4 minute read

1-2 danske dødsfald om ugen

Af Anne Meldgaard, redaktør

Alice Rosengren Skov er konsul på ambassaden i Bangkok, en af Danmarks travleste ambassader, som også dækker Cambodja. Thailand havde +160.000 danske besøgende i 2019.

Advertisement

I interviewet fokuserer vi på de tunge sager, hvor præsten yder en beredskabsindsats, som gør en forskel for danskere i landet og pårørende i Danmark.

”Den konsulære afdelings primære opgave er at yde bistand til danskere i Thailand. Alt fra udstedelse af pas til mere tunge konsulære sager. Fx de mange dødsfald som ambassaden bistår i. Selv under pandemien dør 1-2 danskere om ugen”, fortæller Alice og tilføjer: ”Vi ser normalt en del trafik- og drukneulykker. Den største andel af dødsfald ses dog oftest blandt ældre, fastboende danskere”

Dødsfald

Når en dansker dør, skal der indhentes information om vedkommende samt dødsattest. Herefter kontaktes Udenrigsministeriets Borgerservice i København, som kontakter politiet, der informerer eventuelle pårørende. Nogle fastboende danskere tog afsked med Danmark, da de flyttede og har kun ganske lidt kontakt hjem til. Er der en indlæggelse op til dødsfaldet, har præsten ofte være inde over med besøg og samtale. Ambassaden er kontaktcentral: ønskes afdøde udleveret? Er afdøde forsikret? Og hvis ikke! Vil nogen betale for hjemtransport af afdøde?

Ambassaden står for de mere praktiske aspekter ved et dødsfald. Udover dialog med pårørende omkring praktiske forhold, har ambassaden ikke ressourcer eller kompetencer til at håndtere de store følelser, der kan være i spil. Det kan være svært for pårørende, og det er for ambassaden en ressource at kunne henvise til præsten, som kan gå i en anden slags dialog med familien.

”Præsten kan noget med samtale. Det kan have betydning for, at en evt. konflikt mellem familiemedlemmer ikke eskalerer. Jeg har fx oplevet, hvordan hun landede en svær sag med stridende parter på en god måde”, siger Alice.

Det er oplagt at have en præst her, hvor der er så mange tunge sager

”For mange har ikke styr på forsikringerne. Det betyder store hospitalsregninger og omkostninger at få en afdød eller indlagt hjem. Andre har en thai ægtefælle, som står for det praktiske. Mange kremeres og begraves herude efter buddhistisk forskrift. Vi ser dog årligt ca. 10 sager, hvor ingen pårørende gør krav på afdøde.”

Fængslede

Fængselssager hører også til de tunge sager. Thailandske myndigheder informerer den fængslede om retten til at kontakte ambassaden. Så indhentes der bekræftelse på fængslingen og samtykke om assistance. Hvis der ønskes involvering, skal det afklares: Ønsker den fængslede sine pårørende informeret. Er der brug for lægebistand? Har fængslede penge på fængselskontoen?

”Har man ikke midler selv, er man afhængig af hjælp fra venner og familie. Ambassaden er alene kontaktpunkt. Vi bestræber os på at yde 1-2 besøg om året afhængig af situationen, men afstande og rejsetid giver begrænsninger. Under pandemien er der åbnet for online besøg. Det er et stort plus, som, vi håber, vil forblive en mulighed, idet pårørende også kan besøge en indsat virtuelt”, fortæller Alice.

”I fængslingssager er vi meget glade for præstens indsats. I enkelte tilfælde er hun trådt i stedet for ambassaden, men udgangspunktet er, at besøgene fra præsten er et supplement. Da præsten også kan række ud til pårørende i Danmark, kan de få hyppigere information om, hvordan deres kære har det.

Forholdene i et thailandsk fængsel er ikke sammenlignelige med danske forhold. Der er mange indsatte i cellen, og man har ikke nødvendigvis sin egen seng – hvis man overhovedet har en. Man er dog sikret adgang til forplejning og lægehjælp.”

Præst og ambassade holder hinanden informeret om nødstedte danskere, inden for rammerne af deres tavshedspligt. De mødes hver 3. uge og taler sammen løbende. Præsten har også ydet supervision overfor ambassadens konsulære medarbejdere, som påvirkes af mødet med de til tider barske skæbner, arbejdet fører med sig.

Indlagte

Ved indlæggelser yder ambassaden sjældent besøg. Det gør præsten til gengæld når muligt og ønsket. Pårørende kan dermed få førstehåndsefterretninger om den syge.

”Vi er så vant til fra Danmark, at alt er betalt gennem skatten. Her betaler man selv for den vatpind, som bliver brugt til at rense et sår med. Derfor er det vigtigt med rejseforsikringen. Ambassaden har indimellem kontakt med pårørende, om de kan og vil betale en hospitalsregning”, siger Alice.

Betydning for den enkelte

”Præsten er omdrejnings- og samlingspunkt. Hun rejser til Pattaya og Phuket og er involveret i Danish Womens Network. Hun møder folk, hvor de er, uanset hvem de er, og hvilken problemstilling, de evt. har. Det er en kæmpe gave til den enkelte. Man kan leve længe på en snak med præsten, der kommer med et lyttende, kærligt øre. Det er oplagt at have en dansk præst her, hvor der er så mange tunge sager.”

Der er opbakning fra ambassaden til den aktivitet, kirken byder på. Det giver ambassadens folk en anderledes mulighed for at komme i kontakt med danskerne.

3 RÅD FRA ALICE

REGISTRER DIG PÅ DANSKERLISTEN VIA UDENRIGSMINISTERIETS APP "REJSEKLAR", SÅ VI KAN FINDE DIG VED EN KRISE

HAV AMBASSADENS KONTAKTOPLYSNINGER PÅ DIG

HAV STYR PÅ DINE FORSIKRINGER

Udstationeret

Som teamleder fordeler Alice opgaverne, men involverer sig også i enkeltsager. Hun har tidligere været udsendt til Nairobi. Med til Thailand har hun sin ægtefælle og tre børn på 5, 7 og 9 år.

”Det sværeste ved mit job er at være vidne til mennesker, der ikke evner at hjælpe sig selv, og som ambassaden heller ikke kan hjælpe. Det kan fx være psykisk syge, som vi desværre ser en del af. Kontakten til pårørende er også vanskelig, for forventningen til, hvad ambassaden reelt kan bistå med, er tit urealistisk.”

Mere info!

AMBASSADENS TAL FOR ÅRLIGE DANSKE BEREDSKABSSAGER:

62 dødsfald | 35 hospitalssager | 32 sager med psykisk syge | 33 deportationssager

Der er 7 ansatte i den konsulære afdeling og to honorære konsuler i hhv. Phuket og Cambodja.

Ambassaden tager sig også af mange lovformelige opgaver fx: Udstedelse af pas, legalisering af dokumenter, attester ved indgåelse af ægteskab samt asylsager.

This article is from: