BRAHMS & SJOSTAKOVITJ 17. september 2020

2. VIOLIN

Alexandr Dzyubinsky 1. solo Olga Vitenson 2. solo Taras Daniluk Ludmila Landa Mark Cherry Mette Marie Matthiesen Boris Grinman Synnøve Gustavsson Jette Rosendal

BRATSCH

Evdokia Ershova 1. solo Ana Teresa Alves 2. solo Vladimir Bochkovskiy Elsebeth Schmidl Ruben Kristensen Anna Dahl Zane Sturme

CELLO

Dimitri Tsirin 1. solo Matthias Hehrmann 2. solo Vincent Stadlmair Hanne Houengaard Kirsten Martinsen Martin Stangebye

KONTRABAS

Ivan Medvedev 1. solo Jeffrey White 2. solo Arly Wehner Ian Berg

FLØJTE

Camille Guenot alt. 1. solo Charlotte Norholt alt. 1. solo Oshrat Weinberger

OBO

Judith Blauw 1. solo Jenny Sjöberg 2. solo Carl Marttala

SPONSORER

KLARINET

Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal

FAGOT

Sheila Popkin 1. solo Bogac Ipekliogullari 2. solo Sennen Costa

HORN

Erik Sandberg 1. solo Charlie Ransley Lena Westlund Ulrik Ravn Jensen

MÆRK MAGIEN

SLOTSHOTELLET

LUK MUSIKKEN IND

- Aalborg -

TROMPET

Camilla Simensen 1. solo Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt Gert Skovlod Hattesen

BASUN

Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Theis Stoico 2. solo Jacob Ringsmose, basbasun

TUBA

Mattias Johansson 1. solo

KOMMENDE KONCERTER USA’s historie Pro Musica: Store romantikere Nielsen & Brahms LMISC 2020 - Semifinale LMISC 2020 - Gallafinale Mozart & Beethoven

torsdag den 1. oktober kl. 19:30 lørdag den 3. oktober kl. 14:00 torsdag den 8. oktober kl. 19:30 onsdag den 28. oktober kl. 19:30 lørdag den 31. oktober kl. 19:30 torsdag den 19. november kl. 19:30

PAUKE

Eppu Hietalahti 1. solo

SLAGTØJ

LUK OPERAEN IND

Yana Deshkova 1. alt. koncertmester Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Eva Bindere 2. koncertmester Christine Langer 3. koncertmester Olga Daniluk Thomas Rokkjær Else Marie Tolbøll Michael Hübner Christina J.G. Rudan Christian Thordal-Christensen Igor Vitenson Jaroslaw Nierychlo

Der tages forbehold for trykfejl og ret til ændringer.

AALBORG SYMFONIORKESTER

1. VIOLIN

Simon Sigfusson 1. solo Jonas Ervolder Bové 2. solo Malte Vendelby Casper Facius

ADMINISTRATION / TEKNIK

Lasse Rich Henningsen, adm. direktør Rasmus Bundgaard, økonomichef Tecwyn Evans, kunstnerisk chef Anders M. Christensen, orkesterchef Anne Rom Hansen, producent Anna Marie Falk, marketingkoordinator Tanja Klitgaard, sekretær Ian Phillis, nodearkivar Tommy Clausen, bogholder Melody Rose Hill, planlægningskoordinator Peter H. Andersen, produktionsleder Anders Sproegel, regissør

EN WAGNER-SANGERKONKURRENCE I OPERAENS VERDENSELITE SEMIFINALE + GALLAFINALE 28. + 31. OKTOBER 2020

Køb billet på aalborgsymfoni.dk – og læs mere om alle vores koncerter Du kan møde os her:

facebook.com/aalborgsymfoni

@aalborg_symfoniorkester

BRAHMS & SJOSTAKOVITJ Torsdag den 17. september 2020 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus Dirigent Solist Koncertmester

Michael Sanderling Andrey Baranov, violin Yana Deshkova

PROGRAM

Andrey Baranov, violin

Johannes Brahms Koncert for violin og orkester, D-dur, op. 7 (1833 - 1897) Allegro non troppo Adagio

Allegro giocoso; ma non troppo vivace

Andrey Baranov er født i Skt. Petersborg i 1986 i en musikalsk familie, og begyndte som femårig at spille violin. Han studerede på Rimskij-Korsakovkonservatoriet i Skt. Petersborg og på Consevatoire de Lausanne. Andrey Baranov vandt i 2012 the Queen Elisabeth Violin Competition, Benjamin Britten- og Henri Marteau International Violin Competition samt en række andre internationale konkurrencer. Udover sin solokarriere optræder Andrey også med David Oistrakh String Quartet - et ensemble han grundlagde i 2012 med en gruppe andre unge musikere. Siden sin store debut i 2005 i Skt. Petersburg Philharmonic Hall har Andrey optrådt på store scener over hele verden med førende internationale orkestre. I en alder af kun 23 år blev Andrey assisterende underviser for Pierre Amoyal ved Conservatoire de Lausanne og har siden været en efterspurgt underviser på flere internationale masterclasses i bl.a. Bangkok, Chicago, Riga, Vilnius, Stockholm, Moskva og Manchester.

(ca. 39 min)

Pause Dmitrij Sjostakovitj Symfoni nr. 12, d-mol, op. 112 (1906 - 1975) Revolutionerende “Petrograd” Razliv Aurora

Menneskets daggry

(ca. 38 min)

Johannes Brahms

Michael Sanderling, dirigent

Michael Sanderling er født i Berlin og er en af de få kunstnere, der efter en succesfuld karriere som orkestermusiker og solist, har skabt sig en karriere som en af verdens mest anerkendte dirigenter.

Som 20-årig blev han i 1987 ansat som solocellist i Gewandhausorkester Leipzig under Kurt Masur og fra 1994 til 2006 i Berlins Radiosymfoniorkester.

Han havde sin dirigentdebut ved en koncert i Kammerorkester Berlin i 2000 og herefter tog karrieren fart. Som søn af den legendariske Kurt Sanderling kender han dirigentens rolle særdeles godt. I 2006 blev han udnævnt til musikchef for Kammerakademie Potsdam. Han underviser på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst Frankfurt am Main og arbejder regelmæssigt sammen med Bundesjugendorchester og andre ungdomsorkestre. Fra 2003 til 2013 var han leder for Deutsche Streicherphilharmonie. Michael Sanderling kunne sidste opleves med Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus i maj 2019.

Brahms voksede op under beskedne kår i Hamborg, som i midten af 1800-tallet var en by med et blomstrende og rigt varieret kulturliv. Faderen forsøgte at ernære sig som musiker, dog ikke altid med lige meget held, og familien måtte tage til takke med at leve i Hamborgs fattige kvarter langs Elbens ofte mudrede bredder.

Allerede fra en tidlig alder lærte faderen også Johannes Brahms musik, og Brahms kunne fra en ganske ung alder supplere familiens indkomst ved at spille musik på blandt andet byens mere eller mindre lyssky bordeller.

Han blev elev af den eminente klaverpædagog Eduard Marxsen, som introducerede Brahms for den store musik af blandt andre Beethoven, Bach og Schubert.

Byens finere koncertliv fascinerede også den unge Brahms, som blev en hyppig gæst ved byens mange symfoniske koncerter. Denne store diversitet i Brahms’ liv spændende fra hjemmets fattige kår med den enkle folkelige musik over klavertimerne med Marxsen til de fine koncertsale kom til at gennemsyre hele Brahms’ virke som musiker og komponist og i store dele af Brahms’ musik høres enkle og folkelige elementer optræde side om side med kunstfærdig og elaboreret kunstmusik.

Brahms’ hovedinstrument var ubetinget klaveret, men allerede som barn havde faderen, med øje for vigtigheden i en musikers alsidighed, forsøgt at undervise Brahms i violinspil – han blev aldrig en virtuos, men kunne spille enkle violinstemmer. Én af tidens store violinvirtuoser, Josef Joachim, besøgte Hamborg, hvor han spillede Beethovens violinkoncert

ved en koncert, hvor Brahms var til stede – koncerten og ikke mindst solisten gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Brahms. Nogenlunde samtidig opbyggede Brahms et venskab til den fremadstormende unge violinvirtuos, Eduard Reményi, og de drog på turné sammen gennem Centraleuropa – Reményis ungarske ophav og musikken fra hans hjemland blev en stor inspiration for Brahms. Deres turné bragte dem blandt andet forbi Hannover, hvor Brahms mødte Josef Joachim og et tæt venskab mellem de to opstod. De to unge musikere rejste videre til Weimar, hvor Brahms faldt i, mens Liszt spillede sin klaversonate – kimen til en livslang rivalisering mellem Liszt og Brahms var således lagt.

Violinkoncert

På trods af Brahms’ store begejstring for violinen var han meget tilbageholdende med at skrive en koncert for instrumentet, og først i 1878 gav han sig i kast med at skrive violinkoncerten til sin gode ven, Josef Joachim.

Koncerten blev ikke umiddelbart en succes, da den på flere punkter adskilte sig fra de virtuose koncerter med solisten i centrum, der var på mode i denne tid. Brahms’ gode veninde, Clara Schumann beskriver dette meget fint, da hun noterede sig ”at det drejer sig om en koncert, hvor solisten helt og holdent smelter sammen med orkestret.” Netop denne smelten sammen giver koncerten en vidunderlig symfonisk sammenhæng, som ikke levner plads for virtuos akrobatik for syns skyld, men derimod udfordrer solisten i vanskelige passagespil, der indgår i en symfonisk helhed.

1. sats: Koncerten indledes med orkestrets præsentation at satsens brede hovedtema, der hurtig

efterfølges af et par blide og inderlige tema, som foregriber sidetemaet. Solisten gør sin entré, med hvad der virker som en fri improvisation, men gradvist føres vi tilbage til hovedtemaet. Violinen får også lov til at udfolde det smukke cantabile sidetema i sit fulde omfang.

2. sats: En gribende smuk og inderlig melodi præsenteret af oboen indleder den langsomme sats – solisten overtager melodien og beriger den med smukke figurationer.

3. sats: En livfuld og energisk rondo med ungarsk kolorit afslutter koncerten, med solisten i centrum for fantastiske og ofte overraskende påfund.

Dmitrij Sjostakovitj Sjostakovitj oplevede i lighed med alle kunstnerne i Sovjet et yderst omskifteligt liv, hvor man hurtigt kunne gå fra at blive hyldet som en folkets helt til at blive erklæret formalist og frosset fuldstændigt ude. To gange blev Sjostakovitj under Stalins regime erklæret formalist. Den anden gang var efter uropførelsen af den 9. symfoni i 1945. I flere år klingede hans musik ikke i Sovjet. Han blev også frataget alle tillidshverv samt sit job som lærer på konservatoriet i Moskva. Han levede i frygt for at blive sendt til Sibirien og henrettet, hvad der var sket for flere tusinde mennesker under Stalins regime - det siges at Sjostakovitj hver nat sad oprejst i sin seng fuldt påklædt med en pakket kuffert ved sin side parat til at blive hentet.

Med dette in mente kan det ikke undre, at Sjostakovitjs produktion i perioden efter daler betydeligt. Først efter Stalins død i 1953 begynder han igen at skrive symfonier. Den 10. symfoni blev ifølge Sjostakovitj selv påbegyndt allerede i 1951, men først færdig i 1953. Symfonien er siden uropførelsen blevet hørt som en beskrivelse af Stalins regime. Der foreligger imidlertid ikke noget program, men Sjostakovitj har selv udtalt, at han med symfonien ønskede at portrættere menneskelige følelser og passioner. Der er under alle omstændigheder tale om brutal og voldsom musik.

Først i 1957 har Sjostakovitj sin symfoni nr. 11 færdig, denne gang en symfoni, som officielt omhandler den russiske revolution i 1905, men som nok snarere er en hyldest til den ungarske opstand mod Sovjet regimet i 1956.

Symfoni nr. 12

Helt tilbage i sin ungdom havde Sjostakovitj ytret ønske om at skrive en symfoni til ære for Lenin, men ideen var hele tiden blevet udskudt. I slutningen af 1950’erne gik han endelig i gang med sin 12. symfoni, der blev en hyldest til revolutionen i 1917 og til Lenin. Symfonien er omgærdet af en del mystik og meget tyder på, at

den oprindelige symfoni blev kasseret af Sjostakovitj og i stor hast omskrevet, inden uropførelsen i 1961, til det værk vi i dag kender. Ved uropførelsen havde den kulturelle elite i Sovjet svært ved at bifalde symfonien – de var normalt mestre i at afkode Sjostakovitjs yderst raffinerede dobbelttydighed i hans symfoniske univers, men i den 12. symfoni synes denne dobbelttydighed helt at være borte. At dette faldt sammen med, at Sjostakovitj meldte sig ind i kommunistpartiet, gjorde heller ikke tingene bedre – men hvad er der mon på færde i den 12. symfoni? De fire satser forløber: 1. sats: Revolutionerende ”Petrograd” - en dramatisk sats, der viser Sjostakovitjs fantastiske evne til at lave lange symfoniske opbygninger – musikken er fyldt med kamp- og marchsignaler.

2. sats: ”Razliv” - i denne sats dæmpes musikken, og vi tages med til Lenins landsted ved søen Razliv udenfor Sankt Petersborg.

3. sats: ”Aurora” - i scherzoen vækkes revolutionen gradvist til live med krigsskibet Aurora, som beskød vinterpaladset i Sankt Petersborg.

4. sats: ”Menneskets daggry” - Triumf til livet i Sovjet efter Lenins revolution.

På overfladen synes det hele at være lige til en klassisk opbygget symfoni, som hylder Lenin, men helt så enkelt forholder det sig nok ikke. Dirigenten Rozhdestvenskij, der uropførte værket i vesten under kyndig vejledning af komponisten selv, har udtalt, at symfonien kan høres som et portræt af den Lenin-propaganda eller Leningudsdyrkelse, som blev iværksat i Stalin. © Jan Mygind, 2020