Emil Reesen

Emil Reesen

danske komponister

1: August Enna af Steen Chr. Steensen

2: Ludolf Nielsen af Jens Cornelius

3: Else Marie Pade af Henrik Marstal

4: Hilda Sehested og Nancy Dalberg af Lisbeth Ahlgren Jensen

5: Niels Viggo Bentzon af Bertel Krarup

6: Emil Hartmann af Inger Sørensen

7: Paul von Klenau af Steen Chr. Steensen

8: Victor Bendix af Jens Cornelius

9: Bent Lorentzen af Lars Ole Bonde

10: Otto Malling af Mikael Garnæs

11: Thorvald Aagaard og Oluf Ring af Povl Chr. Balslev

12: Tekla Griebel Wandall af Thomas Husted Kirkegaard

13: Bernhard Christensen af Peder Kaj Pedersen

14: Leif Kayser af Jørgen Ellegård Frederiksen

15: Finn Høffding af Bertel Krarup

16: Emil Reesen af Jens Cornelius

Flere titler er under udarbejdelse.

Bogserien Danske Komponister er startet på initiativ fra Magister Jürgen Balzers Fond

Emil Reesen

1887-1964 Af Jens Cornelius

Danske Komponister 16: Emil Reesen

Af Jens Cornelius

© Forlaget Multivers ApS, 2023 1. udgave, 1. oplag 2023

Danske Komponister redigeres af: Jens Cornelius

Forsidebillede: Emil Reesen i midten af 1940’erne. Ukendt fotograf. Omslag: Anton Ian Nielsen Sat hos Demuth Grafisk Tryk: Totem Printed in Poland 2023 ISBN: 978-87-7917-625-6 ISSN 2596-6561 www.multivers.dk

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Udgivelsen er støttet af: AUGUSTINUS FONDEN

INDHOLD

FORORD 7

KAPELMESTER PÅ 17 ÅR 11

RUNDT I TEATERLIVET 23

FESTEN I SCALA 32

DILEMMAET 41

RADIOMUSIK TIL ALLE 56

BALLETTER OG RABALDER 66

I ANDRES STIL 78

PÅ EGEN HÅND 86

FARINELLI 98 EN PLUDSELIG LÆNGSEL 107

DET POKKERS TALENT 117

LITTERATUR 128

EMIL REESENS VÆRKER 129

DISKOGRAFI 136

VÆRKREGISTER 137 NAVNEREGISTER 139

NOTER 142

FORORD

Emil Reesen var dansk musiks populære altmuligmand i første halvdel af 1900-tallet. En utrættelig musiker, der arbejdede i alle genrer fra det letteste til det meget forfinede. Om stilen var høj eller lav, var ikke det vigtigste for ham. Som han selv sagde: ”Jeg har altid haft en praktisk Indstilling til Tingene; dermed mener jeg, at jeg altid har taget, hvad der faldt for. Selv lettere Musik kan jo gøres baade godt og daarligt.”1

Den indstilling gjorde, at Reesen var den komponist i Danmark, der havde det bredeste arbejdsområde – fra fjantede revyviser, filmmusik og operetter til raffinerede orkesterværker og balletter på Det Kongelige Teater. Som dirigent var hans spændvidde lige så stor. Emil Reesen optrådte med danseorkestre og indspillede juleplader, samtidig med at han promoverede nye klassiske værker af Debussy, Prokofjev og Richard Strauss. Dertil kom jazzen, som Reesen flirtede med, uden at man kan kalde ham en egentlig jazzmusiker.

Han var en slank og ranglet mand, let genkendelig på sin store næse, store ører, runde briller, butterfly og det blonde, tilbagestrøgne pomadehår. Publikum og pressen hæftede sig meget ved hans udseende, og aviserne beskrev ham ofte som en flamingo eller en mærkelig papegøje. ”Jeg er glad for mit Ydre. Folk kan li’ det og Karikaturtegnerne holder af det”, sagde Reesen. ”Det er ofte, at man ude i Provinsen siger: Hvor De ligner Deres Karikaturer! Hvortil jeg altid svarer, at det smigrer mig!”2

Humor var, som man kan forstå, et fremtrædende træk ved Emil Reesen. Humoren går igennem utrolig meget af hans musik, og selv om det træk skaffede ham et stort publikum, gav det også bagslag, for inden for klassisk musik er man traditionelt på vagt, hvis musikken er vittig. Sjov musik bliver sjældent taget alvorligt, hvor god den end er. Men det er en særlig kunst, og absolut ikke en modsætning til kvalitet, at komponere god

musik, der er kvik og vittig, og Reesen skelnede meget bevidst mellem det muntre og det pjankede.

Også på anden vis havde Emil Reesen en usædvanlig bredde. Han elskede nemlig at forklæde sig i musikken. I sine værker komponerer han i skiftende stilarter, efterligner hvem som helst, bearbejder andres melodier og indfletter musikalske citater i nye sammenhænge. Hvem var den egentlige Emil Reesen bag dette maskespil?

Spørgsmålet er egentlig forkert, for stilskiftene og udklædningerne var netop ham. Den jævnaldrende franske komponist Maurice Ravel blev engang kritiseret for at være kunstfærdig, og hans svar lød: ”Falder det ikke de mennesker ind, at jeg måske er kunstfærdig af natur?” Samme slags svar kunne Reesen have givet. Udklædning var en del af hans natur, og selv om forklædningslegen kunne belaste hans renommé, var legen med stilarter og citater central for hans musik.

Der har ikke før været skrevet en bog om Emil Reesen, og i forhold til hvor populær hans musik er – og især har været – kan man undre sig over, at det ikke er sket for længst. Forklaringen må være, at Reesen spredte sig over så mange områder, at han var umulig at sætte etiket på og derfor umulig at få ejerskab over. Hvem skulle tage sig af ham? Han var for populær til at være finkulturel og for klassisk til udelukkende at være folkelig.

Dertil kommer nogle mere vanskelige spørgsmål: Var der egentlig en fællesnævner bag al den musik, han skrev? Og hvad med mennesket Emil Reesen – hvem var han bag den berømte facade?

Emil Reesens liv og musik blev fulgt i detaljer af den danske presse. Han blev interviewet utallige gange og var meget dygtig til at pleje sin karriere gennem medierne. Den tilstedeværelse forsvandt i hans sidste ti år, hvor han var hårdt plaget af sygdom og næsten forsvandt fra offentligheden. Men glemt er han ikke: Hans operette Farinelli fra 1942 er stadig populær, og endnu lever der mennesker, som har kendt Emil Reesen per-

sonligt eller hørt ham dirigere. På Det Kongelige Bibliotek kan man stadig lugte cigarrøgen i hans arbejdsværelse, når man bladrer i hans manuskripter.

Nu har Emil Reesen fået en bog i serien Danske Komponister, og her hører han helt klart hjemme og kan træde frem som den unikke, grænseoverskridende musikkunstner, han var. I bogen forsøger jeg at klarlægge, hvilken musik Reesen skrev, og hvordan han gennem livet passede sine mange opgaver som komponist, dirigent, arrangør, pianist og organisator. Han var en musiker, der kunne og ville alt, og med sit helt usædvanlige talent havde han mulighed for at realisere lige hvad han ønskede.

Tak til tonemesteren og pladehistorikeren Claus Byrith, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek Claus Røllum-Larsen, kongelig ordenshistoriograf Jes Fabricius Møller, Mikkjal Olsen fra DR’s nodearkiv, musikforskeren Henrik Marstal, programmedarbejder ved DR Jørgen Hansen, forfatteren Henrik Engelbrecht og historikeren Niels Nyegaard, som alle har hjulpet mig med værdifulde oplysninger. En særlig tak til Augustinus Fonden for at støtte udgivelsen og bogserien Danske Komponister i det hele taget.

Jens Cornelius

Emil Reesen, ca. 1941. (Ukendt fotograf)

KAPELMESTER PÅ 17 ÅR

Først har jeg faaet Rutine, siden har jeg lært noget. Læst noget har jeg ogsaa. De maa ikke tro, at jeg er kommen sovende til mit.

Sådan beskrev Emil Reesen sin musikalske baggrund.3 På det tidspunkt, 1930, havde han nået toppen af dansk musikliv, og han havde arbejdet sig selv op hele vejen. Reesen havde et perfekt udgangspunkt for sin karriere, for han var simpelthen født til at blive musiker, og allerede som dreng var han så dygtig, at han kunne varetage voksenjobs i musiklivet. Som komponist, dirigent, arrangør og musiker mestrede Reesen det hele, og han sagde sjældent nej til en opgave, når karrieren kørte på højtryk gennem et halvt århundrede. Hvilken genre det drejede sig om, betød ikke så meget for ham. Derfor blev Emil Reesen et af de mest berømte musiknavne i Danmark – og faktisk en af sin tids kendteste danskere overhovedet.

Emil Reesen blev født i en musikerfamilie. Hans far, (Niels) Julius Reesen, var en militærmusiker, der takket være flid og talent blev overhornblæser og senere musikdirektør ved 1. Regiment på Kastellet. Det var en af de mest fremtrædende stillinger indenfor dansk militærmusik. Julius Reesen var født 1854 i Kalundborg som søn af en kobbersmed, og som ung stod han i kobbersmedelære hos sin far. I fritiden optrådte han som spillemand, selv om han var ”en Musiker af liden eller saagodtsom ingen Uddannelse”, som hans søn Emil Reesen senere formulerede det.4

Julius Reesen var en virtuos på trompet, piccolotrompet og kornet. Ved siden af militærmusikken havde han også en civil musikerkarriere og spillede i Tivolis Symfoniorkester og i forskellige teater- og restaurantorkestre, bl.a. på Hotel d’Angleterre. Her var det dog ikke på trompet – men på kontrabas! Julius Reesen komponerede også selv marcher, og som arran-

gør lavede han potpourrier og bearbejdninger af klassiske værker. Han instrumenterede sågar et værk for Carl Nielsen, nemlig parafrasen Nærmere Gud til dig for blæseorkester. Emil Reesen, der selv var en ekspert på det område, roste sin afdøde far for at være ”en brillant Instrumentator”.5

Julius Reesen giftede sig i 1884 med den tre år yngre Laura Andrea Wilhelmine Hansen, der også var meget musikalsk. ”Min Mor sang og komponerede. Hun havde Talent”, huskede Emil Reesen.6 Desværre er der i dag ingen spor af de stykker, Laura Reesen skrev. Ægteparret fik fem børn. Emil blev født i København 30. maj 1887 og var næstældst i søskendeflokken, der talte Aage, Kai og Edith samt Otto, der døde som tre-årig. Edith Reesen blev senere mor til organisten Christian Reesen Magle, hvis søn er organisten og komponisten Frederik Magle (f. 1977). Reesen-familien lever altså videre i dansk musik.

Slægten kan spores tilbage til den vestjyske by Resen i 1400-tallet. Det ældst kendte medlem i stamtræet er præsten Hans Andersen Vedel (1490-1560). Hans søn, Hans Poulsen Resen, tog byens navn som sit efternavn og fik som teolog en fornem karriere som biskop over Sjælland og rektor for Københavns Universitet. Begge poster gik i næste generation videre til sønnen Hans Hansen Resen.

I 1700-tallet forsvandt teologien ud af Reesen-stamtræet og blev afløst af mere folkelige erhverv. Navneformen Reesen i stedet for Resen dukker op i 1800-tallet hos Emil Reesens farmor, Mariane Reesen. Hendes mand (Emil Reesens farfar, kobbersmeden) overtog sin kones efternavn og kaldte sig Lauritz Johannes Reesen.

1879.

Emil Reesen blev døbt 19. juni 1887 i Kastelskirken (dengang Citadelskirken), og han fik det fulde navn Emil Edvard Johannes Reesen. Hans barndomshjem lå på Toldbodvej 10,7 og ”mine første stærke Barndomsindtryk prægedes af en bestandig travlt optaget Fader og en altid syngende, livsglad Moder”, huskede han.8 De musikalske omgivelser smittede, og som 4-årig kunne han spille på både violin og klaver. Hans skolegang foregik på Fru Bornemanns Forberedelsesskole i Ny Kronprinsessegade og derefter på Den Classenske Legatskole på Christianshavn. ”Jeg var ikke nogen vaagen Elev, endsige flittig og interesseret”, fortalte Reesen. ”Visse Fag tiltalte mig meget, Sprog, Tegning og Sang, men til virkelig rationel Flid kunne jeg aldrig drive det.” Musik gik derimod helt af sig selv, og i sangtimerne blev han sat til at akkompagnere lærerens violinspil på klaver.9

I 8-9-årsalderen begyndte Emil Reesen at få klaverundervisning hos organist Peter Ludvig Hoffmann ved Kastelskirken. At familien valgte at bruge penge på professionel undervisning,

Julius Reesen, stående nr. 3 fra venstre, som medlem af 1. Bataljons musikkorps,

skyldtes, at Emil Reesens store musiktalent var blevet afsløret ved en fødselsdagsfest hos en skolekammerat:

Da det store Øjeblik nærmede sig, hvor Selskabet skulde gaa ind til Chocoladebordet, blev man enige om, at denne Ceremoni ikke kunde lade sig gøre uden en Bordmarch –og helst ”Her kommer de danske Soldater”. Ingen af de tilstedeværende kunde mestre dette Værk, og tilslut paatog jeg mig Hvervet til hele Selskabets fulde Tilfredshed. En gammel Tante til Fødselsdagsbarnet var saa venlig overfor min Moder at udtale sin Begejstring for mit Talent og blev ikke træt af at gentage, hvilken Synd og Skam det var, at saadanne Evner ikke kom under den fornødne Pleje og Uddannelse – dette var den egentlige Aarsag til mit første Skridt paa Kunstens Bane.10

Emil Reesen var så musikalsk og havde så fremragende et gehør, at der ikke var diskussion om, at han skulle blive musiker ligesom sin far. Skolingen foregik ved gammeldags mesterlære, hvor han fik violinundervisning af en militærmusiker, Carl Holm, og lærte fløjtespil hos musikeren Albert Dyring, mens han fortsatte sine klavertimer hos P.L. Hoffmann. Senere skiftede Reesen til violin- og klaverundervisning hos en musiker ved navn Carl Jørgensen, der var en bedre pædagog, og han lærte også at spille valdhorn. 14 år gammel fik Emil Reesen sit første musikerjob i musiklivets nederste lag – som værtshuspianist. Det kunne han godt grine af senere i livet: ”Der ligger en lille Biks ude paa Frederikssundsvej, hvor jeg ikke kan lade være med at kigge ind hver Gang, jeg gaar forbi. Dér havde jeg nemlig en Tjans Søndag Eftermiddag og Aften… i og for sig et meget hyggeligt Sted, – saadan med Bajerne oppe paa Klaveret.”11

I 1903 blev han optaget som medlem af Orkesterforeningen og var dermed officielt professionel musiker.12 Men Emil Reesen kom aldrig på Musikkonservatoriet i København. Ved opta-

gelsesprøven i 1903 dumpede han, og det var ikke noget, han brød sig om at tale om. ”De Herrer maa jo ikke have syntes, jeg kunde nok. […] Der var saamænd ikke ret mange smaa Provinshøns, der forgæves søgte Optagelse; men mit unge Talent havde man altsaa ikke Øje eller Øre for.”13

I konservatoriets protokol kan man læse, hvad der skete den dag i december 1903, hvor han med hovedfag i klaver søgte optagelse på friplads, dvs. gratis undervisning for de ansøgere, der havde stort talent, men ikke så mange penge.

”Hr. Emil Edvard Johannes Reesen, 16 1/2 Aar” spillede først på klaver en Capriccio af Mendelssohn, der udløste kommentaren ”Særdeles sjusket” og den sløje karakter ”tg” (temmelig godt). Derefter spillede han tværfløjte og fik bedømmelsen ”Lidt bedre” og karakteren ”g” (godt). Nedenunder står der skrevet med store blå bogstaver: ”Kasseret”.14

Emil Reesen havde ret i, at niveauet blandt ansøgerne ellers ikke var særlig højt. Mange kandidater blev afvist med ord som ”umulig”, ”tarvelig” og ”rædsom”. Reesen har nok bare været ukoncentreret ved optagelsesprøven, eller også har hans spil været for uortodokst. Barren for at blive optaget på friplads har været højere end for de elever, der søgte ind på den betalte uddannelse, men at betale for tre års konservatorieundervisning havde familien Reesen næppe råd til.

I en kort levnedsbeskrivelse fra 1941 omtaler Emil Reesen slet ikke dette kiksede forsøg på at få en uddannelse, men bemærker blot, at hans forældre i stedet for mesterlæren ”for ringere Penge kunde have sendt mig paa Musikkonservatoriet, hvor Lærerpersonalet var mine Lærere langt overlegen, og hvor Uddannelsen var ganske anderledes alsidig. Men mine gode Forældres Tanker med mig gik ikke videre end til at faa mig bragt saa langt, at jeg som almindelig Musiker kunde skabe mig et Levebrød.”15

Julius Reesen skaffede sin søn fast arbejde på en sommerrestaurant i Nordjylland, hvor han skulle spille klaver for gæsterne fire timer om dagen. Emil Reesen forlod dog hurtigt jobbet, da han også blev bedt om at tage sig af opvasken! I stedet vi-

ste der sig en pludselig lejlighed til et langt bedre arbejde som ”musikdirektør”, dvs. kapelmester, på et provinsteater:

”Jeg blev Musikdirektør hos Odgejr Stephensen, der laa med sit Selskab i Nykøbing Falster, og spillede Komedie dér”, huskede Reesen tilbage. ”Det gik saadan til, at Far havde faaet at vide, at Direktør Stephensen skulde have en Mand til at lede sin Musik. Og saa anbefalede Fader mig. Velhavende var min Far ikke, og det var vigtigt, vi kom i Vej i en Fart. […] Ja, det var Vanvid, men det gik. Uagtet jeg ingenting kunde.”16

Reesen regnede selv 1902 for året for sin kapelmesterdebut, hvor han som 14-15-årig begyndte at spille på værtshuse.17 Men første gang, man finder ham omtalt med titlen kapelmester, er ved Nykøbing Sommerteater i 1904. Teaterdirektør Oddgeir Stephensen betalte Reesen 150 kr. om måneden – en fyrstelig løn for en teenager dengang. ”Jeg, som var vant til i Ny og Næ at faa en 10-Øre af min Fader”, bemærkede Reesen.18

Sommerrevyen i Nykøbing 1904 havde titlen Vore egne Japanere som en reference til den russisk-japanske krig, der var brudt ud nogle måneder tidligere. Det var en forestilling i ”2 Akter med et Mellemspil med et stort Krigstableau”, skrev Lolland-Falsters Folketidende. ”I det hele taget faar Revuen et meget krigerisk og japansk Tilsnit.”19

Som optakt til revyen spillede man først Erik Bøghs bedagede vaudeville Tak, hvorefter den 17-årige kapelmester Emil Reesen satte sig ved klaveret og spillede sin egen ouverture til Vore egne Japanere. Orkestret bestod ud over ham selv af en violinist og en trommeslager. Den lokale avisanmelder noterede sig, at hverken vaudevillen eller ouverturen fangede opmærksomheden.20 Bedre gik det med selve revyen, der inkluderede hele 30 viser, og forestillingen endte med at fortsætte på turné til Lolland og Fyn.

Efter sommerrevyen fortsatte Reesen med at spille hos Stephensens teaterkompagni og til andre lignende forestillinger. Teaterorkestre i provinsen var dengang meget små, og nogle gange udgjorde Emil Reesen ene mand hele musikken, f.eks. på en typisk arbejdsdag som 19. december 1904, hvor han

optrådte med Povl Friis’ teaterensemble i Roskilde. Den tætpakkede aftenunderholdning bestod af tre gamle vaudeviller og lystspil (Hostrups Intrigerne, komedien Fernands Morder og sangfarcen Glade Ungdom), og derimellem spillede Reesen klassisk musik på klaver, bl.a. ouverturen til Elverhøj og et potpourri over Gounods opera Faust. 21 Teaterturnéerne blev begyndelsen på noget af et rakkerliv for den unge Reesen, men også en tilværelse med fest og ballade. Som pianist rejste han rundt i Norden med små kompagnier og restaurationsorkestre, især i Sverige. ”Herlige, sorgløse og meget lærerige Aar,” fortalte Reesen. ”Repertoiret bestod mest af klassisk Musik, Operapotpourrier og Salonstykker –dengang var f. Eks. Puccinis Musik meget moderne – og man fik et alsidigt Kendskab til Verdens Musiklitteratur.”22

Reesen lærte kort sagt musikerfaget som purung ved at optræde hele tiden og ved spille musik af enhver art. ”Selvom det var en noget aparte Maade at studere paa, var mit Øre vaagent nok for alt det nye, jeg oplevede. Men samtidig blev det mig rigtignok ogsaa mere og mere klart, at jeg overhovedet ingenting havde lært og intet kunde, og at jeg desværre ikke under disse Forhold havde Muligheder for at tilegne mig det, jeg manglede.”23

Efter fire års omrejsende tilværelse (og med et miserabelt udvalg af klaverer at spille på, må man gå ud fra) slog Reesen sig i 1908 igen ned i København. Nu skulle der strammes op. Han tog privattimer i klaverspil hos en af byens førende pianister, Siegfried Langgaard, der var repræsentant for den senromantiske skole. Som ung havde Siegfried Langgaard studeret hos Franz Liszt og opnået et tårnhøjt pianistisk niveau. Han havde også udviklet et religiøst-filosofisk musiksyn, hvorimod Reesen jo kom fra den mest profane afdeling af musikbranchen. Men mødet mellem dem gik fint, og Reesen syntes, at Siegfried Langgaard var en udmærket lærer.24 Reesen må samtidig have mødt Siegfried Langgaards 15-årige søn, Rued Langgaard, som

komponerede sin store 1. Symfoni netop i årene 1908-09, hvor Reesen fik undervisning i familien Langgaards hjem.

Reesen fik ansættelse i Theodor ”Tippe” Lumbyes store orkester, der spillede på den prominente restaurant Wivel, og lønnen gjorde ham i stand til at betale den ikke helt billige klaverundervisning hos Siegfried Langgaard. Samtidig begyndte han at tage en anden side af sit talent alvorligt: Han ville komponere. I løbet af sine år som omrejsende musiker var han begyndt at skrive musik selv, men havde indset, at han ingen vegne ville komme, før han lærte noget om musikteori, harmonilære og kontrapunkt. På de områder var han med sine egne ord ”fuldstændig blank”.25

Heldigvis var der store kapaciteter i København, der kunne lære fra sig, og Reesen begyndte fra toppen. ”Jeg ønskede mig den bedste Lærer, som Tiden kunne opvise, og en Dag gik jeg frejdigt ud til Carl Nielsen, som dengang boede paa Vodroffsvej.” Til Reesens store skuffelse sagde Carl Nielsen nej og henviste i stedet til komponisten Vilhelm Rosenberg, en højt respekteret begavelse, der især brugte sin tid på undervisning. Reesen indså snart, at Carl Nielsen havde gjort ham en stor tjeneste, for mødet med Rosenberg blev skelsættende for ham. ”Han lukkede op for hele sin umaadelige Videns Sluser – alt det, som jeg havde drømt og mærket, blev pludselig levende for mig, alt det, som jeg ikke før havde kunnet definere, laa her klart for Dagen.” Finere kan en dygtig lærer vel ikke beskrives. Undervisningen hos Rosenberg sluttede temmelig brat, fordi Reesen udviklede sig så hurtigt. ”Da jeg en Dag viste ham Manuskriptet til en Strygekvartet, jeg havde drømt mig til, bad han mig gaa Pokker i Vold og ikke spilde hans Tid – jeg sad jo inde med meget mere Talent, end han havde troet […] Fra den Dag fik jeg Mod og Lyst til at stræbe mod de største Maal, og har jeg i Tidens Løb naaet noget af det, jeg vilde, saa skylder jeg Vilhelm Rosenberg Tak derfor; han var den, der aabnede mine Øjne og viste mig Vejen.”26

Reesen supplerede jobbet på restaurant Wivel med at spille i Tivolis Promenadeorkester om sommeren, og i efteråret 1910 skiftede han fra Wivel til orkestret på Frederiksberg Teater. Også her skilte han sig ud med sine evner og ambitioner. ”Han lignede en lang, bleg og farveløs engelsk Selleri. Men der var Liv i Sellerien – der var Ærgerrighed og Idealisme,” skrev Politiken i et tilbageblik. ”Medens han sad og tampede i Klaveret til de letbenede Operetter, drømte han skønne symfoniske Drømme, og en vakker Dag fik han samlet nogle unge Musikinteresserede i et eller andet skummelt Lokale, og her spillede han saa sammen med tre andre unge Musikere fra Orkestret en Strygekvartet, han havde komponeret. Vi var begejstrede –Reesen selv syntes, det var rædsomt.”27

Med fast indkomst som teatermusiker havde Emil Reesen fået grundlag for at gifte sig med sin forlovede gennem tre år, Mary Hansen (f. 1889), som han havde mødt, da hun var 19 og han selv 20 år. Hun kom fra Kalundborg og var datter af Julius Reesens gamle ven, musikdirektør Lars Hansen. Emil og Mary var et ligestillet ungt par med meget til fælles. Mary var selv musiker, uddannet i klaver og violin hos Frederik Marke fra Det Kongelige Kapel og hans hustru, Cathrine Marke.

Efter brylluppet 20. oktober 1911 flyttede Emil og Mary ind i deres første lejlighed på Rosenvængets Tværvej 7, 2. sal. De var sammen resten af livet og fik tre børn: Inge Birgit (f. 1912), Elsebeth ”Sysse” Agnethe (f. 1918)28 og efternøleren Morten (f. 1928).

Ved siden af arbejdet på Frederiksberg Teater begyndte Reesen at tjene ekstra penge som arrangør af orkesterværker. I sommeren 1911 lavede han en Fantasi over Heises romancer til Axel Schiølers orkester i Kongens Have,29 men vigtigere for karrieren var det, at han samme år blev hyret til at instrumentere den engelske operette The Arcadians, der i september skulle sættes op på Centralteatret i Cirkusbygningen under titlen Lykkeland. Reesen kom dermed ind i maskinrummet i den københavnske musikteaterbranche, og det blev et af hans vigtigste arbejdsområder resten af livet.

For en komplet musiker som Emil Reesen var der ikke nogen skillelinjer mellem at være pianist, dirigent, arrangør og komponist. Det var dengang forskellige opgaver indenfor samme profession. For at markere, at visse af hans kompositioner dog var ”klassiske”, brugte Reesen i en periode omkring 1913 opusnumre til sine mest ambitiøse værker. Hans opus 1 er en Fest-Polonaise, og opus 3 et hæfte med tre sange til tekster af Sophus Michaëlis. Senere samme år præsenterede Reesen sit hidtil største værk, en Klavertrio, op. 7.30

I disse klassiske værker læner Reesen sig op ad nære forbilleder som f.eks. Johan Svendsen og P.E. Lange-Müller. De tre sange op. 3 er i tidstypisk nordisk-romantisk stil uden nogen stærk originalitet. Mest usædvanligt er det høje leje, som sangstemmen ligger i, der tyder på, at målgruppen var mere ambitiøs end de mange amatørsangere i datidens ”hjem med klaver”.

Den ambitiøse Klavertrio er et værk i romantisk stil og tre klassiske satser og blev godt modtaget ved uropførelsen.31 Reesen udsmykkede forsiden af manuskriptet med et imponerede kalligrafisk design, så det lignede en trykt udgave fra det store tyske forlag Peters Edition! Men da trioen aldrig er blevet trykt, har den næppe været opført siden dengang.

Efter tre års undervisning konstaterede Siegfried Langgaard, at hans elev nu havde udviklet en klaverteknik på virtuost niveau, og 9. april 1911 debuterede Emil Reesen officielt som klaversolist i Odd Fellow Palæet, hvor han spillede en sats af Beethovens Klaverkoncert nr. 3.32 Orkestret var fra dirigenten Frederik Schnedler-Petersens orkesterskole. Nationaltidende skrev, at Reesen ”gjorde et absolut lovende og dygtigt Indtryk”,33 mens en anden avis bemærkede: ”Den unge Pianist spillede overlegent, lidt for overlegent.”34

På trods af sin beherskelse af klaveret kom Reesen alligevel aldrig til at spille en hel koncert som solopianist. Han har ellers været dygtig nok til at mestre klaverstemmen i Tjajkovskijs krævende Klavertrio, som han spillede ved samme koncert i 1913, hvor han uropførte sin egen Klavertrio, men en klassisk solistkarriere kom slet ikke på tale. Reesen var nået til den

Emil Reesen var dygtig til at tegne og male, og han lavede for sjov denne kalligraferede forside på manuskriptet til sin Klavertrio op. 7. (Manuskript: Det Kongelige Bibliotek)

overbevisning, at indsatsen ikke stod mål med udbyttet – og indtjeningen. Netop det havde han hele sin karriere et meget skarpt blik for.

”Der er jo noget fuldkommen skørt i, at man uddanner sig til Koncertpianist og øver sig i den Hensigt at blive Virtuos, og saa bliver Resultatet, at man skal tjene sit Brød og opretholde Livet ved Undervisning – altsaa noget helt andet end det, man har stilet imod og forberedt sig til, og saadan gaar det jo i Virkeligheden de allerfleste.”35

Arbejdsopgaver i den mere underholdende afdeling af musiklivet var der til gengæld masser af, og det kunne dengang godt forenes med indslag af klassisk musik. Den kombination afspejlede Emil Reesens musikalske rødder: Storbyens blandede musikliv og det repertoire, som man sang, dansede og lyttede til på restaurationer, i teatrene og på gaden. Det var ikke nogen sædvanlig ballast for en klassisk komponist på den tid, men Reesen stammede jo hverken fra den borgelige københavnske kulturelite – som f.eks. Rued Langgaard – eller kom fra landet som f.eks. Carl Nielsen og Ludolf Nielsen. Havde man som komponist rødder i spillemandsmusikken på landet, blev det betragtet som et kulturelt sundhedstegn og et bevis på oprigtighed og nationalfølelse. Samme status tillagde man slet ikke byernes populære ”folkemusik”, som Emil Reesen udsprang af. Men med årene blev det et af Reesens vigtigste aftryk på musiklivet, at han løftede den populære musik op til et nyt niveau af kunstnerisk kvalitet og anerkendelse.

RUNDT I TEATERLIVET

Før radioen og grammofonerne dukkede op i 1920’erne, sad der musikere og spillede i selv den mindste knejpe, i konditorier og i ølhaller. På hoteller, restauranter og i biografer rådede man ofte over et større ensemble, og rigtige orkestre havde man ikke kun i Tivoli og på Det Kongelige Teater, men også i Zoologisk Have og i flere af de folkelige københavnske teatre.

Nogle teatre specialiserede sig i musikforestillinger. Da Centralteatret i Cirkusbygningen lukkede i 1913, overtog ejerne Emil Wulff og Frede Skaarup konkurrenten Scala på den anden side af gaden. De ville skabe noget nyt og stort i Københavns forlystelsesliv, og Reesen fulgte med dem som musikarrangør, repetitør og dirigent. På Scala Teatret kom han i løbet af en række hektiske år til at opleve nogle af sit livs største succeser.

I 1916 komponerede Reesen en operette til Scala, Lykkesmeden. Han lavede den sammen med teatrets stjerneskuespiller Carl Alstrup, der var god til at finde på melodier, men kun kunne fløjte dem og derfor have brug for hjælp til at udforme idéerne til rigtig musik. Alstrup og Reesen skrev operetten under det fælles pseudonym Harry Harrison, og forfatteren Johannes Dam stod for teksten.

Reesen regnede med, at han selv skulle dirigere premieren, men Scalas faste kapelmester Carl Johan Meinung kom i vejen og provokerede den unge Reesen så voldsomt under prøverne, at Reesen styrtede væk fra teatret og sendte sin opsigelse, vedhæftet en lægeerklæring om, at han led af ”stærk Nervøsitet”. Hvad Meinung havde fornærmet Reesen med, fik ingen at vide.

– ”Der er tilføjet mig en Krænkelse, og det maa jeg jo finde mig i”, udtalte han til B.T.

– ”Har De før haft noget udestaaende med Hr. Meinung?”

– ”Ikke aabenlyst. Men vi har altid staaet skarpt overfor hinanden.”36

Det blev kun første gang af mange, hvor Reesen smækkede med døren og skabte postyr med sit temperament og sin egen-