Roms pinjer - sæsonåbningskoncert 2021

2. VIOLIN

Eva Bindere 1. solo Olga Vitenson 2. solo Taras Daniluk Jaroslaw Nierychlo Ludmila Landa Mark Cherry Mette Marie Matthiesen Synnøve Gustavsson Jette Rosendal

BRATSCH

Evdokia Ershova 1. solo Nic Hughes 2. solo Vladimir Bochkovskiy Elsebeth Schmidl Jonatan Sjølin Ruben Kristensen Anna Dahl

CELLO

Carl Oscar Østerlind 1. solo Matthias Hehrmann 2. solo Vincent Stadlmair Hanne Houengaard Kirsten Martinsen Martin Stangebye

KONTRABAS

Ivan Medvedev 1. solo Jeffrey White 2. solo Arly Wehner Ian Berg

FLØJTE

Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal, basklarinet

FAGOT

Sheila Popkin 1. solo Johannes Herjö 2. solo Sennen Costa Justin Cherry

HORN

Erik Sandberg 1. solo Charlie Ransley Lena Westlund Benjamin Setsaas Hayley Tonner Ignacio Montero Requena

TROMPET

Jonathan Clarke 1. solo Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt Christian Lykke Jensen

BASUN

Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Theis Stoico 2. solo Jacob Ringsmose, basbasun

KOMMENDE KONCERTER Mahler & Tjajkovskij Jazz at the Symphony Søndagsmessing Kongen, dronningen & helten Langsom Lørdag - Messing Orglets aften

torsdag den 9. september kl. 19.30 torsdag den 16. september kl. 19.30 søndag den 19. september kl. 15.00 torsdag den 30. september kl. 19.30 lørdag den 2. oktober kl. 11.00 torsdag den 7. oktober kl. 19.30

TUBA

Mattias Johansson 1. solo

PAUKE

Foto: © Mitch Jenkins / DG

Michael Pilgaard 1. solo

SLAGTØJ

Simon Sigfusson 1. solo Jonas Ervolder Bové 2. solo Malte Vendelby Eppu Hietalahti Casper Facius

ROMS PINJER

HARPE

Mette Nielsen 1. solo

KLAVER

Arne Jørgen Fæø

Charlotte Norholt 1. solo Camille Guenot 2. solo Ida Marie Sørmo

ORGEL

OBO

Kirsten Vejen Najbjerg

Judith Blauw 1. solo Jenny Sjöberg 2. solo Arco van Zon

SPONSORER

KLARINET

Foto: © Emelie Kroon

Yana Deshkova 1. alt. koncertmester Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Gemma Lee 2. koncertmester Olga Daniluk Thomas Rokkjær Else Marie Tolbøll Michael Hübner Christina J.G. Rudan Christian Thordal-Christensen Igor Vitenson Boris Grinman Adrian Dima

Der tages forbehold for trykfejl og ret til ændringer.

AALBORG SYMFONIORKESTER

1. VIOLIN

Lars Colding Wolf

Oplev operastjernen Bryn Terfel og vinderen af LMISC 2017, Cornelia Beskow torsdag den 28. oktober Kl. 19.30 i Musikkens Hus

Køb billet på aalborgsymfoni.dk – og læs mere om alle vores koncerter

CELESTE

Du kan møde os her:

facebook.com/aalborgsymfoni

@aalborg_symfoniorkester

Torsdag den 2. september 2021 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus Dirigent Solist Koncertmester

Ludovic Morlot Steven Osborne Yana Deshkova

PROGRAM Bent Sørensen (1958)

Steven Osborne, klaver

(ca. 13 min)

Enchantress - fem intermezzi for orkester

Ludwig van Beethoven Koncert nr. 4 for klaver og orkester, G-dur, op. 58 (ca. 34 min) (1770 - 1827) Allegro moderato

Andante con moto

Rondo: Vivace Pause Hector Berlioz (1803 - 1869)

(ca. 11 min)

Benvenuto Cellini: Ouverture, op. 23

Ottorino Respighi Roms pinjer (Pini di Roma) - symfonisk digt (1879 - 1936) Pinjerne ved Villa Borghese

Pinjer ved en katakombe

Pinjerne på Janiculum

Pinjerne ved Via Appia

(ca. 23 min)

Steven Osborne studerede på St. Mary’s Music School i Edinburgh og på Royal Northern College of Music i Manchester. I 2013 vandt han Royal Philharmonic Society’s ”Årets musiker” og er en af Storbritanniens mest anerkendte musikere. Osborne er kendt for sine intuitive fortolkninger, sin musikalitet og teknik og er en eftertragtet solist og kammermusiker. Hans virke som Artist-in-residence i bl.a. Londons Wigmore Hall, City of Birmingham Symphony Orchestra og Royal Scottish National Orchestra vidner om den respekt, der omgiver ham. Som The Observer beskrev ”always a player in absolute service to the composer”, udgav Steven Osborne for nylig en højt rost indspilning af Beethovens tre sidste klaversonater for Hyperion. Steven Osborne har spillet koncerter i de store koncertsale som Musikverein og Wiener Konzerthaus, Royal Concertgebouw, Berlin Philharmonic og Carnegie Hall og har modtaget flere priser for sine musikindspilninger – bl.a. to Gramophone Awards og tre Preis der Deutschen Schallplattenkritik. Han vandt 1. prisen ved den prestigefyldte Clara Haskil International Piano Competition (1991) og Naumburg International Competition (1997). Steven Osborne er gæsteprofessor ved Royal Academy of Music, protektor for Lammermuir Festival og siden 2014 Fellow of the Royal Society of Edinburg.

Bent Sørensen: Enchantress – fem intermezzi for orkester (2019) DR meddelte i januar i år, at den danske komponist Bent Sørensen er blevet valgt som ’Årets P2 kunstner’. Derfor kan man forvente, at der vil være ekstra opmærksomhed på ham og hans musik i løbet af året. Sidste år uropførte BBCs skotske symfoniorkester aftenens første værk, Enchantress.

Orkestret havde bestilt værket hos Bent Sørensen – på den betingelse, at det skulle indeholde noget skotsk. Det kom det også til med en titel, der tager udgangspunkt i den store skotske digter, Walter Scotts romantiske digt, Enchantress, farewell. Det er blevet til – ikke et farvel – men tværtimod en fastholdelse af forførerskens fortryllelser - i fem korte satser. I anden sats dukker Bent Sørensens egen version af en skotsk ’jig’ op, en meget sprælsk dans. I både anden og fjerde sats er der forbindelse til Beethoven. Dels har Beethoven komponeret en melodi til Enchantress, farewell i 25 Schottische Lieder, op. 108. Den høres i begyndelsen af 2. intermezzo. Dels havde Sørensen arbejdet på at skrive en solo-cadenza til Beethovens 4. klaverkoncert – til sin hustru, pianisten Katrine Gislinge. ”Det kan høres i det 4. intermezzo… Beethoven glider over i et ekko af min skotske ’jig’” – fortæller komponisten.

Ludwig van Beethoven: Klaverkoncert nr. 4 i G-dur (1805-06) I 1803 udtalte Beethoven, at han med sin musik ville slå ind på ”neue Wege”. Han ville skabe humanistiske budskaber, og ikke blot ren musik. På denne tid ændredes alting radikalt i Europa - ikke blot på landkortet, men også i folks hoveder. Den franske revolution havde sat en samfundsomvæltende lavine i gang af en så omfattende karakter, at det moderne Europa er en direkte følge heraf.

Beethoven blev i begyndelsen en opflammet republikaner og bonapartist. Men han opdagede hurtigt, at Napoleon havde et magtprojekt og bestemt ikke et frihedsprojekt på programmet. Beethoven vendte sig i sin skuffelse i stedet mod en mere åndelig, indre frigørelse som sit projekt.

Ludovic Morlot, dirigent Efter otte år som musikchef er Ludovic Morlot nu æresdirigent for Seattle Symphony. Hans ansættelse i Seattle dannede en betydningsfuld periode for orkestrets musikalske rejse.

Ludovics innovative programplanlægning omfattede ikke blot valg af repertoire, men også teaterproduktioner og forestillinger uden for den traditionelle koncertsal.

Ludovic har siden 2019 været Associate Artist for BBC Philharmonic Orchestra, som han gennem flere år har samarbejdet med. Ludovic er også kunstnerisk chef og en af grundlæggerne af National Youth Orchestra of China. I 2019 stod han i spidsen for deres Europa turné efter at have dirigeret deres koncerter i New York og Kina to år tidligere.

De ”neue Wege” kommer til udtryk i en større grad af monumentalitet i værkerne. Det sker fra og med 3. symfoni, Eroica (oprindelig en hyldest til Napoleon). Dette gælder også de sidste klaverkoncerter. De første tre er endnu i traditionen efter Mozart; men med fjerde koncert sker en række ændringer. I stedet for at lade solisten vente til efter orkestrets traditionelle indledning, starter klaveret første sats alene – men tøvende som i en improvisation; orkestret svarer ligeledes tøvende, men overraskende i en helt anden toneart, H-dur i stedet for G-dur. Først derefter samler orkestret sig om en kraftfuld præsentation af hovedtemaet. I den langsomme anden sats anvendes en musikalsk metafor, som Beethoven ikke viderefører i andre værker. Orkestret indleder enstemmigt en barsk

Ludovic har dirigeret store orkestre som Berliner Philharmoniker, Royal Concertgebouw, Czech Philharmonic, Dresden Staaksapelle, London Philharmonic, Melbourne Symphony Orchestra med flere. Han har optrådt på BBC Proms, Wien Modern, Edinburgh og Aspen festivaler. Ludovic har en særlig forbindelse til Boston Symphony Orchestra efter at have været Seiji Ozawa Fellowship Conductor på Tanglewood og efterfølgende udnævnt til assisterende dirigent for orkestret.

Foto: © Benjamin Ealovega

og forbeholden melodi – hertil svarer klaveret med blid, indadvendt musik. Det virker som to uforsonlige karakterer over for hinanden, til tider afbrydende hinanden, indtil orkestret til sidst overgiver sig klaverets blidere stemning.

Til slut udløser klaveret de opsparede spændinger i et klimaks, og begge parter lader satsen ebbe uafsluttet ud – 1-1! Herfra fører satsen direkte over i finalen, som er en rondo med et fyrigt hovedtema og det for Beethoven karakteristiske klaverglitter i det høje register.

Hector Berlioz: Ouverture til operaen Benvenuto Cellini (1838) Den franske komponist, Berlioz’ opera handler om den berømte og farverige renæssance-guldsmed, Benvenuto Cellini (1500-71), der foruden kunstner også var en voldsom slagsbroder med adskillige drab på samvittigheden. Han deltog i gadeslagsmål og dueller.

Operaen handler om Cellinis støbning af sin berømte bronzestatue, Perseus med Medusas hoved (1545) og om hans bortførelse under karnevalet i Rom af den pavelige skatmesters datter Teresa, som han har forelsket sig i.

Bortset fra selve støbningen, er handlingens fantastiske begivenheder ren fiktion. F.eks. blev statuen ikke støbt i Rom, men i Firenze, hvor den står til skue den dag i dag. Da handlingen skal forestille at foregår under karnevalstiden i Rom, er musikken fuld af fest og farver.

Ved uropførelsen i Paris 1938 fik operaen dundrende fiasko. Berlioz regnede derfor ikke med, at operaen nogensinde ville blive opført igen. I stedet foretog han i 1844 en række uddrag af musikken til en koncert-ouverture med titlen Romersk Karneval. Den må ikke forveksles med den oprindelige ouverture til operaen.

Ottorino Respighi: Pini di Roma - Roms Pinjer (1924) Respighi blev en markant skikkelse i Italien i de første årtier af 1900-tallet. Han opfordrede til at komponere kammerog orkestermusik i et land, hvor det eneste, der talte, var opera.

Respighi slog igennem med det symfoniske digt Roms fontæner (Fontane di Roma) i 1916, hvor han skildrer fire af Roms berømteste fontæner på hver sit tidspunkt af dagen, fra daggry til solnedgang.

I det opfølgende orkesterdigt, Roms pinjer, har komponisten taget udgangspunkt i steder med gamle pinjetræer i Rom. Efter komponistens egen programnote har hans intentioner været følgende: • ved pinjerne i Villa Borghese forestiller han sig legende børn og svalers flugt; • ved pinjer ved Katakomberne fremstår en dyster stemning; og en gammel hymnemelodi stiger frem, der til sidst kalder alle de døde op af deres grave; • pinjerne på Janiculum (én af Rom høje) ligger badet i måneskin, og til slut lader en nattergal sin sang høre (ved den oprindelige opførelse blev her en grammofonplade med rigtig nattergalesang afspillet – i en senere version er ”nattergalesangen” indkomponeret i orkestret); • pinjerne i morgentågen ved Via Appia, den gamle romerske militærvej; her fremkaldes en vision om de mægtige romerske hæres fremmarch. Visionens kraftfulde udfoldelse understreges af grupper af messingblæsere, der er opstillet som fjernkor i orkestret.

De enkelte, farvestrålende og maleriske satser løber over i hinanden i ét langt forløb. © Rolf Ruggaard, september 2021

“...ved pinjerne i Villa Borghese forestiller han sig legende børn og svalers flugt.”

Benvenuto Cellini: Perseus med Medusas hoved (1545)