Det bli’r godt igen – en refleksion af Thomas Reinholdt Rasmussen

Det bli’r godt igen

En refleksion af Thomas Reinholdt Rasmussen, provst Hjørring sdr. provsti

Forleden, da jeg var ude at gå, så jeg på en postkasse en sten, der var blevet farvelagt af et barn. Stenen var i strålende, fine farver og farverne omkransede ordene: ”Det blir godt igen”.

Det bliver godt igen. Det var de ord, vi sagde til hinanden, da landet blev lukket ned og vi alle sammen blev sat på afstand af hinanden. Det bliver godt igen.

Pludselig måtte vi i foråret til at se på hinanden som lidt farlige. Vi kunne smitte. Men vi var gode til at holde humøret oppe med sang, vinke til hinanden gennem vinduerne, og altså ordene: Det bliver godt igen.

Og det er ord fulde af håb. De bærer i sig et håb om, at verden igen kommer på højkant. Det er også det, der har ramt barnet, da det farvelagde stenen i glade farver. Og det er helt igennem godt, at det barn har fået et håb, som kunne lyse for det helt ud i farverne, der blev lagt på stenen.

Men man kan også godt et stille øjeblik prøve at gennemtænke, hvad det betyder, at det bliver godt igen. For der er jo nogle, for hvem det ikke bliver godt igen. For hvem livet ikke vender tilbage i glade farver. For hvem tingene ikke bliver stillet på højkant igen. Dem, der måtte miste livet. For dem bliver det jo ikke godt igen. Her kan man jo ikke sige, at det bliver godt igen, for det vil jo nærmest være at træde på dem en gang til.

Hvis ordene om, at det bliver godt igen, ikke på samme tid indeholder et håb også for dem, der er bukket under, og for dem, der har mistet, så er ordene pludselig hårde ord, der blot på livets hårde vej efterlader mennesker, der ikke kunne følge med.

Der må være en genrejsning for det menneske, der er faldet. Der må være en genskabelse for det menneske, der blev ødelagt. Der må være en fornyelse af ofret, for ellers er ordene om, at det bliver godt igen næsten at træde på dem en gang til.

Den danske filosof og teolog K. E. Løgstrup har et sted skrevet om netop det, at der skal være genrejsning af ofret for at kunne tilgive gerningsmanden. Det er på linje med dette.

Han skriver, at ”kun hvis Gud i sit rige oprejser den, der er blevet bedraget for sit liv, undgår den betingelsesløse tilgivelse af bedrageren at blive en bagatellisering af den bedragnes ulykke og lidelse”. Løgstrup peger på, at hvis vi blot tilgiver den, der har forbrudt sig, eller hvis vi blot blindt siger, at det bliver godt igen, så bagatelliserer vi lidelsen og overgrebet. Han siger meget direkte, at ”en tilgivelse, der ingen grænser er for, tager overfladisk på lidelsen”.

Det er store tanker, Løgstrup her ruller ud, for det betyder jo, at vi kun kan sige, at det bliver godt igen, eller kun kan tilgive gerningsmanden, hvis ofret genrejses. Og det betyder jo, at tilgivelsen og

fornyelsen kun kan have et ordentligt etisk fundament, hvis Gud kan give den livet tilbage, som er blevet trådt under fode.

Tilgivelsen og fornyelsen kan kun være reel, hvis der er et Guds rige, der gør alting nyt.

Ellers er tilgivelsen og ordene om fornyelse blot at glemme det menneske, der på livets vej ligger dødt og trådt på.

For år tilbage var der en større ulykke ved et stor arrangement. Flere unge mennesker døde, og arrangementet blev sat på pause en række dage, men åbnede igen med ordene: ”Livet er større end døden”. Det er selvfølgelig flotte ord, men også lidt for flotte, for ofrene havde jo ikke den erfaring. For dem var deres konkrete liv jo ikke større end døden. For dem var døden desværre blevet det største, og ordene om, at livet var større end døden, hvor velmenende de end var, var jo netop en bagatellisering af deres lidelse. Livet fortsætter nu uden jer.

Men det er jo heller ikke det, kristendommen hævder. Den hævder ikke, at livet er større end døden, for det er at træde på de mennesker, der mister deres liv. Det er egentlig blot det, man kalder vitalisme og i sidste ende nihilisme, altså intethed. Kristendommen hævder jo, at kærligheden er større end døden. Med Grundtvigs synger vi i ”Hil dig frelser og forsoner”, at ”kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”.

Kærligheden er større end døden.

Og det er den kærlighed, der for den kristne er trosspørgsmålet. Tror du, at verden er skabt, båret og forløst i kærlighed? Trosspørgsmålet er ikke om Gud sidder på en sky eller om verden er skabt på en uge. Trosspørgsmålet er, om du tror, at verdens inderste hemmelighed er kærlighed.

Hvis du ikke tror det, så er døden jo svaret på livet. Døden er den største almagtserfaring, vi har, og den kan ingenting overtrumfe, for ganske uanset hvor meget vi elsker og hvor meget vi holder af, så ender det med døden. Døden er livets magt. Men vi tror jo, at kærligheden er større end døden. Det er netop et spørgsmål om tro. Det kan vi ikke vide fra vores erfaring, men det vil jeg rigtigt gerne tro. Og det er den tro, der udspringer af beretningerne om Jesus af Nazareth: at størst er kærligheden. Erfaringen siger os, at døden er størst. Troen siger os, at kærligheden er størst.

Og det er derfor også kun i det lys, at vi kan tilgive gerningsmanden, eller at sige til hinanden, at det bliver godt igen, for ellers er ordene at træde på ofret. Vi skal have en tro på, at ofret, den slagne og den forurettede, kan genrejses i kærlighed, ellers er ordene blot tomme ord. Tilgivelsen og fornyelsen kræver et håb, der rækker ud over døden, ellers er det tomme ord.

Derved blev den lille farverige sten med ordene ”Det bli’r godt igen” et udsagn om opstandelsen og om Guds rige. Midt mellem postkasser og ligusterhække på en villavej lyste opstandelsens budskab med ord om håb og fornyelse. Det bliver godt igen. Også for den der er faldet. Og også for den, der er bukket uden. Det bliver godt igen i det Guds rige, der er kærlighedens fylde.

Udsnit af altertavlen i Tornby Kirke. I midten nådestolen omgivet af Anna Selvtredie og Sct. Catharinæ. Foto Niels Clemmensen.