus, så det blev det nogle stykker hen ad vejen.

Det første hus, jeg byggede, det var i 1965 og det ligger på Grundtvigsvej 7. Jeg

Leif Sørensen blev den folkevalgte, som længst var medlem af Karup kommunalbestyrelse

havde lejet en bungalow på Hedevej, hvor vi boede, mens jeg byggede huset. Senere gik jeg i gang med at bygge et nyt hus på en grund på Risvænget 7, hvor vi så flyttede til i 1972, og huset på Grundtvigsvej blev solgt.

Mens vi boede på Risvænget, købte jeg ejendommen på Søndergade 6, hvor der havde været en skoforretning og cykelforretning. Den byggede jeg om til beboelser og solgte den senere uden selv at have boet der.

Jeg kan godt lide at have lidt landbrug, så jeg gik i gang med at bygge et hus på Tinghøjvej 18, hvor der var 16 tdr. land jord. Det drev jeg i en del år som fritidslandbrug, hvor jeg dyrkede jorden og havde både grise og køer. Ejendommen er desværre brændt for nogle år siden, men i 2013 er der opført et helt nyt hus.

Så var der 2 tdr. land på den anden side af vejen med lidt skov og græs, som jeg gerne ville bygge på. Men det var ikke let at få lov til at bygge der, for det var egentlig landbrugsjord. Det kunne lade sig gøre som såkaldt storparcel, så der havde jeg tænkt mig at bygge et nyt hus”.

En ryglidelse kom i vejen og var ved at gøre livet surt for Leif Sørensen. Lidelsen medførte store smerter og mange sygedage, men den 6. november 2002 blev en skelsættende dag, for da blev Leif Sørensen opereret og det med så stort held, at han i årene efter følte sig helt på toppen, og klar til at gå i gang med projekteringen af et nyt hus på Tingvej 27, som stod færdigt i 2004.

”På grund af operationen i ryggen i 2002 var jeg blevet førtidspensionist. Jeg talte senere med overlægen om, hvor meget jeg nu måtte gøre af fysisk arbejde. Du skal bare gøre alt det, du kan, sagde han, og hvad laver du da? Så fortalte jeg jo, at jeg var ved at bygge hus. Bygge hus! sagde han, nej det er nok for meget - men da var jeg næsten færdig med at bygge huset.

Jeg havde stadig lyst til at bygge, så nogle år senere gik jeg i gang med at bygge et nyt hus på Tinghøjvej 11 ud fra de samme tegninger, og solgte det andet. Det nye hus blev færdigt i 2008.

Det var et dejligt hus på en dejlig grund, og der boede jeg så indtil 2020, hvor jeg blev nødt til at sælge det. Helbredet var desværre blevet sådan, at jeg bare ikke kunne nogen ting, og slet ikke holde hus og en stor grund i stand. Jeg var naturligvis godt ked af, at jeg måtte flytte fra huset, for dér ville jeg gerne være blevet boende, men det kunne slet ikke lade sig gøre.

Til Frederiks igen Huset i Havredal fik jeg så solgt, og der var faktisk mange, der gerne vil købe. Jeg skulle finde noget mindre og nemmere, så det blev huset her på Hedevej i Frederiks, hvor jeg bor nu. Det er ikke så stort og ikke meget at holde, men der er det, man skal bruge, så det er jeg sådan set godt tilfreds med.

Det er pudsigt, men nu er situationen faktisk som dengang, jeg kom hjem til Jylland fra København, og der næsten ikke var en sjæl

tilbage, af dem jeg kendte fra før. Nu er jeg flyttet til Frederiks igen efter mange år i Havredal, og jeg kender kun nogle få stykker i Frederiks, som er fra min tid.

Jeg har heldigvis en veninde i Havredal, og vi spiser sammen hver aften, hvor vi skiftes til at lave mad for hinanden.

Det er rart, at der hver dag er nogen at snakke med, og ellers har jeg både TV, computer og telefon, så jeg er helt godt med.

Jeg har også både kørekort og bil endnu, men når kørekortet skal fornyes om et par år, så er det måske slut med at køre. Man er jo ikke så sikker, som man var dengang, da jeg kørte postbil, dét var noget helt andet.

Det eneste, jeg savner i Frederiks, er lidt liv i gaden. Jeg kan desværre ikke selv deltage længere, og det er nok også svært at lokke folk ud af husene og væk fra TV og computer i dag. Men jeg syntes, det kunne være dejligt med nogle flere arrangementer og fester. Inden der blev bygget på på pladsen, hvor Dagcentret senere blev bygget, da kan jeg huske, at jeg havde jeg en ide om, at vi skulle have Papa Bue og hans Viking Jazzband til at spille i et stort telt. Det var stort, og det var der ikke mange, der gik ind for, men det lykkedes alligevel, og det blev alletiders fest. Jeg kunne godt tænke mig mere af den slags

Jeg har altid godt kunne lide Frederiks, så jeg er godt tilfreds med at være kommet hertil igen. Og boligen ligger centralt. I det hele taget har jeg ikke noget at klage over, når jeg tænker på min alder. Jeg har haft et godt og spændende liv, syntes jeg”.

Leif Sørensen fylder 86 år den 18. december i år.

Vi har sakset fra andres beskrivelser; det gælder Knud Gaarn-Larsens portræt af Leif Sørensen i Uge-avisen 2003 samt fra en samtale med Leif Sørensen til Alhedens Borgerforenings jubilæumsbog 2014. Tak for, at vi måtte.

ÅBEN KL. 8.00-19.45 ALLE UGENS DAGE

v/Iben og Lars Trier Nielsen byens.kagemand@tdcadsl.dk Frederiks Tlf. 86 66 22 11

Fax. 86 66 24 42

Seniorskydning i dagtimerne er et tilbud til mennesker, der har mulighed for at bruge nogle timer i godt selskab omkring fælles interesse. Åbningstid: Mandag kl. 10:00 - 12:00 Pris pr. skydning kr. 30,00 Årligt kontingent: kr. 200,00

Yderligere oplysninger kan indhentes ved at kontakte Jan Mortensen på tlf.: 40 919 633 eller Jørn Termansen på tlf.: 20 547 243, eller ved at gå ind på foreningens hjemmeside karupskytteforening.dk

Endelig kan interesserede også besøge klubben indenfor den normale åbningstid tirsdag kl. 18:30 -21:15 eller onsdag kl. 19:00 - 21:15. Vi har altid en kop kaffe på kanden.