Lissi Bräuners erindringer

from P-Nyt 2-2022

Programhæfte

Jeg er født i Munklinde Jeg er født den 30. april 1934 i en lille landsby, som hedder Munklinde. Det var en hjemmefødsel dengang. Vi skulle hente jordemoderen i hestevogn , og min far og en moster var der sammen med jordemoderen. Man skulle dengang ligge i sengen en uge og så kom naboerne gerne med en gave til os.

Min far havde en manufakturforretning. Mor var syerske og cyklede langt omkring for at tage mål til kjoler og syede dem efter det.

Året efter mig fik jeg en søster. Vi hjalp til, så godt vi kunne. Der var ingen vand indlagt, så da vi blev store, skulle vi hente vand fra en pumpe, som var ude i garden. Vi fik en bror seks år efter. Ham skulle vi passe. Derefter fik vi en bror mere efter fire år, og så en lillesøster da jeg var 12 år. Min søster og jeg skulle også passe dem.

Skolegang Jeg kom i skole i Stubkær i 1941. Dertil havde vi 3 kilometer, som vi skulle gå til.

Der var meget sne dengang, så vi matte varmes op, når vi kom til skolen. Vi var godt klædt på med kyser af kaninskind, og på hænderne strikkede luffer, og på fødderne havde vi træskostøvler.

I skolestuen var der en kakkelovn, og vi fik varmet os op ved at stå på stolene og klappe i hænderne. Orgel var der også, så der var musik til vores sange.

Knud, Lissi, Birthe, Bjarne og Yrsa

Huset i Munklinde. Der var forretning på den anden side af huset

Lissi ved vandpumpen, hvorfra vi skulle hente vand

Mine søskende Knud, Birthe og Bjarne

Vi måtte hjælpe til Hjemme i Munklinde havde mine forældre nok at se til, så min min søster og jeg måtte jo passe de mindre søskende, og vi skulle også hjælpe til med meget forskelligt. Min søster hjalp min mor, og jeg hjalp i butikken. Vi piger fik mange kjoler, som mor syede af rester, der blev tilovers, når hun klippede kjoler.

Vi havde vi en pumpe i gården, og vi var ikke ret store, før det blev vores arbejde at hente det vand, der skulle bruges i huset. Det var tungt og hårdt, men sådan var det.

1 1945 fik jeg skarlagensfeber, kom på hospitalet og var isoleret i 6 uger, da det kunne smitte, så jeg måtte ikke få besøg. Jeg lå i de gamle træbarakker fra tyskernes tid. Det var mens, jeg var syg, at min dårlige hørelse stødte til.

Når jeg fra Munklinde skulle med rutebil til Herning, så skulle vi først til Ilskov. Min far havde lidt taxakørsel ved siden af, så han kørte mig til Ilskov, hvorfra jeg kunne tage rutebilen.

Efter sygdommen fik jeg en høreskade. Nærsynet var jeg også, så jeg sad øverst i skolen. Jeg gik meget til møder i KFUK. Var også KFUK spejder til jeg flyttede hjemmefra, da jeg var ca. 17 år.

Senere fik min far lavet butikken til kolonialvarer, så da var jeg med på landture i hestevogn. Jeg har ingen slægtsbog, men mor havde 11 søskende, og min far havde 12 søskende.

Da jeg var 17 år rejste jeg fra Munklinde til Herning nok mere end 30 gange til sygehuset, hvor jeg fik en jernstang sat op igennem næsen og pustet ud.

Det skulle hjælpe på min dårlige hørelse især på det ene øre, men det gjorde ingenting godt, og lægen sagde på et tidspunkt, at

Lissi og Yrsa

Billede fra skolekøkkenet på Husholdningsskolen i Nr. Nissum. Det er Lissi til højre.

jeg nok ville blive helt døv, når jeg blev omkring 20 år. Det var grunden til, at jeg blev sendt til Fredericia for at lære mundaflæsning, så jeg var forberedt på den situation.

Men så kom der høreapparater, og vi fik rede på, hvad der egentlig var i vejen med min hørelse. Der var 3 toner, som var helt forsvundet på grund af skarlagensfeberen, så heldigvis blev jeg aldrig helt døv, som man havde troet.

Jeg har senere fået indopereret et apparat bag det ene øre på sygehuset i Århus, og da kunne jeg pludselig høre alt! Det er helt fantastisk. Nu har jeg så det problem, at det er kun i det ene øre, så i det andet har jeg et almindelig høreapparat, og det er ikke altid de virker godt sammen.

Uddannelse Da jeg var 15 år kom jeg på handelsskole i Ikast og senere kom jeg i lære hos Baltica Forsikring i Herning.

Jeg fik et værelse på Bethaniegade i Herning. Min far havde en ugift kusine, der ejede huset i Bethaniegade, og derigennem fik jeg et stort værelse, hvor jeg kunne bo.

Jeg havde veninde, og vi var kommet i tanke om, at vi kunne tjene mere, hvis vi kom ud på Flyvestationen og arbejde. Jeg havde en fætter derude, og det var ham, der fandt arbejdet til mig. Det var også spændende. Jeg fik et kursus, og så fik jeg uniform.

Men jeg kunne faktisk ikke holde ud at arbejde derinde i en bunker, selv om den var stor. Jeg skulle udenfor og have frisk luft, så snart det var muligt og gå eller cykle en tur, så jeg var faktisk glad, da de endte med, at jeg kom ud på landet.

Jeg mødte Kaj Aage Men for at komme ud til arbejdet på Flyvestationen, så skulle jeg med rutebil, og der faldt jeg for chaufføren Kaj Aage.

Kaj Aage boede også i Herning i Fonnesbechsgade. Han var dog tit hjemme og hjæpe på gården. Lige så snart han havde en fridag, så var han i Skelhøje og hjælpe til og også arbejde med den her kartoffeloptager.

Da vi kom til at kende hinanden havde vi faktisk planlagt, at vi skulle bygge hus i Lind lidt uden for Herning by, men det blev aldrig til noget, for vi fik tilbuddet om at få gården sammen med min svigerinde, og det kunne vi ikke sige nej til.

Vi blev forlovet i 1955 juledag og gift i november 1957 i Frederiks kirke.

Jeg var den ældste af børnene fra det lille sted i Munklinde, og Kaj Aage var den yngste fra Skelhøjegaard, så vi kan roligt sige, at vi kom fra vidt forskellige situationer og forhold.

Mine svigerforældre holdt brylluppet. De havde 2 døtre, og da de ikke blev gift, ville de gerne holde bryllupsfest for os. Der var telt i gården, og der var mange med, da familien var stor.

På husholdningsskole Da jeg ikke havde haft så meget med husholdning at gøre tidligere, så foreslog de, at jeg skulle på husholdningsskole. Og så kom jeg til Nr. Nissum i 3 måneder. Men det blev nu heller ikke til så meget madlavning senere, for det var mest Kaj Aages søster, der stod for husholdningen.

Kaj Aage cyklede op til Nr. Nissum og besøgte mig flere gange en søndag, for det var jo den transport, der var dengang. Fik lejlighed i Herning

Kaj Aage havde en søster, der bestyrede KFUM i Herning. Hun var ugift. Så endte det med, at Kaj Aage og jeg kom til at bo i en lejlighed i Sølvgade, ovenover hvor hun boede, og dér fik vi vores 2 første børn.

Lejligheden lå praktisk lige overfor busstationen, så Kaj Aage havde kort til arbejdet.

Så var det, at vi fik tilbuddet om at flytte ud på Skelhøjegaard sammen med Ninna. Hun havde været ude at tjene, men hun havde altid en stærk hjemve, så Kaj Aages forældre mente nok, at vi kunne være gode sammen, hvis vi fik gården sammen med Ninna. Og det passede også.

Til Karuphøjgaard Kaj Aages forældre døde pludselig med 3 måneders mellemrum i 1962. I 1963 flyttede vi til Karuphøjgaard og overtog gården sammen med den ugifte søster, Ninna. Vi havde det godt sammen. På Skelhøjegaard fik vi de tre næste børn.

Det første, jeg husker fra Karuphøjgaard, er Kaj Aages far, Anders Peter Bräuner. Han var en stor og stout mand, som havde mange af egnens unge til at arbejde for sig. Der var dengang 3 karle. Jeg kom meget med i marken og kunne godt lide at køre traktor.

Lidt efter lidt blev køerne solgt ud, og vi

I Kvindelig Flyverkorps uniform

Kaj Aage i chaufføruniform

lavede staldene om til at have grise. Så dem skulle jeg så hjælpe med at passe og måtte have børnene med i stalden i barnevognen. Der var jo ikke noget, der hed vuggestue dengang.

Når de store var sendt i skole, måtte vi ud i stald og mark. Vi havde en stor have med en stor blodbøg, birketræer, kastanjetræer og flere andre træer. Der var mange frugttræer og buske, der skulle plukkes og også passes.

Om sommeren måtte vi tage aftenerne med og forberede maden til næste dag, som meget bestod af grøntsager og bær og frugter fra haven.

Vi havde gæs, og vi hjemmeslagtede og parterede grise til vores eget forbrug. Det meste kom i frysehuset, indtil vi fik vores egen fryser i spisekammeret.

På markerne dyrkede vi mest kartofler og byg og senere også hvede og byg til at fodre grisene med. Noget korn blev solgt. forts. s. 34

Per kigger efter far

ÅBEN KL. 7.00-20.45 ALLE UGENS DAGE

v/Iben og Lars Trier Nielsen byens.kagemand@tdcadsl.dk Frederiks Tlf. 86 66 22 11

Fax. 86 66 24 42

Seniorskydning i dagtimerne er et tilbud til mennesker, der har mulighed for at bruge nogle timer i godt selskab omkring fælles interesse. Åbningstid: Mandag kl. 10:00 - 12:00 Pris pr. skydning kr. 30,00 Årligt kontingent: kr. 180,00

Yderligere oplysninger kan indhentes ved at kontakte Jan Mortensen på tlf.: 40 919 633 eller Jørn Termansen på tlf.: 20 547 243, eller ved at gå ind på foreningens hjemmeside karupskytteforening.dk

Endelig kan interesserede også besøge klubben indenfor den normale åbningstid tirsdag kl. 18:30 -21:15 eller onsdag kl. 19:00 - 21:15. Vi har altid en kop kaffe på kanden.