
2 minute read
Oline skal have det store overblik i drifen
Der er kommet ny driftschef i Urbanplanen. Oline Gaarddal Rasmussen leder blandt andet personalet, som vi alle møder til hverdag i kvarteret.
Hvilken baggrund har du rent arbejdsmæssigt?
Advertisement
Jeg kommer fra en stilling som driftschef ved den almene boligorganisationsadministration FA09, som er stiftet af fem almene boligorganisationer i 2009. Den administrerer 11.500 lejemål fordelt på en række boligorganisationer og kollegier i Storkøbenhavn, og jeg har arbejdet med den almene boligforening PAB som kunde.
Hvorfor søgte du jobbet som driftschef hos os?
Urbanplanen kan noget særligt. Her favnes beboerne både via driften og de boligsociale aktiviteter.
Hvordan opstod din interesse for almene byggerier?
Jeg har arbejdet med Facility Management (ejendomsadministration) i mange år, og det jeg oplever som noget helt særligt ved det almene, er det beboerdemokratiske samarbejde og beboernes mulighed for indflydelse.
Hvad ser du som din mest fornemme opgave herude?
At sikre at urbanplanen er et dejligt sted at bo og arbejde nu og i fremtiden.
Hvad går en typisk dag med for dig?
Der er ingen typiske dage for mig. Som driftschef er der altid emner, som skal løses. Jeg varetager alt fra bestyrelsernes ønsker om fx el-ladestandere, renoveringsprojekter, spørgsmål til økonomi, leverandører, medarbejderemner, beboerklager, fremtidens drift og meget, meget mere.
Hvilke ting, som du har oplevet herude, håber du på at ændre inden for det næste år?
Der er ingen tvivl om, at vi skal se på vedligeholdelse af boligerne og få implementeret 30-årige drifts- og vedligeholdelsesplaner, samt se på bedre affaldsløsninger generelt. Der er fokus på projektet ”Vild med vilje” og andre gode initiativer under LAR-projektet (Lokal Afledning af
Regnvand). Når det kommer til vores medarbejdere, bør faciliteterne passe til 2023 samt antallet af de medarbejder vi har, og her bør der helt klart ske forbedringer. Vores opbevaring af maskiner bør vi også se på, så vi ikke fx benytter parkeringspladser i Øst.
Hvilke gode idéer har du taget med dig fra dit tidligere arbejde?
Jeg er meget glad for at arbejde med gode værdier, og det har jeg arbejdet meget med også tidligere. Ved 3B arbejder vi med temaet: Innovation, Nærvær og Ordentlighed. Hvis vi alle tager de gode idéer med på arbejde og er nærværende og ordentlige overfor vores beboere og hinanden, er jeg sikker på, at vi kan løfte servicen og samarbejdet.
Oline Gaarddal Rasmussen (tv.) har i mange år arbejdet med drift af bygninger, og er glad for at være blevet ansat i Urbanplanen som driftschef.
Hvad er du mest imponeret over herude?
Jeg syntes, der er utrolig mange gode initiativer, klubber, Lykkebazaren med mere, som beboerne har mulighed for at være en del af eller benytte. Jeg er faktisk også temmelig imponeret af, at der ligger en bondegård med dyr og en park, hvor der kommer så mange forskellige beboere og gæster. Dertil er afdelingsbestyrelsernes viden om afdelingerne en utrolig styrke for både beboerne og driften.
Hvilke fritidsinteresser har du når du ikke er på arbejde?
Jeg nyder min have derhjemme og bruger meget tid på planter og grønt, som tomater, ærter, gulerødder med mere. Det er nok opstået ved, at jeg altid har haft meget travlt jobmæssigt, og med det får jeg slappet af. Dertil er der selvfølgelig altid min tid med min skønne familie og venner.