Blad, august 2023 - Rejs dig, Afrika

REJS DIG

Open Doors' målsætning er:

• personligt at overlevere bibler og undervisningsmateriale til kristne i lukkede lande samt give dem oplæring

• forberede kristne i truede lande til at møde forfølgelse og lidelse

• udfordre kristne i den frie verden til at tjene de forfulgte kristne.

Open Doors' blad

Ansvh. redaktør: Jens Kristian L. Jensen

Redaktør: J. L.

Design/Layout: N. K.

Oplag: 6.100

Næste blad: Primo november 2023

Udgiver

Open Doors Danmark og Færøerne

Haslegårdsvej 10, D9

8210 Aarhus V

Tlf.: 97 40 77 81

E-mail: danmark@opendoors.dk

www.opendoors.dk

Reg: 1551 Konto: 389 4622

Giro: 389-4622

MobilePay: 60387

Alle bibelcitater er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

04

Tema: Ayuba gik fra hævntørst til tilgivelse

12

Tema: Enke med 10 børn: Jeres bønner holder mig oppe

08

Tema: "Rejs dig Afrika" vil mobilisere kristne til kamp mod voldelig forfølgelse

16

Tema: Gud vil tørre tårerne af vores kinder

10

Tema: Fanget mellem terror og tro

19

Erhvervspartnere: 1000 tak

DR Congo

Nigeria

Mali

Somalia

Burkina Faso Cameroun CAR

”REJS DIG,

”

- er en invitation til dig

Udstødte og uden håb. Sådan var status for ti spedalske i Mellemøsten – indtil Jesus kom forbi og helbredte dem.

Beretningen kan læses i Det Nye Testamente, hvor vi også kan læse, at det var typisk Jesus at færdes blandt mennesker uden håb. Mennesker, andre havde opgivet.

Lige nu er der titusinder af kristne i Afrika syd for Sahara, som står i en situation, som ser håbløs ud. Og måske bliver du fristet til at opgive Afrika syd for Sahara, når du læser artiklerne i dette blad. For der er så meget meningsløs vold, ødelæggelser og lovløshed, og der er ingen menneskelig løsning lige om hjørnet.

For de ti spedalske var det Jesus, som udgjorde forskellen mellem håb og håbløshed. Det samme gælder for de afrikanske kristne, som lige nu kan se på, at deres lande og liv hærges af vold. Det er deres tro på Jesus, som holder dem oppe. Den – og så den hjælp, som de får fra andre.

Dette blad er en invitation til dig om at bære med. Afrika er langt væk, men vi kan bede for dem, der er blevet overfaldet, og dem, der vil blive forfulgt senere i dag. Billedlig talt kan vi gennem vores bønner til Gud lave en bønnekæde rundt om Mali, Burkina Faso, Nigeria, DR Congo, Somalia og alle de lande, der ligger ind imellem.

Vi kan bede Gud om at gribe ind og beskytte Ayuba, Fati, Gertrude og Jean, som du kan læse om i dette blad - samt alle andre forfulgte kristne i regionen.

”Rejs dig, Afrika!” er også en invitation om at bære med ved at støtte vores traumecentre, hvor forfulgte kristne oplever at få mental og åndelig hjælp til at komme videre efter overfald. Som Ayuba fortæller, så var der én ting, han lærte her, nemlig tilgivelse, da han fik hjælp til at overlade alt til Jesus, som han udtrykker det.

Rejs dig, Afrika!

Jens Kristian Lund Jensen Generalsekretær

Open Doors Danmark og Færøerne

Ayuba gik fra hævntørst til tilgivelse

NIGERIA: Ayuba var fast besluttet på at hævne Boko Harams drab på hans far, men et ophold på Open Doors’ traumecenter hjalp ham til at give slip på vreden.

Lyden af skud flængede aftenstilheden, og chokerende nyheder fløj rundt i landsbyen: ”Boko Haram kommer. Boko Haram kommer.”

20-årige Ayuba* og hans mindre søskende smed, hvad de havde i hænderne, og løb for deres liv. ”Vi fortsatte, indtil vi var kommet over på den anden side af en flod, som løber bag vores landsby,” fortæller han. ”Vi håbede, at vores far var fulgt med os, men vi kunne ikke se ham nogen steder.”

”Jeg begyndte at græde, men en af de andre fra landsbyen opmuntrede mig til at bede i stedet for at græde – så det gjorde jeg, og jeg opfordrede andre til at gøre det samme. Da vi var færdige med at bede, lagde vi os til at sove ved flodbredden.”

Farvel til far

Næste morgen vendte Ayuba og hans søskende tilbage til landsbyen.

”Der var stille overalt," mindes Ayuba. "Da vi nærmede os vores hjem, kunne jeg se tre lig på jorden. Jeg genkendte min far på hans tøj. Jeg gik hen til ham, sank på knæ og bad."

Ayubas far var en af ni kristne, der blev myrdet af Boko Haram den nat i det nordøstlige Nigeria. Han var blevet

J. L.

Illustrationsbillede

”Jeg besluttede at GIVE SLIP og få fred. Jeg lærte at overlade alt til JESUS."

spurgt, om han var muslim eller kristen, og da han svarede, at han var kristen, blev han halshugget på stedet.

"Jeg dækkede min fars krop med et klæde og sagde til mine søskende, at de ikke skulle komme nærmere, men de ignorerede mig. Så stod vi sammen ved siden af vores far og græd.”

På Boko Harams dødsliste

I tiden derefter var Ayuba opslugt af hævntørst. Han begyndte at gå med kniv og var fast besluttet på at dræbe en mand fra landsbyen, som havde hjulpet Boko Haram med at identificere deres mål.

”Det var det eneste, jeg kunne tænke på,” siger Ayuba.

”Men nogle uger efter angrebet sendte Boko Haram en liste til vores landsby over mennesker, de ville komme for at dræbe. Og mit navn stod på den."

Det overbeviste Ayuba om, at han og hans søskende var nødt til at flygte, og med hjælp fra en lokal præst flygtede de til en landsby, som ligger otte timers kørsel væk.

Gav slip på vreden

Selv om det var lykkedes for Ayuba at undslippe Boko Haram rent fysisk, havde de stadig krammet på ham følelsesmæssigt.

"Jeg havde besluttet mig for aldrig at tilgive dem,” siger han.

Når unge kristne oplever forfølgelse, kan det have definerende betydning for deres tro. På vej ind i voksenlivet skal de beslutte, om det at være kristen og følge Jesus er det hele værd – eller om prisen er for høj. I den situation har Open Doors ofte set, at kompetent traumebehandling er en stor hjælp for kristne unge. Således også for Ayuba - et ophold på et af Open Doors’ traumecentre blev et vendepunkt for den unge mand. Han var fyldt med vrede og harme - ikke kun fordi han havde mistet sin far, men også på grund af hans stjålne ungdom og mistede muligheder. Men det ændrede sig, da han på traumecenteret modtog pleje, rådgivning, undervisning og trøst. Han opsummerer det, han fik med sig fra centeret, med ét enkelt ord: "Tilgivelse," smiler han. "Jeg besluttede at give slip på min vrede og få fred. Jeg lærte at overlade alt til Jesus.”

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn

”Boko Haram sendte en DØDSLISTE til vores landsby. Mit navn stod på den.”

Se video her

Giv

Scan koden

⊲ For 325 kroner kan tre kristne, som har oplevet ekstrem vold, få håb og helbredelse på et traumecenter.

⊲ For 420 kroner kan to fordrevne kristne få mad, medicin og anden akut hjælp

⊲ For 575 kroner kan 17 unge fra forfulgte, kristne familier få en måneds uddannelse, som kan være med til at give dem og deres familier håb for fremtiden.

MobilePay 60387

Skriv "Nordafrika" i emnefeltet.

Bøn

⊲ Bed om Guds trøst og lægedom til Ayuba og hans søskende.

⊲ Bed for unge kristne som Ayuba. Bed Gud give dem mod, kraft og udholdenhed.

”Rejs dig,

”Rejs dig, Afrika” er en fireårig Open Doors-kampagne, hvis formål er at mobilisere den globale kirke til at tage kampen op mod voldelig forfølgelse i Afrika syd for Sahara. Vil du være med?

Hvad sker der med kristne i

Volden er på et meget højt niveau. Jihadistgrupper som Boko Haram, Islamisk Stat og Al-Shabaab er aktive i lande som Nigeria, Burkina Faso, Somalia og Mali. De opererer midt i kaos og lovløshed, hvor de dræber både kristne og muslimer. Men især kristne er udsatte. Det seneste år er:

5.362 kristne blevet dræbt for deres tro

2.058 kristne blevet seksuelt krænket*

5.060 kristne blevet bortført.

Hvad er virkningen af denne voldelige forfølgelse?

01. Åndelig virkning:

Kristnes tro kan rystes af forfølgelse. Der er risiko for, at de opgiver deres tro på Jesus - eller at de bliver radikaliseret af ekstreme ideologier. Visse steder virker det, som om det er selve kirkens fremtid, der er på spil.

02. Følelsesmæssig virkning:

Ofre for voldelig forfølgelse er traumatiserede. De føler sig vrede og uden håb. Nogle søger hævn og skaber dermed en cyklus af vold. Andre bliver deprimerede. Alt sammen betyder, at kirken destabiliseres.

03. Fysisk virkning:

18 millioner mennesker i Afrika er fordrevet, hvilket betyder, at der er områder, hvor der næsten ikke er nogen kristne tilbage. Det gælder for eksempel flere steder i det østlige DR Congo, hvor ADF – med det misvisende

- vil mobilisere kristne til kamp mod voldelig forfølgelse

Men trives kristendommen ikke i Afrika?

På rigtig mange måder, jo. Der er flere kristne i Afrika end nogen andre steder i verden, og den afrikanske kirke er både ung og voksende. Men i en række lande står de kristne over for et hidtil uset niveau af vold og ødelæggelse. Mange holder heldigvis fast i deres tro på Jesus på trods af de store risici, de løber – og de arbejder tilmed ufortrødent videre med at række ud til deres lokalsamfund med næstekærlighed, håb og hjælp. Men de bør ikke gøre det alene – derfor har Open Doors lanceret den fireårige kampagne ”Rejs dig, Afrika” (på engelsk: "Arise Africa").

Hvad er ”Rejs dig, Afrika”?

Kampagnen er først og fremmest en invitation til dig – og til mennesker ud over hele jorden – om at stå sammen med kristne i Afrika syd for Sahara, som er udsat for voldelig forfølgelse.

Sidste år hjalp Open Doors 400.000 kristne i dette område - men i løbet af de næste fire år er det vores mål at nå ud til fire millioner kristne med åndelig, praktisk og følelsesmæssig hjælp. For at dette skal lykkes, er det nødvendigt, at den globale kirke bakker op med bøn, økonomisk støtte og fortalervirksomhed. Vil du være med?

navn ”Allied Democratic Forces” – har angrebet adskillige kristne og kirker. Gruppen har forbindelse til Islamisk Stat.

Socioøkonomisk virkning:

Militante ekstremister ødelægger kristnes levebrød, forlanger ekstremt høje løsepenge for bortførte kristne - som oftest er piger og kvinder - og brænder eller smadrer kristnes huse. På den måde forsøger de at ryste fundamentet for lokale kirker.

Fanget terror og

BURKINA FASO: Kristne er hårdt ramt af militante ekstremister, som hærger landet med deres angreb. Fati og hendes familie er flygtet fra deres landsby til hovedstaden, men traumer truer med at lamme deres liv.

"Vi lever i permanent frygt," siger Fati, en ung mor og hustru i 20’erne. "Hver gang jeg hører et skud, bliver jeg bange, og jeg tænker, at de er tilbage for at dræbe os alle."

At leve i frygt er en daglig virkelighed for kristne i Burkina Faso. I årtier havde landets flere end 60 etniske grupper og forskellige religioner ellers levet relativt fredeligt sammen, men alt dette ændrede sig i 2016, da konflikterne i Mali spredte sig til først det nordlige Burkina Faso og derefter til resten af landet.

Skyderier og

mordbrande sig. Landsbyboerne gemte

de blev der længere."

Men tre dage senere var ekstremisterne tilbage – og denne gang skød de på alt og alle og satte ild til markedet, huse, og hvad de nu kunne finde af værdi. De hældte endda benzin over kvæget og brændte

Open Doors Danmark og Færøerne

”Folk vidste, at de ville dø, hvis

mellem og tro

”Nogle landsbyboere havde held til at flygte og gemme sig, men mange blev brændt ihjel inde i deres huse," siger Fati.

Den udbredte vold i landet har fået over en million mennesker til at flygte. Mange er dog blevet i håbet om, at der vil blive sat en stopper for volden, så de kan fortsætte deres hverdagsliv. De fleste kristne, der er berørt af denne vold, er på ingen måde rige, men arbejder hårdt for at forsørge deres familier.

Bliver man, dør man

Kun to uger efter det andet angreb blev Fatis landsby angrebet igen – denne gang med tungere våben.

”Husene og jorden rystede, hver gang de affyrede deres våben. Deres kugler gennemborede tagene og vinduerne, og mange mennesker blev såret inde i deres hjem," forklarer Fati.

Efter angrebet flygtede mange til en nærliggende landsby. Men angriberne placerede sprængstoffer langs vejen for at forhindre de flygtende i at nå i sikkerhed. I tiden derefter angreb ekstremisterne Fatis landsby yderligere to gange, hvor de skånselsløst smadrede alt på deres vej.

"De havde granater med. Alt, hvad de sigtede på, eksploderede og blev ødelagt. Det skabte så meget frygt, at mange flygtede, så snart ekstremisterne havde forladt landsbyen igen. Folk vidste, at de ville dø, hvis de blev der længere."

En traumatiseret familie

Fati og hendes familie flygtede også. På vejen mod hovedstaden, Ouagadougou, så de mange lig og var taknemlige for blot at være i live. Men de havde hverken ejendele, mad eller husly.

”Heldigvis fik vi hjælp fra en kirke, som trøstede os og hjalp os, så godt de kunne.

Men vi er stadig traumatiserede og uden indkomst, så vi har ikke råd til mad og da slet ikke til at sende vores børn i skole,” konstaterer Fati og forklarer, at traumerne lige nu

gør dem ude at stand til at passe et almindeligt arbejde. "I Bibelen står der, at vi som kristne vil møde prøvelser i denne verden. Men der står også, at Gud vil bane en vej for os. Det tror vi på - og det opmuntrer og styrker os.”

Tak for at bære byrden med os

Gennem lokale partnere hjælper Open Doors kristne som Fati og hendes familie i Burkina Faso, der har oplevet voldelige angreb, og som er flygtet fra deres hjem. "Jeg vil gerne takke alle, der har støttet os og bedt for os,” siger Fati. ”I har hjulpet os med at bære vores byrde. Gud er med os uanset hvad, og vi er overbeviste om, at han vil forvandle vores smerte til glæde igen."

Bøn

⊲ Bed for Fatis mand. Han lider af psykiske eftervirkninger efter de voldelige angreb.

⊲ Bed også om indre helbredelse til resten af familien.

⊲ Bed for kristne i Burkina Faso, som er flygtet fra deres hjem.

⊲ Bed om, at Gud bringer fred til Burkina Faso.

Enke med 10 børn:

Jeres bønner holder

mig oppe

DR CONGO : Efter at have mistet sin mand og sin yngste søn står Gertrude alene tilbage med 10 børn. Handicappet af skudsår er der kun få jobs, hun kan klare – derfor har Open Doors givet hende penge til at åbne en lille butik. ”Det er jeres bønner, som holder mig oppe,” siger hun.

Gertrude* lå med dunkende hjerte på jorden. Blodet sivede fra et skudsår i hendes mave, og den ene fod gjorde vanvittig ondt, fordi to kugler havde ramt den, mens hun løb for livet. Hun løftede sit hoved fra mudderet og kiggede tilbage på den mark, hun var flygtet fra.

Det var et forfærdeligt syn.

Bevæbnede mænd var i gang med at halshugge hendes mand, Jonas, mens parrets treårige søn kiggede på.

"Jeg mistede den sidste rest af styrke, jeg havde," fortæller Gertrude. "Da de dræbte ham, følte jeg mig også død ... Min første tanke var børnene. Hvordan skulle jeg sørge for dem uden Jonas ved min side?"

Ingen spor af sønnen

27-årige Gertrude bor i DR Congo, hvor vold mod kristne er udbredt, og kirker er under angreb – ikke mindst i den østlige del af landet. Gertrude og Jonas havde arbejdet på deres mark, mens deres treårige søn legede ved siden af, da militante islamister fra Allied Democratic Forces (ADF) brød ud fra en nærliggende skov og begyndte at skyde.

"Jonas lagde sig beskyttende hen over vores søn,

J. L.

mens jeg forsøgte at flygte og gemme mig i bushen. Kuglerne, som ramte min fod og min mave hindrede mig dog i at komme ret langt,” siger hun. ”Men det lykkedes mig at finde et skjulested tæt på marken, hvor jeg de næste fem timer kunne høre skud rundt omkring mig.”

Da skuddene klingede af, krøb Gertrude frem fra sit skjul. Hun havde bundet sin jakke stramt om maven for at reducere blodtabet, og det lykkedes hende at slæbe sig hen til en nærliggende vej.

”Vejen var fuld af soldater, hvilket fik mig til at tøve – men så sagde jeg til mig selv, at hvis de slog mig ihjel, så var det lige meget. Min mand og min søn var døde, så jeg var ikke længere vigtig.”

Soldaterne viste sig at være fra regeringen, og de tog hende først med hen til den mark, hvor hun og Jonas blot nogle timer før havde gået og arbejdet. Der var ingen spor af deres treårige søn, så Gertrude formoder, at ADF har kidnappet ham. Ellers ville drengens lig have ligget ved siden af hans fars. Dernæst sørgede soldaterne for, at Gertrude kom på sygehuset og fik behandlet sine skudsår.

Skal mætte 11 munde

Tre år før Gertrude og Jonas blev angrebet, havde Gertrude mistet sin søster, som var enke. ADF havde dræbt hende. Derfor havde Gertrude og Jonas taget seks af søsterens børn til sig – ud over deres egne fem børn. Det betød, at Gertrude efter at have mistet Jonas og sin yngste søn stod med ansvaret for 10 børn. ”Men jeg kan ikke længere klare at udføre markarbejde. Min fod gør for ondt. Derfor har jeg kun en begrænset indtægt, og børnene har været nødt til at droppe ud af skolen, fordi jeg ikke kan betale skolepenge,” forklarer hun.

For at tjene til livets ophold tager børnene derfor forskellige, tilfældige småjobs – som at hente vand, fjerne sand fra vand eller knuse grus. Derudover har Open Doors givet Gertrude penge til at åbne en lille butik, hvor landsbyboerne kan købe dagligvarer. Hun er fast besluttet på at gøre butikken til en succes. "Jeg takker Gud for hjælpen fra Open Doors’ støtter verden over,” smiler hun. ”Og jeg vil være meget

taknemlig, hvis I vil bede for mig – for det er jeres bønner, som holder mig oppe.”

Frygten lurer konstant

Udover sorgen over at have mistet sin mand og sin yngste søn kæmper Gertrude også med frygt. Hver gang hun hører, at ADF har slået til et sted i nærheden, bliver hun grebet af angst.

”Nogle gange flytter jeg og børnene væk et par uger, indtil alting er roligt igen. Så vender vi hjem. Et par uger efter, Jonas blev dræbt, hørte jeg, at ADF var i nærheden, og så flygtede jeg med børnene. Da vi vendte hjem igen, var alle vores naboer døde.”

Dette næsten umenneskelige pres er der mange kristne i det østlige DR Congo, som ikke ønsker at leve under – derfor er de flygtet. Flere steder i området er alle kirkelige aktiviteter derfor lukket ned. Og mange af de kristne, som er blevet i området, har ligesom Gertrude brug for kontinuerlig støtte for at have til livets ophold.

* Navnet er ændret af sikkerhedshensyn

⊲ Bed Gud styrke og velsigne Gertrude og hjælpe hende i den store opgave det er at være eneforsørger og -opdrager af 10 børn.

⊲ Bed om, at Gertrudes butik bliver en succes, som skaffer familien en god indtægt.

⊲ Bed om, at børnene får mulighed for at komme i skole igen.

"Da de dræbte ham, følte jeg mig også DØD Bøn

”Min

første tanke var BØRNENE. Hvordan skulle jeg sørge for dem uden Jonas ved min side?"

”GUD, du har kaldet min familie og jeg til at tjene dig, til vi DØR."

Gud vil tørre tårerne af vores kinder

DR CONGO: Selv om præsten Jean og hans familie overlevede et missilangreb mod deres hus i 2021, lider de stadig under de psykiske eftervirkninger af angrebet. Jean er dog overbevist om, at Gud vil læge deres indre sår.

J. L

Bombeangreb mod kirker og drab på stribevis af kristne. Sådan har virkeligheden været i DR Congo i 2023 indtil nu. Særligt den nordøstlige del af landet er hårdt ramt – og det var netop hertil, at præsten Jean flyttede for fire år siden i en alder af 29 år. Han skulle være præst i en kirke med næsten 300 medlemmer i byen Beni.

"Da min familie og jeg ankom, blev vi advaret om, at dette var fjendens port, men vi var optimistiske og fulde af håb og tro ... vi sagde til os selv, at Gud ville hjælpe os," fortæller han.

Men den 30. juni 2021 kom det hele brat og tragisk til en ende. Den islamiske ekstremistgruppe Allied Democratic Forces (ADF) angreb det område, hvor Jeans kirke lå.

"En aften ved 23-tiden hørte vi det første skud.

Det var lige bag vores hus,” siger Jean. Præsteboligen lå midt på kirkens grund med kirkebygningen til den ene side og en skole til den anden side. Jean kunne høre sine naboer skrige, mens angriberne nådesløst arbejdede sig igennem landsbyen. Skyderiet var uophørligt.

"Vi bad ... Gud hjælp os! Jeg kiggede ud og så, at mange mennesker havde samlet sig på kirkens

grund - omkring 500. Derudover var der også nogle inde i kirken og i skolen.”

Ramt af et missil

Pludselig stod nogle mænd fra ADF ved døren til præsteboligen. Inde i huset var Jean, hans kone og deres fire børn, hvor den yngste kun var seks måneder gammel. Jean kunne høre mændene diskutere, om han mon var derinde eller ej. De prøvede at åbne den låste dør, men det lykkedes ikke, og derfor talte de om at affyre et missil mod huset – men de ville ikke spilde et missil, hvis nu huset var tomt.

Pludselig lød det for Jean, som om mændene trak sig nogle skridt tilbage, og Jean hviskede: ”Gud, tag imod vores sjæle nu”.

Men i samme åndedrag bad han: ”Gud, du har kaldet min familie og jeg til at tjene dig, til vi dør. Har jeg virkelig allerede fuldført min tjeneste for dig? Men alt er muligt for dig – så ske din vilje.”

I samme øjeblik kunne Jean høre, at missilet blev affyret.

”Vi hørte noget, der lød som sand på taget af

huset, og det ringede for vores ører. De næste 45 minutter var vi uden bevidsthed. I mellemtiden fortsatte skyderiet udenfor."

Skjulte sin sårbarhed

Angrebet på landsbyen varede til de tidlige morgentimer. 15 personer var blevet dræbt, heraf var de seks fra Jeans kirke. Syv huse og flere butikker var ødelagt og plyndret, og mindst 20 personer, de fleste unge piger, var meldt savnet. Selv om Jean og hans familie overlevede angrebet uden fysiske mén, efterlod det dem ikke uskadt. Følelsesmæssigt og psykisk var de hårdt ramt – og derudover faldt fremmødet i kirken mærkbart i tiden derefter.

”Atmosfæren var anspændt, og det føltes, som jeg skulle begynde helt forfra. Min kone blev ramt af frygt og besvimede, når hun fik et angstanfald,” fortæller Jean, som følte sig nødsaget til at skjule for medlemmerne af sin kirke, at han også selv var ramt af traumer efter angrebet. For desværre forveksler mange kristne i DR Congo sårbarhed med svaghed.

"Hvis jeg gav udtryk for, at jeg var traumatiseret, ville det være svært at hjælpe dem, fordi de ville blive skuffede over mig," forklarer han.

Nægter at lade frygten styre

Det var naturligvis svært for ham at virke som præst med disse skjulte sår i sit indre. Et vilkår

han deler med en række andre præster fra den nordøstlige del af DR Congo, som også er blevet ramt af ADF’s angreb. Dertil kommer, at han oplevede skyldfølelse over at have overlevet, når seks medlemmer fra hans kirke havde mistet livet.

”Jeg magtede ikke at prædike, og jeg kunne ikke engang forrette begravelserne for de seks, som var døde under angrebet,” siger han.

Jean og familien er nu flyttet til et andet område for at få indre helbredelse. Jean er blevet præst i en anden kirke, og han mærker, at det går fremad for ham. Hans største bekymring er dog hans kone, der stadig har det svært.

"Det er svært for min kone; især når hun er alene hjemme. Hun er altid bange, fordi hun frygter, at ADF også vil angribe os her."

Jean er også selv bange, men han forsøger at konfrontere frygten.

"Jeg er nødt til at se den i øjnene, for hvis jeg ikke slipper af med den, vil jeg ikke længere være i stand til at arbejde som præst. Mit valg er ikke at lade mig stoppe, men at forsætte min tjeneste – på trods af de indre sår og på trods af den konstante hoste, jeg udviklede efter at have indåndet krudtrøgen den dag.”

Jean er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden og sikker på, at han og familien vil opnå fuldstændig indre helbredelse.

”Folk beder for os, og vi kan mærke, hvordan det styrker os,” siger han. ”Gud er med os, og han vil tørre tårerne af vores kinder.”

Bøn

⊲ Bed for Jean, hans kone og deres børn – bed om indre helbredelse og genoprettelse.

⊲ Bed for den kirke i Beni, som Jean tidligere var præst i.

⊲ Bed Gud beskytte de kristne i DR Congo.

Aalborg

Christiansfeld