Mejerierne i Frederiks

Artikel fra

2013-3

Mejerierne i Frederiks

Red.: Arne Christensen

Om mejerierne i Frederiks - og den sidste bestyrer Det første mejeri De fåtallige kvægbønder i Frederiks Sogn måtte i sidste halvdel af 1800-tallet bringe den mælk, som skulle sælges og behandles, til mejerier i Thorning, hvor der havde været mejeri siden sidst i firserne, og til Fårbæk fra hhv. den østlige og den vestlige del af sognet. Til begge mejerier var der en lang og vanskelig vej, så selv om der blev malket og kørt af sted tidligt på dagen, så var det ofte langt hen på eftermiddagen, før mælkespandene var tilbage på gårdene.

Til mejeriet i Thorning blev der i 1890 oprettet den første mælkevogn, ”..men det var rigtignok smaat med Mælken, den første Tid var der måske ikke over 200 Pund daglig, naar mælkekusten, Jens Bitsch

Aarestrup, kørte med Mælken kunde Spandene blæse af Vognen. Ja, det var jo kun slanter, og faa af dem.

Spandene kunde staa på en meget lille Vogn, omved 12-14 Leverandører var det højeste til at begynde med.”

Andelstanken havde slået rod i slutningen af århundredet, og efter at Danmarks første andelsmejeri var blevet startet i Hjedding i 1882, blev der i de følgende 7 år oprettet 600 andelsmejerier, og i 1930 var der næsten 1400. Også her på egnen så man muligheden, og i sommeren 1898 begyndte nogle driftige mænd at tale om, at man burde have sit eget mejeri. Det var ikke dog så ligetil, for de få leverandører, der var i området, var kontraktligt bundet til de to førnævnte mejerier for en længere årrække, og desuden var det et spørgsmål, om der overhovedet blev produceret nok mælk her i området til at understøtte et nyt mejeri.

Der blev indkaldt til et møde i Havredal Kro den 20. oktober, hvor man blev eni-

Bygningen, Søndergade 52, findes stadig

Det første mejeri fra 1899 3

Det nye mejeri fra 1936

ge om at arbejde frem mod at få oprettet et mejeri, og ved et stiftelsesmøde den 9. november samme år, som samlede 200 landmænd fra sognet, var alle på nær to enige om, at man skulle gå i gang med at bygge et mejeri. Mejerierne i Thorning og Faarbæk var gået med til at afstå leverandørerne mod en erstatning på hhv. 750 og 450 kroner.

Også fra Karup var man deltager i foretagenet, og til den første bestyrelse valgtes herfra Niels Balle og Niels P. Nielsen.

Grønhøj blev repræsenteret af kroejer Jørgen Jørgensen og Jens P. Pedersen, Vedhoved, og fra Havredal af Jakob Stordal, Johan D. Bitsch og Kresten Munk, der blev formand.

Frederiks er af gode grunde ikke selvstændigt repræsenteret, for på den tid eksisterede byen ikke, og der var kun få bebyggelser i området fra Havredal til Frederiks Kirke.

Bygget og klar til drift i 1899 Men hvor mejeriet så skulle bygges, det var der absolut ikke enighed om. Folkene fra Havredal og Grønhøj holdt hver især på, at mejeriet skulle ligge i deres by, og hele projektet var nær ved at strande på det spørgsmål. Det løste sig, da Kresten Munk foreslog at bygge mejeriet på en grund nordvest for Havredal, halvejen til 4

Frederiks Kirke. Det var et kompromis i forhold til de to byer, og det var en passende placering i forhold til datidens veje. Desuden havde Kresten Munk den bagtanke, at mælkekuskene ikke havde så nær til kroen i Havredal! Der blev indtegnet 59 andelshavere.

Grunden, matr. nr. 18g Haurdal, som blev udstykket til formålet, blev købt af husmand Peder Chr. Jensen for en sum af 25 kroner, og byggeriet gik hurtigt i gang. Allerede den 6. juli 1899 var man klar til drift, og få dage efter ankom de første mælkekuske til det nye mejeri. Hele mejeriet med maskiner og tilbehør kom til at koste 17.421 kr.

Der var i begyndelsen meget lidt mælk til behandling, og bestyrelsen var næsten i tvivl, om der i det hele taget var nok fløde til, at kærnen kunne fungere. Det gik bedre end frygtet, og det gik hurtigt fremad.

Regnskabet fra 1903 viser, at mejeriet hurtigt var blevet en stor succes med et overskud på 18.443 kr., hvoraf fortjenesten på salg af smør udgjorde langt den største del.

Ved mejeriets 25 års jubilæum i 1924 fortalte Jacob Stordal erindringer fra den tid, hvor hver husholdning kærnede smør for sig selv: ”Smørret var ikke godt den-

gang, men det kunne ikke være anderledes. Første gang, jeg kom herud, var der lyng, grusgrave og hulveje. Græs var det småt med, da jeg for 40 år siden slog mig ned. Mergel havde vi ikke. Kreaturerne sultede, og indtægter var små. Det kneb med at få det hele til at løbe rundt.

I Thorning blev der bygget et mejeri, som jeg kom med i. Den første dag leverede jeg seksten pund mælk fra mine tre køer, men der blev alligevel en lille skilling ved månedens slutning.

Ved århundredets slutning fik vi et mejeri på benene i Havredal, men vi måtte hjælpe os selv både med indretningen og regnskabsføringen. Mejeriet fik vi rejst, men det viste sig, at maskinerne gik den forkerte vej rundt, og havde vi ikke haft mejeribestyrer Hansen, var det aldrig kommet i orden. ” Under 1. verdenskrig var det vanskeligt at skaffe kul til opvarmning, så mejeriet havde anskaffet en mose i Høgild, hvorfra der blev hjemkørt op imod 200.000 tørv, ligesom det i en periode blev nødvendigt at fyre med lyng.

Mejerist Hans Jørgen Kudsk Nyt mejeri i Frederiks i 1936 Mælkemængden blev større, og der blev stillet større krav til mejeribruget, så efter mere end 30 års drift, erkendte man, at det blev nødvendigt at opføre et helt nyt mejeri. Efter at jernbanen var kommet med en station i Frederiks, var der efterhånden opstået en by, der var større end de tidligere hovedbyer Havredal og Grønhøj, så man fandt, at det nye mejeri skulle have en central placering i Frederiks.

Det nye mejeri blev bygget i 1936 og naturligvis med den mest moderne maskinpark, bl.a. landets første dieselelektriske anlæg. Maskiner og inventar er, i takt med myndighedernes øgede krav, løbende blevet moderniseret, så mejeriet i alle år kunne fremstille mejeriprodukter, der opfyldte alle betingelser.

Mejeristerne Kristian Sørensen og Hans Jørgen Kudsk

Den første mejeribestyrer var H.O. Hansen. Fra 1913 til 1938 var det Karl Nørgaard, og derefter Peter Pedersen indtil 1967, hvor Jens Jensen Holm overtog og 5

Mejeribestyrer Jens Jensen Holm ved smørkærnen forblev i stillingen indtil mejeriet blev lukket.

Mislykkede sammenlægningsforsøg Igennem årene var der flere tilløb til sammenlægning med andre mejerier for at rationalisere driften. I 1967 var det et forslag om at sammenlægge mejeriet ”Kilden” i Karup og mejeriet ”Frederik” i Frederiks, der stod på dagsordenen. Planen var, at mejeriet i Karup skulle stå for konsummælken og Frederiks hovedsagelig for smørfremstillingen. I Karup var der stort flertal for en sammenlægning, men for fjerde gang blev et forslag om sammenlægning stemt ned af andelshaverne i Frederiks. Selv om der var 60 stemmer for og 46 imod, var det ikke tilstrækkeligt til at opnå de krævede to tredjedele flertal.

Det var åbenbart overvejende leverandører med en lille mælkemængde, der stemte imod, hvilket fik daværende formand Peter Hermann til at udtale til Viborg Stifts Folkeblad: ”Kan det være rigtigt, at et mindretal kan forhindre en udvikling af vort mejeri til fremtidig gavn for 6

vore unge landmænd?”

Af driftsregnskabet, der blev fremlagt den 19. september 1968, fremgår det dog, at Frederiks mejeri har en god og stabil produktion. Der har været 178 leverandører, som har leveret 7.042.426 kg mælk, og heraf var der 7 leverandører, som hver for sig har leveret mere end 100.000 kg mælk. Der er udbetalt 2.6 mio. kr. for leveret mælk, og der blev efterbetalt yderligere 4,50 kr. for hver 100 kg leveret mælk.

I september 1980 er omsætningen på hele 23,5 mio. kr. med et overskud på

over 1 mio. kr., så andelshaverne fik udbetalt 11 kr. for hver 100 kg mælk. Men selv med dette gode resultat, kunne der anes mørke skyer forude, da formanden måtte konstatere, at omkostningerne nu stiger mere end indtægterne.

delsboliger på grunden. Til glæde for mange, og især for det tidligere bestyrerpar, fik området navnet ”Mejerigården”, og den flotte figur med lurerne, som prydede mejeriet, blev bevaret og genopsat som områdets kendetegn.

Nye planer om sammenlægning I april 1984 begyndte bestyrelsen forhandlinger med Mejeriselskabet Danmark. Mejeriet i Frederiks er efterhånden blandt de få tilbageværende selvstændige mejerier, og da MD overtog det private selskab, Ørum-gruppen, som Frederiks mejeri havde leveringsaftale til, blev det nødvendigt at overveje nye muligheder.

Bestyrelsen og MD fik udarbejdet et fusionsforslag, som ville give højere betaling til leverandørerne, men i august 1984 blev fusionsplanerne alligevel stemt ned. Idealismen havde sejret, som daværende formand, Aksel Hermann, udtalte til Midtjyllands Avis.

Den sidste mejeribestyrer Inger Holm, hvis mand Jens Jensen Holm, var den sidste mejeriebestyrer i Frederiks, fortæller til P-Nyt: ”Min mand kom fra Bjerregrav ved Randers, og jeg stammer fra Lyngå ved Hadsten. Vi mødte hinanden, da han var mejerist på Hadsten mejeri. Vi kom til Frederiks i 1967 fra Vendsyssel, hvor Jens havde været mejeribestyrer i 8 år på et lille mejeri i Nielstrup, som ligger 8 km nord for Frederikshavn.

Det viste sig dog at være en kort frist, for allerede i 1985 blev det af et flertal af andelshavere og tvunget af omstændighederne besluttet at fusionere med MD og nedlægge mejeriet.

Efter at have stået ubrugt i årene derefter, hvor både bygninger og indbo i stigende grad forfaldt, blev bygningerne revet ned i 1990 og der blev opført 10 an-

Mejeriet fik 2 medarbejdere for samme løn Det var sådan, at ledige stillinger inden for mejerierne blev opslået i bladet Mejeri Tidende, og der så vi den ledige stilling som mejeribestyrer ved Frederiks Andelsmejeri. Det var også sådan, dengang, at en ugift person kunne simpelthen ikke få en stilling som bestyrer - der skulle følge en kone med. Og der kunne jo heller ikke være tale om, at konen havde arbejde uden for mejeriet.

Hvis man så søgte en stilling, så var frem7

gangsmåden, at man kørte ud og besøgte hvert eneste bestyrelsesmedlem og fik en snak med dem. Der var jo som regel 7 eller 9 i bestyrelsen, så det kunne tage en hel dag at komme omkring dem alle. Det var sommetider, at vi ligefrem holdt i kø, for at komme ind og besøge en af dem.

Derefter udtager de en 4-5 par, og bestyrelsen kører så ud og besøger mejerierne, hvor ansøgerne arbejdede. De kommer helt uanmeldt og skulle naturligvis også ind i privaten, så de kunne se, hvordan man boede, og hvordan konen hun var. Så på det tidspunkt, hvor vi søgte plads, da havde jeg altid en brun lagkage, som stod parat, hvis vi skulle få besøg!

Vi fik stillingen Jens søgte stillingen i Frederiks, og så vidt jeg husker, så var der hele 98 ansøgere. På det tidspunkt var der 1200 mejerier, og der var derfor rigtig mange mejerister, og mange ville gerne have en bestyrerstilling. Vi ville gerne til Frederiks, for det var et stort, moderne og også flot mejeri, så det ville være en noget mere udfordrende opgave for Jens end mejeriet i Nielstrup. Og han fik stillingen, så i 1967 flyttede vi til Frederiks.”

underskrifter bevidner, at Jens Jensen Holm ved sin afgangseksamen fra Ladelund Landbrugs- og Mælkeriskole ved Brørup fik topkarakterer i alle 12 fag, så han opnåede 123 karakterpoint ud af 128 mulige. Det er ikke så underligt, at han blev en særdeles dygtig mejerist, som i sit virke i Frederiks opnåede adskillige udmærkelser for smørkvalitet. I 1977 blev Danmarks fineste smør fremstillet i Frederiks, og mejeriet fik ærespræmie for sine produkter.

Et godt mejeri og en god arbejdsplads Inger Holm fortsætter: ”Da vi kom til Frederiks, var det Peter Hermann, der var formand for bestyrelsen. Det havde han været i mange år, men han blev senere samme år afløst af Kresten Johansen.

Det gik godt med mejeriet, og vi havde rigtig mange gode år.

Og det var en god arbejdsplads, som man kan tænke sig, når vi havde vores mejerister i over 25 år. Det var Peter Lykke, Kristian Sørensen og Hans Jørgen Kudsk. Vores tankvognschauffører var Tage Meldgård, Kjeld Meldgård og Poul Henning Johansen.

Et imponerende dokument med en masse Det var dygtige folk. Men der var også nok at lave hele året rundt, og det med ferie er først noget, der er kommet senere. Jens sagde altid, at landmanden har aldrig ferie, så det kan vi heller ikke. Jeg

8

havde også nok at lave som kone til mejeribestyreren. Blandt andet lavede jeg regnskaber, og jeg hjalp da også til i mejeriet, hvis det kneb. Vi kørte ud med mælk, som efterhånden blev tappet i kartoner, til butikkerne her i Frederiks og i Karup og til Flyvestationen, og den tur tog jeg også mange gange.

I starten havde vi en trækærne til at lave smør i, men senere fik vi jo en stor og mægtig flot kærne af rustfrit stål, og den blev passet og pudset, så den skinnede.

Vi fik altid nogle gode karakterer for smør, og en gang de ringede fra avisen, at de ville komme og tage billeder, så sagde Kristian, en af mejeristerne, at nej det må de ikke, for jeg mangler en knap i min jakke. Der skulle være orden i tingene, men det klarede jeg nu med nål og tråd.

Dengang, da Jens og jeg startede i Frederiks, blev mælken tappet i flasker og lukket med en kapsel, som blev klemt sammen om åbningen med en særlig tang. Til at opdele smørret i portioner havde vi en træform, som vi pressede ned over smørret, og så blev der en firkantet blok smør, som vejede 250 gram (se billederne). Alt det var håndarbejde, og det tog jo sin tid. Dengang havde vi i øvrigt også en vogn, der kørte mælketur her i byen og solgte mælk direkte til beboerne. Det var en, der hed Anker Meldgaard, der kørte turene, og senere var det Marinus Larsen.”

Mælkekusk i flere generationer Keld Meldgaard, som har kørt med mælk siden han var 13 år gammel og indtil Frederiks Mejeri lukkede, fortæller: ”Fra jeg var en 6-7 år midt i 50’erne kan jeg huske, at min far, Anker Meldgaard, var mælkemand og kørte rundt i byen og solgte mælk fra en hestetrukken mælkevogn. Det var med spande, hvor der sad en hane på, så husmødrene kunne få tappet mælk direkte i deres potter og kander.

Dengang var der 2 mælkemænd i

Frederiks. Fra jernbanesporene ved Brugsen og nordud af byen og i Grønhøj kørte Evert Besser som mælkemand, og fra jernbanesporene og sydud af byen og i Havredal havde min far mælkeruten.

Han kørte som mælkemand til vel engang midt i 1970’erne, og i de senere mange år var det jo med bil og ikke hestevogn. Da forretningerne begyndte at handle med mælk, kunne det efterhånden ikke længere løbe rundt at køre med mælkevogn.

Han havde jo mælkevognen som sin egen forretning, hvor han købte mælken på mejeriet og tjente så en vis procentdel ved at sælge det til kunderne. Vogn, hest og senere bil og alle omkostninger måtte han selv afholde. ” Af et gammelt avisudklip kan man udlede, at Anker Meldgaard begyndte at køre med mælk i 1945, hvor et bestyrelsesmedlem fra Frederiks Mejeri mødte op hos ham på ejendommen på Frederiks Mark og sagde, at man manglede en mand til at forhandle mælk i Frederiks by og Havredal. Meldgaard fulgte med til mejeriet, hvor der holdtes bestyrelsesmøde,

Bolsmand Ejnar Bertel, Frederiks Vestermark, var den sidste mælkekusk, der brugte heste til sin tur i alhedesognet.

9

og efter forhandling med formanden, sognefoged Celius Herold, indvilgede han i at gøre et forsøg.

En gummivogn blev indkøbt og hestene havde Meldgaard i forvejen, så han begyndte salget. Dengang kostede en liter sødmælk 36 øre, og fortjenesten for en uges kørsel var godt 100 kr. Han fortæller til avisen, at det kunne ske, at hanerne i mælkespandene frøs til, så husmødrene måtte ud med varmt vand, før han kunne tappe mælken til dem!

Da han stoppede med mælkevognen begyndte han i stedet at køre med mælk for mejeriet til forretninger og en masse mælk til Karup Flyvestation.

Keld Meldgaard: ”Jeg var den yngste af 7 børn, og da jeg var konfirmeret syntes min far, at jeg skulle blive hjemme, så han bød på mælkeruten her i området, da den kom i licitation og fik den også.

Den var så til mig!

Så da jeg var 13 år begyndte jeg at køre rundt med vogn og en enkelt hest og samle mælk hos bønderne til mejeriet. Vores ejendom var jo lille, så alle skulle hjælpe til. Det passede mig også vældig godt, selvom jeg døjede noget med at kunne smide de tunge spande op på vognen, men jeg fik da taget på det.

Det kørte jeg med i nogle år. Så købte fatter en traktor, en Fordson Dextra, og på licitationen, der foregik på Frederiks Kro, bød han på en udvidet rute, da min gamle rute blev lagt sammen med en anden. Vi fik den, så den kørte jeg med traktor i 2 år. Jeg var nok ikke helt gammel nok til at køre traktoren på sorte plader, men det gik jo fint. Da jeg kørte med hest fik jeg 17 kr. om dagen, og for den større 10

tur med traktor fik jeg 30 kr.

På et tidspunkt gik mejeriet over til at bruge tankbil til at hente mælken hos bønderne. Det var der megen snak om, og mange af de gamle landmænd var imod det, men det blev alligevel bestemt.

Det blev sådan, at Frederiks Mejeri købte de store tanke til bilerne og søgte så efter en vognmand, der ville lægge biler til.

Tankene kostede 75.000 kr.

Og da var jeg jo blevet 18 år. Jeg havde godt nok ikke så mange penge, men Andelskassen var med på at låne, så det blev mig og min bror, Tage, som lagde et bud på at komme med bilerne og køre turene. Det lykkedes. Bilerne, nogle Scania 50, som vi købte nede i Silkeborg, kostede 50-55.000 kr., og vi fik en 5 års kontrakt på det. Vi kørte hver eneste dag i de 5 år, og havde ikke en eneste fridag.

Efter de 5 år blev det sådan, at mejeriet købte bilerne af os, og så byttede de dem væk for 2 nye Mercedes 1113 lastvogne, og vi skulle så blive som chauffører for mejeriet på de nye biler. Vi hentede mælk om formiddagen og kørte skummetmælken til Randers om eftermiddagen. Da bilerne blev for små, købte mejeriet 2 nye Scania 81’ere og en anhænger. Så skulle vi slæbe mælk både til Randers og til

..fortsættes s. 35

Tirsdag den 28. maj.

Dagen til egen disposition.

Onsdag den 29. maj.

Tur til Gibraltar, der fra 700 til 1501 var under arabisk herredømme. Fra 1501 til 1700 under spansk styre. Fra 1700 til nu er Gibraltar under engelsk flag. Myten siger, at det skal være engelsk så længe, der findes aber på klippen. Følgelig værner englænderne meget om aberne. Gibraltar ligger på en strategisk vigtig position.

Vi startede med en rundtur i minibus til bl.a. Europa Point – det sydligste punkt på Gibraltar.

Bagefter til drypstenshuler. Meget spændende og interessant. Abernes hurtighed og lyst til at ”stjæle” fik vi lige demonstreret ved hjælp af en tankeløs og/eller uforsigtig turist.

Vi skulle selv sørge for frokosten, og da vi nu befandt os på britisk grund, var det klart, at vi skulle prøve ”fish and chips”.

Bagefter var der mulighed for at trave en lang tur gennem strøget, der bugnede af butikker og restauranter. Gibraltar besøges hvert år af mellem 4 og 6 millioner turister.

Torsdag den 30. maj.

Rigtig mange havde valgt at spadsere til det lokale marked, der lå rimelig tæt på vores hotel. Ved siden af markedspladsen lå et tyrefægterarena.

Hvor der er fægtning hver søndag. Det tager 4 år at opfostre en tyr, inden den bruges i arenaen, og det koster, hvad svarer til 1 million kroner at gøre det. Under opvæksten har tyrene så lidt kontakt med mennesker som muligt, hvilket også er med til at gøre dem mere vilde i arenaen. Andalusien er det eneste område i Spanien, hvor tyrefægtning stadig er tilladt (mit håb er, at det snarest muligt forbydes).

Fredag er hjemrejsedag.

Almindelig opbrud med afslapning hvor man forsøger at få samling på sine ting og tanker. Desværre er der forsinkelse på afrejse tidspunktet på grund af defekt brandslukningsudstyr på flyet. En ellers problemfri hjemrejse bringer os til Frederiks meget tidligt lørdag morgen efter en god tur, hvor vi også har oplevet og nydt kakkelklædte huse, synet af paradisblomster samt de smukke træer med blå-violette blomster –jacaranda.

Om mejerierne i Frederiks Ørum i Nordjylland, og det fortsatte vi med, indtil mejeriet lukkede.”

Sammenlægninger og rationaliseringer fører til lukning Udviklingen, hvor Mejeriselskabet Danmark begyndte at opkøbe mejerier, og hvor mange mindre leverandører satte køerne ud, fordi det gav for lidt i forhold til det store arbejde, førte efterhånden til, at antallet af leverandører vel nærmest blev halveret, selvom mælkemængden stort set forblev den samme.

Inger Holm: ”Det gjorde jo lidt ondt, da man besluttede at lukke i 1985, for mejeriet var det meste af vores livsværk, men det kunne ikke være anderledes som udviklingen var. Jens og de andre kom til MD-mejeriet i Ans, men der var han ikke ret længe. Så kom han til Thorning mejeri, som var et selvstændigt mejeri, og der

...fortsat fra side 10

var han i nogle år.

Jens var af den type, der kunne alverdens ting. Var der et eller andet i vejen på mejeriet, så blev Jens ved med at makke med det, til det kom til at virke igen. Det var ikke ret tit, at det blev nødvendigt at tilkalde håndværkere.

Da det stod klart, at mejeriet skulle lukkes, byggede vi huset her på Parkvænget. Da Jens stoppede helt med at arbejde og gik på efterløn, var han ofte på værkstedet på Dagcentret. Der har han lavet rigtig meget forskelligt, og det var tit og ofte, at han hjalp med at lave noget for folk, som spurgte ham om hjælp.”

Skriftlige kilder: Lokalarkivet Karup Viborg Stifts Folkeblad Kresten Munk: Optegnelser fra en hedeegn

35