Ilden

EN STOR LÆSEOPLEVELSE „Køge-krøniken er storslået historiefortælling, som fanger sin læser. Man kan ikke slippe bøgerne FÆNGENDE LÆSNING „Ulven er en pageturner!

Jeg strøg lige gennem den videre til Lille Hjerte, videre til næste og næste bind.

For jeg måtte vide, hvad der skete med den familie! Jeg er

igen, når man først er begyndt. Det er svært at fortælle moderne historie, men Katrine Marie Guldager behersker både scener og plot, og giver læseren stof til mange slags eftertanker.

Køge-krøniken er en kæmpestor læseoplevelse, og man kan kun ønske nye læsere god fornøjelse.“ Anne-Marie Mai – forfatter og litteraturprofessor

vild med Guldagers sprog, hendes vovede metaforer og

Med sjette og sidste bind i Køge-krøniken afslutter Katrine Marie

balanceakten på kanten

Guldager sin store 1400 sider lange krønike om familien fra

af materiel virkelighed og

Køge. Vi følger søskendeparret Henry og Leonora i næsten 50 år.

sindets magiske, mystiske virkelighed. Og så den frække fortællerstemme, som blander sig i teksten på overraskende vis.

Køgekrøniken er en stærk periodeskildring – jeg ved det, for jeg var der selv.“ Pia Fris Laneth – forfatter og journalist

Krøniken handler om nogle af de konflikter, der altid er i familien, mellem søskende og mellem børn og forældre. Men også om en af de perioder i danmarkshistorien, hvor familierne ændrede sig dramatisk. Alle liv er unikke, men også en del af en større

KATRINE MARIE GULDAGER, (1966),

historie, og det er blandt andet den, Katrine Marie Guldager

cand.phil. i dansk 1994 og uddannet samme

fortæller.Bind seks handler især om Leonora og om hendes forhold til moderen Lilly og broderen Henry. Kan hun tilgive dem fortidens fortrædeligheder, og hvis hun ikke kan, kan hun så overhovedet slippe for dem?

år fra Forfatterskolen, er forfatter af en lang række digte, noveller, romaner og børnebøger.

Den store familiekrønike fra Køge består af seks bøger, således at familien og livet i Danmark beskrives igennem 50 år. Katrine Marie Guldagers bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige legat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

Katrine Marie Guldager er gift, har to børn

ISBN 9788740032932

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

og er bosat i København.

Ilden

Ilden.indd 1

07/07/16 12.24

Ilden.indd 2

07/07/16 12.24

Katrine Marie Guldager

Ilden

Politikens Forlag

Ilden.indd 3

07/07/16 12.24

Af samme forfatter: Dagene skifter hænder, digte 1994 Styrt, digte 1995 Blank, monolog 1996 Det grønne øje, roman 1998 Ankomst, Husumgade, langdigt 2001 København, noveller 2004 Kilimanjaro, noveller 2005 Lysgrænsen, selvbiografi 2007 En plads i historien, roman 2008 Nu er vi så her, noveller 2009 Ulven, roman 2010 Lille hjerte, roman 2012 Den ny tid, roman 2013 Samlede noveller 2013 Et sted i verden, digte 2014 Peters død, roman 2014 Bror og søster, roman 2015

Ilden.indd 4

07/07/16 12.24

KÌrlighed skjuler mange synder peters første brev

Ilden.indd 5

07/07/16 12.24

Ilden.indd 6

07/07/16 12.24

1

Langsomt løfter solen sig op over denne fortælling, over denne by, vi allerede kender, en by, der ligger på Sjællands østside og hedder Køge. En by, der ligesom alle andre byer ligger i morgenmulmet og venter på at blive til, venter på solens komme. Endnu er det mørkt.

Endnu er solen beskæftiget med andre ting. Solen er en gammel lysende stjerne, en adelig dame, der sysler med sine sager og giver sig god tid. Den tænker ikke på, at alt i denne verden hungrer efter at mørkets frakke, uvisheden, skal slippe. Den hører ikke, at der nu ligefrem er børn, der græder: Utålmodigt støder sig op mod mørkets kant, taber sutten og bliver desperate; strækker sig op mod den mor, hvis fodtrin snart høres, den mor, der samler dem op og siger, at det snart bliver lyst, at udfrielsen findes, lyset findes, dagen.

Snart anes lidt lys i horisontlinjen. Snart gennemlyser solens stråler det mørke, der findes i alle byer og alle mennesker, snart skal byens små, bankende hjerter, mennesker og dyr, få den opmærksomhed, de længes efter. Snart skal solen villigt skænke sin energi, snart skal den tabe et par gløder hist og her: Godmodigt affinde sig med, at mennesker, dyr og planter drikker dens opmærksomhed, labber lyset i sig som ivrige killinger i en stalddør.

7

Ilden.indd 7

07/07/16 12.24

For hvem vil ikke gerne have opmærksomhed, hvem vil ikke gerne vækkes til live? Have lys på tungen?

Solen står op over Køge bugt, og øjne åbnes. Vækkeure ringer allerede i uregelmæssige bølger, enkelte har travlt med at skjule mørkets gerninger, andre tager havregrynspakker ned fra skabe og hylder, morgenurinen sprøjter op i misfarvede kummer, en fod masseres, briller findes, tabes, trædes på, små børn brænder fingrene, og menneskene larmer. Menneskene larmer så uendeligt meget mere, end naturen omkring dem egentlig bryder sig om, naturen, der nu kun er et fjernt billede, en vildtvoksende mark i en piges bevidsthed. Og hvilken pige er det, der skal hjælpe os med at åbne denne historie? Hvilken pige er det, der sidder på et køkkenbord i et hus på Marievej og frejdigt svinger sine nøgne ben frem og tilbage?

Huset på Marievej er endnu mørklagt. Endnu sover pigens mor og far tæt sammenslynget i en seng, der roder. Pigen har slukket vækkeurene. Pigen hedder Karen Margrethe og er den sidst tilkomne i denne familiekrønike. Hun er født i 1977 og er fem år gammel. Hun er datter af Leonora og Klaus, og som hun sidder der i køkkenet, i mørket, kan man tro, at hun er alene, men det er hun ikke. Karen Margrethe er aldrig alene, omkring hende er alt levende. Tallerknerne, der står i tallerkenrækken, er ansigter, der smiler til hende, blinker, ruller fra side til side, betragter afstanden ned til det fatale gulv og gisper. Kopperne nedenunder er små buttede kvinder, der aser og maser og beklager sig over deres besværede kroppe, de flydende byrder.

I den sidste halve time, hvor Karen Margrethe tilsyneladende har siddet og stirret tomt ud i luften, har hun i virkeligheden overværet et drama i glasskabet. For ved siden af tallerkenrækken har Leonora et gammelt glasskab, hvori hun opbevarer de glas, hun 8

Ilden.indd 8

07/07/16 12.24

har arvet fra sin farmor. Flere af dem er håndmalede og fornemme, men særligt et glas føler sig lige en anelse fornemmere end de andre glas, særligt et glas stiller sig længst fremme for at overstråle de andre. Med den højtidelige ro, der kendetegner glas af en vis kvalitet, fremhæver hun, at hun er blevet håndlavet i en svensk skov.

Hun fortæller om dengang, glaspusteren udvalgte hende til at være noget særligt, dengang hun blev pyntet med smaragder, rubiner og funklende diamanter, dengang hun blev købt af den svenske kongefamilie. Åh, det er ikke småting, dette glas har set, hørt, spejlet sig i! Åh, de andre glas skulle bare vide! Og de andre glas ved det efterhånden. Dag ud og dag ind har de hørt om de vine, man drikker ved det svenske hof, dag ud og dag ind har de hørt om Europas kongehuse, om prinser og prinsesser. I det omfang man har kunnet forlange det, har de levet sig ind i, hvordan man lever livet ved det svenske hof, men de har også fået nok af det svenske hof, af alle høflighedsfraserne, de svulmende barme, små spidse sko. Desuden har de ingen forhåbninger om nogensinde at komme til at se den fornemme verden, det besmykkede glas taler så malende om, og derfor har de med tiden trukket sig tilbage til Køge, til huset på Marievej, til hverdagens sysler og fortrædeligheder. Man er vendt tilbage til den gode gamle leg: Hvem har sidst været ude af skabet, og hvem skal ud af skabet næste gang? I hvis hænder skal man hvile, og hvilken flydende substans skal man lade sig fylde op af? Hvem gætter det? Oh, hvem gætter det?

Glassene lever i en verden for sig selv, og det er kun Karen Margrethe, der kender den verden. Det er kun Karen Margrethe, der ved, at det fine glas gennem et stykke tid har følt sig syg om hjertet, at hun i ren og skær fortvivlelse er gået over til at kalde de andre glas for “simple hverdagsglas”. Det er kun Karen Margrethe, der ved, at de andre glas, høje og lave, tykke og tynde, har følt sig temmelig 9

Ilden.indd 9

07/07/16 12.24

såret over det, at de har mumlet og flydt over i krogene. Imens har det fine glas stået dér fremme, synligt for alle og enhver, ensomt og ulykkeligt og meget tæt på at græde. Kun Karen Margrethe ved, at det fine glas for et par morgener siden skreg: – Jeg er ikke som jer, I forstår mig ikke!

Kun Karen Margrethe ved, at det var dén morgen, der opstod diskussion inde i glasskabet, en diskussion, der mundede ud i, at alle de andre glas blev trætte af det fine glas og sagde: – Du er jo bare et glas. Ligesom os andre!

Et gammelt, skåret glas sagde tilmed: – Jeg forstår godt, at det fine glas føler, at hun er noget særligt.

Da jeg var et ungt glas, troede jeg også, at jeg var noget særligt. Men vi er alle bare glas. Vi må alle kunne tåle lidt af hvert!

– Bare? sagde et højt glas med stilk. Hvad mener du med “bare” glas? Hvilket andet materiale lader solens lys passere gennem sig så let og ubesværet som vi? Er vi måske ikke solens bedste venner?

Solens tjenere? Prøv at forestille jer, hvordan verden ville se ud, hvis der ikke var glas! I stedet for vindueskarme, ville husene have mørke, tomme huller. Uhyggeligt, ikke?

– Hvorom alting er, sagde et gammelt, grønt hvidvinsglas. – Glas er glas.

– Netop, sagde to saftevandsglas, der var blevet solgt som sennepsglas og derfor var nået frem til samme konklusion.

– Et glas er da lige så godt som det andet.

Og mens alle disse glas således diskuterede og udtalte deres mening, rykkede det fine glas tættere og tættere på kanten, tættere og tættere på det fatale køkkengulv og altings endeligt, for hun følte ikke, at der var nogen, der forstod hende. Hun følte ikke, at hendes finhed, hendes funklende ædelsten, hendes guldkant og hendes hele hjerte af storhed, blev hverken set, hørt eller forstået, og det 10

Ilden.indd 10

07/07/16 12.24

gjorde hende ikke bare ulykkelig og trist til mode, det gav hende regulære selvmordstanker. Måske var det derfor, hun på et tidspunkt vendte sig om mod de småsnakkende, godmodige og meget forskellige glas og sagde: – Jeg er ikke ligesom jer, og ved I hvorfor?

Hendes øjne lyste trodsigt.

– Jeg kan ikke gå i stykker!

Hun gjorde et kast med hovedet og sagde: – Nemlig! Jeg kan styrte mig ud over kanten der, ned mod gulvet, og det vil jeg ikke dø af!

Der gik et sug gennem mængden af glas, for det fine glas havde sagt, gjort og nævnt det unævnelige: Kanten, faldet, det hårde køkkengulv. Ikke desto mindre var det dér, sagerne havde stået i nogle dage nu. Det fine glas var forpint rykket tættere og tættere på kanten, tættere og tættere på den visse død, og de andre glas skiftevis hånede, latterliggjorde og lo af det stakkels glas, hvis finhed time for time blev mindre og mindre indlysende.

– Så spring da, sagde et gammelt tysk ølglas med et påtrykt billede af Kølns domkirke brysk.

Karen Margrethe gled ned fra køkkenbordet. Inde i huset på Marievej var det stadig mørkt, men udenfor blev det lysere og lysere, og fra køkkenet kunne hun skimte sin mors nye fuglekasse. Hun kunne se naboens oplyste køkken, som allerede var fuldt af mennesker: Der blev smurt madpakker, drukket kaffe. En mand stod i hjørnet og lod sin ølmave hænge tungt ned mod gulvet, som om den ikke havde noget med ham at gøre.

Karen Margrethe var på vej ind i stuen, da hun hørte, at det knirkede på trappen.

Kort efter stod Maria i døren og spurgte: 11

Ilden.indd 11

07/07/16 12.24

– Er du ikke gået i gang endnu?

Men Karen Margrethe var aldrig gået i gang, Karen Margrethe gik rundt sådan i sin egen verden, i en lomme af bevidstheden, hendes familie ikke forstod. Hendes mor mente, at hun led af koncentrationsbesvær, hendes far sagde, at det var helt normalt at falde i staver.

Og så er de alle sammen vågne.

Leonora og Klaus kommer ned ad trappen, gnider deres øjne, kigger på klokken og siger, at det da også er helt utroligt, at de ikke har hørt vækkeuret. Klaus tager en dyb tallerken, som han fylder op med havregryn. Han spilder mælk halvvejs hen over køkkenbordet, han har stadig bar overkrop.

Leonora siger: – Jeg har drømt om ild.

Maria tænder for komfuret, sætter havregrød over. Hun har et ar på kinden, og hun er altid sur, når hun står op om morgenen. Hendes kropsholdning lader ikke de andre i tvivl om, at det de gør, er forkert. Som regel går det over. Karen Margrethe, der endnu er lidt tvivlende over for, hvilken virkelighed hun ønsker at opholde sig i denne morgen, trækkes langsomt ind i dette ombyggede køkken i Køge, hun er allerede klædt på, hun hviler sin femårige hage på køkkenets spisebord, kigger op på sin mor og siger: – Hvor mange farver er der egentlig i universet?

Og Leonora ryster på hovedet, smiler, tager gryden med varm havregrød ud af hænderne på Maria og sætter den på bordet, hun dvæler et øjeblik ved det faktum, at hun skal til at male igen, at hendes gallerist venter det helt store.

Men så er hun atter tilbage i køkkenet, hun siger: – Der er det vist kun fantasien, der sætter grænser.

Hun stryger Karen Margrethe over håret, hælder havregrød op 12

Ilden.indd 12

07/07/16 12.24

til hende og spørger, om hun glæder sig til at komme i børnehave.

Karen Margrethe nikker pligtskyldigt, for hun ved, at børnehaven giver mor dårlige nerver, og hun ved, at mor skal, skal, skal male.

Og sådan gør de sig klar, sådan husker de at stille havregrødsgryden i blød, sådan er morgenen fremadskridende, solen tager magten.

Ude på gaden står Leonora med en pige i hver hånd. Maria har ytret ønske om at cykle, men Leonora har overtalt hende til, at de skal gå et par uger endnu, hånd i hånd. Leonora er altid meget påpasselig med ikke at gøre forskel på sine to piger, efter alt det med Henry er hun endog meget påpasselig, så påpasselig, at hun nærmest tvinger sine to piger til at elske hinanden.

De går op mod byen, over Køge Å og videre ind ad Toldbodvej, og det tegner allerede til at blive endnu en lun augustdag, det tegner til at blive en af den slags dage, hvor sommeren hviler i sin egen ro og kaster et formildende skær over mennesker. Leonora holder Maria i hånden og tænker, at det er det, de har til fælles, en måde at være stille sammen. For sådan er det, når hun er sammen med Maria, det er, som om deres bevidsthed vokser ud af de samme skove, søger de samme lysninger; som om de forstår hinanden, allerede før de har åbnet munden.

Sådan er det ikke med Karen Margrethe.

Når Leonora lytter til de ordbrokker, der står som en sky omkring Karen Margrethe, er det som at lytte til en brændende transistor, hendes egen indre ild, alt det, hun prøver at holde nede: Det er som at høre tusind stemmer råbe i munden på hinanden, når man selv fører en dæmpet samtale med et træs alleryderste blade.

Leonora forstår ikke, at Karen Margrethe er så anderledes end Maria.

Hun prøver hele tiden at invitere hende med ind i skoven, hun 13

Ilden.indd 13

07/07/16 12.24

peger op mod træerne, hun former en rund hånd bag øret for at få Karen Margrethe til at lytte efter fugle, men Karen Margrethe hører ingenting, kan ikke høre noget i larmen af dværge og gøglere og slangetæmmere og dansere og jonglører og klovne og skuespillere og operasangere og varieté-damer og bladsmørere og professorer og præsidenter og børn og hunde.

På torvet vinker Maria farvel, og Leonora går over og afleverer Karen Margrethe i børnehaven. I børnehaven bliver Karen Margrethe godt modtaget, der er allerede to jævnaldrende piger, der vil lege. Leonora bukker sig ned og vil give barnet en omfavnelse, overføre en dråbe komprimeret kærlighed, nok til hele dagen.

Da hun er på vej hjem, bliver hun pludselig urolig for, om hun har husket at slukke for komfuret, det er ellers noget, hun kontrollerer en tre-fire gange, før de skal ud ad døren, og nu har hun pludselig glemt det. Blodet skyder op i ansigtet. Det kan ikke passe. Hun standser helt op, prøver at tænke: Har hun virkelig, i et øjebliks ubesindighed ladet blusset stå tændt? Nej, nej, selvfølgelig har hun ikke det. Hun har sikkert kontrolleret det, hun kan bare ikke huske det. Fordi hun altid er så forvirret om morgenen, fordi hun gentager de samme fjollede tanker. Fordi ilden altid har været denne kraft i hende, hun ikke kan styre.

Ilden.indd 14

07/07/16 12.24

2

Kollektivet ligger ikke længere fra Øresund, end at en måge af og til forvilder sig derop, ikke længere fra havet, end at man kan dufte det, hvis man en sommernat sidder oppe på taget og nyder lysene, der langsomt tændes langs kysten, og det er netop det, Henry gør.

Han sidder i skrædderstilling, lukker øjnene og smiler, når han åbner dem igen. Han drikker en øl, som han har hentet i kælderen og afkrydset på en hjemmelavet regnskabsseddel. Det er sidst på aftenen, og derfor er de beboere, der blev tilbage efter det, man i spøg kalder “Den store udrensning”, søgt ind på deres værelser, og der sidder, ligger og står de nu. De læser, skriver, betragter en bums i spejlet, berører deres kønsdele. Henry tømmer sin øl og lægger sig ned på det varme tagpap, han tænker på Birgitte, der er til møde i sin kvindegruppe, han tænker på dét, han snart må samle sig mod til at spørge om. Han strækker den ene side, rækker den højre hånd bagud og er lige ved at komme til at røre den ulv, der sidder bag ham. Han strækker den anden side og tænker på den uge, han har tilbragt i kollektivet for at komme tættere på sine børn. Han tænker på Bent, der flere gange har klappet ham på skuldrene og sagt: – Henry, for fanden.

Birgitte har flere gange understreget, at de ikke skal have noget 15

Ilden.indd 15

07/07/16 12.24

seksuelt forhold, og Henry har hver gang undret sig over, at hun føler trang til at sige det: Han er jo gift med Sally nu.

Henry skubber loftslemmen til side og træder forsigtigt ned på stigens øverste trin. Fordi han ikke ved, om de andre sover, prøver han at larme så lidt som muligt. Da han er et stykke nede ad stigen, skubber han loftslemmen tilbage. Ulven er blevet deroppe.

Fra gangen går han hen til værelset, hvor Thomas og Tine ligger og sover, han betragter deres sovende ansigter fra døren og går ikke ind. Han er fuld af taknemmelighed over for Birgitte: Fordi hun har ladet ham komme tilbage. Fordi hun gennem alle årene har beskyttet det sted i Thomas og Tines hjerter: Det sted, hvor forestillingen om en far sidder fast. Og selv om han har været usikker, selv om han har været til gestaltterapi hos en tyk mand i Olfert Fischers Gade og grædende, sammenbrydende har hikstet, at han jo ikke selv har haft nogen god far, så går det egentlig meget godt.

Henry lukker forsigtigt døren og går videre ned ad trappen, ned i køkkenet, hvor han smører sig en rundtenom med leverpostej.

Da Birgitte kommer hjem, er han iført et par lidt for store un­ derbukser af mærket JBS, han står ved køkkenbordet og drik­ker kaffe. Hun lægger taske og sommerjakke fra sig, hun går over til ham på en måde, som bedst kan beskrives som direkte. Så lægger hun armene om hans hals, kysser ham og siger, at han er den bedste mand i verden, og pludselig siger han: – Skulle du ikke til kvindegruppemøde?

– Jo, jo, siger hun. – Det trak bare ud og ud, og ved du hvorfor?

Men allerede før hun begynder at fortælle ham om alt det, de har snakket om i den kvindegruppe, som har kørt i fem år nu, er Henry faldet, gledet, sunket ned i et bevidsthedslag længere nede.

Han hører hendes stemme som en lykkelig kvidren et sted langt oppe, men han er ude af stand til at modtage det varme og det lyse 16

Ilden.indd 16

07/07/16 12.24

i hendes stemme. Han er pludselig så ked af det, så ulykkelig, omsluttet af mørke. Lige før på taget syntes han, at det gik meget godt, men nu falder han længere og længere ned i mørket, en pludselig sorg over, at de ikke blev sammen. Birgitte opdager det ikke, hun fortæller om de andre i gruppen. Normalt er det noget, de hygger sig med: at smile lidt af de andre. Lone og hendes evindelige beklagelser, Dorte og hendes håbløse kærester.

Birgitte snakker og forklarer, sætter sig ved køkkenbordet og svinger med et langt halstørklæde, der er stærkt overflødigt. Hun gestikulerer ukontrollabelt, og pludselig ser Henry noget, der har været undervejs længe. Han ser sig selv stå i bunden af kollektivets bygning, og han ved pludselig godt, at han kun er der, fordi det passer hende, fordi det passer ind i hendes personlige udvikling, hendes kram, og meningen med det hele er selvfølgelig børnene. Alt det, han skal give dem, alt det han ikke har.

Han kigger på Birgitte, der har rejst sig op, fordi hun nu kan se, at der er noget i vejen. Han ser medfølelsen i hendes øjne og kommer til at græde, men han vil ikke græde. Han vil ikke sige, hvad han tænker, for han ved, at hun så vil bruge resten af natten på at overbevise ham om, at hun ikke bruger ham, at han ikke lever af de kærlighedssmuler, hun har tilovers, at han ikke er en køter ved slagterens bagdør, en af de gadehunde, man sparker til, hvis den bliver for nærgående, for syg, for loppebefængt, og det er han så alligevel.

Birgitte omfavner ham, og han udstøder et par undertrykte hulk.

Rystelserne er hurtigt overstået, han gnider sine øjne og siger, at det er ingenting.

– Ingenting?

Hun kigger undersøgende på ham.

– Ja, ingenting.

Han er lige ved at sige: 17

Ilden.indd 17

07/07/16 12.24

– Ingenting, for fanden.

De går op ad trappen hånd i hånd, han vinker til hende og går ned for at sove på Annis gamle værelse. Sengen er lille og beskidt, og Henry kan ikke sove. Han lægger sig på ryggen, trækker vejret dybt. Efter han har prøvet at tvinge sig selv til at sove i over en time, står han op. Han har lyst til at ringe til Sally, men det er for sent.

Han lister op på taget, op til mørket og stjernebillederne, der nu er meget tydeligere. Han ænser knap nok ulven, der traver utålmodigt frem og tilbage.

Den øl, han drak tidligere, står stadig fremme, og mens han sidder og river etiketten af, tænker han på, hvorfor det er så svært at spørge Birgitte, om ikke Thomas må flytte ned til ham i Køge, bare en periode. Hvorfor kan han ikke få det sagt? Til hans store overraskelse hører han hende pludselig på stigen, hendes hoved stikker op gennem hullet i taget. Han tænker: Så er det nu. Så snart hun har sat sig ved siden af ham, siger han det. Han kan straks mærke, at hun er afvisende, han kan ligefrem lugte hendes angst.

– Vi kan ikke rive ham væk fra hans kammerater, siger hun, og hendes stemme afslører, at det, hun egentlig mener, er: Vi kan da ikke rive ham væk fra mig! Jeg er hans mor! Jeg har været det faste holdepunkt hele hans liv! For ham er jeg den person, der har betydet forskellen på liv og død, jeg er den, der har ammet ham, trøstet ham om natten, svalet hans pande, når han havde feber: Jeg har været den person, der stod mellem ham selv og den altopslugende angst, Henry.

Forstår du det, Henry? Det er mig, der har hjulpet ham med at skelne det gode fra det dårlige, lyset fra mørket, Henry, for du var her jo ikke, vel? Det er mig, der har lært ham at balancere på den tynde knivsæg, vi kalder virkeligheden. Ja, Henry, sprogets første primitive gelænder!

Det er mig, der har lokket, kaldet ham ud af spædbarnets mørke, bevidsthedens mørke, Henry. Jeg har givet ham skygger, jeg har mærket 18

Ilden.indd 18

07/07/16 12.24

ham, givet ham alt det, han aldrig, aldrig nogensinde kan skilles fra, for hvem ville han så være?

Birgitte læner sig ind mod Henrys varme krop, på en gang desperat over, at hun ikke kan sige det, hun egentlig mener, og overbevist om, at han vil bøje sig for hende, give hende lov til at beholde Thomas.

Henry stryger hende over håret og siger: – Selvfølgelig.

I Køge har Leonora netop sagt, at hun ville gå ned i kælderen og male, hun kan alligevel ikke sove. Maria ligger stadig under sin dyne og læser Kaninbjerget med en lommelygte. Karen Margrethe drømmer sødt og orange. Og alligevel vender og drejer hun sig, som om der var noget farligt inde i drømmen, spor af angst, ufrivillig vandladning.

Leonora går ned ad trappen, og måske er det den svage lyd af hendes fødder på den knirkende trappe, der river Karen Margrethe ud af drømmen, hun vender sig i hvert fald, smasker lidt, tomme billeder. Klaus sover allerede, da Leonora tænder lyset i kælderen, og dermed gør mørket hjemløst. Hun maler i nogle timer, eller rettere: Hun sidder i en safaristol og stirrer ud i luften. Så slukker hun igen lyset, og mørket kommer tilbage, mørket der allerede har erobret det meste af Køge.

Næste morgen er det Inge, der står først op, Inge, der stiger ned fra førstesalen i kollektivet og koger vand og dækker bord og forviser mørket til lukkede skabe, kroge og kælderrum. Inge har et mægtigt humør og afsynger gerne en tre-fire politiske kampsange, før klokken er syv. Efter “Den store udrensning” har hun og Bent fået fire værelser, to til sig selv og ét til hvert af børnene. Egentlig var det ikke meningen, at det hele skulle blive så borgerligt, at de i praksis 19

Ilden.indd 19

07/07/16 12.24

er to par, der deler et gammelt skrummel af en villa. Men på et tidspunkt var kollektivet altså nødt til at stramme lidt op. Der var for meget, der lå og flød alle vegne, for få, der tog opvasken, kom til fællesmøder, overholdt deres aftaler, deltog i alt det sure. Uden at de havde indvilget i det, var kollektivet blevet et tilflugtssted for venner og bekendte. Der var næsten altid nogen, der manglede penge, et sted at sove, kærlighed. Inge og Bent havde taget det op på et fællesmøde og forlangt, at der blev ryddet op.

Efterhånden havde det vist sig, at der faktisk var indtil flere kollektivister, der egentlig følte, at de skulle videre. Især Hansi kunne ikke se sig selv være en del af et fællesskab, der gik så meget op i klokkeslæt og aftaler. Han spurgte flere gange Inge og Bent, hvorfor de ikke bare kunne “være sig selv”, men de svarede aldrig. Dét fik ham til at frygte, at det fremtidige kollektiv ville ødelægge hans kreative energi. I øvrigt havde han længe haft en fornemmelse af, at der var lidt for lunt, lidt for hyggeligt i kollektivet. Han havde længe haft på fornemmelsen, at han måtte meget længere ned i sig selv, ned i eksistensen, i mørket, i baggårdene, i kummeren, simpelt hen, for det vidste alle jo: Kunsten kunne jo ikke ringes op, bare sådan uden videre fra en telefonboks midt på Strøget. Kunsten skulle man nærme sig fra en yderposition, kunsten skulle bore sig ind i borgerskabets selvforståelse med en rest af alle de undertrykte sandheder siddende i tøjet, i mundvigen.

Jo længere Hansi hørte Inge og Bent tale om al den orden, der skulle til at være i kollektivet, jo dårligere blev han. Tre dage efter det første fællesmøde havde han fundet et atelier i en baggård i Frederiksborggade, og selv om han vågnede hver morgen med fugt på dynen, så syntes han på en måde, at det var en ringe pris at betale for at tilhøre den fremtidige avantgarde, den lille udvalgte skare, der turde. Heller ikke Anni havde været særlig begejstret for 20

Ilden.indd 20

07/07/16 12.24

den drejning, tingene havde taget. Selv om hun ikke direkte blev smidt ud, så vidste alle jo godt, hvem der slæbte alle de unge mennesker hjem, hvem der hentede øl på tanken efter midnat, hvem der vækkede børnene med lidt for meget knald på anlægget. Mette og Steen havde helt uventet fået mulighed for at overtage deres forældres hus i Vanløse, og selv om det ikke direkte havde noget med “Den store udrensning” at gøre, faldt det sammen.

Inge hører skridt på trappen og venter, at det er et af hendes egne børn, men i stedet er det Thomas, Birgitte og Henrys ældste søn.

Han er 11 år nu, høj og tynd. Som han kommer til syne der for enden af trappen, er der noget mærkeligt forskudt ved hans krop og hans ansigt; som er Vorherre begyndt at sjuske på sine gamle dage, som har han sat en for ung krop sammen med et ansigt, der allerede er for gammelt, den barnlige uskyld erstattet af et hårdt, forvirret blik.

Uden et ord sætter Thomas sig ned ved spisebordet.

Inge vil gerne respektere hans ret til at spise morgenmad uden at skulle tale med nogen, men hun kan ikke lade være med at klappe ham på skulderen, søge øjenkontakt, spørge, om hun skal hente havregryn til ham.

– Mælk?

Drengen henter ymer og skuler. Drengen vil gerne være fri.

Drengen ville ønske, at folk holdt deres kæft. Drengen ville især ønske, at kvinder ville holde deres kæft. Drengen er træt af, at de altid vil kramme, og hvis man ikke vil kramme, så krammer de én alligevel. Med ord. Med blikket. Med deres intentioner og bløde kroppe. Drengen fantaserer om at bo et sted, hvor alle holder deres kæft. I meget lang tid. Et sted, hvor man ikke hele tiden skal konfronteres med andres morgenånde, lyde og lugte. Et sted, hvor man ikke hele tiden skal “forstå”. Drengen fantaserer om knivskarp lov 21

Ilden.indd 21

07/07/16 12.24

og orden. Om grænser. Drengen fantaserer om sort. Og hvidt. Sorthvidt. Han kigger op over kanten af skålen, som han med venstre hånd holder lige under hagen. Han overvejer, om han kan nå at spise færdig, før hun siger noget igen.

– En dag vil du forstå, at vi to også har betydet noget for hinanden, tror du ikke, Thomas?

Han lader, som om han ikke hører det.

Så rejser han sig, smider skålen ned i vasken foran Inge, henter sin rygsæk på trappen, åbner hoveddøren. Døren smækker bag ham, og i Køge låser Leonora sig ind. Hun har selvfølgelig ikke glemt at slukke for gassen. Åh, det er så sindssygt, at hun altid hidser sig sådan op over det gasblus, for glemmer hun nogensinde at slukke det? Jo, én eneste gang har hun glemt at slukke det, men det er mange år siden. Leonora smider nøglerne på køkkenbordet og kigger ud til sine fuglekasser. En rødhals forlader netop den ene.

Typisk, at hun piner sig selv med den slags, det er så ængsteligt. Så laver hun kaffe, ifører sig et plettet forklæde og går ned i kælderen for at male. Hun har en hel dag foran sig. En hel dag med arbejdsro. Hvad mere kan man ønske sig? Siden hun havde sin første separatudstilling, er det gået hurtigt. Hun har udstillet tre gange nu, og hver gang er hendes malerier blevet godt modtaget både af publikum og presse. Sidste gang hun udstillede, solgte hun ligefrem alle de udstillede malerier, og Lilly havde svært ved at skjule sin misundelse. Klaus havde klappet hende på skulderen og sagt: – Jeg vidste, at du kunne!

Og nu er det på én gang mere forfærdeligt og mere frisættende at male, end det har været tidligere. Klaus joker med, at hun bliver sindssyg, hvis hun ikke får lov til at male, og sindssyg, hvis hun gør.

Hun joker til gengæld med, at han får abstinenser, hvis han ikke har været til et politisk møde i to dage.

22

Ilden.indd 22

07/07/16 12.24

– Uden solidaritet bliver vi hinandens fjender, svarer han.

Leonora træder et skridt tilbage fra det motiv, der allerede er ved at forme sig. Hun flytter vægten fra det venstre ben til det højre, og mens hun gør det, er det, som om at også tyngdepunktet i denne historie, der snart har spredt sig ud over nogle årtier, skifter. Dengang Henry var ét år, kæmpede frk. Lys og frk. Mørke om, hvem han skulle tilhøre, og allerede dengang stod det klart, at han tilhørte mørket. Nøjagtig ligesom det stod klart, at Leonora tilhørte lyset, at hun var sine forældres udvalgte. Men nu, hvor Leonora træder tilbage fra sit motiv, er det faktisk, som om frk. Lys og frk. Mørke, der på dette tidspunkt er døde og kun opererer i det imaginære felt bag disse ord, bytter plads. Det er, som om mørket er ved at gøre sig færdig med Henry, som om han først nu er ved at bryde igennem overfladen og trække vejret som for første gang: Efterladende Leonora i mørket.

Ilden.indd 23

07/07/16 12.24

EN STOR LÆSEOPLEVELSE „Køge-krøniken er storslået historiefortælling, som fanger sin læser. Man kan ikke slippe bøgerne FÆNGENDE LÆSNING „Ulven er en pageturner!

Jeg strøg lige gennem den videre til Lille Hjerte, videre til næste og næste bind.

For jeg måtte vide, hvad der skete med den familie! Jeg er

igen, når man først er begyndt. Det er svært at fortælle moderne historie, men Katrine Marie Guldager behersker både scener og plot, og giver læseren stof til mange slags eftertanker.

Køge-krøniken er en kæmpestor læseoplevelse, og man kan kun ønske nye læsere god fornøjelse.“ Anne-Marie Mai – forfatter og litteraturprofessor

vild med Guldagers sprog, hendes vovede metaforer og

Med sjette og sidste bind i Køge-krøniken afslutter Katrine Marie

balanceakten på kanten

Guldager sin store 1400 sider lange krønike om familien fra

af materiel virkelighed og

Køge. Vi følger søskendeparret Henry og Leonora i næsten 50 år.

sindets magiske, mystiske virkelighed. Og så den frække fortællerstemme, som blander sig i teksten på overraskende vis.

Køgekrøniken er en stærk periodeskildring – jeg ved det, for jeg var der selv.“ Pia Fris Laneth – forfatter og journalist

Krøniken handler om nogle af de konflikter, der altid er i familien, mellem søskende og mellem børn og forældre. Men også om en af de perioder i danmarkshistorien, hvor familierne ændrede sig dramatisk. Alle liv er unikke, men også en del af en større

KATRINE MARIE GULDAGER, (1966),

historie, og det er blandt andet den, Katrine Marie Guldager

cand.phil. i dansk 1994 og uddannet samme

fortæller.Bind seks handler især om Leonora og om hendes forhold til moderen Lilly og broderen Henry. Kan hun tilgive dem fortidens fortrædeligheder, og hvis hun ikke kan, kan hun så overhovedet slippe for dem?

år fra Forfatterskolen, er forfatter af en lang række digte, noveller, romaner og børnebøger.

Den store familiekrønike fra Køge består af seks bøger, således at familien og livet i Danmark beskrives igennem 50 år. Katrine Marie Guldagers bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige legat, Kritikerprisen og Beatriceprisen.

Katrine Marie Guldager er gift, har to børn

ISBN 9788740032932

OMSLAG: SIMON LILHOLT / IMPERIET.DK

og er bosat i København.