Artikel fra
2013-4
Den russiske soldat
Red.: Arne Christensen
Medlemsblad for Alhedens Borgerforening 5. årgang nr. 4 November 2013
s n e d e h l A
Borger
Nyt
Russiske, polske og tyske pengesedler, som russisk gårdejer i Frederiks efterlod sig.
Den russiske soldat - der blev gårdmand i Frederiks Fra en artikel i Viborg Stifts Folkeblad den 17. marts 1961 i anledning af Alex Mosgovojs 70 års fødselsdag samme dag gengives her brudstykker af den eventyrlige beretning, suppleret med oplysninger fra andre kilder, bl.a. Karup Lokalhistorisk og Hald Ege Samlingen.
Aleksej Nikiforovitch Mosgovoj blev født i 1891 i Rusland i byen Stavropol, som ligger i den nordligste del af Kaukasus. Hans far var slagter og havde også et lille jordtilliggende, som han dog lejede ud. Indtil Alex var 18 år, arbejdede han for sin far som slagter, men hørte så, at der var arbejdsmuligheder i Sibirien. Han rejste de 3.000 km med tog til Omsk og med skib sydpå til Semipapatinsk, hvor han fik en kontorplads i byen OlstKamenogosk. Indkaldt som soldat I 1911 blev han indkaldt som soldat til artilleriet og fik garnison i Tomsk. Værnepligten for artillerister var 3 år, men for andre våbenarter kunne den være betydeligt længere, f.eks. skulle marinere være i trøjen i 7 år! Desværre startede 1. verdenskrig i 1914, lige før hans hjemsendelse som sergent, så han måtte afsted til fronten. 1. verdenskrig Troppetransporten foregik uden stop i flere dage, indtil de den 23. august ankom til floden Wisla i nærheden af Warszawa, hvor de straks blev involveret i kampene. Det lykkedes russerne at krydse floden, men deres dårlige forsyning og manglende udrustning gjorde, at de igen blev presset tilbage. I 1915 blev Alex såret og måtte tilbringe nogle måneder på lazaret, og
da han kom tilbage til den 14. divison, som han tilhørte, måtte de rømme imod nord i retning mod randstaterne for ikke at risikere at fryse inde i en knibtangsstilling. Men det gik stadig dårligt for den russiske hær, og da vi når frem til 1917 var Mosgovoj og hans kampfæller trængt helt op til Riga i Letland., hvor de skulle forsøge at fastholde stillingen. Forholdene blev imidlertid stadigt værre, for i Rusland var revolutionen brudt ud, og de hidtidige sparsomme forsyninger og våben udeblev nu helt, alt imens tyskerne pressede på. Krigens sidste tid Lederne af revolutionen indledte våbenstilstandsforhandlinger med centralmagterne i Brest-Litovsk, hvilket indebar, at fronterne skulle trækkes 30 kilometer tilbage. Men disse nyheder nåede ikke frem til soldaterne, selv om man nok har anet, hvor det bar hen. Der havde også været uro, på trods af, at politiske emner var forbudt, og efterhån3
den var de fleste officerer rejst bort, opslugt af revolutionen. Der blev holdt et soldatermøde, hvortil der for hver 1000 mand blev udpeget en repræsentant. Som sergent blev Mosgovoj udpeget, men ligesom våbenstilstandsforhandlingerne endte de uden resultat. Kampene fortsatte, men den 10. februar 1918 blev Mosgovoj og hans afdeling omringet, og alle blev taget som krigsfanger. Efter nogen tid blev de sendt ud på lange og svære dagsmarcher i al slags vejr med kun lidt at spise og overnatninger på den bare jord eller i utætte barakker, og i maj måned nåede til frem til en fangelejr i Mecklenburg. Fangerne får arbejde - og løn! På det tidspunkt rasede krigen stadig på vestfronten, men den tyske nation var udmarvet og manglede i høj grad arbejdskraft, som kunne hjælpe med at fremskaffe de mest nødvendige fødemidler. Da det blev tilbudt fangerne, at de kunne arbejde i landbruget, slog Alex til, selv om han egentlig ikke kendte til landbrugsarbejde, og sammen med 4
16 andre krigsfanger blev de sat på arbejde på et gods i Holnæs syd for Flensborg fjord umiddelbart over for Rinkenæs. I forhold til livet i fangelejrene var det næsten et paradis, som Mosgovoj fortæller det. De fik ovenikøbet løn, som var 60 pfennig om dagen for arbejde fra 6 til 18. Under rughøsten ville godsejeren have dem til at arbejde til kl. 20. Det havde de ikke noget imod, og som modydelse ville de have eftermiddagskaffe med et stykke brød. Men det ville han ikke give, de skulle nøjes med de tre måltider, men de blev tilbudt penge for det ekstra arbejde. Det var de dog ikke interesseret i, for der var intet at købe! Konflikter med vagt og godsejer Fangerne gik på arbejde, men da de ikke fik den ønskede kaffe, stoppede de kl. 18. Mosgovoj fortæller til avisen: Sikken ballade der blev! Vagtsoldaten, der skulle passe på os, havde fået en tår over tørsten, og da han erfarede, at vi holdt op med at arbejde, kom han farende med sit gevær og ville skyde os. Vi var dog de stærkeste og rev geværet fra ham, og så sendte vi
Alex Mosgovoj forrest i midten blandt andre flygtninge i Hald Ege lejren
bud til vagtkommandaturen i Flensborg. Vagtkommandøren kom sporenstregs, og da han erfarede, hvordan stillingen var, kan det nok være, der blev gjort lyst. Om den arme vagtsoldat røg lige i kasjotten, eller han kom til fronten, blev vi aldrig klare over, men vi opnåede at få eftermiddagskaffe, så længe høsten varede! Efterhånden blev de fleste krigsfanger sendt hjem, og til sidst var Alex Mosgovoj den eneste tilbage. Hans løn steg til 2 mark, og han blev en slags altmuligmand på godset. Men da han skulle være teglværksarbejder, sagde han nej og blev derved uvenner med godsejeren, så han blev nødt til at gå til Flensborg og melde sig i fangelejren. Til Danmark I sommeren 1919 kom Mosgovoj, sammen med tre andre, hos en dansksindet sønderjyde. På hans tilskyndelse besluttede de at gå over den danske grænse. Med en god madpakke i lommen listede de sig over grænsen en søndag
morgen og nåede velbeholden til Bramming, inden de blev taget af det danske politi. De truede med at sende dem tilbage, men da der i Bramming i forvejen var 120 krigsfanger, besluttede man, at fire mere eller mindre ikke gjorde nogen forskel, så i juli 1919 blev de fire sammen med ca. 100 andre sendt videre til lazaretlejren ved Hald. Alex Mosgovoj havde det godt i Hald, der var god mad, klæder og lommepenge. Det var forbudt at arbejde uden for lejren, men der var alligevel en del penge i omløb. Alex og flere oprettede en andelsforretning, der sørgede for indkøb i Viborg og videresalg i lejren uden fortjeneste, og han tjente også en skilling ved at reparere fodtøj for sin medfanger. Vil ikke tilbage til Rusland I 1920 kom der gang i udvekslingen af krigsfanger, og dermed var turen også
Russiske cigaretter og en bibel er blandt Mosgovojs effekter i Hald Ege Samlingen 5
blev ansat som bestyrer for Jacob Philipsen Stordal på dennes gård ”Frederikshvile” mellem Havredal og Frederiks. Han havde ingen personlige papirer, men det lykkedes at få det russiske konsulat i Noget af det værktøj, som Alex brugte til at reparere medfangers sko København til at udstede papirer, ved hjælp af hvilke han fik seks måneders kommet til Alex Mosgovoj, som skulle opholdstilladelse. Denne blev fornyet flere sendes til St. Petersborg med skib fra Årgange indtil 1924, hvor det sovjetrussiske hus. Afrejsen skulle ske fra Bækkelund styre blev anerkendt af Danmark, og han station, men i sidste øjeblik bestemte han fik et russisk pas, som dog skulle fornyes og to landsmænd, at de ikke ville med hvert halve år indtil 1934, hvor han fik tilbage til Rusland og forsvandt ud i den bevilget dansk indfødsret under forudsætnærliggende skov. ning af, at han blev løst fra det russiske. Dette gik endelig i orden i 1936, og Alex Til Mosgovoj var nu dansk statsborger. Frederiks Efter at have gemt sig i 3 dage endte Alex Fast arbejde og ægteskab sin flugt i Frederiks., hvor han fik arbejde Gården, som i sin oprindelige form var hos forskellige gårdejere i området, bl.a. opført helt tilbage i 1763 af Jacob Peter hos Anders Wurtz i Trehuse (se anbefaBetzer, og som Alex nu blev bestyrer på ling) og Jens Sloth i Skelhøje, indtil han og senere ejer af, var erhvervet af Jacob Stordal i 1921, efter at han tidligere havde indgået ægteskab med Mette Marie Sørensen, som var enke efter den tidligere ejer, Niels Peter Nielsen. Gården, som dengang var på 50 tdl., ligger 6
”Frederikshvile” - I baggr. skimtes det gamle mejeri på Søndergade 52 i Frederiks endnu på Ulvedalsvej 1A, men er blevet meget om– og tilbygget af den nuværende ejer, så der er vist ikke meget af den oprindelige gård tilbage, ligesom størstedelen af jorden, som hørte under Matr. 6a nu også er solgt fra. I 1928 blev Alex Mosgovoj gift med Kirstine Marie Nielsen, som var datter af Ja-
cob Stordals hustru, Mette Marie. Brylluppet stod i den russisk ortodokse kirke i København, og i 1933 afstod Jacob Stordal gården til Alex Mosgovoj og hustru, som derefter kunne kalde sig gårdejere. Arbejdet på gården Alex Mosgovoj var blevet en habil landmand, og gården var meget veldrevet med hjælp af 2 karle og 2 piger. Den ene pige var Kirstine Mosgovojs niece, Karen, som endte med at blive adopteret af Mosgovojs. Også et par af Karens søskende, Bodil og Evald, tjente i en periode hos Mosgovoj.
Den store interesse på gården var kvæg og heste. Bl.a ejede Mosgovoj en avlstyr, og han fik tillidshverv som bedømmner af malkekvæg. Han har Idenditetskort, udstedt af Frederiks Folkeregister, 1941 selv fortalt, at han gjorde me7
I 1954 overdrog Mosgovojs gården på Ulvedalsvej til adoptivdatteren Karen og hendes mand Torkild, og de flyttede til et byhus på Nørregade 26 i Frederiks.
get ud af kvægopdræt, og han var glad for, at hans bedømmelser blev respekteret. Han var også sognekasserer i Viborg Landboforening og gjorde en stor indsats for denne forening. Henry Laursen, Havredal, fortæller: ”Min far begyndte at udstille på Viborg dyrskue i 1950-51, og da havde vi en lastbil tilsammen med Alex Mosgovoj til at transportere dyrene til dyrskue. Mosgovoj havde en god rød besætning og en hest til dyrskuet, og vi havde sortbroget kvæg. Jeg sad i bestyrelsen for Unge Landmænd sammen med Alex’ adoptivdatter, Karen, i nogle år.” Som det fremgår, blev Alex Mosgovoj en god dansk statsborger, som sammen med hustruen Kirstine drev gården på bedste måde. Parret fik i 1929 en søn, Niels Peder, som til deres store sorg døde af tuberkulose kun 9 år gammel. 8
Alex Mosgovoj fortæller ved sin 70 års fødselsdag til avisen, at han i de senere år har haft lidt forbindelse til noget fjernere familie i Kaukasus, men at han har opgivet at rejse dertil. Dels fordi det ligger bag jerntæppet, og dels fordi han er bange for at blive berøvet illusionen om barndomsbyen: ”Derfor må jeg vist hellere blive hjemme. Her har jeg min nærmeste familie. 15 år af min bedste ungdom blev på
Avisfoto af Alex Mosgovoj 1961 ved hans 70 års fødselsdag
grund af verdenspolitiske forhold spildt, men nu har jeg haft 40 gode år i dette land. Min kone og jeg har jo et dejligt hjem, kan man forlange mere?” Alex Mosgovoj mistede hustruen Kirstine i 1969, og han selv døde 86 år gammel i 1977.
’Meld’ en tilflytter.. Som medlem af Borgerforeningen kan du hjælpe med at fortælle bestyrelsen, hvis du har kendskab til tilflyttere i omrdet.
Familieforøgelse? Som medlem af borgerforeningen er du velkommen til at låne en stork, så du på en festlig måde kan vise, at her er der kommet et nyt familiemedlem. Kontakt formanden.
Måske har vi ikke viden om det, og vi vil meget gerne kunne byde dem velkommen.
9