3 minute read
Præsentation
from Venstre i Svendborg
BORGMESTERKANDIDAT METTE KRISTENSEN
Jeg er født og opvokset i Vindeby på Tåsinge og i Svendborg. Og jeg har boet i 17 år på en lille landejendom ved Brændeskov, er selvstændig erhvervsdrivende og driver min egen virksomhed indenfor offshore og det maritime.
Advertisement
I min opvækst har jeg lært, at der ikke er noget man kan tage for givet. Hvor der er vilje, er der også en vej. Man skal tage ansvar for sig selv og sine omgivelser.
Jeg er vant til at have travlt og at have mange bolde i luften. Derfor anvender jeg så meget som muligt af min sparsomme fritid i naturen. Vi har så meget smuk natur på Sydfyn, og jeg nyder at gå lange ture med hunden og familien. Naturen inspirerer til nye tanker – og det frie udsyn over markerne og vandet er fantastisk til at klare hjernen. Jeg benytter ofte, og meget gerne, de mange kulturtilbud, vi har i kommunen. Den store mangfoldighed og den høje kvalitet, der tilbydes, er virkelig god inspiration, hvis man trænger til en mental optankning.
Jeg har været opstillet til kommunevalget fire gange for Venstre, og denne gang som borgmesterkandidat. Og efter 12 år i kommunalpolitik, brænder jeg stadigvæk for at gøre en forskel for andre. Jeg vil gerne være borgmester i Svendborg Kommune, fordi jeg ønsker at bidrage til kommunens fortsatte udvikling som en kommune, hvor bæredygtighed og grøn omstilling danner grundlag for vigtige beslutninger. En kommune, hvor serviceydelser og infrastruktur balanceres, så hele kommunen får glæde af det, og hvor den enkelte borger er i centrum, så mennesker behandles individuelt og ordentligt.
Om nogen ved jeg, hvor altafgørende det er, at kommunen er lige præcis der, hvor borgerne bor. At de kommunale servicetilbud som plejehjem, børnehaver, skoler og biblioteker er jævnt fordelt i hele kommunen.
Det, at have en nær pårørende på et kommunalt plejehjem, har jeg for nylig haft tæt inde på livet. Det har tydeliggjort endnu mere, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer kerneopgaverne. At brugerne og de pårørende får indflydelse på deres egen hverdag. At det er systemet, der indretter sig efter borgerne, og ikke borgerne,
der skal indrette sig efter systemet. Vi kan ikke putte mennesker ned i kasser. Det ligger dybt i mit DNA at sætte mennesket og individet før systemet.
Vi kommer til i fremtiden at skulle træffe nogle meget afgørende og store beslutninger. Dem træffer vi bedst tæt på borgerne og sammen med borgerne. Hvis jeg bliver borgmester, vil jeg åbne døren til borgmesterkontoret, så den altid er åben for borgerne. Hvis man har noget på hjertet, skal der være mulighed for at tage en snak. Jeg tror på, at den direkte dialog på mange måder er mere givende end en mail eller et opslag på Facebook. Vi skal åbne meget mere op for borgerne, fremfor kun at kigge indad i kommunen hele tiden. Og så vil jeg invitere mig selv i praktik i kommunens institutioner, så jeg får mulighed for at mærke hverdagen og snuse til kulturen. Jeg bliver altid beriget og inspireret, når jeg møder mennesker, der er engagerede og som uddyber deres tanker og idéer.
VI ER SOM POLITIKERE VALGT AF BORGERNE OG FOR BORGERNE. IKKE FOR SYSTEMET. En borgervenlig kommune er for mig en kommune, hvor vi lytter og inddrager hinanden. Hvor vi taler sammen og er i dialog sammen. På den måde kommer vi også til at høre sammen og får skabt den sammenhængskraft, som er så vigtig for en kommune. Og oplevelsen af kvalitet for den enkelte borger, hænger tæt sammen med at have indflydelse på sit eget liv og sin hverdag, og til at kunne vælge den løsning, der passer til den enkelte borgers livssituation.
Vi bor så smukt på Sydfyn, og vi kan så meget sammen.
Den tredje tirsdag i november er der kommunevalg. Det betyder noget for HELE Svendborg Kommunes udvikling, hvem der sidder for bordenden. DIN stemme betyder noget. DIN stemme er noget særligt. Og hvis DIN stemme skal give indflydelse, så husk at stemme på Venstre.
SÆT DIT KRYDS VED VENSTRE TIL KOMMUNEVALGET.