Vendsyssels festival2014

SPONSORER

PROGRAM

Charles Gounod

Ouverture til ”Le médecin malgré lui”

(ca. 5 min.)

Prélude op. 66 nr. 4 for piano pédalier

(ca 5 min.)

VENDSYSSEL FESTIVALS ÅBNINGSKONCERT:

FRANSKE FRISTELSER

(1818-1893) C.-V. Alkan (1813-1888)

Charles Gounod Concerto pour piano à pédalier i Es-dur (1818-1893) Allegro moderato Scherzo

Adagio ma non troppo

Allegretto marziale pomposo

Onsdag den 2. juli 2014

(ca. 22 min.)

Kl. 19.30 i Musikkens Hus

Velkomst ved formand for Vendsyssel Festival Jørgen Boe

PAUSE Léon Boëllmann (1862-1897)

Åbningstale ved musikchef Jan Kvistborg Fantaisie dialoguée for orgel og orkester

(ca. 10 min.)

Dirigent: Oleg Caetani

Georges Bizet Symphonie i C-dur (1855) (1838-1875) Allegro vivo Adagio

Scherzo. Allegro vivace - Trio

Finale. Allegro vivace

(ca. 35 min.)

Solist: Roberto Prosseda, pedalklaver Solist: Erling A. Thomsen, orgel Koncertmester: Yana Deshkova

Koncertens gennemførelse er gjort mulig med støtte fra:

Palazzetto Bru Zane Foundation . Fondation Bru

mærk magien – luk mus ikk

mæ

aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk

rk m a gien u – luk m

Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15)

– ind en

Ret til ændringer forbeholdes.

Fotografering samt lyd- eller video-optagelser under koncerten er ikke tilladt.

Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.

n– agie sik ken ind – mærk m

luk

n – luk musikken ind agie –m m ærk ærk m magi – en – luk m mag d in usikken ind – mærk n e k k si mu

Oleg Caetani, dirigent Oleg Caetani (f. 1956), søn af den ukrainske dirigent Igor Markevitch og hans italienske hustru, anser den legendariske Nadia Boulanger, der blandt sine elever talte Copland, Stravinsky, Barenboim, og altså teenageren Caetani, for sin største inspirationskilde.

Han fortsatte studierne på konservatoriet i St. Petersborg, hvor Sjostakovitjs og Tjajkovskijs symfonier fik stor betydning for ham. I 2008 indspillede han alle Tjajkovskijs symfonier med fornemme anmeldelser. Caetani debuterede på La Scala i 2001 med Turandot, og siden har der været bud efter ham fra English National Opera, Teatro dell’Opera di Roma og operaerne i Köln, Berlin, Oslo m.fl.

Caetani havde sin australske dirigent-debut i 2001 med Melbourne Symphony Orchestra.

Den 10. maj i år debuterede Caetani på Storbritanniens førende opera, Royal Opera House, Covent Garden i Puccinis Tosca. I indeværende måned vender han tilbage til Rusland, hvor han står i spidsen for et nyt ungdomsorkester bestående af lige mange vesteuropæiske og russiske musikere.

Roberto Prosseda, pianist Roberto Prosseda, født i Latina, Italien 1975, komponerede allerede som 4-årig for klaveret. 10 år gammel begyndte han på konservatoriet, hvorfra han dimitterede i 1994.

I 2013 afsluttede Prosseda indspilningen af alle Mendelssohns klaverværker på 9 cd’er og heriblandt 40 nyfundne upublicerede værker. Roberto Prosseda har optrådt regelmæssigt med nogle af verdens mest betydningsfulde orkestre, såsom London Philharmonic Orchestra, New Japan Philharmonic, Bruxelles Philharmonic og Leipzig Gewandhaus.

I september 2011 debuterede Prosseda i verdenspremieren for det moderne pedalklaver i Gounods Koncert for pedalklaver i Es-dur med Toscanini Orchestra. Det har ført til genopdagelse af originale kompositioner af bl.a. Schumann, Liszt og Alkan. De fire Gounod-kompositioner for pedalklaver er udgivet på Hyperion i efteråret 2013.

Erling A. Thomsen, organist Erling A. Thomsen, født i Skive 1955, dimitterede fra Det jyske Musikkonservatorium med Kirkemusikalsk Diplomeksamen i 1980. Herefter studerede han hos Gaston Litaize og André Isoir kombineret med hvervet som organist ved Den danske Kirke i Paris. Siden fulgte mesterkurser hos Daniel Roth, David Sanger, Jon Laukvik, Susan Landale m.fl. Efter 5 år ved Fredens Kirke i Herning tiltrådte Erling A. Thomsen i 1986 stillingen som rektor for Vestervig Kirkemusikskole, som han udviklede til en velfungerende uddannelsesinstitution.

Han var samtidig organist ved Vestervig Kirke, der dengang rådede over Nordjyllands største orgel. I 1997 overtog Erling A. Thomsen domorganistembedet ved Budolfi Kirke i Aalborg. Han har givet talrige koncerter i Skandinavien, Nord- og Centraleuropa og har gennem hele karrieren virket som orgellærer og -konsulent – senest ved tilvejebringelsen af det prægtige koncertsalsorgel i Musikkens Hus.

Piano Pédalier (Pedalklaver) Pedalklaveret eller på fransk piano pédalier giver pianisten mulighed for at spille med fødderne på samme vis, som en organist gør på orglet. I dagens aktuelle piano pédalier indgår 2 flygler, hvor det nederste flygel trakteres ved et pedalværk designet af Claudio Pinchi og Roberto Prosseda og bygget af orgelfirmaet Fratelli Pinchi.

Pedalklaveret nævnes første gang i 1400-tallet. Pedalværket var da en integreret del af instrumentet, der fortrinsvis brugtes af organister som øveinstrument i hjemmet. Bach havde sit pedal-cembalo. Mozart rådede over et pedal-fortepiano. Og Schumann var så begejstret for sit pedalflygel, at han skrev en række kompositioner for instrumentet. Alkans Erard Pedalklaver, bygget i 1853, kan i dag ses i Musée de la Musique, Paris-konservatoriets historiske instrumentsamling.

Pedalklaveret forblev en sjældenhed i 1900-tallet. De værker for instrumentet, der fandt vej til publikum, blev spillet på orgel. Men Roberto Prossedas interesse for pedalklaveret og ønsket om at udbrede kendskabet til dets repertoire affødte opfindelsen af Pinchi Pedalpiano System, der tillader Prosseda at give koncerter alle steder, hvor der er to flygler. Dermed sættes fornyet fokus på det instrument, som bl.a. Schumann, Liszt, Alkan, Gounod og Saint-Saëns har skrevet værker for.

Charles Gounod: Ouverture til Le médecin malgré lui (1858) Da Gounod modtog bestilling på en opera baseret på Goethes Faust, gik en ungdomsdrøm i opfyldelse. Men projektet blev overhalet indenom af en anden ”Faust” på et konkurrerende parisisk teater. I stedet blev det en opera buffo baseret på Molieres Le médecin malgré lui / Doktoren imod sin vilje. Operaen var med talt dialog og blev aldrig den succes, som musikken fortjente. Berlioz skrev om den: ”Gounod, når han er bedst … – med et sjældent instinkt for kammerdramaet og med en diskret og velafbalanceret orkestrering.”

Charles-Valentin Alkan (1813-1888): Prélude, op. 66 nr. 4 (1867) Charles-Valentin Alkan blev af sin samtid sammenlignet med Liszt og Chopin og regnes i dag sammen med Liszt, Chopin, Schumann og Brahms blandt de mest betydende komponister for klaveret siden Beethoven. Hans værker er siden 1960’erne igen dukket op på pianisternes repertoirelister. Og med pedalklaverets genopdagelse er hans Prélude, op. 66 nr. 4 for piano pédalier også kommet frem i lyset.

Charles Gounod (1818-1893): Concerto pour piano à pédalier, Es-dur (1889) Mest kendt er Charles Gounods Ave Maria komponeret over Bachs Prelude nr. 1 i C-dur og operaen Faust, der i 1859 slog sit navn fast blandt de store franske komponister.

Gounods Koncert for pedalklaver forblev upubliceret, da han gav pianisten Madame Lucie Palicot, en utrættelig eksponent for pedalklaveret, ejerskab og fri brug af det nye værk.

Gounod ønskede med dette værk at gøre pedalklaverets formåen mere synligt.

1. sats’ Allegro moderato klinger fra begyndelsen af Beethovensk heltemod. Derefter føres vi over i det andet tema, der antyder en triumferende sang. Først anført af klaveret og straks efter høres orkestrets ekko, og solisten følger op med et transponeret svar. Magtkampen mellem parterne danner grundlaget for den anden mere modulerende gennemføring. En camoufleret reprise sørger for tilbagevenden til det andet tema efterfulgt af en sidste gennemføring.

2. sats’ friske Scherzo åbner med en modulerende introduktion fra først orkestret, så klaveret, som præsenterer satsens indledende melodi, hvor tastatur og pedalværk interagerer med gensidig efterligning. Orkestret falder ind og fordobler begge stemmer i anden del, hvor legato-frasen forsøger at dominere staccato. Trioens karakter er mere indtrængende.

Klaveret står i forgrunden med afdæmpet støtte fra trompeten. Derefter gentages scherzodelen.

3. sats’ Adagio ma non troppo lyder som en sørgemarch. Efter en dyster horn-intro betræder klaveret sin ensomme vej gennem første sektion. I det centrale afsnit lyder den første brede, lyriske melodi i værket. Denne håbets udtryksfulde og inspirerende sang er karakteristisk for Gounod. Derefter bliver marchen gentaget af klaver og orkester, som sammen følges til hornenes afsluttende klage.

I 4. sats’ Allegretto marziale har musikken karakter af en rondo, men dog uden dennes struktur med det periodisk tilbagevendende tema. Musikken kan opdeles i fire afsnit, der er forbundet med hinanden ved et klart melodisk slægtskab. På trods af satsens krigeriske accenter fra messing og slagtøj giver den med sin melodiøse og rytmiske nerve mere indtryk af effektfuld munter kådhed.

Léon Boëllmann (1862-1897): Fantaisie dialoguée for orgel og orkester (1896) Léon Boëllmann, født i Alsace, dimitterede 19 år gammel fra École de Musique Classique et Religieuse i Paris. Han blev straks ansat som organist ved Saint-Vincent-de-Paul i Paris, en stilling han besad frem til sin tidlige død som 35-årig. Han nåede derfor kun et begrænset antal kompositioner, men blev dog kendt som “en dedikeret lærer, skarp kritiker, begavet komponist og succesfuld kunstner”. Bedst kendt er hans Suite Gothique fra 1895 med den særdeles effektfulde Toccata.

Fantaisie dialoguée præsenterer sig med en bred fanfareagtig start, som snart overtages af orglet med små kommentarer fra orkestret, der dog inviteres mere og mere med i dialogen, som med et par orkestrale udbrud bliver mere ligeværdig med stadig bearbejdning af åbningens tematiske gods. Halvvejs præsenteres et nyt tema i orkestret, som orglet overtager og udvikler i dialog med orkestret. Med strygernes pitzzicato ledes der frem til den grandiose finale.

Georges Bizet (1838-1875): Symphonie i C-dur (1855) Kun 9 år gammel optages Bizet på konservatoriet. I 1855, 17 år gammel, komponerer han i løbet af en måned Symfoni i C-dur, et værk inspireret og stærkt præget af sin lærer Gounods 1. symfoni i D-dur. Bizet viste ikke synderlig interesse for sit eget værk, og symfonien blev aldrig spillet i hans levetid. Fra Bizets enke gik manuskriptet videre til arkiverne i konservatoriets bibliotek, hvor det blev fundet i 1933. I 1935 blev symfonien uropført i Basel med Felix Weingartner som dirigent.

Symfonien blev straks hyldet som et ungdommeligt mesterværk, og dens store lighed med Gounods symfoni fra 1855 skyldes givet Bizets arbejde med en transskription af symfonien for to klaverer. Dermed kan de mange stilistiske, melodiske og harmoniske ligheder mellem symfonierne forklares. Men Bizet viser en forståelse for musikkens organisering og orkestrering, der er usædvanlig for en 17-årig – eleven overgår sin lærer!

Den livlige 1. sats åbner med tuttiakkorder af beethovensk karakter, som præsenterer et tre-toners motiv, der kontrasterer de mellemliggende sprøde mere mozartske passager, og hvor bl.a. obo og fløjte lader sig høre i en nærmest pastoral melodi, og hvor der også lyder enkelte hornsignaler.

2. sats begynder ”sotto voce” med brede akkorder afløst af oboens elegante og smukke melodi akkompagneret af strygernes pizzicato. Violinerne tager langsomt over med de dybe strygeres pizzikerede akkompagnement, der afbrydes af en behændig fuga i midterdelen, før vi vender tilbage til oboens melodi, der følger os til slutningen, mens strygerne mindes fugaens tema.

3. sats består af en hurtig scherzo i kontrast til arioso-passager med strygerne. Den efterfølgende trio er en bonde-lignende dans, som indledes med de dybe strygeres bordun under træblæsernes varianter over åbningstemaet, og efterfølgende afsluttes med scherzo-delen.

4. sats åbner med en viril næsten ekstatisk perpetuum mobile i 1. violinerne, der kun får nogle få takters hvile, mens messing og træblæsere spiller en munter march. En ny melodi giver et øjeblik af mere lyrisk stemning, men snart genoptages det jagende tempo fra åbningen. Symfonien ender i flamboyant virtuositet – et billede på ungdommelig courage, esprit et humeur.

© Jan Ole Mortensen