Schumann & Schubert - 06.10.22 - Koncertprogram

Yana Deshkova 1. alt. koncertmester Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Emily Fowler 2. koncertmester + Olga Daniluk Christine Langer Michael Hübner Thomas Rokkjær Igor Vitenson Christian Thordal-Christensen Christina J.G. Rudan Else Marie Tolbøll Synnøve Gustavsson

2. VIOLIN

Simona Bonfiglioli 1. solo + Olga Vitenson 2. solo Taras Daniluk Ludmila Landa Mark Cherry Mette Marie Matthiesen Jette Rosendal Boris Grinman Jaroslaw Nierychlo

BRATSCH

Raquel Forriol 2. solo # Elsebeth Schmidl Vladimir Bochkovskiy Ruben Kristensen Jonatan Sjølin Anna Dahl Anna Medzkievizc #

CELLO

Adam Wozniak 1. solo # Matthias Hehrmann 2. solo o Vincent Stadlmair Hanne Houengaard Kirsten Martinsen Hüseyin Gündogdu #

FLØJTE

Kaja Marie Andersen 1. solo Camille Guenot 2. solo Ida Marie Sørmo, piccolo

OBO

Judith Blauw 1. solo Lorraine Hart 2. solo # Jenny Sjøberg, engelskhorn

KLARINET

Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal, basklarinet

ADMINISTRATION / TEKNIK

Lasse Rich Henningsen, adm. direktør Tecwyn Evans, kunstnerisk chef Rasmus Bundgaard, økonomichef Anders M. Christensen, adm.-/produktionschef Anne Rom Aaen, producent - LYT Helle Nørgaard, PR og marketing Karen Bente Holmgaard, koordinator Tanja Klitgaard, sekretær Ian Phillis, nodearkivar Mai Dreier Christensen, bogholder Peter H. Andersen, produktionsleder Anders Sproegel, regissør

Søe Holding

KOMMENDE KONCERTER

FAGOT

Sheila Popkin 1. solo Sennen Costa Simone Cipriano, kontrafagot #

Peter og Ulven - Familiekoncert med Carl Quist Møller Weilerstein & Sandberg Langsom lørdag: Mød strygerne - for børn Beethoven & Sjostakovitj Pro Musica: Ballet og russisk passion Langsom lørdag: Duo Imperfekto - for børn

HORN

Erik Sandberg 1. solo Lena Westlund

lørdag 8. oktober 2022 kl. 11.00 torsdag 27. oktober 2022 kl. 19.30 lørdag 29. oktober 2022 kl. 11.00 torsdag 3. november 2022 kl. 19.30 lørdag 5. november 2022 kl. 14.00 lørdag 12. november 2022 kl. 11.00

TROMPET

Jonathan Clarke 1. solo Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt

SCHUMANN & SCHUBERT

Torsdag 13. oktober 2022 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus

BASUN

CLYNE & ELGAR

Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Theis Pontoppidan Stoico 2. solo Jacob Ringsmose, basbasun

Skotsk fantasi og musikalske britiske billeder

PAUKER

Jonas Ervolder Bové 1. solo o

Garry Walker, dirigent Alexandra Conunova, violin

Torsdag 6. oktober 2022 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus

Læs mere om alle vores koncerter, og køb billet på www.aalborgsymfoni.dk

KONTRABAS

Ivan Medvedev 1. solo Jeffrey White 2. solo Arly Wehner Ian Berg

SPONSORER

Du kan møde os her: konstitueret kontraktansat + assistent o

#

Der tages forbehold for trykfejl og programændringer.

AALBORG SYMFONIORKESTER

1. VIOLIN

facebook.com/aalborgsymfoni

@aalborg_symfoniorkester

Dirigent Solist Koncertmester

Douglas Boyd Jonathan Swensen, cello Yana Deshkova

PROGRAM

”Jonathan er et af tidens største instrumental-talenter, der kan få celloen til at synge som få. Udover et – for sin alder – uhørt højt teknisk niveau og en stor original musikalitet, har han en umiddelbar smittende fremtoning, når han giver sig hen til musikken og tryllebinder sit publikum”.

(ca. 10 min)

Robert Schumann Koncert for cello og orkester, a-mol, op. 129 (1810-1856) Nicht zu schnell Langsam Sehr lebhaft

(ca. 25 min)

Pause Franz Schubert Symfoni nr. 9, C-dur, D.944, ”Den store” (1797-1828) Andante; Allegro ma non troppo

Andante con moto

Scherzo: Allegro vivace Allegro vivace

(ca. 48 min)

Douglas Boyd, dirigent “Douglas Boyd - the wonderfully gifted principal guest conductor - delivered an experience of breathless beauty.” (Denver Post) Douglas Boyd er født i Glasgow og uddannede sig som oboist hos Janet Craxton på Royal Academy of Music i London og hos Maurice Bourgue i Paris. Han var med til at grundlægge Chamber Orchestra of Europe og spillede selv soloobo her i 21 år, lige som han flere gange har dirigeret orkestret. I 2002 pakkede han for sidste gang oboen i kassen for i stedet at hellige sig direktionen på fuld tid. Skotske Douglas Boyd har siden etableret sig som en efterspurgt dirigent hos såvel store orkestre som operakompagnier.

Hans første større engagement som dirigent var hos Manchester Camerata, hvor han var i ti år og blandt andet dirigerede orkestrets anmelderroste indspilninger af Beethovens ni symfonier.

Fra Manchester gik turen videre ud i verden, og listen over orkestre, han siden har dirigeret, breder sig over flere kontinenter. Han var (Artistic Partner) hos St. Paul Chamber Orchestra i Minnesota i seks år og med til det amerikanske eventyr hører også titlen som første gæstedirigent hos Colorado Symphony.

Foto: © Clive Barda

Han var (Music Director) hos et af Schweiz førende orkestre, Musikkollegium Winterthur, i syv år, og indtil 2020 var han (Music Director) for L’orchestre de chambre de Paris.

I dag fylder opera også en del i hans kalender, og Douglas Boyd er kunstnerisk chef for sommeroperaen Garsington Opera. Uanset om han dirigerer i Australien, Asien, USA eller hjemme i Storbritannien, så er det tiden i Chamber Orchestra of Europe, der har formet ham som musiker og dirigent, og han forsøger i alt sit virke at være tro mod ånden i orkestret: glæden ved – på det højest mulige niveau – at skabe musik sammen og forme livslange venskaber, der nedbryder alle grænser.

Sådan lød begrundelsen, da Jonathan Algot Swensen tilbage i 2016 i en alder af bare 19 år fik overrakt P2 Talentprisen. Nu er han 26 – og sin stadig unge alder til trods allerede efterspurgt på internationale koncertscener, lige som priserne bliver ved med at regne ned over det danske cellotalent. I 2017 modtog han Léonie Sonnings talentpris, og senest har han i foråret 2022 modtaget det amerikanske Avery Fisher Karrierelegat. Legatet på 170.000 kroner gives årligt til fem solister eller kammerensembler, der demonstrerer potentiale for store karrierer. At der er noget om snakken, vidner listen af tidligere modtagere om – blandt dem finder man navne som Hilary Hahn, Yuja Wang og Joshua Bell. Sidstnævnte kan i øvrigt opleves i Musikkens Hus til januar.

Jonathan Algot Swensen er født i 1996 i Gentofte. Begge forældre er violinister, og faderen tillige dirigent, så der har altid været musik i hans liv. Jonathan Swensen var seks år gammel, da han hørte Elgars Cellokoncert, og så var han solgt. Men der skulle gå yderligere et år, før hans forældre gav ham lov til at spille cello, har han fortalt i et interview i forbindelse med, at han modtog Léonie Sonnings talentpris. Han skulle nemlig først kunne svare ja på følgende spørgsmål: Hvis din lærer siger, du skal øve dig hver dag, vil du så gøre det? Syv-årige Jonathan sagde ja – og han har øvet sig hver dag siden. Da han ved overrækkelsen af sin seneste pris, Avery Fisher Karrierelegatet i maj i år, blev spurgt til sine musikalske inspirationskilder, svarede han ifølge magasinet Klassisk ”David Bowie, Radiohead og The Beatles. De fylder mere og mere i en hverdag, hvor han sjældent selv lytter til klassisk musik, fordi hans professionelle karriere tager al hans tid”.

Den anden konsekvens af at ”finde på noget andet” blev en sammenknytning af de traditionelle tre satser til et symfonisk hele, altså tre satser i én sats! Schumann anførte da også på partituret titlen ”Konzertstück” i stedet for ”Konzert”.

Foto: © Roland Unger

Hebriderne - koncertouverture, op. 26 (Fingals hule)

Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-1847)

hele koncerten i dialog med eller akkompagneret af orkestret. Kun i finalesatsens rondo slås der også marchtoner an i et frisk tempo. I de første to satser derimod er det lyrisk sangbare dominerende. Læg mærke til tempofornemmelsen i første sats: efter tre indledende akkorder sætter solist og dernæst orkester i med det liedprægede hovedtema. Det er svært at fornemme, om der spilles i langsomt halvt tempo, eller i hurtigt dobbelt tempo. Således skifter satsen hele vejen igennem mellem halv og dobbel tempo-fornemmelse, mellem et drømmende udtryk og et mere aktivt, fremadrettet udtryk – selv om satsen vedblivende står i samme taktart.

Jonathan Swensen, cello

Jonathan Swensen er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Toke Møldrup og har siden studeret videre ved konservatorierne i Malmø og Oslo. I dag er han tilknyttet New England Conservatory of Music, hvor han studerer hos Laurence Lesser.

Felix Mendelssohn-Bartholdy: Hebriderne / Fingals hule koncertouverture, 1830 Naturmaleri i lyd

Mange ouverturer, der lyder i koncertsalen, er lånt fra andre sammenhænge, først og fremmest operaen. Men i 1800-tallet begyndte kortere én-satsede orkesterstykker skrevet direkte til koncertsalen at dukke op. Med den romantiske periodes sans for at blande musik med det litterære eller maleriske er der ofte tale om ”beskrivende” eller ”malende” genrestykker. De kaldtes koncertouverturer eller orkesterfantasier.

Mendelssohns ouverture er et sådant genrestykke – et havskilderi. I 1829 var den unge Mendelssohn på et længere ophold i England. Under en tur til Skotland besøgte han en lille ubeboet ø i Hebriderne, Staffa. Den rummer en kæmpe

naturgrotte af betagende skønhed med vægge dannet af sekskantede basalt-søjler fra et vulkansk udbrud. Hulen blev kendt efter naturhistorikeren Sir Joseph Banks’ besøg i 1772 og blev kaldt Fingals hule – efter skotten James Macphersons digt Fingal fra 1762 om en opdigtet gælisk helt.

Hulen gjorde så stort indtryk på Mendelssohn, at det omsatte sig i musik. Han skrev kort tid efter besøget et brev hjem til søster Fanny med en nodeskitse af ouverturens begyndelse: ”For at du kan forstå, hvor ekstraordinært Hebriderne påvirkede mig, sender jeg dig følgende [noder], som opstod i mit hoved dér.”

Musikken skildrer dels havets vældige dønninger – begyndelsesmotivet – dels den katedrallignende akustik inde i den vældige grotte. Ouverturens originalversion bar titlen Der einsame Insel.

I den trykte udgave hed partituret Hebriderne, mens orkesterstemmerne fik titlen Fingals hule.

Robert Schumann: Cellokoncert i a-mol, 1850 Virtuost fileri – eller sangbare melodier?

I Schumanns sene koncerter, Cellokoncerten, Violinfantasien og Violinkoncerten, stræbte han mod en symfonisk sammenhæng mellem værkernes enkelte dele. Allerede med sin klaverkoncert i a-mol, 1841, som oprindeligt var en ”fantasi” kun bestående af den første sats, havde han taget afstand fra tidens koncertvirtuoseri: ”Jeg kan ikke skrive nogen koncert for virtuoser, jeg må finde på noget andet.”

Hvad blev dette ”andet” så til? For det første erstattede han det virtuose spil med en liedmæssig melodik. Celloen formeligt synger sig igennem

Til det formål brugte Schumann følgende midler: satserne går uden pause direkte over i hinanden via mellemspil. Desuden skabte han en række relationer mellem alle tre satser. Dels er det liedmæssige hovedtema i 1. sats nært beslægtet med romance-temaet i den forholdsvist korte langsomme 2. sats, hvor celloen får lov at synge fuldt ud let akkompagneret af orkestret.

Desuden indføjede Schumann en række ”opsummeringer” og ”henvisninger” mellem satserne. De mest hørbare relationer er førstesatsens tre indledende akkorder, der gentages som indledning til andensatsens romance. Ved overgangen til tredjesatsen opsummeres flere figurer fra første-satsens hovedtema.

I 1850 flyttede familien Schumann fra Dresden – hvor Schumann blev forbigået som efterfølger som hofkapelmester efter Wagner – til Düsseldorf, hvor han blev ansat som byens musikdirektør. I disse nye omgivelser blev cellokoncerten skrevet nærmest i en lykkerus på to uger – fra 10.- 24. oktober. Kort tid efter komponerede han også sin sidste symfoni, den ”Rhinske”, der skildrer Düsseldorfs rhinske folkeliv. Cellokoncerten blev først uropført 1860 – efter Schumanns tidlige og tragiske død.

Franz Schubert: Symfoni nr. 9 i C-dur, “Den Store”, 1826 Symfonien der blev væk

Schuberts sidste symfonier havde en træg start – for at sige det mildt. Desuden har forskere haft tvivl om dette værks tilblivelse. Schubert meddelte i et brev, at han arbejdede på en ”stor symfoni i C” i byen Gastein. Det er nu slået fast, at denne ”Gasteiner-symfoni” (som man anså for bortkommet) er identisk med 9. symfoni, og at den er komponeret i 1825-26 og omarbejdet i 1828. Partituret blev indleveret til Gesellschaft der Musikfreunde i Wien, der afviste det som ”uspilleligt”.

Under et besøg i Wien 1838 hos Schuberts bror, fandt Schumann partituret. Han tog det med til Leipzig, hvor Mendelssohn uropførte symfonien ved en Gewandthaus-koncert 1839. Schumann annoncerede samtidigt fundet i sit ’Neue Zeitschrift für Musik’, hvor han gav det følgende omtale: ”Og så denne himmelske længde i symfonien, som en tyk roman af Jean Paul, der ingen ende vil få og af de bedste grunde!”.

Set med samtidens øjne er det måske ikke så underligt, at symfonien ansås for uspillelig. Det er dens grandiose dimensioner både i spillelængde (ca. 50 min.) og i orkesterstørrelse, der har virket afskrækkende. Schubert udvider i 8. og 9. symfoni messinggruppen med tre tromboner – også i de langsomme satser, hvor messingblæserne normalt er helt udeladt. Beethoven havde anvendt tromboner, men kun som special effect, f.eks. i finalen til Skæbnesymfonien.

Naturtema og klang-katedraler

Desuden bliver både træ- og messinggruppen i 9. symfoni i høj grad melodibærende i stedet for violinerne. Symfonien starter med en melodi spillet af to horn – ganske uden akkompagnement af resten af orkestret. Det var meget usædvanligt på den tid at starte en symfoni med et par horn helt alene. Men flere komponister begyndte at bruge hornklangen som udtryk for naturen og den ”dybe skov”. Og det blev med tiden i høj grad symbol på 1800-tallets naturromantiske opfattelse.

En konsekvens af den udvidede orkesterbesætning blev, at Schubert bruger de tre grupper strygere, træ- og messingblæsere i store klangblokke i vekselspil mod hinanden. Trombonerne havde traditionelt været brugt i kirkemusikken helt tilbage til den venezianske flerkorsmusik hos Giovanni Gabrieli omkr. 1600. Netop i Markusdomen blev 2-4 messinggrupper anbragt på forskellige balkoner, for derfra at gjalde stereofonisk ud over tilhørerne. Det er netop den særlige betoning af det klanglige, der markerer det helt nye i 9. symfoni. Klangblokke gentages om og om igen, modstillet i instrumentalklang og toneart, hvor tonearterne også bliver opfattet som klangdifferentiering.

Store dynamiske buer

Mange kommentatorer har ligefrem klaget over de mange gentagelser – at det gik ud over den symfoniske fremdrift. Men dette sidste træk, som Schubert netop havde tilegnet sig fra Beethoven, er bestemt også til stede. Lyt f.eks. til gennemføringsdelen i 1. sats. Den er formet som en lang dynamisk stigning hen mod satsens reprise. Denne bringer den næste store dynamiske bue, idet hovedtemaet indføres pianissimo uden trompeter og tromboner, som først genindføres ved kulminationen hen til næste tema, sidetemaet.

At Schubert har haft Beethovens 9. i tankerne er ikke svært at høre. Alle satser undtagen scherzoen har tydeligt marchpræg og en voldsom rytmisk fremdrift. Schuberts symfoni er også blevet sammenlignet med Beethovens 7., der er blevet kaldt dansens apoteose. I finalen forekommer der desuden straks efter hovedtemaet et tema. der i gennemføringsdelen mere og mere kommer til at ligne Ode an die Freude-melodien fra finale i Beethovens 9. Derimod viser scherzoen flere træk af østrigsk folkemelodik.

Selv om meget ved aftenens symfoni kan opfattes som videreførelse af det grandiose, humanistiske ved Beethovens 9., så åbner Schuberts 9. porten til en helt ny og romantisk naturopfattelse baseret i væsentlig grad på klang. Dette træk videreføres mange år senere hos Bruckner, hvis symfonier bliver til ”klingende katedraler”. © Rolf Ruggaard, oktober 2022