Et langt livs vandretur mod krondiamantbrylluppet

from BorgerNyt 2021-2

Nyt ”futtog” på banen

Et langt livs vandretur mod Et langt livs vandretur mod Et langt livs vandretur mod krondiamantbrylluppet krondiamantbrylluppet krondiamantbrylluppet

Ægteparret Inga og Gerhardt Hørdum har boet i Frederiks siden 1964, hvor Gerhardt fik en stilling som lærer på den nye Frederiks Centralskole. De er nu begge 86 år gamle og kan senere i 2021 fejre deres krondiamantbryllup. BorgerNyt har bedt dem fortælle løst og fast om deres liv og gerning. Gerhardt: ”Jeg er vokset op i Bjerringbro i en stor søskendeflok på 8. Mange børn var ikke usædvanligt i min familie, for min mor har 12 sø- Gerhardt og Inga 2004 Foto: Knud Gaarn-Larsen skende og min far har 7, og de er alle gift og har børn, så det er noget mellem 75 og 100 fætre og kusiner, som re. Jeg husker dog en begivenhed, hvor 2 jeg har, og jeg kan ikke prale af at kende tyske soldater deserterede og de kom lødem alle sammen. bende efter dem op igennem vores have. De fik da også fat i desertørerne, og de Krigen står tydeligt blev simpelthen henrettet nede i skolegårDet jeg husker bedst fra min drengetid var den, som tyskerne havde overtaget. da krigen startede den 9. april, hvor jeg Vores præst, som havde været præst i var knap 6 år gammel. Jeg stod ude ved Flensborg, gik ned til dem og fik også lov havelågen og så de her flyvemaskiner, der til at begrave dem ordentligt. Men ellers fløj ind over byen, og vist nok dagen efter er det selvfølgelig mest befrielsen den 4. kom der tyske soldater til byen, og vi blev maj, som man husker bedst. tvunget til at have en tysk soldat til at spi- Min far havde købt en grund nede i se hos os et par dage. byen lige overfor kirken, hvor han vil ha-

Jeg kan huske, at man skulle have ra- ve bygget et hus. Da krigen startede fik tioneringsmærker, og at det kneb med at han det sat i gang med at få smeden til at få tøj til os 6 drenge og 2 piger, så da hav- skaffe det hjem, som skulle bruges, fordi de min mor virkelig sine problemer med han vidste, at det ville der snart blive at skaffe tøj eller repareret og syet om. Vi mangel på. I sommeren 1940 flyttede vi fik også noget af det celluldstøj, og det ind i det nye hus, og der boede vi i mange var i hvert fald ikke særlig rart at have på. år. Huset blev solgt, da min far døde i

Men ellers var krigen en ret fredelig 1983. Efter krigen kom jeg på realskole tid i vores by, hvor der ikke skete det sto- og tog mellemskoleeksamen”. 16

Inga: ”Jeg er født lige midt i Esbjerg by, og jeg husker også den 9. april meget tydeligt, og jeg husker også, at krigen var en barsk tid i Esbjerg, som var en større by, hvor der skete mange ubehagelige ting.

De tyske fly kom meget tidligt på morgenen ind over byen, og folk sprang ud på gaden, mange stadig i nattøj, og var meget ophidsede. Der var en, der blev så rasende, at han løb op og lukkede et tagvindue op og skød efter flyvemaskinerne med sit jagtgevær! Sommerferier bragte os sammen

På den tid var det sådan, at os der boede i byen, vi kunne få en gratis ferierejse om sommeren, og det fik jeg hver år til Sahl, hvor min mormor og morfar boede, og der var jeg så i alle mine sommerferier.

I 1945 solgte de gården og flyttede til Bjerringbro, hvor de blev naboer til Gerhardts forældre. Jeg var jo vant til at være på en gård, hvor der skete en hel masse, så jeg syntes ikke det var så spændende i huset, og min moster kunne hurtigt se, at jeg gik og kedede mig lidt, så hun sagde, at jeg skulle lige over til naboen, for de har så mange børn, og der er sikkert en, du kan lege med. Og så kom jeg derover… ”...og du har været derovre siden” får Gerhardt lige bemærket.

Det var et fantastisk sted at komme, for jeg blev taget imod med åbne arme; jeg var med til alting, og jeg var også med dem, når de var på udflugter. På den måde gik det til, at Gerhardt og jeg gik med hinanden i hånden, da vi var 11 år, og det har vi, som han siger, gjort lige siden”. På ture med rationeret benzin i tanken

Gerhardt: ”Min far var eksportslagter, og han havde brug for bil til at komme rundt og opkøbe dyr, men under krigen blev den klodset op. Han havde så i stedet 2 heste, som stod ude i garagen, og med hest forspændt en gig eller en kane kom han på den måde rundt.

Men da restriktionerne blev lempet efter krigen, fik han rationeringsmærker til benzin, og på den måde kunne vi børn af og til komme med rundt til interessante steder. Vi var ude og se flygtningelejren i Kølvrå, og i 1948 var vi i Dollerup en 2-3 dage efter, at der var sket en naturkatastrofe, da et skybrud over Dollerup med store mængder regn og hagl næsten havde revet Niels Bugges kro omkuld”. Tange sø betyder meget

Gerhardt: ”Da jeg var 9 år kom jeg med i FDF i Bjerringbro, og nogenlunde på samme alder blev Inga grønspejder. Jeg brugte rigtig megen tid til det.

Med FDF havde vi en lejrplads i Ormstrup skov. Vi var 3 kammerater, der ofte tog derud lørdag aften med et telt på bagagebæreren og noget havregryn og mælk til morgenmad og så sov vi derude og kørte hjem igen om søndagen.

Og Tange sø blev et område, hvor vi blev ved med at komme. Omkring 1955, hvor vi børn var ved at være store, købte min far en grund og byggede et sommerhus ved Tange sø. Det havde vi i mere end 15 år, og selv om det kun var på 42 kvm. uden strøm og med en udendørs vandpumpe, så har vi præsteret at være 9 mennesker i 8 dage, og det uden at der var et eneste skænderi.

Vi kunne godt have overtaget huset efter mine forældre, men selv om vi var glade for det, så var der så meget andre steder, vi også ville bruge sommerferien til at besøge, så det blev solgt. Vore egne børn kunne ellers godt have tænkt sig at have huset i dag”.

Inga: ”Området ved Tange sø var også et område, hvor jeg var vant til at komme.

Det kom sig af, at jeg havde en lillebror, der var 10 år yngre end jeg, og han var også med på ferie hos mormor og morfar i Bjerringbro. Men han var lidt for ivrig og tegnede på de pæne mahognimøbler med et søm, og lige dér var min mor og far klar over, at de nok hellere måtte finde et andet sted til børnenes ferie.

En gang var min far og en kammerat på motorcykeltur til området ved Tange sø og kom forbi et hus, hvor der sad en ældre mand med et vældigt skæg udenfor og spillede på trompet. Min far stoppede op og spurgte ham, og han eventuelt havde et værelse, som man kunne leje i sommerferien. Ja, det kunne vi godt!

Da vi så kom, var han flyttet ind på et værelse, og vi fik resten af huset til at bo i. Det blev et sted, hvor vi elskede at være, så vi kom der år efter år. Familiefester i skoven

Nu er der så en skov ude mellem Ulstrup og Bjerringbro, som vi komer meget i. Det er nemlig min bror og svigerinde, der ejer den, og der har vores børnebørn bygget en shelter.

Vi er faktisk 44 personer, når vores nærmeste familie skal samles, så af pladshensyn mødes vi ude i skoven flere gange om året, hvor vi holder fødselsdage og desuden en årlig juletur. Det er ikke mere end 2 år siden, at Gerhardt og jeg sov i shelteren derude i skoven til pinsemorgen”.

Familietur i skoven

Foto: Hørdum

Passionerede friluftsmennesker

Inga: ”Vi har brugt megen af vores tid på vandringer i naturen. Det har helt fra de unge dage været vores store interesse. Vi har vandret meget i bjergene i Europa. På et tidspunkt købte vi en campingvogn, og i ferierne tog vi af sted til forskellige steder. Meget til Østrig og Alperne, hvor vi vandrede lange ture med udgangspunkt fra campingvognen.

Da vi blev ældre og pensioneret, blev det mest med busture men stadig med vandreture som det primære. I Bulgarien, Dolomitterne, mange gange i alperne, på Sicilien, i Norge.

Selvfølgelig blev det vanskeligere med alderen, så vi havde den aftale, at så snart den ene af os følte, at nu kneb det lidt med luften eller andet, så stoppede vi. For en 67 år siden mødte vi begge muren, da det gik stejlt opad på en tur, og så var vi klar over, at så måtte vi nok stoppe med det. Den slags ture skaber mange venskaber, så vi har stadig bekendte, hvor vi på skift arrangerer ture sammen”.

Gerhardt: ”Da vi gik på pension i 1996 tog vi på en lang tur sammen med min søster og svoger i hver vores campingvogn. Op igennem Norge til Nordkap og ned igennem Sverige hjem. Vi var afsted i 2 måneder, og det var en uforglemmelig oplevelse.” Købmand, så skolelærer

Gerhardt: ”Efter mellemskoleeksamen kom jeg i lære i en købmandsforretning, og jeg blev udlært i 1953. Så fik jeg et arbejde i en brugsforening i Forum lidt nord for Esbjerg, og det har uden tvivl spillet ind, at derfra var det nemt at komme ind og besøge Inga i Esbjerg. Men jeg fandt snart ud af, det det med at være købmand, det var alligevel ikke no-

I købmandslære

Foto: Hørdum

Fra Østrig

Fra Norge

get for mig, så det endte med, at jeg søgte ind på Th. Langs lærerseminarium i Silkeborg, hvor jeg gik først i præparandklasse og så 4 år på seminarium.

Dengang boede jeg hjemme til at begynde med, men det var lidt træls at køre med bus frem og tilbage, så i en periode boede jeg i et hus på Funder bakke, som en af mine kammerater havde, og senere fik jeg et værelse i Silkeborg. Kontoruddannet - til Silkeborg

Inga boede stadig i Esbjerg: ”Da jeg var færdig med realeksamen, kom jeg til at arbejde på kommunekontoret, hvor jeg efter 4 år var uddannet som kontorassistent. Da jeg var færdig med uddannelsen, lykkedes det at få et job ved kommunen i Silkeborg, og så kunne Gerhardt og jeg flytte samme og forsørge os selv. Vi blev gift i oktober 1956.

Gerhardt blev først færdig med læreruddannelsen 3 år senere, så de første år var det mest min løn, som var vores forsørgelse”. Bolig - bedre og bedre

Gerhardt: ”Vi startede ægteskabet i en meget gammel og forsømt lejlighed med toilet på gangen til deling med 2 andre. Og det var med kakkelovn, som det aldrig rigtigt lykkedes os at finde ud af at bruge, så heldigvis blev det kun 4 måneder der, indtil vi fik en lejlighed på 1. sal i en villa på Sølystvej, som var det mest pragtfulde sted lige ned til søen.

På et tidspunkt skulle ejerens søn giftes, så de fik selv brug for lejligheden. Vi boede så på Borgergade i 1959, da jeg var uddannet som lærer og fik en stilling på Sejs skole.

Det var en landsbyskole, så der skulle være en tjenestebolig - men det havde de ikke, så de første 1½ år pendlede jeg fra Silkeborg og til skolen. Men så stod der en nybygget tjenestebolig klar, og vi flyttede ud til skolen, der lå imellem Sejs og Svejbæk. 5 år på skolen i Sejs

Inga: ”På det tidspunkt ventede vi vores tredje barn, så jeg stoppede med at arbejde på kommunekontoret, for jeg havde lidt at se til derhjemme.” Gerhardt:” Jeg var på Sejs skole i 5 år, og som lærer på en landsbyskole, er der altid andre aktiviteter, som man syntes, man skal være med i; det var idrætsforening, ungdomsskole og ungdomsklub, så der var altid noget at se tid.

Og det oveni 36 undervisningstimer fra kl. 8 til 14, mandag til lørdag, og dertil havde jeg en del specialundervisning, så

REPARATION & OMFORANDRING NYSYEDE DÅBSKJOLER SÆLGES

Ruth Vinkler

Søndergade 8A, Frederiks

Tlf. 4111 4947 Træffes bedst onsdag 15-18

Camillas

Blomster

Søndergade 36 Frederiks 7470 Karup Tlf. 86 66 11 58

Hvis du ikke har tilmeldt dig gruppen ”Alhedens Borgerforening, Frederiks”, - så skynd dig at gøre det - vi er nu flere end 1700 medlemmer!

Denne gruppe er den, der favner bredt i Frederiks, og det er stedet, hvor frederiksborgere udveksler nyt og gammelt i et socialt samvær, som kan være meget værdifuldt. Alle indlæg bliver holdt i en sober tone og et pænt sprogbrug, så alle kan være med. Hvad sker der i Frederiks? Check ind på Facebook gruppen - dér står det sikkert, og ellers kan du jo selv fortælle om det. Velkommen i gruppen!

Nyrupvej 2b, Frederiks, 7470 Karup Tlf. 87347733 / 91892272 - info@fsmede.dk

www.hedensgolf.dk

Kartoflerne er lokalt dyrket fra Vestermarksvej 5, Frederiks ved Henrik Nordestgaard Jespersen. Det er Sava kartofler, der er dyrket med fokus på god kvalitet, og de er kogefaste. Der er kræset for kartoflerne i løbet af dyrkningssæsonen, og de er taget op i fint vejr. Kartoflerne er sorteret og er ikke vasket, idet det kan forringe holdbarheden. Kartoflerne sælges i forskellige variationer. Opbevar kartoflerne mørkt og køligt. Følg os på: facebook@hedegaardskartofler God fornøjelse og velbekomme.

da vi stoppede i Sejs, var jeg oppe på at få løn for 47½ timer, heraf 41 reelle undervisningstimer, og dertil naturligvis forberedelsestimer - og aftenarbejdet i foreningerne, så der var ikke megen fritid tilovers. Til Frederiks

Jeg havde nogle tanker og initiativer om forældresamarbejde, som ikke faldt i god jord hos førstelæreren, så det endte med, at jeg i 1964 sagde farvel og tak, og vi rejste til Frederiks, hvor jeg havde fået en stilling på den ret nye centralskole.

Det var en pragtfuld arbejdsplads at komme til, for det var næsten udelukkende unge lærere, og vi fik en god lærerbolig på Åkjærsvej, og der boede vi i 8 år. 2 år efter var der valg til sognerådet, og det blev jeg involveret i men blev heldigvis ikke valgt. I stedet blev jeg valgt til at være formand for ungdomsnævnet og ungdomsskolenævnet. Den første Alhedehal

Omkring den tid var det, at det begyndte at rumle om, at der skulle bygges en idrætshal. Jeg var med til en stiftende generalforsamling, hvor man mente, at ungdomsnævnet skulle være repræsenteret, og det endte med, at jeg blev valgt til bestyrelsen og fik jobbet som kasserer.

Det gik også helt fint med et godt samarbejde, bl.a. med Leif Sørensen, og vi fik lavet tegninger og forskellige forberedelser.

Desuden begyndte vi at samle penge ind, og det stod jeg så for med lister, hvor folk kunne skrive sig for at give et vist beløb eller et antal arbejdstimer, for hallen blev jo hovedsagelig opført med frivillig arbejdskraft.

Under byggeriet var det Leifs opgave at være på pladsen og få tingene til at skride fremad og få folk sat i arbejde. Det var mit job at kontakte folk, efterhånden som vi fik brug for arbejdskraft og få dem til at komme på et angivet tidspunkt, hvor vi havde brug for hjælp.

Det fik vi faktisk til at køre helt fint, så hver gang Leif kom hjem fra sin posttur, så kunne jeg smutte over til Leif på Grundtvigsvej, og vi kunne aftale, hvad der var brug for. De lovede beløb skulle folk indbetale på en konto i Andelskassen. Det var der aldrig problemer med. Der er altid brug for frivilligt arbejde

Det er også blevet til et par andre opgaver i lokalsamfundet, bl.a. var jeg en periode formand for Brugsforeningen og jeg har været kasserer for Varmeværket i 15 år.

Som kasserer skulle kassen jo stemme, så både Inga og jeg arbejdede en hel weekend forud for revisionen for at finde en manko på 1 krone! Det lykkes ikke, så det måtte jeg jo fortælle revisoren, som naturligvis kunne berolige mig med, at det kunne være helt lige meget. Men det var jo lidt ærgerligt. Inga: ”Vores viceskoleinspektør Berthelsen og han kone og så Gerhardt og jeg snakkede om, at det var dårligt, at der ikke var noget for de ældre i byen. Så vi kom på at invitere nogle over til skolen en eftermiddag om ugen, hvor de kunne hygge sig og få en kop kaffe, og det blev faktisk en stor succes”.

Gerhardt: ”Det udviklede sig til, at Berthelsen var i sløjdlokalet med de mænd, som var interesserede i træarbejde, Inga og fru Berthelsen var i håndarbejdslokalet, hvor de lavede forskellige ting med de da29

1972. Huset på Hedevej 28

Foto: Hørdum

mer, der ville det, og jeg var nede i kælderen med dem, der ville spille et eller andet og så sørgede jeg for kaffen. Af og til fik vi en til at komme og fortælle om et eller andet emne”.

Alle var glade og taknemmelige, så det foregik igennem nogle år. Begge i arbejde på skolen

Inga: ”Mens Gerhardt havde sig arbejde på skolen, så havde jeg en overgang noget omsorgsarbejde i Karup, men det holdt jeg op med, da det skulle være et fuldtidsarbejde.

Så var det så heldigt, at de søgte en sekretær på skolen, og dér kunne jeg bruge min uddannelse, så den stilling søgte jeg og fik den også. Der var jeg så skolesekretær i 25 år. Så nu havde vi samme arbejdsplads og nogenlunde samme arbejdstid, så det var helt ideelt for os.

Vi var begge utroligt glade for at være på Frederiks Skole, det var en fantastisk god arbejdsplads med en god stemning og sammenhold. Og vi bliver ved med at holde sammen. Vi er mere end 30 pensionerede lærere, både fra dengang og senere, som mødes en gang hver måned og til julefrokost. Vi byggede eget hus

Gerhard:” Da vi var færdige med hallen, var vi begyndt at tænke på, at vi skulle have noget andet at bo i end lærerboligen på Åkjærsvej, så i 1971 købte vi en grund på Hedevej.

Vi tegnede selv huset og lavede beregninger for de forskellige ting. Jeg har en svoger, der er bygningsingeniør, så han hjalp jo lidt. Også byggeriet klarede vi næsten selv, bortset fra opmuringen og tømrerarbejdet med tag, vinduer og døre. Vi 6 brødre var omkring den tid sammen om at bygge 4 huse forskellige steder, hvor vi gik og hjalp hinanden. En af brødrene var maskinuddannet ingeniør, så han lavede det meste af rørarbejdet.

Vi begyndte på vores hus i april og flyttede ind i august, så det gik ret hurtigt. Det var en sommer med godt vejr, og jeg havde min sommerferie til at kunne arbejde fuld tid på huset.

Vi er så heldige, at vores familie interesserer sig for og hjælper hinanden i stort og småt. Både dengang og i årene siden har vi aldrig manglet hjælp, når vi havde brug for det. Det er en stor glæde.” Slægtshistorie fanger interessen Inga: ”Min mormor og morfar fortalte mig meget om deres slægter, og min mormor var en vidunderlig fortæller, så hver aften hos hende, når jeg skulle i seng, så fortalte hun om mange forskellige ting og altså også om slægten, og min morfar cyklede til Landsarkivet i Viborg og arbejdede med slægtsforskning.

Så de har begge givet mig en stor interesse for slægtsforskning, som jeg for alvor tog op omkring 1980. Jeg tog ofte op på Landsarkivet på lørdage, men det var ikke nok for mig, så jeg fik organiseret min arbejdstid sådan, at jeg kunne have fri en eftermiddag om ugen, hvor jeg så også kunne tage derop og arbejde.

Det var naturligt nok min egen slægt, jeg begyndte med at udrede, og det tog rigtig lang tid. Gerhardt blev også interesseret i sagen, så han sagde til mig, at han skulle nok tage sig af sin egen slægt, når han gik på pension, og det gjorde han også.

Det endte også med, at jeg kom med i bestyrelsen for Slægtshistorisk Forening i Viborg, og senere kom også Gerhardt med i bestyrelsen. Vi var der begge i 6 år. Gerhardt: ”Jeg blev kasserer, for sådan en stod de og manglede, og det havde jeg noget erfaring med. Og det med kassererjobs har det med at følge mig, for jeg blev også kasserer her for andelsboligforeningen, hvor vi bor.

Men min karriere som slægtsforsker startede egentlig med, at Knud Gaarn-Larsen havde en dagbog, som hans oldefar havde ført, men den kunne han ikke læse. Så jeg sagde til ham, at du kan bare komme med den, for det kan Inga! Men det endte med, at jeg tog fat på den, og det lykkedes da også, og så havde jeg fået mod på at gå i gang selv. De gamle skrifter kan faktisk tydes Inga: ”Det med de gamle skrifter har jeg gjort meget i. Hvert århundrede har sine egen skrifttyper, og det er heller ikke alt, der er skrevet lige pænt og omhyggeligt.

Jeg startede med 1700-tallet, hvor jeg tog på landsarkivet og kom hjem med tekster, som jeg ikke forstod det mindste af.

Jeg gjorde så ligesom, når man starter i 1. klasse med et alfabet, og hver dag skrev jeg en side med et bogstav af den gamle skrift, og da jeg var igennem halvdelen af alfabetet, så kunne jeg læse det. 1600-tallets skrifter er de sværeste, jeg har forsøgt at læse, det er næsten umuligt. Der var en domsudskrift fra 1633 om en af mine aner, som jeg ikke kunne få hul på. Så var jeg heldigvis kommet til at arbejde sammen med en ovre på Sjælland, og vi hjalp hinanden med breve frem og tilbage, og det lykkedes at få oversat teksten med lidt hjælp af en genealog, som jeg kender. Men siden har jeg ikke forsøgt med tekster fra 1600-tallet. Det er for svært.

Gerhardt: ”Der er en fantastisk samarbejde mellem dem, der driver slægtsforskning, og man kommer i kontakt med en masse mennesker over hele landet og også fra udlandet. Os der kommer på landsarkivet, vi hjælper hinanden hele tiden. Vi er fast deroppe hver tirsdag formiddag kl. 9, og kl. 10 drikker vi kaffe ovenpå. Det er rigtig hyggeligt, og vi udveksler oplevelser og erfaringer. Der kommer folk langvejs fra, og der må man sige, at vi er heldige, at vi bor så tæt på. En særlig oplevelse

For folk med sans for slægtsforskning var det en særlig oplevelse, da en mand med metaldetektor i 2019 på en mark nær Hammel fandt en 24 kt guldring med indgraverede initialer AMCDH svarende til Gerhardts tip tip tip tip tip oldemor, som hed Anne Marie Christensdatter Høst.

Ringen blev fundet på en mark tæt på, hvor Anne Maries far var præst i 1700. Derfor er det meget nærliggende, at det er hendes, selvom det er godt 300 år siden, hun har tabt den.

Ringen kom i første omgang til Moesgaard Museum, hvor Inga og Gerhardt blev inviteret ud for at se den. Inga fik lov at prøve den. Den passede lige på lillefingeren, så det har været en spinkel pigehånd, der bar ringen.

Inga og Gerhardt fik et billede af ringen og har senere fået en guldsmed til at lave en kopi af den, dog med en lidt større diameter, så i dag bærer Gerhardt kopien på sin ringfinger. Den originale ring er havnet på Nationalmuseet som danefæ.