1 minute read

Leadership Pipeline som teoretisk ramme

Folkeskolen gennemgår i disse år radikale forandringer og står over for krav og forventninger fra både politisk hold og fra det brede samfund, der udfordrer de gængse måder at arbejde på. Udviklingen kalder på en afklaring af, hvordan de mange aktører i og omkring skolen spiller sammen – og hvordan aktørerne er gensidigt afhængige af hinanden for at kunne skabe de bedste resultater. Et led i denne afklaring er at præcisere, hvilke særlige kompetencer, roller og ansvar der gør sig gældende på de enkelte ledelsesniveauer omkring skolen.

Hovedbudskabet i denne bog er, at hvert ledelsesniveau skal kunne noget forskelligt for at lykkes sammen. Selvom man er sammen om læring, er der grundlæggende forskellige krav alt afhængigt af, om du sidder som direktør, chef, skoleleder eller afdelingsleder med tæt berøring med elevernes læring og trivsel. Det er dét, der ligger i begrebet Learning Pipeline – en logik, der hjælper til at udvikle et fælles sprog og mindset for, hvad der skal til for at lykkes i de enkelte ledelsesroller og dermed også i den samlede organisation. Med et mere nuanceret og fælles sprog for, hvordan opgaverne og forventningerne til det specifikke niveau differentierer sig, får den samlede ledelseskæde lettere ved både at dele ansvaret rigtigt mellem aktørerne og ”spille hinanden gode”.

Ud fra teori og praksiserfaringer fra en række danske kommuner, der har arbejdet med at introducere en Leadership Pipeline-tankegang i form af fælles ledelsesgrundlag, beskriver denne bog, hvordan man på forvaltnings- og skoleledelsesniveau kan definere forventningerne til de enkelte roller i ledelseskæden. Bogens kapitler beskriver de forskellige ledelsesroller og gennemgår det særlige ved den enkelte funktion i ledelseskæden, og hvilke ledelsesdiscipliner rollen især kalder på. Der præsenteres redskaber, som vil være nyttige for at lykkes med rollen, og illustrative case-fortællinger, der belyser de udfordringer, som skal håndteres på det pågældende ledelsesniveau.

Bogen henvender sig til ledere inden for skole, forvaltning og børn og ungeområdet og konsulenter, der arbejder med ledelse og skoleudvikling.

Kim Martin Nielsen er partner i konsulentvirksomheden Lead samt cand.mag. i pædagogik og Master of Management Development og har mange års erfaring med ledelsesudvikling og -undervisning.

ISBN 978-87-7160-531-0

ISBN 978-87-7160-531-0