Skip to main content

Aars Avis nr. 45 - 2024

Page 12

SIDE 12

6. NOVEMBER 2024

Vesthimmerland:

Budgetterne dikterer fagligheden i kommunen Kira Nymark Madsen, FOA fællestillidsrepræsentant i Vesthimmerlands Kommune, skriver om udfordringer i plejesektoren:

LÆSERBREVE Dagligt møder ældre, handicappede og sårbare borgere i Vesthimmerlands Kommune ufaglært personale. Nye tal viser, at 25 procent af de ansatte inden for pleje-, senior-, handicap- og psykiatriområdet er ufaglærte. Det svarer til 168 ud af 666 ansatte (oktober 2024). Kan vi være det bekendt? Forestil dig, at du skal til tandlægen eller opereres for et brækket ben. Ville du føle dig tryg ved en uuddannet tandlæge eller ortopædkirurg? Nej, vel? Men det er, hvad vi dagligt byder borgerne i Vesthimmerlands Kommune. Sundhedsudvalget har et overskud på 16 mio. kroner. Hvorfor skal budgettet se pænt ud, når vi ikke kan tilbyde borgerne den nødvendige faglighed? En faglighed, som borgerne i kommunen klart har krav på. Politikerne har fastlagt et budget, og det er nu det, som dikterer fagligheden på vores plejecentre, hjemmeplejegrupper og botilbud. Jeg er selv social- og sundhedsassistent og konsekvensen af manglen på faglærte kolleger er, at faglærte går ned med stress eller skifter fag. Mange kan ikke stå inde for det faglige niveau, vi tilbyder borgerne. Derudover bela-

ster sidemandsoplæring af elever og ufaglærte kolleger arbejdsmiljøet. I 2023 havde social- og sundhedspersonalet i Vesthimmerlands Kommune 19,5 sygedage i gennemsnit. Min påstand er, at der på sundhedsudvalgets område ansættes ud fra økonomiske hensyn frem for faglige behov. Kan vi virkelig være det bekendt? Udvalget opsiger ikke de faglærte direkte, men når faglærte fratræder, erstattes deres stillinger ofte af ufaglærte. Budgetterne dikterer, ledernes råderum og dermed andelen af faglærte. Vi må ofte prioritere nødkald og håbe på, at ingen falder eller har brug for akut hjælp – særligt ikke om natten. Et eksempel: Nattevagten på et plejecenter er reduceret til én person. En beboer bliver dårlig, og en erfaren social- og sundhedsassistent vurderer, at borgeren er ved livets afslutning. Social- og sundhedsassistenten bruger 3,5 timer hos borgeren, som tydeligt er utryg ved situationen. Det betyder, at ingen andre beboere får hjælp i den periode. Skylden kan hverken placeres hos den døende, assistenten eller den lokale leder. Vi skal pege på de lokale politikere, der har fastsat økonomien. De skal stå til ansvar for det faglige niveau eller mangel på samme. Store udfordringer venter i Vesthimmerlands Kommune. De næste fem år kommer der 22,7 procent flere +80-årige, og der vil frem mod 2030 være behov for 370 flere social- og sundhedsassistenter og social-

og sundhedshjælpere alene som følge af aldersafgang og aldersbehov i Vesthimmerlands Kommune. Uden tvivl – vi mangler faglært personale i sundhedssektoren og vil mangle endnu flere i fremtiden. Vi er stolte af vores fag og ønsker at gøre en forskel, men økonomien tillader det ikke. De ufaglærte gør det godt, men ansvaret er for stort, og der er knap tid til oplæring. Vi lærer dem, at borgerne ikke har selvbestemmelse, da tingene skal ske, når vi har tid. Borgerne bliver mere plejekrævende og komplekse, hvilket kræver større faglighed. Sundhedsudvalgsformanden har udtalt, at plejecentrene skal ses som minimedicinske afdelinger, men budgetterne følger ikke med kompleksiteten. Borgernes pleje og medarbejdernes arbejdsmiljø er i sidste ende politikernes ansvar. Mit spørgsmål til politikerne er: Skal vi lægge vores faglighed, empati og moral på hylden sammen med vores private tøj, når vi møder ind? Vil I fortælle borgerne, at de ikke får deres ugentlige bad, fordi min kollega er sygemeldt, eller fordi de skal koste mindst muligt? Hvordan kan I forsvare, at jeg har færre faglærte kolleger og flere ufaglærte, når sundhedsudvalget samtidig har et overskud på 16 mio. kroner? Mere komplekse opgaver kræver øget faglighed – derfor er det uforståeligt, at I prioriterer anderledes. Denne prioritering kan vi ganske enkelt ikke være bekendt.

Hvad fatter gør, er altid det rigtige Birthe Bendixen, Holevej 20, Hvalpsund skriver om solceller og vindmøller midt i Vesthimmerland:

LÆSERBREVE Der var så dejligt ude på landet, i de små landsbyer, ja sågar i de større byer. Solen skinnede, kornet bølgede og alle hjalp hinanden og kom hinanden ved. Foreningslivet blomstrede og stemningen var god. Man mødtes over en kop kaffe, et krus øl eller et glas vin. Man accepterede hinanden. Man drøftede dagligdagen i en positiv ånd. Alle vidste, at man skulle gøre noget ved den grønne omstilling men hvordan? Der trak en grå sky ind over det lille samfund. Det var en omvendt tornado. Den hvide bygning i Aars (rådhuset) sugede skyen til sig. Alle ventede på en gang regnvejr, men der skete ingenting. Der var meget lukket på Rådhuset. Hvad fatter gør, er altid det rigtige! Efterhånden slap der dog noget ud. Et stort firma ville gøre Vesthimmerland til et Klondike. Vi havde biogasanlægget , og nu skulle det udbygges med vindmøller og solceller. Det lille samfund omkring biogasanlægget brokkede sig. Man ville have informationer. Man følte sig fanget i et spind, som man ingen indflydelse havde på, for hvad fatter gør er altid det rigtige! Nogle kunne få kompensation. Andre kunne

ikke, fordi grænsen var få meter fra huset, og man kunne ikke være fleksibel. Beboerne holdt møder. Kommunen holdt møder med borgerne, men kommunalbestyrelsesmedlemmerne var tillukkede og undveg at svare, når der blev stillet kritiske spørgsmål. I avisen kunne man se firmaets planer. Det viser sig så, at man ikke kan regne med dem, fordi man åbenbart kan flytte rundt med grænser efter forgodtbefindende, selvom byrådet har vedtaget de første grænser. Kan man ikke stole på en byrådsbeslutning? Hvad fatter gør, er altid det rigtige! Det er bekymrende at være borger i sådan et samfund. Nogle af de mange solceller kunne man måske placere på alle de offentlige bygninger. Vi har flere rådhuse og skoler. Så kunne man bruge den gode landbrugsjord til kornavl eller grønsager. Det er måske farligt at leve under sådanne solceller, siden man ikke må spise de får, som afgræsser nuværende områder. Der er PFAS. Vil det sige, at vi forurener så stort et område med PFAS, som de solceller skal stå på? Hører det også ind under den kategori: Hvad fatter gør, er altid det rigtige? Man vælger at bruge et forholdsvis tæt befolket område til at placere møller og solceller på. Hvis man tager bilen og kører en tur i Vesthimmerland, kører man igennem adskillige områder, som er tyndt befolket. Hvorfor ikke placere

møller og solceller der? Så fik man jo ikke den afvikling af området, som sker nu. Der bliver råbt om, at vi skal have flere folk til at bo i vores kommune, så vi kan få nogle skattekroner at gøre godt med. Folk vil ikke bo her, når de opdager at, hvad fatter gør, er altid det rigtige! Det dejlige lille samfund er forsvundet. Lige meget hvor man møder folk, er de opgivende, triste og negative. Det er jo lige meget, hvad vi gør, for politikerne vil ikke høre på os. Det er fantastisk, bedrøvende og forfærdeligt, at vi har haft tiltro og følt tryghed ved en flok mennesker, som vi i sin tid har valgt ind i byrådet. Det gør ondt at se og høre, hvordan de behandler folk. Det kunne være så godt, og så er det faktisk skidt. Kære Borgmester. Jeg håber, at du og byrådsmedlemmerne vil tænke over alle de indlæg fra Vesthimmerlands beboere, som ikke er blevet besvaret optimalt. I er bare gledet af eller har undladt at svare på kritiske spørgsmål. Alle de tilkendegivelser og sure opstød fra folk, kan I putte i en sæk. Jeg tror sækken vil blive fuld og tung, inden den her sag er ovre. På Rådhuset kan I så sætte jer og gennemgå dem. Tænk over, hvad hver eneste af tilkendegivelserne har betydet i dit forhold til borgerne i din kommune. Jeg syntes, det må være svært at se folk i øjnene. Du drog af sted med en god idé, men kom hjem med en sæk med gode hensigter og sure opstød. Hvad fatter gør er altid det rigtige!

Vesthimmerland får brug for flere faglærte Formanden for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Asger Andersen (S), svarer på læserbrev skrevet af FOAs fællestillidsrepræsentant:

LÆSERBREVE I det daglige arbejde indenfor sundhedsområdet i Vesthimmerland, glæder det mig, at der er stor interesse for udviklingen fra alle interessenter. Så tak til FOA for at sætte lys på en af de store udfordringer i Fremtidens Vesthimmerland med mangel på faglært arbejdskraft, ikke mindst SOSU uddan-

nelserne. Denne udfordring har den socialdemokratiske byrådsgruppe rejst adskillige gange i byrådet, men indtil videre er der kun Socialdemokratiet, der vil hæve målsætningen for hvor mange unge, der starter på en erhvervsuddannelse i Vesthimmerland. Med hensyn til rekrutteringen til SOSU området har det været afgørende, at Vesthimmerland lykkedes med at få SOSU uddannelsernes grundforløb til Aars. Sammen med FOA kan vi forhåbentligt lykkes med at få hele uddannelsen til i Aars. Det har stor betydning for de ufaglærte, som vil tage SOSU hjælper eller assistent uddannelsen, da transporttiden ud af kommunen ofte er en bar-

riere i forhold til familielivet med små børn. Udover at Vesthimmerlands kommune stort set ansætter alle de elever, som afslutter grundforløbet i Aars, så er alle stillinger også opslået til faglærte. På grund af den store efterspørgsel er der desværre ikke tilstrækkeligt mange faglærte, der søger. Derfor ansætter vi også kvalificerede ufaglærte, som f.eks. studenter der vil bruge et sabbat år på, at afprøve arbejdslivet indenfor velfærdsområderne. I praksis sker det ofte som sommerferieafløsere, så vores fastansatte medarbejdere kan holde velfortjent ferie. De fastansatte er rygraden i serviceniveauet indenfor ældreområdet og er naturligt

også nøglepersoner for, at nyansatte får den rette sidemandsoplæring. Ikke mindst i forhold til hvilke opgaver, der må løses af en ufaglært og hvilke der kræver sundhedsmæssig autorisation, som f.eks. medicin. En stor andel af de unge ufaglærte bliver motiveret til at starte på en velfærdsuddannelse, så ansættelsen af unge ufaglærte ferieafløsere bidrager også til at flere unge vælger at starte på en velfærdsuddannelse. Ud fra devisen om at kritik også er kvalitetssikring, så håber jeg at vi sammen med FOA på alle måder kan spille hinanden gode i forhold til at Fremtiden er Faglært. I forhold til velfærden i Fremtidens Vesthimmerland,

gør penge det således ikke alene. Men de spiller dog en afgørende rolle for serviceniveauet. Det er Sundhedsudvalget og så meget bevidst om, derfor er der i denne byrådsperiode ikke sparet på service niveauet indenfor ældreområdet. I stedet for at bede personalet om, at løbe hurtigere er der i stedet, lavet midlertidige nedlukninger af afdelinger, så tomgangspladserne ikke tærer på økonomien. Med baggrund i sundhedsudvalgets besøg på plejecentrene, er jeg enig med FOA i, at plejetyngden er stigende. Denne udvikling har sundhedsudvalget handlet på i juni måned, hvor området blev tilført yderligere tre millioner. De enkelte plejecentre har således fået opjusteret

deres økonomi . Den aktuelle budgetopfølgning er et udtryk for, det forventede forbrug resten af året. Med et forventet samlet mindreforbrug på to millioner er der således råderum. I Fremtidens Vesthimmerland skal vi med den nye ældrelov i hånden forsat have fokus på serviceniveauet. Det aktuelle service niveau er beskrevet i vores kvalitetsstandard og hvert år er der eksternt tilsyn, som aktuelt i 2024, gav topkarakterer til ældreplejen i Vesthimmerland. Den fremtidige opgave med til stadighed at udvikle ældreplejen, ser jeg frem til at vi løser sammen i godt samarbejde, ikke mindst i vores MED (medarbejder, red.) udvalg.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Aars Avis nr. 45 - 2024 by Aars Avis - Issuu