kapitel 1
Den forsvundne dreng træder ind i lyset. Jeg er ikke meget for hysteri og oplever sjældent det, der kan betegnes som forbavselse. Jeg har set meget i mine godt og vel 40 år. Jeg har været tæt på at blive slået ihjel, og jeg har selv slået ihjel. Jeg har set ubehagelige ting, som de fleste vil have svært ved at forstå eller finde komplet ubegribelige, og nogle vil hævde, at jeg også har taget del i den slags. Jeg har i årenes løb lært at beherske mine følelser og – vigtigere endnu – mine reaktioner i stressede, højspændte situationer. Det er muligt, at jeg handler hurtigt og voldeligt, men jeg foretager mig ikke noget uden overvejelse og målbevidsthed. Disse kvaliteter, om man vil, har gang på gang reddet mig og dem, der betyder noget for mig. Men jeg må indrømme, at da jeg får øje på drengen – nej, han er jo teenager nu, ikke? – kan jeg mærke pulsen galoppere. Jeg har en dunkende lyd i ørerne. Og helt spontant knytter jeg mine hænder. Efter ti år er der nu ikke mere end 50 meter mellem mig og den forsvundne dreng. Patrick Moore – det hedder drengen – står og læner sig op ad en graffitibemalet betonstolpe i vejtunnelen. Hans skuldre er trukket op. Hans øjne flakker, før de fæster sig på de revnede fortovsfliser foran ham. Hans hår er kortklippet, det, vi førhen kaldte plysset. To andre teenagedrenge hænger også ud i tunnelen. Den ene ryger en cigaret med så stor energi, at man skulle tro, at cigaretten har fornærmet ham. Den anden er iført et hundehalsbånd med nitter og en nettrøje, som meget åbenlyst signalerer hans aktuelle profession. Ovenover buldrer togvogne forbi uden at ænse, hvad der er neden under dem. Vi befinder os i King’s Cross, som for størstedelens
7
Hjem_TRYK.indd 7
12/07/2017 15.56