Havredal Kro

Artikel fra

2011-4

Havredal Kro

Red.: Arne Christensen

Havredal Kro P-Nyt har fået en opfordring til at bringe en artikel om Havredal Kro. Red. havde aldrig hørt om en kro i Havredal, og et hurtigt check tyder da ikke på, at der skulle findes en beskrivelse, som vi kunne bringe, så med hjælp af internettet, samtaler med borgere og Vald. Andersens bøger ’Fra Alheden’ og ’Alheden, Frederiks Sogns Historie’, har vi stykket nedenstående beretning sammen.

Kroen i Havredal Den første bebyggelse i Frederikshede/Havredal skete i 1759-1762, hvor der blev opført 30 gårde i en landsby fordelt over 3 gader med 5 gårde på hver side af hver af gaderne.

part var en anden af de mere fremtrædende kolonister i byen, Baltzar Barthold, der også drev værtshus.

Uoverensstemmelser blev oven i købet årsag slagsmål mellem tilhængere af de to parter og førte til, at en person blev dræbt.

Den første kromand Udover førnævnte værtshusholdere er Johann Phillip Bitsch f. 1765 i Grønhøj, død 1826, den første person, som vi har kunnet finde omtalt i forbindelse med en kro i Havredal.

En kro, som var beliggende på Matr.

Nr. 6. (Nuværende Ulvedalsvej 20).

Han har sandsynligvis overtaget kroen i 1792. Ved folketællingen i 1801 står Johann Phillip Bitsch opført som gårdmand og kromand i Havredal, gift med Maria Catharina Winkler

Der har uden tvivl fra første færd været en form for udskænkningssted i Havredal, oven i købet flere, idet man i Vald. Andersens bog ’Fra Alheden’ kan læse om uoverensstemmelser i 1762 mellem 2 personer, der begge drev værtshus. Den ene var Joh. Christoffer Rau, der var tidligere feltskærer og havde anført en flok kolonister på rejsen her til landet.

Rau var senere blandt de 68 familier, der blev forvist fra kolonien. Han havde fået myndighedernes beføjelse til at udtappe kolonisterne deres øl, altså som kromand. Den anden

med hvem han havde 8 børn.

Som nævnt var Johann Phillip Bitsch født i Grønhøj. Hans far var Johann Peter Bitsch, født 1731 i Odenwald, 5

Tyskland. Han var udrejst til Danmark sammen med broderen Johann Jakob Bitsch og søsteren Agatha Bitsch. Johann blev gift med Eva Jung. De fik 11 børn og blev stamforældre til den danske gren af slægten Bitsch. Fra 1760 ejede den ældre Johann den nuværende Grønhøj Kro samt efterhånden flere andre gårde i Grønhøj, som han overtog fæsteretten over.

Ved skiftet efter kromanden Johann Phillip Bitsch og han kone i 1832 efterlod de sig 532 rigsdaler, hvilket kunne tyde på, at kroholdet i Havredal har været ret indbringende.

Kroen går i arv Sønnen, Daniel Danielsen Bitsch,

født 1796 i Havredal Kro, død 1872, ser ud til at have overtaget kroen efter faderen. Ved folketællingen i 1845 var Daniel Bitsch 49 år og står opført som gårdmand og værtshusholder, gift med Anna Margarethe Philbert med hvem han havde 7 børn samt en ældre søn fra 1820 med Catharina Margrethe Bertel.

Daniels søn, Johannes Bitsch (18311906), gift med Christine Laier, blev senere kromand i Havredal efter sin far. Han solgte kroen i 1862 og flyttede til Thorning.

Udover krostuen var der også, som sædvanen var, en købmandshandel i bygningen, begge næringer var ejet og betjent af kromanden. Det skete,

Havredal Kro med købmand, krostue og rejsestald.

(Kopi af billede, som hænger i Havredal Forsamlingshus) 6

at nogle børn var inde i krostuen og fik tiltusket sig en enøre af en af gæsterne, hvorefter de løb ud af døren og ind til købmanden for at købe slik for pengene. Det kunne være noget irriterende for kromanden, at han så skulle ned i den anden ende af huset for at betjene ungerne med den lille handel.

På nye hænder Efter Johannes Bitsch har kroen skiftet ejermand med få års mellemrum.

I 1876 ejes kroen af Kristian Kirkegård, idet det vides, at sognerådet dette år tiltrådte et andragende fra Kirkegaard om tilladelse til at drive gæstgiveri. Senere ejere er Frederik Finderup og dennes svigersøn Jens Chr. Sørensen.

I 1901 vides det, at kroen ejes af Christen Christensen Graugård, idet denne da fik bevilling til at drive gæstgiveri i Havredal Kro. Han drev kroen efter at have løst næringsbevis, indtil ejendommen den 4. januar 1908 kom på tvangsauktion og blev udlagt til en ufyldestgjort panthaver.

I oktober måned samme år flyttede Graugård imidlertid tilbage til kroen og genoptog gæstgivernæringen, idet han havde købt kroen tilbage fra to panthavere.

Retten taler, og kroen bliver nedlagt Han fortsatte med næringen, selvom Indenrigsministeriet på forespørgsel havde udtalt, at det anså bevillingen som borfaldet ved tvangssalget, uagtet at han havde generhvervet ejendommen. Kroejeren havde gjort gældende, at han har været berettiget dertil i henhold til det tidligere meddelte næringsbevis og bevilling, som, efter hans mening, hverken er

forbrudt eller på anden måde bortfaldet.

Ifølge den af Overretten afsagte dom, må bevillingen imidlertid anses som bortfaldet ved det skete tvangssalg af kroen, hvorfor Graugård har været uberettiget til i henhold til samme at drive gæstgiveri. Han er derfor ved Lysgaard m.fl. herreders politiretsdom idømt en bøde til Viborg amtsfattigkasse. Bøden var af politiretten fastsat til 60 kr., men er af Overretten forhøjet til 80 kr.

Kroen blev nedlagt i 1908 som følge af kommuneafstemning, hvor 63 stemte for nedlæggelse og 7 stemte imod.

Også den næste ejer får problemer med loven I en notits i Viborg Stifts Folkeblad den 29.6 1909 fremgår det, at Overretten har afsagt dom i en sag, der er anlagt mod Daniel Frederik Würtz af Havredal. I maj måned forrige aar købte Würtz Havredal Kro, hvorefter han indgav andragende til Indenrigsministeriet om tilladelse til deri at drive gæstgiveri, hvilken næring havde været dreven i ejendommen i mange år.

Imidlertid havde der i sognet rejst sig en bevægelse mod bevillingens meddelelse, og i anledning heraf talte Würtz med forskellige personer om i tilfælde af bevillingens nægtelse at få dannet en klub, for at han kunne blive i stand til at fortsætte sin beværtning. Da hans andragende var blevet afslået, blev der på hans foranledning den 4. januar 1909 afholdt et møde, hvor det vedtoges at oprette en klub under benævnelsen 7

”Havredal Håndværker- og Borgerforening”, i hvilken Würtz skulle være vært.

Ifølge det under sagen oplyste, kan denne forening, der dannedes efter mønster fra en lignende klub i Skelhøje, imidlertid ej heller betragtes som et sluttet selskab, for hvis medlemmer der i medfør af Næringslovens § 61 har kunnet udøves beværtning som fri næring. Da Würtz, der ikke har adkomst til at drive beværtningsnæring, har beværtet de såkaldte medlemmer bl.a. også med spirituosa, er han, som tidligere har erlagt mulkt for uberettiget næringsbrug og ulovlig brændevinsudskænkning, af overretten, der har stadfæstet den af Lysgård m.fl. herreders politiret afsagte dom, idømt en bøde af 80 kr. til amtets fattigkasse.

Det er ikke lykkedes red. at finde oplysninger om udviklingen siden kroens lukning i 1908. Løbesedlen her8

over kan ikke dateres, men det fremgår tydeligt, at kroens købmand nu er i hård konkurrence med en brugsforening, og prisniveauet svarer meget godt til perioden 1900-1910, Den første brugsforening i Havredal blev oprettet i 1890, og i 1904 blev den flyttet til den nyopførte og stadig eksisterende bygning lige overfor forsamlingshuset.

Og dermed slutter denne korte historie om Havredal Kro. Den er naturligvis meget mangelfuld men kaster dog en smule lys over historien om en kro, som ikke mange ved har eksisteret. Hvis nogen kan supplere beretningen, vil vi gerne bringe det her i bladet.

Kilder: 1. Vald. Andersen ’Alheden – Frederiks Sogns Historie’ 2. Vald. Andersen ’Fra Alheden’ 3. www.karuplokalhistorie.dk 4. Poul Thomsen, Havredal gl. smedje

Artikel fra

2012-2

Havredal Kro - lidt mere

Red.: Arne Christensen

Havredal Kro, lidt mere...

I fortsættelse af beretningen om Havredal Kro, så kan denne suppleres med et lille redigeret uddrag fra bogen ’Optegnelser fra en hedeegn 1881-1941’ af Kristen Munch. At han ikke havde ikke meget tilovers for kroen og dens klientel, er tydeligt, så der bliver ikke lagt fingre imellem.

Dagbogen er udgivet af Lokalhistorisk Forening, så interesserede kan læse meget mere deri - ikke kun om kroen men om mange interessante iagttagelser fra hele egnen på den tid. ”Kromanden som ejede Havredal Kro dengang (sidst i 1800-tallet/red.) var en rigtig type paa en Kromand, med rød Jødenæse, Skjæg rundt omkring paa Hals og Hage, stor, meget stor Mave, fedtede Bukser som næsten aldrig var rigtig Knappet.

Vesten var gjerne revnet i Ryggen, Undertrøjeærmerne var af Bomuldstøj fra ny men havde til hverdag mest lighed med tyndt Læder, ja næsten som poleret saa mange lag af Støv og Fedt var der udjævnet og indslidt i og paa dem. Han gik altid omkring og bandede og skjælte ud.

Selve Krostuen bestod af en firkantet rum vel en fem alen paa den ene led og sex paa den anden, gulvet var lagt med Kampesten, store og smaa mellem hinanden, mellemrummene mellem Stenene var fyldt med jord.

Der var anbragt fast Bænk rundt omkring med Væggen som laa paa Pinde som var banket i Jorden to og to med en Pind ovenpaa til at bare to Fjael som var lagt ved siden af hinanden.

Bordet var en lang Bord som naaede fra den ene ende af Stuen til den anden, den var uden Maling.

Luften derinde mindede meget om en mellemting mellem en Gasværk og en Renovationsanstalts udaandinger, om betegnelsen er rigtig ved jeg ikke, men Luften var i aldfald skrækkelig.

Lyset var sparsomt og Væggene sorte, Loftet ligesaa. Dette er skrevet saa udførlig fordi det var her at Mændene fra de fleste Hjem tilbragte Vinterdagen, næsten fra Morgen til Aften, og det var her planerne for Fremtiden blev drøftet og slagplanerne til de forestaaende Markeder blev behandlede ja kort sagt hele Sognets ve og vel blev ordnet.

I et Hummer indenfor den egentlige Skænkestue eller Krostue var Sognets eneste Købmandshandel. Værelset havde en størrelse af, ja det er jo efter Hukommelsen, men jeg antager 4 x 4 Alen, allerførst man kom ind, laa til venstre, Brændevinstønden under hvilken der stod en Fad hvori Drypningen fra den utætte Hane kunne 3

løbe og hvad der spildtes naar den rystende Kromand tappede af Tønden, saa var der en Disk, det vil sige, et Bord paa et par Alen hvorover der hang en Vægt, det vil sige to Træklodser hvori der var bundet tyndt Reb i hjørnerne som var forbunden i overenden med en Jernstang som igjen var fastgjort med et stykke Reb til Loftet, dette Reb skulde jo helst sidde paa midten af Stangen, skulde det imidlertid forskubbe sig kunde det jo rettes igjen.

Gulvet var af runde Kampesten ligesom i Skænkestuen. Bag Bordet eller Disken var et par Hylder hvorpaa der var lagt forskellige ting til Salg, og saavidt jeg husker var der ogsaa nogle Skuffer, vistnok da en til Mel og en til Sukker.

Kromanden var galsindet og drengene drillede Vore største løjer havde vi altid med Kromanden, han kunne aldrig lide os, og skjændte og bandede saasnart der kom nogen i nærheden af ham.

Engang havde han faaet en Sukkerfustasie hjem. Det var jo nogle mægtige Tønder som nok kunde rumme en 1000 pund Sukker. Den stod ved vejen, nu kjendte vi jo alle Kromandens sindelag, saa gjaldt det jo om at faa en i Fælden.

Dengang kom det saa til at gaa ud over en Karetmager Jørgensens Søn, Morten, han var overmåde slikken. Vi forestillede ham jo alt det dejlige Sukker som sad i kanten af Tønden nede ved bunden, og Morten gik også ind paa at vilde have Sukkeret, med stor forsigtighed fik vi ogsaa Morten hjulpen op paa kanten af Tønde; men, 4

bums der blattede han ned paa bunden, med en rabalder saa stor at Kromanden kom farende ud, alle vi andre ”knøg” jo af sted, men Morten stod jo om hoppede i Tønden og kunde ikke kommer derfra da Tønden var højere end han selv.

A be om forladels, A be om forladels, raabte synderen, ja A ska gi dæ faaladels, og saa bandede Kromanden, idet han hentede en Pisk for at give en ordentlig omgang da han nu engang havde faaet fat paa ham, det var en kostelig syn at se Kromanden med Pisken slaa paa Tønden, for han kunde jo ikke faa den derned og ramme Drengen, saa maatte han jo have hendtet en anden indretning til at tugte ham med, imens han var inde efter den løb vi til og væltede Tønden og Morten kom igjen paa fri Fod, og Kromanden fik ikke hævn den Dag. Saadan blev der lavet de Tusinder løjer nede ved Kroen.

Men større handler forgik i Viborg Som sagt var det Havredals eneste Købmandshandel. Ellers foregik Handelen i Viborg om Løverdagen, da skulde der gjerne et Menneske fra hvert Hjem til Viborg, om Sommeren gjerne Konen om Vinteren gjerne Manden; men det var ogsaa tit omvendt.

Da vi boede nær ved Viborgvejen, (...på Skovgaard, Havredalsvej 6 / red.) havde jeg som lille Dreng rig Lejlighed til at iagttage de flokke som hver Løverdag Morgen ved Solopgang om Sommeren og om Vinteren før, kom gaaende med Kurve paa Armen eller Smaapakker i Haanden som gjerne indholdt en 6-7 Æg eller saadan omkring ved, det overskud som en 3-4

Høns kunde frembringe i Ugens løb.

Det var egentlig de eneste Indtægter som de fleste havde af Landbruget udover Kartofler og Lyng og Stude ha ndelen, naar vi regner de største Ejendomme fra. Som følge af de smaa Indtægter, maatte Udgifterne jo være derefter, til egen Person antager jeg at der til de fleste tider kun kunde blive til en Pægl Brændevin, som nødes til Mellemaden som var medbragt; men blev Selskabet for livligt gik det jo til tider rent galt saa dybden af Rendestenen paa flere Steder blev Maalt.

Indkøbene bestod gjerne i Indmaden af Køer, Faar eller Grise, meget sjelden andet hvad Fødemidler angik, det kom gjerne i Vognen hos en som tilfældig var kørende derop, og han kunde da have en hel Læs af Indmad med hjem. Baade Mænd og Konerne gik tilfods baade frem og tilbage, for de flestes vedkommen c. 5 Mil. Markedsdagene i Viborg var det rent galt saa skulde jo alt til Viborg hvad der kunde undværes Hjemme, ja baade Drenge og Piger hvor det kunde lade sig gøre. Saa skulde der jo handles med alt hvad der kunde være tale om der kunde være handel i, og mulighed for omsætning kan der jo da være naar man ikke ad anden vej kan komme til at Handle for Kontanter var det altid smaat med.

Saadan en Markeds dag begyndte altid om Sommeren Kl 3 om Morgenen og om Vinteren Kl 5 eller lidt før saa blev der kaldt op til at begynde med Fodringen af de Stude eller Kal-ve som skulde til Marked, og de skulde fyldes godt, ja næsten stoppes for at se nogenlunde ud, da Kødet altid var for lidt, saa kunde det jo hjælpe noget Maven var fyldt.

Det skulde helst ordnes saadan at Viborg skulde være naaet ved Solopgang om Vinteren, om Sommeren noget senere omkring 7-8 tiden. Turen tog gjerne 4½ a 5 Timer eftersom Studene var villige til at gå.

En stor Dreng var gjerne Trækker og skulde saa holde ved Dyrene paa Markedet. Ejeren eller Prangeren gik bagefter og drev paa. Stundom; men det var mere sjælden spændtes Studene for en vogn, og Trækkeren eller Trækkerne, Agede saa bagi Vognen og holdt i Trækkerrebet.

Men som sagt for det meste skulde saadan en 12-13 Aars Dreng op om Morgenen Kl c. 3 for at Fodre, saa trække til Viborg, Staa på Markedet til Aftenstid, for derefter at trække hjem igjen til Havredal som naaedes ud paa Aftenen og Natten.

Jeg har selv været med til at gøre saadanne Ture mange gange.”

5