

Skole-hjem-samarbejde
på bølgelængde og i øjenhøjde
Camilla Hjorth Balzarsen og Mikael Koed Thomsen
Skole-hjem-samarbejde
På bølgelængde og i øjenhøjde
1. udgave, 1. oplag, 2026 © 2026 Dafolo A/S og forfatterne
Forlagsredaktion: Sophie Hill Omslagslayout og grafisk opsætning: Simon Zander
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn
Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8305
ISBN 978-87-7234-441-6
Indhold
Indledning
KAPITEL 1
Intentioner og forventninger til skole-hjem-samarbejdet
KAPITEL 2
Forældre – forskellige forståelser af og tilgange til skole-hjem-samarbejdet
KAPITEL 3
Forældremødet – en pædagogisk praksis med fokus på didaktik, facilitering og værtskab
KAPITEL 4
Skole-hjem-samtalen – værtskab, elevinddragelse og assertiv kommunikation
KAPITEL 5
Den digitale skriftlige kommunikation – virkemidler, dosering og differentiering
KAPITEL 6
Det uformelle skole-hjem-samarbejde – når skole og hjem mødes uden for skolen�
AFSLUTNING
Hvor er skolen på vej hen – og hvad betyder det for samarbejdet mellem skole og hjem?
Litteratur
Indledning
Mængden af samarbejder mellem skole og hjem – og kompleksiteten i samme
– har aldrig været større, og de udfordringer, der opstår i den sammenhæng for både lærere og forældre, får konstant spalteplads og sendetid i medierne.
Frustrationer over et samarbejde, der er kørt af sporet, kan komme til at fylde uhensigtsmæssigt meget for såvel lærere som forældre, og de historier kan ende med at overskygge de mange tilfælde, hvor samarbejdet fungerer og er en gevinst for både elever, forældre og lærere.
Netop omfanget og kompleksiteten i skole-hjem-samarbejdet er noget af det, der kan opleves som en byrde, for hvordan planlægger man for eksempel et forældremøde, hvor forældrene bliver inddraget på en meningsfuld måde?
Hvordan understøtter man elevernes deltagelse i skole-hjem-samtalen? Og hvad er det gode svar på en besked, der har sat ild i Aula-indbakken?
Den bog, du sidder med i hænderne, er ikke en handleanvisende manual eller en guide til, hvordan du i 10 nemme trin fikser et fastlåst skole-hjem-samarbejde. I stedet udfolder bogen førnævnte kompleksitet og inviterer til øvelse og refleksion i relation til din egen og andres praksis i alle dele af skole-hjem-samarbejdet, så du som professionel kan indgå i samarbejdet på bølgelængde og i øjenhøjde med forældre og elever. Bogen henvender sig til lærerstuderende, uddannelseslærere, etablerede lærere i folkeskolen samt andre aktører, der samarbejder med forældre i og uden for skolen. Det er vores ambition, at bogen skal understøtte, at lærerstuderende i deres undervisning og under deres praktikforløb kan få konkrete og vikarierende erfaringer med skole-hjem-samarbejde, som kan være med til at lette overgangen fra studie til folkeskolens praksis. Ydermere er det en ambition, at erfarne lærere får lyst til at kaste et nyt blik på egen og kollegers praksis og inspireres til at videreudvikle, hvordan man tænker og gør skole-hjem-samarbejde.
Det er vores erfaring, at skole-hjem-samarbejdet på læreruddannelsen og i praktikken ofte falder ned mellem flere stole – det bliver alles og dermed
ingens ansvar. Der er risiko for, at området behandles overfladisk og fragmenteret. Det er intentionen, at denne bog kan være en samlende grundbog for skole-hjem-samarbejde.
Vi har begge en fortid som lærere og har børn i folkeskolen, og derfor har vi erfaringer med succeser og frustrationer fra begge sider af bordet. Derudover underviser vi begge i skole-hjem-samarbejde på læreruddannelsen, hvor vi sideløbende laver udviklingsprojekter på feltet. Det er altså ud fra de tre positioner – lærere, forældre og undervisere – at vi skriver om skole-hjem-samarbejdet, og vores henholdsvis sociologiske og psykologiske uddannelsesbaggrund afspejler de videnskaber, som de fleste af bogens teoretiske input er hentet fra.
Vi ved fra forskning og undersøgelser af nyuddannede læreres møde med skole-hjem-samarbejde, at dette er forbundet med frygt og frustrationer, og at det af mange betragtes som en del af det, man populært kalder ”praksischokket” for den nye lærer. For eksempel vurderer kun 7 % af de adspurgte dimittender i en undersøgelse, at de “i høj grad” eller “i meget høj grad” er i stand til at kommunikere og samarbejde med forældrene om elevernes skolegang (Munthe et al., 2018).
For den nyuddannede lærer synes samarbejdsopgaverne at virke uoverskuelige, til tider endda intimiderende, og det er noget, der tager tid fra blandt andet forberedelse af undervisningen. Derudover synes nogle nyuddannede lærere at tænke, at nøglen til at blive god til skole-hjem-samarbejde ligger begravet et sted i folkeskolens praksismuld, og at det kan tage år at finde den ud fra et kort, man selv skal tegne. Her illustreret gennem et citat fra et interview, vi har foretaget med nyuddannede lærere: “... når jeg får noget mere anciennitet, så kan jeg måske svare på, hvordan jeg vil gøre skole-hjem-samarbejde, men ikke som nyuddannet” (Balzarsen & Thomsen, 2022a, s. 48).
Den nye lærers brug af ordet ”anciennitet” kan ses som et udtryk for, at læreren mener, at et handlerepertoire inden for skole-hjem-samarbejde kommer via tilstrækkelig erfaring med forældremøder, skole-hjem-samtaler og udarbejdelse af forældrebreve. Vi kan kalde det en trial and error-tilgang, hvor man prøver initiativer af, indtil man finder en metode, der virker.
Vores udgangspunkt her i bogen er, at teori og praksis kvalificerer hinanden gensidigt. Derfor skal den nye lærer efter endt uddannelse gerne opleve, at han/ hun har et handlerepertoire med i rygsækken bygget på viden om og konkrete erfaringer med, hvordan man kan facilitere processer på et forældremøde, viser
værtskab og understøtter hjemmets deltagelse i skole-hjem-samtaler og kommunikerer assertivt skriftligt og mundtligt.
Der er med andre ord noget at tage fat på for at understøtte overgangen fra læreruddannelse til folkeskolens praksis og skole-hjem-samarbejdet, og det kalder på, at læreruddannelsen sammen med uddannelsesskolerne iklæder de studerende viden og redskaber til at kunne indgå professionelt i samarbejdet med forældrene. Skal vi lykkes med dette, er det væsentligt, at både læreruddannere og uddannelseslærere opstiller øvebaner for centrale områder af samarbejdet på både læreruddannelsen og i praktikken. Det er vores tanke, at man som studerende ikke kun har mulighed for at øve sig på skole-hjem-samarbejde i praktikken. Derfor inviterer de øvebaner, vi deler her i bogen, også til, at undervisningen på læreruddannelsen kan opbygges på en måde, der kan lette introduktionen til skole-hjem-samarbejdet.
I ovenstående taler vi om studerende og nyuddannede lærere, men også den erfarne lærer vil kunne drage nytte af samme viden, redskaber og refleksioner til at udvikle og udvide sit handlerepertoire i forhold til skole-hjem-samarbejdet.
Bogens opbygning
Kapitel 1. Intentioner og forventninger til skole-hjem-samarbejdet belyser, hvordan der historisk set har været forskellige intentioner forbundet med et samarbejde mellem skole og hjem, og hvad det er for et skole-hjem-samarbejde, forældrene møder i dag. Kapitlet fungerer således som bagtæppe for at forstå, hvad for et samarbejde der lægges op til, og hvorfor det anses som vigtigt, at skole og hjem samarbejder om børns udvikling og læring.
I kapitel 2. Forældre beskriver vi den ene del af de parter, der skal samarbejde, nemlig forældrene. Intentionen er at belyse diversiteten i en forældregruppe og forældrenes forskellige forudsætninger for at indgå i et samarbejde med skolen. I kapitlet tematiseres også, hvordan forældreskabet ser ud i 2025, og hvilke betydninger det har for skole-hjem-samarbejdet.
Det følgende kapitel 3. Forældremødet behandler skoleårets første formaliserede møde mellem skole og hjem og den nyuddannedes første møde med en forældregruppe. Vi sætter fokus på didaktiske overvejelser i forbindelse med
afholdelsen af forældremøder, og hvordan læreren må påtage sig værtskabet for mødet samt rollen som mødeleder og facilitator.
I kapitel 4. Skole-hjem-samtalen ser vi nærmere på skole-hjem-samtalen, og hvordan den kan opbygges dramaturgisk. Et centralt spørgsmål, som læreren må overveje til skole-hjem-samtaler, er, hvordan elever og forældre kan inddrages under hensyntagen til forskellige forudsætninger for deltagelse. Dette spørgsmål samt andre overvejelser tematiseres i kapitlet.
Kapitel 5. Den digitale skriftlige kommunikation handler om kommunikation mellem skole og hjem via Aula og belyser, hvordan læreren kan arbejde med skriftsproglige virkemidler i digital kommunikation med henblik på at tilgodese og differentiere i en forældregruppe med forskellige forudsætninger.
I bogens sidste kapitel 6. Det uformelle skole-hjem-samarbejde beskrives den del af samarbejdet, der ofte er uplanlagt, og hvordan disse tilfældige møder på den ene side kan være kvalificerende for samarbejdet og på den anden side kalde på overvejelser over lærerens professionelle og personlige position.
Undervejs i bogen refererer vi til udviklingsprojektet Det grundlæggende skole-hjem-samarbejde – En del af dimittendens repertoire (Balzarsen & Thomsen, 2021) samt artiklen ”Nyuddannede læreres møde med det komplekse skole-hjem-samarbejde” (Balzarsen & Thomsen, 2022a) og vores oplæg på den 16. nordiske læreruddannelseskonference, Skole-hjem-samarbejde i læreruddannelsen (Balzarsen & Thomsen, 2022b). Empirien bag bogen er indsamlet fra ovennævnte samt et igangværende VIA-projekt (Thomsen & Balzarsen, 2025) og undervisningen på læreruddannelsen i Silkeborg. Vi har indhentet tilladelse hos informanterne til at bruge empirien, og i alle citater gennem bogen, hvor der fremgår navne, er disse ændret fra informanternes faktiske navne.
I bogen bruger vi begrebet øvebaner, der udspringer af et tværgående projekt på læreruddannelsen i VIA, Læreruddannelsen som udviklingslaboratorium for god undervisning (LULAB, 2023). Hvor ordet ”øvelse” typisk henviser til korte, afgrænsede aktiviteter, peger øvebaner på en mere eksperimenterende tilgang. I tråd med laboratorietænkningen giver øvebaner mulighed for at undersøge, afprøve, eksperimentere og reflektere gennem praktisk handling.
For at skabe en tydelig kobling mellem teori og praksis afslutter vi hvert kapitel med en eller flere øvebaner, som læseren sammen med kolleger eller studiekammerater kan prøve kræfter med. Øvebanernes kombination af undersøgelse, afprøvning, eksperiment og refleksion i og over komplekse praksisnære situationer er ofte baseret på kropslig udøvelse – eksempelvis gennem simulerede situationer. Udgangspunktet er, at læring og udvikling hos den udøvende sker gennem kropsligt forankrede, refleksive erfaringer, hvor det teoretiske og faglige indhold bliver vedkommende og håndgribeligt som følge af handling (Dewey, 2006). Flere af øvebanerne har også et undersøgende og analyserende præg og tager afsæt i vikarierende eller egne praksiserfaringer og lægger desuden op til, at udøveren kan fordybe sig og afprøve nye veje.
I bogen vil læseren løbende møde refleksionspauser. I modsætning til øvebanerne er disse tænkt som korte stop, hvor læseren kan tage sig tid til at overveje den netop læste tekst og koble den til egen nuværende eller kommende praksis. I tråd med Donald Schön ser vi refleksion som en afgørende forudsætning for at kunne udvikle faglighed og handlekompetence. Refleksionspauserne understøtter især refleksion-over-handling forstået som en bevidst proces, hvor læseren – gennem spørgsmål, der peger ind i praksis – undersøger, hvordan teori og praksis kan forbindes og omsættes til kvalificerede handlinger (Schön, 2025). Spørgsmålene er varierede og henvender sig både til lærere og studerende, og de lægger op til, at refleksionen kan foregå individuelt eller i dialog med en kollega, en studiekammerat eller med teamet.
Camilla Hjorth Balzarsen og Mikael Koed Thomsen, 2026
