Nielsen & Brahms fredag den 8. oktober 2020

2. VIOLIN

Alexandr Dzyubinsky 1. solo Taras Daniluk 2. solo Ludmila Landa Mark Cherry Mette Marie Matthiesen Boris Grinman Synnøve Gustavsson Jette Rosendal Violina Petrova

BRATSCH

Evdokia Ershova 1. solo Ana Teresa Alves 2. solo Vladimir Bochkovskiy Elsebeth Schmidl Ruben Kristensen Anna Dahl Zane Sturme

CELLO

Dimitri Tsirin 1. solo Matthias Hehrmann 2. solo Vincent Stadlmair Hanne Houengaard Deborah Josephson Martin Stangebye

KONTRABAS

Ivan Medvedev 1. solo Jeffrey White 2. solo Arly Wehner Ian Berg

SPONSORER

KLARINET

Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal

FAGOT

Sheila Popkin 1. solo Bogac Ipekliogullari 2. solo Sennen Costa

TROMPET

Camilla Simensen 1. solo Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt

BASUN

Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Theis Stoico 2. solo Jacob Ringsmose

PAUKE

Eppu Hietalahti 1. solo

SLAGTØJ

Simon Sigfusson 1. solo Jonas Ervolder Bové 2. solo

HORN

Erik Sandberg 1. solo Charlie Ransley Lena Westlund Ulrik Ravn Jensen

KOMMENDE KONCERTER LMISC 2020 - Semifinale LMISC 2020 - Gallafinale Rigoletto Mozart & Beethoven Jonas Kaufmann med Aalborg Symfoniorkester Alene Hjemme In Concert med Aalborg Symfoniorkester Alene Hjemme In Concert med Aalborg Symfoniorkester

onsdag den 28. oktober kl. 19:30 lørdag den 31. oktober kl. 19:30 fredag den 13. november kl. 19:30 torsdag den 19. november kl. 19:30 søndag den 29. november kl. 19:30 torsdag den 3. december kl. 19:00 fredag den 4. december kl. 19:00

Koncerten optages af DRP2

EN WAGNER-SANGERKONKURRENCE I OPERAENS VERDENSELITE SEMIFINALE + GALLAFINALE 28. + 31. OKTOBER 2020

FLØJTE

Camille Guenot alt. 1. solo Charlotte Norholt alt. 1. solo

OBO

Judith Blauw 1. solo Jenny Sjöberg 2. solo Carl Marttala

LUK MUSIKKEN IND

- Aalborg -

ADMINISTRATION / TEKNIK

Lasse Rich Henningsen, adm. direktør Rasmus Bundgaard, økonomichef Tecwyn Evans, kunstnerisk chef Anders M. Christensen, orkesterchef Anne Rom Hansen, producent Anna Marie Falk, marketingkoordinator Tanja Klitgaard, sekretær Ian Phillis, nodearkivar Tommy Clausen, bogholder Melody Rose Hill, planlægningskoordinator Peter H. Andersen, produktionsleder Anders Sproegel, regissør

MÆRK MAGIEN

SLOTSHOTELLET

LUK OPERAEN IND

Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Yana Deshkova 1. alt. koncertmester Eva Bindere 2. koncertmester Christine Langer 3. koncertmester Olga Daniluk Thomas Rokkjær Else Marie Tolbøll Michael Hübner Christina J.G. Rudan Christian Thordal-Christensen Jaroslaw Nierychlo Harriet Wheeler Pavel Zlatarov

Der tages forbehold for trykfejl og ret til ændringer.

AALBORG SYMFONIORKESTER

1. VIOLIN

Køb billet på aalborgsymfoni.dk – og læs mere om alle vores koncerter Du kan møde os her:

facebook.com/aalborgsymfoni

@aalborg_symfoniorkester

NIELSEN & BRAHMS

Torsdag den 8. oktober 2020 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus Dirigent Solist Koncertmester

Thomas Søndergård John Kruse, klarinet Vesselin Demirev

PROGRAM

John Kruse, klarinet

Carl Nielsen (1865 - 1931)

Pause

Koncert for klarinet og orkester, op. 57 Allegretto un poco - Poco adagio Allegro non troppo - Allegro vivace

Johannes Brahms (1833 - 1897)

Symfoni nr. 4, e-mol, op. 98 Allegro non troppo Andante moderato Allegro giocoso Allegro energico e passionato

John Kruse er soloklarinettist i Det Kongelige Kapel. Han blev ansat i 2005 efter 16 år som soloklarinettist i Odense Symfoniorkester. Han er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium med Jens Schou som lærer og på Pariser-konservatoriet hos professor Guy Deplus. John Kruse har indspillet adskillige CD’er, blandt andet ny dansk musik for klarinet, Messiaens Kvartet til Tidens Ende, Mozarts musik for bassethorn og Mozarts og Carl Nielsens koncerter for klarinet og orkester. Derudover er John Kruse medlem af Den Fynske Blæserkvintet og Trio Chalumeau. Han sad i juryen ved de fem første udgaver af Carl Nielsen Internationale Klarinetkonkurrence. John Kruse har modtaget Jacob Gades Legat.

(ca. 23 min)

(ca. 39min)

Noget af det mest karakteristiske ved Carl Nielsens behandling af træblæserne er, at han ofte får dem til at lyde som personer, der snakker med hinanden.

© Martin Bubandt

Dirigent Thomas Søndergård er født i Holstebro i 1969 og studerede oprindelig slagtøj på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1989-1992 hos professor Gert Mortensen. Siden studerede han direktion hos Alexander Polianitjko, Yves Abel og Graham Bond. Han er i dag musikchef for Royal Scottish National Orchestra efter seks sæsoner som 1. gæstedirigent. Fra 2012 – 2018 fungerede han som dirigent for BBC National Orchestra of Wales og før dette som chefdirigent og kunstnerisk rådgiver for Det Norske Radioorkester i tre sæsoner. Thomas har samarbejdet med store orkestre i og uden for Europa – heriblandt London Filharmoniske orkester, BBC Symphony, Oslo Filharmoniske orkester, Göteborg Symfoniorkester, Toronto Symfoniorkester, Atlanta Symfoniorkester, Vancouver Symfoniorkester, Royal Concertgebouw Orchestra, Houston Symfoniorkester og Seattle Symfoniorkester. Thomas Søndergård kunne sidst opleves med Aalborg Symfoniorkester i september 2019.

Carl Nielsen er – om nogen – træblæsernes: Ingen har vel som Carl Nielsen aflyttet træblæsernes kongeniale udtryksformåen. Engang sagde han spøgefuldt, at hvis man skulle skrive en opera for ét instrument, skulle det være en fagot! Med sin blæserkvintet fra 1922 leverede Carl Nielsen intet mindre end genrens universelle hovedværk. Efter succesen med denne blæserkvintet planlagde Carl Nielsen at skrive en koncert for hvert af kvintettens instrumenter; han nåede dog kun at skrive fløjte- og klarinetkoncerterne.

Tredje sats er ikke en scherzo, men dens karakter er ’scherzando’, skæmtsom og måske lidt frembusende, men aldrig pjattet og aldrig aggressiv.

I fjerde sats bringer Brahms en friktionsfyldt passacaglia, hvor musikken på den ene side drives ekspansivt fremad og samtidig holdes stramt i tømme – det vi i musikteorien kalder friktion, og som vi alle holder af.

Klarinetkoncerten er vistnok det af Carl Nielsen større orkesterværker, der har haft sværest ved at etablere sig som et fuldt anerkendt mesterværk, men har dog efterhånden opnået denne status.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 4, e-mol, op. 98

Brahms var så trofast overfor de klassiske dyder, at de ligefrem hæmmede ham og fik ham til at føle, at han vandrede i Beethovens fodspor. Når han var tilfreds med sin musik, lød det for meget af Beethoven, og når han pillede det beethovenske væk, lød musikken forkert.

Efter ni års arbejde med sin første symfoni måtte han tilmed lide den tort at få den omtalt, af dirigenten Hans von Bülow, som Beethovens tiende.

Noget af det mest karakteristiske ved Carl Nielsens behandling af træblæserne er, at han ofte får dem til at lyde som personer, der snakker med hinanden. Man kan selvfølgelig ikke høre, hvad der snakkes om, men man kan nemt afkode tonefaldet. Carl Nielsen har selv antydet dette, ved – på yderst sprogpolitisk ukorrekt måde – at sammenligne klarinetten med en hysterisk kvinde.

Grundet sin trofasthed med den solide klassiske tradition er Brahms ofte blevet betragtet som en bagud-skuende traditionalist, hvis suveræne forvaltning af traditionen dog samtidig har aftvunget den største respekt. Arnold Schönberg skrev ligefrem en artikel Brahms – den Progressive.

Denne snakkende atmosfære indskrænker sig ikke bare temaernes udformning, men også til temaernes videre udvikling, således at lange stræk – ja, måske ligefrem hele værket – kan ligne én lang samtale. Man har en fornemmelse af, at Carl Nielsen i langt højere grad end andre komponister lader musikkens udvikling styre af samtalens struktur end af konventionelle principper for ren musikalsk form, klang og satsteknik.

Koncerten udfolder sig i ét samlet forløb eller – om man vil – i fire sammenkædede satser uden adskillende pauser.

Brahms går sjældent til yderligheder – aldrig dræbende langsomt og aldrig vanvittig hurtigt. Romantisk skønhed, klassisk mådehold.

Hvad er i grunden et mesterværk? I klassisk tradition er kravene til et mesterværk, at det først og fremmest skal honorere de strengeste krav til den herskende håndværksmæssige kvalitet og de herskende æstetiske udtrykskrav. Man skal altså ikke føre sig frem med noget, man har hørt i forvejen, og slet ikke med noget, der er tekniske dårligt udført. Hvad det er, har Mozart for sjov skyld demonstreret i sin Musikalischer Spass, KV 522, er bevidst dårligt komponeret.

Carl Nielsen: Koncert for klarinet og orkester, op. 57

Thomas Søndergård, dirigent

Værket begynder med noget, der ligner en sorgløstberuset slentretur gennem musikkens tonearter, som dog snart forstyrres af en klarinet, der passer meget godt til Carl Nielsens beskrivelse af instrumentet.

Orkestret forsøger at tage til genmæle; de to parter synes ikke at være helt enige, men lytter dog ind imellem til hinanden. Den temmelig aggressive lilletromme, måske den samme, som vi kender fra komponistens 5. symfoni, hvor den angiveligt skal ødelægge musikken, griber formanende ind. Solisten synger sin klagesang i en kæmpestor kadence, og til sidst falder det hele til ro. I de følgende afsnit gennemløbes faser, som alt i alt giver tydelige mindelser om det klassiske firesatsede symfoniske forløb. Den snakkende karakter er tydelig værket igennem. Hvad der snakkes om, fortæller musikken ikke – det må man finde i sig selv.

Første sats af 4. symfoni er tydeligt båret af den klassiske fordring om at skabe den størst mulige mangfoldighed af den mindst mulige enhed. Hele satsens melodiske rigdom kan føres tilbage til de to første toner – ligesom i Beethovens 5. symfoni, men uden på nogen måde at plagiere denne.

Carl Nielsen, 1908

I anden sats hører vi en sværmerisk Andante moderato.

Johannes Brahms, 1889

Allerede tidligt blev Brahms udråbt som Beethovens efterfølger, en betegnelse, som han selv stod afvisende overfor. © Peter Wang, 2020