2 minute read

Asaa Skole

Skoleåret

På skolen mærker vi efterhånden, at skoleåret 20/21 går på hæld. Et historisk anderledes år, men stadig et år, hvor vi har holdt fokus på elevernes læring og trivsel. Rammen for læringsaktiviteterne har været anderledes, men det har lærerne og pædagogerne været rigtig gode til at udnytte, både i den fysiske undervisning, men også i den virtuelle undervisning. Eleverne og deres forældre, har vist sig at være meget omstillingsparate og har været fantastiske til at indgå i samtlige af de op- og nedlukninger, vi har været igennem i dette skoleår. Tak til jer for den velvilje og samarbejdsvillighed I har udvist.

Advertisement

Flere aktiviteter har været på standby eller aflyst, og i nedlukningerne har vi ikke haft skolepatrulje. Dette er igen etableret, og vores 6.klasse. står klar til at hjælpe de mindre elever sikkert over vejen.

Tak, vil vi også meget gerne sige til Torsdagsholdet og til Borgerforeningen, som har tryllet en flot ny bænk frem til os i skolegården. Trylleri har det nu nok alligevel ikke været, for der er blevet knoklet i værkstedet hen over vinteren med at bygge og skabe den nye bænk i samme stil som den, vi havde før. Materialerne til bænken har Borgerforeningen skaffet midlerne til. Uden materialer og de frivilliges indsats havde vi ikke fået en ny flot bænk, så tusinde tak.

I samme boldgade er det, at en gruppe frivillige på byforskønnelsesdagen brugte deres tid og tekniske snilde på at renovere vores bålhytte, så taget igen er tæt, og bålhytten atter tager sig flot ud. Tusinde tak for det.

Det er fantastisk at opleve den store frivillige indsats, der ydes i Asaa. Vi giver en stor high five til jer alle.

Vores udearealer bliver brugt flittigt i fritiden, hvilket vi er rigtig glade for. Langt de fleste benytter skraldespandene og efterlader udearealerne, som da de kom. Desværre oplever vi at møde knuste flasker og affald – særlig efter en weekend. Det er vi rigtig kede af, da glasskårene er til fare og skraldet til gene for vores elever. Vi er derfor meget glade for, at der fra jer borgeres side er opmærksomhed på dette, og flere er rigtig hjælpsomme i forhold til at feje og samle affald op, inden eleverne møder ind. Også dette er vi taknemmelige for og appellerer i samme omgang til, at vi alle hjælper med at passe godt på vores skole og udearealerne.

Vi glæder os til at tage fat på et nyt skoleår. Skolestart er mandag d. 9.august. Men indtil da ønsker vi alle i Asaa og omegn en helt fantastisk sommer. På skolens vegne Maria Møller

This article is from: