Legetøjsfabrikantens datter

Artikel fra

2014-1

Legetøjsfabrikanens datter

Red.: Arne Christensen

Legetøjsfabrikantens datter En lille fortælling af Lilly Pedersen, datter af Karl Pedersen ”Hedeboflid”.

Historien om de 2 legetøjsfabrikker i Frederiks, ”Hedeboflid” og ”Bitsch & Rasmussen” er beskrevet i en artikel i ”BorgerNyt” fra maj 2013. Kan læses her: http://issuu.com/abchris/docs/borgernyt_2013-2

”Min far stammer fra Viborg. Han var uddannet i kolonial og havde i en periode været rejsende i legetøj inden han i 1927 overtog fabrikken ”Hedeboflid” på Jernbanegade i Frederiks samme år, som han blev gift med min mor, Kathrine Herold, fra Grønhøj. Fabrikken var gået konkurs efter at være blevet startet af Johannes Bech i 1913. Min far fik fabrikken i god drift og udvidede fabrikken og omfanget af legetøjsgenstande i flere omgange.

Jeg er født i 1929 og er nu så 84 år gammel. Vi var 3 tøser derhjemme – Oda, Solvejg og jeg. Vi havde en dejlig barndom på Jernbanegade. Jeg kan huske mange gode og sjove hændelser. Da jeg var 10 år, byggede de Lillebæltsbroen, og da kørte far med hans tre tøser hele vejen derned for at se broen blive indviet, og vi kørte over broen i en helt ny bil. Det var store ting, dengang.

Jeg ville ikke gå i skole i Viborg. Jo, det ville jeg egentlig godt, men min far havde bestemt, at det skulle være på Latinskolen, og dér ville jeg altså ikke ud. Jeg ville derimod godt ned på den private, men det ville min far ikke have. Vi havde nogle pragtfulde forældre og en rigtig god barndom, men min far kunne godt være meget bestemt. Og når jeg ikke ville gå i skole, så kunne jeg komme ud og tjene, og det kom jeg også.

Bilen skulle jo startes med håndsving, og jeg husker engang, da min mor og far var på besøg hos hendes forældre i Grønhøj, så kunne han ikke starte bilen. Så gik mor ind igen i stedet for at stå og fryse, og så fik far bilen til at gå, og så kørte han af sted mod Frederiks. Halvvejs i Frederiks sagde han til min mor, at det var da godt, at vi fik bilen i gang – men min mor var ikke med i bilen, hun var stadig i Grønhøj! Det har han godt nok fået at vide mange gange!

Små sensationer Der skete jo ikke så meget i et lille sted som Frederiks, så jeg kan tydeligt huske, at der engang var en flyver, der landede nede på Ejnar Bitsch’ mark. Det var meget tåget, og så der var en civil flyver, som ikke kunne finde ud af, hvor de var henne, så de landede for at spørge om vej! Det var også før krigen og jeg har nok været omkring 10 år gammel. Det skabte et frygteligt postyr, og hele Frederiks var ryddet. Skolebørn og lærere var der, savværket stoppede 3

Familiebillede 1944. Lilly, Solvejg, Oda, Kathrine og Karl og alt andet gik i stå, for alle skulle ud og Ud og tjene se flyveren.

Da jeg var 13 år, kom jeg så ud og tjene i huset på savværket hos Gunnar Jørgensen.

Der var en mand og en kone i flyet, og de Jeg har altid været sådan en uro, så jeg var var vistnok englændere, så man fik fat i tidligt begyndt at løbe med aviser, og det Ove Davidsen på stationen, for han var så tjente jeg 50 kr. om måneden for. Da jeg begavet, så han skulle oversætte hvad de så kom ud og tjene, så fik jeg også kun 50 sagde. De fik så at vide, hvor de var, og kr. om måneden. Så blev jeg sur og sagde, hvad vej de skulle! at det var da alt for lidt. 50 kr. om måneden! Det vil jeg da ikke gå for. Men det På den tid var der også en gammel moster, var jo far, der havde fæstet mig, så det som boede hos os på Hedeboflid og hjalp blev jeg nødt til. Så gik jeg rundt og med forskelligt. Hun var så klog, men hun spurgte hele suppedasen – for dengang da var bange for telefonen. Hun var tit alene havde de jo pige i huset, både på savværhjemme, og hvis så telefonen ringede, så ket, hos købmanden og præsten og flere – tog hun røret op og holdt det godt ude fra men de fik også kun 50 kr. om måneden, sig og så råbte hun: ”Karl er ikke hjemså det kunne jeg jo ikke gøre noget ved. me!” og smed så omgående røret på igen, hun var simpelthen ræd for at snakke i telefonen!

4

Fruen var på kontoret om eftermiddagen, og jeg var jo kun 13 år, så det er egentlig

godt gjort, at de turde overlade børnene til mig. Det var nok fordi, de kendte mig, og fordi jeg selv havde to mindre søskende.

Den mindste pige var ikke meget over 1 år og drengen nok 5 år, og det var nogle søde børn. Jeg lavede også noget i huset som at smøre mad, lave morgenkaffe, dække bord og andet, og også ned i kælderen og skrubbe bleer. Det var flinke mennesker, og jeg var glad for at være der.

Hjem og arbejde Men da jeg havde været der i ½ år, så skulle jeg bare komme hjem, for Almind, der var ude på lageret, skulle ind som soldat, og så skulle jeg hjem og være lagerforvalter et stykke tid. Det var jeg lidt ked af, men der var ikke noget at gøre.

Da jeg blev ældre og fik kørekort har jeg rejst i 5 år som repræsentant for Hedeboflid, mens den var legetøjsfabrik, og jeg har været i 3 bagerforretninger og på kontor nede i Ikast ved en trikotagefabrik. Det var en plads jeg fik tilbudt, for mens jeg var i en bagerforretning i Ikast, kom de og spurgte, om jeg havde lyst til at komme derhen, og der var jeg faktisk i næsten 10 år.

Hedeboflid og Lego Vi havde en gang besøg af Lego-manden, som vi kaldte ham. Han kom i sit fineste puds men uden egen bil, som Solvejg sagde, og det pointerede hun meget, og hun var sikker på, at han ikke ejede en krone.

Det var nærliggende at tænke, for far havde en helt ny bil, en Ford, som skulle startes med sving.

Lego-manden kom på besøg, fordi han ville gå sammen med far om at lave trælegetøj, og så vil han flytte det, han havde i Billund, her til Frederiks. Jeg kan tydeligt huske, at de sad inde i stuen og diskuterede det. Men min far ville ikke have en

kompagnon, det tror jeg slet ikke var noget for ham, og der var også noget med, at Lego-manden ville gå over til noget mekanisk legetøj, og det ville far heller ikke.

Han ville blive ved med hans trælegetøj.

På den måde var det jo egentlig min fars skyld, kan man næsten sige, at Lego ikke kom til at ligge i Frederiks. Det er så skægt, for det har jeg hørt nu i så mange år, at Lego kunne have ligget i Frederiks, og det er jo faktisk rigtigt nok, hvis min far havde sagt ja.

Det var også ham fra Lego, der sagde, at far var en stor sælger. Far rejste jo med trælegetøjet for sig selv i 5 år, og jeg tror søreme, at han har haft noget med fra Lego også, siden ham Lego-manden kendte ham og kunne sige sådan om far. Det er godt nok kun noget, jeg tænker, for jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men der var en stor musefældefabrik nede ved Herning, og der mener jeg også, at far havde noget med fra, når han var rejsende, så han kunne sagtens have haft noget fra Lego med også.

Det er nok rigtigt, som de har sagt, at far var en stor sælger. Men det var ikke fordi han pressede folk. Han sagde til mig, da jeg skulle være rejsende: ”Lilly, du må aldrig nogensinde presse nogen”. Og det er da også rigtigt, for det ender bare med, at folk bliver sure. Da han fik os tre tøser, kunne han ikke være bekendt at blive ved med at være hjemmefra, så han fik ansat en repræsentant.

Krigen kom til Hedeboflid Så en dag kom tyskerne jo, og de tog det halve af fars fabrik til at indkvartere deres soldater. Det glemmer jeg altså aldrig. Far havde lige bygget en helt ny tiptop flot fabrik. Han kunne sidde nede på sit kontor og se ud over maskinværkstedet, og over 5

Fra legetøjsfabrikken kunne holde øje med, hvad klokken var. malerværkstedet og sprøjteanlægget til den anden side. Det var knageme flot.

Og hvor skulle vi så være? Det var jo ikke andet end et rødt træhus ude fra Kuren, som vi havde til sidst. Det satte han så mursten om. Jeg kan huske engang, at lægens børn, som var FDF’ere, kom og spurgte om, hvor den kredsfører egentlig boede henne? Da vi sagde, at han boede derovre i det røde træhus, sagde de: ”Nej, da vel ikke i det hønsehus!”

Tyskerne gik vagt udenfor bygningerne.

Min forældre havde et flot ur, som de havde fået i bryllupsgave. Det hang inde i spisestuen, så når tyskerne gik frem og tilbage, gloede de ind ad vinduerne og 6

Vi sov under samme tag, og det var ikke rart. Vi sov oppe på loftet, og der var en trappe og et prøvelager, som samtidig var det eneste skillerum mellem tyskerne og os, tænk dig det! Og vi var hele tiden meget bange for, at de ville hente vores far.

Han var så rasende gal på dem, og det var jeg forresten også!

Jeg hørte engang, at min far skændtes højlydt med et par tyskere. Jeg ved ikke om hvad, men det endte da med, at de holdt mund. Jeg tror alligevel, at min far havde lidt respekt hos dem. En anden gang ringede telefonen midt om natten.

Min far vidste ikke rigtigt om han skulle tage den, og vi tre tøser stod omkring og var så lynende rædde for, at det var tyskerne, der ville hente far. Men den blev

ved med at kime, men så var det en fra malerværkstedet, som lå for døden. Det var jo slemt nok, men alligevel ikke som vi havde frygtet.

Min far dør Min far døde pludseligt og uventet i 1969.

Han havde 200 brevduer på 1. sal over møbelforretningen, og den dag var han oppe kl. 5 og ventede på, om hans due ville være først hjemme fra Antwerpen.

Min mor og han sad ude på altanen og snakkede og kikkede ud over Bitsch’ marker, og på et tidspunkt sagde mor til far, at han kunne lige så godt gå i seng igen. Hun gik selv i seng, og så hørte hun et rabalder ude fra altanen, og der lå far og var død.

Han blev begravet på sin fødselsdag. Han havde jo inviteret gæster, men de kom til begravelse i stedet for. Der var utroligt mange mennesker med, ja vel næsten hele Frederiks.

Knud og jeg finder sammen Min mand, Knud, var helt ovre fra Roskilde af. Ham rendte jeg på i et cafeteria i Herning, så var det sket. Så var jeg solgt, det var jeg godt klar over. Sådan går det jo. Jeg var ikke helt ung, nok en 24-25 år, og havde arbejde på kontor i Ikast. Vi rendte sammen i længere tid, inden jeg tog ham med hjem til mine forældre. Det havde jeg ikke så travlt med, og hvad, han var jo ovre fra Roskilde af, og jeg spurgte heller ikke ham om hans forældre og familie. Men jeg var godt klar over, at ham ville jeg have. Da vi havde mødtes, tænkte jeg ellers, at ham ser du aldrig mere, men det kan du tro, jeg gjorde.

Da vi var blevet gift i 1969, boede vi i den bette by, der hedder Skarrild. Dengang jeg

kørte derud i bilen, tænkte jeg, det var dog grusomt at komme helt ud på landet. Min mand var udlært maler og havde været i 10 år ude ved en, der hed Elvin, i Skarrild.

Han blev senere selvstændig i Frederiks, men det der med maling, det kom han altså fra senere.

Vi boede ikke ret lang tid i Skarrild. Vi havde en lille lejlighed, som vi fik fat i, fordi malermesteren byggede ny villa.

Det var jeg ellers ikke så let at få noget at bo i dengang. Jeg havde selv min lille lejlighed, men den kunne vi jo ikke nøjes med.

Tilbage til Frederiks Vi havde fået købt en lille bil og havde da også samlet lidt penge sammen, men som Knud sagde: ”Ved du hvad, Lilly, her er ingen fremtid for os”. Det hørte min far, og så kan du tro, han vågnede op. ”Det er billigere herude i Frederiks”, sagde han så.

Jeg tror også, at han ønskede at have os i nærheden, og det endte så med, at vi flyttede til Frederiks.

Vi har også altid været så glade for Frederiks, men på den måde var det min mands og min fars skyld, at vi kom til Frederiks,

Lilly og Knud 7

vi huset til en kone ude fra landet, og det ordnede vi selv uden mægler. De gav 69.000 for huset. Så kom jeg tilbage til Jernbanegade og bo, ovenpå møbelforretningen.

Interiør fra møbelforretningen

for det havde jeg ikke tænkt så meget over. Jeg havde det nu egentlig godt nok i Skarrild og havde fået nogle bekendte, bl.a. malermesterens kone.

Til at begynde med i Frederiks købte vi et dejligt etplans hus på Hedevej 15. Jeg tror, vi gav 39.000 kr. for huset, og vi betalte helt ned til kreditforeningslånet. Knud havde nogle penge, og jeg havde sparet sammen til, at jeg ville have en kiosk, men det ville min far ikke hjælpe mig med. Jeg ville også læse til lærerinde, men det fik han også forpurret. Han var så klog, så han vidste bedre. Vi boede der en 10-15 år, og da vi så skulle overtage Hedeboflid, solgte 8

Det med penge, det er slet ikke til at forstå. Vi skyldte kun 19.000 på huset på Hedevej, da vi solgte det. Og når jeg så hører, at vores barnebarn, Carl Johan, som er min søsters dreng, og som er bankmand, har købt en bil, som kostede næsten ½ million. Han har ikke givet helt det for den, for den havde kørt 1400 km. Men tror du, jeg kan forstå det? Ham og hans kone er jeg så glad for. De er simpelthen så søde, at det er en hel velsignelse.

Da vor mor blev ene, da blev jeg nødt til at komme hjem og hjælpe, og det gjorde jeg så i 5 år.

Det var jo en stor møbelforretning, men vi klarede det egentlig selv, Knud, min mor og jeg. Så havde mor en rengøringsdame, og så var der også Martin Svendsen, et rigtig dejligt menneske, der altid har hjulpet og været ved far i mange år i legetøjsfabrikken. Det gik fint med banker og regnskab og det hele.

Hedeboflid sælges Efter en del år blev det dog for strengt.

Knud var ikke rask, og vi kunne ikke blive ved med at holde til det. Carl Johan og hans kone hjalp os meget, og selvom han var i en bank, så kom han hver fredag og lørdag og hjalp mig.

Jeg havde hængt mig ved, at de engang havde tilbudt far, om han ikke ville være bankdirektør i Jyske Bank afdeling i Fre-

Lilly er en flittig amatørmaler. Her er et par malerier fra hendes stuevæg: Frederiks station og portræt af hendes far, Karl Pedersen

deriks. Det havde han sagt nej til, og det sagde han senere, at det var den dummeste fejl, han havde gjort i hele sit liv. Det skulle han aldrig have sagt nej til! Og når min far kunne sige sådan, så ville jeg da ikke gøre noget for at forsøge at få Carl Johan til at overtage møbelforretningen. Han havde jo nemlig en god stilling i en bank i Ikast. Men vi syntes, at vi var nødt til at sælge forretningen Efter at vi havde solgt møbelforretningen, gik det ikke så godt for efterfølgeren, som endte med at gå konkurs. Det var meget uheldigt, at vi fandt en dårlig køber og

ikke fik det bedre solgt, men vi kunne ikke overse det og skulle bare have det solgt. Vi havde jo pant i forretningen fra salget og kunne have fået forretningen tilbage, men det magtede vi ikke. Vi havde jo også købt hus i Karup og fik så også solgt de pantebreve, vi havde, så vi blev helt fri af handlen.

Efter konkursen kom Hedeboflid til at stå tom, og det kom til at se forfærdeligt ud.

Det endte med, at nogle stykker købte den og ryddede det hele, så der blev bygget små huse på grunden.

Jeg var ikke så glad for at bo i Karup, så efter nogen tid havde vi fået øje på de huse, der blev bygget på Rønnealle. Det ville vi gerne have, og jeg troede egentlig, at det var huse, der var til salg, men det var det ikke. Men så måtte vi jo leje i stedet, og det er også godt nok, og her har jeg boet siden.

9