
2 minute read
Iværksætteri i Hørgården
IVÆRKSÆTTERI I HØRGÅRDEN Tekst og foto: Nina Suhr.
Mind Your Own Business
Advertisement
I et forløb for iværksættere har en gruppe venner fra Hørgården startet deres eget firma, der laver tøj med baggrund i Københavns gader.
“Vi kender hinanden her fra området. Vi er opvokset sammen, og vi er bedste venner”, fortæller Youssef og Abdul om de 8 drenge fra Hørgården, der har startet firmaet CPH STRTZ. Firmaet er blevet til i et forløb, hvor drengene lærer om iværksætteri og at starte deres egen mikrovirksomhed hos organisationen Mind Your Own Business.
“Vi laver track-suits. En trøje og bukser, der matcher”, fortæller Abdul på 18, der til daglig går på Ørestad Gymnasium. Youssef er 17 år og går på gymnasiet i Tårnby. “CPH STRTZ er en forkortelse for Copenhagen Streets. Vi prøver at vise, hvordan det er at komme fra Københavns gader. At tøjet kommer fra de københavnske gader”.
Hjælp fra professionelle
“Når der ikke er corona, mødes vi i Garagen hver dag. Her blev vi spurgt, om vi ville være med til det her forløb hos Mind Your Own Business. De hjælper os med at lave vores eget firma, og det lød som en meget god idé. Vi har hørt godt om det fra nogen af de ældre i klubben”, fortæller Youssef og Abdul.
Drengene får vejledning og sparring fra frivillige venturepiloter og mentorvirksomheder fra erhvervslivet. “Vores venturepiloter hjælper os, når vi mødes. En venturepilot er en frivillig, der har erfaring, og kan hjælpe med noget i forhold til vores firma. For eksempel har en af vores venturepiloter været fra Adidas, hvor hun arbejder med markedsføring”.
“Vi har været i gang i 2-3 måneder nu. Forløbet er på 8 måneder i alt. På grund af corona mødes vi online over Teams. Det har fungeret ok. Det er i hvert fald bedre end slet ikke at lave noget”, fortæller Abdul.
Se tøjet på gaden
Drengene har lært om markedsføring, økonomi og design. Alle på holdet synes, at iværksætteri er interessant. “Vi havde ikke lært det på samme måde, hvis vi ikke havde været på det her forløb. Det ville ikke have været det samme, hvis det bare havde været en lærer, der står og taler om det i skolen”, siger Yussef.
Når forløbet er færdigt til sommer, vil drengene sælge deres tøj via Instagram, hvor man kan følge dem på cph.str.tz. De er dog ikke afvisende for at køre videre med firmaet, hvis det går godt. Indtil da vil det bare være en succes, hvis de ser en fremmed på gaden med deres tøj, siger drengene smilende.
Mind Your Own Business
Organisationen giver unge drenge mulighed for at lære noget om iværksætteri, være sammen med sine venner på en anden måde, få relationer til virksomheder og erhvervsliv og at være i et alternativt læringsrum.