Blad, maj 2021 - Nordkorea

Nordkorea I L L U S T R E R E T

MAJ 2021

Saerudgave ISSN: 2569-6545

04

Jeg holdt hans liv i mine hænder

08

Verdens enkleste bøn Open Doors' målsætning er • personligt at overlevere bibler og undervisningsmateriale til kristne i lukkede lande samt give dem oplæring.

• forberede kristne i truede lande til at

14

Fangelejren knækkede hans tro

møde forfølgelse og lidelse.

• udfordre kristne i den frie verden til at tjene de forfulgte kristne.

Open Doors' blad Ansvh. redaktør: René B. Ottesen

18

En uventet ven i fængslet

Redaktør: G. G. Journalist: J. L. Design/Layout: N. K. Oplag: 8.600 Næste blad: Primo august

Udgiver Open Doors Danmark og Færøerne Haslegårdsvej 10, D9 8210 Aarhus V Tlf.: 97 40 77 81 E-mail: danmark@opendoors.dk www.opendoors.dk Reg: 1551 Konto: 389 4622 Giro: 389-4622 MobilePay: 60387

24

Fængsel og fangelejr

26

Hvordan blev Open Doors engageret i Nordkorea?

28

Hvad Nordkoreas kristne lærer mig

Af sikkerhedsmæssige årsager er alle navne ændrede Alle bibelcitater er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

2

Open Doors Danmark og Færøerne

북한

Nordkorea

- NÅR DET GØR ONDT AT E LS K E Det, som er svagest og mest sårbart, kalder på vores ”Ingen grænser, ingen fængsler og ingen døre er lukkede dybeste medfølelse og kærlighed. Vi tager det til os på en for os, når vi beder.” helt særlig måde.

Derfor har kristne verden over har en særlig kærlighed til Så tak, om du vil huske de nordkoreanske kristne i dine Nordkorea. bønner.

Her er det sandt, hvad en præst engang sagde til en begravelse: ’Det gør godt at elske – og det gør ondt at elske’.

Elsker man Nordkorea - og særligt de kristne i landet - gør det først og fremmest ondt at elske.

Nordkoreas kristne betragtes som fjender af staten, og de er nødt til at gemme deres bibler, bede i stilhed samt mødes i hemmelighed. Hvis de opdages, bliver de fængslet og tortureret, og de fleste bliver sendt videre til en genopdragelseslejr eller en lejr for politiske fanger. Sidstnævnte slipper man ikke levende fra.

I dette blad kan du læse om nogle af disse kristne. De er alle sluppet ud af Nordkorea, hvilket er grunden til, at de har kunnet fortælle os deres historier. Men de repræsenterer de hundredtusinder af kristne, som stadig lever i verdens mest lukkede land.

Du kan også støtte Open Doors arbejde med årligt at uddele mad, medicin og nødhjælp til 90.000 kristne nordkoreanere.

Faktisk kan du for mindre end to kroner om dagen give en overlevelsespakke, som sikrer, at en hel familie kan overleve et år. Sådan en pakke med blandt andet mad, medicin, vintertøj, støvler og tæpper koster nemlig kun 700 kroner.

Se betalingsmuligheder på bagsiden.

Hvis du er fast læser af bladet, vil du måske have bemærket, at vi har ændret lidt på formatet i dette nummer. Formålet er at skabe en bedre læseoplevelse. Vi håber, du vil tage godt imod denne særudgave.

Tak for din forbøn og støtte!

Kærligheden til nordkoreanske kristne gør, at vi ikke kan sidde med hænderne i skødet. Vi føler, vi er nødt til at gøre noget.

Først og fremmest vil vi opfordre til at krydse grænsen til Nordkorea og bryde ind i fængsler, fangelejre, huse og hjem.

For - som Open Doors’ grundlægger, Broder Andreas - siger:

René Brocelius Ottesen og Golriz Ghozati Generalsekretær og souschef Open Doors Danmark og Færøerne

www.opendoors.dk

3

Tema

Nordkorea

DA E SAND OP FO

하느

Illustrationsbillede

기

T BANDEORDS DE MENING GIK OR KYUNG-SO

느님

하느님 [GUD]

KYUN G-SOS HIS TORIE

Det koreanske ord for Gud, Hananim, var bare et bandeord for Kyungso, indtil en ældre kollega fortalte ham, hvad ordet i virkeligheden betyder. Efter mange samtaler besluttede Kyung-so, at han ligesom sin kollega også ville tro på Hananim.

Det var jo bare et bandeord - Hananim.

Et ord, man brugte, når noget gik galt; en klage rettet mod himlen. Derfor undrede Kyung-so sig, da han efter endt uddannelse fik sit første job og kom til at arbejde sammen med en ældre mand, der brugte ordet helt anderledes. ”Hans ansigt udstrålede en form for venlighed, jeg ikke havde mødt hos andre, og jeg nød at tale med ham. En dag, hvor det regnede, sagde han, at det var Hananim, som gav os regn. Jeg syntes, det var indlysende – selvfølgelig faldt regnen ned fra himlen, men han insisterede og gentog: Nej, det er Hananim, som sørger for regnen. Han skelnede mellem begrebet himmel og ordet Hananim.”

Kyung-so spurgte, hvad Hananim så betød, og den ældre mand begyndte at fortælle ham, at Hananim er det koreanske ord for Gud. ”For mig og alle andre, jeg kendte, var

www.opendoors.dk

5

rete k is d å s r a v i ”V som muligt og talte kun om Gud, når vi arbejdede oppe i bjergene, hvor vi havde mulighed for at være lidt for os selv”

det dog et ord tømt for indhold – vi forbandt det ikke med nogen form for personlig Gud,” forklarer Kyung-so.

Spioner som nabo Det viste sig, at den ældre mand var en af Nordkoreas hemmelige kristne, og efterhånden kom snakken ind omkring Hananim, hver gang han og Kyung-so talte sammen. ”Vi var så diskrete som muligt og talte kun om Gud, når vi arbejdede oppe i bjergene, hvor vi havde mulighed for at være lidt for os selv,” fortæller Kyung-so. ”Jeg vidste, at det var farligt for min ven at fortælle mig disse ting. Han havde en stor familie, og de ville højst sandsynligt blive slæbt i fængsel alle sammen, hvis jeg angav dem.”

I Nordkorea opdrages alle borgere fra de er små til at tage del i det såkaldte inminban – et naboovervågningssystem, som sørger for, at hver eneste lille kendsgerning om hver eneste husholdning bliver registreret: Hvad man ejer, hvem man har besøg af, ses med og så videre. ”Hvis jeg havde haft tillid til det nordkoreanske styre, havde den lette løsning været at angive min kristne ven og få en belønning til gengæld,” siger Kyung-so.

Fængsel og tortur Men Kyung-so havde mistet tilliden til styret efter at have set mange sulte ihjel under 1990’ernes hungerkatastrofe i Nordkorea.

6

Open Doors Danmark og Færøerne

”Derfor angav jeg ikke min ven, men talte i stedet med ham om den kristne tro. Jeg var også berørt af, at han var villig til at lægge sit liv i min hånd. Det var noget meget dyrebart, han betroede mig.”

Efter mange samtaler besluttede Kyung-so sig for, at han også ville følge Jesus, selv om han vidste, at det kunne blive hans død. Han blev derefter en del af en undergrundskirke, hvor han var meget aktiv, og efter nogen tid blev hans kone og deres søn også kristne. Hans nye tro blev dog opdaget af myndighederne, og han blev fængslet. ”De prøvede at få mig til at røbe navnene på alle de kristne, jeg kendte. De mishandlede mig næsten til døde, men jeg røbede ingenting,” siger Kyung-so, som dog kom dog til at betale en høj pris for sin tavshed, da han blev hårdt kvæstet af torturen.

Forvist til bjergene Efter et stykke tid kom Kyung-so ud af fængslet. Som straf for hans ’forbrydelse’ beslaglagde myndighederne familiens hjem og ejendele og forviste dem til bjergene.

Selv om de beholdt livet, var det ikke nogen let tilværelse, som ventede familien. Fremtiden så dyster ud. ”Jeg havde en fornemmelse af, at Gud ønskede, jeg skulle forlade Nordkorea for at fortælle resten af verden om, hvordan kristne forfølges i landet. Derfor flygtede jeg til Kina og siden til Sydkorea, hvor jeg i dag bor sammen med min kone og vores søn,” fortæller Kyung-so og fortsætter: ”Min appel til alle kristne er: Bed for de nordkoreanske kristne. De har brug for det.”

Illustrationsbillede

한 능 가 � 는 리 우 고 했 중 신 한� 할 일 � 에서

Tema

Nordkorea

기도 [BØN]

HANN AS HIS TORIE

VERDENS ENKLESTE BØN

I al sin enkelhed har bønnen Gud, hjælp! været fast følgesvend for Hanna under både flugt, isolation, fængsel og tortur, og hun beder stadig bønnen hver dag for sit hjemland, Nordkorea: Gud, hjælp!

Som en dæmning, der brister. Sådan oplevede Hanna det som barn, når hendes mor bad: ’Hananim! Hananim!

Gud! Gud! Hjælp …’ ”Det var de eneste ord af hendes bønner, som jeg nogensinde forstod, for derefter væltede ordene ud af hende i et tempo, som gjorde resten uforståeligt for alle andre,” smiler Hanna.

På sit dødsleje sagde Hannas mor til sin familie, at de altid skulle være taknemlige, og at de altid skulle bede. ”Men hun forklarede os aldrig, hvordan vi skulle bede. Hun fortalte mig heller aldrig i detaljer om den kristne tro.”

Mistede kontakten Hanna blev gift og fik fire børn – tre døtre og en søn. Efter Hannas mor var død, besluttede familien at flygte til Kina. ”Først flygtede vores to ældste døtre.

Desværre blev de snydt af menneskesmuglere, som solgte dem til fattige, kinesiske landmænd.”

Da Hanna og hendes mand ikke hørte fra døtrene, rejste Hannas mand til Kina for at lede efter dem - og da Hanna efter et år heller ikke havde hørt noget fra ham, rejste også hun til Kina. ”Jeg fik arbejde på et kinesisk landbrug, hvor jeg var køkkenpige, men jeg fik ikke nogen løn. Jeg havde mistet alt, hvad der betød noget for mig og anede ikke mine levende råd. Derfor begyndte jeg at bede til Gud på den eneste måde, jeg kendte til: ’Hananim!

Hananim! Gud! Gud! Hjælp …’”

Arresteret Til sidst lykkedes det for de fire familiemedlemmer i Kina at finde hinanden, og de to yngste børn blev også hentet fra Nordkorea til Kina. ”Min mand havde familie i Kina, og de tog os med i kirke. Det var første gang, vi hørte om den kristne tro i sammenhæng. Vi havde set troen hos min mor, men uden egentlig at forstå, hvad det gik ud på,” forklarer Hanna. ”Nu forstod vi det, og vi valgte alle at følge Jesus og tro på ham. Jeg blev fyldt af dyb fred og en uforklarlig glæde. Det føltes, som om jeg havde fået noget skidt skyllet ud af øjnene

www.opendoors.dk

9

"HANANIM! GUD! GUD!

Illustrationsbillede

HANANIM! H JÆ L P … "

og endelig kunne se Gud – se ham, som min mor havde set ham.”

Efter nogen tid, var de to ældste døtre dog nødt til at vende tilbage til deres kinesiske familier igen – ellers risikerede de at blive angivet til myndighederne. Kort tid efter blev den øvrige familie opdaget af kinesiske agenter, arresteret og sendt til et fængsel i Nordkorea.

Isoleret i små bure Her blev Hanna og hendes datter installeret i kvindefløjen, mens hendes mand og søn, som stadig kun var en stor dreng, blev placeret i en celle med mænd. ”Igen og igen blev vi afhørt. De slog os voldsomt under afhøringerne. Imellem afhøringerne blev vi tvunget til at knæle i vores celler fra klokken 05.00 om morgenen til klokken 12.00 middag. I al den tid måtte vi ikke sige et ord,” fortæller Hanna.

Under afhøringerne indrømmede Hannas mand, at han var blevet kristen. Det betød, at hvert af de fire familiemedlemmer blev sat i isolation i nogle små bure, hvor de hverken fik vådt eller tørt, og hvor det var umuligt at finde en stilling at sove i.

Fanger i isolation får tæsk igen og igen, og Hanna blev gennembanket foran sin datter. ”Alt, hvad min datter var i stand til, var at græde stille – hvilket hun gjorde både dag og nat.”

Uigenkendelig En dag blev Hanna og hendes datter og kaldt hen på et kontor. De var klar over, at de nu ville få besked om deres videre skæbne. ”Da vi trådte ind på kontoret, var der allerede to mandlige fanger til stede. Den ene var min søn, men den anden kendte jeg ikke. Det viste sig at være min mand. Han var så medtaget af tortur, at jeg ikke kunne genkende ham – og han kunne heller ikke genkende mig.” ”Hans ribben og kraveben var brækkede, så han kunne ikke stå oprejst. Mens vi ventede på at høre, hvad der skulle ske med os, bad vi intenst i vores tanker. Vi frygtede alle, at vi skulle sendes til en lejr for politiske fanger, hvor vi ville dø.”

Endelig fri Til deres store overraskelse, blev de alle fire frigivet. Den dag i dag ved de ikke hvorfor. ”Men vi er sikre på, at de skyldes Guds nåde. Da vi senere den dag forlod fængslet, frie og glade, sang vi stille en salme. Senere lykkedes det os at flygte endnu engang, og i dag bor vi i Sydkorea,” siger Hanna. ”Tilbage i Nordkorea fik min mor kun lært mig én lille bøn – men jeg beder den hver dag for mit land: ’Hananim!

Hananim! Gud! Gud! Hjælp …’”

12

Open Doors Danmark og Færøerne

하느님!

Illustrationsbillede

하느님 도움…

Nordkorea Tema

Illustrationsbillede

FA N G E L E J R E N KNÆKKEDE HANS TRO 믿다 [TRO]

YEON G WOOS HIS TORIE

Gentagne ophold i fængsler og fangelejre knækkede til sidst Yeong Woos tro på Gud. Først efter otte år i Sydkorea, hvor han konstant pintes af minder om livet som gadedreng og fange i Nordkorea, vendte han sig mod Gud igen.

Som stor dreng stak Yeong Woo af hjemmefra, fordi han ikke kunne enes med sin stedmor. I flere år levede han på gaden og ernærede sig som lommetyv, inden han som 15-årig flygtede til Kina. Her blev han kristen, og begyndte sammen med andre nordkoreanere at bruge meget tid på at studere Bibelen. De næste tre år bestod således af tre-fire timers daglig bibellæsning samt daglig formiddagsfaste.

Derudover blev aftenerne brug på at lære bibelpassager udenad.

En aften besluttede Yeong Woo og nogle andre, at de ville holde sig vågne og bede hele natten. ”Ved femtiden om morgenen var vi ved at være færdige, men i samme øjeblik, jeg sagde amen, mærkede jeg en pistol mod mit hoved, mens en stemme på kinesisk råbte: Stå stille!”

Reduceret til et nummer Yeong Woo blev arresteret og sendt til Nordkorea, men fordi han ikke havde været på kant med loven før, slap han med

nogle måneder i fængsel. Efter at være kommet ud, flygtede han igen til Kina, hvor han endnu engang deltog i bibelstudier, blev forrådt, arresteret og sendt retur til Nordkorea. ”Anden gang var jeg ikke så heldig og blev dømt til to år i genopdragelseslejr. Jeg var kun 20 år og blev chokeret over at se, hvordan de andre fanger så ud. De havde ingen lighed med mennesker. Næsten ingen kunne stå oprejst på normal vis, fordi de var så svage som følge af underernæring.”

Før de to år i lejren var omme, blev Yeong Woo dog frigivet.

For tredje gang flygtede han til Kina, hvor han igen deltog i bibelstudier, indtil han blev forrådt, arresteret og sendt til Nordkorea, hvor han denne gang kom i et fængsel, som den notorisk grusomme sikkerhedstjeneste var ansvarlig for.

“Fra da af var jeg kun et nummer i systemet. Nummer 83.

Jeg var ikke længere et menneske. Efter 14 måneder nåede jeg et punkt, hvor jeg ikke var sikker på, at jeg ville overleve.

Jeg bad Gud om hjælp, og da jeg den aften faldt i søvn, drømte jeg, at mit indre menneske var i bøn til Gud, selv om mit ydre menneske lå og sov. Den drøm opmuntrede og styrkede mig og gjorde mig utrolig glad.”

www.opendoors.dk

15

Hjælp fra uventet kant Tortur var udbredt i fængslet. Jævnligt hørte Yeong Woo folk skrige, indtil de mistede bevidstheden. Han blev også selv tortureret en enkelt gang. ”Smerten fra torturen var ubeskrivelig, så da de for anden gang hentede mig til tortur, var jeg rædselsslagen. Men da jeg kom ind i rummet, hvor torturen skulle foregå, kommanderede officeren alle de andre ud. Da de var gået sagde han: Yeong Woo – se på mig.”

Det viste sig, at officeren var en tidligere klassekammerat og ven. Han begyndte at snakke om deres fælles barndomsminder, og tortur blev der ikke noget af. Yeong Woo oplevede situationen som surrealistisk. ”Fra da af gav min gamle ven mig ekstra rationer af mad, og hver gang vi talte sammen, sagde han: Jeg bliver ved med at tale din sag. Han spurgte mig også, om jeg havde haft kontakt til kristne i Kina, hvilket jeg ikke benægtede. Det ville have været dumt, da alle, som flygter til Kina, kommer i kontakt med kristne. Han betroede mig også, at 70-80 procent af fangerne i fængslet var kristne.”

Det fik en tiøre til at falde for Yong Woo. Han havde undret sig over, at han om natten hørte mumlende lyde eller endda sang fra de andre fanger. Han havde troet, de gjorde det i søvne, men nu gik det op for ham, at det var kristne, som bad og sang.

Færdig med Gud Fængslet blev ikke endestationen for Yeong Woo, selv om han en periode havde troet, han ville dø der. I stedet blev han dømt til tre år og ni måneders ophold i samme genopdragelseslejr, som han tidligere havde været i.

Der gik dog et år, inden lejren accepterede ham, for han var så svækket af fængselsopholdet, at han ikke klarede det fysiske tjek. Ikke, at lejren stillede særligt store krav til fysikken – da han blev vurderet som stærk nok, vejede han kun 30 kilo.

I lejren mistede han fuldstændig modet. ”Jeg var kun 22 år, og jeg følte, at det hele var uretfærdigt og meningsløst. Hvad havde jeg gjort forkert? Hele min dag gik med at hugge brænde, og jeg så mindst 50 personer dø, mens jeg var der. Jeg bad til Gud, men fik bare rungende tavshed som svar.”

, d u G l i t d "Jeg ba men fik bare rungende tavshed som svar" 16

Open Doors Danmark og Færøerne

o o W g n o "Ye

IG R D L A r a h g – je forladt dig"

”På et tidspunkt fandt jeg ud af, at en af mine medfanger var kristen. Det var en svagelig og syg, ældre mand, og jeg tiggede og bad Gud om at helbrede ham og på den måde give min tro på ham ny vitalitet. I stedet døde den gamle mand lige for øjnene af mig. Da var jeg færdig med Gud!”

Aldrig forladt Da Yeong Woo havde afsonet sin straf, flygtede han for fjerde gang til Kina, og denne gang fortsatte han videre til Sydkorea, hvor han hver nat havde mareridt om livet som gadedreng, fængslerne, torturen og fangelejren. Han dulmede sin smerte med alkohol, gambling og penge – alt, som kunne få ham til for en tid at glemme sin fortid. Men en dag blev mønsteret brudt. ”Jeg havde ind imellem været i kirke, hvor jeg som regel faldt i søvn. Efter otte år i Sydkorea tog jeg dog et valg: Jeg gik ind til en gudstjeneste, løftede mine hænder og bad højt sammen med alle de andre. Det var min første ægte bøn i Sydkorea. Jeg spurgte Gud: Hvad er der sket med mig? Når jeg sover, har jeg mareridt, og når jeg er vågen, overvælder mine traumer mig.” ”Pludselig hørte jeg en stemme inden i mig: Yeong Woo – jeg har aldrig forladt dig. Ordene gennemborede mig, og hele min krop rystede. Gud, tilgiv mig, råbte jeg. Så hørte jeg stemmen igen: Nu er det tid. Gå! Jeg vidste, hvad det betød.

Jeg skulle på bibelskole og uddanne mig som præst.”

Virkelig frihed I dag arbejder Yeong Woo som præst i Sydkorea. Han drømmer om et forenet Korea, og når det sker, er han klar. ”Der er så mange børn i Nordkorea, som er vokset op uden en familie. Jeg ønsker at grundlægge en kirke og et børnehjem, som kan tage sig af dem. Jeg ønsker at fortælle dem, at Gud kan give dem et helt nyt liv fyldt med glæde og håb.

Jeg kan næsten ikke vente med at fortælle mine landsmænd om, hvad virkelig frihed er – nemlig frihed i Gud.”

www.opendoors.dk

17

Tema

Nordkorea

EN UVENTET VEN I FÆ N G S L E T 지구력 [UDHOLDENHED]

HEE-YOL S HIS TORIE

En usædvanlig kvinde hjalp Hee -Yol til at holde modet oppe under sine år i fængsel. De to kvinder var begge kristne og blev venner, men hvor Hee -Yol var bange for at vise sin tro, delte hendes ven både sin tro og sin mad med de andre fanger.

Hee-Yol flygtede fra Nordkorea til Kina, hvor hun blev kristen.

Hun blev dog opdaget af de kinesiske myndigheder og sendt tilbage til Nordkorea, hvor hun blev fængslet, mens hun ventede på sin dom. ”Væggene i fængselscellen var malet kulsorte, og den eneste ’luksus’ der var, var et tyndt tæppe, som vi kunne ligge på i stedet for direkte på gulvet,” fortæller Hee-Yol. ”Vi var ni fanger i den lille celle. Det var umuligt at ligge komfortabelt – der var kun plads til, at vi kunne ligge ned, hvis alle lå på siden. Vi måtte ikke tale sammen, og derfor lå vi med hovedet modsat vores sidemakkere, så vi lå hoved-fødder-hoved-fødder. Jeg sov på min venstre side i fire måneder, mens det var vinter – så jeg fik forfrysninger i øret, og efterfølgende var hele den venstre side følelsesløs.”

18

Open Doors Danmark og Færøerne

하

하느님

하느님

Illustrationsbillede

도

” VÆ G G E N E I FÆ N G S E LS C E L L E N VA R M A L E T KU LS O RT E , OG DEN ENESTE ’ LU KS U S ’ D E R VA R , VA R E T T Y N D T TÆ P P E , S OM V I KU N N E L I G G E PÅ I S T E D E T F O R D I R E KT E PÅ G U LV E T ”

Maden i fængslet var så elendig, at den ifølge Hee-Yol ikke engang var egnet som foder til dyr. ”Jeg var sulten hele tiden. Min mand besøgte mig to gange.

Jeg var meget glad for at se ham efter flere års adskillelse, men jeg var endnu gladere for at se den mad, som han havde med. Det fortæller noget om, hvad der skete med vores hjerner, mens vi var i fængsel – jeg var så sulten, og det var så koldt.”

Bedetæppe i cellen Gud burde have hjulpet hende, så hun ikke blev fængslet, syntes Hee-Yol. ”Jeg følte ikke, jeg kunne stole på ham, så jeg bebrejdede ham voldsomt,” siger hun. ”Men da jeg fik min endelige dom – fire års fængsel – begyndte jeg at trygle Gud i stedet for: Vil du ikke nok hjælpe mig ud herfra?”

Hee-Yol blev forflyttet til et andet fængsel, hvor hun skulle afsone de fire år. Her var forholdene i cellerne om muligt endnu værre: ”I en lille celle var vi 50-60 fanger. Det fælles toilet var i selve cellen, og stanken trodser enhver beskrivelse. Dampene derfra gjorde, at jeg ikke kunne holde ud at have åbne øjne.

Dertil kom lus, væggelus, kakerlakker og tilmed rotter, som forstyrrede os om natten,” beskriver hun.

En dag fik Hee-Yol en overraskelse. Hun var syg og skulle derfor blive i cellen om dagen, mens de andre fanger blev sendt ud til deres sædvanlige tvangsarbejde. Sammen med hende var et par andre kvinder, som også var for syge eller svage til at arbejde – en af dem lå tilsyneladende og rystede under et tæppe. ”Men jeg vidste bedre. Hun rystede ikke af sygdom eller kulde. Hun bad – det kunne jeg tydeligt fornemme. Jeg var chokeret over, at jeg delte celle med en anden kristen, men det var ikke sikkert at kontakte hende på det tidspunkt. Derfor ventede jeg nogle dage, inden jeg gik hen til hende og tog hendes hænder, mens jeg hviskede: I Jesu navn beder vi.

Amen.”

Usædvanlig uselvisk Kvinden gav et lille spjæt fra sig og stirrede med store øjne, da Hee-Yol hilste på hende på denne måde. ”Jeg fortalte hende, hvordan jeg vidste, hun var kristen. Hun spurgte hviskende, om jeg kendte fadervor og trosbekendelsen. Da jeg sagde ja, sagde vi bønnen og bekendelsen sammen, og derefter opfordrede hun mig til at stole på vores himmelske far, bede til ham og følge ham.” ”Den eneste grund til, at jeg overlevede min tid i fængslet, var, at jeg kunne støtte mig til denne kvinde. Hun kendte Bibelen godt, og fortalte mig mange historier derfra, som opmuntrede mig og gav mig styrke.”

Hee-Yol lagde derudover mærke til, at hendes nye ven var usædvanlig uselvisk. Selv om hun var lige så sulten som alle andre, gav hun ofte sin mad væk.

“Sulten var allestedsnærværende. Vi fangede rotter og slanger og spiste dem. Mange blev syge af fejl- og underernæring,

www.opendoors.dk

21

og disse syge gav min nye ven sin mad til. Hun var på ingen måde som de andre fanger – Guds kærlighed var synlig i både hendes øjne og hendes handlinger.”

Hold din tro for dig selv Hee-Yols ven var også frygtløs, når det gjaldt at dele troen på Jesus med andre fanger. ”Jeg sagde til hende, at hun måtte være gået fra forstanden.

At hun blev lagt mærke til, og at hun kun havde ét liv, så hun skulle passe på. Hold din tro for dig selv, sagde jeg til hende, men hun lyttede ikke til mig. Hun blev bare ved med at tale om Jesus. Den dag i dag er jeg stadig ked af, at jeg ikke var i stand til at fortælle om min tro til andre i fængslet.

Ikke engang i min vildeste fantasi, kunne jeg forestille mig det. Jeg følte, jeg var nødt til at overleve.”

Og overleve var netop, hvad Hee-Yol gjorde. Utroligt nok blev hun frigivet efter kun to års afsoning. Men hendes ven blev beskyldt for at være kristen spion, så efter fem års ophold i fængsel, blev hun sendt til en lejr for politiske fanger. En af de lejre, man ikke vender tilbage fra.

bare v e l b n "Hu tale ved med at

OM JESUS"

Illustrationsbillede

22

Open Doors Danmark og Færøerne

그 니 습 보냈 � 을 식 소 � 좋은 위해 람 사 � 한 난 가 선포 사 � 는 받 압 억 하 게 롭 유 자 석 � 를 죄수 장 � 각 시

Tema

Nordkorea

HORRIBLE FÆ N G S L E R O G FA N G E L E J R E Titusinder af kristne holdes fanget af det nordkoreanske styre, hvor de udsættes for tortur og generelt lever under horrible forhold. Der findes tre forskellige måder at være fange på i Nordkorea: Fængsel, genopdragelseslejr og lejr for politiske fanger.

Da Nordkorea er verdens mest lukkede land, er det vanskeligt at vide præcis hvor mange nordkoreanere, der holdes fanget i fængsler og fangelejre. En FN-rapport fra 2014 anslår, at der sidder et sted mellem 80.000 og 120.000 fanger, mens andre vurderer, at der kan være op imod 200.000. Open Doors estimerer, at 50.000-70.000 af disse er kristne. Politiske fanger er i styrets optik de værste – til denne kategori hører kristne fanger.

Der er tre former for fangenskab, som det nordkoreanske styre gør brug af:

24

Open Doors Danmark og Færøerne

Fængsler Her komme de fleste fanger hen, når de lige er blevet arresteret. Fangerne bliver afhørt og tortureret, og stuves sammen i små celler. En fange fortæller, hvordan hun oplevede det: ”De slog os voldsomt. Når vi ikke var til afhøring, blev vi tvunget til at knæle i vores celler fra klokken 05.00 om morgenen til 12.00 middag. Vi måtte ikke tale eller sove, og vi fik hverken vådt eller tørt i det tidsrum.”

Genopdragelseslejre Hvis man ikke dømmes til fængsel, kan man som ikke-politisk fange blive dømt til et ophold i genopdragelseslejr. Her er de fysiske rammer horrible, men som regel bliver fangerne sendt til en lejr tæt på deres hjem, så deres familier kan komme med mad og tøj til dem.

Fangerne skal arbejde hårdt om dagen, og om aftenen skal de deltage i genopdragelsesklasser, hvor de undervises i den nordkoreanske jucheideologi samt landsfaderen Kim Il-sungs lære. Arbejdet er meget udmattende, og ofte er det også farligt. Vold, voldtægt, sult og tortur er almindeligt forekommende.

Som regel dømmes man til et vist antal år i disse lejre, og hvis man overlever det tidsrum, betragtes man som genopdraget og bliver frigivet.

Lejre for politiske fanger Disse lejre er for fanger, som er skyldige i de mest alvorlige ’forbrydelser’, og som følgelig betragtes som fjender af staten. Kristne hører per definition til denne kategori, fordi de ikke anerkender Kim-familien som den højeste autoritet i deres liv.

Fangerne i disse lejre betragtes som værende for forhærdede til at kunne genopdrages. Er man først én gang sendt til sådan en lejr, kommer man ikke levende derfra – fangerne arbejder sig selv ihjel. Og hvis de bliver for svage til at arbejde, henrettes de – nogle bruges også i eksperimenter af forskellig slags.

Vold, voldtægt, sult og tortur er udbredte fænomener.

www.opendoors.dk

25

Tema

Nordkorea

H VO R DA N B L E V OPEN DOORS E N GAG E R E T I N O R D KO R E A

?

Tilfældige møder og uddeling af bibler var begyndelsen på Open Doors ’ engagement i Nordkorea, hvor organisationen i dag via netværk i Kina hjælper titusinder af kristne nordkoreanere. For nogle af medarbejderne er det med livet som indsats.

Open Doors’ engagement i Nordkorea går flere årtier tilbage. I slutningen af 1980’erne havde en mand, som i Open Doors-regi går under betegnelsen ”broder Simon”, en fornemmelse af, at han skulle tage til Kina.

Da han var kommet dertil, fik han kontakt til en gruppe kristne langt ud på landet. En ældre kvinde i gruppen spurgte ham, om han kunne hjælpe hende med at få fat i 20 små bibler. Det var en underlig anmodning, tænkte han, men havde samtidig en følelse af, at han skulle hjælpe denne kvinde.

Da han nogle måneder senere afleverede 20 små bibler til kvinden, spurgte hun omgående efter flere – og da de var leveret, spurgte hun efter flere bibler samt nogle sangbøger. Sådan fortsatte det gennem nogle år, før det dæmrede for broder Simon, at modtagerne af bøgerne var nordkoreanske kristne.

Da der nogle år senere - i 1990’erne - opstod voldsom hungersnød i Nordkorea, skaffede broder Simon også mad og medicin til de nordkoreanske kristne.

Titusinder får hjælp Ovenstående er kort fortalt, hvordan Open Doors’ engagement i nordkoreanske kristne begyndte – i dag får 90.000 nordkoreanere hjælp i form af mad, tøj og medicin via Open Doors’ netværk i Kina. Uddeling af bibler og kristent undervisningsmateriale samt radiotransmissioner via kinesiske og sydkoreanske partnere er også en del af Open Doors’ udstrakte hånd til kristne nordkoreanere.

Det anslås, at 10.000 kristne nordkoreanere lytter til disse radioudsendelser.

Derudover driver Open Doors såkaldte sikre huse i Kina og Rusland, hvor man hjælper nordkoreanske flygtninge, migrantarbejdere og studerende, ligesom man holder bibelstudier for dem, som ønsker det. Flere end 4.000 nordkoreanske flygtninge har deltaget i sådanne bibelstudier.

Med livet som indsats Open Doors’ arbejde i området er ikke ufarligt. Det nordkoreanske styre forsøger kontinuerligt at stoppe arbejdet og har flere gange været tæt på at finde ud af, hvem nogle af medarbejderne er.

Mattias er en af de medarbejdere, som sætter livet på spil for at hjælpe kristne nordkoreanere. Han kender til flere beretninger om kristne missionærer som ham selv, der er blevet dræbt – også uden for Nordkorea. Nordkoreanske agenter afholder sig nemlig ikke fra at dræbe kristne missionærer, som opholder sig i Kina. ”Når jeg hører om nogen, som er blevet slået ihjel, bliver jeg rædselsslagen,” erkender Mattias. ”Jeg er sikker på, at de missionærer, som blev dræbt, var sikre på, at det nok skulle klare sig. Men de blev alligevel dræbt – og det kan også ske for mig. Den frygt overvælder mig ind imellem.”

Vi har brug for, at I beder En anden medarbejder, Peter, fortæller, at han en nat skulle mødes med en kontakt. ”Han dukkede dog ikke op. Gennem tre timer ringede jeg forgæves til ham, og først klokken 04.00 ringede han tilbage. Men da jeg besvarede opkaldet, lød en fremmed stemme: Hvem er du?”

Det er lige præcis den type opkald, som Open Doors’ medarbejdere frygter at få.

“Jeg var chokeret og smed omgående min telefon på jorden og smadrede den med en sten. Derefter smed jeg den i en kloak. Senere fandt jeg ud af, at min kontakt var blevet taget af nordkoreanske agenter,” siger Peter.

At kristne for hele verden beder om beskyttelse, styrke og visdom til dem, er af afgørende betydning for Peter og Mattias: ”Uden vores kristne brødre og søstres bønner ville vi ikke kunne udføre vores opgave,” erklærer de.

www.opendoors.dk

27

Tema

Nordkorea

H VA D N O R D KO R E AS KRISTNE LÆRER MIG Fortællingerne fra nordkoreanske kristne fascinerer mig, og jeg får øje på tre ting, som vi kan lære noget af.

For det første virker historierne

forfærdelige, mørke og nærmest angstprovokerende. Men på den anden side er de fulde af håb, lys og fyldt med kærlighed.

De indeholder det samme paradoks og den samme modstrøm, som er i påskens budskab: At vi i mørket finder lyset, i svagheden finder styrken og i døden finder livet. Jesus har med andre ord været igennem alle afskygninger af den smerte og lidelse, vi møder. Derfor kan han føle med os og hjælpe os igennem mørket og ud i lyset.

Det er dét evangelium, jeg finder hos de nordkoreanske kristne i kød og blod.

For det andet har vores nordkoreanske trosfæller noget at lære os om smerten. Vi kommer aldrig igennem livet uden at møde smerte, men vi er blevet lovet, at vi aldrig skal være alene i smerten. Hee-Yol fortæller en sådan historie her i bladet. Hun siger: ”Den eneste grund til, at jeg overlevede min tid i fængslet, var, at jeg kunne støtte mig til denne kvinde. Hun kendte Bibelen godt og fortalte mig mange historier derfra, som opmuntrede mig og gav mig styrke.”

Hee-Yols møde med den ukendte kristne kvinde blev også en vej ind i en dybere kærlighed til Gud – en fortælling vi ofte møder hos forfulgte kristne.

Jeg er overbevist om, at kærligheden mellem mennesker og til Gud bliver stærkere, når vi sammen går ind i smertens rum.

For det tredje lærer de nordkoreanskes fortælling os, at under smerte og i mørket bliver troens bæreevne udfordret. Yeong Woos historie, som du også finder her i bladet, er historien om en lille tro, der bryder sammen under byrden. Men det er også fortællingen om, at det er den lille, knuste tro, som for alvor er stærk.

Måske beder vi stille: ”Herre, jeg tror, hjælp min vantro” – ganske enkelt fordi vi ikke kan bede andre ord; vi har ikke andet end vores tomhed at komme til Gud med.

Lige dér erfarer vi med vores nordkoreanske trosfæller, at troen holder, og Jesus kommer os til hjælp.

René Brocelius Ottesen Generalsekretær

www.opendoors.dk

29

30

Open Doors Danmark og Færøerne

북한을위한기도 [EN BØN FOR NORDKOREA]

Herre Gud, det er vanskeligt for os at forestille os, hvordan det er at være kristen i Nordkorea. Men tak for, at du aldrig vil svigte eller forlade dine børn, og at du er hos dem, uanset hvilke lidelser, de gennemgår. Vi beder om, at nordkoreanske kristne ikke kun overlever, men at de også vil være fulde af glæde. Vi beder om, at du dækker bord for dem for øjnene af deres fjender. Amen.

TILMELD D I G VO R E S BEDE-SMS Så kan du være med til at bede for den forfulgte kirke Tilmeld dig på: opendoors.dk/tilmeld-sms www.opendoors.dk

31

Udgiver: Open Doors Danmark | Haslegårdsvej 10, D9 | 8210 Aarhus V 46903

STØT N O R D KO R E AS F O R F U LG T E KRISTNE M ob ilePay 60387 Skriv projekt ”5030” og giver-id eller din adresse, hvis du ønsker skattefradrag

B ank 1551 -3894622 Skriv projekt ”5030” som kommentar

Giro b r ug ove n s t å e nde ko de Ved brug af girokoden under din adresse går gaven særligt til, hvor behovet er størst