Tæt på historien

Tæt på historien TILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 2. APRIL 2016

Frihedsstøtten i København er rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse. Men også jordreformerne i sidste halvdel af 1700tallet spillede en stor rolle for bøndernes frihed.

Side 6

I byen Lemmes i det nordøstlige Frankrig finder man dennne milepæl med teksten ”Voie Sacrée” – ”Den hellige vej”. Vejen bandt byen Bar-le-Duc sammen med Verdun under et af Første Verdenskrigs mest skelsættende slag. I år er det 100 år siden, at slaget ved Verdun fandt sted. Side 16

Dannebrog er folkeligt. Men indtil for godt 160 år siden var det forbeholdt kongen. Side 11

I 1951 vedtog 17 lande FN’s Flygtningekonvention, der blev den første internationale aftale, der forpligter stater til at hjælpe mennesker på flugt.

Side 2

Tæt på historien er en samling af artikler fra Kristeligt Dagblad om historiske begivenheder og perioder helt tilbage fra før vor tidsregning og op til i dag.

Interessen for historiske film er stor i disse år. Biograferne sælger mange billetter til film med historisk indhold som for eksempel ”Under sandet”. Side 10

10.feb - 8.maj 2016 Normandiet – oplevelser på alle fronter 9.7. - 17.7.

Grækenland – i Paulus’ fodspor 20.8. - 29.8.

Aserbajdsjan og Georgien – i Kaukasus 15.9. - 24.9.

Armenien – verdens ældste kristne nation 16.9. - 24.9.

Tyskland – i Luthers fodspor 19.9. - 24.9.

Rom og Assisi – i fortid og nutid 19.9. - 27.9.

Tyrkiet – i Paulus’ fodspor 2.10. - 12.10.

Andalusien – Spaniens sydligste provins 8.10. - 16.10.

Jordan – det ukendte Bibelske Land 16.10. - 23.10.

Udvidet, nyrenoveret, meget mere kunst ...

Læs mere om rejserne på vores hjemmeside eller kontakt 7592 2022

En mekanisk drøm Lehmanns store musikskab

2 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

FN’s Flygtningekonvention | I 1951 vedtog 17 lande den første internationale aftale, der forpligter stater til at hjælpe mennesker på flugt

Flygtningeaftalen fra en anden krigs tid Af Ulla Poulsen og evander Pedersen upoulsen@k.dk, pedersen@k.dk

Den 17. juni 1928 fik Alexandra Borodine udstedt Nansenpas nr. 114 af politidirektoratet i den østrigske hovedstad, Wien. 23-årige Alexandra Borodine var en af de omkring 800.000 russere, som flygtede til Europa i 1921 som følge af borgerkrigen i landet efter Den Russiske Revolution – og Nansenpasset blev hendes adgangsbillet til et lovligt ophold i et europæisk land på et tidspunkt, hvor der ellers kun eksisterede få og spredte internationale aftaler om, hvordan man skulle behandle mennesker, der var flygtet fra deres hjemlande.

Det var den norske polarfarer, videnskabsmand og diplomat Fridtjof Nansen, der som Europas første flygtningehøjkommissær under Folkeforbundet havde taget initiativ til passet i 1922. Passet var en form for asylgodkendelse, som gjorde det muligt for flygtningene at rejse derhen, hvor de kunne finde arbejde eller havde familie, men uden at de mistede retten til at vende tilbage til det oprindelige tilflugtsland.

Passet gjaldt oprindeligt kun for russere, men fra 1933 fik også armenske, syriske, kaldæiske og tyrkiske flygtninge adgang til passet. I alt 52 lande tilsluttede sig brugen af passet, og frem til 1939 blev der udstedt omkring 450.000 pas.

Nansenpasset var i den forstand et typisk eksempel på, hvordan de europæiske lande løste flygtningeudfordringen i mellemkrigstiden. Man arrangerede sig frem fra flygtningegruppe til flygtningegruppe og havde et mylder af aftaler – en for hver nationalitet – som først og fremmest forsøgte at løse de praktiske problemer, som større grupper af fremmede nationaliteter i et andet land kunne afføde. Hvor måtte de bo, arbejde, rejse rundt og så videre?

Hovedansvaret lå i Folkeforbundet, som blev oprettet straks efter Første Verdenskrigs afslutning af 25 lande fra hele verden.

Først i 1933 blev der taget skridt til en egentlig samlet aftale om flygtninge og deres status. Det skete med ”Konventionen om flygtninges internationale status”, hvor ni lande under Folkeforbundet forsøgte at definere, hvilken type beskyttelse flygtninge har krav på i deres tilflugtslande.

Som årene op til og under Anden Verdenskrig skulle vise, var konventionen imidlertid ikke tilstrækkelig til at skærme de millioner af jøder og andre flygtninge, som blev drevet fra deres hjem på grund af krig og forfølgelse.

Ikke mindst de jøder, der forsøgte at flygte fra Tyskland før krigen, havde meget svært ved at komme ind i andre europæiske lande så vel som USA. Og da først krigen var i fuld gang, blev det nærmest praktisk umuligt.

Den omfattende udryddelse af jøder blev således en af de væsentligste årsager til, at det trods en del betænkeligheder forholdsvis hurtigt lykkedes at få vedtaget en flygtningekonvention i 1951. ”Det var på grund af dårlig samvittighed over, at stort set alle lande havde afvist jøderne i 1930’erne. I 1938 havde man eksempelvis holdt Evian-konferencen, der handlede om, hvordan man kunne undgå at hjælpe. Da konsekvenser af politikken gik op for vestmagterne i 1945, besluttede man sig for, at det aldrig måtte gentage sig. Det blev ubærligt,” siger Uffe Østergaard.

Det var FN’s Generalforsamling, der i 1950 vedtog, at der var brug for en international aftale, der kunne regulere det flygtningekaos, som Anden Verdenskrig havde bragt med sig. Ikke blot krigen i sig selv, men også Nazitysklands udstrakte brug af tvangsarbejdere havde ført til, at der i 1945 var omkring 11 millioner mennesker, som levede uden for deres hjemlande og nu flakkede rundt i Europa.

Mange af de fordrevne havde udsigt til at vende hjem, men hundredtusinder nægtede at tage tilbage, fordi deres lande nu hørte under Sovjet-

Udgivet af Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K. Ansvarshavende chefredaktør: Redaktion: Layout: Tryk:

Erik Bjerager Anders Ellebæk Madsen Mie Petersen Dagbladet i Ringsted

B

0 Flygtninge på vej væk fra ruinerne i den tyske hovedstad, Berlin, i 1945. – Arkivfoto: Abraham Pisarek/Scanpix.

WW Der var – også

dengang – mange forskellige opfattelser af flygtninge. Nogle så dem som en trussel, og en stor del af modviljen byggede på racisme og uvidenhed. Andre så flygtninge som en mulig ressource.

Phil Cole, lektor i international politik

unionens kontrol: Polen, Letland, Litauen, Ukraine og så videre. Og i takt med kommunismens spredning voksede strømmen af østeuropæiske flygtninge blot yderligere i slutningen af 1940’erne.

På den baggrund nedsatte FN i efteråret 1950 dels et udvalg til at forberede en konvention om flygtninge, der kunne forebygge lignende situationer en anden gang, dels oprettede man højkommissariatet for flygtninge, UNHCR, til at løse de praktiske opgaver med de eksisterende flygtninge.

Konventionsudvalget, der havde den danske kontorchef Knud Larsen som næstformand, kunne allerede indkalde til konference om teksten i Genève i Schweiz i juli 1951, og i løbet af nogle uger blev de 17 lande, der deltog, enige om konventionens indhold.

Der var masser af diskussioner og uoverensstemmelser, men i sidste ende enedes man om to afgørende principper: 1. En flygtning er en person, der er individuelt forfulgt på grund af race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning og ikke kan vende tilbage til det land, der sædvanligvis er vedkommendes opholdsland.

2. Det land, hvor flygtningen søger tilflugt, må ikke sende vedkommede tilbage til det land, der forfølger vedkommende.

Konventionen blev underskrevet i Genève umiddelbart i forlængelse af konferencen og trådte i kraft i 1954, da 35 lande havde ratificeret den.

Peter Gatrell er professor i historie ved Manchester Universitet i Storbritannien med speciale i flugt og flygtninge gennem tiderne. Han understreger, at den hurtige procedure omkring konventionen ikke må forlede nogen til at tro, at der ikke var intens international debat om dens indhold.

Flertallet af FN’s medlemslande støttede således ikke en konvention, som i princippet skrev en blankocheck, der kunne indløses under

fremtidige flygtningekriser.

De foretrak stadig den type midlertidige løsninger og aftaler, som mellemkrigstiden havde været præget af – og påberåbte sig deres nationale suverænitet til at afgøre, hvem der var ”rigtig” flygtning. Blandt andet skrev USA først aftalen under i 1968. ”Der var blandt andet uenighed om, hvorvidt konventionen skulle indeholde begrænsninger (på definitionen af en flygtning) eller være mere åben. De kommunistiske lande var modstandere af den vægt, konventionen lagde på begrebet ’forfølgelse’, som de opfattede som koldkrigsretorik. Det havde de for så vidt ret i, men omtalen af forfølgelse var også med for at minde alle om, hvad der skete med jøderne under nazisterne,” siger Peter Gatrell.

Han peger på, at betænkelighederne ved at indføre en konvention blandt andet afspejler sig i, at det under alle omstændigheder er det pågældende tilflugtsland, der efter sit eget skøn afgør, om en flygtning er berettiget til asyl.

I første omgang vedrørte konventionen også kun flygtninge fra Europa. Først i 1967 vedtog FN en protokol, der udvidede rettighederne i konventionen til alle verdens borgere.

Diskussionerne i 1950 og 1951 var i høj grad præget af de samme dilemmaer og overvejelser som nu, siger Phil Cole, lektor i international politik ved Vestenglands

universitet i Brighton og ekspert i international migration og menneskerettigheder. ”Der var – også dengang – mange forskellige opfattelser af flygtninge. Nogle så dem som en trussel, og en stor del af modviljen byggede på racisme og uvidenhed. Andre så flygtninge som en mulig ressource og mente i øvrigt, at det var en moralsk forpligtelse at tage sig af dem,” siger han.

Phil Cole ser det som et stort skridt fremad, at det trods alt lykkedes at vedtage en konvention, som lægger faste, internationale rammer for behandlingen af flygtninge. ”Den har sikret, at mennesker, som er udsat for forfølgelse i deres hjemlande, ikke bliver sendt tilbage. Der er talløse mennesker, som på den måde har fundet beskyttelse,” understreger han.

Efter hans mening vil en opløsning af flygtningekonventionen være ensbetydende med at undergrave hele idéen om menneskerettigheder, fordi de forfulgte kommer til at stå uden en stat til at beskytte dem, når deres hjemland ikke kan. Han foreslår, at en test for, hvilke begrænsninger det ville være fornuftigt at indføre i konventionen, kunne være at overføre dagens situation til Anden Verdenskrig. ”Vi kunne begynde med at spørge os selv, om vi ville have accepteret disse begrænsninger, hvis de gjaldt jøder på flugt fra holocaust,” siger Phil Cole.

Historien lever Mød forfatterne på Historiske Dage

Fra verdenskrig til kold krig Michael Dobbs fortæller hele den dramatiske historie om den kolde krigs slutspil

Cubakrisen ”Det er åndeløst spændende” Ekstra Bladet

Sovjetunionens fald Michael Dobbs fortæller hele den dramatiske historie om den kolde krigs slutspil

Kuppet i Chile Politiken

For danmarks ære Berlingske

Stalins datter ”Svetlana Stalin forsøgte hele livet af slippe ud af sin fars kløer.

En ny, fantastisk biografi forsøger at svare på, om det lykkedes hende” Berlingske

I krig for Lincoln Berlingske Jyllands-Posten

Antisemitismens bibel Politiken

4 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Julius Cæsar ville have styr på kalenderen med en skuddag Når februar hvert fjerde år skal have en ekstra dag, ligger den ikke i slutningen, men bliver skudt ind den 24.

Det skyldes den gamle romerske kalender Af Simon Muff Enevoldsen enevoldsen@k.dk

Når Jorden har drejet en gang rundt om sig selv, er der gået et døgn. Når den har været hele vejen rundt om Solen, er der gået et år, 365 dage. Og seks timer. Disse ekstra seks timer gør, at der hvert fjerde år er ”sparet” et ekstra døgn op, en skuddag, således at året varer et døgn længere.

Det betød, at man i år fik fornøjelsen en dag mere i februar, altså en mere, end man plejer. Man kunne med god grund tro, at skuddagen ville være den sidste og ekstra dag i februar, altså den 29. februar, men sådan forholder det sig ikke. Den officielle skuddag er nemlig den 24. februar, og det er der en mere end 2000 år gammel forklaring på, som skal findes i den romerske kalender.

Først skal man forestille sig, at juleaften lå i midten af oktober, sankthansaften i april og efterårsferien i begyndelsen af august. Så meget var kalenderen forskudt i år 46 f.Kr. i forhold til i dag.

Erling Poulsen er observator og leder af observatoriet i Rundetaarn, og han har i mange år forsket i kalendere og astronomiens historie.

Han siger, at den megen forvirring om kalenderen skyldtes, at man dengang talte dage efter Månens og ikke Solens placering.

Det betød, at året blot varede 355 dage. For at sørge for, at kalenderen fulgte med årstiderne, tilføjede man hvert andet eller tredje år en ekstra måned, men det var ikke helt nok.

Kalenderens forskydning fra årstiderne blev større og større, og det tog den romer-

ske konsul og diktator Julius Cæsar konsekvensen af, da han i år 46 f.Kr. gjorde året 67 dage længere. Året havde i forvejen en skudmåned på 23 dage, og derfor gik der 445 dage, før man kunne træde ind i det næste år. Af romerne blev det kaldt annus confusionis, forvirringens år. ”Julius Cæsar sørgede for at indføre den såkaldte julianske kalender, der minder om den, vi har i dag, hvor et år svarede til den tid, det tog for Jorden at dreje en omgang om Solen,” siger Erling Poulsen. Året var imidlertid lidt over seks timer for langt i forhold

2 Den romerske diktator Julius Cæsar gjorde i år 46 f.Kr. året 67 dage længere. – Foto: Scanpix.

til den julianske kalender, og derfor indførte Cæsar en skuddag hvert fjerde år, der skulle sørge for, at årstiderne og kalenderen fulgtes ad.

Den ekstra dag blev sat ind den 24. februar. ”Årsagen til, at skuddagen skulle ligge på den dato, var, at februar efter månekalenderen var årets sidste måned, og den varede 23 dage. I forbindelse med det nye år, som begyndte i marts, festede man alligevel til ære for guderne, og derfor var det ganske passende at lægge en ekstra dags festivitas ind i slutningen af året,” siger han.

Trods Julius Cæsars indgriben i kalenderen skete der stadig forskydninger mellem kalenderen og det astronomiske år. I 1582 var kalenderen 10 dage bagud, og derfor besluttede pave Gregor XIII, at

man over en nat sprang fra den 4. oktober til den 15. for at holde trit med årstiderne.

Samtidig indførte han den gregorianske kalender, der ligesom den julianske har skudår hvert fjerde år. Den adskiller sig ved, at år, der er delelige med 100, ikke er skudår. Dog ikke, hvis de er delelige med 400, understreger Erling Poulsen.

Denne lille ændring betyder, at der efterhånden er kommet nogenlunde styr på kalenderen, men faktisk går den stadig en smule skævt i forhold til det astronomiske år. ”Kalendere er jo noget rod, men vi er efterhånden kommet rigtig tæt på. Men der sker en forskydning på et døgn cirka hvert 3000. år.

Men mon ikke vores efterkommere kan finde på en løsning?”, siger Erling Poulsen.

Hvem myrdede Julius Cæsar?

Få svaret i tredje del af Lasse Holms anmelderroste krimitrilogi fra antikkens Rom “Ualmindeligt velresearchet” Litteratursiden.dk “Fremragende historisk krimi” Lektørudtalelse, DBC “Genistreg” Kulturcafeen

Om Romeren: “Lasse Holm skriver sig ganske mirakuløst ind blandt de ypperste” Om Grækeren: “Den ene umådeligt effektive scene afløser den anden [...] så godt, at det gyser i læseren”

“Hæsblæsende” Nordjyske

Om Republikaneren: “Vellykket, spændende og vældig underholdende” Weekendavisen

Første bind nu som billigbog.

Fahrenheit

vejl. pris

kr. 99,95

“Ikke ét kedeligt øjeblik” Politiken

G aius bring af

Tæt på historien 5

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Kant var en gudbenådet reklamemand Oplysningstiden i 1700-tallets Tyskland var mere styret af mediedebat end af filosofi. Det hævder litteraturprofessor Steffen Martus i ny udgivelse Mathias Irminger Sonne skriver fra Tyskland ide@k.dk

Mon mennesket efterhånden er så oplyst, at det kan indgå et ægteskab uden Guds velsignelse og gejstlig hjælp?

Dette spørgsmål lyder trivielt i nutidens ører. Det var det ikke i 1783. Her var forslaget ikke bare grobund for en mindre skandale i Berlin. Det skulle vise sig at fostre en af de stærkeste tekster, menneskeheden har set.

Striden om det borgerlige ægteskab fik nemlig præsten Johann Friedrich Zöllner til i Det Berlinske Månedsskrift at beskylde oplysningsprojektet for at bedrive en samfundsundergravende dekadence, der forvirrer menneskenes hoveder og hjerter, og som undergraver moralen og ødelægger religionen.

En passant krævede Zöllner et svar på spørgsmålet: ”Hvad er oplysning?” – for det må man da have, før man overhovedet begynder at oplyse, mente han.

I Königsberg, 650 kilometer

derfra, sad filosoffen Immanuel Kant, der et par år forinden havde udgivet sin revolutionerende ”Kritik af den rene fornuft”. Stik mod Kants forventning blev værket modtaget med larmende tavshed eller skeptisk afvisning. Men hvis man skal tro litteraturprofessor Steffen Martus, der står bag århundredværket ”Oplysning – et epokebillede af Tyskland i det 18. århundrede”, fik pastor Zöllners spørgsmål ”reklamemanden” frem i Kant. Et par måneder senere leverede Kant i selvsamme månedsskrift den knivskarpe ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”.

For et par skillinger kunne enhver læsende tysker erhverve skriftet hos alle boghandlere og posthuse og læse sætninger som: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” og ”Hav mod til at bruge din egen forstand”.

Nej – det kickstartede ikke oplysningen. Tværtimod havde Kant skabt oplysningens slogan, netop her hvor oplys-

ningstiden gik på hæld som historisk epoke.

At Steffen Martus i sit murstenstykke mesterværk kalder Kant for både ”gudbenådet reklamemand” og ekspert i ”tanke-marketing”, kan forlede til at tro, at her er tale om en poppet introduktion til oplysningens filosofiske grundtanker. Det er langtfra tilfældet.

Martus’ tidsbillede af den tyske oplysning rækker fra selvkroningen af den brandenburgske kurfyrste Frederik III til Frederik I af Preussen i Königsberg i 1701.

Dermed indledes et århundrede, hvor Preussen skulle stige op til en europæisk stormagt i det splittede Tyskland, mens blandt andre habsburgerne og Det Tysk-romerske Rige skulle vise sig at synge på sidste vers.

Læseren følger de store europæiske magtspil, kriser og krige som Den Spanske Arvefølgekrig og ”historiens første verdenskrig”, som Martus kalder Syvårskrigen 1756-1763. Vi møder århundredets afgørende aktører og

klasser i de praktiske sammenhænge, hvor de smeder deres alliancer, planer og overbevisninger – og hvor de er fedtet ind i forpligtelser, afhængigheder og dogmer.

Oplysningstiden bliver nemlig, ifølge Martus, ikke meget mere forståelig af kun at citere de store filosofiske strategier og litterære fantasier. Politik, jura, religion og videnskab, ja, hele den samfundsmæssige praksis tog sig ikke nødvendigvis af de nye idéer, men forblev ofte stærkt fascineret af oplysningens skyggesider, af folketro og det okkulte. Derfor er der ingen vej uden om at dykke ned i historiens modsætningsfulde praksis.

I denne praksis er der for eksempel ikke tale om et gryende borgerskab, der langsomt, men retningssikkert frigjorde sig fra adelens undertrykkelse. Borgerskabet fandtes slet ikke i ental i de meget forskellige tyske residensbyer, garnisonsbyer, universitetsbyer, handelscentre og migrantbyer rundt i det usammenhængende ”rige i

midten”, der ikke havde en centralmagt som England og Frankrig.

Dette geografisk splittede billede sørgede i øvrigt på ironisk vis for en særlig tysk oplysningsdynamik: Hvis de ledende figurer og tidsskrifter blev afvist eller censureret i det ene fyrstedømme, kunne de ofte flytte videre til det næste og dermed skabe en slags oplysningskonkurrence.

Her var Hamborgs ”moralske tidsskrift” Patrioten tidligst ude allerede omkring år 1700.

Dermed grundlagdes et format, der blandt andet med det engelske dagblad The Guardian som forbillede skulle bringe nyt schwung i samfundsudviklingen.

Her diskuteredes ikke så meget fakulteternes strid, hvor teologien fik hård konkurrence fra filosofi og jura i forsøgene på rent profane begrundelser af for eksempel statsorden og etik i kraft af naturretten. Det var markant mere hverdagsnære debatemner som det praktiske liv, so-

ciale omgangsformer, religion og fromhed, der nu kunne diskuteres sort på hvidt.

Hele Martus’ pompøse bog kulminerer med Immanuel Kant, og det vises, hvordan Kants geniale oplysningsslogans har været med til at skabe et forvrænget billede af oplysningstiden som en fremadskridende, lineær proces. Her står oplysningen soleklar. Det var den bare ikke – det varede det meste af et århundrede, som var yderst broget.

Steffen Martus 33Litteraturprofessor ved Humboldt-universitetet i Berlin og modtager af den prestigefyldte Leibniz-forskerpris i 2015.

33Martus har skrevet et århundredværk, der direkte oversat til dansk ville have titlen ”Oplysning – et epokebillede af Tyskland i det 18. århundrede”, Rowohlt Verlag, 1033 sider.

Historiske fortællinger

www.mellemgaard.dk

6 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Dansk bondekultur | I sit store værk ”Bondens frisættelse” udfolder historiker Birgit Løgstrup, hvordan individualismen udviklede sig blandt bønderne på landet i 1700-tallet.

Men den væsentligste årsag til bondens frisættelse er ikke stavnsbåndets ophævelse, som det ellers oftest har heddet sig

Da den danske bonde fik sin frihed interview

2 Bønderne forrest i billedet havde brug for et hvil midt i kornhøsten. Høsten udfører de som en del af deres hoveriforpligtelser. På Jens Juels billede fra omkring 1800 med Øresund i baggrunden er vi stadig i fæstevæsenets tid – dog i det nye fæstevæsen med grænser for hoveriet. – Fra bogen ”Bondens frisættelse”/ Nivaagaards Malerisamling.

Af Thorsten Asbjørn Lauritsen historie@k.dk

Dansk bondekultur rimer på fællesskab. Andelsbevægelsens fremmarch i midten af 1800-tallet bliver som oftest fremhævet som et af de helt store og mest epokegørende skridt i den danske bondekultur. Med rod i højskoletanken vandt fællesskabet og en ny kollektiv bevidsthed blandt landbefolkningen frem. Det var her, at bonden fandt ud af, at han var stærkere, når han stod sammen med andre, og den demokratiske ånd spirede.

Men et mindst lige så vigtigt historisk punkt går forud for andelsbevægelsen og fællesskabstanken på landet.

Det var individualismens fødsel blandt bønderne. Før bonden begyndte at tænke i fælleskab, skulle han nemlig blive et selvberoende individ.

En selvejer, som ikke var underlagt en godsejer, men som med stor selvbevidsthed var herre i eget hus. I livsførelse, tanke og sind et frit og selvstændigt individ.

Denne udvikling – fra fæstebonde til frisat bonde – skildrer historiker Birgit Løgstrup i sit 600-siders store værk ”Bondens frisættelse”. ”Individualismen blev født på landet i sidste halvdel af 1700-tallet. Det var en løbende udvikling over et halvt århundrede, hvor bonden gradvist blev løsrevet fra godsejeren og kom til at drive selvstændigt landbrug,” siger Birgit Løgstrup, historiker, dr. phil. og adjungeret professor ved Aarhus Universitet.

Professoren har gennem flere år fordybet sig i den danske bondekultur fra 1750 og frem til 1810. Hun er optaget af, hvad der førte til bondens frisættelse og den nyfødte individualisering på landet.

Hvor historikere som oftest har fremhævet stavnbåndets ophævelse i perioden 17881800 som den vigtigste begivenhed i forhold til, at bonden blev frisat, peger Birgit Løgstrups forskning i en ny retning – og på de mange facetter, der spiller sammen. ”I virkeligheden var jordreformerne langt vigtigere for bondens frisættelse end stavnbåndets ophævelse.

Med jordreformerne blev det muligt for bonden at få samlet sin egen jord og dyrke den selvstændigt,” fremhæver Birgit Løgstrup.

Det var således med jordreformerne, at bondens gård

blev centreret med sine marker og enge omkring. Hvor fæstebønderne indtil midten af 1700-tallet havde haft lange, tynde strimler jord, og hvor bønderne skulle over hinandens jord med redskaberne, fik den enkelte bonde nu samling på sine agre. ”Inden jordreformerne var fæstebønderne dybt afhængige af hinanden. Hvis én bonde ville i gang med at så eller høste, krævede det enighed med de andre, fordi de skulle over hinandens marker. Nu kunne den enkelte bonde selv bestemme, og dermed var der grobund for en større selvberoenhed og individualisering på landet,” fremhæver Birgit Løgstrup.

Historikeren underkender ikke stavnsbåndets ophævelse som endnu et vigtigt led i bondens frisættelse. Det blev indført i 1733 af hensyn til soldatervæsenet, der rekrutterede soldater fra godserne.

Alle drenge og unge mænd i alderen 14-36 år var bundet til det gods, hvor de var født.

De måtte ganske enkelt ikke flytte derfra.

Det var bønder bundet på hænder og fødder, påpeger Birgit Løgstrup, men hæfter sig ved de mange nye og frisættende vinde, som fra midten af 1700-tallet blæste ind over Danmark og det danske bondelandskab. Forskeren nævner de økonomiske opgangstider som en medvirkende årsag til nye og friere bondetider. ”Opgangen giver både bønderne økonomisk overskud og gør dem friere. Med økonomisk overskud får du også

3 Stavnsbåndets ophævelse i 1788 står som stærkt symbol på landboreformerne. Derfor malede Eckersberg omkring 1838 ved 50-årsjubilæet et ­billede af Frihedsstøtten i København, hvor bønderne siger tak til deres nådige konge, Christian VII, og kronprins Frederik. – Maleri af C.W. Eckersberg. Fra bogen ”Bondens frisættelse”.

mental handlefrihed,” fremhæver hun.

Friheden meldte sig i forhold til godsejeren. En frihed og selvstændiggørelse, som skete gradvis og på flere planer. Det gjaldt blandt andet reglerne for hoveri. Hvor det førhen var godsejeren, som egenrådigt fastsatte, hvor meget den enkelte bonde skulle levere i hoveri til godsejeren, fik bonden i sidste halvdel af 1700-tallet selv noget at skulle have sagt ved fastsættelsen. ”Bønderne blev ophøjet til forhandlingspartnere med godsejeren. Kunne bonden og godsejeren ikke blive enige, kom der med hoverireformen i 1795 en statslig kommission, som rejste rundt og fastsatte hoveriets størrelse. På den måde voksede bonden i værdighed over for godsejeren,” siger Birgit Løgstrup.

I det hele taget var det et halvt århundrede præget af nye love om jord og ejendom, som skubbede til bondens selvstændiggørelse. Et område som boopgørelse på fæste-

gården kom også under lup.

Den nedsatte Landbokommission kom i 1787 således også med et alvorligt indgreb i godsejerens skifteret over for sine fæstebønder. Førhen lavede godsejeren egenrådigt en boopgørelse, når en gård skulle overdrages fra en fæstebonde til en anden. ”Måske var et tag ved at falde ned, når en fæstebonde overtog en gård, men det var

ikke nødvendigvis nedfældet i kontrakten. Dermed risikerede fæstebonden ved fraflytning at hæfte for skader, som han ikke var skyld i,” siger Birgit Løgstrup.

I 1787 trådte loven om fæsteindgåelse og -afslutning i kraft. Bonden var bedre stillet. ”Loven sagde nu, at der kun kunne laves en opgørelse ved udflytning, hvis der var foretaget en uvildig vurde-

ring af ejendommen ved indflytning. Konsekvensen var, at godsejeren ikke længere kunne gøre, som han ville, og det kunne nytte for bonden at skabe overskud på sin fæstegård,” siger Birgit Løgstrup.

Det historiske materiale fra perioden 1750-1810, hvor bonden frisættes, bugner ikke med store personlige beretninger om, hvad den nyvundne frihed gjorde ved bondestanden. Ifølge Birgit Løgstrup er der flere forklaringer på dette. ”Bondestanden tilegnede sig friheden i stilhed og uden de store glædesråb. Det var ikke en gruppe, som var vant til store armbevægelser. Derudover var der ikke en karismatisk fører, som skilte sig ud og gik forrest i kampen for friheden,” siger Birgit Løgstrup.

I det hele taget foregik bevægelsen i relativ stilhed. ”Fra godsejertiden har bønderne været vante til at stå sammen som gruppe og kommunikere sammen, uden at én råber op. Derfor var det en stille bevægelse, hvor fæstebønderne bevægede sig fra fællesskab til selveje med egen gård,” fremhæver forskeren.

Birgit Løgstrup er ikke i tvivl om, at det halve århundrede kom til at sætte sig varige aftryk i dansk landbrugskultur. Ét er, at man indtil for blot et par årtier siden ude på landet kunne kigge ud ad vinduet og se den jordfordeling, som blev lavet for de nye selvejere for mere end 200 siden. Noget andet var den foretagsomhed, som kom til at kendetegne den enkelte bonde. ”Frisættelsen betød, at vi fik driftige bønder, som selv var i stand til at producere med overskud. Fra midten af 1800-tallet skete det næste store skridt. Her fandt de ud af, at de var endnu stærkere, når de som selvstændige fandt sammen i andelsbevægelser,” siger Birgit Løgstrup.

FORÅR 2016

UGEKURSUS

10. - 16. APRIL PÅ ASKOV HØJSKOLE TILMELDING OG MERE INFORMATION: WWW.ASKOV-HOJSKOLE.DK // TLF. 76 96 18 00

TURE Heldagsturen går til Århus. Vi besøger ”Den Gamle By”, hvor guider viser os udstillingsbyen ”1974 – din egen tid på museum”. Byen er en tidsrejse, hvor man kan studere sin egen, sine forældres og bedsteforældres historie. I ”Madkassen” spises den medbragte frokost. Eftermiddagskaffe i Hobrohuset – en restaurant i museet.

På halvdagsturen kører vi til Løgumkloster, hvor en guide vil vise os den spændende nyrestaurerede kirke. Vi hører om munkelivet i Dormitoriet.

Derefter tager vi til den sønderjyske marskgård Klægager. Her venter os det lækre sønderjyske kaffebord.

Per Øhrgaard

Pernille Juhl

LITTERATUR Forfatteren Pernille Juhl har skrevet en trilogi om sin Gråstenfamilie. Det var farfaderens dagbøger fra tiden som ufrivillig soldat i 1. Verdenskrig, der satte hende i gang med at skrive. Først udkom ”Vent på marie”, så fulgte fortsættelsen ”Når solen står højest” og nu ”Efter mørke”.

Per Øhrgaard fortæller om tysk og dansk gennem tiderne. Indtil 1. Verdenskrig var tysk det mest udbredte fremmedsprog i Danmark. Efter besættelsen var der en naturlig afstandstagen fra det tyske. Men den såkaldte globalisering har gjort det af med næsten al anden påvirkning, end den amerikanske.

HISTORIE Erik Aschengreen

Peter Tholstrup

KUNST I forbindelse med besøget i Århus vil Peter Tholstrup, kendt fra TVs udsendelser om Bruun Rasmussens auktioner, holde foredrag om Børge Mogensen ”Folkets Møbelarkitekt”. Vi hører også om andre kendte møbelarkitekter fra perioden.

Naser Khaders foredrag er baseret på hans nyeste bog ”Hjertet bløder – arabisk forår og opløsning”. Er der stadig lys for enden af tunnelen?

Eller skal vi ønske os tilbage til en tid med Gadaffi, Mubarak, Saddam og Assad?

Askov Højskoles forstander Jørgen Kløve taler om Christian den 4. Det er en præsentation af en statsmand, hvis lange liv knyttes uløseligt sammen med forløb og kriser i dansk indenrigs og udenrigspolitik i 1600 tallet.

Den kendte balletekspert Erik Aschengreen har givet sit foredrag titlen ”Et langt liv med balletten”. Han fortæller om balletten og dansere, der har gjort indtryk på ham, men også om, hvordan den internationale balletverden har modtaget Bournonville-traditionen.

Adrian Hughes kendt bl.a. fra TVs kunstquiz inviterer tilhørerne til en diskussion om ”Hvad er kunst”, og hvem skal bestemme det. Er det kunst at udstille en stor haj i et akvarium fyldt med formaldehyd? Vi invitereres til at medbringe egne eksempler på kunst, vi kan diskutere. Man kan tage billeder med på USB stik, eller vi kan google billeder af værkerne fra netopkobling.

Naser Khaders

Jesper Buhl

MUSIK Koncert med lederen af Den Fynske Opera, Jesper Buhl, sang og Britt Krogh Grønnebæk, klaver. Musik af Williams og Finzi samt opera-arier.

Morgensang og sangaften ved Kristian la Cour.

AFTENER Aftener vil bl.a. byde på film og snapseaften med Kirsten og Eli Fuglø.

Adrian Hughes

WWW.ASKOV-HOJSKOLE.DK

8 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Flugt eller folkevandring deler historikere I debatten om de strømme af mennesker, som aktuelt søger mod Europa, er der uenighed om, hvorvidt begrebet folkevandring kan bruges. Men hvis det ikke er en folkevandring, hvad er det så, spørger historiker 2 Der er blandt lærde stor uenighed om, hvorvidt man kan bruge betegnelsen ”folkevandring” om det, der sker i Europa.

Her ses flygtninge, der netop har krydset grænsen mellem Serbien og Ungarn i efteråret 2015, inden grænserne blev lukket.

– Foto: Scanpix.

Af Britta Søndergaard og Morten Mikkelsen soendergaard@k.dk mikkelsen@k.dk

”Folkevandringen til de rige lande” hedder en aktuel bog af samfundsforskeren Gunnar Viby Mogensen om vor tids strømme af flygtninge og indvandrere. Og mange andre debattører – også en kulturradikal historiker som dagbladet Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard – bruger også betegnelsen ”folkevandring”.

Men der er blandt tidens lærde stor uenighed om, hvorvidt begrebet overhovedet kan hæftes på det, der sker i Europa og Verden lige nu.

Især hvis man med ordet folkevandring ønsker at drage en parallel til den periode mellem cirka år 200 og 700, som betegnes folkevandringstiden, og som havde Roms fald i år 476 som en central begivenhed, er det direkte misvisende, mener en af Europas førende eksperter i Roms historie, Bryan WardPerkins, professor ved det britiske Oxford Universitet. ”I modsætning til hvad der skete i Romerriget, er de migranter, der kommer ind i Europa, ikke i gang med at overtage den politiske magt.

Migranterne er fattige og

uden magt. Hvis vi endelig skal sammenligne med Romerriget, så har nutidens migranter mere tilfælles med de slaver, der udførte det beskidte arbejde, som romerne ikke selv ville udføre,” siger Bryan Ward-Perkins.

Selve ordet folkevandring går tilbage til tyske historikere og havde faktisk oprinde-

ligt en positiv klang. Set fra Tyskland var perioden nemlig en ekspansionstid. Italienske historikere kalder derimod perioden Invasioni barbariche, barbarernes invasion, hvilket afspejler den romerske forståelse af tiden som civilisationens sammenbrud.

Ifølge Rasmus Glenthøj,

adjunkt i historie ved Syddansk Universitet, er det helt klassisk, at historiske paralleller og analogier bliver brugt i en nutidig debat i et forsøg på at understøtte de synspunkter, man i forvejen har. ”De der refererer til folkevandringstiden som parallel, forsøger at gribe den romer-

ske undergangsfortælling som en tolkning, de kan bruge. Andre debattører vil måske drage paralleller til redningen af jøderne i 1943, fordi den parallel fortæller en historie om medmenneskelighed, de synes, de kan bruge,” siger Rasmus Glenthøj Han medgiver, at folkevandring i princippet kan ses som et forholdsvis neutralt ord om grupperinger af mennesker, der flytter sig. ”Men den måde ordet bruges på lige nu, skaber et billede af enorme menneskemængder og fremmaner – især i et lille land – følelsen af at blive oversvømmet,” siger Rasmus Glenthøj.

Når Bryan Ward-Perkins undrer sig over brugen af ordet folkevandring i den danske debat, skyldes det, at man ikke drager den samme parallel i debatten i Storbritannien. Det kan ifølge Rasmus Glenthøj hænge sammen med, at Storbritannien ikke rummer de forestillinger om at være et lille og eksistenstruet folk, som har præget Danmark siden tabet af Norge i 1814.

Men selvom der er mange

forskelle på situationen i Romerriget anno 476 og Europa anno 2015, er der ifølge Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, mange argumenter for at bruge ordet folkevandring. ”Hvis ikke det er en folkevandring, hvad er det så? En invasion? For mig forekommer det meget klart, at vi i Europa lige nu og mindst 2030 år frem vil være udsat for et enormt invandrerpres.

Samtidig ser vi, at befolkningerne i Europa bliver mindre, mens de vokser i Mellemøsten og Afrika,” siger han.

Uffe Østergaard mener naturligvis ikke, det er en invasion i form af angribende hære, der møder Europa. Men det er en befolkningsudskiftning, som i omfang modsvarer mange andre udskiftninger op gennem historien. ”Men det spændende spørgsmål er, om den europæiske kultur bliver udskiftet, bare fordi den europæiske befolkning bliver det.

Personligt tror jeg, det kulturelle Europa overlever, selvom europæerne bliver nogle andre,” siger Uffe Østergaard.

Grænser og pas er et moderne fænomen EU er ikke en stat, men har i forhold til sine grænser opført sig sådan, hvilket nu fører til en historisk set ny situation i håndhævelsen af grænser, mener historiker Uffe Østergård

historisk set Af Uffe Østergård indland@k.dk

En forudsætning for de moderne nationalstater er kontrollerede grænser og pas.

Derfor var det logisk, at EU med Schengen-aftalen fra 1985 og Amsterdam-traktaten fra 1999 nedlagde den indre grænsekontrol og gjorde det muligt at rejse uden pas.

Som dansker skulle man ganske vist vise pas for at bevise, hvem man var. Men det skyldtes blot vor egen modstand mod identitetspapirer, ikke EU. I EU tænkte man, at det grænseløse Europa var en logisk forudsætning for ar-

bejdskraftens fri bevægelighed. Og sådan har det fungeret, blandt andet i Øresundsregionen. Først da vi opdagede, at den ydre grænsekontrol ikke fungerede, og flygtningene væltede ind, genopstod den nationale grænsekontrol. EU er ikke en stat, men havde opført sig, som om den var, uden den nødvendige kontrol af de ydre grænser. Det hævner sig nu, hvor grænsehegn og kontrol af identitetspapirer er genindført.

Nationale pas er imidlertid et meget nyere fænomen. De blev indført under Første Verdenskrig efter en kort periode i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor alle frie personer i princippet kunne rejse frit rundt i

verden og endda emigrere stort set efter eget valg. Indtil da havde det været sådan, at hvis ikke-adelige skulle rejse, skulle de kunne bevise, at de havde ret til det og ikke var ”rendt af pladsen”. Handelsmænd skulle kunne fremvise næringsbrev og være medlemmer af et lav eller et gilde.

Men der var ikke kontrol i moderne forstand ved grænserne, selvom disse gradvis blev mere og mere markerede, men ved ud- og indrejse af byerne.

Så sent som i 1700-tallet har vi beretninger fra britiske rejsende, der efter et besøg i Paris opdagede, at deres to lande havde været i krig med hinanden, uden at det havde

begrænset deres færden. Det var landene, ikke borgerne, der førte krig mod hinanden, Grænser fandtes i høj grad før nationalstaterne, men først og fremmest inden for staten. Det er forklaringen på, at de fleste pas før nationalstaternes tidsalder var til indenrigsbrug. Sådanne dokumenter kendes fra alle europæiske lande og var noget af det første, de revolutionære under Den Franske Revolution afskaffede.

Hovedtransportmidlet var nemlig for størstedelen af befolkningen, helt til anlægget af jernbaner i 1800-tallet, fødder. Og fodgængere er næsten umulige at kontrollere, undtagen ved bjergpas og skibe eller som senere i Sov-

jetunionen ved kontrolposter på vejene. I Danmark blev kontrollen især foretaget ved overfarterne over Storebælt og Lillebælt samt ved Kongeåen, der også var en toldgrænse til Sønderjylland.

Før nationalstaterne og frihandelen foregik den meste kontrol af færdsel imidlertid ved byernes porte. Et minde om dette system findes stadig i København i form af acciseboden mellem Christianshavn og Amager.

Her blev al færdsel indtil sløjfningen af voldene i 1850’erne kontrolleret og afgifter opkrævet på samme måde som ved de tre andre porte, Vesterport, Nørreport og Østerport.

I dag er pas blevet en selv-

følgelighed, noget næsten ”naturligt” for moderne mennesker.

Men inden indførelse af det moderne pas i det 20. århundrede var der en gylden periode, hvor de fleste kunne rejse frit uden at vise dokumenter. Og det gjaldt ikke kun overklassen, men også på en lidt anden måde håndværkssvende på valsen og handelsmænd.

Reelt nåede EU først med Schengen-samarbejdet samme grad af internationalisering og globalisering som i anden halvdel af 1800-tallet og frem til 1914. Og det ser nu ud til at være slut, i takt med at grænsekontrol genopstår under pres fra flygtninge og migranter.

SKOVGAARD MUSEET Kunstmuseet i Viborg

ADAM & EVA

Tabet af uskyld til 16. maj

Alterbillede Signeret kunsttryk af Per Kirkeby 58,0 x 84,1 cm I samarbejde med Per Kirkeby tilbyder Kristeligt Dagblad kunsttrykket ”Alterbillede” fra Gentofte kirke.

Per Kirkeby er verdenskendt for sin kunst og ikke uden grund en af Danmarks mest betydningsfulde og indflydelsesrige kunstnere.

Kunsttrykket er særligt udvalgt til Kristeligt Dagblads abonnenter af Per Kirkeby. Det smukke kunsttryk er produceret i bare 500 eksemplarer, som alle er num-mereret og signeret. Kunsttrykket måler 58,0 x 84,1 cm. Maleriet er fra 2012.

I ITALIENS LYS 1. juni - 4. september

Pris:

599,Pris ikke-abonnenter: 699,-

Indsend kuponen eller bestil nu på shop.k.dk Ja tak, jeg er abonnent og vil gerne bestille: stk. “Alterbillede“ a 599 kr. eksklusive porto.

Ja tak, jeg er ikke abonnent og vil gerne bestille: stk. “Alterbillede“ a 699 kr. eksklusive porto.

Navn: Adresse:

Postnr:

By:

Tlf: Faktura sendes, når kuponen er modtaget.

Send kuponen i en lukket kuvert mærket: “Alterbillede“ til: Kristeligt Dagblad Vimmelskaftet 47 1161 København K

Hele året

SAMLINGEN www.skovgaardmuseet.dk

øst for paradis præsenterer

HHHHHH

10

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

cphculture.dk

HHHHH HHHHH « hjertevarm og rørende »

« filmperle går rent ind »

arbejderen

avisen.dk

« smuk og stemningsfuld »

« en vidunderlig film »

the hollywood reporter

cinetastic.de

HHHH

HHHH

« vellavet på alle planer »

« stor filmkunst »

filmmagasinet ekko

kulturbunkeren.dk

HHHH

HHHH

nosferatu, universitetsradioen

« anderledes feel-good... med politisk alvor » « spreder glæde og varme » playup.dk 0 En scene fra filmen ”Under sandet” om unge tyske soldater, der efter Anden Verdenskrig blev sendt til den danske vestkyst for at rydde stranden og klitterne for miner, er et eksempel på en historisk film, som er populære i disse år. – Foto: Scanpix.

Danskere elsker historiske film En national nostalgibølge sælger millioner af billetter til film om Anden Verdenskrig og fortidens helteskikkelser Af Benjamin Krasnik krasnik@k.dk

fra instruktøren af

elina - som om jeg ikke fandtes

I BIOGRAFerne nu

Mange går ind i biografmørket og lader sig opsluge af historiske film, som synes at være særdeles populære i disse år. ”Vi oplever en nostalgibølge i dansk film,” siger Claus Christensen, chefredaktør for filmmagasinet Ekko.

I dag køber hver dansker 2,1 biografbillet om året, og en stor del af billetterne købes til danske historiske film.

Det er film som ”Under sandet” om tyske mineryddere, ”9. april” om invasionen af Danmark i 1940, ”Sommeren 92” om EM-sejren i 1992, ”Steppeulven” om Eik Skaløe og ”Guldkysten” om den danske kolonitid.

De nævnte titler solgte omkring 800.000 billetter ud af i alt fire millioner billetter til danske film, der gik i biografen i 2015.

Siden ”Flammen og Citronen” fra 2008 har film baseret på virkelige hændelser i den danske historie trukket millioner ind i biografmørket. Filmen om de to våbenkyndige modstandsfolk solgte 673.000 billetter, men blev senere slået af ”Hvidsten Gruppen”, der i 2012 var den mest sete biograffilm med 754.000 solgte billetter og si-

WW Vi lever i en tid

med ekstra interesse for historien, men den skal også være underholdende og være en oplevelse og ikke bare viden.

Peter Yding Brunbech, leder af nationalt videncenter for historie- og kulturarvsformidling

den kun slået af to andre film, den ene ”Klovn”. Til sammenligning har ”Krigen”, der er nomineret til en oscarpris, solgt næsten 80.000 billetter. ”Publikum lader sig tilsyneladende ikke imponere af film om store aktuelle begivenheder, der tager samtiden til debat,” siger Claus Christensen.

Ifølge filmforsker Peter Schepelern er flere af de nyere historiske film på et højt internationalt niveau og nævner ”Den kongelige affære” fra 2012 om livlægen Struen-

see, der blev nomineret til en oscarpris. ”Det er flotte, velproducerede film med billederne og instruktion i orden,” siger han.

Interessen for historiske film om livlæger, modstandsfolk, fodboldtrænere og måske også søhelten Tordenskjold, som der også for nylig blev lavet en film om, handler om en overordnet interesse for fortiden i disse år.

Det siger Peter Yding Brunbech, der er leder af Nationalt Videncenter for Historieog Kulturarvsformidling. Han nævner, at antallet af besøg på museer er højere end nogensinde. Der åbner nye oplevelsescentre med nye måder at tænke historieformidling på. Vi ser masser af bøger om historiske emner, der bliver bestsellere. Og der er flere middelaldermarkeder i dag, end der var i middelalderen. ”Vi lever i en tid med ekstra interesse for historien, men den skal også være underholdende og være en oplevelse og ikke bare viden. Jeg kan huske en sjov opdatering på Facebook, der indkapsler tilgangen ret godt. En mand havde været på middelaldermarked og gav den fem stjerner med teksten: ’Tak for en god og autentisk oplevelse og for et fedt lysshow.”

11

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Da flaget blev folkeligt

Information og tilmelding www.akademiskrejsebureau.dk

Telefon: 33 32 32 65

Dannebrog er en indgroet del af danskheden. Men indtil for godt 160 år siden var det danske flag forbeholdt kongen AF PAUL SAUER historiek.dk

Til fødselsdage, på juletræet, rundt omkring i kolonihaverne og på klaphatten. Dannebrog er en indgroet del af danskheden, og overalt i landet bliver det danske flag brugt som nationalt symbol.

Men selvom Dannebrog bliver regnet for at være et af verdens ældste flag – myten fortæller, at flaget faldt ned fra himlen i 1219, da Valdemar Sejr var på korstog i det hedenske Estland – er det kun 160 år siden, at kongen gav folket lov til at bruge flaget frit.

Indtil 1854 var Dannebrog forbeholdt kongen og var et symbol på kongemagten og dansk ejendom. ”Den folkelige flagning var begyndt at vinde frem i begyndelsen af 1800-tallet, og i 1833 blev det drøftet, om man skulle give officiel tilladelse til privat flagning. Men Frederik VI sagde klart nej, og det førte til en resolution, hvor det udtrykkeligt blev forbudt for private borgere at hejse Dannebrog,” forklarer Inge Adriansen, som er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og har forsket i Dannebrogs historie.

Resolutionen blev i al hast sendt ud til alle landets amtmænd den 7. januar 1834.

Ifølge Inge Adriansen var kongens afvisende holdning til menigmands brug af flaget influeret af 1830-revolutionen i Frankrig, som betød genindførelse af Trikoloren. ”Nationalfølelsen og borgernes brug af et fælles flag var i Frankrig kædet sammen med en stræben efter demokrati. Og det var bestemt ikke positivt set fra en enevældig regents synsvinkel. Selvom Frederik VI var en fædrelandssindet mand, så havde han slet ikke forståelse for den nye form for fædrelandsfølelse, der udviklede sig, og som knyttede sig til sprog, historie og land i stedet for til regenten og kongemagten,” siger hun.

Det var dog så som så med håndhævelsen af forbuddet.

Ved den første fest på Skamlingsbanken i 1843 var der ifølge Inge Adriansen masser af flag til stede. Der findes også billeder fra for eksempel København, hvor Dannebrog bliver brugt ved fejring af begivenheder. Danskerne var

Israel og Palæstina I Jesu fodspor En enestående mulighed for at opleve og sanse Det hellige Land sammen med Poul Joachim Stender. Føl freden på Hyrdernes Mark og intensiteten på Golgata i Gravkirken. Mærk brisen over Genesaret sø og smag på landets frugter og fisk. Hør Bjergprædikenen på stedet, hvor den blev holdt. En rundrejse for alle, der gerne vil opleve det landskab, Jesus færdedes i og få beretningen fortalt og kommenteret undervejs.

0

DAGSPROGRAM

100 km

LIBANON Kapernaum

Tiberias Genesaret Sø Nazaret Yardenit

DANNEBROG 3 Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen i 1219, da Valdemar Sejr var på korstog i det hedenske Estland.

3 Fra 1834 til 1854 var det forbudt for danske borgere at flage med Dannebrog, men efter 1854 blev det tilladt at flage med stutflaget.

3 Splitflaget (hvor yderenden formes af to trekantede stykker stof) må – med få undtagelser – stadig kun bruges af statsinstitutioner som forsvaret og kongehuset.

begyndt at tage flaget til sig, om kongen ville det eller ej.

Det var dog Treårskrigen mellem Danmark og Tyskland fra 1848 til 1850, der katapulterede Dannebrog som folkeligt symbol helt ind i danskernes bevidsthed. Oprindeligt havde hærens enkelte regimenter meget forskelligartede faner, men ved denne lejlighed drog alle afdelinger for første gang ud under vajende dannebrogsfaner. Da de danske soldater under våbenhvilen i september 1849 vendte hjem, blev de modtaget med jubel i centrum af København. ”København var klædt i rødt og hvidt, selvom privat brug af flag på det tidspunkt ikke var tilladt. Der findes fine billeder fra Strøget, hvor man kan se, at man bruger Dannebrog sammen med svenske og norske flag og lavsfaner for at fejre soldaternes hjemkomst,” siger Inge Adriansen.

SYRIEN Banias

Alligevel var det først i løbet af 1854, at det blev tilladt for alle danske borgere at bruge Dannebrog. Tilladelsen kom fra Frederik VII, som ifølge Inge Adriansen ikke var så nidkær som sin forgænger med at fastholde flaget som symbol på kongemagten. Siden udviklede Dannebrog sig til at være det symbol på fædrelandsfølelse og danskhed, vi kender i dag.

Når det lige var flaget, der blev samlingspunktet for det danske folk – og blev udgangspunktet for en stærk og særegen flagkultur – hænger det ifølge Inge Adriansen blandt andet sammen med Dannebrogs fantastiske fødselsmyte. ”Myten om Dannebrogs guddommelige oprindelse er jo en fantastisk fødselsmyte sammenlignet med mange andre flag, hvor man ved, hvem der har skabt det. Derfor fik Dannebrog tidligt en central karakter,” siger hun.

V E S TBREDDEN Jeriko

Betlehem I S R A E L

JERUSALEM

Det Døde Hav JORDAN

Hvad indgår i prisen? Fly, hotel med morgenmad (tillæg for eneværelse), fuldt program med alle entréer, alle drikkepenge, to middage og fem frokoster.

Afgange: 3.-10. oktober 2016, 17.-24. januar 2017.

Dag 1-2 Jerusalem, Betlehem, getsemane Have, Oliebjerget og Via Dolorosa Dag 3-4 Grædemuren, Tempelbjerget og Dødehavsrullerne Dag 5-6 Judæa-ørkenen, Det Døde Hav, Jordanfloden, Jeriko, Genesaret Sø, Kapernaum og Tiberias Dag 7-8 Golanhøjderne, Tabor-bjerget og Nazaret

Fra kr. 14.995,-

REJSELEDER POUL JOACHIM STENDER er cand. theol., sognepræst, forfatter og en særdeles populær foredragsholder.

Jul i Jerusalem og Betlehem Akademisk Rejsebureau tilbyder en rejse til alle, der gerne vil tilbringe juledagene uden for Danmark og samtidig opleve julen det mest oplagte sted, nemlig i Betlehem og Jerusalem.

23.-28. december 2016

Fra kr. 13.995,-

Hvad indgår i prisen? Fly, hotel med morgenmad, fuldt program med alle entréer, alle drikkepenge, to middage og fire frokoster.

Tænk på din ferie …

Oplev et af Danmarks smukkeste gallerier

12

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Poesigaardens Galleri hvor natur og kunst går hånd i hånd!

Galleriet – som har åbent hver søndag fra kl. 11-17 – viser udelukkende malerier og akvareller af Else Husted Kjær og skulpturer af Niels Husted Kjær

0 I optakten til krigen skrev de svenske medier meget om nazisternes forfølgelse af jøder, men efter 1941 skriver man kun i ringe grad om holocaust og ofte i noteform. Billedet her er fra 1937, hvor Adolf Hitler hyldes af SA-og SS-mænd. – Arkivfoto: Scanpix.

Svenske medier svigtede jøderne under Anden Verdenskrig I 1930’erne skrev svenske aviser ofte om hetz mod jøder, men under krigen blev der stille. Tyskervenlighed og frygt fik medier til at tie

“Tidløse Øjeblikke“ (oliemaleri 80x80)

Else Husted Kjær er også med på:

KUNSTMESSEN ART NORDIC I ØKSNEHALLEN I KØBENHAVN 15. - 17. April. 2016 STAND 133 Download fribilletter på facebook Se Poesigaarden.dk

“Kong Glad“ (olie 50x50)

Udsnit af Else Husted Kjærs udsmykning af prædikestolen i Studsgård Kirke i 2004

Foredrag: “Under poesiens vinger – poesi i hverdagen“ samt “På besøg i nordiske

digterstuer“ – er to af de foredrag, Else Husted Kjær oftest er ude at holde rundt i landet.

Se venligst mere på: Foredragslisten.dk

ELSE HUSTED KJÆR POESIGAARDENS GALLERI Sandbækvej 12 · Nees 7570 Vemb

www.poesigaarden.dk Tlf. + 45 97 88 40 66 mobil + 45 51 90 40 66

Åbent søndage 11-17 og efter aftale – også for foreningsbesøg. Fri entré.

af Ulrik Strøjer Kappel kappel@k.dk

En af de største historiske skampletter for mange svenskere er den manglende modstand mod Nazityskland under Anden Verdenskrig. I årevis har det været debatteret, om borgerskabet blot så til, selvom man vidste, at jøderne blev udryddet i Europa, samt i hvilken udstrækning medierne skrev om holocaust og formidlede viden om masseforfølgelsen til befolkningen.

Det første omfattende studie af mediedækningen under krigen konkluderer, at flere store dagblade undlod at dække jødeforfølgelserne, selvom de kendte til omfanget af forbrydelserne. Det skete enten af frygt for tyske repressalier eller som følge af en voksende tyskvenlighed og antisemitisme i den svenske befolkning.

Det fortæller Ester Pollack, dr.phil. i medievidenskab ved Stockholms Universitet, der står bag afhandlingen, som publiceres til sommer. ”Der er ingen tvivl om, at det var et svigt mod en befolkning, som ikke fik chancen for et nogenlunde oplyst billede af verden. I optakten til krigen var medierne meget optaget af spørgsmålet, men efter 1941 skriver man kun i ringe grad om holocaust og ofte i noteform. Tyskland kritiserer den svenske regering, når medierne skriver om det, og det er medvirkende til, at tavsheden tager over,” siger hun.

Studiet bygger på analyser af de på daværende tidspunkt største dagblade Stockholms-Tidningen, Af-

WW Vi er midt i en

stor flygtningekrise, som ikke er set mage siden krigen. Derfor er det vigtigt for os at forstå, hvad vi gjorde dengang. Og hvor vigtigt det er at rapportere om virkeligheden på godt og ondt.

Ester Pollack, dr.phil. i medievidenskab ved Stockholms universitet

tonbladet og Dagens Nyheter samt det regionale Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning, der er udvalgt, fordi avisen var stærkt kritisk over for nazismen i 1930’erne. Undersøgelsen er den første, hvor forskere har haft fuld tilgang til samtlige aviser, der udkom under krigen.

Ester Pollack vurderer, at både medierne og de øverste samfundslag i Sverige i vid udstrækning var klar over, hvad der skete med jøderne, men at den viden først nåede den brede svenske befolkning efter krigen. ”Forandringen skete gradvist, så tavsheden kom ikke i løbet af en nat. Medierne var i en meget vanskelig situation, men moralsk åbner deres tavshed for en diskussion og udstiller, hvor vigtigt det er at værne om den frie presse,” siger hun.

Ester Pollack forklarer, at i årtierne efter krigen var den udbredte holdning, at svenskerne var neutrale, og at der derfor ikke var behov for en granskning af krigstiden. Det ændrede sig dog i løbet af 1970’erne, i takt med at Sverige under den daværende, senere myrdede, socialdemokratiske statsminister Olof Palme fik en aktivistisk udenrigspolitik, og i 1990’erne blev svenskernes uskyld for alvor udfordret.

Med den svenske historiker Klas Åmarks bog ”At være nabo til ondskaben” fra 2011 forsvandt meget af forestillingen om en ansvarsfri nation.

Ester Pollack pointerer, at den nye interesse er central i forståelsen af nutiden. ”Vi er midt i en stor flygtningekrise, som ikke er set mage siden krigen. Derfor er det vigtigt for os at forstå, hvad vi gjorde dengang. Og hvor vigtigt det er at rapportere om virkeligheden på godt og ondt,” siger hun.

I den seneste tid er de svenske medier blevet anklaget for at mørklægge problemer med indvandring og skjule personers etnicitet, men ifølge Pollack er den forestilling ikke fyldestgørende. ”Det er vigtigt at skrive om problemerne åbent, og jeg mener historisk, at Sverige har tradition for en fri, kritisk presse. Men vi skal værne om den og ikke lade politiske vinde undergrave den, som det skete i 1940’erne. Det er en lektie for os i dag,” siger hun.

Danske og norske medier var under krigen underlagt tysk censur i modsætning til svenske.

13

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Nationalisme er ikke et skældsord Debatten om nationalisme og nationalstater er fra begge sider præget af en manglende historisk forståelse

historisk set Af Jes Fabricius Møller indland@k.dk

Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold vakte tidligere i år debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag tv-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.

Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980’erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk historikeren Uffe Østergaard.

I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således

at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist, uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.

I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer.

Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.

Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidst-

0 Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen.

Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i middelalderen hos for eksempel Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være for eksempel dansk, tysk eller svensk. – Foto: Scanpix.

hed i middelalderen hos for eksempel Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være for eksempel dansk, tysk eller svensk.

Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen i 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden.

Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.

Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen.

Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.

At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogen til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn.

Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som for eksempel demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det.

Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere.

Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den for eksempel hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.

I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955.

Selvom vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig (Første Verdenskrig), der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.

dansk maleri i verdensklasse HEART ER FYLDT TIL BRISTEPUNKTET MED MALERIER AF BÅDE YNGRE OG ÆLDRE DANSKE KUNSTNERE Troels Wörsel · Kasper Sonne · John Kørner · Per Kirkeby Erik A. Frandsen · Kirstine Roepstorff 12.03.16-21.08.16

HEART - HERNING MUSEUM OF CONTEMPORARY ART BIRK CENTERPARK 8 · DK 7400 HERNING · WWW.HEARTMUS.DK

18. m a r t s t i l 6. n o v e m b e r 2 016

sh a hna m a

d e t fa r v e r i g e h e lt e d i g t o m i r a n s f o r t i d

w w w.davidmus.dk

14 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Er der plads til SS-soldater på mindesmærker?

Fjernelsen af en dansk nazists navn fra et mindesmærke i Sønderjylland rummer en erkendelse af nazismens indflydelse på det tyske mindretal, men spænder også ben for forståelsen af krigshistorien, vurderer historiker Af Josephine Wiesener wiesener@k.dk

På et monument i Knivsbjerg i Sønderjylland står hundredvis af navne skrevet med metalbogstaver. De tilhører dem fra det tyske mindretal i Sønderjylland, som faldt i tysk tjeneste under Første og Anden Verdenskrig. Et af navnene får muligvis ikke lov til at beholde sin plads på monumentet. Det viser sig nemlig, at det tilhører en dansk SSsoldat, som frivilligt meldte sig til den nazistiske tjeneste og arbejdede som leder i køkkenet i en af de mest berygtede koncentrationslejre, Dachau. ”Han arbejdede i Dachau – selvfølgelig fortjener hans minde ikke at blive æret,” har den jødiske nazijæger Efraim Zurof sagt i Berlingske.

Det er ham, der har gjort det tyske mindretal bekendt med den danske nazists position under Anden Verdenskrig. Det er ikke første gang, at et navn står til at blive fjernet fra mindesmærket. Seks

personers navne har allerede været under vinkelsliberen på baggrund af informationer, der er kommet frem om deres krigsgerninger. To navne blev eksempelvis fjernet, fordi de tilhørte Gestapoagenter, som blev henrettet for grove krigsforbrydelser.

At navnene stadig har en betydning, skyldes ifølge historiker og professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Ning de Coninck-Smith, at Europa fortsat er tynget af skyld over det jødiske massemord. ”At være helt er ikke noget, man er, men noget, man bliver. Den status er der nogen, som tilskriver en. Det samme gør sig gældende, når man bliver pillet ned fra piedestalen igen. At navnet bliver fjernet, er et udtryk for, at krigsforbrydelsesbegrebet er et andet i dag, end det var, da han fik sit navn på monumentet, og vi ser anderledes på historien, hvor han ikke længere kan rummes,” siger hun.

Monumentet i Knivsbjerg

har længe været kontroversielt. Det blev oprettet i 1962 under betegnelsen Ehrenhain – æreslunden.

Med nutidens øjne kan det virke besynderligt at ære mennesker, der var SS-soldater, fordi mange i dag betragter dem som skurke. Men før i tiden, da monumentet blev rejst, var forestillingen en anden, påpeger historiker og professor ved Roskilde Universitet Bernard Eric Jensen.

Dengang var der en ære i at have kæmpet ved fronten, hvorfor de faldne sønderjyder blev betragtet som det tyske mindretals helte på trods af, at mange af personerne på monumentet var SS-soldater. ”For det tyske mindretal var de faldne soldater ikke nødvendigvis skurke, selvom de havde været i SS. Et mindesmærke er ikke et minde for alle, men for nogen, og derfor kan det for en gruppe mennesker være positivt, og i andres øjne kan det være noget negativt,” siger Bernard Eric Jensen.

I 2012 skiftede mindesmærket imidlertid navn fra æreslunden til Gedenkstätte, som betyder mindelunden. ”Tiderne har ændret sig,” lød begrundelsen dengang fra det tyske mindretals organisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN). Tid er netop en vigtig faktor vurderer lektor i historie på Roskilde Universitet Claus Bundgård Christensen, som ser fjernelsen af navnene som udtryk for en positiv udvikling midt i en historisk kampplads. ”Det er et udtryk for, at der i det tyske mindretal er kommet en større historisk bevidsthed og accept af, at dele af mindretallet også havde sin andel i nazismens ugerninger og var krigsforbrydere. Det tyske mindretal har i efterkrigstiden ofte italesat sig selv som ofre. I de senere år har vi set en ændring, hvor der bliver talt mere om tabuiserede emner som deltagelsen i krigens og nazismens forbrydelser,” forklarer han.

Ning de Coninck-Smith me-

ner imidlertid, at navnene kan tjene et vigtigt historisk formål. De kan biddrage til et større kendskab til og accept af krigens kompleksitet, og derfor kan det være problematisk at slette dem. ”Fortiden kan ikke renses. I Danmark var der mennesker, som havde sympati for nazismen. Generationer før os har truffet nogle beslutninger og udført nogle handlinger, som vi forhåbentlig kan blive klogere af. Det er vigtigt, at vi bevarer sammensatheden i den historiske erindring, så fremtidige generationer ikke står med en entydig national fortælling, men med en, der tager højde for kompleksiteterne,” forklarer hun.

Derudover rejser fjernelsen af afdøde menneskers navne spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at vurdere deres sindelag og baggrund for handlen under krigen.

Men selvom den danske SSsoldat ifølge skriftlige kilder var leder af køkkenet i Dachau, har han været velviden-

de om, hvad der foregik i lejren og næppe været tvunget til at melde sig som SS-soldat, vurderer Claus Bundgård Christensen. ”Der er ingen tvivl om, at der blandt det tyske mindretal var et socialt pres for at melde sig ind i SS, men i modsætning til andre steder i Europa blev man i Danmark ikke tvunget til at melde sig.

Og på trods af at han muligvis ikke har haft en direkte interaktion med fangerne i Dachau, var der typisk også fanger, som hjalp til i køkkenet og blev mishandlet,” siger han.

De overlevende fanger i Dachau blev befriet i 1945 af de amerikanske styrker.

På vej ind til lejren lå der så mange lig, at det fik de amerikanske soldater til at skyde og dræbe en stor del af SSfolkene.

Hvorvidt SS-soldaten, der står til at miste sit navn på Knivsbjergs mindesmærke, er en af dem, vides ikke, men han blev i 1954 erklæret død af Rigsadvokaten.

Oplev

Kongernes Østfyn Danmarks ældste kongeslot, Nyborg Slot, og vikingekongens grav på Vikingemuseet Ladby.

OPLEV F R A S A N S A LT EL T IL G A L E IG K U N S T O P F IN D E RE KÆMPE J U M B OJ E T , S OG D R A M A T IS KE STYRT

18.3 - 4.9.2016

å Mød os p age eD k s i r o t s i H planer e store Hør om d org Slot, for Nyb yskib og adb det nye L es våbenoplev vor ationer. demonstr

www.ostfynsmuseer.dk

Tæt på historien 15

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Det nordiske paradoks – alfabetisering og demokrati Undersøgelser af læsekyndigheden i Europa mellem 1500 og 1800 viser, at jo længere mod nord man kom, jo mere udbredt var evnen til at læse og skrive

historisk set Af Uffe Østergaard indland@k.dk

Et flertal af danske vælgere stemte nej til at ophæve retsforbeholdet den 3. december i 2015. Det kan man mene meget om. Men det er påfaldende, at de danske vælgere her optrådte med en demokratisk selvsikkerhed over for den politiske og økonomiske elite, som har dybe rødder i lutheranismens ansvar for at bibringe hele befolkningen evnen til at læse og skrive.

Som Erik Meier Carlsen tidligere har skrevet her i avisen, har dette folkelige demokrati rødder i 1800-tallets vækkelsesbevægelser.

Det er en arv, Danmark deler med andre protestantiske lande, men den er slået mere igennem her på grund af landets beskedne størrelse. Kombineret med en angst for at miste national suverænitet førte det endnu en gang til en selvsikker af-

visning af ”mere EU”, selvom realistiske vurderinger siger, at mindre lande faktisk vinder suverænitet ved at dele den. For denne historieklumme er det imidlertid mere interessant at dvæle lidt ved baggrunden for denne demokratiske tradition, som man kan kalde ”det nordiske paradoks”. Et overraskende resultat af undersøgelserne af læsekyndighed i Europa mellem 1500 og 1800 er, at jo længere mod nord man kom, jo mere udbredt var evnen til at læse og skrive. Det kaldes i faglitteraturen for alfabetisering.

Det har været svært for især franske historikere at acceptere, at der herskede et omvendt forhold mellem nærheden til Paris og evnen til at læse og skrive. Som repræsentanter for fransk sprog og civilisation antog de automatisk, at jo nærmere man kom Paris, jo højere grad af civilisation, herunder læse- og skriveevne. Men sådan var det ikke, før nationalstaterne i 1800-tallet satte ind med systematisk skoleundervis-

WW Det har været

svært for især franske historikere at acceptere, at der herskede et omvendt forhold mellem nærheden til Paris og evnen til at læse og skrive.

ning. Selv inden for Danmarks grænser kan man finde regionale forskelle i læsekyndigheden. Etnologerne har påvist, at den var højere i Nord-, Vest- og Sønderjylland end i de godsejerdominerede landsdele på øerne og i Østjylland.

Det må betyde, at forklaringen på læsekyndigheden ikke skal søges i økonomiske forhold som nærheden til store markeder. Snarere må forklaringen søges i religionen. Med den protestantiske reformation blev læsningen af de hellige skrifter sat i centrum. Ikke blot for præsterne, men for hele folket, kvinder såvel som mænd. Evnen til som minimum at læse Luthers Lille Katekismus blev forudsætning for optagelsen i voksenlivet med konfirmationen for drenge såvel som for piger. Om alle unge faktisk kunne læse, eller om de blot reciterede, hvad de havde lært udenad som i mange koranskoler i dag, er svært at afgøre. De lutherske kirkers krav om, at folket skulle kunne læse til husbehov, er

baggrunden for den høje grad af alfabetisering i nordiske lande, som har overrasket europæiske forskere.

På langt sigt lagde læseevnen i Norden grunden til vækkelsesbevægelserne og demokratiet. I modstand mod oplyste præster krævede ”læsende analfabeter” ret til at bevare de salmebøger og trosbekendelser, de var vant til. Fundamentalister ville vi kalde dem i dag.

I Danmark begyndte det med de ”stærke jyder” på horsensegnen i 1790’erne. Men oprøret bredte sig hurtigt med inspiration fra herrnhuterne i Christiansfeld og slog til sidst an blandt yngre præster. De gudelige vækkelser blev til politisk organisering fra 1840’erne, først Venstre efter 1870 og siden Socialdemokratiet og til sidst De Konservative. Her findes rødderne til den særlige blanding af populisme og demokrati i de nordiske lande, som i dag demonstreres ved folkeafstemningerne om EU.

Verdensarv i Danmark

Christiansfeld på UNESCOs kulturarvsliste Ny bog om Brødremenigheden tager læseren med ind bag murene i Christiansfelds huse, så man forstår, at byen er meget mere, end det øjet ser, når man gæster byen.

Bogens forfatter er Jørgen Bøytler, præst i Brødremenigheden siden 1997. Han har et indgående kendskab til menigheden både lokalt og globalt og trækker linjerne tilbage til byens grundlæggelse, ja endnu længere bagud, til da traditionerne opstod. Læseren gribes af de smukke udtryk for Brødremenighedens liv og tænkning og begriber, at byens fundament ikke først og fremmest er de gule mursten, men at byen er grundlagt på værdier, der har en dybere mening end det synlige.

Bogens fine og enkle design skyldes Gitte Kath. Hun bor i Christiansfeld og er plakatkunstner og scenograf og instruktør ved Teatret Møllen i Haderslev. Hun har også udvalgt bogens vignetter, der pryder indgangen til hvert kapitel.

”Det gode samarbejde med fagligt højt kvalificerede aktører har medført et gedigent og æstetisk smukt resultat. Bogens udseende og indhold udstråler den fornemme håndværksmæssige kvalitet, der har kendetegnet Christiansfeld, siden byen blev grundlagt i 1773. Det er derfor med stolthed, vi udgiver denne nye bog om Brødremenigheden,” siger Christian Larsen, indehaver af ProRex Forlag, Christiansfeld.

Gribe og begribe Liv og tradition i Brødremenigheden af Jørgen Bøytler Vignetter, Gitte Kath Fotos, Nils Rosenvold 216 sider 199,95 kr.

Køb bøgerne online på www.prorex.dk, på BogForum eller hos din lokale boghandler · info@prorex.dk · tlf 7456 3343

16 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Første Verdenskrig | I år er det 100 år siden, slaget ved Verdun fandt sted. Over trætoppene i Nordøstfrankrig hviler i dag historien om et helt ufatteligt slagteri af mennesker

I Verdun nåede man grænsen Af LISE SØGAARD historie@k.dk

Et barn ville nok tænke, at landskabet ved Verdun i det nordøstlige Frankrig er ganske hyggeligt. Terrænet er bølget af små græsgrønne bakker, og i jorden er der snoede gange at lege gemme i.

Men et barn ville heller ikke vide, at her et århundrede før var et slagteri uden lige, og at stedet bærer på en historisk sorg. For det, der skete i Verdun, er ikke noget, man fortæller til små børn.

I år er det 100 år siden, Første Verdenskrigs længste slag, slaget ved Verdun, fandt sted. Det anslås, at mindst en halv million mennesker blev dræbt eller såret i løbet af de næsten 10 måneder, slaget varede.

Her, som på andre af de tidligere slagmarker i Frankrig og Belgien, dukker der jævnligt ting op af jorden fra den tid. Oftest er det stumper af de granater, der har ommodelleret landskabet, men også geværer, kanoner, sko og hjelme er fundet de senere år.

Og så knogler fra de titusindvis af mænd, der blev kørt sammen med mudderet, husene og træerne under hjulene af Første Verdenskrigs store krigsmaskine.

I februar 1916 var tusindvis af franske soldater samlet ved Vestfronten for at beskytte områder, der havde haft stor national værdi gennem århundreder. Fra tysk side øjnede man ved byen Verdun en mulighed for ”forblødning” af den franske hær,

2 I dag ser der grønt og hyggeligt ud i bakkerne, hvor Vauquois lå, indtil hele byen blev ødelagt og forladt under det blodige slag ved Verdun i Frankrig. Første Verdenskrigs længste slag kostede hundredetusinder af liv. – Fotos: Scanpix.

som det malerisk hed, fordi frontlinjen var trukket i en bue omkring byen og gav mulighed for at angribe fra flere sider. ”Der var disse små udposninger langs hele frontlinjen,” forklarer Henrik Jensen, der er historiker og forfatter til bogen ’Krigen 1914-1918’ om Første Verdenskrig. ”Det er typisk, at de er blevet scene for et slag, for de har gjort, at man fra kommandoens side tænkte: Her kan vi komme igennem, her vil det være sværere for fjenden at forsvare sig.”

Man kan forestille sig, at man er tysk soldat ved fronten og befinder sig i et område på nogle kilometers bredde i en gruppe af soldater, der maser sig fremad. Man vil frem mod fjenden og bide sig fast, men stoppes af bunker af pigtråd.

Omkring én falder folk, ramt af kugler og ild. Man prøver at trække sig tilbage, men stoppes af de pigtrådsrækker, man lige har forceret. Man møder også en overkommando på egen side, som har én ting i hovedet: fremad, fremad, fremad.

Sådan bølgede kampene, mens ingen rigtig kom nogen vegne. Og det ingenmandsland er mere typisk for Første Verdenskrig end skyttegravene, mener Henrik Jensen. ”Det der billede af, at soldaterne sad i hver deres skyttegrav og skød direkte på hinanden, holder ikke ret mange steder. Det typiske var, at der var nogle kilometer mellem de kæmpende, der var nogle

højdedrag og små skove, som man sloges om, og som kunne blive støttepunkter i et slag. Man hældte bataljoner af soldater ind i ingenmandsland i håb om at nå frem til modstanderens linjer, men man brød bare aldrig igennem.” ”Det er det mest forfærdelige. At man bare troede, det

handlede om at mase på.

Man så ikke tusinde døde soldater på en dag som et tegn på, at noget var galt.”

Slagmarken ved Verdun er i dag lavet til mindeplads for de dræbte. Området blev i 1923 tilplantet med skov, fordi granatrester gjorde dyrkning af jorden umulig. 16.000 soldater hviler her på Frank-

rigs største militærkirkegård, og bag den rejser et gigantisk, hvidt monument sig.

Benhuset, som det kaldes, huser jordiske rester af hen ved 130.000 faldne. Nogle af knoglerne er fundet kort efter slaget, andre senere.

Benhuset ved Verdun vidner om, at kun et fåtal af de faldne fik en rigtig begravelse. Overlevende har fortalt om en fæl stank af lig på slagmarken, for de faldne kunne ikke flyttes, og inden længe havde endnu et granatnedslag spredt lemmerne i mudderet.

Birgitte Thomassen, lektor og forfatter til bogen ”Før løvet falder” om Første Verdenskrig, har besøgt mindepladsen ved Verdun flere gange, første gang for 15 år siden.

Forinden havde hun talt med

sin mand om, at børnene skulle have en vis alder, før de skulle af sted. ”Området signalerer ret hurtigt til én, at her er sket noget af et helt utroligt omfang. Jeg husker, at vi kørte fra Verdun op til knoglehuset ad veje, hvor man kan se, at landsbyer er blevet pulveriseret og kun grundplanet af husene står tilbage. Man passerer indhegnede områder, som ingen tør nærme sig, fordi der er ueksploderede granater,” siger hun.

Slaget ved Verdun sluttede i december 1916, og det lykkedes franskmændene at tilbageerobre det land, tyskerne havde taget. Men prisen var høj. ”De fleste unge mænd ville gerne kæmpe for fædrelandet. Men efter Verdun gik de franske styrker i angrebsstrejke og nægtede at gøre andet end at forsvare sig. Det er tankevækkende, at selv i et samfund, hvor alle gerne ville gøre deres bedste, nåede man grænsen for, hvad mennesker kunne stå model til,” siger Birgitte Thomassen.

For den enkelte soldat blev Verdun et symbol på, at når krigen buldrer om ørerne, kæmper man først og fremmest for fællesskabet, ikke fædrelandet. ”Det handler om at beskytte kammeraten ved siden af, og det er noget, der kan ses helt op i nutidens beretninger fra Afghanistan,” påpeger Birgitte Thomassen. ”På et tidspunkt bliver krig bare krig.”

”Den sikre Død at storme videre” 30.000 sønderjyder kæmpede på tysk side under Første Verdenskrig. Deres beretninger fra slaget ved Verdun er barske. Læs en af dem her Af LISE SØGAARD historie@k.dk

”Vi lå sammen i et granathul, Mors Dreng og jeg.”

Sådan begynder en af beretningerne fra slaget ved Verdun i 1916, nedskrevet i en rød årbog med sølvfarvet segl. Det er Foreningen af Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere, der i deres årbøger fra 1941 og frem til 1972 indsamlede beretninger fra nogle af de cirka 30.000 slesvigske deltagere i Første Verdenskrig på tysk side.

I dag står fortællingerne som et vidnesbyrd over krigens gru og meningsløshed, som den blandt andet tog sig ud ved Verdun.

En soldat, der kalder sig

Herm. Hunger, fortæller, at han ved fronten fulgtes med en ung soldat, der var et ”bedre folks Barn fra en Storby” og ”blandt de Aargange, hvor man har fået de første krøllede Dun på Hagen og ikke tør betro sig til Barberkniven endnu”.

Når drengen havde fået post hjemmefra, kunne han, til den ældre soldats irritation, ikke lade være med at snakke løs om sin mor, hvor god og dygtig hun var, ”den bedste (…) Mor i verden”.

Men i granathullet blev drengen stille. ”Det var en prægtig For­ aarsmorgen efter en rolig Nat,” skriver soldaten. ”Lidet anede vi ved Daggry, at Ordren skulde komme til at

storme den franske Grav uden Artilleriforberedelse, heroppe på den frygtede og frygtelige Høj ved den eftertragtede Fæstning Verdun.” ”Klokken fire Morgen kom Befalingen: ’Om et Kvarter stormer vi. Alle klar til at springe ud af Graven. Den fjendtlige Grav skal tages.’

Saa kom Flammekasterne.” ”Præcist Klokken fire og femten Minutter sprøjtede de, og Skrigene ovre fra den anden Grav viste, at Vædsken havde truffet. Op! Fremad! Og saa begyndte et Helvede paa Jorden.”

Franskmændene skyder tilbage på soldatens gruppe med alt, hvad de har. Soldaten og hans unge ven søger

Slaget ved Verdun varede 303 dage – fra 21. februar til 18. december 1916. Slaget blev ­krigens længste og det slag, der kostede flest døde pr. kvadrat­ kilometer. Mellem 300.000 og 400.000 franskmænd blev dræbt eller såret, og mellem 250.000 og 450.000 tyskere blev dræbt eller såret.

dækning for geværilden i en lille granattragt ti meter fremme fra deres skyttegrav. ”Vi sundede os lidt. Den sikre Død at storme videre.

Men Drengen var ivrig. ’Vi maa fremad. Vi har faaet Ordre.’ ’Er du forrykt! – Ned med dig!

Værre og værre blev Helvedet over os.

Drengen var der igen: ’Vi maa videre.’ ’Ti stille.’

Vi laa tavse en Stund. Var hans Tanker hos Mor? Og, mærkede Moderhjertet derhjemme, at hendes Dreng var i Dødsfare?

Nu sagtnede Ilden lidt. ’Jeg vil lige se, hvor Kom-

pagniet er henne.’ ’Lad vær!’

For sent. Hans varme Blod sprøjtede hen over mig. Drengehovedet bøjede sig ned og hvilede mod Granattragtens Væg. Det sidste, de sitrende Læber mumlede, var: ’Mor.’ Og saa skingrede Fløjten fra vor Grav: ’Tilbage!’”

Kilde: DSK Årbog 1941. Udgivet af Foreningen for Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere. Årbøgerne med sønderjydernes beretninger fra Første Verdenskrig er tilgængelige på hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk/dsk/ dansksindede-soenderjyskekrigsdeltagere

Slaget ved Verdun varede 303 dage – fra 21. februar til

GERDA WEGENER

Niki de Saint Phalle, Les Trois Grâces (De Tre Gratier), 1995-2003 © 2015 NIKI CHARITABLE ART FOUNDATION, All rights reserved.

Foto: Katrin Baumann

NIKI DE SAINT PHALLE

18 Tæt på historien

Kristeligt Dagblad Lørdag 2. april 2016

Militærhistorie | I mange år var Tordenskiold en hyggelig nationalhelt på tændstikæskerne, men med Danmarks militære engagement siden 1990’erne oplever han fornyet aktualitet, hvilket blandt andet førte til en dansk spillefilm om søhelten

Danmarks seneste krige har givet Tordenskiold ny opmærksomhed Af Rasmus Agertoft

PETER WESSEL TORDENSKIOLD (1690-1720)

historie@k.dk

Da det blev offentliggjort, at Orlogsmuseet i København lukker som selvstændigt museum og flytter sine udstillinger til Tøjhusmuseet, lød argumentet, at flytningen giver mulighed for at fortælle om søkrig og landkrig på et fælles militærhistorisk museum. ”På den måde kan vi sætte søhelte som Niels Juel og Tordenskiold ind i en større sammenhæng, der rækker ud over deres bedrifter til søs, og vi kan vise, hvordan flåden og hæren gennem historien har understøttet hinanden i krig,” sagde direktør Per Kristian Madsen fra Nationalmuseet, som begge museer hører under.

Det er næppe tilfældigt, at netop Tordenskiolds navn blev nævnt, da der skulle sættes ord på gevinsten ved sammenlægningen. Den norskfødte søhelt er i vælten for tiden, og det kom blandt andet til udtryk da en ny film om ham med manuskript af den norske forfatter Erlend Loe tidligere på året havde premiere.

Nu har Tordenskiold aldrig været rigtig ude i kulden. Historierne om den dristige og snarrådige søofficer, der kæmpede så bravt mod svenskerne, har levet i den folkelige bevidsthed, og drengebøger, børnesangen ”Jeg vil sjunge om en helt” og tændstikæsker med hans portræt har gjort deres til at holde myten om ham i kog. Alligevel er interessen for ham en anden end for bare 30 år siden. ”Han var forsvundet under radaren en overgang, men jeg synes, han er kommet igen,” siger Jakob Seerup, der er museumsinspektør, ph.d. i historie og medforfatter til bogen ”Danmarks største søhelte”, hvor også Tordenskiold har sin naturlige plads. Og Tordenskiold er ikke den eneste, der er kommet igen. I lang tid ville historikere ikke røre militærhistorien med en ildtang, men nu er de igen begyndt at interesse sig for både krig og for dem, der har udkæmpet krigene, fortæller Jakob Seerup. ”I en lang periode var det ikke comme il faut at beskæftige sig med militærhistorie, og dét at fremhæve den enkeltes indsats var ikke noget, man så på med milde øjne.

Man havde en tendens til at se på alle mulige andre felter end det, man opfattede som

33Peter Wessel blev født i 1690 i Trondheim i Norge som 14. barn i en velhavende borgerfamilie. Omkring 1704 rejste han til København, muligvis i kong Frederik IV’s følge. Hans første egentlige sørejse foregik om bord på et slaveskib, der sejlede slaver fra det danske fort Christiansborg i det nuværende Ghana til Dansk Vestindien.

33Under Store Nordiske Krig, som involverede Danmark i 1700 og fra 1709 til 1720, var han chef for skiftende krigsskibe og udmærkede sig ved sin dygtighed og sit mod. I 1716 blev han adlet som kun 25-årig under navnet Tordenskiold. Samme år udførte han et overraskelsesangreb på en svensk forsyningsflåde, der havde gemt sig i fjorden Dynekilen. Angrebet førte til, at svenskerne for en tid måtte opgive at prøve at erobre Norge.

33I de følgende år fortsatte Tordenskiold sine vovemodige aktioner, og i 1719 blev han udnævnt til viceadmiral.

33Efter krigens afslutning påbegyndte han en udlandsrejse, men døde allerede i 1720 i en duel ved landsbyen Gleidingen lidt syd for Hannover. Tordenskiolds lig blev begravet i en krypt i Holmens Kirke i København og først i 1819 flyttet til den nuværende marmorsarkofag i kirkens kapelsal.

33Tordenskiold er kendt som en af Danmarks største søhelte. Sin udbredelse skylder han blandt andet de kendte Tordenskioldtændstikker, der i år fejrer 150-årsjubilæum.

33Selskabet Danske Tordenskiold-Venner, der blandt andet uddeler Tordenskiold-Prisen for at hædre medlemmer af Søværnet, der handler i Tordenskiolds ånd, har i år 50-årsjubilæum.

0 Peter Tordenskiold, som vi kender ham: Den noble søhelt med det rolige ansigt, der optræder på tændstikæskerne. – Foto: Scanpix.

en antikveret tradition for historieskrivning,” siger han.

Den nye tendens afspejler ifølge Jakob Seerup en generel bevægelse i samfundet, som kan følges gennem 1990’erne, hvor Danmark igen begyndte at involvere sig i militære konflikter. ”Vi kan tidsfæste det ret nøjagtigt. Det begynder vel den 12. september 1990 klokken 7 om aftenen, da man sender ’Olfert Fischer’ af sted til Den Persiske Golf,” siger han. ”Man begynder at bruge det danske forsvar til krigsmæssige indsatser igen, og det har nogle konsekvenser.

En af de konsekvenser er, at der er nogen, der dør. Det sætter tanker i gang og skaber en ny selvforståelse.”

Det er i denne nye situation, at helte som Tordenskiold bliver børstet af og vurderet under nye synsvinkler, mener Jakob Seerup. ”Jeg ser Tordenskiold-interessen som en interesse for at opdage eller genopdage den militære del af vores fælles historie, som i lang tid var vist uden for døren,” siger han. ”Jeg har svært ved at forestille mig en film fra 1980’er-

ne om Tordenskiold. Vi kan roligt fastslå, at tidsånden har ændret sig.”

Den øgede interesse for søhelten, der nåede at blive både adlet og udnævnt til viceadmiral i løbet af sit korte liv, viser sig ikke kun på filmfronten. Der er således lige udkommet en ny, revideret udgave af Dan H. Andersens store Tordenskiold-biografi, og det er den tredje, siden bogen oprindelig udkom i 2004.

Dengang var der ikke rigtig sket noget i Tordenskioldforskningen siden 1920’erne, og en anmelder skrev ligefrem, at det blot få årtier forinden ville have været karrieremæssigt selvmord at skrive, at krig kan være nødvendig.

Men alt det har altså ændret sig. ”Tordenskiold har medvind i øjeblikket. Jeg var med allertidligst i en bølge, som vi stadig rider på,” siger Dan H. Andersen, der er ph.d. i historie og var historisk konsulent på Tordenskiold-filmen.

Også han peger på Danmarks militære engagement som en væsentlig årsag til skiftet i holdningen til Tordenskiold, og modsat tidligere generationer af historikere

mener han, at netop det uberegnelige, der kan gøre det svært at beskæftige sig med krig som historisk emne, er det fascinerende ved det.

Han er i øjeblikket i gang med en bog om Store Nordiske Krig, som dannede baggrunden for det meste af Tordenskiolds virke, og denne krig kunne både have ført til, at Danmark mistede Norge allerede i begyndelsen af 1700-tallet, og at vi fik Skåne, Halland og Blekinge tilbage. ”Man skal se på, hvad der kunne være sket. Hele vejen er der muligheder, hvor krigen kunne have fået et andet udfald, og her er en mand som Tordenskiold interessant, fordi han griber mulighederne,” siger Dan H. Andersen.

Tordenskiold greb mulighederne i de militære operationer, han var involveret i, for eksempel da han i 1716 foretog et overraskelsesangreb på en svensk forsyningsflåde, der troede sig i sikkerhed i fjorden Dynekilen, men blev sænket eller erobret, hvorefter svenskerne måtte trække sig ud af Norge. Også uden for de egentlige krigshandlinger var han imidlertid god til at se muligheder,

ikke mindst i forholdet til Frederik IV. ”Tordenskiold er meget heldig, at han har en konge, der kan og vil regere selv og selv vil udnævne sine folk.

Tordenskiold sørger hele tiden for, at når han har gjort noget, så får kongen også et brev,” fortæller Dan H. Andersen. ”Store Nordiske Krig varede 11 år, og det er den længste krig, Danmark har været med i, så der var gode muligheder for ham for at avancere. Min Tordenskiold er en karrierebevidst type, som stiger til vejrs i enevældens samfund.”

Avancementerne fulgte så hurtigt efter hinanden, at Tordenskiold flere gange sprang militære grader over og kom foran officerer, der havde højere anciennitet end ham, hvilket skaffede ham fjender, der var misundelige på den unge komet.

Netop hans hensynsløse ærgerrighed er sammen med hans voldsomme temperament ifølge Dan H. Andersen sider ved Tordenskiold, man ofte har overset.

Den folkelige version af myten om ham stammer i høj grad fra en biografi, som midt i 1700-tallet blev skrevet af forfatteren C.P. Rothe, der kritikløst overtog en række historier om ham, som mulig-

vis i sidste ende stammer fra Tordenskiolds egen mund.

Det gælder blandt andet historien om Tordenskiolds soldater, som søhelten under forsøget på at få fæstningen Karlsten ved den svenske by Marstrand til at overgive sig skal have ladet marchere frem og tilbage, så svenskerne troede, der var flere af dem, end der rent faktisk var.

Historien har ikke hold i virkeligheden, men er ifølge Dan H. Andersen typisk for den drengebogshelt, man har forsøgt at gøre Tordenskiold til. ”Jeg mener, man har banaliseret ham ved at gøre ham til en spejderdreng,” siger han og påpeger, at billedet af Tordenskiold er langt mere nuanceret og får aktualitet i en tid, hvor krig igen er blevet en del af hverdagen. ”Det, der chokerer mig hele tiden, er hans selvmorderiske mod. Han ligger ikke i havnen og venter, men går altid forrest selv og er altid med, hvor det sker,” siger Dan H. Andersen.

Dan H. Andersens ”Peter Wessel Tordenskiold” er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Filmen ”Tordenskiold” er instrueret af Henrik Ruben Genz og havde premiere i januar 2016.

Mød Matthias Bjørnlund Mød Henrik Gade Jensen i samtale med Dorthe i samtale med Per Stig Chakravarty søndag kl. 12.20 Møller lørdag kl. 14

Mød Lisbeth Smedegaard Andersen i samtale med Lotte Kirkeby Hansen lørdag kl. 12 „I Lisbeth Smedegaard Andersens nye bog træder personerne hele tiden lyslevende frem for læseren og gør fortællingen spændende og vedkommende.“ KRISTELIGT DAGBLAD

„Aldeles vellykket. Bjørnlund er en overlegen historieformidler, hvis nøgterne formidling af folkedrabets rædsler og kvindernes ageren brænder igennem.“ WEEKENDAVISEN

„Ikke kun et portræt af Monrad, men også af en tidsalder og dens mænd ... få har i det sidste halve århundrede forstået Monrad bedre end Henrik Gade Jensen.“ WEEKENDAVISEN

Mød Eugene Rogan i samtale med Adam Holm lørdag kl. 13 og søndag kl. 11.30 ÅRETS NON-FICTION BOG 2015

Mennesker mødes og historie opstår Historiske Dage i Øksnehallen i København 9.-10. april

The Economist

Mød Bent Lexner i samtale med Anna-Lise Bjerager søndag kl. 15

„Bogen, hvor Bent Lexner fortæller sin historie til journalist Anna-Lise Bjerager, er dybt engageret, og man får næppe en bedre og mere bevægende beretning ...“ BERLINGSKE

MØD OS PÅ STAND 01 – SE FULDT PROGRAM PÅ WWW.K.DK /FORLAG

Mød Torben Bramming i samtale med Svend Skriver lørdag kl. 11

„Fornøjelig og oplysende biografi, der fornemmes som et rent lystarbejde.“ JYLLANDS-POSTEN

WAR HORSES HELHESTEN OG DEN DANSKE AVANTGARDE UNDER ANDEN VERDENSKRIG

2016

18. MARTS28. AUGUST www.chpeamuseum.dk @chpeamuseum