PROGRAMNOTER
Claude Debussy Petite suite (1862-1918) – orkestreret af Henri Büsser En bateau. Andantino Cortège. Moderato Menuet. Moderato Ballet. Allegro giusto (ca. 13 min.)
Debussy: Petite suite
Max Bruch Kol Nidrei – adagio for cello og orkester, op. 47 (1838-1920) (ca. 10 min.) Leonard Bernstein (1918-1990)
Three Meditations from Mass – for cello og orkester Lento assai, molto sostenuto Andante sostenuto og fire variationer Presto – Molto adagio (ca. 17 min.)
PAUSE Claude Debussy Rapsodi for engelskhorn og orkester (1862-1918) Très modéré – Allegretto scherzando (ca. 10 min.)
Max Bruch: Kol Nidrei
Værkets titel hentyder til den jødiske bøn, der bedes aftenen før den jødiske forsoningsdag, Yom Kippur, hvor der bedes om, at selv de løfter til Jahve, der ikke er blevet overholdt, alligevel må blive tilgivet. Bønnen ledes af forsangeren, og menigheden svarer. Bruch benytter den originale melodi fra bønnen, idet den fremtrædende musikvidenskabsmand Abraham Idelsohn mente, at ”melodien fuldstændig havde mistet sin oprindelige karakter og fremstod som stor kunst med mesterlig teknik og fantasi, men uden føling med det særligt jødiske”. Dette forhindrer dog ikke, at der hviler en religiøst-inderlig stemning over den umådeligt smukke sats for cello og orkester. To værker, Kol Nidrei og violinkoncerten i g-mol, var nok for Max Bruch til at sikre sig en plads i musikhistorien. Hans øvrige produktion, der bl.a. omfatter tre operaer og tre symfonier, er sjældne gæster i koncertrepertoiret.
Trods titlen er Leonard Bernsteins Mass ikke nogen messe, men et teaterstykke for sangere, skuespillere og dansere, komponeret til indvielsen af John F. Kennedy Center for Performing Arts i Washinton den 8. september 1971. De tre meditationer består af instrumentale mellemspil fra (den såkaldte) messe, som Bernstein selv sammensatte til en helhed og desuden transskriberede for cello og klaver. Den første meditation stammer fra mellemspillet mellem messens Trosbekendelse og Gloria. Den anden fra mellemspillet mellem Gloria og Epistlen; denne anden meditation består af fire variationer (svært at høre!) over en tonefølge fra finalen af Beethovens 9. symfoni – det afsnit der leder op til højdepunktet ”Brüder, … Brüder”, hvorved Schillers humanisme trækkes ind i værket. Den tredje meditation er udviklet af forskellige andre afsnit af messen. Premieren på Three Meditations from Mass som selvstændigt værk for cello og orkester fandt sted i Kennedy Centret den 11. oktober 1977 med Bernstein selv som dirigent og Mstislav Rostropovitj som solist.
Debussy: Rapsodi for engelskhorn
Rapsodien er komponeret i vinteren 190910 og var oprindelig skrevet for klaver og klarinet, men findes som mange af Debussys andre værker også i forskellige versioner – for klaver og saxofon eller – som her – klaver og engelskhorn. Engelskhornet udmærker sig i øvrigt ved hverken at være ”engelsk” eller et ”horn”!: Det er et instrument i obofamilien, stemt en kvint dybere end oboen og oprindelig vinkelbøjet, eller ’vinklet’ – på fransk anglée, hvilket ved en sprogforbistring er blevet til anglais, ’engelsk’. Allerede i 1911 transskriberede Debussy klaverstemmen til orkester, og det er den version, vi hører i aften. I modsætning til Petite suite er den virtuose rapsodi komponeret i den typisk impressionistiske stil, som Claude Debussy er særlig berømt for, fordi den betegner et kvantespring i den musikhistoriske udvikling fra senromantik til modernisme.
The Times
Bernstein: Symfoniske danse fra West Side Story
West Side Story er jo Bernsteins moderne udgave af Shakespeares klassiske Romeo og Julie-fortælling. Efter den overvældende succes med musicalen West Side Story, der efter premieren den 19. august 1957 så at sige blev spillet hver eneste aften i de følgende to til tre år, sammenstillede Bernstein sin suite af symfoniske danse fra musicalen. Værket forløber i otte markante afsnit, i hvilke man hist og her også hører reflekser af nogle af musicalens berømte sange: Prolog, der skildrer den voksende rivalisering mellem teenagebanderne ’the Jets’ og ’the Sharks’. I en visionær dansesekvens er de to bander forenede i venskab. Scherzo, hvor banderne i en drøm bryder gennem bymurene, og pludselig befinder sig i en lys, luftig og solfyldt verden. Mambo, hvor vi er tilbage i realiteterne og den konkurrerende dans mellem banderne. Cha-Cha, hvor de to unge elskende ser hinanden for første gang og danser med hinanden. Mødet, hvor musikken ledsager deres første samtale. “Cool” fuga, en dansesekvens i hvilken ‘the Jets’ forsøger at kontrollere deres fjendskab. Rumble, det kulminerende slag mellem banderne, i hvilket de to ledere bliver dræbt. Finale, kærlighedsmusik, der udvikler sig til processionsmusik, der genkalder den tragiske realitet i en vision om et håb forude. Hvor Three Meditations from Mass var Bernstein fra den mere avantgardistiske side, kunne man fristes til at sige, at Broadway-stilen var mere fremtrædende i musikken til West Side Story, men så enkelt er det ikke: Selv hvor Bernstein flirter med avantgarden, er han forståelig, og selv hvor han er mest Broadway-agtig, er han også moderne. © Peter Wang 2018
FRANÇOIS LELEUX, DIRIGENT OG SOLIST François Leleux har længe været en internationalt anerkendt oboist, og gennem de sidste tyve år har han sideløbende opnået stor anerkendelse som dirigent. Han optræder jævnligt på de store scener over hele verden – både som oboist og som dirigent, hvor hans repertoire spænder bredt – fra barok til ny komponerede værker. Som dirigent har Leleux optrådt med orkestre som Sydney Symphony, Stockholm Filharmonikerne, Budapest Festivalorkester og WDR Sinfonieorchester Köln. François Leleux optrådte sidst med Aalborg Symfoniorkester i 2016.
© Marco Borggreve
Leonard Bernstein Symfoniske danse fra West Side Story (1918-1990) Prolog – Scherzo – Mambo – Cha-Cha – Mødet – “Cool” fuga – Rumble – Finale (ca. 24 min.)
Denne lille suite blev oprindelig komponeret for firhændigt klaver og uropført den 2. februar 1889 af Debussy selv og forlæggeren Jacques Durand. I forhold til de markante fornyelser af tonesproget, som ellers kendetegner Claude Debussy, er værket forholdsvis traditionelt. Værket forløber i fire satser, af hvilke titlerne på de to første En bateau og Cortège refererer til Paul Verlaines digtsamling Poèmes des fêtes galantes, som også leverede inspiration til det berømte klaverværk Claire de lune. Man kan dog ikke tale om programmusik, men blot om forsøg på at indfange stemningerne i de pågældende digte. De to sidste satser bærer de mere tekniske betegnelser Menuet og Ballet. I hele sin karakter er suiten charmerende og let tilgængelig samt – i originalversionen – spilleteknisk overkommelig, hvilket antyder, at værket formodentlig er bestilt af Jacques Durand og komponeret til brug i de dannede hjem med klaver. Dette er formodentlig også forklaringen på, at værket foreligger i utallige varianter for forskellige kombinationer af instrumenter.
Bernstein: Three Meditations from Mass
© Uwe Arens Sony Classical
PROGRAM
“En stjerneoptræden. Fænomenal dygtighed og personlighed udtrykt med stor talent via oboen - som en vifte af farver og dynamik, der konstant kredser i luften.”
”Jeg var otte år gammel, da jeg lyttede til et bestemt stykke musik spillet af min fars strygekvartet. Jeg sad på første række – lige foran celloerne. Det var et meget inspirerende og intenst øjeblik, og jeg vidste da, at celloen skulle blive mit instrument.” Maximilian Hornung
MAXIMILIAN HORNUNG, CELLO Maximilian Hornung er født 1986 i Augsburg, Tyskland og begyndte at tage cellolektioner, da han var otte år. Han havde sin første offentlige koncert med et stort orkester som 14-årig, hvor han spillede Haydn. Han var cellist i Tecchler Trio indtil 2011 og vandt i 2007 sin første pris The ARD Music Competition. I en alder af 23 år blev han 1. solocellist i Bayerns Radiosymfoniorkester og var i denne stilling indtil 2013.