Magasinet Finans nr. 3/2017

Page 42

42

SAMMENLÆGNINGER

FINANS Marts 2017

Forandringer kræver god kommunikation For Poul Kjølby var det en udfordring i 2013 at flytte fra Bankdata i Fredericia til JN Data i Silkeborg, men i dag er han glad for skiftet. Involvering af de berørte medarbejdere ved sammenlægninger er vigtig, mener forsker AF KATY WANG FOTO: MARTIN DAM KRISTENSEN

I finanssektoren har der i de senere år været flere sammenlægninger og fusioner af virksomheder, der blandt andet betyder flytning af medarbejdere. Poul Kjølby oplevede det i 2013, da han i forbindelse med virksomhedsændringer mellem Bankdata, JN Data og Jyske Bank blev flyttet fra Bankdata i Fredericia til JN Data i Silkeborg. ”Da jeg fik det at vide tilbage i 2010, var det lidt svært. Men så satte vi os ned og snakkede om det i familien, og så var det eneste i starten jo bare, at det var et andet firmanavn på min lønseddel. Så blev vi enige om, at det ikke var så slemt”, fortæller Poul Kjølby, der er systemoperatør i JN Data. Det er en naturlig reaktion, at Poul Kjølby var bekymret, da han først hørte om sammenlægningen og de efterfølgende flytninger, mener Henrik Lambrecht Lund, som er forsker i arbejdsmarked ved Roskilde Universitet. ”Medarbejderne er altid bekymrede for, hvad der skal ske med deres job. I den forbindelse er informationer alfa og omega. Så handler det også i høj grad om at involvere folk. Det er vigtigt, at folk kan se sig selv i arbejdspladsen. Så er det ikke et spørgsmål om bare at klaske ting sammen, men også at man tror på, at det kan blive bragt sammen”, siger Henrik Lambrecht Lund.

Tillidsmand vil sørge for bedre information Medarbejderne manglede tilstrækkelig med informationer om, hvad deres fremtid i firmaerne skulle bringe, da de blev lagt sammen, mener tillidsmand Ole Adam Møller. Han er siden organisationsændringerne blevet tillidsmand i Bankdata og vil arbejde for, at medarbejderne er bedre informeret i fremtidige situationer, hvis de skulle opstå.

”Jeg vil tage nogle af de gode erfaringer med mig fra de sammenlægninger. For eksempel at kommunikere ud til vores medlemmer, at vi har en tæt kommunikation med ledelsen. Det vil forhåbentlig gøre, at de menige medarbejdere ikke føler, at ledelsen bare tromler tingene indover”, fortæller Ole Adam Møller. Det kan netop lette store virksomhedsforandringer, hvis medarbejderne er gode til at samles og blive enige om, hvilke behov de har i situationen. ”Som medarbejder kan man helt konkret i sådan en situation stille krav og gerne så tidligt som muligt. I medarbejdergruppen kan man komme med en fælles afklaring om, hvad man vil med de her krav, så man ikke stiller krav i alle mulige retninger. Hvis man føler, at man er i en afmagtssituation, og at tingene bliver trukket ned over hovedet på en, så er det vigtigt, at medarbejdergruppen får præciseret, hvad handlerummet er. Det er også godt, hvis ledergruppen i sådan en proces kan skabe noget forudsigelighed, lige så snart den har mulighed for det”, siger Henrik Lambrecht Lund.

Et spørgsmål om indstilling Overgangen fra Fredericia til Silkeborg var ikke svær for Poul Kjølby. Ud over at den daglige pendlertur pludselig blev godt 100 kilometer lang hver vej, fik han også en ny arbejdsplads og nye kolleger. Det var dog en positiv oplevelse for Poul Kjølby, der oplevede, at han faldt ind i et godt socialt fællesskab i det nye kontor. ”For mit vedkommende var det meget positivt. Jeg sagde ja til at komme derop, og det viste sig at være godt socialt. Jeg tror også, at en stor del af det er held, for vi passer godt sammen”, fortæller Poul Kjølby. Nogle af hans kolleger havde dog mere svært ved både pendlerturen og rykket til de nye placeringer.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.