helse: interview
har han selv valgt. For han er lidt af en kaffe nørd og synes også, at det mindste man kan sørge for, når man beder folk om at betale 30 eller 40 kroner for en kop kaffe, er, at den smager godt. Det store spørgsmål, der kredser over os, mens vi sipper til kaffen, er selvfølgelig, hvorfor en sportsmand i verdensklasse pludselig er medejer af en bistro på Amager, og hvordan man håndterer det faktum, at ens karriere har en udløbsdato? For det har Michael måttet sande. Tilbage i 2016 sagde han egentlig også farvel til bordtenniskarrieren for dog at tage den op igen ikke længe efter. Men hans exit var alligevel en opvågning, hvor han stod ansigt til ansigt med, at han var nødt til at finde andre veje i livet, hvis ikke han skulle køre kroppen helt ned og potentielt leve størstedelen af sine resterende år i smerte. – Jeg har altid været drevet af min kærlighed til spillet. Men i perioden fra 2012 til 2016 blev jeg mere og mere træt af det og havde flere og flere dårlige dage på arbejde. Så jeg begyndte så småt at lave nogle andre ting, hvor jeg skulle bruge mit hoved mere, og jeg begyndte at lytte til min krop og kunne mærke, at jeg ikke ville ødelægge mig selv for sporten, siger han.
Et eksklusivt forhold Men for at forstå, hvordan Michael er endt som bistroejer, og til dels tvunget til at forlade sin højtelskede bordtennis, er vi nødt til at rejse tilbage i tiden. Michael tog for første gang battet i hånden, da han var seks år gammel. Han begyndte at spille med en kammerat på det lokale fritidshjem. Allerede på det her tidspunkt i sit liv var Michael meget aktiv og dyrkede flere forskellige sportsgrene. Efter et år, hvor vennen og han havde spillet sammen, faldt denne fra, mens Michael fortsatte, og han begyndte så småt at få øjnene op for, at han nok havde mere flair for bordtennis end de fleste. På trods af det skulle der gå flere år, før han dedikerede sig eksklusivt. – Jeg spillede også en del fodbold, og det var egentlig først, da jeg var 13 år gammel, at jeg valgte det fra og fokuserede udelukkende på at blive den bedste bordtennisspiller, siger han. Afskeden med fodbold var også en afsked med holdsporten, og det var Michael meget bevidst om. For selvom det var rart at have holdet i ryggen og støtten og sammenholdet, passede hans mentalitet bedre til solosport.
8