Bofællesskab på Solvænget

Artikel fra

2016-3

Bofællesskab på Solvænget

Red.: Arne B.Christensen

”..vi har boet her siden starten i 1992 og kan ikke tænke os at bo andre steder” Sagt af Erik og Brian, som bor i ”Bofællesskabet Solvænget” På Solvænget 62 samt 70-78 ligger Bofællesskabet Solvænget. Bygningerne blev opført i 1992, og både huse og beboere har lige så længe været en del af samfundet i Frederiks. Mange kender naturligvis stedet og sikkert også nogle af dets beboere, men beliggenheden lidt i udkanten af byen har måske medvirket til, at mange i Frederiks alligevel ikke kender til bofællesskabet og dets beboere.

Og, et bofællesskab, hvad er det egentlig for noget, og hvordan er det egentlig, at et sådant bofællesskab fungerer? Det vil vi prøve at oplyse om, så i hvert fald læserne af dette medlemsblad kan føle sig bedre orienteret.

Det formelle Målgruppen er borgere over 18 år med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Det er socialafdelingen i Viborg Kommune, der indstiller beboere til fællesskabet på baggrund af en konkret individuel vurdering af et visitationsteam.

Bofællesskabet fungerer efter servicelovens §85, hvor der tilbydes hjælp, omsorg, støtte

og træning, som er tilpasset borgernes behov. Dels som individuel støtte og dels som fællestid.

Personalets opgaver Den støtte, som personalet yder, bliver aftalt med hver enkelt beboer efter en personlig handleplan. Den primære opgave er træning og støtte til varetagelse af de daglige, hjemlige opgaver.

Derudover gives der støtte til socialt samvær bl.a. gennem daglig fællesspisning og hjælp til aktiviteter udenfor bofællesskabet.

Som udgangspunkt bliver der tilbudt beskyttet beskæftigelse, skånejobs, uddannelse, aktivitetstilbud og lignende.

Borger Nyt fik en snak med beboerne Bofællesskabet, som består af en rummelige 2-værelses lejlighed i hvert af de 6 huse, er i øjeblikket optaget af ene mandlige beboere, og det er Erik , Brian, Kasper, Søren M., Søren H, og Henrik.

Borger Nyt har fået lov til at besøge dem i

3

deres hjem, og vi fik en god snak med fire af beboerne i det fælleshus, som også hører til området sammen med hyggelige udearealer med haver og drivhus.

Vi bliver budt på kaffe, og det er en ordentlig portion, de har lavet. Brian erkender, at det nok mest er ham, der drikker kaffe, og det er en hel del. Brian er sammen med Erik de to, der har boet længst i fællesskabet, nemlig helt fra starten i 1992, og som overskriften siger, så er de enige om, at de ikke kunne tænke sig at bo andre steder. Det er der heldigvis heller intet, der forhindrer, for de kan få lov til at blive boende lige så længe de vil. Det er en del af den tryghed og forudsigelighed, som de tilbydes ved at bo i et fællesskab, og som for de fleste beboere er helt nødvendigt for at kunne fungere i dagligdagen.

Naboerne var nok lidt usikre Erik husker, at dengang husene blev bygget, var der nok lidt utryghed blandt områdets børnefamilier, fordi folk nok troede, at det var narkomaner, der skulle flytte ind: ”Vi, der var med fra starten, gjorde så det, at vi inviterede alle naboerne til en slags indvielse, og så var der ikke noget.

Jeg kommer fra Vallerbæk ved Karup og har boet her, siden jeg var 28 år, og jeg er 52 år nu. Vi har det rigtig godt her og kan ikke klage. Jeg kender nogle af naboerne omme bagved her, som jeg snakker med, og jeg møder også folk oppe i byen, som jeg kender og snakker med en gang imellem.

Jeg har før haft et skånejob oppe på byggemarkedet, men de lukkede jo. Nu er jeg kommet ind til Plantorama i Viborg, hvor jeg arbejder 3 dage om ugen fra lidt før 9

Søren, Erik, Brian og Kasper, som deltog i samtalen, i fælleshusets hyggelige gårdhave 4

til klokken 2. Jeg laver alt muligt, som der lige er brug for, og det arbejde er jeg meget glad for i stedet for at sidde hjemme og kukkelure. Jeg tjener jo også noget på den måde, og det er dejligt at tjene sine egne penge”.

Brian: ”Jeg kommer også fra Karup, hvor jeg boede i huset med elektrikerforretningen lige ved siden af Al Capone. Så var jeg på en efterskole på Mors og kom derfra her til Frederiks. Jeg har også et arbejde i Viborg, hvor jeg arbejder som maskinarbejder inde på Trepas. Der arbejder jeg 4 dage om ugen. Jeg er ikke uddannet smed, men fik det job efter at have været i praktik. Det job er jeg meget glad for, og det har jeg nu snart haft i 25 år”.

Brian syntes selv han tjener godt, og han får også pension men vil ikke rigtig ud med, hvad han bruger pengene til. Han griner afvisende, da vi foreslår, at han nok sætter dem i aktier. Da vi senere bliver præsenteret for hans store hobby, kan man måske tænke sig, at der går en god skilling til den side.

Det bedste er På spørgsmålet om, hvad det bedste ved at bo her her, svarer Brian og Erik samstemmende: ”Det er det, at vi er nogle, der bor sammen, som man kender og kan snakke med, og så man ikke sidder alene på et værelse et sted. Det er dejligt, at folk lægger mærke til, at vi bor her og hilser på en både heroppe og nede i byen”.

Kasper er den nyeste beboer, for han har kun boet her i 1½ år, og han er også den yngste: ”Jeg var på landbrugsskole og boede derefter nogen tid i en lille lejlighed her i byen, indtil der blev en plads her på stedet. Jeg er fra Herning og ville rigtig gerne til en mindre by og bo. Jeg har det ikke så godt med mange mennesker, så at der er stille og roligt her, det passer mig rigtig godt. Jeg er derfor heller ikke så glad for at køre i bus, så jeg er heldig, at jeg har en søster, som bor i Grønhøj, og hun er så flink, at hun kører mig til og fra

TREPAS er en beskyttet produktionsvirksomhed under Job- og Velfærdsforvaltningen i Viborg Kommune med faciliteter på Vævervej i Viborg, hvor der findes maskinværksted, ledningsværksted, pakke-/montageafdeling samt serviceafdeling. Derudover har man Hald Ege Miniregnskov og Kløver -Cafeen på St.Sct.Mikkelsgade.

TREPAS kunne i 2014 fejre 50 års jubilæum.

Viborg de dage, hvor jeg skal på arbejde, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg er lige startet i praktik ude i det der Hald Ege Miniregnskov, hvor jeg er 2 dage om ugen, onsdag og torsdag, indtil videre. Det er også noget Trepas har. Der er store drivhuse, og der er lige bygget noget stort nyt til. Der er både planter og dyr, fugle og slanger og leguaner og sådan noget. Slangen er en kvælerslange, den er vist ikke farlig, men den holder jeg mig væk fra. Det er et dejligt arbejde med frisk luft og næsten tropisk varme inde i drivhusene. Alle kan komme ind og se det”.

De fleste arbejder i Viborg Bortset fra Kasper tager de fleste til arbejdet i Viborg med bus, og de er godt tilfredse med, at der går busser som passer med arbejdstiderne. Som den eneste foretrækker Brian at transportere sig selv på sin scooter, som står parkeret lige udenfor hans lejlighed, for så er han ikke afhængig af bestemte tider.

Brian vil i det hele taget helst gøre tingene på sin egen måde, og han er også den eneste, som selv smører sin frokost madpakke. De andre, som arbejder på Trepas, køber deres frokost på arbejdsstedet, men kaffe og kage får de dog gratis.

Sidst i samtalen kommer også Søren hjem fra arbejdet. Søren er 65 år gammel og 5

stammer fra Grønhøj, hvor hans forældre havde en gård, og han flyttede ind på Solvænget nogle få år efter, at det blev bygget. Han fortæller, at han også arbejder på Trepas i Viborg på lageret, hvor han pakker ledninger for et firma. Han arbejder 3 dage om ugen og har lige haft 40 års jubilæum på Trepas! Det blev da også fejret, og Søren fik et flot gammeldags lommeur som gave. Vi kan forstå på Brian, at han nok også forventer en lille gave, når han har 25 års jubilæum.

De to beboere, som ikke er til stede i samtalen, er Søren H og Henrik. Søren H er den eneste af beboerne, som ikke arbejder ude, og Henrik er den eneste af beboerne, som har et husdyr. Det er en meget kælen kat, som både Henrik og de andre har megen glæde af. Den var lidt sky i begyndelsen, men nu kender den alle og går ud og ind, som det passer den.

De daglige rutiner Madlavningen står beboerne selv for, og det går på skift efter en skemalagt turnus, så alle har en dag om ugen, hvor de skal lave maden til alle. De vil ikke rigtig ud med, hvem der er bedst til at lave mad, men det skinner igennem, at ikke alle er lige ferme, men man får det jo lært efterhånden. Søren fortæller, at han laver mad om fredagen, og sidste gang var det frikadeller og stuvet hvidkål.

Erik: ”Nogle gange laver Kasper og jeg mad sammen om onsdagen efter opskrifter i en bog”.

Beboerne sørger selv for at købe ind til madlavningen, så det er med at huske, når man står for tur og komme ned til Brugsen 6

for at købe ind i god tid. Hvor det er muligt, bliver der primært købt økologiske varer.

Søren er næsten fast en tur i Brugsen hver dag, og måske flere gange, og der møder han altid folk, som han kender og slår en sludder af med. Det betyder utroligt meget for Søren, kan man forstå.

I Brugsen har bofællesskabet en konto, og pengene på kontoen kommer fra beboerne selv, som betaler husleje efter gældende takst. Så der kan naturligvis på helt sædvanlig måde søges boligydelse og varmetillæg. Derudover betales der for el, vand, varme, kost, transport, eventuel rengøring og aktiviteter.

Praktisk er det tilrettelagt, så den enkelte beboer betaler til en fælles kostkasse, som bl.a. dækker aftensmåltider og måltider i weekender. Derudover betales der til en fælles vedligeholdelseskonto og en aktivitetskonto.

Aftenerne går med TV Når beboerne kommer hjem om eftermiddagen, mødes de oftest i fælleshuset, hvor personalet også er til stede, for at snakke om dagens begivenheder og se fjernsyn.

Når der er spist aftensmad, og personalet er taget hjem, er det mest almindeligt, at beboerne går hjem til deres egen bolig, hvor der går megen tid med at se TV. Som før nævnt, bor der for tiden 6 mænd i bofællesskabet. Der har tidligere boet kvinder også, men lige nu er det altså tilfældigvis ene mænd. Vi prøver at udfritte, om der mon ikke engang imellem er en brydekamp, et skænderi eller et lille slagsmål mellem de 6 mandfolk, men de forsik-

rer samstemmende, at de alle kommer godt ud af det med hinanden. Ikke engang en fodboldkamp i fjernsynet kan bringe gemytterne i kog.

Dagligdagen går planmæssigt og overskueligt, hvilket også er et udtalt behov for beboerne. De er gode til at hjælpe hinanden, men det med rengøring og oprydning kan godt være lidt svært at klare, så der er reelt kun en af beboerne, som helt kan klare sig selv på det område. To af beboerne køber sig så til rengøring gennem et hjemmeservicefirma, men for de sidste 3 er oprydning og rengøring en del af bostøtten, da de har behov for mere nærværende hjælp i dagligdagen.

Fælles ture og arrangementer Udover arrangementer i fælleshuset, tager beboerne også sammen af sted på endagsture, og de har f.eks. lige været til Sølund festival nede ved Skanderborg, hvor 4 af dem var afsted sammen i en minibus. I fælleshuset holder man en årlig sommerfest, hvor de pårørende er inviteret med,

og til jul holder beboerne en fælles julefrokost, hvorefter de fleste tager hjem og holder jul med familien.

Flere deltager i arrangementer i byen, og gang på gang slår de fast, at de er glade for at bo i Frederiks, og at det er dejligt, at folk kender dem og hilser på dem. Det betyder en del. Erik: ”Jeg er også medlem af Borgerforeningen og kommer til Sct. Hans og sådan noget. Jeg syntes Sct. Hans er rigtig godt”.

Efter samtalen får vi lov til at besøge Brian i hans lejlighed. Vi kan straks se, at han ikke går så meget op i, at det skal være ryddeligt og overskueligt, men det har nok sin forklaring i den helt overvældende samling af modelbiler og andet, som Brian er en passioneret samler af. Hver en hylde, skuffe og skab er fyldt op, og der er ingen tvivl om, er der er mange gode og nok også sjældne samlerobjekter.

Hjælpen er nær Tina og John, som i dag er til stede på kontoret, fortæller, at personalet består af

Brian ved en lille del af hans store samling af bl.a. modelbiler 7

4 personer, som deles om arbejdet, og at der er personale til stede fra cirka klokken 8 om morgenen til 19 på hverdagene og 10-15 i weekends. Med kontoret på Solvænget som base kører man så også ud herfra som bostøtte til personer, der bor i egen bolig men skal have tilsyn og hjælp, og de virker som mentorer for dem og andre. Herfra dækkes hele den gamle Karup Kommune, og de besøger beboere i de fleste af byerne.

Læs også: http://solvaenget.viborg.dk

8

I Frederiks er der trygt Beboerne i bofællesskabet på Solvænget kan bo her så længe de vil. De skal derfor ikke spekulere over fremtiden når det gælder bolig, og de føler sig meget trygge her i den lille by, og hvor det ikke er institutionsagtigt, så i hvert fald to af dem kunne ikke forestille sig nogen sinde at bo andre steder. Engang imellem sker det, at en beboer efter nogle år bliver så selvhjulpen, at han eller hun vælger at flytte til egen bolig, og så er der straks andre på venteliste til at flytte ind her, netop på grund af beliggenheden og de trygge omgivelser.