
1 minute read
Igen en 2. plads
from BorgerNyt 2020-4
For 3. gang tog Frederiks chancen, da Borgerforeningen i juni indsendte en indstilling til konkurrencen om at blive”Årets Lokalområde” i Viborg Kommune. Den 12. august fik vi at vide, at vi var blandt de 3 nominerede, og at vi dermed allerede var sikret en præmie på 25.000 kr. Det er gode penge i kassen, og det var 3. gang, vi blev nomineret, som vi blev det i 2012 og 2016, så denne gang havde vi store forhåbninger om, at det nu skulle blive til en 1. plads. Et lille hurtigt arbejdende udvalg gik i gang med planlægningen af det besøg, som Landdistriktsudvalget og embedsmænd ville aflægge byen den 5. september for ved selvsyn at blive overbevist om byens kvaliteter
Corona
Advertisement
Vi ville jo gerne, som sidste gang i 2016, invitere alle borgerne til en sammenkomst, men den kedelige Corona kom i vejen for det store arrangement, da der kun var tilladt at forsamles 100 personer. Løsningen blev, at vi arrangerede 2 festpladser i byen - i Anlægget og ved Pakhuset - hvor der så begge steder kunne forsamles 100 personer. Der blev lavet plakater og banner, brochurer og store fotos og andet, som skulle anvendes dels som reklame for byen og dels til udstillinger i borgerforeningens 7 pavilloner, så de besøgende kunne få et godt indtryk af alle de projekter samt store og mindre tiltag, som byen har haft gang i - ikke kun Borgerforeningen men også andre af byens foreninger blev
fremhævet. Både ved udstillinger og ved den præsentation, som udvalget fik under en bustur rundt i byen. Det var rigtig dejligt, at vi igen kunne erfare, at vi ikke kaldte forgæves på de gode frivillige hjælpere, som foreningen nyder godt af. Til opsætning om fredagen var der hele 12 karle i gang, foruden FDF og folk fra områdefornyelsen, og på dagen stillede Alhedens Kvinder med frivillige fra morgenstunden til at smøre ikke mindre end 300 sandwiches! Vi skrev godt nok i indbydelsen, at der kun var 100 sandwich og drikkevarer til uddeling på hver af festpladserne, men der skulle bestemt ikke være nogen, der gik forgæves. Også 60+ kom på en ekstra travetur rundt i byen og gjorde god reklame med de synlige gule veste. Tusind tak for hjælpen til Byens Kagemand, Dagli’Brugsen og Camillas Blomster og til alle dem, der på forskellig vis støttede op omkring denne sag.