Altinget Magasin oktober 2020 by Altinget

T E MA:

Byggeriets grønne omstilling

ALTINGET MAGASIN

Udlændingepolitik er blevet de borgerliges store problem

NR. 39 / OKTOBER 2020 70 KR.

00038 5 700002 103512

BK returuge 46

kr. 70,00 08.10.2020 - 11.11.2020

T I D L I G E R E KO N TO R C H E F:

JEG KAN IKKE SLIPPE STØJBERGSAGEN

ANNONCE

DET ER FAIR, AT FORURENEREN BETALER Klimaudfordringerne trænger sig for hver måned, der går. Det samme gør virkeligheden. Nemlig fortsat vækst i trafikmængden og i mængden af såvel trængsel som CO2-udslip. Uanset valg af muligheder skal udfordringerne løses. Både ambitiøse danske vedtagelser om reduktion på 70 procent af udslippene og store mål i EU om en reduktion på 55 procent i 2030.

Ingen er efterhånden længere i tvivl; der skal turbo på den grønne omstilling. Vi har et meget ambitiøst Folketing. Også når det drejer sig om et forbedret klima og dermed en sundere verden. Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har som mål at nedbringe CO2 og øvrige drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Det skal ske på en måde, der understøtter job, velfærd, velstand, eksport og konkurrenceevne. Og som ikke skaber øget ulighed. Alene vejtransporten udleder knap 30 procent af den samlede CO2-udledning. Det er derfor nødvendigt, at udledningerne fra vejtransporten falder betydeligt fremover. Og i transportsektoren er der virkelig noget at hente. Derfor foreslår 3F Transport at indføre intelligente kilometerafgifter, fordi det kan reducere vejtransportens udslip af CO2 betydeligt og mindske trængslen, så samfundet får en milliardgevinst. - Når vi foreslår, at man skal betale afgift for at køre, skyldes det rimeligheden i, at man betaler en afgift for det slid, der er på vejen, og den forurening,

det skaber at køre bil. Kort sagt, så mener vi, at forureneren skal betale. Det er fair, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport. Som formand for 3F Transport repræsenterer Jan Villadsen 50.000 medlemmer. Men også i Europæisk Transportarbejder Forbund (ETF), hvor 3F Transport er medlem sammen med 230 andre transportforbund, er den grønne omstilling kommet øverst på dagsordenen, og i de kommende måneder skal transportarbejderforbundet levere input til den grønne omstilling i Europa og the European Green Deal. - Med andre ord, så tager transportarbejdere i Danmark, i Norden og i Europa ansvar for klimaet. Vi ønsker et bedre klima med langt mindre forurening, og vi er klar til at tage vores del af ansvaret, siger Jan Villadsen. Ligesom Bilkommissionen med Anders Eldrup i spidsen har 3F Transport netop offentliggjort et udspil for en grønnere og mere fair transportsektor med mindre trængsel og spildtid på de danske veje.

- Hvis vi skal leve op til de politiske mål om en reduktion på 70 procent af den samlede CO2-udledning i 2030, skal vi turde at se i nye retninger. Vi er nødt til at tænke nyt. Det skylder vi hinanden og ikke mindst klimaet. Og det kræver et helt nyt system, siger Jan Villadsen. I dag betales der ikke registreringsafgifter og grønne ejerafgifter af køretøjer til erhvervstransport. Allerede i 2012 dokumenterede en rapport lavet af COWI, at lastbiler ikke betaler for 40 procent af de udgifter, de påfører samfundet. I dag er det altså udelukkende skatteyderne, der betaler for slitage og forurening på de danske veje. Det er et af de forhold, 3F Transport vil lave om med sit udspil. Vejtransport er årsag til problemer med trængsel og udledning af CO2. Trængsel koster årligt mindst 12 milliarder kroner. Og vejtransporten står alene for knap 30 procent af Danmarks CO2-udslip. De næste 10-15 år forventes trafikken at stige med cirka 1,3 procent årligt. Stigende trafik medfører mere trængsel, flere CO2-udledninger, støj og luftforurening. Trængselsomkostningerne var

ANNONCE

40% af de udgifter, lastbilerne påfører samfundet, betaler de ikke for

cirka 12 milliarder kroner i 2015 og vil stige til cirka 23 milliarder kroner i 2035. - Jeg har været fortaler for intelligente kilometerafgifter i mange år, og jeg bliver ofte mødt af argumentet om, at teknologien slet ikke er klar endnu. Her

må jeg bare sige, at systemerne findes, teknologien er klar. Og i dag kan det slet heller ikke lade sig gøre at drive en vognmandsvirksomhed uden at vide, hvor dine chauffører præcist opholder sig, siger Jan Villadsen.

Ved at indføre intelligente kilometerafgifter kommer man til at betale afgifter, når man kører i sin bil. Og ikke fordi man har købt en bil og betalt afgifterne på én gang. Det skal være et landsdækkende system med afgifter på kørsel per kørt kilometer i personbil, varebil og lastbil. Dels med en grundtakst, der betales på alle veje og alle tidspunkter. Dels med en takst, der stiger trinvist i takt med, at man kører i områder med mere trængsel. Kørselsfradraget kan omlægges, så fradraget fremadrettet beregnes ud fra den kilometerafgift, der skal betales, snarere end ud fra antallet af kilometer, der skal køres. Derudover foreslår 3F Transport at bruge provenuet fra kilometerafgifter på personbiler på en socialt balanceret måde. Social balance kan desuden sikres ved at omlægge og målrette kørselsfradraget, men det kan også ske ved at fjerne, udfase eller reducere registreringsafgiften, den grønne ejerafgift og afgiften af lovpligtig ansvarsforsikring. Det er altså op til politikerne at kalibrere systemet sådan, at der ikke er tale om en skattestigning, men blot en omlægning af afgifterne.

Der er naturligvis omkostninger ved at indføre et sådant system, men fordelene er dog langt større. Med indførelse af intelligente kilometerafgifter reduceres vejtransportens udledning med fem procent. Nettogevinsten for samfundet vurderes at være cirka syv milliarder kroner om året. 3F Transport foreslår, at provenuet fra kilometerafgifter for lastbiler bliver i transportbranchen. Til at udvikle systemer og teknologi og ikke mindst landets infrastruktur. Uanset valg af muligheder skal udfordringerne løses. Både ambitiøse danske vedtagelser om reduktion på 70 procent af udslippene og store mål i EU om en reduktion på 55 procent i 2030. - Jo længere tid der går, førend nye pejlemærker sættes op, jo længere tid går der, før vi er i mål. I 3F Transport fortæller vi ikke præcist, hvordan vejtransporten skal omstille sig i en grønnere retning. Det er op til politikerne at beslutte og vedtage. Men vi opstiller en række muligheder, der kan lede os i den rigtige retning, siger Jan Villadsen.

IT-genbrug sikrer Coronaindsats på rekordtid Enhver krisetid gemmer på et hav af historier. En af dem handler om, hvordan Danmark gik fra ikke at teste nævneværdigt for Corona virus til at blive et internationalt forbillede for test. Det er en fortælling, der viser, hvor afgørende innovationskraft og eksekveringsevne er, samt hvad erfaringer og genbrug af IT-arkitektur kan skabe. Den minder også om, at vi skal være bedre forberedt, når der opstår kriser. Historien starter i marts 2020 et par dage inde i landets nedlukning, hvor en CIO hører sundhedsmyndighederne udtale, at det vil være en teknisk udfordring at gennemføre mange test. For en hjemmevant indenfor laboratorieteknologiske IT-løsninger, sætter det tanker i gang, og han ringer straks til sin systemingeniør og spørger: ”Det kan vi da godt løse?”

liderede nationale og internationale IT-løsninger, der alle er ISO 27001 certificerede, og som gør borgernes møde med sundhedsvæsnet lettere. Det er den erfaring og det netværk, Coronaprover.dk blev bygget på. Idémanden bag er CIO hos SYNLAB, Jesper Nikolajsen, der forklarer:

”Rent IT-arkitekturmæssigt er det en særdeles bæredygtig løsning med en høj grad af genbrug af eksisterende platforme og kendte løsninger i det danske sundhedsvæsen. Den løsning danske borgere møder, er kun toppen af isbjerget. Under overfladen genbruges etablerede, standardiserede og afprøvede systemer og processer. Det gør Coronaprover.dk til en ny løsning Siddende i sin havkajak bekræfter i et velkendt og fuldt udbredt digitalt systemingeniøren, at ”ja det kan vi, økosystem”. hvis vi bøjer et par søm”. Næste opkald er til firmaets CEO, der er med Sikkerhed er altafgørende på idéen og sender en mail til vigtige Sundheds- & Ældreministeriet er forbeslutningstagere. Inden der er gået melt de ansvarlige for Coronaprover. 12 timer, er opgaven sat i gang. Alle dk, der er udviklet af SYNLAB Meknokler i døgndrift, og efter en uge er dical Digital Services i tæt samarbejde første udgave af applikationen Coro- med Statens Serum Institut, Danske Regioner, Region Nordjylland samt naprover.dk klar. Adapt Agency, der har hjulpet med Erfaring og netværk skaber løsninger UX og design. Ud over at have skabt den digitale platform, hvor både borgere og sund- På Coronaprover.dk kan borgere boohedsfagligt personale booker test af ke tid til prøvetagning til undersøgelse Corona virus, leverer SYNLAB en for Corona virus eller antistoffer. Det lang række andre sundhedsfagligt va- kræver en laboratorierekvisition fra

ANNONCE

en læge, som oprettes via den underliggende platform som SYNLAB Medical Digital Services har leveret til det danske sundhedsvæsen i mange år. Testcentrene bruger platformen til at oprette de tider som kan bookes, og til at planlægge og optimere arbejdet. Slutteligt sikrer platformen høj grad af patientsikkerhed, da alle prøver opmærkes og registreres digitalt sammen med laboratorierekvisitionen. På den måde vil svaret blive sendt til den rigtige læge og patient.

“Rent IT-arkitekturmæssigt er det en særdeles bæredygtig løsning med en høj grad af genbrug af eksisterende platforme og kendte løsninger i det danske sundhedsvæsen” ”I marts måned 2020 begyndte alle at tænkte kreativt. Der var tale om, at universiteter skulle assistere med test, og mange andre ideer blev fremlagt i medierne. Men realiteten er jo, at der kan være tale om smitsom og farlig sygdom, så tests skal naturligvis kunne håndteres forsvarligt både administrativt og praktisk,” siger Jesper Nikolajsen og uddyber: ”Prøvematerialet er jo potentielt smitsomt, der må ikke ske forbytning af prøver og prøvesvar skal sendes til den rigtige læge og patient. Det kræver et ret stort set-up med høj grad af automatisering både digitalt og laboratoriemæssigt, for at sikre en 100 procent forsvarlig håndtering af

ANNONCE

SYNLAB Medical Digital Services har i samarbejde med Danske Regioner og Sundheds- & Ældreministeriet udviklet applikationen Coronaprover.dk. IT-løsningen understøtter sundhedsfagligt personale og borgere.

persondata, prøver, resultater og alt gavn. Blandt andet har SYNLAB været omkring, når tusindvis af danskere medvirkende til, at UEFA Champions League blev sikkert afviklet i sommer skal testes hver dag”. ved at levere både laboratoriediagnostik samt Covid-19 pas, test- og Stor interesse Selv om platformen Coronaprover. svarløsninger til fodboldunionens 55 dk har levet i månedsvis, blev den for europæiske afdelinger. alvor populær, da danskerne vendte hjem fra sommerferie i august. Dan- ”Her på SYNLAB’s danske kontor har skerne ville, med samfundsansvaret vi mere end 25 års erfaring fra laboin mind, testes i stort antal, og der op- ratorie- og sundhedsområdet, og vi er stod forsinkelser. Jesper Nikolajsen kendt for at være innovative og agile. forklarer essensen af udfordringerne: ”Den overvældende interesse efter sommerferien virker i princippet som et massivt hackerangreb på den digitale platform. I perioder har det været over 1.000 brugere i minuttet, der har besøgt siden.” Heldigvis var det forventet, at der kunne opstå et stort behov, og der er sørget for, at coronaprover.dk kan sætte brugerne i kø, når interessen – især om formiddagen - bliver stor. Det sikrer, at løsningen ikke holder op med at virke. Jesper Nikolajsen fortæller: ”Vi er gået fra at kunne håndtere 5.000 tidsbestillinger i timen til at kunne håndtere over 15.000 – og vi har et mål om inden længe at kunne håndtere 30.000 i timen”. Klar til lignende løsninger For den internationale leverandør af laboratoriediagnostik og IT-infrastruktur til sundhedsvæsnet kommer erfaringerne med håndtering af Corona også andre end danskerne til

“Coronaprover.dk er en ny løsning i et velkendt og fuldt udbredt digitalt økosystem”

i dag byder SYNLAB ind med viden og løsningsforslag til det netværk, der skal sikre Danmark et bedre katastrofeberedskab, og det sætter Henriette Jakobsen stor pris på: ”Over alt i verden har vi lært – og lærer stadig – en hel masse af Corona. Den mikroskopiske virus har rystet samfundet, og selv om der er lande, der har været hårdere ramt end Danmark, har vi som nation fået os en alvorlig forskrækkelse. Derfor synes vi, det er vigtigt, at vi fremover er på forkant og har et beredskab”. ”Med den digitale løsning til test af Corona virus har vi endnu en gang vist, at vi er en stærk samarbejdspartner for det danske sundhedsvæsen. Pandemien kom bag på alle, så også som IT-leverandør vil vi gerne være på forkant til fremtidige katastrofer, så vi ikke skal opfinde en samfundskritisk digital løsning på rekordtid. Men bliver det nødvendigt, er vi naturligvis klar igen,” understreger CEO Henriette Jakobsen.

Her er aldrig langt fra at idéen opstår, til at en applikation er udviklet. Det kommer vores internationale koncern til gavn og visa versa, for vi lever i en global verden, der hurtigt har brug for fælles løsninger på vores udfordringer. Dét har Corona pandemien fået sat en tydelig streg under,” fastslår Henriette Jakobsen, CEO i SYNLAB Medical Digital Services, der SYNLAB Medical Digital Services er står bag Coronaprover.dk. en internationale leverandør af laSom alle andre lande havde Dan- boratoriediagnostik og IT-inframark på trods af mange eksperters struktur baseret på sikre og stabile anbefalinger heller ikke et beredskab, ISO 27001 certificerede løsninger af da der opstod en pandemi. Det har høj kvalitet. Danske Novo A/S er en sundhedsmyndighederne lært af, og del af SYNLAB’s ejerkreds.

Altinget Magasin Indhold

Rasmus Nielsen 60 år. Altingets stifter og ejer, Rasmus Nielsen, fylder 60 år 7. oktober. Han markerer blandt andet dagen ved at ændre navnet på mediekoncernen til Alrow Media – en sammentrækning af Altinget og navnene på Rasmus Nielsen og hans to sønner, Oskar og William. Læs et stort portræt af Rasmus Nielsen på Altinget.dk

Interviews, features & portrætter

Indhold OKTOBER 2020

A N A LY S E

18 De

borgerlige er fanget i en politisk blindgyde

Engang var udlændingepolitik en sejrsmaskine for de borgerlige. Nu er den blevet en blindgyde, de ikke kan komme ud af. Sammen med Epinion dykker Altinget ned i vælgerhavets understrømme. INTERVIEW 24 Verden bliver mere europæisk Globale virksomheder indretter sig efter EU’s regler og standarder, fordi de er verdens mest strikse. Altinget har talt med professor Anu Bradford, der har udforsket Bruxelles-effekten. INTERVIEW

28 Jeg

savnede min far helt utrolig meget

Alex Vanopslagh begyndte til karate som otteårig. Seks år senere havde han det sorte bælte, men han tabte alle sine turneringskampe. Liberal Alliances leder tager Altinget med ned ad Barndommens Gade. 6

TEMA:

Kampen om den grønne omstilling af byggeriet

Skal vi bekæmpe energispild i vores bygninger, eller er det irrelevant, hvis energien er grøn? Altinget optegner en klimapolitisk slagmark, der får enorm betydning for borgere og virksomheder.

R E P O R TA G E 36 På roadtrip gennem

et splittet USA

Han bliver smidt ud af republikanerne og møder den amerikanske arbejderklasse, der stemte på Obama i 2012 og Trump i 2016. Peter-Christian Brøndum er taget til Rustbæltet, for det er her, præsidentvalget bliver afgjort. I N T E R V I E W

56 Vi

er for langmodige med ministeren

Dorit Hørlyck er tidligere topembedsmand med en fortid som centralt vidne i Statsløsekommissionen: Nu er hun er fast tilhører i sagen om Inger Støjberg og den ulovlige adskillelse af asylpar. Sagerne ligner hinanden, siger hun.

ANNONCE

Endelig en grøn omstilling, hvor alle kan være med El-bilsprogram fra

kr. 248.995

#NextAwaits Hos Hyundai tror vi på miljømæssig ansvarlighed. Vi tror også på, at der skal ligge en økonomisk fornuft bagved. Tingene hænger sammen. Biler, der kører på ikke-fossilt brændstof, skal være til at betale for almindelige mennesker. Derfor bliver vi stolte, når vores IONIQ plug-in hybrid bliver testet til at være den billigste bil, man kan eje. Totaløkonomisk set*. Og vi bliver stolte, når NEXO, vores nye brintbil, kun udleder rent vand under kørsel. Den slags betyder noget. Hos Hyundai finder du en attraktiv palette af plug-in hybrid-, hybrid-, el- og brintbiler parate til at deltage i den grønne omstilling.

*Ifølge analyse foretaget af bilpriser.dk. IONIQ hybrid: 21,7 km/l, CO2 104-105 g/km, energipil A++. IONIQ plug-in hybrid: 90,9 km/l, CO2 26 g/km. IONIQ electric: 138 Wh/km, CO2 0 g/km. Rækkevidde op til 311 km. KONA electric: 143-147 Wh/km, CO2 0 g/km. Rækkevidde op til 305/484 km. NEXO: 1 kg/100 km. CO2 0 g/km. Rækkevidde op til 666 km. Pris ekskl. metallak og ladestander. Ladestander kan tilkøbes. Rækkevidde er afhængig af kørestil, udendørs temperatur og brug af komfortudstyr som sædevarme, aircondition m.m. NEXO: Kræver tankning af brint på specifikke tankanlæg. Aut. service af bilen kan p.t. udføres i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Kastrup. Brint- og el-biler er CO2-neutral under kørsel. CO2 er blevet udledt ifm. produktionen af bilen og ved fremstillingen af brint og el.

A++

Altinget Magasin Indhold

Overblik, indsigt & analyse 17 SØRENS ØKONOMITIME

Centralbankernes politik virker, finder centralbankerne Hvor stor er virkningen af centralbankernes opkøb af værdipapirer? Ny forskning tyder på, at svaret afhænger af, hvem man spørger.

10 MAGASINREDAKTØRENS ORD

Endelig går der politik i klimaet Store forandringer får også deres demokratiske legitimitet via politisk konflikt. Ikke uden.

88 KARRIERE

Matematikeren Hun var Danmarks første kvindelige matematikprofessor. Altinget har talt med Dorte Olesen, der i dag sidder som direktør i en international kvinderettighedsorganisation.

V E D B Y S A N A LY S E

Den fredelige overdragelse

74 ANMELDELSER

Kun ved at blive tvunget til at erkende sit nederlag og trække sig tilbage til golfbanen, kan Donald Trump rette op på den skade, som han har gjort demokratiets kerneide.

Thulesen Dahl-bog Altingets anmelderkorps slår til igen med anmeldelser af de vigtigste politiske bøger lige nu. Chefredaktør Jakob Nielsen giver den heftigt omtalte bog om Kristian Thulesen Dahl sin bedømmelse, og så er der hele seks A’er til to af denne måneds bøger. Læs med!

Opdateringer, anbefalinger & job 12 Vidste du, at ... 14 Politiske fakta 42 Redaktørens skrivebord

43 Månedens foto 74 Anmeldelser 80 Debat

84 Quiz 85 Kryds & tværs 86 Karriere & navne

De har skiftet job

ANNONCE

Hvis vi vil gøre noget ved ulighed i sundhed, skal vi turde snakke om penge Muskel/led-problemer topper listerne over lidelser, der rammer flest og koster mest i det danske sundhedsvæsen. Men selvom konservativ behandling, fx hos kiropraktoren, hjælper flest, betyder brugerbetaling, at de lavtlønnede, de arbejdsløse, de sygemeldte og pensionisterne ikke har råd, og må blive derhjemme og klare sig selv. Det er ulighed. Kiropraktorer arbejder for evidensbaseret, tværfaglig behandling af problemer i muskler og led. De danske kiropraktorer har 5 års uddannelse (+ turnus i et år) i klinisk biomekanik fra Syddansk Universitet og er autoriserede af Styrelsen for Patientsikkerhed. Læs mere på danskkiropraktorforening.dk

Lone Kousgaard

er formand for Dansk Kiropraktor Forening. Lone har arbejdet som kiropraktor i 18 år og har desuden en række bestyrelsesposter, ligesom hun bl.a. sidder i repræsentantskabet hos Gigtforeningen og er næstformand i NIKKB og Kiropraktorfonden. Lone er derudover medejer af en tværfaglig klinik i Sønderborg.

Altinget Magasin Redaktørens klumme

Endelig går der politik i klimaet

lle ville være grønne, og ingen ville stå på den forkerte side af historien. Og slet ikke af vælgerne. Folketingsvalget sidste år blev det helt store klimapolitiske gennembrud. Hvad der først var et yderliggående synspunkt – målet om en 70 procents CO2-reduktion – hos Alternativet, blev sent inde i valgkampen fælles platform for det, der skulle blive S-regeringens parlamentariske grundlag. Derefter blev det en del af forståelsespapiret, og inden jul stod alle Folketingets partier, bortset fra Nye Borgerlige, bag målet. Men problemet med den grønne omstilling var aldrig målet om den, men vejen derhen. Og som Mette Frederiksen slår dørene op til en ny sæson på Slotsholmen, har den grønne konsensus fået karakter af slagmark. Allerede imens det ene parti efter det andet tilsluttede sig 70-procentsmålet, havde de hver især deres særlige forbehold. For de røde måtte den grønne omstilling ikke gå ud over ligheden. For de blå måtte det ikke gå ud over væksten og arbejdsmarkedet. Alt skulle være anderledes, men intet måtte forandres for alvor. Det er selvfølgelig en selvmodsigelse af dimensioner. Den industrielle revolution var netop det, en revolution: ikke alene af vores arbejdsliv, men af hele livsmønstre, måden, vi boede og arbejdede på, vores familieliv og vores forestilling om os selv blev totalforandret. Uundgåeligt forandrede det også politik. Endda i en grad, så det liberale demokrati og spændet fra venstre til højre er utænkeligt uden at have den industrielle revolution med. Selv hvis den grønne omstilling ikke er en samfundsforandring i samme skala (og det kan den meget vel være), er det en farlig leg at lovfæste så store ambitioner og samtidig tale om det, som om det ikke vil koste nogen noget. Det vil det, og politik er kampen om, hvem der skal betale prisen, og hvor høj den skal være. Rundt omkring undrer man sig over, at klimaminister Dan Jørgensen stadig laver politisk marketing,

ALTINGET MAGASIN ER UDGIVET AF NETAVISEN ALTINGET.

DESIGNCHEF

Oplag: 10.000 eksemplarer

FORSIDE:

ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR

Jakob Nielsen

MAGASINREDAKTØR

Esben Schjørring

Annemarie Nordlyng Arthur Cammelbeeck TRYK

PrintConnect

der beskriver udfordringen med klimaforandringer i stedet for at gøre noget ved dem. Men når man måler på vælgernes lyst at betale for den grønne omstilling i form af dyrere forbrug eller lavere velstand, er S-vælgere langt mindre åbne for det, end det øvrige centrum-venstres vælgere er. Dan Jørgensen arbejder med andre ord for at få flere af sine egne vælgere med ombord. Men for indeværende advarer stats-, finansog skatteministeren om, at de grønne mål ikke må blive for dyre for den almindelige dansker. Omvendt har hverken Enhedslisten, SF eller De Radikale lyst til at se, om et bedre organiseret grønt parti end Alternativet kan gøre det kunsten efter og lave store indhug i deres vælgerbaser. Især SF og De Radikale profiterede af, at Uffe Elbæks projekt endte med at bryde sammen, og også i Enhedslisten er man sig pinligt bevidst, at ejerskabet til den grønne dagsorden ikke er sikret. Dermed er der lagt i kakkelovnen til den første store konfrontation og afklaring af magtforholdet mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag. De borgerlige står ved en korsvej. På den ene side kan man som De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, istemme regeringens intensiverede omkostningsbevidsthed. Eller også kan man, som Venstres Troels Lund Poulsen gjorde for nylig, problematisere, at regeringen bruger for meget på velfærd og for lidt på den grønne omstilling. Taktisk giver Papes melding mening inden for en borgerlig horisont, hvor man altid vånder sig over skatte- og afgiftsåget, men strategisk er der mest pointe i Lunds vinkel. Det sidste, fordi det åbner for en borgerlig overtagelse af ejerskabet til det grønne emne, hvis man kan sætte modstillingen mellem omstilling og omfordeling i tale. Med andre ord er der gået politik i klimaet. Det var ikke bare uundgåeligt, men nødvendigt. Store forandringer får også deres demokratiske legitimitet via politisk konflikt. Ikke uden.

SALG & DISTRIBUTION

Kristian Balle Ravn, kristian@altinget.dk

Herman Bjørn Nystad, herman@altinget.dk UDGIVER

Rasmus Nielsen ANNONCECHEF

Christian Skipper

ANNONCESALG

Altinget & Mandag Morgen annonce Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 3177 8046 skipper@altinget.dk www.altinget.dk

ALTINGET

Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 3334 3540

Store forandringer får også deres demokratiske legitimitet via politisk konflikt. Ikke uden.

ESBEN SCHJØRRING

Redaktør, Altinget Magasin

Altinget Magasin er beskyttet af dansk lov om ophavsret. Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med Altinget. Det er herunder ikke tilladt at videredistribuere materialet elektronisk via e-mail. ISSN 2246-5553

ANNONCE

Foto: ONV arkitekter. Store Solvænget på Amager er et af de mange svanemærkede byggerier, der netop nu er ved at blive opført – og bliver de første svanemærkede almenboliger i Danmark.

Dobbelt så mange svanemærkede byggerier som i 2018 Antallet af svanemærkede byggerier i Norden er mere end fordoblet på bare to år. Dermed er der nu mere end 12.000 svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner i Norden – og mere end 22.000 nye er på vej. Svanemærket, Nordens officielle miljømærke, er et velegnet redskab til at sikre grøn vækst – og mange i byggebranchen har allerede taget det i brug: Nye tal fra Nordisk Miljømærkning viser, at antallet af svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner, der enten er færdige eller under konstruktion, er mere end fordoblet fra januar 2018 til januar 2020. ”Det er rigtig godt for miljø og klima, at flere og flere byggerier bliver certificeret med Svanemærket. Et svanemærket byggeri er bl.a. kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og -logbog samt god kvalitet via gennemgang af uvildig tredjepart. Denne tilgang fremmer både cirkulær økonomi og reducerer klimabelastningen. Det tror jeg er blandt de vigtigste grunde til Svanemærkets stigende popularitet inden for byggeri,” siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark. Flere pensionsselskaber bruger Svanemærket i deres klimaindsats. Et af dem er PKA, som bl.a. har opført The Hill i Hillerød og Svanehusene i IrmaByen i Rødovre. Også AP Pension har gjort Svanemærket til en del af deres strategi: ”AP Pension har en strategi om, at vi skal

være maksimalt bæredygtige. Derfor har vi besluttet, at alt vores boligbyggeri skal være svanemærket”, siger Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme. I 2019 gjorde Svanemærket entré på flere nye områder. Der var bl.a. første spadestik til Gartnergården, de første svanemærkede ældreboliger i Danmark. Et stort projekt med landets første svanemærkede ungdomsboliger, som PensionDanmark og Boligfonden DTU står bag, blev præsenteret. Og i Gladsaxe var der indvielse af kommunens andet svanemærkede børnehus – den blev endnu et eksempel på, hvordan arbejdet med FN’s globale verdensmål kan materialisere sig lokalt. På Amager holdt Boligforeningen 3B rejsegilde på Danmarks første, svanemærkede almene boliger: ”Som med flere andre samfundsopgaver, så er vi i 3B stolte af at være i front – også når det gælder bæredygtigt og miljørigtigt byggeri. For naturens og for vores børns skyld. Derfor er vi også glade for, at det lykkedes at få det velkendte grønne Svanemærke i Store Solvænget-byggeriet,” siger Iris Gausbo, næstformand for Boligforeningen 3B.

Københavns Kommune besluttede før sommerferien i år, at alle kommunens nybyggerier til mere end 20 mio. kr. fremover enten skal certificeres med Svanemærket eller DGNB Guld – og at almene boliger samt kommunale og almene renoveringer til mere end 20 mio. kr. skal certificeres med Svanemærket, DGNB Sølv eller tilsvarende. Beslutningen er en del af kommunens nye strategi for bæredygtigt byggeri. 93 procent af danskerne kender Svanemærket, og 66 procent af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger varer.

Et svanemærket byggeri er kendetegnet ved: • Lavt energiforbrug. • Godt indeklima vha. krav til bl.a. dagslys, ventilation og fugtsikring. • Skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i både byggematerialer og kemiske produkter. • Strenge krav til bæredygtigt certificeret træ. • Høj byggeteknisk kvalitet via kontrol af en uvildig tredjepart. • God mulighed for genbrug og genanvendelse af bygningsdele. Læs mere om svanemærket byggeri på - www.svanemærket.dk/byggeri

Altinget Magasin Politiske fakta

Vidste du at ... AF ESBEN SCHJØRRING, REDAKTØR, ALTINGET MAGASIN

manager nummer et, er der noget, der typer på, at netop de yngre vælgere har omfavnet Socialdemokratiet. Kantar Gallup og statskundskabsprofessor Kasper Møller Hansen har nemlig sammen med Altinget undersøgt de seneste vælgervandringer, og her har liste A løftet stem-

meandelen blandt de 25-29-årige fra 18,3 procent til 26,6 procent. Partiet har dog stadig problemer med de helt unge mellem 18 og 25, hvor kun 15 procent vil stemme socialdemokratisk. Til gengæld vil næsten 40 procent (38,1) af de 6069 årige stemme på Mette Frederiksens tropper.

Nordeuropa stikker af fra Sydeuropa

Mødrene tager oftere barns første sygedag

Det har været talt om blandt socialdemokratiske strateger, at partiet havde et problem med at nå ud til de yngre dele af vælgerne. Og den slags giver jo altid anledning til bekymring, for gamle vælgere har en tendens til dø. Men her et halvt år efter Mette Frederiksen blev coronakrise-

Der er foretaget 75.000 færre operationer Konsekvenserne af corona måles i stor skala. Det gælder også, når man ser på alt det, der er blevet aflyst, skubbet og udsat. Ikke mindst i sundhedssektoren, hvor nye tal fra Danske Regioner viser, at hele 75.000 planlagte operationer er blevet aflyst i 2020 på grund af coronaberedskabet. Normalt skulle den private sektor kunne hjælpe til med at fjerne den såkaldte pukkel, og man er da også godt i gang, men når der stadig er ledig kapacitet i den private sundhedspleje, er det ifølge Danske Regioners formand, Stephanie Lohse (V), fordi ”der er et stort overlap mellem medarbejderne i det offentlige og i det private,” som hun siger. 12

Før corona talte vi meget om en konfliktlinje i EU, der gik mellem de østeuropæiske Visegrad-lande (måske plus Italien) og det gamle Vesteuropa, men som de økonomiske konsekvenser begynder at slå igennem, er det gamle problem om nord og syd dukket op igen. En ny opgørelse fra Eurostat viser, at faldet i BNP i andet kvartal af 2020 er størst blandt Middelhavslandene, hvor Spanien tager en trist førsteplads med et fald på over 18 procent, mens Frankrig, Italien og Portugal også har tocifrede tab. Og i den anden ende af skalaen finder man Østersølandene (Norden og de Baltiske lande), hvor faldet ligger mellem fire og otte procent. Dermed er det indre marked splittet, og det er selvfølgelig også i det lys, coronafonden og den fælles gældsstiftelse skal ses; som et forsvar for den europæiske vækstmotor. Også for dansk økonomi er en del af BNP-faldet direkte affødt af faldende eksport. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at eksporten steg igen i maj og juni efter det dramatiske fald i foråret, men i juli atter er begyndt at dykke. Politisk set kan vi imødese en kamp om fortællingen om den dårlige økonomi. Regeringen vil se det som en følge af corona, hvor de politiske tiltag gør en slem situation mindre grel, de borgerlige partier vil udlægge de samme tiltag enten som for små eller som direkte hæmmende for dansk vækst.

Når den lille bliver syg, er det oftere mor end far, der bliver hjemme, og det uanset om mor arbejder i det private eller det offentlige. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Mødre ansat i det offentlige havde i 2018 1,68 fraværsdage på grund af barns første sygedag mod 1,27 dage for mændenes vedkommende. I det private er niveauet lavere for begge køn (mænd: 0,73 / kvinder: 1,13). Og leder man efter tendenser – positive eller negative alt efter politisk temperament – ja, så leder man faktisk forgæves. Fordelingen både mellem køn og mellem offentlig og private er uforandret siden 2015.

FOTO: CASPER CHRISTOFFERSEN / RITZAU SCANPIX

S har slået døren ind til yngre vælgere

Foto: Scanpix

ANNONCE

Hallo, kan vi få den grønne omstilling? ”Samtale fremmer forståelsen” lød engang et reklameslogan fra et telefonselskab. Budskabet var, at det altid er godt at få sig en snak med mennesker, som måske har et andet syn på tilværelsen end en selv. Det gælder i høj grad også, når emnet er den grønne omstilling. Her er den gode dialog en vigtig del af processen. Evnen og lysten til at lytte, argumentere, forholde sig til fakta og diskutere åbent og fordomsfrit – uanset hvor uenig man måtte være. Det udfordrer, inspirerer og bringer os hver gang et lille stykke videre mod de gode løsninger. Lad mig nævne et aktuelt eksempel. Den 11. november inviterer Mejeriforeningen for tredje år i træk til en bæredygtighedskonference på Christiansborg. Oplægsholdere og debattører er forskere, fødevare- og klimaordførere, repræsentanter fra detailhandlen og ngo’er – alle med hver sit bud på, hvordan produktion og forbrug af fødevarer i Danmark kan leve op til visionen om en klimaneutral fødevaresektor i 2050. Vi glæder os. Til at blive præsenteret for ny viden og inspirerende løsninger fra virkeligheden. Til debatten. Og til at blive lidt skarpere på, hvordan vi i fællesskab kan løfte den omfattende opgave med at omstille den betydningsfulde danske mejeri- og fødevaresektor. Men debatten må selvfølgelig ikke blive ved snakken. Klimaudfordringen kræver handling. Og heldigvis sker der

rigtig meget på den front i øjeblikket. Der er fuld gang i den grønne omstilling på mejerierne, markerne og i malkestaldene i Danmark. Der bliver investeret i nye energivenlige last- og tankbiler, genbrug af vand og varme i produktionen og opført biogasanlæg og testet nye bæredygtige foderblandinger ude på gårdene. For ikke at tale om de mange forskningsprojekter, som sigter mod at reducere eller helt eliminere koens udslip af klimagassen metan. Overalt i branchen er man indstillet på omstilling. Der udvikles konstant nye ideer og projekter, og der er meget mere på vej. En væsentlig drivkraft i udviklingen er vores gode evne til at samarbejde her i Danmark. Mellem store og små virksomheder. På tværs af brancher og politiske skel. Mellem offentlige universiteter og kommercielle virksomheder. Det er inspirerende at følge med i. Og helt sikkert med til at styrke os i troen på, at vi nok skal nå den ambitiøse målsætning om at gøre mejeribranchen klimaneutral i 2050. Adm. direktør Jørgen Hald Christensen, Mejeriforeningen

Oktobers politiske historie

Socialdemokratiet har skiftet formand i oktober, Christiansborg brændte, og danskerne blev tvunget til at spare mere op. Kom med Altinget i arkivet.

AF ALTINGET RESEARCH

Anker Jørgensen danner mindretalsregering

Verdens første homovielse

26. oktober 1979 danner Anker Jørgensen, blot tre dage efter folketingsvalget, sin fjerde regering og tredje socialdemokratiske mindretalsregering, som afløser den SV-regering, der har siddet de foregående 14 måneder. Den økonomiske situation i Danmark er i forvejen dyster, og Anker Jørgensen går to år i møde, der er præget af den internationale oliekrise og en stigende arbejdsløshed, og han kæmper i stigende grad med at holde sammen på sit eget parti, hvor flere og flere sætter spørgsmålstegn ved hans lederskab.

1. oktober 1989 bliver det første registrerede partnerskab af et homoseksuelt par indgået. Eigil Eskildsen og Axel Axgil, der er stifterne af ’Forbundet af 1948’, som senere bliver til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, vies på Københavns Rådhus.

3. oktober 1972 holder den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag tale ved Folketingets åbning, hvor han meddeler, at han trækker sig. Dagen før har danskerne stemt ja til at træde ind i EF efter anbefaling fra blandt andre Krag. Han overdrager statsministerposten til formanden for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, Anker Jørgensen.

Folketinget står i flammer Ilden fra en kakkelovn får Danmarks parlamentariske hjerte til at bryde i brand. Det nybyggede Christiansborg har været hjemsted for Landstinget og Folketinget i 34 år, men 3. oktober 1884, kun tre dage før Rigsdagens åbning, brænder slottet for anden gang, og Christiansborg må genopbygges for anden gang.

Dagpengereform

Fra Z til O

Dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger til et nyt dagpengesystem. Tre dage senere, 22. oktober 2015, indgår Venstre-regeringen en dagpengeaftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Ledige skal stadig kunne modtage dagpenge i to år, men der indføres tre årlige karensdage, og satsen for nyuddannede bliver sat ned fra 82 procent til 71,5 procent af de maksimale dagpenge.

1. oktober 1995 holder Fremskridtspartiet landsmøde. Det udvikler sig til et kaos, og blandt andre den tidligere leder Pia Kjærsgaard bryder ud af partiet. Fem dage senere danner hun Dansk Folkeparti sammen med Poul Nødgaard, Kristian Thulesen Dahl og Ole Donner.

KILDER: FOLKETINGET / AARHUS UNIVERSITET / STATSMINISTERIET / DANSK FOLKEPARTI

Vi er inde, men Krag er ude

Altinget Magasin Politiske fakta

Den store udflytning For mange statslige arbejdspladser er placeret i Hovedstaden, mener Venstres etpartiregering. Og 1. oktober 2015 præsenterer Lars Løkke Rasmussen således sin plan om at flytte 3.900 statslige arbejdspladser ud af København. I alt 38 byer fordelt over 25 kommuner får tilført statslige arbejdspladser – blandt de udflyttede arbejdspladser er Udlændingestyrelsen, der ryger til Næstved, Børnerådet, som skal til Billund, og Færdselsstyrelsen, der bliver flyttet til Ribe.

Meld og Feld 13. oktober 2015 forlader Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Rikke Karlsson sit parti. Det sker i protest mod ikke at kunne få udleveret økonomiske bilag fra to fonde, hun selv sidder i. ”Det virker på mig mest af alt, som om hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles, og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende,” lyder det fra Morten Messerschmidt. Men Meld og Feld-sagen begynder at rulle.

Revolverattentat i København 21. oktober 1885 står Konseilspræsident J.B.S. Estrup uden for sin bolig i København. Der lyder to skud fra en revolver. Estrup, der er sluppet uskadt fra attentatet, spørger sin gerningsmand: ”Skyder De mig?” hvorefter han tager videre til et middagsselskab.

Kvinder, fostre, kvaksalvere Loven om fri abort træder i kraft 1. oktober 1973. Alle danske kvinder kan nu frit få foretaget abort indtil udgangen af 12. svangerskabsuge. Loven kommer i kølvandet på en længere debat om kvinders ret til selvbestemmelse, fostrets ret til liv og konsekvenserne ved at overlade svangerskabsafbrydelse til kvaksalvere.

Trafiksyndere Tidligere trafikminister Jacob Buksti (S) bliver 30. oktober 2003 taget for at køre med 173 km i timen. Buksti forlader sin næstformandspost i regeringens Færdselssikkerhedskommission, hvor han flere gange har krævet højere straffe for trafiksyndere, som kører for stærkt. Syv medlemmer af Folketingets Trafikudvalg indrømmer at have fået fartbøder.

Første kvinde på statsministerkontoret Efter flere ugers forhandlinger på 25. etage på det efterhånden sagnomspundne Crown Plaza i Ørestad præsenterer Helle Thorning-Schmidt 3. oktober sin nye trekløverregering, der foruden Socialdemokratiet består af SF og Radikale Venstre. Helle Thorning-Schmidt bliver dermed den første kvindelige statsminister i Danmark, mens SF-formand Villy Søvndal bliver ny udenrigsminister, og Radikales formand, Margrethe Vestager, bliver økonomi- og indenrigsminister.

Jørgensen ud, Auken ind I 1987 går Anker Jørgensen af efter 15 år som formand for Socialdemokratiet. Jørgensens foretrukne efterfølger er Svend Auken, som har været hans personlige og politiske ven i mange år. Anker Jørgensen får sin vilje: Auken vinder afstemningen ved partikongressen i oktober 1987 og kan overtage formandskabet.

Sparetider Danskerne har for meget gæld, og Schlüterregeringen vil have folk til at spare mere op. Året er 1986, og imens skolerne er på efterårsferie, sikrer regeringen sig flertal for den såkaldte “kartoffelkur”. Kuren indeholder blandt andet en 20 procents afgift på forbrugslån og en række afgifter på almindelige forbrugsvarer.

September 2020

Altingets panel om økonomi, international politik og digitalisering

Analyse & perspektiv Den fredelige overdragelse

Kun ved at blive tvunget til at erkende sit nederlag og trække sig tilbage til golfbanen, kan Donald Trump rette op på den skade, som han har gjort demokratiets kerneide. AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR, INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET

emokrati er en livsform, en samtale, noget, som man skal lære i børnehaven, og demokrati skal præge kulturlivet. Men uanset, hvor vigtigt den demokratiske proces og dens udbredelse til de mest spindervævsfyldte hjørner af samfundet, er, så er det kun overfladen på planeten demokrati. Det er demokratiets teutoniske plader, som flytter sig, og gør at demokrati kan betyde noget forskelligt i forskellige lande til forskellige tid. Men demokratiets kerne af rødglødende, flydende magma er altid den samme: demokratier sikrer en fredelig overdragelse af magten fra en regering til en anden. At det er ikke nogen lille ting, ser man på gaderne i Minsk, hvor vælgerne synes at have glemt, at det ikke var meningen, at deres stemme på oppositionens kandidat også betød, at hun skulle vælges. Hvis Lukashenko var den zar eller den generalsekretær for kommunistpartiet, som han tydeligvist drømmer om at være, så havde borgerne ikke nogen ret til at kræve ham fjernet. Zaren skulle sidde så længe han havde Guds nåde, og generalsekretæren så længe han havde partiets nåde. Demokratier derimod forudsætter, at regeringer skiftes ud med jævne mellemrum. I et demokrati bekræfter regeringsskiftet det politiske system og dets værdier, mens det for konger og dik16

Håber Trump at kunne forhandle sig til en benådning fra den nye præsident, mod at forlade det Hvide Hus i god ro og orden og uden at stjæle sølvtøjet?

tatorer udfordrer den regerende ideologi. Lukashenko kan ikke blot tage gå tidligt hjem og begynde at skrive klummer i BT, som vores tidligere statsminister. Fordi hans magt hviler på, at han sætter sig udover loven, er der ingen lov, som beskytter Lukashenko, når hans tid er forbi. Hans alternativer er en fængselscelle i Minsk eller eksil i en dacha uden for Moskva. I verdens ældste moderne demokrati har præsidenten overdraget magten til sin efterfølger 45 gange, siden George Washington overlod embedet til John Adams i 1797. I USA har den afgående regering har ikke altid været lige god til at gøre gode minder til slet spil. Præsident Clintons folk havde således fjernet alle w’erne fra computertastaturerne i det Hvide Hus inden George W. Bush og hans folk overtog regeringen i 2001. Men den slags løjer til trods, har embedet overlevet borgerkrig, valgsvindel, attentater og afgørelser i højesteret, fordi den fredelige overdragelse af magten fra en præsident til en anden til syvende og sidst var kernen i det amerikanske demokrati. I et land hvor vold og politik aldrig er særlig langt fra hinanden, og hvor evnen til konsensus aldrig har været et nationalt karaktertræk, er accepten af, at magten skifter hænder afgørende for, at resten af det politiske liv kan fungere på demokratisk vis. Når Donald Trump leger med tanken om kun at ville anerkende resultatet af et præsidentvalg, som han har vundet, siger det en hel del om, hvordan han opfatter sig selv som leder. Han vågnede op i præsidentens seng, og der ingen som får lov til at sætte ham på gaden uden en kamp. Denne trodsighed virker på hans kernevælgere, som også må kæmpe for deres plads i verden og som ikke har patriciernes overskud til at sige pyt, hvis de taber. Selvom han har både violin og tændstikker, så er The Donald ingen Nero. Han vil hverken metaforisk eller bogstaveligt brænde Washington af, hvis han taber. Men præcist som han søger at gøre en handel ud af alt andet, han gør, vil han formentlig gerne tage sig betalt for at tabe. For Trump er i en situation, hvor han meget vel kan have de samme fremtidsudsigter som Lukashenko, hvis han taber valget. Håber Trump at kunne forhandle sig til en benådning fra den nye præsident, mod at forlade det Hvide Hus i god ro og orden og uden at stjæle sølvtøjet? Hvis Trump vinder, har han endnu engang reduceret præsidentembedet til præmien i et reality-program, hvor den mest skrupelløse deltager vinder, mens pænere mennesker ser mildt overraskede til. Den pointe er mere skadeligt for demokratiet – både i USA og resten af Verden, end Trumps regeringsførelse. Uanset hvad man i øvrigt mener om Trump, så bør han tabe valget for demokratiets skyld. Kun ved at blive tvunget til at erkende sit nederlag og trække sig tilbage til golfbanen, kan han rette op på den skade, som han har gjort demokratiets kerneide.

Altinget Magasin Klummer

Centralbankernes politik virker, finder centralbankerne Hvor stor er virkningen af centralbankernes opkøb af værdipapirer? Ny forskning tyder på, at svaret afhænger af, hvem man spørger.

AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., LEKTOR VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

iden 2008 har centralbankerne typisk grebet ud efter ét bestemt redskab i den pengepolitiske værktøjskasse, når de har ønsket at stimulere økonomierne. Det drejer sig om storstilede opkøb af forskellige typer af værdipapirer, primært realkredit-, virksomheds- eller statsobligationer. Med renteniveauer så lave, at yderligere rentenedsættelser har været umuliggjorte, har centralbankerne i bl.a. Eurozonen, USA og England i stedet måttet ty til disse opkøbsprogrammer – såkaldte kvantitative lempelser. Den økonomiske situation efter coronakrisen er ingen undtagelse. De makroøkonomiske effekter af disse opkøbsprogrammer er mindre velbelyste end virkningen af traditionelle renteændringer. Nu tyder ny forskning på, at centralbankernes egne studier systematisk finder større effekter end lignende studier udført af universitetsøkonomer. Gennem de seneste tre årtier har en lang række centralbanker opbygget deres egne afdelinger for økonomisk forskning. Både Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Amerikanske Centralbank har en mindre hær af økonomer med ph.d.-uddannelser ansat til

Som bekendt er økonomi ikke en eksakt videnskab.

at udføre og publicere forskning inden for især makroøkonomi og finansiering. Naturligt nok har en række forskere fra disse og andre centralbanker undersøgt de makroøkonomiske effekter af kvantitative lempelser i forskellige lande. Har det nogen effekt på bruttonationalproduktet (BNP), beskæftigelsen og inflationen, når centralbankerne lancerer opkøbsprogrammer for svimlende summer; og i så fald hvor stor effekt? I et vist omfang indebærer dette selvfølgelig, at centralbanken undersøger sig selv og sin egen pengepolitik. Omvendt har forskerne stor faglig integritet, og mange af studierne er siden udgivet i fagfællebedømte akademiske tidsskrifter. Et nyt studie har nu kortlagt resultaterne fra 54 empiriske undersøgelser af effekterne af kvantitative lempelser i Eurozonen, USA og England udført af tilsammen 116 økonomer. For det første viser kortlægningen, at langt de fleste studier dokumenterer positive makroøkonomiske effekter af kvantitative lempelser. Centralbankernes opkøb har altså haft en positiv virkning på udviklingen i BNP, især i USA. Forskerne bag dette studie har dog gravet lidt dybere, og har fundet frem til flere interessante resultater. Det viser sig nemlig, at studier udført af centralbankernes egne økonomer systematisk finder en større effekt af kvantitative lempelser, end når det er universitetsøkonomer, der regner på det. Eksempelvis finder alle centralbank-studierne, at effekten på BNP er statistisk signifikant, mens kun halvdelen af de akademiske studier når denne konklusion. Forskellen viser sig ikke blot i de statistiske undersøgelser, men også i de sproglige formuleringer, som anvendes til at beskrive resultaterne. Centralbankernes økonomer er således systematisk mere tilbøjelige end universitetsforskere til at anvende flere positive adjektiver, når de skriver studiets resumé. Som forskerholdet bag dette studie – som i øvrigt består af forskere fra både universiteter og centralbanker – skriver, så kan dette enten tyde på, at centralbankernes ledelser har udøvet en form for udtalt eller uudtalt pres for at finde resultater, som understøtter bankens politik, eller at forskerne selv har sørget for at opnå resultater, som deres chef gerne ville høre. De to forklaringer udelukker ikke hinanden, og bekræftes af, at én centralbank skiller sig ud fra de andre, nemlig den tyske Bundesbank. Netop Bundesbanks ledelse har ofte kritiseret og modsat sig opkøbsprogrammerne. I tråd hermed har studier udført af forskere fra Bundesbank en tendens til at finde mindre effekter af kvantitative lempelser, end hvad universitetsøkonomer finder, og altså det stik modsatte af andre centralbankers forskere. Som bekendt er økonomi ikke en eksakt videnskab. Oktober 2020

Altinget Magasin Christiansborg

DET BORGERLIGE DILEMMA:

FOTO: JENS DRESLING / RITZAU SCANPIX

Det går ikke uden udlændingepolitik – men heller ikke med De borgerlige partier er langt bagud i meningsmålingerne, deres vælgere dybt i tvivl om statsministerkandidaten, og på de emner, vælgerne synes er vigtigst, står en socialdemokratisk regering bedst. Og den gamle vindermaskine – udlændingepolitikken – er gået helt i stå. AF ESBEN SCHJØRRING, MAGASINREDAKTØR, ALTINGET

ens de borgerlige politikere samles ved frontlinjen til en ny politisk sæson, kan de skue over et politisk landskab, der udgør en blanding af tabt territorium og udpint mark. FV19 resulterede i et folketing, hvor centrum-venstre ikke har stået stærkere i 50 år, og meningsmålingerne er ikke blevet bedre for den borgerlig blok siden. Tværtimod – seneste vægtede gennemsnit i Altinget giver rød blok en fremgang på tre mandater til 99. Og dykker man længere ned i vælgerhavet, finder man ud af, hvor dyb den borgerlige krise egentlig er. Epinion har for Altinget og DR analyseret de danske vælgeres holdninger til partilederne og ministre – og ikke mindst til de politiske spørgsmål, de mener er vigtigst. Og er man borgerlig politiker eller partistrateg, er især det sidste grim læsning; her er man langt bagud, og udlændingepolitikken, som indtil for få år siden udgjorde en borgerlig valgkampsmaskine, der producerede borgerlige valgsejre på stribe, er gået helt i stå. For blå bloks partier er problemet ikke kun, at man er bagud på point på de enkelte emner. En nøgleindsigt i politisk kampagne er, at man vinder valg, hvis det emne, man i vælgernes øjne står stærkest på, også er øverst på deres dagsorden. Det Oktober 2020

Vælgernes vigtigste dagsorden

Vælgernes foretrukne blå statsministerkandidat

Sådan har vi spurgt: "Hvilket spørgsmål er det efter din opfattelse vigtigst, at politikerne tager sig af?" Hospitaler og sundhed Miljø og klima Styring af dansk økonomi Integration, flygtninge og… Ældre Social ulighed Arbejdsløshed og… Skat Børne- og familieområdet Kriminalitet og terror Folkeskoleområdet Uddannelse EU og udenrigspolitik Erhvervslivets vilkår Forsvaret og internationa… Kultur Andet Ved ikke 0

Alle vælgere Søren Pape Poulsen (K)

32 %

Jakob Ellemann-Jensen (V)

22 %

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Pernille Vermund (NB)

Isabella Arendt (KD)

Alex Vanopslagh (LA)

22 %

Ved ikke 2%

8 % 10 % 12 % 14 % 16 % 18 %

Blå vælgere Vælgernes vigtigste dagsorden fordelt på blok Sådan har vi spurgt: "Hvilket område er det efter din opfattelse vigtigst, at politikerne tager sig af?". Valget er krydset med partivalg/blok.

34 %

Jakob Ellemann-Jensen (V)

De Borgerlige (V, K, DF, NB, KD og LA) Venstrefløjen (S, RV, SF, EL og ALT)

16 %

Hospitaler og sundhed

17 % 6%

Miljø og klima

Søren Pape Poulsen (K)

31 %

Kristian Thulesen Dahl (DF)

11 %

Pernille Vermund (NB)

11 %

Isabella Arendt (KD) 20 %

Alex Vanopslagh (LA)

18 %

Styring af dansk økonomi

8% 8%

Ved ikke 18 %

Integration, flygtninge og indvandrere

2% 8%

Ældre

Røde vælgere

8% 3%

Social ulighed

36 %

Søren Pape Poulsen (K)

12 % 3%

Arbejdsløshed og jobskabelse

19 %

Jakob Ellemann-Jensen (V) 9% 6%

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Skat

2% 3%

Pernille Vermund (NB)

Børne- og familieområdet

Isabella Arendt (KD)

Kriminalitet og terror

Alex Vanopslagh (LA)

Uddannelse

26 %

Ved ikke

2% 0

12 %

16 %

20 %

24 %

Altinget Magasin Christiansborg

Vælgernes opfattelse af emneejerskab over politikområde Sådan har vi spurgt: "Anser du en borgerlig regering eller en socialdemokratisk ledet regering som bedst til at håndtere følgende politikområder?" En borgerlig regering En socialdemokratisk ledet regering Ved ikke Ønsker ikke at svare

Hospitaler 31,3 % og sundhed Miljø og klima 21,9 %

48,9 % 52,0 %

23,4 %

Styring af dansk økonomi 42,4 %

31,7 %

Integration, flygtninge 39,0 % og indvandrere Ældre 28,7 % Social ulighed 21,7 % Arbejdsløshed og 35,9 % jobskabelse

37,1 %

20 %

21,8 % 18,6 %

55,7 %

20,7 % 43,8 %

19,4 %

31,6 %

24,6 %

53,9 %

Kriminalitet og terror 44,1 % Uddannelse 36,0 %

23,4 %

51,8 %

Skat 41,8 % Børne- og 25,7 % familieområdet

18,0 %

18,7 % 31,1 %

20,9 %

43,6 % 40 %

18,9 % 60 %

80 %

100 %

Kilde: Epinion for DR/Altinget på baggrund af 1.003 gennemførte interviews i perioden 1. september til 8. september 2020.

Udvikling i vælgernes opfattelse af udlændingemnet som vigtigste politiske dagsorden Grafen viser udviklingen i vælgernes opfattelse af 'Integration, flygtninge og indvandrere' som det vigtigste område, som politikerne skal tage sig af, fra marts 2018 til september 2020. 25 %

20 %

15 %

10 %

/0 20 6-1 /0 8 25 8-1 /1 8 16 0-1 /1 8 14 1-1 /1 8 22 2-1 /0 8 27 1-1 /0 9 25 2-1 /0 9 12 3-1 /0 9 08 4-1 /0 9 04 5-1 /0 9 26 6-1 /0 9 27 8-1 /0 9 24 9-1 /1 9 20 0-1 /1 9 16 1-1 /1 9 04 2-1 /0 9 02 3-2 /0 0 20 4-2 /0 0 01 4-2 /0 0 09 6-2 /0 0 920

Kilde: Epinion for DR/Altinget

er et strategisk mål, der fortoner sig i horisonten for de borgerlige, og det viser, hvor stor opgaven ved at gentænke det borgerlige projekt egentlig er, hvis man igen med troværdighed vil række ud efter regeringsmagten i landet.

Hold øje med kampen om væksten Ud af de ti emner eller politiske spørgsmål, vælgerne mener er vigtigst, peger et flertal af dem på en socialdemokratisk ledet regering som bedst til at håndtere seks af dem. Og de to vigtigste emner på vælgernes dagsorden – sundhedspolitikken, som 16 procent finder vigtigst, og klimapolitikken, som 13 procent mener er vigtigst – mener et klart flertal, at en S-ledet regering er mest kompetent til at tage sig af. Her hedder procenterne henholdsvis 49/31 i favør for en S-ledet regering (18 procent "ved ikke") og 51/22 (23 procent ved ikke). Det er langt at være bagud for de borgerlige. For det første på et klassisk velfærdsemne, der selvfølgelig har fået ekstra opmærksomhed under covid-19, men som i løbet af de seneste fem år kun er blevet vigtigere og vigtigere for vælgerne. Og for det andet på et emne, der først op til valget sidste år for alvor brød igennem på toppen af vælgernes dagsorden. Især for Venstre er det en yderligere bet, fordi sundhed – ikke mindst med et forslag til en ny sundhedsreform som brohoved – var et af partiets store slagnumre i sidste års valgkamp. Det er ikke slået igennem blandt vælgerne. Ligesom den grønne dagsorden for indeværende ser tabt ud. De to følgende emner – styring af landets økonomi (12 procent) og udlændingepolitik (9 procent) – plejer at være borgerlige bastioner, og det er de på en måde stadig. Her hedder tallene i favør for en borgerlig regering 42/32 og 39/37. Men bag føringerne – hvoraf den sidste må siges at være meget spinkel – gemmer der sig i begge tilfælde urovækkende bevægelser for en borgerlig observans. Tilbage i februar – før corona-nedlukningen af samfundet – førte de borgerlige ret klart på den økonomiske politik (38/26). Man mister med andre ord terræn – og det på et tidspunkt, hvor emnet ellers kravler op på vælgernes dagsorden. Samtidig fører en S-ledet regering på søsteremnet "arbejdsløshed og jobskabelse" med tallene 44/36. De kommende uger og måneder bliver det vigtigt at holde øje med politiseringen af den arbejdsløshed, der kommer, og problemerne for dansk vækst, som især hænger sammen med faldende eksport. Den borgerlige opposition har allerede angrebet regeringen for manglende fokus på vækst og for at pålægge erhvervslivet for tunge skatte- og afgiftsbyrder. Oktober 2020

Altinget Magasin Christiansborg

Det understreger den borgerlige bloks krise, at det største partis formand ikke er en vælgernes selvfølgelige statsministerkandidat.

Modsat forsøger regeringen at fastholde en rammefortælling, der handler om corona som et udefrakommende chok, og at en dårlig situation kunne have været værre, hvis det netop ikke havde været for regeringens tiltag. Det er ikke for ingenting, Nicolai Wammen gjorde sin ”coronakrigskasse” til et slagnummer, da finansloven blev præsenteret, og det er også (men ikke kun) i det lys, den såkaldte grønne fremtidsfond blev præsenteret sidste mandag. Men svinger økonomien ikke hurtigt tilbage de næste 12 måneder, er det en vigtig slagmark for de borgerlige.

Udlændingepolitikken er blevet et blåt problem Udlændingepolitikken er en historie for sig. Her er det første vigtige punkt at lægge mærke til, at emnet rutsjer ned ad vælgernes dagsorden. For blot to år siden mente 18 procent af vælgerne, at emnet var vigtigst – og går man længere tilbage, var det et emne, der toppede over 20 procent. I dag er det kun 9 procent, og faldet har været konstant fra 2015 til i dag; det er altså en klar tendens, ikke en pludselig indskydelse, også selvom coronakrisen har flyttet vælgernes opmærksomhed. Forklaringen på faldet er nok mindre, at problemer med integration er forsvundet, end at emnet ikke længere i sig selv er omstridt. I nullerne fik udlændingepolitikken sin enorme sprængkraft, fordi centrum-venstre ikke ville anerkende det som et legitimt politisk spørgsmål. I dag får man stram udlændingepolitik, uanset om vi har en borgerlig eller socialdemokratisk ledet regering, og dermed dør konfliktpotentialet i emnet ud, og vælgerne begynder at orientere sig efter andre spørgsmål, når de skal stemme. Samtidig er udlændingeemnet efterhånden kun noget, der optager vælgere, der støtter en borgerlig regering. Af dem mener 18 procent, at udlændingepolitik er det vigtigste indsatsområde for en dansk regering, mens kun to procent af vælgerne, der støtter en S-ledet regering, mener det samme. Så når Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen for nogle uger siden gik i pressen for at mane den usikkerhed om Venstres udlændingepolitik i jorden, som han med egne ord selv havde sået, giver det god mening i forhold til at tale til basen af borgerlige stemmer. Men mens det er et emne, der nok kan flytte vælgere inden for den borgerlige blok, er det ikke et spørgsmål, der som i nullerne ser ud til at kunne trække en masse vælgere over midten. Det har også været en central pointe for Ellemann-Jensens for22

gænger, Lars Løkke Rasmussen, at udlændingepolitikken ikke længere var det trumfkort, det var engang. Omvendt viser Epinions tal, at problemet, som Ellemann synes at have indset, er, at man ikke kan blive borgerlig statsministerkandidat uden at optræde i rollen som udlændingepolitisk strammer. Dermed er den egentlige dårlige nyhed for de borgerlige, at de er fanget i en politisk blindgyde, hvor man indadtil er tvunget til smede alliancen mellem de borgerlige partier med udlændingepolitik som det helt centrale emne, men udadtil netop ikke kan vinde valg på det.

Hvad siger Papes popularitet om Ellemann? Tallene fra Epinion giver også et andet perspektiv på EllemannJensens udlændingepolitiske markering til basen: Den skal råde bod på, at opbakningen blandt borgerlige vælgere til ham er såvel lav som omstridt. Blot 60 procent af de borgerlige vælgere er ham positivt stemt, mens 23 procent ser negativt på ham. Til sammenligning er Mette Frederiksens tal blandt centrum-venstre-vælgere 90/6. Og hvad der er endnu værre for Ellemann, er, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er mere vellidt blandt borgerlige vælgere (76/9) og er en mere populær eller i hvert fald lige så populær – hvis man tager højde for den statistiske usikkerhed – statsministerkandidat for alle vælgere; 32 procent foretrækker ham mod Ellemanns 22 procent. Forestillingen om Pape Poulsen som borgerlig statsministerkandidat er åbenlyst urealistisk De Konservatives størrelse taget i betragtning. Men det understreger den borgerlige bloks krise, at det største partis formand ikke er vælgernes selvfølgelige statsministerkandidat. Den store konklusion er, at der er et akut behov for nytænkning hos de borgerlige. Og her støder de ind i et generelt problem: Politik er en kamp for nærsynede. Fokus ligger på næstkommende valg, og I dag får man stram langsigtede forandringer kommer udlændingepolitik kun modvilligt og typisk først, når uanset, om vi har en borgerlig eller socialnederlagene er blevet for mange. demokratisk ledet At Socialdemokratiet står både så regering, og dermed dør forandret og så stærkt i dag, hviler konfliktpotentialet i jo også på fire tabte folketingsvalg emnet ud, og vælgerne ud af fem fra 2001 til 2015. En sambegynder at orienfundstendens, de borgerlige bør terer sig efter andre holde øje med, er, at vores velfærdsspørgsmål, når de skal stemme. ydelser og -services i stigende grad bliver udbygget med private tillæg og forsikringer. Fra lønforsikringer til sundhedsforsikringer – en tendens der også vil slå igennem på ældreområdet – og det kan være vejen til at konkurrere med en S-ledet regering om ejerskab til velfærdsemnerne. Ikke kun fordi forsikringer og optjeningsprincipper er grundelementer i en borgerlig udgave af velfærdsstaten. I vores fælles forestilling om velfærd betaler vi den solidarisk over skatten, men når for eksempel antallet af private lønforsikringer er eksploderet fra 70.000 til 340.000 på ti år, så agerer mange danskere anderledes 'borgerligt' i praksis. Men skal de borgerlige partier kapitalisere på den udvikling, kræver det både analyse og evnen til at levere den store fortælling om Danmark.

Der er så innovativt ude på landet I landbruget arbejder vi målrettet med klimaløsninger. Dyrenes gødning omdannes til energi, solceller og vindmøller opsættes på markerne, og vi er begyndt at kunne omdanne metan til foder til dyrene. Sådan kunne vi blive ved, og det er netop det, vi skal. For der er et stykke vej endnu, og derfor investerer vi massivt i forskning, udvikling og omlægning. Løsningen er ikke at holde op med at producere nogle af verdens bedste fødevarer. Løsningen er at gøre det klimaneutralt. lf.dk/handling

ANNONCE

Altinget Magasin EU

Virksomheder konvergerer omkring den mest krævende standard, fordi så ved de, at de også overholder resten af verdens. ”Derfor får EU det sidste ord,” siger den finsk-amerikanske Columbia-professor Anu Bradford til Altinget. AF MIKKEL BORIS, JOURNALIST

VELKOMMEN TIL EUROPÆISERINGEN AF VERDEN F O R TÆ L L I N G E N O M D E T S VA G E E U E R FA L S K

en Europæiske Union er i knibe. Væksten er stagneret og nye asiatiske økonomier underminerer unionens økonomiske magt. Intern splittelse truer det europæiske sammenhold, mens det endegyldige Brexit nærmere sig, og EU-skepsissen tager til. Dertil gør kontinentets militære svaghed det magtesløs i en ustabil verden, hvor hård magt har fået en renæssance. For enden af det globale ræs mod bunden venter en skæbne som Disneyland for kinesiske turister. Det skorter ikke på den slags pessimistiske prognoser for Europa. Men der findes også en anden udlæg-

ning, som det seneste år er blevet fremført af den finskamerikanske professor Anu Bradford, der leder Columbia Universitys European Legal Studies Center. Med den bogen The Brussels Effect: How the European Union Rules the World (2020) præsenterer hun en radikal anden fortælling om Europas udvikling. I den er EU stadig en global økonomisk supermagt, der bruger lovgivning til at eksportere europæiske værdier, forme verden i eget billede og sætte en dagsorden, der baner vejen for et globalt ræs mod toppen. Alt fra miljøhensyn i Sydøstasien, fødevareproduktion i Sydamerika og Oktober 2020

Anu H. Bradford • Født i 1975 • Opvokset i Tampere i Finland • Kandidat i jura fra Helsinki Universitet og Harvard University • Professor og leder af European Legal Studies Center ved Columbia University • Gift med Travis Bradford med hvem hun har tre børn.

En bevidst strategi Da EU udgør verdens største handelsblok og rummer næsten 450 millioner købestærke forbrugere, er det europæiske marked umuligt at ignorere for store virksomheder. Ved at føre den strengeste lovgivning kan EU unilateralt regulere det globale marked. For multinationale virksomheder har selv interesse i at overholde de strengeste love for at vinde stordriftsfordele. Dermed skaber EU en de facto global juridisk standard, når de regulerer det indre marked ved eksempelvis at forbyde kemikalier i legetøj eller bestemme, hvordan hadtale skal håndteres på sociale medier. Ofte vil de berørte virksomheder også have interesse i at lobbye for, at deres hjemlande indfører lignende lovgivning, hvilket skaber en de jure Bruxelles-effekt. Det begyndte som en sidegevinst ved EU’s behov for at harmonisere det indre marked, men er sidenhen blevet en bevidst strategi om at ville definere den global standard, forklarer Bradford: ”EU’s magt er vokset på områder som GDPR og den generelle digitale økonomi. De områder viser, hvor Bruxelles-effekten har USA er et kæmpe marked med en stor økonomi og kompetente lovgivnings institutioner. Men siden 1990erne har USA fulgt en meget bevidst deregulerings-agenda, og Bruxelles-effektens logik er, at den mest strikse lovgivning vinder.

udvidet sig. På andre områder som fødevaresikkerhed har EU længe bygget lovgivningskapacitet. Med øget globalisering, flere transaktioner mellem multinationale virksomheder og mere handel på tværs af det globale marked vokser EU’s magt. Bruxelles-effekten har på mange måder været der fra begyndelsen, men den tiltager i intensitet og omfang,” uddyber hun. Bradfords bog er klart skrevet, velstruktureret og teoretisk underbygget af utallige eksempler. Noteapparatet er for omfattende og stilen for akademisk til, at bogen bliver en kioskbasker, men Bradford fremfører sine teser så overbevisende, at hun har katapulteret sig ind som en magtfaktor i den EU-politiske debat.

Virksomhedernes egeninteresse er drivende Spørgsmålet er ikke så meget, om Bruxelles-effekten eksisterer, men hvor effektiv den er, hvad den kan bruges til, og hvor holdbar den er i længden. Skal man tro Bradford, har EU fat i den lange ende. ”Min bog er en invitation til at gentænke, hvilken slags magt der for alvor betyder noget. Det er dyrt at anvende militær magt. Det er dyrt at gå i krig. Dermed siger jeg ikke, at EU ikke skal investere i et stærkt forsvar, men den magt, EU udøver nu, er en magt, der stadig virker i dag. Det er besværligt at bruge sanktioner og de internationale institutioner, som skaber resultater, står i forfald. Vi ser ikke særligt meget velfungerende multilateralisme. Men den unilaterale lovgivningsmagt, som Bruxelles-effekten udgør, er ikke sårbar i en så kompliceret verden, for det beror på virksomhedernes egne interesser. Det beror på globaliseringens logik og den måde, virksomheder opererer på tværs af forskellige lande. EU har indflydelse på hverdagen for alle mennesker i verden: den mad vi spiser, den luft vi indånder, de produkter vi producerer og forbruger. Det er meget håndgribeligt,” fortæller hun begejstret. Men hvad vinder vi på det? ”Den mest konkrete økonomiske fordel, vi får, er, at vi skaber lige spilleregler og gør europæiske virksomheder konkurrencedygtige,” svarer hun.

FOTO: MICHAL CIZEK / AFP / RITZAU SCANPIX

landbrug i Afrika til privatlivsindstillinger i amerikanske teknologiprodukter bestemmes af EU-lovgivning takket være det, hun kalder Bruxelles-effekten. ”EU’s svagheder er tydelige, men debatten er fikseret på svaghederne og ser udelukkende EU i det perspektiv,” fortæller Anu Bradford over et videokald. ”Men EU har reel magt. Den del af historien mangler i den offentlige debat, så den ønsker jeg at udbrede for at give folk et mere præcist og komplet billede af EU,” siger hun.

Altinget Magasin EU

Det skyldes dels, at europæiske virksomheder ikke skal bekymre sig om, at ikke-europæiske konkurrenter kan operere efter lavere og billigere standarder. Dels at de europæiske virksomheder trives bedre på globale markeder, der ligner det hjemlige. Men hun nævner også en anden væsentlig gevinst. ”Lovgivningen indlejrer en masse nøgleværdier, der er vigtige for europæerne. Hvis du tager lovgivning, som er designet til at håndtere klimaforandringer, så er det ikke nok, at europæiske virksomheder overholder reglerne. Hvis EU skal rykke på de mål, som betyder mest, skal de også have virksomheder, der opererer globalt, til at opføre sig bæredygtigt. På mange måder kan EU eksportere et sæt værdier og et verdensbillede, uden at man skal overbevise de andre lande eller være afhængig af samarbejde,” siger hun og nævner det digitale område som et andet eksempel. Her kan EU promovere en digital økonomi, som er grundet i europæiske værdier i stedet for amerikanernes tekno-libertære model eller kinesisk autokrati. Og mere kontroversielt mener Bradford også, at EU’s værdieksport er en stor succes. ”På mange måder bevæger verden sig i retning af EU’s verdensbillede. Tænk på, hvor meget unge generationer går op i klimaforandringer. Miljøet er ikke længere bare et perifert emne, som kun EU advokerer for. De næste generationer lever et liv og dyrker nogle værdier, som EU har prædiket længe. Det samme angår retten til privatliv. Der er meget få mennesker, som vil forsvare den amerikanske version af ytringsfrihed eller ideen om, at tech-giganterne kan regulere sig selv,” forklarer hun.

Selv Facebook må underlægge sig Yderligere nævner hun, at covid-19 har blotlagt behovet for fødevaresikkerhed, og at globale virksomheder efterhånden selv beder om at blive reguleret for at øge forbrugernes tillid til deres produkter. Dermed medfører globaliseringen ifølge Bradford højere globale standarder og ikke det ræs mod bunden, mange ellers forudså. Men når det er så effektivt, hvorfor udvikler USA så ikke bare en Washington-effekt? ”Det er et godt spørgsmål, for USA er et kæmpe marked med en stor økonomi og kompetente lovgivningsinstitutioner. Men siden 1990erne har USA fulgt en meget bevidst deregulerings-agenda, og Bruxelles-effektens logik er, at den mest strikse lovgivning vinder. Virksomheder konvergerer omkring den mest krævende standard, fordi så ved de, at de også overholder resten af verdens. Derfor får EU det sidste ord,” svarer Bradford. Hvis jeg nu var amerikaner, hvad ville du så rådgive mig til at gøre for at begrænse Bruxelles-effekten? ”Du kan ikke gøre så meget. Tag nu USA. Donald Trump er ikke særligt interesseret i samarbejde og har opgivet mange af de internationale institutioner: Han gik ud af Parisaftalen, forlod handelsaftaler som TTIP (frihandelsaftale mellem USA og EU, red.) og droppede Iran-aftalen. Men han kan ikke rulle Bruxelles-effekten tilbage.

Hvis Facebook beslutter sig for at følge europæisk privatlivslovgivning, kan Trump ikke forhindre dem i det. Når han tilbageruller love på miljøbeskyttelse og forbud mod skadende kemikalier, så udnytter de amerikanske kemiproducenter, som eksporterer til EU, alligevel ikke den deregulering,” fortæller hun. Hvis Bruxelles-effekten beror på størrelsen af det europæiske marked, og det bliver relativt mindre med Kinas vækst, så bliver Bruxelles-effekten vel også svækket? Hvor længe går der så, før vi får en Beijing-effekt? ”Det er svært at forudsige, og som akademiker er det svært for mig at indgå i spekulation. Men mit argument er, at selvom EU-markedet skrumper ind relativt, så skrumper lovgivningsmagten ikke i samme hastighed. For det første går der lang tid, før Kina får en høj nok BNP per indbygger. Noget andet, der forlænger EU’s lovgivningsmagt, er, at vi ikke kun har en de facto Bruxelles-effekt, hvor globale virksomheder følger EU’s lovgivning. EU har også eksporteret sin lovgivning til andre stater rundtomkring i verden. Selvom EU’s marked er småt, vil virksomheder stå over for lovgivning, der ligner EU’s svagheder er tydeEU-lov. Kina har eksempelvis kopielige, men debatten er ret meget af EU’s konkurrencefikseret på svaghederne og ser udelukkende EU lovgivning.” i det perspektiv. Men EU har reel magt. Den Spørgsmålet Kina del af historien mangTil gengæld har vi set Kina opkøbe ler i den offentlige infrastruktur i Europa – blandt andet debat. havnen i Piræus – som bliver brugt til at forhindre kritik af Kina. Er Bruxelles-effekten ikke sårbar over for den slags pres? ”Det kan godt være, at Kina over tid kan opbygge et pres på EU ved at have kontrol over nøgleinfrastruktur. Huawei er et andet eksempel,” medgiver hun. ”Men jeg har aldrig sagt, at Bruxelles-effekten skal stå alene, at EU bare kan regulere det indre marked og så læne sig tilbage. EU må ikke blive selvtilfredst. Et andet eksempel er fremtiden for kunstig intelligens. EU kan spille en vigtig rolle som lovgiver, men det er ikke nok at være dommer. De må også deltage i spillet på banen. Bruxelles-effekten fritager ikke EU for at skulle investere, skabe innovative miljøer, tiltrække talent og rejse kapital til at finansiere ræset mod kunstig intelligens.” Bradford ser altså ingen grund til, at Bruxelles-effekten skulle blive mindre i den nærmeste fremtid. Snarere bliver den en vigtig faktor i Europa-Kommissionens digitale strategi og for planen om en grøn pagt. Ikke kun for at trumfe sin vilje igennem globalt, men også for at forbedre EU’s position i det globale supermagtskapløb. ”Der er jo en forbindelse. For hvis EU kan udforme lovgivningen, kan EU også forberede sig ved at fortage de nødvendige investeringer. EU kan bestemme spillets regler og derfor lave et spil, de selv kan spille med i,” afslutter hun. September 2020

Altinget Magasin Portræt

AF KATRINE FALK LØNSTRUP, JOURNALIST, ALTINGET FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

JEG VAR DEN FORNUFTIGE I FLOKKEN. MEN DET SAGDE MERE OM FLOKKEN, END DET GJORDE OM MIG En rastløs og på én gang autoritetssøgende og anarkistisk Alex Vanopslagh begynder til karate som otteårig. Seks år senere har han det sorte bælte, men taber alle sine turneringskampe. Liberal Alliances leder tager Altinget med ned ad Barndommens Gade i Struer. Arbejdsetikken er stram, og man må ikke have ondt af sig selv.

”Jeg var så bange for at tabe, at jeg ikke var i stand til at vinde. Jeg var otte år, da jeg startede til karate. Som 14-årig fik jeg det sorte bælte, og samtidig blev jeg udtaget til talentholdet, der var første skridt mod landsholdet. Jeg havde dog voldsom præstationsangst, så uanset hvor god jeg var til træning, tabte jeg næsten altid, når jeg skulle kæmpe til turneringer. Jeg havde egentlig ret meget selvtillid og tænkte, at jeg kunne det meste. Men jeg havde også dårligt selvværd, og jeg søgte meget anerkendelse og bekræftelse. Det var ikke noget, jeg var bevidst om dengang, men jeg tænkte, at jeg ikke fortjente at vinde. Jeg blev født i Frankrig og boede der, indtil jeg var fem år gammel. Min mor havde et sabbatår i Frankrig, hvor hun mødte min far og blev voldsomt forelsket. De fik mig og min bror og var gift 28

SERIE: BARNDOMMENS GADE

Altinget Magasin tager med en række danske politikere hjem til der, hvor de voksede op. Hvilket Danmark blev de opfostret i, og hvordan lagde det grunden til deres politiske engagement.

i 11 år, inden de blev skilt, og min mor tog os med tilbage til Danmark. Jeg har ikke så mange minder fra den tid, men jeg har fået fortalt af min mor, at jeg savnede min far helt utroligt meget. Så når de andre børn blev hentet af deres fædre, blev jeg ulykkelig og ville med dem hjem. Derfor har jeg også altid været meget lykkelig, når jeg skulle besøge min far i Frankrig. Min far havde selv dyrket kampsport det meste af sit liv, og det var ham, der foreslog, at jeg også begyndte. Det kunne måske gøre mig lidt mere disciplineret, tror jeg, han tænkte. Jeg havde som så mange andre drenge svært ved at sidde stille og lytte efter, og til karate var der faste rammer og regler og en autoritet i form af en sensei, som jeg skulle rette mig efter - og gjorde jeg ikke det, skulle jeg tage armbøjninger eller udføre en anden disciplinerende straf.

Altinget Magasin PortrĂŚt

Oktober 2020

BARNDOMMENS GADE

”Milevidt fra den abstrakte, kreative verden, som jeg siden selv har været en del af, hvor man kan bullshitte sig frem til alt” Min mor fik arbejde på B&O i Struer i Vestjylland, og efter et par år i Lemvig flyttede vi til Struer, da min mor mødte sin nuværende mand, min stedfar. Struer var en klassisk jysk provinsby, hvor der ærligt talt ikke skete vildt meget. Det var en by, hvor det i mange år var sådan, at når det gik dårligt for B&O, så gik det dårligt for Struer. Nu er det dog gået dårligt for B&O i så mange år, at Struer har lært at klare sig alligevel. Jeg kommer ud af et klassisk jysk arbejderhjem. Ikke sådan et med 3F og røde faner, men et arbejderhjem på den måde, at man tjente sine egne penge og lavede noget konkret arbejde. Min far var slagter, og hans far var minearbejder i Belgien. Min stedfar arbejdede som maskinarbejder ved Arriva, hvor han reparerede toge, og min mor kom ud af en fiskerfamilie ved Thorsminde og var selv ufaglært fabriksarbejder. Det var hårdt, konkret arbejde, der var milevidt fra den abstrakte, kreative verden, som jeg siden selv har været en del af, hvor man kan bullshitte sig frem til alt. For det kan man ikke, når man er maskinmester ved Arriva; enten kører togene, eller også gør de ikke. Og enten bliver varerne pakket på et lager hos B&O, eller også gør de ikke. Det var intet ekstraordinært, men det var solidt og almindeligt, og det var sundt og godt. Jeg fik mit første fritidsjob, da jeg fyldte 13 år, hvor jeg begyndte at gå med aviser. Jeg var stolt over at tjene mine egne penge, og kort efter skiftede jeg aviserne ud med et job hos en slagter, hvor jeg vaskede op og pakkede leverpostej og pølser. For en lidt utilpasset ung mand som mig var det godt med nogle faste rammer, hvor det var forventet, at jeg kom til tiden, knoklede og gjorde mig umage. Al den disciplin, jeg manglede andre steder, havde jeg, når det kom til mine fritidsjobs, for det fik mig til at ranke ryggen. Der var flere af mine klassekammerater, der i løbet af 00’erne begyndte at få mobiltelefoner, gerne en Nokia eller Sony Ericsson, og TV på værelset. Selvom mine forældre jo havde råd, for de var ikke nødlidende overhovedet, så insisterede de på, at jeg selv skulle spare op, hvis jeg ville have den slags. De skulle nok sørge for, at der var aftensmad på bordet, og at jeg havde tøj på kroppen, men hvis der var andet, jeg ville have, måtte jeg tjene mine egne penge og spare op til det. Det var jeg nok ikke helt tilfreds med dengang, men i dag er jeg glad for det, selvom det da indimellem var en sur 30

tjans at skulle cykle rundt med aviser, når det blæste eller pissede ned. Men brokkede jeg mig, kan jeg stadig tydeligt huske min mor, der kiggede lidt bestemt på mig og sagde: ”Jamen der er da også dage, hvor jeg ikke gider på arbejde, men det skal man, og det kan du lige så godt lære nu.” Så det lærte jeg. Og det er nok den slags, der har gjort, at jeg blev liberal, selvom jeg uden tvivl kommer fra, hvad man kan kalde et upolitisk hjem, hvor vi kun meget sjældent diskuterede politik og aldrig holdt avis. Jeg ville nok placere min mor og stedfar til højre for midten, men det var ikke sådan, at de sad derhjemme og bandede og svovlede over, at topskatten var for høj. Alligevel jeg kan tydeligt høre min mor sige: ”Det, du kan selv, skal du selv,” og det er nok noget af det, der har formet mig.

”Min mor er sådan en lille kvinde på halvanden meter, men hun var sgu god til at sætte os to store unger på plads” Jeg startede i folkeskole i Struer i 2. klasse. Det var en god tid, men også en tid, hvor jeg var lidt rodløs. Jeg var flittig og passede mine lektier, men jeg var et uroligt barn, og jeg havde et ret konstant behov for at udfordre lærerne. Jeg har helt sikkert været både irriterende og flabet. Og når jeg blev færdig med mine opgaver, og det blev jeg som regel hurtigt, var jeg ham, der gik over til de drenge, der ikke var helt så gode i skolen, men som til gengæld var sjove at hænge ud med, og så forstyrrede vi resten af klassen. Vi fik alle de samme opgaver udleveret. Sådan helt klassisk kassetænkning, hvor der altid er en del, der falder udenfor. Der er dem, der bakser med det og får ondt i maven over, at opgaverne er for svære. Og så er der dem, der som jeg bliver hurtigt færdige, begynder at kede sig og derfor måske ender med at forstyrre alle de andre. Min matematiklærer var den eneste, der fandt ud af at tackle mig, for hun havde ekstraopgaver med til mig. Hun stillede krav til mig og bad mig om at gøre mig umage, og det var det, jeg havde brug for. Ellers skete det ret ofte, at mine lærere ringede eller skrev hjem til min mor. Min mor ville altid lytte til min udlægning af, hvad der var sket, men var hun rimeligt konsekvent med ubetinget at stå på skolens side. Jeg skulle høre efter, opføre mig ordentligt og gøre, hvad der blev sagt. Min mor er sådan en lille kvinde på halvanden meter, men hun var sgu god til at sætte os to store unger på plads, selvom vi indimellem var lidt ustyrlige.

Altinget Magasin Portræt

”Jeg krampede voldsomt i hele kroppen og mistede bevidstheden. Jeg troede, jeg skulle dø” Som 14-årig fik jeg en knæskade, der gjorde, at jeg i flere måneder ikke kunne dyrke karate. Da jeg prøvede at vende tilbage, haltede jeg så meget efter de andre, at jeg kunne se, at det nok ikke ville føre det helt store med sig. Derfor begyndte jeg i stedet at undervise. Jeg kæmpede stadig lidt for sjov, men jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke kunne være med blandt de bedste, så ville jeg slet ikke være med. For som udpræget konkurrencemenneske har jeg aldrig være med på den der med, at det ikke handler om at vinde, men om at være med. Hvis man er dygtig nok, kan man komme langt. Og det var jeg så bare ikke. Få år senere blev jeg tvunget til at droppe al kampsport og endegyldigt sige farvel et ethvert håb, jeg måtte have, om at dyrke sport på højt plan, da jeg fik et epileptisk anfald, som var fremprovokeret af fysisk udmattelse. Jeg var på besøg hos min far i Frankrig, og vi havde vandret i bjergene i flere timer, da jeg på vej ned ad bjerget pludselig fik et anfald, hvor jeg krampede voldsomt i hele kroppen og mistede bevidstheden. Jeg troede, jeg skulle dø. Og ikke nok med at det i sig selv var en rædselsfuld oplevelse, så skulle jeg nu også lære at leve med, at jeg fejlede noget; at jeg var kronisk syg. Jeg flyttede til Herning kort efter, hvor jeg fandt mig et arbejde hos GLS. Jeg gik på gymnasiet om dagen, og om natten var jeg på arbejde, hvor jeg skulle tømme lastbiler indtil klokken 6.00, inden jeg så tog i skole igen. Da jeg havde været der i tre måneder, fik jeg et epileptisk anfald igen, fordi jeg simpelthen var fuldstændig fysisk udmattet. Det var det andet og i øvrigt sidste anfald, jeg har haft, for der gik det op for mig, at sygdommen havde ændret mit liv. Jeg

har lært, at jeg simpelthen ikke kan sætte mig selv i en situation, hvor jeg udmatter mig selv så meget fysisk, for så siger min krop fra.

”Jeg dalrede nok bare lidt rundt og kunne ærligt talt ikke finde mening med livet i Struer” Inden jeg flyttede til Herning, nåede jeg at starte på gymnasiet i Struer. Jeg faldt dog aldrig rigtig til, for jeg passede ikke ind socialt, og jeg havde mistet modet, efter jeg havde fået revet karate væk. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at læse eller komme op om morgenen, jeg var nedtrykt, og jeg havde det bare ikke godt. Derfor dalrede jeg nok bare lidt rundt og kunne ærligt talt ikke finde mening med livet i Struer. Sådan tror jeg, at mange unge drenge kan ramle ind i en træls periode i de sene teenageår. Jeg havde brug for at starte på en frisk et nyt sted, hvor der ikke rigtig var nogen, der kendte mig; hvor jeg ikke længere ville sidde fast i den person, som jeg var i folkeskolen. Så som 17-årig flyttede jeg til Herning og ind ved en ældre mand, der hed Svend-Erik, som havde en tilbygning til sit hus, hvor jeg havde et værelse med et lille tekøkken og et badeværelse. Han var pensionist og var for god for mig, for jeg kunne altid lige banke på, hvis der var et eller andet. Og så startede jeg på studenterkursus i Herning, hvor jeg kunne blive student på to år, fordi alle de kreative fag var skåret fra. Jeg havde allerede et par venner i Herning, og jeg fandt hurtigt ind i et fællesskab som fan af F.C. Midtjylland, hvor vi tog til fodboldkampe. Så kunne jeg gå der og være lidt en bøvet klovn, der sang slagsange på stadion, drak bajere og var lidt smart i attituden. Men vi havde det skægt, og vi følte os som en del af et stærkt fæl-

Alex Vanopslagh møder både fortidens spøgelser og de oplevelser, der har formet ham, mens han bevæger sig igennem barndommens gader og stræder.

September 2020

Altinget Magasin Portræt

BARNDOMMENS GADE

Alex Dominique Kristensen Vanopslagh

lesskab. Når jeg ser tilbage nu, kan jeg tydeligt se, at det nærmest altid er den slags fællesskaber, jeg har søgt. Hvad enten det var kampsport, at være fodboldfan eller metalmiljøet, har jeg nok søgt fællesskaber, hvor der var nogle klare identitetsmarkører, som jeg kunne mig selv i. Jeg begyndte langsomt at få det bedre, og det var nok min måde at tage skeen i den anden hånd. For man er jo ikke selv herre over, hvad man møder af modstand i livet, men jeg mener, man er herre over, hvordan man tackler det. I det tilfælde havde jeg det svært, og så flyttede jeg. Derfor har jeg nok også - især da jeg var yngre - reageret meget skarpt, hvis folk mente, at der var alt for synd for dem selv. Skulle jeg så også synes, det var synd for mig selv, at jeg fik en knæskade eller nogle epileptiske anfald? Eller skulle jeg synes, det var synd for mig, at min far boede i Frankrig? Sådan kunne man blive ved uden nytte. Måske har jeg dog alligevel haft lidt indirekte ondt af mig selv, når jeg reagerede skarpt, hvis folk beklagede sig for meget. For der er da nogle ting, der er svære, men så må man jo tage det på sig at få det bedste ud af det. Sådan er jeg stadig anlagt, men jeg er nok lidt mere forstående, end jeg var, da jeg var teenager.

”Det var jo de ikke-stuerene, som det hed sig dengang, og det søgte jeg” Jeg tror, at jeg gennem det meste af min ungdom har været den fornuftige i flokken, men det sagde mere om flokken, end det gjorde om mig. For jeg har nok altid haft en tendens til at søge lidt hen imod de skæve eksistenser. Jeg var grænsesøgende, og jeg syntes, det var mere spændende at hænge ud med dem, der måske levede lidt på kanten. Måske var det også derfor, jeg som 14-årig faktisk var medlem af Dansk Folkeparti Ungdom et enkelt år. Det var umiddelbart efter Muhammedkrisen, hvor jeg havde en kortvarig besættelse, og så appellerede det til mig aktivt at vælge det andet selskab til; at træde ud af det gode selskab. For det var jo de ikke-stuerene, som det hed sig dengang, og det søgte jeg. Hvis noget var populært, havde jeg nærmest på forhånd besluttet mig for, at jeg var modstander, nærmest uanset hvad det handlede om. Det kunne været noget så enkelt som, at de fleste andre lyttede til Britney Spears, mens jeg hørte metalmusik og havde noget halvlangt, uglet garn. Jeg ville gerne være kontrær. I dag kan jeg også tage mig selv i at indtage det modsatte standpunkt, hvis der er enighed om alt. Jeg vil ikke være på tværs bare for at være på tværs, men jeg vil gerne komme med et modtryk der, hvor jeg mener, det mangler. Det gælder politisk i dag, og jeg oplevede det allerede, da jeg var ung. For eksempel i samfundsfag i folkeskolen, hvor min lærer måtte bede mig om ikke være så trynende over for mine klassekammerater. 32

• Født i Épernay, Frankrig, søn af slagter Samuel Vanopslagh og Anni Sørensen. • Partiformand og politisk ordfører for Liberal Alliance. Medlemsperiode • Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Vestjyllands Storkreds fra 5. juni 2019. Uddannelse • Kandidat i statskundskab, Københavns Universitet, 2014-2017. • Bachelor i statskundskab, Syddansk Universitet, 2011-2014. • Studentereksamen, Herning HF og VUC, 2009-2011. • Folkeskole, Gimsing Skole, 2008. Beskæftigelse • Public Affairs-konsulent, GRACE Public Affairs, 2016-2019. • Selvstændig med enkeltmandsvirksomhed, salg af konsulentydelser m.v., Augmentum Consulting, 2015-2017. • Public Affairs-student, Landbrug & Fødevarer, 2015-2016. • Regnskabsansvarlig, Rasmus Rask Kollegiet, 2013. • Bartender, RRK Baren, 2012-2013. • Sælger, Online Telemarketing, Odense, 2011-2012. • Lagerarbejder, GLS, Herning, 2009. • Ekspedient, IJ Marked, Struer, 2008-2009. • Fejedreng hos logistikfirma, 2005. • Opvasker m.m., Gl. Amstrup Slagteren, Struer, 2005-2008. • Avisbud, FK Distribution, 2004-2005. Tillidshverv • Medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 2018. • Medlem af bestyrelsen for By & Havn, 2018-2019. • Landsformand for Liberal Alliances Ungdom, 2014-2016.

Oktober 2020

Altinget Magasin Portræt

Foran barndomshjemmet i Struer. ”Jeg ville nok placere min mor og stedfar til højre for midten, men det var ikke sådan, at de sad derhjemme og bandede og svovlede over, at topskatten var for høj. Men jeg kan tydeligt høre min mor sige: ”Det, du kan selv, skal du selv,” og det er nok noget af det, der har formet mig.”

BARNDOMMENS GADE

”Det var nogle andre, der førte kniven” Jeg har altid tænkt, at jeg aldrig skulle være politiker. Selv da jeg var formand for Liberal Alliances Ungdom, så jeg mig selv som liberalist og antistat og som en, der var der for at begrænse politikerne i samfundet. Men LA Ungdom var også et andet parti, end det er i dag. Vi var nok mest af alt en flok idealister og nørder, der hadede politikere og mente, at staten nærmest skulle være så lille, at man kunne drukne den i et badekar. Den type tilhørte jeg jo nok også selv. Jeg meldte mig ind, efter jeg på valgnatten i 2011, hvor Helle Thorning-Schmidt vandt magten, havde mødt jeg en mand, der hedder Kim, i baren på det kollegium i Odense, hvor jeg lige var flyttet ind. Han havde været på valgturné med Venstre det meste af valgkampen, men var vist raget lidt uklar med dem, og han brokkede sig højlydt over, at Helle Thorning nu var blevet statsminister. Jeg faldt i snak med ham, og jeg husker tydeligt, han sagde: ”Du har et godt hoved på dine skuldre, så du skal da ind i politik. Vi skal ind i Liberal Alliance sammen.” Vi var ikke ret mange medlemmer, og det gjorde det nok ret let at stige hurtigt i graderne, så umiddelbart efter jeg var blevet medlem, blev jeg lokalformand på Fyn. Jeg tror ikke, der gik mere end et halvt år, før vi simpelthen kuppede den lokale formand, som vi afsatte med et mistillidsvotum, og så blev jeg sat ind i stedet. Det var nogle andre, der førte kniven, og så måtte jeg jo allerbarmhjertigst stille mig til rådighed. Det var et værre rænkespil, og jeg tror også, der er noget lidt usundt ved det ungdomspolitiske miljø. For man lærer 34

det politiske spil at kende på en helt åndssvag måde. Det er virkelig den politiske verden på godt og ondt.

”Man skal turde tabe for at kunne vinde” Da jeg begyndte at dyrke karate på højt plan, bestod halvdelen af vores træning i, at vi skulle ligge på gulvet og lytte til lydbånd, hvor der blandt andet blev gentaget igen og igen, at man skal turde tabe for at kunne vinde. Det var dybt ulogisk for mig dengang, og jeg fattede det ganske enkelt ikke, men i dag forstår jeg det. Og jeg har sidenhen fundet lydfilerne frem og brugt dem, inden jeg som politiker skulle i en debat eller holde en tale. Jeg fik så småt flere og flere succesoplevelser og begyndte at unde mig selv det godt – og først der overvandt jeg min frygt. Hvis ikke jeg var blevet valgt til Folketinget, tænkte jeg, at jeg skulle arbejde deltid. Jeg var medlem af Borgerrepræsentationen i København, havde et fuldtidsjob som lobbyist og var spidskandidat i Vestjylland – og så var jeg også lige weekendfar. Jeg var hele tiden bagud på en eller anden front. Det var en åbenbaring for mig at finde ud af, at jeg under ingen omstændigheder skulle leve resten af mit liv med at arbejde 70-80 timer om ugen i hamsterhjulet. For det ville jeg ikke blive lykkelig af. Selvom presset på mine skuldre er langt større nu, er det mindre stressende. For nu har jeg kun to jobs: Jeg skal fokusere på at være en så god far som muligt, og så skal jeg forsøge at redde Liberal Alliance fra at gå konkurs.”

ANNONCE

Når Folketingets partier i fællesskab kan tackle corona, så må det også være muligt at finde en løsning for de nedslidte – i det mindste for de partier, der hævder at stå på lønmodtagernes side. Alle har ret til en værdig tilbagetrækning! OLE WEHLAST, FORBUNDSFORMAND FOR FØDEVAREFORBUNDET NNF

Altinget Magasin USA

Roadtrip

USA gennem mistillidens

Peter-Christian Brøndum tager til rustbæltet i USA for at lave et undervisningsmateriale til danske unge om verdens vigtigste demokrati frem mod præsidentvalget. Han bliver smidt ud af republikanernes partikontor, fordi medarbejderne tror, han vil lave fake news. Hvor meget paranoia, splittelse og mistillid kan et demokrati holde til? AF PETER-CHRISTIAN BRØNDUM, CAND.MAG. FORFATTER OG LEKTOR

eg begynder at svede. Som om jeg var skyldig i det, de mistænker mig for. Men jeg har faktisk en aftale om et interview, og det er ikke engang til en avis, slet ikke en amerikansk. Jeg skal tale med Charlie O’Neil, der er kommunikationschef for Pennsylvanias afdeling af det republikanske parti, som jeg kan bruge til noget undervisningsmateriale om amerikansk politik for danske gymnasieelever. Men jeg kan ikke få internetdelingen mellem computeren og min mobiltelefon til at virke, så jeg kan ikke vise dem de interviews, jeg har lavet før. Og tålmodighed er ikke en dyd for de to mænd her i Harrisburg, der er delstatens hovedstad. Det er paranoia til gengæld. Allerede da jeg ankom, gik det skævt. Her blev jeg efter noget tid, hvor jeg stod midt i entréen og forsøgte at komme i kontakt med folk, mødt af to mænd. De spurgte mig, hvem jeg var, hvad jeg lavede der, og hvordan jeg var kommet indenfor. De kom så tæt på, at jeg blev nødt til at bakke, imens jeg forsøgte at forklare, at døren var åben, og at jeg havde en skriftlig aftale med ”Mr. O’Neil”. Det syntes de ikke videre interesseret i at høre om. I stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå med dem udenfor, fordi jeg ikke havde godkendelse til at være i deres hus. 36

Et telefonopkald senere blev jeg så vist ind i en lille ventestue med billeder af tidligere republikanske præsidenter, også Trump var kommet op at hænge. Endnu en person kom hen, og jeg måtte endnu en gang forklare mit ærinde. Det var her, jeg tog min computer frem for at vise dem nogle af mine tidligere interviews, som jeg har lavet med eksempelvis fremtrædende amerikanske forskere som Francis Fukuyama og Robert Putnam. Men opkoblingen mellem min telefon og min computer virker ikke, og de mister tålmodigheden med mig. Jeg kan desværre ikke få lov at blive, siger de. De forklarer, at det ikke er personligt, men at der er en informationskrig i gang. At det republikanske parti har haft alt for mange dårlige oplevelser med journalister, der kommer på besøg, men som fortæller usande historier og andre fake news om partiet og deres folkevalgte, specielt om deres præsident. Som det sidste forsøger jeg mig med, at jeg dagen efter har en aftale med formanden for Ohios republikanere, Jane Timken. Det tror de heller ikke på. For som en af dem siger: ”Jeg kan ikke forestille mig, at de lukker sådan en som dig ind deroppe.” Stærkt irriteret må jeg tage mine tasker. De eskorterer mig til gadedøren.

Det blev mit næsten korporlige møde med, hvad der mest af alt ligner en sammenbrudt amerikansk offentlighed. Hvor partiskel er blevet til fjendskab, og mistilliden til politikerne og institutionerne er afgrundsdyb. Alt det er åbenlyst skærpet så tæt på det amerikanske præsidentvalg. At der er meget på spil, ikke mindst i rustbæltestaterne i USA, er en given sag, fordi det er her, det amerikanske præsidentvalg bliver afgjort. Men spørgsmålet er, om der er alt for meget på spil. Hvor meget splittelse kan et demokrati holde til, før det bryder sammen?

at miste noget af det, man har vundet, aldrig at gå på kompromis med modparten. ”I dagens USA er det meget vanskeligt at indtræde i en diskussion eller samtale med nogen af en anden politisk observans end ens egen, uden det lynhurtigt kommer til at handle om ’at vinde’ over den anden. Frem for hvad det burde handle om, nemlig at finde fornuftige politiske løsninger på de store udfordringer, som vores samfund står over for,” lød Smileys analyse.

Politik er blevet et spørgsmål om at vinde Mit besøg i Harrisburg skyldes, at jeg rejser i to af de helt centrale rustbæltestater – Ohio og Pennsylvania – som Donald Trump lykkedes med at vinde ved præsidentvalget i 2016. Og som han får brug for at genvinde til valget i november, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at få fire år mere i Det Hvide Hus. Begge stater var op gennem 1990erne sikre Demokratiske bastioner, men især den hvide del af arbejderklassen har siden forladt demokraterne, og det udløste Trumps sensationelle sejr. Tilbage i min bil efter mit fejlslagne besøg i det republikanske HQ smider jeg mine tasker ind bag i bilen og kører derefter med uforettet sag ud af byen for at ramme hovedvej 76, den såkaldte Pennsylvania Turn Pike, som skal føre mig mod Pittsburgh, hvor jeg overnatter, inden jeg kører ind i delstaten Ohio. Mens jeg kører, begynder jeg at tænke over de seneste dages oplevelser, som startede i Philadelphia i den østlige del af delstaten, med en behagelig samtale med en venlig, men også træt formand for Det Demokratiske Parti, Sinceré Harris. Hun forklarede, hvordan demokraterne vil forsøge at genvinde delstaten Pennsylvania: fokus på klassiske politikområder som sundhed og uddannelse, som de havde stor succes med ved midtvejsvalget i 2018 – og så en benhård anti-Trump-kampagne. For som hun forklarede, kan demokraterne ikke vide sig sikre på, at deres præsidentkandidat alene vil være tilstrækkelig stærk til at samle og overbevise den mangfoldige gruppe af demokratiske vælgere til at komme ud og stemme til præsidentvalget 3. november. Og eftersom valgdeltagelse er det springende punkt for, hvem der bliver præsident i USA, vil det være Valg tabes i disse år, partiets hovedprioritering. fordi de siddende Det er derfor, at man satser benpolitikere ikke hårdt på det, der betegnes negative opfattes som ekstrepartisanship, dvs. mobilisere vælgerne me nok af partiets gennem en vrede rettet mod deres poliegne medlemmer. tiske modstandere. Det er fælles gods David A. Pepper, formand for i amerikansk politik, og det er noget, demokraterne i Ohio som specielt Trump og hans kampagne benyttede sig massivt af allerede tilbage i 2016 og har gjort lige siden. Jeg spurgte Harris til, om ikke netop denne måde at bedrive politik på er lige så polariserende som det, demokraterne angriber republikanerne og Trump for. Jo, svarede hun, men i hendes optik er amerikansk politik lige nu i en ”undtagelsestilstand”, hvor midlerne er nødt til at være vidtgående. Dog uden at forbryde sig mod de demokratiske spilleregler, som hun understregede. Forrige sommer interviewede jeg den anerkendte politiske journalist David Smiley, der arbejder for avisen The Miami Herald. Han forklarede, at det vigtigste, man skal forstå ved amerikansk politik, og særligt den politiske polarisering, der fejer hen over landet, er, at det ene og alene handler om at vinde over modparten, om ikke

Trump er måske nok et fjols, men han interesserer sig oprigtigt for os Jeg ankommer sent til mit hotel i Pittsburgh. Dagen efter er jeg nødt til at stå meget tidligt op, da jeg skal nå til Columbus i Ohio hen ad formiddagen, hvor jeg har plastret det meste af dagen til med samtaler med formændene for henholdsvis det demokratiske og republikanske parti. Jeg er den eneste gæst i den lille morI feel sorry for your genmadsrestaurant. Jeg sidder og bladstudents that they rer lidt i en gammel avis, da en midaldhave to deal with rende kvinde, der arbejder på hotellet, American politics. spørger, om jeg vil have mere kaffe. It’s such a mess,”. Mens hun skænker op, spørger hun, Kathy, hotelmedarbejder hvor jeg kommer fra, og hvor jeg skal i Ohio hen. Jeg fortæller, at jeg lige nu rejser rundt i rustbæltet for at lave et undervisningsmateriale om amerikansk politik til elever på ungdomsuddannelserne i Danmark. ”I feel sorry for your students that they have to deal with American politics. It’s such a mess,” siger Kathy, som hun hedder. Hun stemte på Obama i 2012 men på Trump i 2016. Noget, der for en ikke-amerikaner virker nærmest uforståeligt, men som ifølge amerikanske vælgerundersøgelser udgør 13 procent af Trumps stemmer. Hun forklarer, at hun stemte på Trump af to årsager. Den ene var, at nok var han ofte et fjols og meget uhøflig over for andre mennesker, men på bunden er han et godt og retskaffent menneske, som oprigtigt interesserer sig for det, hun identificerer sig og sine som: ”Working class Americans.” Og så ”elsker han sit land”. Har man ikke lagt mærke til det, var det, fordi at det ikke er interessant at vise på tv, fortalte hun. Den anden årsag var, at hun simpelthen ikke kan udstå Hillary Clinton. I Kathys verden er Clinton og hendes mand eksempler på alt det, der er korrupt og forkert ved amerikansk politik. Hun oplevede Hillary som falsk og en, der hele tiden præsenterede politiske holdninger, der skulle passe til alle de forskellige vælgere, som hun forsøgte at få vundet over på sin side. Bare aldrig, som Kathy bemærker, ”det arbejdende Amerika”. ”Hun talte aldrig til os  eller med os.”

Altinget Magasin USA







 Det republikanske kontor i Ohio.  Demokraternes kandidat Joe Biden bliver analyseret på CNN.  Kongressen i Harrisburg.  Jane Timken (Republikanernes formand i Ohio)  Fra forruden på Bellaire-vejen i Pennsylvania.  Sinceré Harris (Leder for Demokraterne i Pennsylvania).



 Kongressen i Harrisburg.  Vægmaleri fra Philadelphia.



 David Pepper (Demokraternes formand i Ohio).

 Oktober 2020

Kathy stemmer på Trump igen til november, også selvom han er politisk ukorrekt og grov. For med ham ved jeg, siger Kathy, ”at vi, der arbejder hårdt for at klare os igennem hverdagen, har en mand som er loyal over for vores værdier og ønsker for dette land”. Samtalen med Kathy er et konkret eksempel på, hvad der er sket i Pennsylvania, Ohio og længere mod nord og nordvest i de øvrige rustbæltestater som Michigan og Wisconsin. I en samtale med den politiske journalist Jonathan Tamari, fra avisen The Philadelphia Inquirer, forklarede han, at republikanerne har vundet tilhængere i de områder, som tidligere havde en industriel produktion f.eks. konstruktion af lokoI dagens USA er motiver, jernbaneskinner, delelementer det meget vansketil den amerikanske bilproduktion osv. ligt at indtræde i Her var demokraterne tidligere en diskussion eller meget stærke, ikke mindst fordi mansamtale med nogen ge af arbejderne var organiseret i fagaf en anden politisk observans end foreninger, som havde stærke bånd ens egen, uden det til demokraterne. Men i takt med at lynhurtigt kommer i hundredtusindvis af industrijob er til at handle om forsvundet fra disse områder, er fagfor”at vinde” over den eningernes rolle mindsket dramatisk, anden. og selvom det er en udvikling, der har David Smiley, politisk journalist på The Miami været undervejs siden slutningen af Herald 1990erne, så lykkedes det først for alvor Trump at løfte den vrede og frustration fra disse områder frem i lyset. Og ved personligt at anerkende deres udfordringer fik han et stort flertal af arbejdere som Kathy til at stemme på ham. ”De kommer ikke tilbage til demokraterne foreløbig,” konstaterede Tamari tørt.

Trump knuste os Den analyse tager jeg med til David A. Pepper. Han er demokraternes formand i Ohio, og han er et kendt ansigt. Ikke alene fra sit mangeårige virke som politisk aktiv, tidligere folkevalgt og sit organisationsarbejde for demokraterne. Han er også forfatter til en række romaner om amerikansk politik. ”Du kan tage Ohio som et mikrokosmos over amerikansk politik i disse år. Det er her, at man kan se, hvordan det hele er i opbrud,” forklarer han. ”Tidligere var det sådan, at særligt landområderne og forstadskvartererne til de store byer som Cleveland, Cincinnati og Columbus var stærke republikanske områder, mens demokraterne stod stærkest i selve byerne, men også i en række tunge industrikvarterer, særligt knyttet til den amerikanske bilindustri. Dette er for alvor ved at skifte, og det så vi ved midtvejsvalget i 2018. Her blev det tydeligt for os, at vi er blevet i stand til at vinde forstadsområderne over på demokratisk side. Det gælder særligt kvinderne i forstæderne, som ønsker, at der politisk bliver gjort noget i forhold til sundhedsområdet, våbenområdet og i forhold til klimaudfordringerne. Den tendens ser vi over hele landet, og det er derfor, Ohio er så interessant”. Jeg svarer Pepper, at det jo lyder meget positivt set med demokratiske briller, men om der ikke også er nogle udfordringer i opbruddet i det amerikanske vælgerkorps, som han ikke kommer ind på. At de tidligere kernevælgere i industriområderne er tabte for demokraterne. Pepper sidder roligt og nikker. Jo, forholdet til arbejderklassen skal repareres, men det er tydeligvis et defensivt projekt. Det handler om at begrænse skaderne. 40





”Ohio er inddelt i 88 amter, som der stemmes i. Da Obama lykkedes med at vinde Ohio i både 2008 og 2012, gjorde han det, fordi han og vi var i stand til at vinde meget stort i byerne og begrænse vores nederlag i land- og industriområderne, hvilket samlet set betød, at Demokraterne vandt de fleste stemmer, men et mindretal af de 88 amter. Med Hillary vandt vi nok i de store byer, men Trump knuste os i land- og industriområderne, flere steder med sejre på 75 procent mod Hillarys 25 procent. Kunsten for demokraterne er at vinde stort i byerne og begrænse vores nederlag i land- og industriområderne, og det er her, at udviklingen i forstæderne er så positiv. Det ærgerlige er så, at vi har det meget svært i en række industriområder, hvor vi tidligere stod stærkt.” Han forklarer, at Trump på mange måder gjorde det fantastisk i Ohio og i de øvrige rustbæltestater ved valget i 2016, fordi han lykkedes med at skabe en tæt forbindelse mellem mange af Ohios landbrugs- og industriarbejdere, som over de sidste 20 år har haft det enormt vanskeligt med at få de økonomiske ender til at mødes. ”Trump talte i et klart og konkret sprog henvendt direkte til mange Ohio-borgere, som overbeviste dem om, at han ikke alene forstod deres livssituation, men at den var uretfærdig, og at han ville gøre dem og deres problemer til en vigtig del af hans politiske dagsorden, hvis han blev valgt. At han så ikke har leveret på de ting, han lovede, er en anden diskussion. Eksempelvis oplevede Ohio i 2019 den laveste vækst i jobskabelse i 10 år, flest landbrugsvirksomheder gik konkurs, og General Motors har lukket endnu en stor fabrik i staten,” forklarer Pepper.

Derfor vinder ekstreme kandidater frem Det største problem for demokraterne er ifølge Pepper ikke Trump, men republikanernes gerrymandering – inddelingen af valgdistrik-

Altinget Magasin USA

terne, så de favoriserer det parti, der har magten. Gerrymandering er ulovligt i USA, og bl.a. afviste North Carolinas højesteret i sensommeren 2018 den distriktsinddeling, som var blevet besluttet af det republikanske flertal i delstatens kongres. Denne kendelse og mange andre afholder dog ikke de to partier fra at afsøge mulighederne for at få gentegnet valgdistriktskortene på ny, så de styrker deres eget partis muligheder for at vinde de politiske valg. ”Det har betydet, at politikerne i de nuværende valgkredse praktisk talt er garanteret genvalg hver eneste gang. Det er jo slet ikke et demokrati, men snarere et udtryk for, at vores valg er blevet til rene genudnævnelser af allerede siddende politikere, uden vælgerne reelt får noget at skulle have sagt,” siger Pepper. ”Det har skabt et incitament for vores politikere til at blive så ekstreme som overhovedet muligt. Det vigtige for politikerne er ikke længere at opnå genvalg. Det er de jo garanteret, blot de bliver opstillet. I stedet er det vigtige for dem at vinde partiets interne primærvalg om at blive den kandidat, der står øverst på stemmesedlen. Og valg tabes i disse år, fordi de siddende politikere ikke opfattes som ekstreme nok af partiets egne medlemmer,” analyserer han. ”Det skaber en frygt blandt de siddende politikere for, at hvis de samarbejder eller blot opfattes som nogle, der samarbejder med den anden side, er det slut med deres politiske karriere.” slutter Pepper.

Trumps stærke kvinde i Ohio Selvom hendes partikollegaer ikke troede på, at jeg ville blive lukket ind, tager Jane Timken smilende imod mig, da jeg senere samme dag besøger hende. Hun er republikanernes formand i Ohio, og præsident Trump tog personligt til Ohio for at støtte hendes kandidatur som formand for partiet. En gestus, Ms. Timken har foreviget med et foto med af hende sammen med Trump. Imens jeg stiller mit udstyr op til interviewet, fortæller jeg hende om min oplevelse dagen forinden hos hendes kolleger i Harrisburg. Hun griner og siger, at de nok bare er trætte af folk, som giver udtryk for, at de gerne vil tale med republikanerne, men som på forhånd har fabrikeret en historie, der stiller dem i et dårligt lys. ”Man kan desværre ikke være forsigtig nok i forhold til, hvad man udtaler, og til hvem man udtaler det,” som hun siger. ”Tænk, hvis den liberale presse gad at gøre deres arbejde lidt bedre og kaste et kritisk lys på de lande rundtom i verden, som rent faktisk udgør en trussel mod vores frie verden, også jeres frie Præsident Trump har tværtimod verden i Danmark. Men når præsident pustet nyt liv og Trump kommer til at stå forkert på et optimisme ind i podium eller siger noget upassende, rustbæltestaterne, blæses det ud over alle mediekanaler. nyt liv ind den Det mener jeg er et kæmpe problem amerikanske drøm, for den politiske samtale. Det handler og den er vigtig for ikke om indhold, men alene om form borgerne her i Ohio. og personer.” Jane Timken, formand for republikanerne i Jeg fortæller hende, at jeg tidligere på Ohio dagen talte med David A. Pepper, hendes direkte politiske modstander, der var kritisk i forhold til republikanerne. Ms. Timken afviser hans kritik af, at særligt republikanerne forsøger at underminere den demokratiske proces ved at ændre på valgdistrikternes indretning til deres egen fordel Hun svarer først polemisk, at Pepper har en meget malerisk måde at italesætte sin egen verdensopfattelse af tingenes tilstand, hvilket nok skyldes, at han ved siden af sit politiske hverv er forfat-

ter til en række politiske spændingsromaner. Dernæst maler hun sit eget billede af amerikansk politik. ”Vi republikanere tror på individets frihed og ret til at følge sin egen sti i livet, vi tror på Gud og på religiøs frihed og på Forfatningen, og så vi tror på den amerikanske drøm. Demokraterne derimod er tilhængere af det kollektive, og at bestemte eliter langs kysterne i New York City, Boston, Los Angeles og Sacramento ved bedre end alle os andre almindelige amerikanere. Særligt ved de bedre end os, der lever i midten af landet. De tror, at pengene gror på træerne, og at man kan beskatte sig til rigdom, og så angriber de den religiøse frihed, som er en forfatningsgaranteret rettighed, som for os republikanere er hellig.” Selvom jeg forsøger et par gange mere, svarer hun ikke rigtig på Peppers kritik. I stedet drejes vores samtale i en retning, hvor det kommer til at handle om, hvad formålet med politik er, og hvad der er vigtigt for borgerne i Ohio og det øvrige rustbælte. ”Det er demokraternes største problem, at de ikke forstår almindelige amerikaneres udfordringer i hverdagen. Når de taler om at gøre noget ved klimaudfordringerne, at de vil erklære krig mod kulindustrien og straks stoppe fracking (dybe boringer efter gasog olie i skiferlaget i undergrunden, red.), så forstår de ikke, at det eneste, arbejderklassen her i Ohio hører, er, at nu vil de fjerne alle de jobs og jobmuligheder, der er i denne delstat og i de øvrige rustbæltestater,” siger Timken. ”Præsident Trump har tværtimod pustet nyt liv og optimisme ind i rustbæltestaterne, nyt liv ind den amerikanske drøm, og den er vigtig for borgerne her i Ohio. Siden Trumps tiltrædelse er der kommet bedre vilkår for små- og mellemstore virksomheder, der er blevet foretaget flere investeringer, og der er blevet flere jobmuligheder. Alle disse ting er afgørende for folk i Ohio og i alle de andre rustbæltestater.”

”Så er vi for alvor i problemer” Tiden er gået, og jeg takker Ms Timken for hendes tid og bevæger mig ud af den republikanske bygning her i Ohio. Den minder mig om et sydstatshus, der kunne have stået i Charleston i South Carolina, som er blevet sat ned midt i et fabriksområde i industribyen Columbus. Jeg sætter mig ind i bilen igen, og glæder mig over, at jeg har købt rigeligt med vand og snacks til den lange køretur, som jeg har foran mig. Igennem et land, hvis navn – De Forenede Stater – snarere end at henvise til en kendsgerning vakler mellem at være et håb og en tom påstand. Demokrati er lige så meget en samtale om indretningen af det gode samfund, som det er en kamp om magten, og man anerkender sine valgnederlag, fordi man håber på at komme igen næste gang. Men når samtalen forsvinder og politiske modstandere frakendes enhver legitimitet, bliver kampen så uforsonlig, at demokratiet går i stykker. Problemet er, at man ikke ved, hvornår man rammer det punkt. Men det er svært at frigøre sig fra, at det amerikanske demokrati i hvert fald er kommet tættere på det, end det har været længe. Når man taler med amerikanere – fra vælgere til politikere – er det tydeligt, at politik er blevet personligt i USA, og det har gjort konfliktpotentialet enormt. Da jeg sætter nøglen i tændingen på min bil, kommer jeg til at tænke på noget af det sidste, som David A. Pepper sagde til mig tidligere på dagen. ”Jeg frygter at vores unge mennesker, som vokser op i et samfund, hvor de konstant ser og lytter til en politisk samtale, der alene centrerer sig omkring adskillelse, had og fremmedgørelse af modparten, vil komme til at opfatte det som en ny normal. Og så tror jeg, at vi for alvor er i problemer.” Oktober 2020

Altinget Magasin Anbefalinger

Redaktørens skrivebord

Hver måned fortæller Altinget Magasins redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

ESBEN SCHJØRRING REDAKTØR, ALTINGET MAGASIN

ARTIKEL:

Covid-19 var (og er) et globaliseringschok. Den infrastruktur, som varer, penge og mennesker har omspundet kloden med, viste sig at være nøjagtig den samme rejseplan, covid-19 brugte til sit pandemiske forehavende. Alle venter nu på vaccinen som det, der skal bringe os ud af choktilstanden og tilbage til de gode gamle dage. I Foreign Policy tegner den britiske historiker Adam Tooze (ja, ham igen) op, hvordan en mulig vaccine i sig selv kan blive et nyt chok, hvor vi oplever, hvad globaliseringen egentlig er. Ustabile magtbalancer, pengemagt, overraskende produktkæder, skrøbelige stater og regioner og rige ditto. Der er blevet kastet store summer efter en covid-19 vaccine, men selvom corona har været en global erfaring (og en erfaring af det globale), er der ikke en global struktur af institutioner til at håndtere en vaccine – i hvert fald er USA, Kina og Rusland ikke med i WHO's program. Dermed er vi efterladt med det, Tooze kalder vaccinenationalisme – enkelte lande opkøber allerede nu optioner på vaccinationer til mange 100 milliarder kroner. Tooze ser et potentielt pres for et bedre globalt organiseret svar komme – af alle steder – fra de store investeringsfonde som BlackRock. Fordi Big Pharma kun udgør en lille del af deres portefølje af værdipapirer, og resten af den er dybt afhængig af, at en vaccine kan få gang i verdensøkonomien igen, kan der opstå et pres for bredt samarbejde mellem de ellers konkurrerende virksomheder om billig og tilgængelig vaccine for de fleste. Men udsigten er, om ikke mørk, så henlagt i usikkerhedens tåge. “I stedet for at marchere arm i arm mod en strålende kollektiv triumf over covid vil menneskeheden, sådan som tingene står, ankomme til den sejr i et kaotisk og rodet optog. Det bliver ikke et inspirerende skue.” Læs med her: foreignpolicy.com

ARTIKEL:

Der er en kort, men skarp analyse af Brexit som internt politisk problem i Storbritannien i New Statesman af Helen Thompson. Her ser hun på de mulige indenrigspolitiske konsekvenser, hvis briterne forlader EU uden en frihandelsaftale, og hun tænder flere advarselslamper, når det kommer til, hvor forenet det forenede kongerige vil være i påkommende tilfælde. Primært er det selvfølgelig spørgsmålet om skotsk uafhængighed, der trænger sig på, hvis ikke Johnson kan levere på en frihandelsaftale. Her er statsstøttereglerne, som briterne vil have mere frihed fra, en afgørende knast. Dem slækkede Bruxelles selv på under coronakrisen, så Emmanuel Macron blandt andet kunne redde Renault og Air France, og spørgsmålet er om især den nye Labour-leder Keir Starmer vil gå imod det, hvis Johnson bruger behovet for statsstøtte til britiske virksomheder som argument for, hvorfor en frihandelsaftale falder til jorden. Og samtidig lurer det nordirske spørgsmål. Uden en frihandelsaftale bliver grænsen mellem Irland og Nordirland åbenlyst igen betændt. Og med en frihandelsaftale vil Nordirland igen og igen blive prøvestenen for fortolkningen af frihandelsaftalens rammer. Det er stadig et spørgsmål, om Brexit vil give briterne mere kontrol over egne affærer; måske mere opbrud følger i kølvandet. Læs med her: newstatesman.com 42

PODCAST:

Og nu vi er ved Storbritannien, så find lige en halv time til BBC-podcasten History Extra med historieprofessor David Edgerton om, hvad det britiske egentlig er historisk set. Den er fra 2011, men stadig meget interessant. Edgertons store tese er, at den britiske nation skal forstås som en størrelse, der bliver uafhængig af det britiske imperium på linje med Australien og Canada. Derfra vender han op og ned på en masse vante forestillinger. Han gør opmærksom på, at det er britiske konservative, der under indtryk af, at imperiet er tabt for evigt, så tidligt som 1961 ønsker optagelse i EF, mens det var Labour, der ud fra nationalistiske grunde var imod. Ligesom han vender sig imod forestillingen om, at Winston Churchill i 1940 står i spidsen for et lille svagt UK, som han gør stærkt, men omvendt står i spidsen for de sidste år af det britiske imperium, som er verdens stærkeste militære magt på det tidspunkt. Det er virkelig spændende. Find Edgerton på de sædvanlige podcastkanaler

ESBEN SCHJØRRING REDAKTØR, ALTINGET MAGASIN

Ja, billedet er ikke fra oktober, men et par måneder gammel – fra august i år – da Morten Messerschmidt blev præsenteret som ny næstformand i Dansk Folkeparti. Op til udnævnelsen havde det floreret med rygter om Messerschmidts planer om selv at blive formand. Om det var ud fra det gamle diktum om at holde sine fjender tættere ind til sig end sine venner, at Kristian Thulesen Dahl udnævnte ham til næstformand, ved man ikke. Men da Messerschmidt blev spurgt til tætheden i deres gensidige alliance, valgte han en noget utraditionel metafor. ”Man kan ikke sætte et barberblad ind mellem os,” sagde han. Det skulle lyde overbevisende. Det lød også lidt truende.

FOTO: CARSTEN LUNDAGER / RITZAU SCANPIX

Månedens foto

Formandskabet

Oktober 2020

bolig

FOTO: LISELOTTE SABROE / TIM KILDEBORG JENSEN / DAVID LETH WILLIAMS / RITZAU SCANPIX

tema by og bolig

tema by

AF PETER PAGH-SCHLEGEL, REDAKTØR, ALTINGET BY OG BOLIG

HAR BYGGERIET TABT DET STORE SLAGSMÅL OM DEN GRØNNE DAGSORDEN? Vindmølleøer og elbiler tager al rampelyset i den klimapolitiske debat, mens der sættes nye spørgsmålstegn ved CO2-effekten af energirenoveringer. Har byggesektoren været dårlige lobbyister, eller er energibesparelser et forældet redskab i en moderne grøn verden? Oktober 2020 September

tema by

& bolig

”Hvor godt synes I selv, at I har gjort det?” Hovedparten af den danske byggebranche var den 8. marts 2019 samlet i Fællessalen på Christiansborg, da det noget flabede retoriske spørgsmål blev stillet. Folk i salen fik kun lov at tygge på spørgsmålet et par sekunder, før spørgeren – på klingende fynsk – gav sit eget bud på et svar. ”Ikke særligt godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg mener faktisk, at I har været elendige lobbyister!” Afsenderen var Bendt Bendtsen, der på det tidspunkt stadig havde to måneder tilbage som konservativt medlem af EU-Parlamentet. Han var blevet inviteret af den nu hedengangne brancheorganisation Dansk Byggeri til at tale ved præsentationen af deres årlige energianalyse. Og det var ganske rigtigt ikke et tidspunkt, hvor byggesektoren kunne bryste sig af voldsomt mange politiske sejre, selvom klimadagsordenen dengang var på sit hidtil højeste.

Vindmøller i rampelyset Danmark stod populært sagt foran historiens første ”klimavalg”. VLAK-regeringen havde forinden indgået en bred energiaftale, som bød på tre nye havvindmølleparker og en udfasning af benzin- og dieselbiler i 2030. Tiltag der fem år tidligere allerhøjest var en våd drøm hos partistifterne bag Alternativet. Men byggeriets argumenter om, at energieffektiviseringer bør spille en mindst lige så stor rolle, vandt ikke indpas på Christiansborg. Vindmøller og elbiler tog i stedet rampelyset, mens ruder, rockwool og renoveringer blev et komma i klimakampen. Det var angiveligt en af årsagerne til, at Rockwool, Velux, Grundfos og Danfoss op til energiaftalen i 2018 stiftede interesseorganisationen Synergi. Og kun to måneder efter at Bendt Bendtsen revsede byggesektorens lobbyister, blev han selv lobbyist, da han skiftede politikertilværelsen i Bruxelles ud med en formandspost i den nystiftede organisation. ”Da jeg kom tilbage fra Bruxelles efter 10 år, var jeg helt målløs over, hvor lidt fokusset på energispild fyldte herhjemme. Særligt når man tænker på de dygtige danske virksomheder, der beskæftiger sig med det,” siger Bendt Bendtsen, da jeg mødes med ham i Synergis kontorer i Industriens Hus i København. 4-retters i lobbyen Bordet mellem os er opdækket med plancher og grafer, som han det seneste år ihærdigt har fremvist i sin charmeoffensiv hos landets partiledere og klimaordførere på Christiansborg. Nu får Altingets udsendte journalist samme 4-retters lobbyisme serveret, hvor den garvede eks-politiker banker pegefingeren insisterende ned på den ene graf efter den anden, så det giver rystelser i bordpladen. Særligt en graf kan man høre, han har præsenteret gentagne gange: Her viser Det Internationale Energiagentur (IEA), at energieffektiviseringer skal udgøre 44 procent af den samlede globale CO2-reduktion, hvis målene fra Paris-aftalen skal nås i 2040. Omstilling til grønne energikilder skal til sammenligning kun stå for 36 procent. ”Det viser bare, at energipolitikken skal gå på flere ben, hvis vi skal nå Paris-aftalen. Vi kan ikke nå i mål ved kun at hoppe på det ene. Men i det Danmark, jeg kom hjem til, var fokusset alt for enøjet på produktions- og distributionssiden,” fortæller Bendt Bendtsen, der i stedet mener, at den grønne omstilling skal ske i et mere ligeværdigt samspil mellem vedvarende energi, elektrificering og energieffektivitet.

Særligt dansk fænomen Tendensen med et begrænset fokus på energieffektivitet er et ”særligt dansk fænomen”, understreger han. ”I EU har onelineren været energy effeciency first. Det har den været al den tid, jeg har været dernede.” Bendt Bendtsen refererer her blandt andet til, at han som nyvalgt MEP’er i 2010 blev skyggeordfører på EU’s første energieffektivitetsdirektiv. Seneste nyt fra Bruxelles er initiativet ”Renovation Wave”, hvor EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen ventes at ville fordoble tempoet i bygningsrenoveringer, som en del af European Green Deal, der præsenteres senere på efteråret. Men hvorfor kan samme politiske dagsorden ikke få opmærksomhed i Danmark? Spørger man Bendt Bendtsen er en af årsagerne, at erhvervsorganisationen Dansk Energi har haft held med at fjerne fokusset. Vil ikke spare for enhver pris Her peger Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, på, at både CO2-udledningen og de samfundsøkonomiske omkostninger ved at opvarme bygninger bliver mindre og mindre i takt med, at den grønne omstilling tager form. Og derfor bør vi også økonomisere med investeringerne i at

Da jeg kom tilbage fra Bruxelles efter 10 år, var jeg helt målløs over, hvor lidt fokusset på energispild fyldte herhjemme. Bendt Bendtsen, formand, Synergi

renovere bygningsmassen, da det betyder mindre i det store klimaregnskab, pointerer han. ”I 1990 var kursværdien på en energibesparelse 100 i CO2-regnskabet, fordi den fortrængte kul. I dag er den væsentlig mindre, og i 2030 er den meget meget mindre. Målet er at reducere vores CO2-udslip med 70 procent. Derfor bør vi også målrette de ekstra begrænsede puljemidler der, hvor vi får den største CO2-effekt ud af det,” siger Lars Aagaard, men understreger: ”Vi skal selvfølgelig altid jagte økonomisk optimering af energiforbruget – også selvom energien bliver grøn. Men vi skal ikke bede virksomheder og privatpersoner investere i deres bygninger og huse til det punkt, hvor det ikke længere kan betale sig.” Men er der steder, hvor vi lige nu bruger kræfter på at energibespare, selvom det ikke kan betale sig? ”Der er noget, der tyder på, at en meget stor del af den energiklasse, vi har på bygninger, er henne at røre ved det punkt, hvor man skal investere for meget for at få energibesparelsen ud. Så ja, det er der selvfølgelig,” siger Lars Aagaard.

Aagaard er en magtfaktor De her argumenter har Lars Aagaard turneret med i årevis. Og det er ifølge Bendt Bendtsen en af hovedårsagerne til, at byggesektoren i Danmark har fået en birolle i dansk klimapolitik. ”Dem der producerer og distribuerer vores energi, de har været rasende dygtige til at promovere deres eget produkt. Jeg har været i politik i mange år, og jeg kan høre de samme argumenter komme fra flere forskellige partier. Så de har fået deres budskab igennem. Er de en magtfaktor i dansk politik? Ja, det er de jo! Lad os nu være ærlige over for hinanden,” siger Bendt Bendtsen. Men har denne såkaldte magtfaktor ikke også en pointe? CO2-gevinsten ved at klimarenovere må da alt andet lige styrtdykke i takt med, at energien bliver grønnere? Pointen bakkes i hvert fald op af Morten Birkved, der er professor ved Institut for Grøn Teknolog på Syddansk Universitet.

Lars Aagaard har i rigtig mange år sagt, at det med energieffektiviseringer ikke er så vigtigt, nu hvor energien er grøn. Han har en pointe den dag, al vores energi er grøn. Det er den mildest talt ikke. Connie Hedegaard, bestyrelsesformand i tænketanken Concito

Clash mellem to tankesæt Han undersøgte tilbage i 2016, hvad CO2-omkostningerne ved produktion af isoleringsmateriale betød, hvis man holdt det op imod den CO2-gevinst, der kunne opnås ved energibesparelsen. ”Hvis vi gik ud fra, at vores nuværende energiforsyning ikke ændrede sig i byggeriets levetid, så gav det jo god mening at isolere. Men medregnede vi den daværende regerings planer om at omstille energiforsyningen, ville man ikke kunne indhente CO2-omkostningerne fra produktionen af rockwool i byggeriets levetid. Så ville der være tale om et overoptimeret system,” forklarer han og peger på, at politikerne i mellemtiden kun er blevet endnu mere ambitiøse i omstillingen af energiforsyningen. Oktober 2020

tema by

& bolig

”Så hvis man ellers skal tage politikernes ambitioner for gode varer, så bliver denne her overoptimering muligvis værre, end vi kan se med vores beregninger,” siger Morten Birkved. Han beskriver diskussionen som et clash mellem to tankesæt. Et, der handler om at minimere forbruget af systemet, og et andet, der handler om at ændre systemet. ”Det bliver jo nok en kombination. Men argumenterne for at energirenovere i den grad, som nogle ønsker at gøre det, bygger på en konservativ antagelse om, at vi ikke lykkes med at gøre energiforsyningen grøn,” siger Morten Birkved.

Lang vej igen Men det er langt hen ad vejen noget vrøvl, siger Bendt Bendtsen og sætter sig til at bladre videre i graferne på bordet. ”Det er simpel logik, at den grønneste energi er den, vi aldrig bruger. Når vi energieffektiviserer, sænker vi CO2-udledningen nu og her, begrænser brugen af biomasse og behøver ikke helt så mange vindmøller som ellers. Sol- og vindenergi udgør 10 procent af den samlede energiproduktion. Der er altså lang vej igen til en 100 procent grøn energiforsyning, må jeg bare konstatere,” siger han og

fremhæver dernæst en rapport fra Klimarådet, der ganske rigtigt placerer energieffektiviseringer af bygninger blandt de billigste og mest effektive løsninger. I samme diagram ligger el-biler placeret længere nede. ”Den rapport udkom i 2018. Det var der, hvor den borgerlige regering gik ud med deres klimapolitik, der sagde elbiler, elbiler, elbiler. Det viser bare, at dem, jeg arbejder for omkring energibesparelser og energispild, de var bagud på Christiansborg. For ellers var den borgerlige regering ikke kommet med den udmelding,” siger Bendt Bendtsen. Rådsmedlem i Klimarådet, Per Heiselberg, mener stadig, at resultatet af grafen er gældende i dag, selvom den blev lavet under andre forudsætninger tilbage i 2018. ”Analysen er fra før, vi havde planer om at reducere CO2-udslippet med 70 procent allerede i 2030. Og energirenoveringer har jo et langsigtet perspektiv, fordi bygninger har en lang levetid, længere end kun de næste ti år,” siger han, men understreger, at energirenoveringer fortsat kan betale sig. Her peger Per Heiselberg på, at bygningsrenoveringer ofte sker på grund af vores krav til indeklimaet eller generelle behov, fordi dele af bygninger udstår deres levetid. ”Og når vi så er i gang, er det relativt billigt sam-

Vi skal selvfølgelig altid jagte økonomisk optimering af energiforbruget – også selvom energien bliver grøn. Men vi skal ikke bede virksomheder og privatpersoner investere i deres bygninger og huse til det punkt, hvor det ikke længere kan betale sig. Lars Aagaard, direktør, Dansk Energi

CO2-BESPARELSE VED ENERGIEFFEKTIVISERING Siden 1990 er udledningen af drivhusgasser fra opvarmning af bygninger faldet med mere end 50 procent. Samtidig vurderer Klimarådet, at der ved energirenovering kan spares cirka 1,4 millioner ton CO2 frem mod 2030. Kilde: Byggeriets Energianalyse 2019

Men argumenterne for at energirenovere i den grad, som nogle ønsker at gøre det, bygger på en konservativ antagelse om, at vi ikke lykkes med at gøre energiforsyningen grøn. Morten Birkved, professor ved Institut for Grøn Teknolog på Syddansk Universitet.

tidig at sørge for, at vi henter energigevinster andre steder. Derfor er det et omkostningseffektivt middel til at nå målene,” forklarer han.

Energiens budskab er nemmere at levere Connie Hedegaard, der i dag er bestyrelsesformand i den grønne tænketank Concito, mener også, at vi er milevidt fra at dømme byggesektoren ude i klimakampen. ”Lars Aagaard har i rigtig mange år sagt, at det med energieffektiviseringer ikke er så vigtigt, nu hvor energien er grøn. Han har en pointe den dag, al vores energi er grøn. Det er den mildest talt ikke,” siger hun. Connie Hedegaard har både en fortid som klima- og energiminister og som EU’s første klimakommissær fra 2010-2014 – i samme periode, som Bendt Bendtsen sad i Europa-Parlamentet og var skyggeordfører på EU’s første energieffektiviseringsdirektivet. Hun er enig i, at energieffektiviseringer har været et mindre fokusområde i dansk politik, hvilket der er flere forklaringer på. ”Jeg tror blandt andet, det har skyldtes, at Aagaard har haft held til at fortælle sit budskab til rigtig mange politikere på Christiansborg – og nok især nogle mennesker i ‘den røde bygning’. Jeg mener ikke, at det er et rigtigt argument, men jeg tror, det har spillet en rolle i Finansministeriet,” siger hun, men forklarer, at energisektorens budskab også er væsentligt nemmere at levere. ”Energien er længere væk fra borgerne og har meget få aktører. Det optager os ikke så meget, hvor strømmen kommer fra, når vi tænder for kontakten. Omvendt vedrører energirenoveringer mange forskellige aktører – både private boligejere, virksomheder og kommuner. Derfor kan deres dagsorden være sværere at få igennem,” forklarer Connie Hedegaard. Pointen understreges i øvrigt af flere kilder, der over for Altinget bekræfter, at flere modstridende interesser i byggeriet – for eksempel om der skal bygges i træ, mursten eller beton – også er med til at mudre byggeriets budskaber. Connie Hedegaard bekræfter desuden Bendt Bendtsens pointe med, at energieffektiviseringer de seneste ti år har fyldt mere på europæisk plan end i Danmark, hvilket også er et spørgsmål om forsyningssikkerhed. ”Polakkerne vil gerne energieffektivisere for ikke at være afhængige af gas fra Rusland. Vi har længe været selvforsynende med Nordsøolien og foran på vindenergi. Så det forsyningssikkerhedsaspekt har ikke været et

tema i Danmark siden oliekrisen i 1970’erne,” siger hun. Som resultat af den effektiviseringsivrige EU-politik er den danske stat pålagt energirenoveringskrav, som med Renovation Wave-initiativet, kan se ud til at blive skærpet. Til gengæld går kommunerne og regionerne fri, og det er ifølge Bendt Bendtsen næste sted, politikerne bør rette deres fokus. Sidste år viste en optælling fra Dansk Byggeri, at 4300 kommunalt ejede skoler – svarende til 70 procent – havde dårligt energimærke og dårligt indeklima, forklarer han.

Corona skubber på Men selvom byggeriet kan lyde forsømt, vil Bendt Bendtsen i dag sige, at der vindes tabt terræn tilbage. Han er ikke bleg for at fremhæve de sejre, der er opnået, efter han selv blev engageret i Synergi. ”Det går fremad. Jeg ser en større forståelse for det her hos både støttepartierne og i oppositionen,” siger han og fremhæver, at der er landet en klimaplan for energi og industri med ”stærke energieffektive aftryk”. Dernæst er også kommunernes anlægsloft blevet ophævet, mens Landsbyggefonden har fået frigivet 30 milliarder til at renovere den almene boligsektor med boligaftalen fra foråret. Tiltagene blev primært præsenteret som en reaktion på coronakrisen for at holde gang i hjulene, selvom der også stilles krav til, at renoveringerne bliver grønne. Bendt Bendtsen erkender, at coronakrisen også har givet et skub i renoveringsdagsordenen. ”Ja, sejren har altid mange fædre. Du har ret i, at corona har gjort, at man både i Danmark og EU har sat den store kanon i gang. Men coronakrisen går over, det gør klimakrisen ikke,” siger Bendt Bendtsen. Fra Bendt Bendtsen skældte ud på byggebranchens lobbyister, til han selv blev præsenteret som bestyrelsesformand i Synergi, gik der 47 dage. Selv siger han, at han ikke havde et fremtidigt lobbyistjob i tankerne, da han gav sin opsang. Synergi blev stiftet et år tidligere netop for at påvirke energiforliget i 2018. Dengang var Synergi uden direktør og formand, og de lykkedes som bekendt ikke med opgaven. Kom Synergi for sent? ”Vi er her nu, og det er det vigtigste … Og ja. Det var et rigtigt politikersvar,” siger Bendt Bendtsen med et skævt smil. Lidt politiker er han stadig.

Oktober 2020

tema by

& bolig

BYGNINGERS FORBRUG OG FLERE BYGNINGER 40 procent af danskernes samlede energiforbrug sker i bygninger â€“ og tager man hĂ¸jde for den samlede demografiske forskydning og urbanisering, er der behov for op mod 120.000 flere boliger i Danmark. Kilde: DI Byggeri 2016

AF BIRK SEBASTIAN KOTKAS, JOURNALIST, ALTINGET

ER TRÆ SVARET PÅ BYGGERIETS CO2-PROBLEMER?

FOTO: SIGRID NYGAARD / RITZAU SCANPIX

Mere byggeri i træ kan reducere byggebranchens klimabelastning markant, viser ny rapport. Enhedslisten og Radikale vil have målsætning for omstillingen, mens DI Dansk Byggeri og Concito mener, at fokus på træ er for snævert.

CO2-udledningerne ved en nybygget etagebolig kan reduceres med 45 procent, hvis stål- og betonkonstruktioner, beklædninger og konventionel isolering erstattes af træmaterialer. Det viser en ny rapport med casestudier, som Rambøll har udarbejdet for Foreningen Træ i Byggeriet med støtte fra Træfonden. I rapporten har Rambøll lavet livscyklusberegninger for fire casestudier – der indebærer et enfamiliehus, et rækkehus, en etagebolig og en produktionshal – og de viser, at bygningerne over en 50-årig periode ville udlede mellem 34,5 og 45,2 procent mindre CO2 end tilsvarende bygninger med konventionelle materialer. Hvis samtlige nybyggede boliger i 2020 primært var træbaserede, ville den potentielle CO2-besparelse svare til cirka 340.200 ton CO2, skriver Rambøll. Ifølge rapporten kan træbyggeri derfor være med til at spille en væsentlig rolle i målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Case-bygningerne i rapporten er træbyggerier, som stammer fra Træ i Byggeriets medlemsvirksomheder, og er alle opført i perioden 2018-2020. Hos Træ i Byggeriet, der er en interesseorganisation for 26 danske virksomheder inden for byggesektoren, er sekretariatsleder Lauritz Rasmussen positivt overrasket over resultaterne. Oktober 2020

tema by

& bolig

INVESTERING I ENERGIEFFEKTIVISERING Ifølge en analyse lavet af EA Energianalyse vil en 66 procents reduktion af danskernes CO2-udslip i 2030 kræve investeringer for 30 milliarder kroner. Med investeringer i energieffektivitet kan det tal dog reduceres til 16 milliarder, hvilket giver samfundet en besparelse på omkring 14 milliarder kroner, hvis alternativet er øget udbygning med vedvarende energi. Kilde: EA Energianalyse

”Det er helt enorme besparelser og faktisk også mere end forventet. Ikke overraskende viser rapporten, at de bærende konstruktioner gør en stor forskel i CO2-regnskabet. Men rapporten viser også, at der er store bidrag at hente i beklædninger, facader, gulve og lofter og i konvertering af isolering fra mineraluld til træfiberisolering,” siger han.

Ønsker langt mere træbyggeri i 2030 Enhedslistens boligordfører, Søren Egge Rasmussen, der også er formand for Folketingets Boligudvalg, ser også et stort potentiale i træbyggeriets bidrag til det danske klimamål. Partiet præsenterede sidste år en målsætning om, at 30 procent af alt nybyggeri i 2030 skal være i træ. Enhedslisten mener dog ikke, at politikerne bør lave særregler for træ for at indfri målsætningen. I stedet peger Søren Egge Rasmussen på, at en CO2-afgift kan være med til at fremme mere Vi har snart haft et bæredygtige byggerier generelt årti, hvor der er alt og dermed også få andelen af nye for meget træ, der træbyggerier til at skyde i vejret. et blevet brugt til ”Jeg kan sagtens se potentialet i opvarmningsformål. Nu skal vi frem til, det. Vi har snart haft et årti, hvor at langt mere træ i der er alt for meget træ, der er blestedet bruges i bygvet brugt til opvarmningsformål. geriet. Nu skal vi frem til, at langt mere Søren Egge Rasmussen, træ i stedet bruges i byggeriet,” Enhedslistens boligordfører og formand for Folkesiger han og fremhæver omstiltingets Boligudvalg lingen af Sveriges gamle papirindustri til tømmer-produktion som et forbillede. Radikale vil også have langt mere træ i byggeriet. I deres klimaudspil fra 2019 skriver partiet, at mindst halvdelen af alt lavt nybyggeri i 2030 skal være i træ, mens målet for nye etagebyggerier bør være 25 procent. ”Det er lidt besynderligt, at vi i Danmark bygger så lidt i træ – også meget mindre end de andre nordiske lande. Derfor sætter vi nogle ambitiøse mål,” sagde Morten Østergaard, Radikales politiske leder, sidste år til Byrummonitor. Fokus på træ bliver for snævert I klimatænketanken Concito mener man dog ikke, at vi på nuværende tidspunkt har erfaring nok til at sætte konkrete måltal for træbyggeriet på et kvalificeret grundlag. ”Byggeriet er simpelthen for kompliceret til, at man bare kan lade sig styre af én faktor. For resultatet kan blive, at man

glemmer alle de andre hensyn, der skal til for at lave en ordentlig bygning,” siger Søren Dyck-Madsen, der er seniorkonsulent hos Concito. Denne opfattelse deles af DI Dansk Byggeri, der er et branchefællesskab for 5.700 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Torben Liborius, der er deres underdirektør, siger, at han grundlæggende er ked af, at debatten om den grønne omstilling af byggebranchen er blevet en kamp om materialer. ”Os, der går på tværs og repræsenterer hele byggeriet, plejer at betegne os selv som materialeateister. Materialevalg skal være dynamisk i forhold til den opgave, man står med. Hvis der var en snuptagsløsning til reduktion af CO2-udledningerne, så havde man nok fundet den,” siger han.

Ikke er en uendelig ressource Torben Liborius anerkender dog, at byggebranchen måske har haft nogle vaner, som trænger til at blive udfordret. ”70 procent af den beton, der bruges i dag, ligger under jordniveau i for eksempel fundamenter – og der er træ jo ikke lige løsningen. Til gengæld kan der formentlig sagtens være områder over jorden og i konstruktioner, hvor man tilbage i tiden har brugt træ, hvor man kan genopdage, at man kan bruge træ,” siger han. Hos Concito tror man også, at træ fremover kommer til at spille en større rolle i byggebranchen – ligesom det har gjort historisk. Men Søren Dyck-Madsen påpeger, at træ ikke er en uendelig ressource. ”Træ er globalt set en væsentlig mangelvare, og hvis man gerne vil have det certificeret, så er det en voldsom mangelvare. Derfor kan man ikke bare gå ukritisk efter det. Træ har helt klart sin anvendelse i byggeriet, men der må ikke gås på kompromis med bygningens kvalitet,” siger han. Boligminister Kaare Dybvad nedsatte sidste år en intern arbejdsgruppe i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der løbende skal se på, hvilke muligheder der er for at udbrede kendskabet til og brugen af træ i byggeriet. Indtil videre har styrelsen afholdt tre dialogmøder med byggebranchen om fremme af træ i byggeriet. Til efteråret er de relevante udvalg også blevet inviteret til en åben høring af boligministeren, hvor Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens arbejde vil blive gennemgået. Datoen er endnu ikke fastlagt.

ENERGIEFFEKTIVISERING AF EKSISTERENDE BOLIGMASSE EU-Kommissionen anslår i et roadmap, at 80 procent af de nuværende bygninger stadig vil være i brug i 2050 – og af disse anslås 75 procent at være energimæssigt ineffektive. For at opnå en CO2-neutral byggemasse i 2050 er der behov for at investere yderligere 325 milliarder euro i energieffektivisering af boliger og offentlige bygninger, anslår kommissionen. Kilde: EU-Kommissionen

Mette Frederiksen modtager Altingets Ting-Pris

FOTO: FOTO ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

Coronakrisen har cementeret hendes lederskab, lyder motivationen fra Altingets chefredaktør. Det er i mødet med det uventede, at vi viser, hvem vi er. Og i mødet med den smitsomme coronavirus viste Mette Frederiksen, at hun er en politisk leder, der formår at lede med ord. Derfor er hun også den indlysende og uundgåelige modtager af Altingets Ting-Pris, der vanen tro overrækkes i forbindelse med Folketingets åbning. ”Vi vidste godt, at Mette Frederiksen var en dygtig politiker og stærk kommunikator, men coronakrisen cementerede hendes lederskab som statsminister og som kriseleder,” siger Altingets chefredaktør Jakob Nielsen. ”Uanset om man har været enig i alle indgreb og metoder undervejs, så står der respekt om det politiske mod og den handlekraft, som Mette Frederiksen har udvist.” Ting-Prisen gives til en politiker, der har bidraget til at bringe Christiansborg eller EU tættere på danskerne. Med prisen følger en bronzestatuette af billedhuggeren Hans Pauli Olsen.

Mette Frederiksen • Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet. Masteruddannelse i Afrikastudier, Københavns Universitet. • 2001-2007: Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds. • 2001-2005: Kultur-, medie- og ligestillingsordfører. • 2005-2011: Socialpolitisk ordfører. • 2005-2011: Næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe. • 2011-2014: Beskæftigelsesminister. • 2014-2015: Justitsminister. • 2015: Formand for Socialdemokratiet. • 2019: Statsminister.

DE HAR FÅET TINGPRISEN 2004: Lene Espersen (K) 2005: Helle Thorning-Schmidt (S) 2006: Villy Søvndal (SF) 2007: Pia Kjærsgaard (DF) 2008: Morten Østergaard (R) 2009: Bertel Haarder (V) 2010: Søren Pind (V) 2011: Johanne Schmidt-Nielsen (EL) 2012: Mette Frederiksen (S) 2013: Henrik Sass Larsen (S) 2014: Pia Kjærsgaard (DF) 2015: Uffe Elbæk (Å) 2016: Zenia Stampe (R) 2017: Lars Løkke Rasmussen (V) 2018: Margrethe Vestager (R) 2019: Mattias Tesfaye (S)

September 2020

tema by

& bolig

D E BAT :

EU’s grønne hjælpepakke er helt afgørende for, at vi kan nå i mål med et CO2-neutralt Europa Ved at tænke i dyb renovering af de eksisterende bygninger i Europa kunne vi ifølge FN’s klimapanel,frigive et enormt potentiale ved at reducere den energi, bygningerne bruger, med mere end 50 procent.

Finanskrisen i 2008 var på mange måder en øjenåbner for de EU-budget skal adressere. I dag er ca. 75% af EU’s bygningsfleste af os. Vaner, lovgivninger og fremskrivninger blev ændret masse nemlig energi-ineffektiv. Det betyder, at en stor del af dramatisk. Meget blev imidlertid også hurtigt det samme igen. energien, vi bruger til for eksempel opvarmning, går til spilde. Faktisk var CO2-udledningen allerede i 2010 tilbage på samme Ved at tænke i dyb renovering af de eksisterende bygninger niveau som før finanskrisen, selvom den var faldet med hele i Europa kunne vi ifølge FN’s klimapanel frigive et enormt 8% under krisen. potentiale ved at reducere den energi, bygningerne bruger, med En af de mest betydningsfulde påvirkninger af covid-19- pan- mere end 50 procent. Energirenovering af allerede eksisterende demien har foruden de menneskelige og økonomiske omkost- bygninger er derfor et centralt sted at starte, hvis vi skal tage det ninger været det drastiske fald i udledningen af CO2, og hvis nødvendige spring mod CO2-neutralitet. tendensen fra finanskrisen i 2008 gentager sig, så kan pandemiCO2-neutralitet inden 2050 kræver, at vi reducerer de euroen ende med at skade langt mere, end den allerede har gjort. pæiske emissioner med op til 55% inden 2030 – blot for at være Med tallene fra finanskrisen i frisk erindring har vi nu en unik på rette spor med Paris-aftalen. Det er ambitiøst, men det kan mulighed for ikke at lade historien gentage sig. lade sig gøre. Et synspunkt, som blev bekræftet af formanden I forsøget på at genrejse sig økonomisk i kølvandet på for EU-Kommissionen, Ursuala von der Leyen, under hendes covid-19 risikerer europæiske regeringer at nedgradere det ”State of the Union”-tale i Bruxelles i september. grønne momentum i processen. Derfor er EU’s grønne hjælDet kræver dog, at EU’s medlemslande allokerer de midpepakke et utroligt vigtigt springbræt til at fremskynde både ler og pakker, som EU's Green Deal har stillet til rådighed, til skabelsen af nye job og den grønne omstilling, der er helt afgø- netop renovering af bygninger og boliger samt tilgængelige rende for, at vi kan nå i mål med et CO2-neutralt refusions- eller låneordninger til energirenovering Europa i 2050. For at nå det mål er det vigtigt, at for både private og offentlige investorer. Vi bliver vi husker de bygninger, vi bor og arbejder i. De er med andre ord nødt til at huske på, at selv med mere end sten, træ og tagsten. De repræsenterer vedvarende energikilder er en sparet kW altid grønI EU kommer over nere end en produceret kW, og at vi bliver nødt til i alt en værdi på 150 milliarder euro, men de er en tredjedel af at afveje hvilke investeringer, der giver det største samtidig kontinentets største miljøsyndere. I EU CO2-udledningen grønne afkast. I EU’s boligmasse skal vi et spadekommer over en tredjedel af CO2-udledningen fra bygninger – prifra bygninger – primært på grund af opvarmning. stik dybere, end vi er i dag, for at det rigtig gør en mært på grund af opvarmning. forskel. Det er gigantiske udfordringer som denne, det nye

FOTO: DANSKE ANLÆGSGARTNERE / PRESSEFOTO

AF MIRELLA VITALE, SENIOR VICE PRESIDENT, ROCKWOOL GROUP

D E BAT :

Lav en national plan for bynatur Lav en national plan med målet at øge den grønne masse i vores større byer med ti procent og sæt en milliard kroner i ryggen til at sætte skub i udviklingen. AF MICHAEL PETERSEN, DIREKTØR, DANSKE ANLÆGSGARTNERE, PÅ VEGNE AF GREEN CITIES FOR A SUSTAINABLE EUROPE

Vi ved, at en stor del af finanslovsforslaget går til ”corona-krigskassen”, og naturligvis er dette vigtigt, da vi skal gøre alt for at få de danske virksomheder godt igennem krisen. Men ud over corona bør også miljøet og det grønne være et højt prioriteret område for regering, støttepartier og opposition – en politisk mærkesag, der bør kunne samle alle partier. Og så er det tilmed en rigtig god investering – både i forhold til bundlinjen og i relation til for eksempel trivsel, stress, klimaforandringer og faldende biodiversitet.

gentænker det årlige budget og investerer kapital, hvor den kan vokse – i vores byer.

Det rigtige valg Et bøgetræ vil i løbet af dets omkring 250 års levetid samlet have lagret omkring 4,3 tons CO2. Som bliver i træet, vel at mærke. Desuden afbøder træer mange negative effekter ved klimaforandringerne, for eksempel ved hedebølger og skybrud. Et stedsegrønt træ kan optage og fordampe omkring 15.000 liter vand om året. Vand, som dermed ikke belaster vores hårdt pressede kloaksystemer. Træer fungerer også som filter for luftforurening, understøtter biologisk mangfoldighed og har store arkitektoniske kvaliteter. Pointen er, at grønne områder i byerne skaber langt mere værdi, end det er muligt at beregne. Et bøgetræ vil i løbet De har desuden en reel økonomisk værdi, både som af dets omkring 250 direkte indtægtskilde for staten og som en investering års levetid samlet have lagret omkring 4,3 tons i mennesker. Dette gælder ikke mindst de grupper i CO2. Som bliver i træet, Danmark, som ikke har de økonomiske muligheder vel at mærke. Desuden for at tilvælge parcelhuset eller sommerhuset med de afbøder træer mange grønne omgivelser. Derfor er opfordringen til vores negative effekter ved klipolitikere på Christiansborg: Træf det rigtige valg for maforandringerne, for miljø, mennesker og Danmark, og investér i Daneksempel ved hedebølger marks bynatur – lav en national plan. og skybrud.

Grøn værdiskabelse Et godt eksempel på, at bynatur betaler sig, er Landbohøjskolens have på Frederiksberg. Forskere fra Københavns Universitet har beregnet havens værdi til 520 millioner kroner – om året vel at mærke. Her er der alene set på værdistigningen for ejendommene inden for én kilometers radius. Man har altså ikke vurderet dette friareals betydning for eksempelvis borgernes stressniveau og mentale sundhed, som er sværere at værdisætte. Et andet eksempel på, hvor stor værdi grøn bynatur skaber, finder vi i rapporten ”Økonomisk værdisætning af Københavns grønne områder” udarbejdet for Københavns Kommune Teknik og Miljø af Toke Emil Panduro og Martin Elmegaard Mortensen, Grontmij. Af rapporten fremgår det blandt andet, at Sønder Boulevard skaber 12 millioner kroner i skatteindtægter om året som følge af en betydelig merværdi for ejendommene i nærområdet. Den samlede ejendomsværdi inden for 1000 meters gåafstand af Sønder Boulevard er på hele 41,7 milliarder kroner. En afgørende faktor for ejendomsværdien af Sønder Boulevard er tilstedeværelsen af alternativer som for eksempel Enghave Plads og Enghaven. Kort sagt – grøn bynatur er god forretning og medfører værdiskabelse både i forhold til at skabe nye grønne jobs, og når vi ser på CO2-optag, sundhed, trivsel og livskvalitet. Grønne jobs Green Cities foreslår derfor, at der i den kommende finanslov indskrives et konkret forslag: Lav en national plan med målet at øge den grønne masse i vores større byer med ti procent og sæt en milliard kroner i ryggen til at sætte skub i udviklingen. Bring ”corona-krigskassen” fra finanslovsforslaget i spil. Den er som skabt til grønne projekter, som hjælper erhvervslivet ved skabelsen af grønne jobs og samtidig også mange borgere, ikke mindst dem der ikke har råd til hus og have. Hvorfor er det nødvendigt at lovgive sig til bynatur? Der mangler jo ikke gode intentioner. Forklaringen er enkel: Fordi vi ikke altid gør, som vi bør. Alene i København er andelen af grønne områder ifølge Danmarks Statistik faldet med 11 procent fra 2011 til 2018. Og tendensen er, at byer bliver stadig tættere bebygget på bekostning af det grønne og den daglige trivsel i større byer. Det er afgørende, at vi får vendt denne udvikling. Derfor har vi brug for, at vores politikere på Christiansborg

Oktober 2020

Altinget Magasin Embedsværk

TIDLIGERE TOPEMBEDSMAND:

Embedsværket skal sige hurtigere fra, når ministeren vil bryde loven

En tidligere kontorchef er fast tilhører, når Instrukskommissionen undersøger sagen om Inger Støjberg og den ulovlige adskillelse af asylpar. Engang sad hun selv i vidneskranken, men hun har aldrig fået afklaret sit ansvar, da den danske stat gav ulovlige afslag på statsborgerskab. Dorit Hørlyck ser det samme mønster i begge sager. AF SINE RIIS LUND, REDAKTØR, ALTINGET EMBEDSVÆRK FOTO: ARTHUR CAMMELBEECK, ALTINGET

September 2020

Du er gået forbi din minister. Det er ikke godt. Hvad betyder det for din karriere?

endes blik viger ikke mange centimeter fra tv-skærmen. Her kan hun se vidne efter vidne blive afhørt i sagen om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og den ulovlige adskillelse af asylpar. For de fleste andre tilhørere i Instrukskommissionens lokaler i retten på Frederiksberg er det professionelt. For Dorit Hørlyck er det personligt. Hun har selv prøvet det. I 2013 sad hun i vidnestolen foran dommere og advokater og med journalisterne bagved, på stikkerne for at give deres version til det øvrige Danmark. “Det hele kommer bare op. Alle minderne om, hvordan det var. Jeg kan næsten mærke følelsen af, hvordan det var at sidde derinde,” siger den tidligere kontorchef fra Integrationsministeriet. Dengang var det i Søborg. Nogle andre bar habitjakkerne. Og sagen var kendt som Statsløsekommissionen. “Hver gang jeg sagde noget, så kunne jeg høre, det klimprede, når journalisterne slog på deres tastaturer.” Dorit Hørlyck kan stadig genkalde sig lyden af journalisternes klimpren. Men afhøringerne får også følelserne frem hos hende. Anger. Medfølelse. Det uforløste. Men også en frustration over, at hun, fem år efter beretningen om de statsløse, kan se embedsmænd befinde sig i samme krydsild, som hun selv gjorde. Med beskyldninger om embedssvigt og for meget politisk følgagtighed.

“Jeg er så ked af, at sådan en sag kommer op igen. Det er jo nøjagtigt det samme problem. Burde man have gjort mere for at sige fra?” Det er det spørgsmål, der bliver ved med at nage hende, og derfor hun følger Instrukskommissionen så tæt. Burde hun have gjort mere? Gjorde hun noget forkert dengang? Har vi egentligt de rigtige mekanismer på plads, når en minister beder sine embedsfolk krydse grænsen, der skiller lovligt fra ulovligt?

En uforløst følelse Det er først anden gang, jeg møder Dorit Hørlyck i Instrukskommissionens lokaler på Frederiksberg, at det går op for mig, at hun hverken er den professor i forvaltningsret eller den almene nysgerrige pensionist, som jeg først havde troet. Med det lyse pagehår og det solbrune ansigt. Under en tilfældig pausesnak kommer det frem, at hun kender kontorchefen, der sidder inde i afhøringslokalet. At hun kender Udlændinge- og Integrationsministeriet indefra. “Hvad laver du så?” spørger Dorit Hørlyck og betragter mig tænksomt igennem sine briller. “Jeg er journalist på Altinget.” Kort efter starter afhøringen igen, og vores smalltalk stopper. Som journalist er jeg vant til at beskrive systemer udefra, mens hun som embedsmand igennem hele sin karriere er vant til at forsvare dem indefra. Dorit Hørlyck siger stadig “som jeg virkelig holder meget af” om Justitsministeriet, hvor hun blev opflasket som embeds-

Altinget Magasin Embedsværk

mand. Jeg er derfor spændt på reaktionen, da jeg noget tid efter fanger hende over telefonen og præsenterer mig som journalisten fra retten. Jeg siger, at jeg har tænkt på de ting, hun sagde, og at det kunne være interessant at lave et interview. “Det vil jeg gerne,” lyder det prompte og uden omsvøb fra Dorit Hørlyck. Jeg får udbrudt, at hun gerne må bruge mere tid til at tænke over det. At jeg godt kan ringe igen en anden dag. “Nej, det er fint. Jeg behøver ikke længere tænke på, hvad det, jeg siger, betyder for mine chefer, min arbejdsplads og min karriere. Den dyne er løftet fra mig.” Som kontorchef i Indfødsretskontoret i Integrationsministeriet i 2004-2012 var Dorit Hørlyck en central person i Statsløsekommissionen. I 2015 udkom den med en beretning, hvor det blev slået fast, at der fra 1991 til 2010 var meddelt afslag på ansøgninger om indfødsret til statsløse i strid med FN-konventioner. Samtidigt fandt Kommissionen, at afdelingschef Kim Lunding og departementschef Claes Nilas i perioden 2008 til 2010 havde begået forseelser af en sådan grovhed, at de kunne drages til ansvar, fordi embedsmændene var klar over den ulovlige sagsbehandling. Men kommissionen tog aldrig stilling til Dorit Hørlyck og hendes ansvar, fordi hun året før var stoppet som ansat i Staten. Det nager hende stadig. “Jeg figurerer jo næsten på hver anden side i de ni binds beretning, de har lavet. Derfor er det rigtig ærgerligt. Jeg synes ikke, at hele det forløb er blevet forløst for mig.”

Den første afhøring Dorit Hørlyck mindes første gang, hun i januar 2013 kom ind i Statsløsekommissionens lokaler i Søborg. Hun sad på den ensomme stol i midten af et langt lokale. “Det var så overvældende at se de der rækker af advokater, som sad med deres computere. Så tænkte jeg, at nu skal det bare gå løs i otte timer.” Det var den dag, hun havde frygtet. Knap en måned før afhøringen, 2. juledag, var hun blevet grebet af panik. På bordet i hjemmet lå de bind med dokumenter, som hun, med stor hjælp fra sin bisidder, advokat Jacob Goldschmidt, havde fået tilsendt fra Kommissionen, og som de kunne forventes at spørge ind til. “Jeg rystede. Jeg tænkte, at det her går ikke. Jeg kommer aldrig igennem det. Hvordan skal jeg dog huske, og hvordan skal jeg gøre det?” Trods julefreden tillod hun sig at ringe til sin bisidder. Han gav rådet, at der ikke var nogen lettere udvej end

Selv om vi sagde til ministeren, at det ikke var i orden, så ville hun alligevel høre, hvad de andre nordiske lande gjorde.

at sætte sig ned og læse dokumenterne igennem fra A til Z. Så det gjorde hun. Og langsomt vendte forløbet tilbage til hende. Om hvordan hun havde forsøgt at sende såkaldte mavebælter – embedssprog for en skriftlig orientering til en minister eller en overordnet embedsmand – op i systemet til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Anbefalingen var at give unge statsløse, som er født i Danmark, indfødsret på særligt lempelige betingelser i tråd med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Men også hvordan hun gang på gang gik med til at undersøge, hvordan de andre nordiske lande fortolkede konventionerne. Og hvordan måned efter måned gik med det, mens afslagene fortsatte. “Selv om vi sagde til ministeren, at det ikke var i orden, så ville hun alligevel høre, hvad de andre nordiske lande gjorde, og det fandt vi jo ud af mange gange. Det var også det, der var stor kritik af. At vi blev ved og ved. Det førte jo ikke til noget.” Dorit Hørlyck blev afhørt i fire dage. Da hun først kom i gang, kunne hun godt abstrahere fra scenen omkring sig. Fra journalisternes klimpren. Advokaternes blikke. Hun følte sig som til en eksamen, hvor hun var godt forberedt. Angsten forsvandt.

Lydighed over for faglighed Når Dorit Hørlyck i dag følger med i sagen om barnebrude, slår ligheden hende. “Jeg ser jo, at vi er for langmodige i forhold til ministeren. Det synes jeg, at begge sager viser.” Embedsmænd har en pligt til at være loyale og lydige mod deres minister. De er også underlagt krav om faglighed, lovlighed og sandhed. Alligevel tolkes juraen sådan, at hvis en overordnet insisterer på at få gennemført noget, der er ulovligt, så har embedsmanden kun pligt til at sige fra, hvis det er klart ulovligt. Tilsvarende hvis en minister eller anden overordnet udstikker ordre om at udbrede usande oplysninger, så skal en embedsmand gøre det, så længe oplysningerne ikke med sikkerhed kan siges at være klart usande. Det er en sondring, der har skabt forundring, og som er blevet diskuteret blandt juridiske feinschmeckere. I de seneste publikationer, der skal hjælpe embedsmændenes kompas på vej, har det såkaldte Bo Smith-udvalg udlagt det sådan, at embedsmænd skal sige fra, hvis det er klart, at en chef giver ordre til ulovlige handlinger eller brud på sandhedspligten. Ved tvivl skal de parere ordre. Dorit Hørlyck kom aldrig ind i den afvejning. “Jeg tænkte ikke sådan der. Jeg tænkte ikke på, om det her er ulovligt eller klart ulovligt. Jeg havde slet ikke de tanker. Det skal jeg ærligt indrømme.” September 2020

Dorit Hørlyck

Dorit Hørlyck sidder med en af de mapper med dokumenter fra hendes egen tid som vidne i Statsløsesagen. De hjalp hende til erindre det langstrakte og komplekse forløb. I sin tid som kontorchef i Integrationsministeriet gik hun hårdt i rette med medarbejderne, efter der havde været læk til Dagbladet Information. I dag kan godt forstå, hvorfor nogle af hendes folk gik til den yderlighed.

Altinget Magasin Embedsværk

I det hele taget fik Dorit Hørlyck aldrig rigtig den tanke, at hun skulle sætte hælene i. At hun skulle sætte sin minister stolen for døren. Hvorfor tror du ikke det? “Jamen, det ved jeg ikke. Man synes, at man prøver at få hende (Birthe Rønn Hornbech, red.) til at indse, at det ikke er i orden. Men at skulle gå til Statsministeriet og sige, at vi altså ikke kan få hende til at makke ret. Det er et langt og stort skridt.” I departementer ligger det dybt i embedsmændenes dna, at de har som opgave at bistå deres minister med at udføre den politiske linje. Man udvikler, forsvarer og forklarer politikken i en arbejdsgang, der er stærkt præget af hierarki og en klar intern arbejdsdeling. Det rumsterer stadig i Dorit Hørlycks hoved, hvad der skal til for, at man tager det sidste skridt. Og hvorfor embedsmænd, hende selv inklusive, ikke gør det. “Er det det, der står her?” Dorit Hørlyck hiver en Politiken-avis frem på havebordet, omkranset af pelargonier, lavendler og hibiscus. Hun har slået op på et portræt af Mark Thorsen, tidligere særlig rådgiver for daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Ved siden af sit job har han undervist studerende i statskundskab på Københavns Universitet i politisk rådgivning og kommunikation. I avisen er han citeret fra en Djøf-reportage fra 2018 for at fortælle de studerende, at “embedsmænd er styret af, at de ønsker at undgå problemer – økonomisk, fagligt og juridisk – både for sig selv og ministeren, for éns ministerium skal helst have et godt navn og ry”. Dorit Hørlyck lader sin finger hvile på citatet. “Jeg tror, det her er sagens kerne.” “Hvis man siger fra, så risikerer man at få at vide, at sagen altså ikke er så slem. Og så er du ligesom stemplet. Du er gået forbi din minister. Det er ikke godt. Hvad betyder det for din karriere?”

Ugleset på arbejdspladsen Hun nævner den unge fuldmægtig Adam Abdel Khalik, der var udstationeret fra Justitsministeriet til Udlændingestyrelsen under forløbet med adskillelsen af unge asylpar, hvoraf den ene er mindreårig. Ganske usædvanligt havde han i forbindelse med en konkret asylsag skrevet en mail, hvor han gjorde klart, at der efter hans opfattelse var tale om “en klart ulovlig tjenestebefaling, som jeg har pligt til at sige fra over for til min direkte foresatte og hendes foresatte”. Han forsøgte flere gange at råbe chefer, i langt højere lønramme end ham selv, op. Som beskrevet i Jyllands-Posten tog lands-

dommeren på et tidspunkt ordet under afhøringen og spurgte Adam Abdel Khalik, om han havde haft nogen at spise frokost med i den periode. “Jeg havde mig selv,” lød svaret. Måske er det netop kulturen i ministerierne, man skal arbejde med, mener Dorit Hørlyck. For ministerierne er et sted, hvor man gerne vil gøre sit arbejde godt. Man vil gerne gøre det bedste for sin minister. “Det er vi jo opdraget til,” siger Dorit Hørlyck. “Når man så får at vide, at man skal gøre noget, som man ved overhovedet ikke er lovligt, så er det altså virkelig svært. Hvis man tillader sig at sige fra, så bliver man ugleset. Man prøver, om man ikke kan mingelere det.”

Medarbejdernes læk til pressen Det gjorde Dorit Hørlyck også. Hun var rundet af kulturen i en grad, som hun ærgrer sig over i dag. Særligt i den situation, hvor flere af hendes medarbejdere i Indfødsretskontoret fik nok. De lækkede informationer om de ulovlige afslag til avisen Information. Dorit Hørlyck blev vred. Hun indkaldte medarbejderne til kontormøde og skældte dem ud for at være illoyale. Fortalte dem, at det her var langt over, hvad man kunne tillade sig. På kontoret affødte det en diskussion om loyalitet kontra ytringsfrihed. “På det tidspunkt havde jeg det stadig sådan, at man skal gøre alt for at beskytte ministeren, ministeriet. Jeg tænkte faktisk ikke så meget på mig selv. Jeg var bare vred.” Fordi du følte, at de havde trådt ved siden af deres loyalitets- og lydighedspligt? “Ja, men i dag ville jeg have en helt anden opfattelse af det.” Hvorfor? “Det var jo godt, de sagde fra. Men jeg var helt overbevist om, at det var mig, der havde ret. At man burde klare det her internt. Men det havde de jo ligesom prøvet. Det havde vi ligesom prøvet. Så jeg burde have reageret på en anden måde.” Hun ved stadig ikke, hvilke af hendes medarbejdere der gik til pressen. Hun ønsker heller ikke vide det. Hun er blot ked af, at det kom dertil.

Jeg ser jo, at vi er for langmodige i forhold til ministeren. Det synes jeg, at begge sager viser.

Mere end interne advarsler Før Statsløsekommissionen skrev sine sidste ord, udkom journalist og forfatter Jesper Tynell i 2014 med sin bog Mørkelygten, der belyste sager, hvor embedsmænd med tal, fakta og vurderinger havde været med til at mørklægge og tilsløre sandheder. September 2020

Lige pludselig tænker man, åh, nu er den på plads. Der går bare alt for lang tid med det. Og så er der en lille gnist ude i samfundet, der får det hele til at rulle.

Samme år besluttede Djøf at nedsætte det såkaldte Bo Smith-udvalg, der gennemførte en omfattende analyse af samspillet mellem politikere og embedsmænd. I 2015 kom udvalget med en diger rapport og syv embedsmandspligter i et pixiformat, der kunne passe til enhver embedsmands natbord. Tilsammen med beretningen fra Statsløsekommissionen har det kastet mere lys over, hvordan embedsmænd bør reagere, mener Dorit Hørlyck. I Instrukskommissionen har flere embedsmænd da også fortalt om intense møder mellem Inger Støjberg og højtrangerende embedsmænd. På et møde truede departementschef Uffe Toudal Pedersen med at gå til Statsministeriet, hvis ikke Inger Støjberg accepterede et forbehold i et talepapir. På et andet møde skulle ministeriets topjurist Lykke Sørensen have sagt til Inger Støjberg, at uanset hvad hun sagde, så ville Udlændinge- og Integrationsministeriet overholde reglerne. “Det synes jeg faktisk var rigtig godt sagt. Men det nytter jo ikke noget, når man holder det for sig selv. Når en minister fastholder noget, der er så klart ulovligt, så skal man gå mere hårdhændet frem,” vurderer Dorit Hørlyck. En mail fra Instrukskommissionen antyder, at det er noget, Lykke Sørensen selv har tænkt på. I en senere mail til en af sine kontorchefer beklager hun, at den penible sag er endt på hans bord, og lader en bemærkning falde om, at de måske burde være gået til Statsministeriet. Men det er en tanke, der kan være svær at få i tide, fortæller Dorit Hørlyck. “Man prøver at få det drejet derhen, hvor det nok skal gå. Lige pludselig tænker man, åh, nu er den på plads. Der går bare alt for lang tid med det. Og så er der en lille gnist ude i samfundet, der får det hele til at rulle. Det er jo sådan, det sker hver gang. Man tror, at man har klaret den, ik?”

Et trist farvel I januar 2010 besluttede Birthe Rønn Hornbech at rette ind og følge de konventioner, der sikrer statsborgerskab til unge statsløse, hvis de er født i Danmark, knap to år efter indfødsretskontoret i ministeriet havde opdaget, at man havde givet ulovlige afslag. Året efter blev Birthe Rønn Hornbech fyret som integrationsminister, og samtidigt tog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) initiativ til en undersøgelseskommission. Ressortansvaret for udlændingeområdet blev samme år overført til Justitsministeriet, hvor Dorit Hørlyck flyttede med over. Her var hun i tre år, inden hun i 2014 helt stoppede karrieren. Selv om hun havde alderen til det, 62

følte hun sig ikke klar til at stoppe, og hun er ked af det farvel, hun fik. Da Statsløsekommissionen gik i gang, oplevede hun stor støtte fra gode kolleger, men der var også andre, der så skævt til hende. “Det var slemt, og jeg var samtidigt vred, fordi jeg fandt det helt urimeligt. Og som tiden har vist, kan ingen, uanset hvor dygtig man er, føle sig sikker på ikke at komme i samme situation.” Hun er overbevist om, at sagen om de statsløse var med til at sætte et punktum for embedskarrieren. “Det blev et meget trist farvel.”

Kontorchefens ansvar Arbejdsstoppet betød samtidigt, at Kommissionen ikke ville vurdere hendes ansvar. Hun husker det som to gange, at hun sammen med sin bisidder skrev til kommissionen og bad dem om at vurdere hendes ansvar. Begrundede hvorfor. Lige meget hjalp det. Det næsten brænder i hende. Behovet for at vide, om hun burde have gjort mere. “Det er jeg rigtig, rigtig ked af. Ikke kun for mig selv, men også for kommende kontorchefer, der er i denne her rolle.” Nu er vi der igen. Kontorchefer er igen i Instrukskommissionen kommet i klemme mellem på den ene side loyalitets- og lydighedspligten og på den anden side deres pligt til at leve op til kravene om sandhed, lovlighed og faglighed. Dorit Hørlyck mener personligt, at noget af det mest interessante ved Instrukskommissionen bliver, om de også vil nedfælde et ansvar på kontorchefniveau. En afdelingschef og departementschef vil altid være det sidste bolværk mod en minister og stå med det sidste embedsansvar, men det er kontorchefen, der sidder med det konkrete kendskab til et specifikt sagsområde. “Kontorchefer spiller en helt central rolle i sådanne sager, og derfor er det jo vigtigt, men jeg ved ikke, om Kommissionen vil gå så langt ned, når de skal placere ansvaret.” Hun håber faktisk, at kontorchefer i fremtiden bliver pålagt et mere klart ansvar for at sætte en stopper for noget, der ikke er i orden. “Fordi det vil kræve, at man ser anderledes på sådanne ting i systemet. Det er måske det, der skal til.” Dorit Hørlyck understreger, at hun på ingen måde ønsker noget dårligt for de involverede kontorchefer i Instrukskommissionen. Hun er overbevist om, at de har ment at gøre det rigtige og har følt, at de har strakt sig så langt, de kunne.

Altinget Magasin Embedsværk

Det ultimative træk Præcis på samme måde havde Dorit Hørlyck det. Og har det på en måde stadig i dag. Hun føler langt hen ad vejen, at hun sagde fra i det omfang, hun skulle i sin stilling. Men hun håber at give videre til embedsmændene, at de skal tænke sig om, hvis de ender i et pres som hun selv. De skal få den tanke, hun ikke selv fik. De skal vide, at det ikke er nok kun at sende alle de rette oplysninger videre til afdelingschef, departementschef eller minister i mavebælterne. “Selvfølgelig skal embedsmænd stadig på alle mulige måder gøre deres arbejde godt og hjælpe deres minister. De skal gøre det, de får besked på. Inden for lovens rammer. Men hvis de kan se, at det ikke går, så skal de i større omfang end hidtil sige fra. Det er, hvad jeg håber.” Hvad er det så, man skal gøre? “Hvis det ikke virker, uanset hvor meget man siger fra internt, så må man sørge for, at andre kan få det bremset. Og det er der jo kun en, der kan. Det er statsministeren. Hvor ubehageligt det end er.” Dorit Hørlyck pointerer, at en sag som Instrukskommissionen også viser, hvor meget der nogle gange skal til for, at en statsminister måske overhovedet vil tage skridtet til at gribe ind. “Man skal jo nærmest stå med en båndoptager foran en statsminister, før han eller hun forstår advarslen om den ulovlighed, man kan være på vej ind i, og at det ikke er muligt at løbe fra sit ansvar. Det viste afhøringen af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen tydeligt.” Embedsmændenes evne til at sige fra er vigtigt for samfundet, men det er også vigtigt for embedsmændene selv, pointerer Dorit Hørlyck. “Hvis det ikke er i orden, hvad man har gjort, så er det jo en form for stempling, men den måde det påvirker mig, er også mere personligt.”

Man kan jo regne ud, at det er forfærdeligt, når jeg stadig tænker på det seks år efter. At det virkelig stadig ligger så dybt, som det gør.

Stadig påvirket I retten på Frederiksberg rejser Dorit Hørlyck sig lidt abrupt op under den tredje afhøring en septemberdag. I vidnestolen er Christian Kettel Thomsen, landets tidligere mest magtfulde embedsmand. Hun får udbrudt noget i retning af, at der ikke er grund til at spilde mere tid på det her. Den tidligere departementschef fra Statsministeriet husker ikke mange detaljer eller indhold fra telefonsamtaler. Dorit Hørlyck har det svært med meget tavse vidner. Hun ved fra egen erfaring, hvordan forberedelsen kan hjælpe ens hukommelse på gled. “Jeg har virkelig ikke respekt for, at man hele tiden siger, at man ikke kan huske det. Der er noget, man ikke kan huske. Men selvfølgelig er der også noget, man husker.” Dorit Hørlyck går før tid. Men hun forventer at komme igen en anden dag. I dag bruger hun nu blandt andet sin tid som frivillig juridisk rådgiver i Hillerød Retshjælp et par gange om ugen. Men også til at tænke over embedsansvar. Hendes ansvar. Hun er selv lidt overrasket over, at sagen om barnebrudene får minderne til at vende så voldsomt tilbage. Er det ikke selvpineri at gå derind, har en bekendt da også spurgt. Men sådan har Dorit Hørlyck det ikke. Hun synes, det er spændende. Selv om hun nogle gange kan blive frustreret, så kan hun andre gange mærke medfølelsen med dem, der bliver afhørt. Hun kan mærke, hvordan de har det. Og måske det endda kan hjælpe med at få hendes egne oplevelser ud af kroppen. “Man kan jo regne ud, at det er forfærdeligt, når jeg stadig tænker på det seks år efter. At det virkelig stadig ligger så dybt, som det gør. Det er utroligt, at jeg ikke kan slippe det.”

September 2020

Kongen PORTRÆT AF BJARNE HASTRUP

Af Søren Elkrog Friis, redaktør, Altinget Ældre

Med 900.000 medlemmer i ryggen bliver der lyttet efter på Christiansborg, når Bjarne Hastrup hæver stemmen. Ny bog tegner portræt af Ældre Sagens magtfulde direktør, som er nærmest umulig at skelne fra den organisation, han selv lagde grundstenene til for 34 år siden.

Altinget Magasin Ældre

FOTO: NIELS AHLMANN OLESEN / MADS CLAUS / RITZAU SCANPIX

”

e gamle klynker”, lød overskriften på den kronik, den fremadstormende VU’er Søren Pind havde f ået bragt i Ek stra Bladet i 1988. Et politisk flertal havde besluttet at fjerne petroleumstilskuddet. Et problem for ældre med små indkomster, lød kritikken, som den unge venstreløve nu havde valgt at udfordre med kronikken. Handsken blev samlet op, og kort efter befandt Søren Pind sig i fredagsprogrammet ”Eleva2eren”, hvor han i bedste sendetid skulle krydse klinger med Bjarne Hastrup, direktøren for den dengang næsten nystiftede forening Ældre Sagen. Grebet af egen ildhu over danske pensionister, som var de økonomisk bedst stillede i verden – og som derfor nok kunne klare en lidt højere varmeregning, slog Søren Pind så hårdt i bordet, at vandglasset foran ham var ved at vælte. Bjarne Hastrup greb glasset, satte det forsigtigt tilbage på bordet, og argumenterede roligt videre om den stramme økonomi for ældre, som havde slidt hele livet. ”Vi blev myrdet for åben skærm,” erindrer Søren Pind i selvbiografien Frie ord fra 2019. Det var med rystende hænder, at Pind få dage efter åbnede et brev fra Venstres Landsorganisation afsendt af selveste Claus Hjort Frederiksen, som heller ikke dengang var en mand, man skulle komme på tværs af i Venstre. ”Hjort bemærkede, at der var to ting, man aldrig måtte sige noget ringeagtende om: Det var ældre. Og hunde,” husker Søren Pind om reprimanden. 32 år senere sidder vi tre mand i et køkken i Charlottenlund med kanelstang på bordet og Nescafé i koppen. Køkkenets ejermand er journalisten Stig Andersen, som sammen med kollegaen Lars Mandahl har skrevet bogen Frontkæmper – historien om Bjarne Hastrup og Ældre Sagen, som netop er udkommet. ”Bjarne Hastrup er Ældre Sagen,” konstaterer Stig Andersen og snupper et hiv mere af den filterløse Kings. Undertitlen siger det hele. For historien om Bjarne Hastrup er historien om Ældre Sagen – og omvendt.

Det fineste øjeblik ”Kun en tåbe frygter ikke havet. Og Ældre Sagen”, lød en overskrift i Kristeligt Dagblad sidste år. Det fik Claus Hjort Frederiksen at mærke, da han mange år efter reprimanOktober 2020

den til den unge Pind sad som finansminister i den nydannede Venstre-regering i 2015. Finansloven for 2016 var helt efter drejebogen forhandlet på plads med K, LA og DF. Men som del af finansieringen havde Finansministeriets regnedrenge fundet en besparelse på boligydelsen til pensionister på 90 millioner kroner. Ifølge Ældre Sagens regnedrenge - som var blevet overhørt i forhandlingerne - ville det koste over 100.000 pensionister flere tusinde kroner om året. Ældre Sagen lagde i stedet sine beregninger åbent frem i pressen, som glubsk kastede sig over den ældresociale slagside i den nye finanslovsaftale. Efter få uger blev presset for meget for især Dansk Folkeparti, og regeringen måtte modstræbende genåbne finansloven og fjerne besparelserne på boligydelsen. En nærmest historisk bedrift. Men Ældre Sagen havde jo ret, og ”det var selvfølgelig skideirriterende,” erkender Claus Hjort Frederiksen i den nye bog. ”Det var vores fineste øjeblik,” har Bjarne Hastrup fortalt til Kristeligt Dagblad.

Velsmurt lobbymaskine Med over 900.000 medlemmer er Ældre Sagen den største organisation for ældre i verden målt i forhold til befolkningens størrelse. 20.000 frivillige fordelt på 215 lokalafdelinger og et sekretariat med 160 ansatte på Islands Brygge i København udgør tilsammen en slagkraftig og velsmurt lobbymaskine, som man på Christiansborg meget nødig vil komme i skudlinjen af. Ældre Sagen er ”den absolut mest vellykkede lobbyistorganisation, vi har set i mange, mange årtier i Danmark,” lyder skudsmålet fra tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S) i bogen. Man finder næppe en interesseorganisation, som er så altdominerende på sit felt som Ældre Sagen. Og man finder næppe en person, som i så høj grad tegner både sin organisation og sit felt som Bjarne Hastrup. Men sådan har det ikke altid været, og Andersen og Mandahls bog er i høj grad en skabelsesberetning om kritisk og organiseret offentlighed på et område, hvor politikere tidligere kunne agere uden synderligt modspil. ”Ældre Sagens største fortjeneste, eller sejr, er måske, at det er lykkedes dem at sætte hele ældreområdet på den politiske dagsorden som et ligestillet tema med studerende, børn eller arbejdsløse,” siger Stig Andersen. 66

Farvel til hattedamerne Ældre Sagen ble v stiftet i oktob er 1986 på fundamentet af Ensomme Gamles Værn (EGV). En borgerligt orienteret organisation stiftet i 1910, som oprindeligt arrangerede ”vinterstuer” for fattige ældre, men som i 1970’erne og starten af 80’erne var blevet en storentreprenør på ældreområdet, som byggede og drev dagcentre, plejehjem og ældrekollektiver over hele landet. Men EGV havde udspillet sin rolle, mente foreningens formand, landsretssagfører Jørgen Gorrissen, som i 1984 hentede Bjarne Hastrup ind som direktør med det klare formål at skabe en ny organisation til varetagelse af ældres interesser både kulturelt, socialt og politisk. Til forskel fra det lidt hattedame-agtige image, som klæbede til EGV, skulle den nye organisation

være partipolitisk neutral, så man kunne søge indflydelse hos alle partier og samtidig appellere til alle ældre uanset politisk tilhørsforhold. Den økonomiuddannede Bjarne Hastrup kom fra Håndværksrådet, hvor han havde været ansat siden 1969, de sidste mange år som direktør og en markant talsmand for de selvstændige håndværksmestre. ”Ingen argumentation uden dokumentation,” lød Bjarne Hastrups bud på en strategi, som ud over partipolitisk uafhængighed skulle sikre den nye organisation gennemslagskraft og troværdighed – og som lige siden har udgjort en kerneværdi for Ældre Sagen. Næste skridt var at gøre ældresagen til en folkesag. Det var man lykkedes med i Kræftens Bekæmpelse – blot på et mere afgrænset sygdomsområde, så herfra headhunte-

Altinget Magasin Ældre

Hvis jeg falder om, er det jo ikke mig, der skal tage stilling til det. Så sidder der en bestyrelse, som tager stilling. Men jeg har jo sørget for, at vi har en gruppe af direktører og underdirektører, som øjeblikkeligt kan tage over. Bjarne Hastrup, direktør, Ældre Sagen

Bjarne Hastrup

de man vicedirektøren Peter Kauffeldt, som sammen med Bjarne Hastrup blev en drivende kraft i opbygningen af Ældre Sagen. I januar 1987 gik Ældre Sagen i luften med et brag, da det første eksemplar af foreningens medlemsblad landede i postkassen hos alle landets husstande. Til forskel fra tidligere, hvor tilværelsen efter arbejdslivet var kort og uglamourøst betød stigende levealder og flere muligheder for tidlig tilbagetrækning, at nutidens ældre have udsigt til et trejde livsansnit på 20-30 år eller mere, skrev Bjarne Hastrup og Jørgen Gorrissen i bladets leder. ”Vil de, der i dag nærmer sig pensionsalderen, have rimelig udsigt til et tredje livsafsnit, der blot nogenlunde svarer til de forventninger om livskvalitet, udfoldelsesmuligheder og tryghed, som måtte kunne stilles i et velfærdssamfund?” lød spørgsmålet fra de to frontfigurer til den brede offentlighed. Med bladet fulgte en indmeldelsesblanket og et girokort. Forhåbningen var 10.000 medlemmer det første år. Men 50.000 udfyldte girokort kom retur. Året efter nåede medlemstallet 132.000, og året efter igen næsten 180.000. Resten er historie, og i dag er over 60 procent af alle danskere over 65 år, og en tredjedel af alle over 50 år, medlem af Ældre Sagen.

• Født 29. september 1945 på Østerbro • Har seks storesøstre • Uddannet Cand.polit. 1972 • Direktør i Håndværksrådet til 1984 • Direktør for Ensomme Gamles Værn 1984-86 • Stiftede Ældre Sagen i oktober 1986 • Ekstern lektor hos Økonomisk Institut på Københavns Universitet • Forfatter til over 20 bøger

Et skældsord i fagbevægelsen Ikke alle var dog lige begejstrede for den nye ældreorganisation dengang i 1987, og Ældre Sagen skulle gennem en hård barndom, før de blev anerkendt som en del af det gode politiske selskab. Ifølge Danmarkskronikøren Poul Hammerich var de ældres status og indflydelse i samfundet dalet i takt med demokratiets

Man finder næppe en interesseorganisation, som er så altdominerende på sit felt som Ældre Sagen. Og man finder næppe en person, som i så høj grad tegner både sin organisation og sit felt som Bjarne Hastrup.

og senere velfærdssamfundets fremvækst i løbet af det 20. århundrede. Fra en magtposition som familiekredsens midtpunkt havde demokratiet ”skubbet gamle Ole og moster Sanne i baggrunden, i aftægtsboliger, kvistkamre eller på alderdomshjem,” skriver han i Danmarkskrøniken. En analyse, som den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen bygger videre på i debatbogen ”Hvis jeg bliver gammel” fra 1997. Her problematiserer han, hvorvidt den offentlige sektor kan løfte den omsorg for ældre, som indtil slutningen af 1950’erne blev løst i de nære fællesskaber. Ældre Sagen og Bjarne Hastrup kan i det perspektiv betragtes som rette mand i rette organisation på rette tidspunkt, da ældre i midten af 1980'erne ikke havde noget politisk talerør af betydning. Den foreningsdannelse, der indtil da var på ældreområdet, var i form af faglige pensionistklubber. Arbejdet med at etablere Ældre Sagen foregik derfor også på listesko, fordi man ville sikre sig, at man ikke blot tog danskerne, men i høj grad også fagbevægelsen og de eksisterende pensionistforeninger på sengen.

”De riges klub” Fagbevægelsen var da også omgående på krigsstien, da Ældre Sagen indtog scenen. ”En småborgerlig forening” og ”de riges klub” blev Ældre Sagen kaldt af tidligere LO-formand Thomas Nielsen, som fra 1981 til 1992 var formand for den landsdækkende ældreorganisation Pensionisternes Samvirke, som senere dannede grundstammen i Danske Seniorer. Thomas Nielsen og efterfølgeren Ivar Nørgaard, som var tidligere socialdemokratisk økonomiminister, ville bevare ældresagen på socialdemokratiske hænder. Helt op i 00’erne var Ældre Sagen et skældsord i Oktober 2020

Bjarne Hastrup er et kraftværk, som er evigt aktiv. Men han varer ikke evigt. Spørgsmålet er, hvordan Ældre Sagen fortsætter deres succes og opnår samme indflydelse efter ham. Stig Andersen, forfatter til Frontkæmper: Historien om Bjarne Hastrup og Ældre Sagen

fagbevægelsen, fortæller tidligere FOA-formand Dennis Kristensen i Andersen og Mandahls nye bog. Opfattelsen bekræftes af Karen Jespersen, der var socialminister i Nyrup-regeringen fra 1993 til 2000. I bogen fortæller hun, at både Socialdemokratiet og fagbevægelsen i 1990’erne var på vagt over for Ældre Sagen, som man opfattede som en forening for de bedrestillede pensionister. Ifølge Bjarne Hastrup selv var embedsværket i Socialministeriet også præget af skepsis over for den nye spiller på deres ressortområde. ”Her tronede departementschef Johannes Due sammen med kontorchef Leif Sondrup. De var på ældreområdet vant til, at der var stille og roligt, og for at bevare denne foretrukne tilstand af fuld kontrol bevilgede de en gang imellem nogle småbeløb til de frivillige eller humanitære foreninger. Det var bestemt ikke meningen, at nogen overhovedet skulle opnå politisk indflydelse eller gå imod regeringens linje, for så blev båndene til samarbejdet og pengene øjeblikkeligt kappet,” skriver Hastrup i sin egen erindringsbog. Men Ældre Sagen var insisterende og vedholdende, og i længden har det været umuligt både for politikere og fagbevægelse at opretholde paraderne. Især i FOA og Dansk Sygeplejeråd har der indfundet sig en erkendelse af, at det åbner flere døre på Slotsholmen, hvis man går arm i arm med Bjarne Hastrup. ”Set fra politikernes synspunkt er det nemmere at lægge sig ud med 70.000 sygeplejersker end med næsten en million vælgere, som er medlem af Ældre Sagen,” siger Lars Mandahl. Ud over styrken i medlemstal er det den partipolitiske neutralitet, som gør Ældre Sagen til en skattet allieret for fagforbundene. Mens et fagforbund altid er under 68

mistanke for at ville pleje snævre interesser for deres egen faggruppe, står Ældre Sagen rent som de ældres organisation, forklarer Dennis Kristensen. Både Dennis Kristensen og Karen Stæhr, som er tidligere formand for social- og sundhedsområdet i FOA, bedyrer i bogen, at fagbevægelsen har sovet i timen ved at lade Ældre Sagen løbe med hele ældredagsordenen. ”Ældre Sagen blev en succes ud over alle grænser. Kunne de gøre det, kunne fagbevægelsen også have gjort det. Men vi blev taget på sengen,” citeres Dennis Kristensen for at sige. For eksempel kunne det være oplagt, hvis fagbevægelsen også kæmpede for ældres ret til at arbejde efter pensionsalderen. En dagsorden, som ifølge Karen Stæhr i høj grad har været overladt til Ældre Sagen, fordi der i fagbevægelsen har hersket en forstokket opfattelse af, at arbejdslivet stopper, når man når pensionsalderen.

Paradokset Skulle man være i tvivl om Ældre Sagens status og indflydelse i dansk politik, bør alene de seneste års resultater kunne tale for sig selv. Opgøret med satspuljen i 2018, som blev fremtvunget efter pres fra Dansk Folkeparti, fordi det udhulede folkepensionen, bærer tydeligt Ældre Sagens fingeraftryk. Det samme kan siges om ”værdighedsmilliarden” og ”ældremilliarden”, som blev øremærket til ældreområdet på to af Løkkeregeringens finanslove. Samspilsproblemet, som for mange mellemindkomstgrupper gør det til en decideret dårlig forretning at indbetale til pension, er også en dagsorden, som er bragt til torvs af Ældre Sagen i tæt alliance med pensionsselskaberne. Seniorpensionen, som var Løkke-regeringens modtræk til socialdemokraternes sto-

re valgsatsning om tidlig pension til Arne og andre nedslidte, blev udviklet af Ældre Sagen i samarbejde med Magisterforeningen. Og så selvfølgelig ”det fineste øjeblik” i 2016, hvor Claus Hjorth Frederiksen med røde ører måtte genåbne en finanslov, som der ellers var sat punktum for. ”Politikerne er jo nået dertil, at hvis de har nogen ideer på et område, skal de lige afstemme med Ældre Sagen først. Det er næsten det første, de gør, når de skal lave noget ny politik på ældreområdet. Det er dem, man regner med,” siger Stig Andersen. Men Ældre Sagen får ikke alt, hvad de peger på. Langtfra. Alt imens medlemsskaren i Ældre Sagen er vokset støt, er det på mange parametre gået den forkerte vej for ældrevelfærden. Historier om uværdig behandling, dårlige normeringer, mangel på plejeboliger og ugegamle madpakker til ældre fylder jævnligt Ældre Sagen blev avisforsiderne. en succes ud over Og hvis Bjarne alle grænser. Kunne Hastrup virkede gøre det, kunne lig er så dygtig, fagbevægelsen også og Ældre Sagen have gjort det. Men vi blev taget på er så magtsengen. fuld, hvordan Dennis Kristensen, tidlikan det så være, gere formand for FOA at antallet af hjemmehjælpstimer er faldet med 25 procent de seneste 10 år? ”Danmark går for at være et af verdens mest finmaskede velfærdssamfund, og vi bryster os af at være verdens lykkeligste folk. Hvordan kan det så være, at 900.000 har valgt at melde sig ind i Ældre Sagen? Det er et paradoks, som vi har sat os for at undersøge med bogen,” siger Lars Mandahl. En stor del af forklaringen skal ifølge de to forfattere findes i det kommunale selvstyre. ”Selv om meget ældrepolitik foregår på Christiansborg, så sker den praktiske gennemførelse ude i kommunerne. Lidt parodieret handler det jo om, at man i Folketinget kan afsætte ekstra penge til de ældre, som så i stedet går til et nyt stadion eller en statue af borgmesteren,” siger Stig Andersen. Bjarne Hastrup er enig i, at det kommunale selvstyre er en hovedudfordring for ældrevelfærden. ”Grunden til, at kommunerne har skåret så hårdt ned, er, at ældreområdet er det

Altinget Magasin Ældre

eneste, hvor der ikke er nogen rettigheder. Derfor har kommunerne taget for sig af retterne,” siger han til Altinget. Blandt andet derfor ligger det lige nu højt på Ældre Sagens dagsorden, at Christiansborg skal lægge flere sundhedsydelser over til kommunerne. ”Så vil de nemlig blive stillet til regnskab for nogle nationale kliniske retningslinjer. Det kan være vores store chance,” siger Bjarne Hastrup.

Arvefølgen Få mennesker er som Bjarne Hastrup blevet ansigtet på den organisation eller sag, de repræsenterer. Det er nærliggende at tro, at man med den status i baghovedet opbygger en form for magtfuldkommenhed eller arrogance. Men selv om Stig Andersen og Lars Mandahl har vendt mange sten for at sammenstykke portrættet af Bjarne Hastrup, flyder bogen over med politikere, samarbejdspartnere og konkurrenter, som

udtrykker nærmest uforbeholden begejstring for hovedpersonen. ”Det er klart, at det giver en særlig status og magtcentrering omkring en person, når man som Hastrup har været med til at støbe kuglerne til en organisation. Men det er slående, hvor meget respekt han er omgærdet med fra alle sider,” siger Lars Mandahl. Det største problem for Ældre Sagen er paradoksalt nok Bjarne Hastrup selv, vurderer de to forfattere. Da Bjarne Hastrup var med til at starte Ældre Sagen, var han 42 år. Den 29. september fylder han 75. ”Bjarne Hastrup er et kraftværk, som er evigt aktiv. Men han varer ikke evigt. Spørgsmålet er, hvordan Ældre Sagen fortsætter deres succes og opnår samme indflydelse efter ham,” siger Stig Andersen. Bjarne Hastrup selv ser ingen grund til panik. ”Hvis jeg falder om, er det jo ikke mig, der skal tage stilling til det. Så sidder der en bestyrelse, som tager stilling. Men jeg har jo

sørget for, at vi har en gruppe af direktører og underdirektører, som øjeblikkeligt kan tage over,” siger han. Et godt bud på en arvtager kunne være vicedirektør Michael Teit Nielsen. Men Bjarne Hastrup vil ikke løfte sløret for arvefølgen. ”Når man udnævner en kronprins i de politiske partier, bliver de jo slidt ned i løbet af to-tre år. Det ville jeg aldrig byde nogen,” siger han. Bjarne Hastrup spilder dog ikke tid med at planlægge sit otium. Tværtimod holder han kroppen i form i svømmehallen og træner den mentale styrke ved at skrive bøger og undervise på universitetet. ”Min far var selvstændig revisor, min farfar kaptajn på adskillige skibe, og min oldefar var proprietær. De gik alle sammen af fra arbejdsmarkedet ét år før, de døde. Så jeg har indrettet mit liv på, at du bliver på arbejdsmarkedet til det sidste,” lyder udgangsreplikken fra Bjarne Hastrup.

"Set fra politikernes synspunkt er det nemmere at lægge sig ud med 70.000 sygeplejersker end med næsten en million vælgere, som er medlem af Ældre Sagen," siger Lars Mandahl, forfatter til Frontkæmper: Historien om Bjarne Hastrup og Ældre Sagen

Oktober 2020

Altinget Magasin Christiansborg

Modvindsmanden Bag kulissen krævede den socialdemokratiske næstformand, at han stod fast på en stram udlændingepolitik, og som undervisningsminister blev Bertel Haarder fjendebillede for 68’generationen. Han kalder Anders Samuelsen for en selvmordsbomber og mener, at uddannelsessnobberiet er gået amok. Haarder har rundet 40 år som folketingsmedlem.

FOTO: MORTEN GERMUND / RITZAU SCANPIX

AF ERIK HOLSTEIN, ALTINGETS POLITISKE KOMMENTATOR

egrebet veteran er nærmest en underdrivelse. Venstres nestor Bertel Haarder har ikke alene været medlem af Folketinget i fire årtier. Han har bestridt ministerposter i 22 år inden for ni forskellige fagområder, han har været næstformand i Folketinget og medlem af Europa-Parlamentet. Der er simpelthen ingen nulevende politiker, der har en erfaring på linje med hans. Bertel Haarder er ikke i tvivl om, hvor den største forskel er, hvis man sammenligner med den dengang, han først blev valg ind tilbage i 1975: ”Det er medierne. Og spindoktorerne. Og tempoet.”

”Udviklingen accelererede, da medierne gik over til døgnservice. For os politikere er det jo døgnplager. Derfor var vi nødt til at have nogen til at hjælpe os. Og så kom spindoktorerne ind som et filter mellem politikere og journalister.” Et slags våbenkapløb opstod, hvor både medier og politikere oprustede. Det er et kapløb, hvor journalisterne er endt i defensiven, mener Haarder: ”Jeg forstår ikke, medierne finder sig i det. De beder om en udtalelse fra ministeren, og så får de fem linjer på skrift, som en eller anden spindoktor har skrevet. Er det virkelig godt nok, når man har bedt om at tale

med giraffen?” Selv har Bertel Haarder ikke ændret praksis, siden han startede på Borgen i en helt anden tid: ”Jeg har i 40 år altid selv taget telefonen, og det gjorde jeg selv i de 22 år, jeg var minister. På den måde undgår jeg filtret til medierne.”

68’ernes fjendebillede Bertel Haarders ministerdebut lå helt tilbage i 1982, da han blev undervisningsminister i Poul Schlüters (K) første regering. En post, Haarder bevarede gennem ti år. Han blev fra første færd meget omstridt, ja han blev nærmest et fjendebillede for hele 68-geneOktober 2020

rationen. ”Jeg møder utallige fra den generation, der var med til at demonstrere imod mig. Men det var jeg helt forberedt på, da jeg sagde ja til jobbet. Jeg bad selv om det selv.” ”Jeg kom til i en situation, hvor jeg både skulle skaffe ekstra uddannelsespladser til de store overgange, samtidig med jeg skulle spare. Og den eneste måde at gøre det på var at sætte ti procent flere stole ind i klasserne. ” ”Det vil jeg forsvare til min dødsdag. Det gjorde absolut igen skade og er et af mange eksempler på, at man ikke kan måle den offentlige sektor kvalitet på pengene. Men det blev opfattet som en voldsom provokation.” Men har den borgerlige side ikke tabt kampen om undervisningssektoren. I forhold til hvor meget konkret viden skal fylde i skolen, diskussionen om gruppearbejde, slagsmålet om Alle ministre bliver RUC……. med mellemrum ”Jeg synes kaldt dumme, men ikke, vi har tabt. som integrationsMin linje med ministera er du væ g t p å i n d ikke alene dum, du hold og kvalitet er også ond. er blevet holdt, blandt andet af Christine Antorini (S), som jeg havde et tæt samarbejde med.” ”Da jeg blev minister, ville jeg netop væk fra reformpædagogikken. Mit synspunkt var, at nogle tekster er vigtigere end andre, og det var derfor vi udgav en litteraturkanon og en historiekanon.” Siden du var undervisningsminister, er andelen af unge på universitet dramatisk øget, mens de færreste unge vil være håndværkere. Er der ikke gået noget galt her? ”Jo, dét er der. Akademikersnobberiet og uddannelsestyranniet er et kæmpe problem. Det blev forværret, da Morten Østergaard (R) som uddannelsesminister proklamerede, at 60 procent af de unge skal have en videregående uddannelse. Han glemte at sige, at det var meget vigtigere, at 30 procent fik en erhvervsuddannelse.” Og det var langt fra kun Radikale Venstre, der skubbede på den udvikling. ”Jeg må med skam at melde, at Venstre 72

var med på det dengang. Esben Lunde Larsen (V) og Lars Løkke (V) turde ikke sige nej, selvom jeg himlede op på gruppemøderne. Jeg var totalt imod 60 procents målsætningen. Men her hørte de ikke på mig.”

Problemet var Politiken Bertel Haarders første epoke som minister sluttede i 1993, da Schlüter-regeringen faldt som følge af tamilsagen. Men så snart de borgerlige kom til igen, blev Haarder endnu engang sat på ministerholdet. Det skete i 2001, da Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister. På det tidspunkt var Bertel Haarder medlem af Europa- Parlamentet, og der var almindelig forventning om, at han ville blive hentet hjem for at blive den nye europaminister, der skulle forestå udvidelsen af EU med ti nye østeuropæiske lande. Men det var ikke kun det, Fogh ville, da han kontaktede Haarder: ”Jeg glemmer ikke, da Anders Fogh ringede. Jeg sad hjemme sammen med min familie, og de kunne høre, at vi først talte om Europa, og det var jo helt som forventet. Men alle om bordet stivnede, da de blev klar over, at jeg også skulle være integrationsminister Min kone var meget betænkelig.” Selv var Bertel Haarder ikke i tvivl: ”Jeg sagde ja med det samme. For jeg fik sagt til Fogh, at jeg ikke ville bryde konventionerne. ”Det skal du heller ikke, det er blandt andet derfor, det skal være dig,” svarede Fogh. Det blev jeg stærkt beroliget over.” Ikke desto mindre kom Bertel Haarder til at stå spidsen for en meget drastisk ændring af den danske udlændingepolitik, hvor der blandt andet blev strammet kraftig op for de kæde-familiesammenføringer, der fortsatte i generation efter generation. I dag er det politisk mainstream, men dengang var det ekstremt kontroversielt. ”Alle ministre bliver med mellemrum kaldt dumme, men som integrationsminister er du ikke alene dum, du er også ond.” ”Medierne kunne hele tiden finde case-stories, hvor det var synd for nogen. Hvis en syg asylansøger fik afslag, var ministeren umenneskelig, og hvis der var tale om rask og rørig mand, måtte ministeren være idiot, for sådan en person var jo en gevinst for Danmark. Så enten var man ond, eller også var man dum.”

Bertel Geismar Haarder • Født 1944 • Uddannet cand.scient. pol. fra Aarhus Universitet i 1970. Tidligere seminarieadjunkt, timelærer og højskolelærer på Askov Højskole. • Medlem af Folketinget for Venstre, 1975-1999 og 2005-. • Kulturminister og kirkeminister, 2015-2016. • Medlem af Folketingets Præsidium, 2011-2015. • Formand for den danske delegation til Nordisk Råd, 2011-2015. • Præsident for Nordisk Råd, 2011. • Indenrigs- og sundhedsminister, 2010-2011. • Undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde, 2007-2010. • Undervisningsminister og kirkeminister, 2005-2007. • Integrationsminister og udviklingsminister, 2004-2005. • Integrationsminister, 2003-2004. • Integrationsminister og Europaminister, 2001-2003. • Medlem af EuropaParlamentet, 1994-2001. • Undervisnings- og forskningsminister, 19871993. • Undervisningsminister, 1982-1987. • Forfatter til en række bøger, heriblandt Statskollektivisme og Spildproduktion (1973), Den bløde kynisme (1997) og Bertels bedste – sange og fortællinger fra Borgen (2018). • Gift med Birgitte Haarder. Parret har fire børn.

Altinget Magasin Christiansborg

Udlændingepolitikken var også dengang ekstremt polariseret, og debatten var meget moraliserende. Efter få år begyndte det at slide på Haarder: ”Jeg havde et udmærket forhold til Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp. Problemet var Politiken, der hamrede løs på mig.” ”Her blev jeg altid fremstillet som det mest modbydelige, der kunne gå på to ben. De kunne ikke engang sætte et foto på, uden jeg skulle fremstå som Døden fra Lübeck. Det var en af grundene til, at jeg ikke orkede at være integrationsminister længere.” Det var vel ikke kun Politiken, der kritiserede dig. Du blev også kritiseret meget hårdt i udlandet? ”Ja, særligt i Sverige. Danmark og jeg personligt blev udsat for et svensk hovmod uden lige. Men nu er svenskerne omsider ved at ændre opfattelse, og danskerne er ved at komme til ære og værdighed i den svenske bevidsthed.” I flere år op til regeringsskiftet i 2001 havde de socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn forsøgt at råbe Christiansborg op for at få strammet op på de familiesammenføringer, der konstant slog integrationen tilbage. Kort efter Bertel Haarder var blevet integrationsminister blev han opsøgt af den daværende borgmester i Albertslund, Finn Aaberg: ”Finn Aaberg var på det tidspunkt næstformand i Socialdemokratiet, så selvom han kom fra en vestegnskommune, gik jeg ud fra, at han på linje med resten af den socialdemokratiske ledelse ville læse og påskrive for mig”. ”Men da vi sad ansigt til ansigt, sagde Aaberg: ”Bertel, hvis du ikke gennemfører det, I er gået til valg på, går det helt galt i Danmark.” Det gjorde et stort indtryk på mig.”

Lykken er at gøre en forskel Siden blev Bertel Haarder både sundhedsog indenrigsminister og kultur-og kirkeminister, ligesom han også har været ind over Udviklingsministeriet og Forskningsministeriet. Alt i alt hele ni forskellige ressortområder. Selvom tiden som europa- og integrationsminister var den travleste, og selvom

Jeg var heldigvis ikke med i VLAK-regeringen. Det vil jeg gerne have mig frabedt, for det var dog den værste regering, jeg kan komme i i tanke om.

han blev omstridt som aldrig før, betegner Bertel Haarder det i dag som sin lykkeligste tid i politik: ”Lykke er at føle, man gør en forskel. På det tidspunkt var jeg både med til at lave en total omlægning af den danske udlændingepolitik og udvidelsen af EU med ti lande. Det var en utrolig positiv livserfaring.” Mange politikere har flyttet sig i den debat. Det gælder også i Venstre, hvor du vel nærmest bliver regnet til en af de bløde i dag? ”De vigtigste ting blev gennemført i min tid, da vi satte en prop i familiesammenføringerne og afskaffede de facto begrebet på flygtningeområdet. Så derfor kan jeg jo ikke være så meget mildere. Men jeg er mildere i retorikken. Jeg så ikke mig selv som en, der skulle være i modsætning til herboende indvandrere.” Er der nogen af dine partifæller, der gør det i dag? ”Ind imellem. Men hvis du tænker på Inger Støjberg (V), skal du lige huske, at Inger lever et liv under evig beskyttelse. Det må være ulideligt, og det kan hun takke de rabiate islamister for. De er blevet værre end i min tid, hvor jeg kunne gå på Nørrebro uden politibeskyttelse.” I Bertel Haarders tid som folketingsmedlem har Venstre været involveret i syv forskellige slags regeringer, lige fra en SV-regering i 70’erne, en borgerlig firkløverregering med Venstre, Konservative, CD og Kristeligt Folkeparti og siden en VKR-regering i

80’erne, en VK-regering i 00’erne, til senest en ren Venstre-regering og VLAK-regeringen bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative. I den sidste regering var Bertel Haarder for en gangs skyld ikke minister, og det beklager han ikke: ”Jeg var heldigvis ikke med i VLAK-regeringen. Det vil jeg gerne have mig frabedt, for det var dog den værste regering, jeg kan komme i i tanke om” Hvorfor? ”På grund af Anders Samuelsen (LA). Han var en desperado, en selvmordsbomber, som hverken var til at have i en regering eller i et borgerligt flertal. Han ødelagde det for alle os andre.” Hvad er omvendt den mest naturlige konstellation for Venstre at deltage i? ”Det er en VK-regering. Venstre og Konservative er jo tvunget til at samarbejde, hvis vi ikke gør det, er det håbløst.” Hvad med en SV-regering? ”Vi havde kortvarigt en SV-regering i 70’erne. Og det blev jo så stor en fiasko, at der ikke er mange Venstre folk, der har lyst til at gentage det. Måske bortset fra Lars Løkke – og en del af vælgere.” Bertel Haarder fyldte for nylig 76, men han udfolder stadig en betydelig aktivitet. Han er i dag formand for Nordisk Råd, formand for Udenrigsudvalget og formand for Det nordiske Grænsehindringsråd. Det er i år tiende gang, han åbner Folketinget som det længst siddende medlem. Oktober 2020

Altinget Magasin Temaord Temaord

Boganmeldelser Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 74







Altinget Magasin Bøger Temaord



Masser af hvidt sukker i ny bog om Thulesen Dahl Historien om Kristian Thulesen Dahl har alt, hvad et stort drama kræver. Men den journalistiske metode og fortællestilen spænder ben for ny biografi. Af Jakob Nielsen Chefredaktør, Altinget

Dansk Folkeparti er uden tvivl den mest fascinerende og betydningsfulde historie i dansk politik de seneste 25 år. Det blev født som udbryder-fraktion fra et kaotisk populistparti og voksede op som en paria, ingen ville samarbejde med, indtil det pludselig i 10 år blev akslen i det borgerlige flertal. Tyve år gammelt blev DF det største borgerlige parti og vandt (endnu) en folkeafstemning om EU – men i stedet for at gribe ministerposterne og etablere sig som magtfaktor i dansk politik lod partiet sig kvæle i en selvvalgt omfavnelse med Socialdemokratiet. Kristian Thulesen Dahl har været med hele vejen op – støbt kuglerne, forhandlet finanslovene og vundet valgene. Og han har haft ansvaret under nedturen med skandaler, tabte valg og partiets første rigtige fløjkrig. Thulesen Dahl kan kort sagt bære en bog, og nu er den her så – efter flere ugers mediehysteri, dygtigt orkestreret af forlaget, der kun modvilligt udleverede et anmeldereksemplar mindre end to døgn før udgivelsen. Uh, den bog må være farlig.

Unødvendigt karaktermord Er den så det? Ja og nej. Ja, i den forstand, at den med journalistisk knofedt og masser af nysgerrighed dykker dybt ned i konkrete politiske forløb og afdækker både en større skandale og et ulmende formandsopgør. Nej, i den forstand, at begge dele forbliver uforløste og ender som løsrevne fragmenter, der ikke sættes ind i den store fortælling om kongens

storhed og fald. Den journalistiske metode, som bærer bogen, bliver til sidst dens svaghed. Bogens titel, Kong Kristian, spiller begavet på parallellen til Christian IV, der byggede og regerede som ingen anden – men også tabte krige, blev overhalet af sine rivaler og endte med at ruinere landet. I forsøget på at drive den fortælling hjem, tegnes et billede af Kristian Thulesen Dahl som en temmelig grådig og evig magtsyg politiker, der allerede som flaskedreng krævede og fik lønforhøjelse – og som i dag har tjent millioner på at være politiker. Det virker som et lidt unødvendigt karaktermord på en mand, hvis løn altid har været et offentligt anliggende. Det er først i beskrivelsen af tiden efter kanonvalget i 2015, at bogen for alvor åbner sig. Dels med beskrivelserne af den årelange, indædte rivalisering mellem Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt, der med skiftende held konkurrerer om Pia Kjærsgaards gunst. Dels med beskrivelsen af det vanvittige forløb efter valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti på en knivsæg ender med at undlade at gå i regering – og i stedet bliver en del af det kaos, der herskede i hele Lars Løkke Rasmussens sidste regeringsperiode.

Thulesen i Spejlsalen Bogen fortællemæssige højdepunkt er den detaljerede og tåkrummende beskrivelse af den aften op under jul i 2017, hvor dramaet om finansloven kulminerer. Kristian Thulesen Dahl beslutter at indgå et kompromis og bliver placeret på en stol i Statsministeriets Spejlsal, mens Lars Løkke Rasmussen med megen besvær opsporer Anders Samuelsen og Simon Emil AmmitzbøllBille fra Liberal Alliance, så aftalen kan komme i hus. Der er bare et problem: De gider ikke møde op. Så skal de høre på en masse ævl fra DF-formanden. Næ, lad ham bare vente, så skal han nok give sig, lyder analysen hos LA’erne. En stadig mere desperat Lars Løkke forsøger at beordre de to ministre til at komme, og det ender med en snak i en rygekabine i Statsministeriet. Mens Kristian Thulesen Dahl fortsat sidder på en stol i Spejlsalen og venter. Det er solidt journalistisk benarbejde at kunne beskrive det absurde politiske drama så detaljeret, men det er også her, at en af bogens store svagheder bliver klar. Man savner i den grad en forklaring eller

i det mindste en analyse af, hvorfor Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl på intet tidspunkt selv griber ud efter magten, når nu VLAK åbenlyst ikke magter opgaven.

Problemet med de anonyme kilder Forfatterne har valgt at være konsekvente i valget af en alvidende fortællerstemmer, der bygger på en lang række samtaler med kilder, der alle forbliver anonyme. Det præger og svækker fortællingen. For mens metoden er god til at fremskaffe præcise beskrivelser af konkrete forløb, så er den elendig til at levere analyse af bevæggrunde, strategier og eftertanker. For her vil kilderne ofte være uenige, og dermed er de ubrugelige for bogens alvidende fortællerstemme. Problemerne med de anonyme kilder bliver mere alvorlige i bogens mest opsigtvækkende afsnit, der handler om DF’s misbrug af EU-midler. Også her lykkes det dygtigt at frembringe vigtige nye detaljer, ikke mindst en meget veldokumenteret afsløring af, at Kristian Thulesen Dahl ignorerede adskillige advarsler om sagen, inden den blev offentligt kendt. Men tro mod bogens præmis bliver bogens hovedperson ikke bedt om at forholde sig til oplysningerne. Hvilket efterlader bogen i et sært journalistisk ingenmandsland: Dels forbliver dokumentationen forfatternes påstand baseret på de anonyme kilder samt på sms’er og e-mails, der ikke lægges frem i deres helhed. Dels hører vi ikke den angrebne parts version af historien, eftersom ingen kilder udtaler sig direkte til bogen. Den dramatiske effekt er stor, men det er ikke ordentligt journalistisk håndværk. Bogen om Kristian Thulesen Dahl kunne have været den store dokumentariske udviklingsroman om en af de største og muligvis også mest tragiske figurer i moderne dansk politik. Jeg ville ønske, forfatterne havde stolet nok på deres egen research til at gøre forsøget. I stedet har de samlet tusindvis af anonymt afleverede brudstykker og forsøgt at binde dem sammen i en uendelig kæde af indbyrdes forbundne cliffhangere. Det giver masser af hvidt sukker, men for få kerner til at gøre bogen rigtig mættende. Kaare Hanghøj Johansen og Kristian Brårud Johansen: Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet. People's Press, 264 sider, 230 kr. Oktober 2020

Altinget Magasin Temaord



Faren kommer indefra Demokratierne i en række lande er ikke meget andet end potemkinkulisser, viser en ny dansk forskningsantologi. Det er især højrenationalister, der udhuler demokratiet ved at sætte folkesuverænitet over retsstat. Bogen rummer gedigne godbidder, men også nogle drøje mundfulde. Af Adam Holm Journalist, historiker og forfatter

Frænde er frænde værst. Den gamle talemåde kan udskiftes med demokrat er demokrat værst. Sådan – en anelse forsimplet – kan man opsummere indholdet af antologien Demokratiets krise og de nye autokratier som Mikkel Thorup og Peter Seeberg har redigeret og selv skrevet et kapitel til hver . Førstnævnte er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, mens sidstnævnte er lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet. De to har inviteret en række anerkendte forskerkolleger til at bidrage. Resultatet er, som ofte med den slags kollektive værker, en blandet fornøjelse. Antologier er ikke stort anderledes end fodboldhold eller teaterensembler; nogle spiller en vis legemsdel ud af bukserne, mens andre anstrenger sig mere beskedent. Man skiftevis klapper og buher, dog mindre af det sidste, fordi niveauet i denne udgivelse generelt er ganske højt.

Demokrati af navn, men også af gavn? Redaktørernes ambition er at kaste lys over de forskelligartede former for demokrati, der efterhånden findes ved siden af den liberale model, vi sværger til på disse breddegrader. På papiret kan mange af klodens stater kaldes demokratiske af navn, men er de det også af gavn? Det spørgsmål undersøger antologiens bidragsydere samvittighedsfuldt, og adskillige af bidragene viser, hvordan og med hvilke metoder det liberale demokrati gradvist bliver forsøgt afmonteret. Det geografiske spænd er stort og dækker foruden Europa også Nordafrika, Mellem76

østen, Zimbabwe og USA. Alle steder er der eksempler på betrængte demokratier, som skruer op for de illiberale virkemidler. I de tilfælde hvor demokratierne er under hel eller delvis afvikling – f.eks. Ungarn, Tyrkiet og Rusland – bliver de til autokratier. De bibeholder den demokratiske grundmodel med parlament og domstole, men begge dele svækkes til fordel for en markant leder – Orbán, Erdoğan, Putin – og en tiltagende ensretning af medierne sideløbende med oppositionens svindende indflydelse. Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, som selv bruger udtrykket ”illiberal”, betjener sig i lighed med f.eks. præsident Jair Bolsonaro i Brasilien eller den allestedsnærværende Donald Trump af demokratiets eget sprog til at så tvivl om en fri presse og uafhængige juridiske instanser.

Suverænitet over retsstat De autokratiske ledere ser sig selv som legemliggørelsen af folkets vilje og dermed repræsentant for den højeste form for demokrati. Nationens suverænitet står over retsstatens principper. Det er ikke uden grund, at Thorup i sit indledende kapitel bruger ord som ”facadedemokrati”, ”sultanisme” og ”valgautokrati” om denne styreform. Med til billedet hører også en dyb skepsis over for udenlandsk indblanding. Ungarn tager ganske vist imod tilskud fra EU's kasser, men Orbán slår samtidig på, at EU-eliten ikke skal diktere ham og det ungarske folk, hvordan de skal leve. Andre gange er det FN’s ”snakkeklub”, det ”kulturløse” USA eller de ”ukristelige” menneskerettighedskonventioner, som står for skud. I de lande, hvor demokratiet er udhulet, peger Thorup på, at en stram antiterrorlovgivning går hånd i hånd med en streng antiimmigrationspolitik. Det sælges til befolkningen som beskyttelse af de indre og de ydre grænser. Endelig slår de illiberale demokrater på, at de er bedst til at forvalte fortidens traditioner, og de forsømmer sjældent en lejlighed til at fremmane billeder af forestående kaos, undergang og ulykke. Den eneste som kan undsætte det truede folk, er selvsagt den autokratiske leder, som ligner og lyder som en demokrat – ingen uniform og ”stem på mig” – men som har andre ambitioner end de, som kan rummes af en enkelt valgperiode.

Flere gode bidrag Nogle af bidragsyderne skriver tilgængeligt og med sans for den brede formidling, hvilket langtfra en selvfølge for den humanistiske forskning. Erik Kulavig, historielektor ved Syddansk Universitet og Ruslandskender, forklarer overbevisende om de historiske og kulturelle rødder, der udgør grundlaget for ”Putins system”. Den siddende russiske præsident, som indledte sin periode ved magten for knap tyve år siden med at støtte demokrati og markedsøkonomi, har for længst skiftet kurs. Putins idé om at styrke statsmagten har med Kulavigs ord ”en påfaldende lighed med den sovjetiske beskrivelse af kommunistpartiets rolle”. Putins nationalisme og religionsdyrkelse parret med hans kontrol over de vigtigste dele af statsadministrationen, blandt andet forsvarsministeriet, indenrigsministeriet, sikkerhedstjenesten, FSB, og udenrigsministeriet gør ham noget nær urørlig. Marlene Wind, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, skriver om de demokratiske tilbageslag i Ungarn, men også i Polen, hvor Lov- og Retfærdighedspartiet er åbenlyst inspireret af Orbán. I begge lande har regeringerne haft held til at gennemføre reformer af domstolene til egen vinding. Især i Polen har det affødt protester, mens reaktionen fra Bruxelles har været påfaldende afdæmpet. Wind er ikke just imponeret af EU’s stats- og regeringschefer, med Frankrigs præsident Macron som en af få undtagelser. Kampen for grundlæggende liberale værdier bliver ført langs skellet mellem den gamle øst- og vestblok, og fordums demarkation under den kolde krig mellem kapitalisme og kommunisme er i dag en strid mellem liberalitet og illiberalitet. Ungarn og Polen er i Freedom Houses årlige rapport klassificeret som ”partly free”. Som de to eneste EU-medlemsstater. Tysklandshistorikeren Thomas Wegener Friis giver et indblik i Alternative für Deutschland, der har flyttet sig fra at være et euroskeptisk parti til at have kampen imod indvandring og flygtninge øverst på programmet og med en ikke ringe opbakning i vælgerkorpset. Der er sågar fremtrædende medlemmer, der slipper afsted med at relativisere den nationalsocialistiske fortid og på den måde konstant skubbe til de eksisterende moralske og historiepolitiske grænser. Også Balkankenderen Christian

Altinget Magasin Bøger Temaord

Axboe Nielsen, der afdækker de antidemokratiske tendenser i Serbien, Montenegro, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Nordmakedonien, får skildret, hvorfor hovedparten af disse stater er ”stabilotokratier”. Det regerende parti sætter sig på hele statsmaskineriet og undergraver dermed mulighederne for politisk modstand. Det er ingen overdrivelse at sige, at Axboe ser mørkt på regionens demokratiske fremtidsudsigter. Sociologen Manni Crone skriver spændende om et Frankrig, hvor højrenationalisternes forståelse af nation, statsborgerskab og politisk identitet er i modstrid med oplysningstidens principper og dermed republikkens eget værdisæt, mens Niels Bjerre-Poulsen undersøger Donald Trumps påvirkning af det amerikanske demokrati og rejser det berettigede spørgsmål: Kan det amerikanske checks-and-balances-system i længden holde stand imod et angreb indefra? It remains to be seen, som man siger. Og sådan er det med de fleste af bogens bidrag. Der er ikke meget som er skrevet i sten, og i f.eks. Italien, som Gert Sørensen skriver lærd om, er Matteo Salvini, som indtil for kort tid siden lignede det bedste bud på en sydeuropæisk Orbán, midlertidigt kørt ud på et sidespor med et sviende nederlag til hans Lega-parti ved de netop afholdte regionalvalg.

Hvorfor inddrage Israel og Iran? Der er mange gode enkelte bidrag i bogen, også flere end de som her er nævnt, men der er også mislyde. Det kan undre, at Peter Seeberg inddrager Israel i klubben over illiberale demokratier. Begrundelsen er behandlingen af den arabiske minoritetsbefolkning i selve Israel, som ”bliver udsat for uformel diskrimination”. Det er ganske rigtigt tilfældet for manges vedkommende, men på det formelle plan har araberne egne partier samt medlemmer af Knesset og arabisksprogede medier. Og hvad med de titusindvis af israelere, jøder, muslimer og kristne, som længe har protesteret imod den korruptionsmistænkte premierminister Benjamin Netanyahu? De gør det uden at få krænket deres forsamlings- og ytringsfrihed. Det kan ikke blive meget mere demokratisk, navnlig ikke i Mellemøsten. Apropos. Det kan undre, hvad et kapitel om Iran laver i en udgivelse om demokratier i krise og autokratiske tendenser. Claus Valling Pedersen

fra Københavns Universitet har i mange år beskæftiget sig med Den Islamiske Republik Iran og synes at kende hver en krinkelkrog i landets politiske og religiøse system, men det ændrer ikke ved, at redaktørerne har truffet et ejendommeligt valg ved at tage Iran med. Hvorfor ikke Indien under premierminister Modi? Der kan man tale om et demokrati i splid. Det er også påfaldende, at sociale bevægelser som ”De Gule Veste” i Frankrig eller ”Extinction Rebellion” ikke bliver diskuteret. Bidrager de til at fremme det liberale demokrati? Hvad er det for et demokratisyn, de repræsenterer? Rummer ikke også venstrefløjen nogle af de impulser, der ligger i den autokratiske model?

Sproglige tørkiks Som nævnt er der skidt og kanel i enhver antologi. Tag det fra undertegnede, som selv har redigeret og skrevet til et lille dusin af slagsen. Man bør dog have som ambition at få folk uden for den lille snævre kreds af fagfæller til at læse med. Det kniber desværre i dette tilfælde. Bogens forside er grå med en streg, der bugter sig på tværs. Måske skal det forestille et murværk, der slår sprækker. Men det ligner mest af alt en slidt studiebog fra 1990’erne med en fugtskade (se nederst). Sproget i teksterne er heller ikke gefundnes fressen for det konfektædende publikum. Der er intet galt med at have en fagjargon, hverken blandt automekanikere, kirurger eller humanistiske universitetsforskere, men der er mange, lange udredninger af pointer, som kunne have været skrevet en del enklere. Tag denne her, blot som et pluk i samlingen: ”Den tiltagende anvendelse af public choice-mekanisme som regulativt princip for organiseringen af den offentlige sektor indebærer ikke bare at kollektive beslutningsprocesser afløses af privatisering og udlicitering, men at begrebet demokrati omdefineres.” Det er opstyltet og tungt. Med tanke på emnets vigtighed er det pokkers ærgerligt, at forlaget ikke har satset bredere og lanceret en bog i et mere appetitvækkende udstyr og med færre sproglige tørkiks. I den forstand bekræfter udgivelsen på paradoksal vis den gængse højrepopulistiske påstand om, at den talende og skrivende elite fremtræder selvtilstrækkelig og distanceret. Og det er grumme ærgerligt, eftersom bogen samtidig rummer spændende indsigter til – og om – tiden.

Peter Seeberg og Mikkel Thorup (red.): Demokratiet og de nye autokratier. Aarhus Universitetsforlag, 368 sider.



Demonstrerer på fornem vis, at vi kan bremse klimaforandringer Første skridt i kampen for klimaet er at oplyse og formidle. Bogen Hvis vil vil gør begge dele. Både flot og formfuldendt. Af Tommy Ahlers Klimaordfører for Venstre og tidl. uddannelsesog forskningsminister

Det første, der springer i øjnene ved Hvis vi vil, er omslaget. Bogen har en lidt ru overflade, og det ville ikke undre, hvis den ligefrem var trykt på genbrugspap og -papir. (Faktisk er bogen både FSC- og Svanemærket!) En meget passende fremtoning, da bogen handler om klimakrisen, og hvordan vi kan håndtere klimaforandringerne ved at producere og leve mere bæredygtigt. Vel at mærke hvis vi vil. Bogen bærer den noget uimponerede undertitel ”Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent”. Ingen grund til pessimisme her, forstår man. Hvilket i sig selv er opløftende situationen taget i betragtning. For nogle er det en måske lige lovligt prætentiøs selvfremstilling, men Hvis vi vil lever op til titlen. Bogen er nemlig en ”realistisk guide”. Den inspirerer. Og så demonstrer den på fornem vis, at "vi" (menneskeheden) faktisk har kapaciteten og teknologierne til at bremse klimaforandringerne, blandt andet ved at omlægge vores tøj- og fødevareproduktion, udnytte de energi- og klimateknologier, der allerede eksisterer, og ændre vores vaner.

En positiv tilgang Den grønne omstilling er naturligvis ikke gjort i et snuptag, og som forfatterne rigtigOktober 2020

Altinget Magasin Temaord

nok skriver i introduktionen: "Problemerne er strukturelle, og det er løsningerne derfor også" (s. 13). Som vi, der beskæftiger os med klimaforandringer og -politik, ved, skal der handling til. Ikke mindst politisk handling. Men mens mange politikere ofte fokuserer på problemerne, tager forfatterne overvejende den positive tilgang og vier således en hel del plads til løsningerne. Forfatterne kobler simpelthen hver enkel klimamæssig udfordring, vi står over for – om det så gælder befolkningstilvækst eller (manglende) affaldshåndtering – med enten positive prognoser eller konkrete løsningsforslag. Hvad angår befolkningstilvæksten på globalt plan, fremhæver forfatterne uddannelse som et effektfuld middel til at begrænse fødselsraterne. Og den CO2, vi lukker ud i atmosfæren – "affald", som vi ikke håndterer – kan med den nyeste teknologi renses ud af atmosfæren. Med gennemgangen af de mange forhåndenværende teknologier og løsninger indgyder forfatterne simpelthen håb, og det er der brug for. Ja, for at det ikke skal være løgn, er bogens epilog betitlet "Håb?". Og hvem er forfatterne så? Det er de tre journalister Thomas Hebsgaard, Mads Nyvold og Rasmus Thirup Beck, alle ansat ved eller affilieret med netmediet Zetland. Desuden er bogen spækket med gode fotos, som fotograf Kasper Løftgaard har taget.

Pladdersocialisme i grøn indpakning? Ingenlunde Da Hvis vi vil omhandler et emne, som traditionelt har optaget venstreorienterede, kunne man måske frygte, at her venter en omgang pladdersocialisme i grøn indpakning. Men det er ingenlunde tilfældet. Bogen er nemlig lige så nøgtern, som den er velargumenteret. Lige så nuanceret som neutralt formidlet. Tag bare det forhold, at forfatterne går fordomsfrit til det betændte spørgsmål om atomenergi, fordi forskningen netop fremhæver atomkraft og -teknologi som en af flere veje frem (se s. 164-67). Og skulle en arg højreorienteret stadig være i tvivl om, hvorvidt forfatterne er upartiske, kan vedkommende slå op på side 246. Her kan man læse, at "[m]arkedskræfterne har (…) en uovertruffen evne til at få mennesker til at gå i en bestemt retning," og derfor er der blandt eksperter "bred enighed om, at vi er nødt til at få markedskræfterne til at arbejde for den grønne omstilling." 78

Det kræver dog en såkaldt CO2-afgift, før markedet makker ret. Hvilket forfatterne da også påpeger. Men det er en anden historie. Pointen er, at forfatterne fokuserer på substansen, bevarer balancen og undlader at politisere.

En smule letbenet Hvis jeg partout skulle finde hår i suppen, kunne man måske kritisere bogen for at være en smule letbenet hist og her. Som klimaordfører kender jeg til samtlige problemstillinger og de fleste løsninger. Der er altså ikke meget nyt under solen. Desuden kunne man kritisere forfatterne for at have valgt det lidt tendentiøse fortælletekniske greb at veksle mellem personlige beretninger, for eksempel studerendes klimaangst eller kødelskende amerikaneres første møde med veggie burgers og hårde fakta Omvendt er det lige præcis dét greb, der gør bogen til en rigtig page-turner. Og det er ikke uvæsentligt. For som det vist er blevet sagt med reference til den grønne omstillings noget tekniske karakter: "If it isn’t boring, it isn’t green." Kedelig kan man dog ikke beskylde bogen for at være. Min kritik hører således til i petitesseafdelingen, og for et publikum uden forhåndskendskab til klimaproblematikken vil bogen nok være en øjenåbner. Den første af sin slags I tilgift er bogen, så vidt jeg ved, den første af sin slags på dansk, der i et letlæst sprog forklarer alt fra den menneskelige påvirkning af klimaet over de udfordringer, vores nuværende systemer udgør, til de løsninger, der skal til for at komme i mål med den grønne omstilling. Sådan en bog har manglet, og derfor er den kærkommen. For det første og vigtigste skridt i klimakampen er at formidle og oplyse, ikke mindst på dansk. Og det gør forfatterne til UG med kryds og slange. Summa summarum: Vi kan, hvis vi vil. Det demonstrerer forfatterne. Så hermed mine varmeste anbefalinger.

Thomas Hebsgaard, Mads Nyvold, Rasmus Thirup Beck og Kasper Løftgaard: Hvis vi vil. Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent. Gads Forlag, 2020.



Rasende interessant bog om dansk udenrigspolitik En af Danmarks mest erfarne diplomater, Carsten Staur, har efter en lang karriere i udenrigstjenesten skrevet en indsigtsfuld bog om dansk udenrigspolitik fra 1770 til i dag. Af Bo Lidgegaard Historiker, forfatter, tidligere chefredaktør for Politiken, ansat i Udenrigsministeriet 19842005 og i Statsministeriet 2005-11

Carsten Staur har skevet en klog bog om dansk udenrigspolitik i 250 år. Skilleveje udkommer i anledning af Udenrigsministeriets 250-års fødselsdag, for juleaftensdag er det nemlig præcis 250 år siden, Struensee i 1770 fik Christian 7. til at underskrive en kabinetsordre, der udskilte Departementet for de udenlandske Affairer af Det Tyske Kancelli. Resten er historie, og det er den, en af landets mest erfarne diplomater nu fortæller med den særegen indsigt, der følger med en lang karriere i udenrigstjenesten, herunder tunge chefposter i ind- og udland. Staur kombinerer den indsigt med et afsæt som uddannet historiker, der har bevaret en livslang interesse for faget og for, hvad det kan, når man ser den aktuelle udvikling gennem fortidens prisme. Hermed er allerede sagt, at der hverken er tale om et tungt forskningsbaseret værk, som Dansk Udenrigspolitiks Historie i seks rygbrede bind, som Dansk Nationalleksikon udgav i 00’erne, eller om et mere essayistisk overflyv af dramatiske og skelsættende højdepunkter.

I slipstrømmen af tidligere udgivelser Bogen lægger sig snarere i slipstrømmen på Udenrigsministeriets to tidligere jubilæumsbøger fra henholdsvis 1970 og 1995, der begge er skrevet og redigeret af diplomatiets egne folk. Men forskellene er samtidig markante, og de afsejler i sig selv udviklingen, siden det gamle ministerium fyldte 200 år. Dengang kunne en række af udenrigstjenestens fremmeste mænd, med den aldrende

Altinget Magasin Bøger Temaord

tidligere mangeårige direktør Nils Svenningsen i spidsen, give deres autoritative version af både ministeriets lange historie og af deres egen indsats og rolle, ikke mindst i forbindelse med besættelsen. Afsenderen var der ikke tvivl om: Udenrigsministeriet. Og de to stive bind fyldt med historisk, administrativ og forvaltningsmæssig nørderi er uomgængelige for den, der synes udenrigsforvaltningens selvforståelse og arbejdsvilkår er spændende. 25 år senere måtte anslaget være lettere – er 225 år i det hele taget en rund fødselsdag? – og den hæftede ”Nye Grænser. Den danske udenrigstjeneste 1970-95” er en samling førstehåndsberetninger fra nogle af dem, der havde været i forreste linje de mellemliggende år. Her talte hver enkelt med egen stemme, og ingen påtog sig autoriteten for det samlede værk, der ganske vist er udgivet af Udenrigsministeriet og med forord af både udenrigs- og udviklingsministeren, men anslaget undgår bevidst indtrykket af, at den hæderkronede institution ville fejre sig selv, endsige påtage sig ansvaret for at udlægge sin egen historie. Siden er ministeriets selvfølelse kun blevet mindre, og med god grund. De første årtier af det nye årtusind har effektivt pillet glansen af dansk diplomati, som har oplevet markante nedskæringer på snart sagt alle fronter. Samtidig har de tilbageværende udsendte fået tilpasset deres forhold, så de så vidt muligt svarer til dem, der gælder for kolleger på Slotsholmen, ud fra det synspunkt, at der i den globaliserede verden ikke er noget særligt ved at repræsentere land og rige over for vore internationale med- og modspillere, og at der derfor heller ikke bør være større forskel på at være ambassadør i Langbortistan og kontorchef i Erhvervsministeriet.

Ingen indblanding, ingen kontrol, intet gennemsyn Samtidig er tiden løbet fra institutionelle jubilæumsskrifter på glittet papir og med forord af den siddende chef. Hvordan markerer man så det skarpe hjørne med et tilbageblik, der også peger fremad? For Udenrigsministeriets vedkommende er løsningen fundet ved, at Carsten Staur, der pt. er Danmarks ambassadør ved OECD i Paris, har skrevet en bog, ikke på ministeriets vegne, men med dets velsignelse. Ansvaret er alene forfatterens, og Staur understreger i sit forord vilkåret: ”Ingen indblanding,

ingen manuskriptkontrol, intet gennemsyn. Og samtidig stor støtte, hjælpsomhed og praktisk bistand.” Fremstillingen hviler på offentligt tilgængelige kilder, og selv om Staur i kraft af sine ledende positioner har personligt kendskab til nogle af de forløb, der beskrives, er han underlagt samme tavshedspligt, som alle andre, ”hvilket jeg ikke har fundet begrænsende i denne sammenhæng,” som Staur udtrykker det med en formulering, der er karakteristisk for bogen som helhed: Fremstillingen er indsigtsfuld og præcis, forankret i grundig research og dyb indsigt. Sproget sikkert og præcist – og snapsene ligger tit i mellemtonerne.

12 nedslag Opgaven er naturligvis uoverkommelig, og Staur skærer til ved at fortælle historien gennem tolv nedslagspunkter, fire der belyser, hvordan Danmark finder sin form 17701945, fire andre nedslag i Danmarks rolle i det internationale system 1945-2001 og de sidste fire, der handler om Danmark og den nye verdensorden 2001-2020 – eller rettere 2009, for sidste kapitel handler om klimatopmødet i København. Tyngdepunktet er dermed den nyere tid, hvor Staur følger tråden fra dannelsen af FN og medlemskabet af NATO over EF og det europæiske projekt og videre til østudvidelsen og Danmarks aktive diplomati i forhold til de baltiske lande. Benspændet omkring Maastricht-aftalen og EU-politikken får et kapitel for sig selv, inden finalen omkring Irak-krigen, Muhammedkrisen og COP15. For hvert kapitel gælder, at der er noget at komme efter, både for den, der kender til begivenhederne, og for den, der leder efter en første introduktion til disse skelsættende forløb i nyere dansk udenrigspolitik. Staur er udpræget god til at holde tungen lige i munden. Han er ingen polemiker, og fremstillingen bæres ikke af den rappe pointe, frække vinkel eller den hårdt optrukne konklusion. Styrken ligger i de klart disponerede og vægtede nedslag, der gør det muligt for Staur både at præsentere analytisk klare og langtfra tandløse historier om de enkelte knudepunkter og få sagt, hvad han selv mener, så diplomatisk og fredsommeligt, at det efterlader mere eftertanke end lyst til modsigelse. Der er altså hverken tale om en debatbog, om officiel historiefortælling eller om personlig selvforherligelse – endsige om et kampskrift for Udenrigsmi-

nisteriets fortræffeligheder. Bogen er noget så sjældent i litteraturen om den danske samtidshistorie som en klar stemme, der indefra og langt hen ad vejen på systemets præmisser fortæller om vigtige skilleveje i Danmarks udenrigspolitik for med det afsæt at vurdere, om vi bar os klogt ad og nåede det, vi ville – og realistisk kunne.

En konklusion på dansk udenrigspolitik i praksis? Når bogen er bedst, og det er den langt hen ad vejen, er der tale om systematisk erfaringsopsamling med stærkt fokus på, hvad vi kan lære både af vore sejre og vore nederlag – af både det, der lykkedes, og det, der gik skævt. Staurs ærinde er ikke at dele karakterer ud, endsige at fremhæve den ene kollega eller minister på bekostning af den anden. Det er at kortlægge dynamikkerne med fokus på Danmarks indre forudsætninger for at varetage vores interesser i forhold til en verden, hvor dynamikker og forandringer går hurtigere end længe, og hvor fremtiden derfor er uoverskuelig. Staur har sikkert blik for, at Udenrigsministeriets arbejde ”i bund og grund handler om at gøre det muligt for Danmark og danskerne at bevare så meget handlefrihed som muligt i en foranderlig verden,” som han selv udtrykker det. Ikke med ambitionen at omskabe verden i vores billede, men for gennem aktiv deltagelse ”i det internationale samarbejde at bevare vores mulighed for at være os selv – i det nødvendige samspil med andre lande og folk.” Det er bogens udgangsreplik – men også dens mantra og det gennemgående tema: Gør vi det godt nok, givet hvem vi er, og den verden, vi lever i? Det er ikke en facitliste men en nøgtern præsentation af forudsætningerne og de faktiske forhold i den diplomatiske jernindustri – fulgt af velargumenterede bud på konklusionen. På den måde kan bogen læses som den sammenfattende konklusion på en aldrig gennemført undersøgelse af dansk udenrigspolitik ikke som historie, teori eller ideologi, men som praksis. Det er interessant, faktisk rasende interessant, hvis man er optaget af, hvordan Danmark gebærder sig i verden. Carsten Staur: Skilleveje – Dansk udenrigspolitik i 250 år, Gads forlag, 398 sider, udkom 2. september 2020. Oktober 2020

Altinget Magasin Temaord

DEBAT

KRONIK

Når vi fjerner Saszeline, gør vi kun problemet værre At slette Saszelines instagramkonto løser ikke problemet med misinformation. Tværtimod risikerer vi at puste til en grundlæggende mistro til myndigheder og medier. Af Eske Vinther Jensen og Sarah Steinitz Direktør for Common Connsultancy og partner i Analyse og Tal

Umiddelbart ligner det en sejr for videnssamfundet og kampen mod corona, når Instagram (der ejes af Facebook) lukker den tidligere S.O.A.P-sanger Saszelines profil, fordi hun har spredt misinformation om blandt andet vacciner og covid-19. Vi tror, at vi kan ånde lettet op og glæde os ved tanken om, at endnu en sølvpapirshat er lukket ned. Det kan vi bare ikke. Det løser nemlig ikke problemet med misinformation at fjerne en af budbringerne. Tværtimod risikerer det at skygge for vores forståelse af problemets omfang og karakter. Og vi undlader at ansvarliggøre Facebook for et problem, som de i meget høj grad er med til at skabe.

Løsningen er ikke latterliggørelse Misinformation på de sociale medier er et alvorligt problem og kan have meget reelle konsekvenser for demokratiet. I USA har vi set, hvordan falsk information bliver brugt til at få folk til at holde sig fra at stemme og til at så splittelse og opildne til vold mellem befolkningsgrupper. I England har det ført til afbrænding af 5G-master og senest store demonstrationer mod myndighedernes covid-19-håndtering. Herhjemme er det nok mest nærliggende at se tilbage på TV 2-dokumentaren ’De vaccinerede piger’, som medførte et styrtdyk i antallet af HPV-vaccinerede piger. Med andre ord skal vi tage misinformation alvorligt og forsøge at komme det til livs. Løsningen på problemet med misinformation er ikke at latterliggø80

re Saszeline og fjerne hendes profiler fra de sociale medier. Det afskærer hende selvfølgelig fra at eksponere titusindvis af danskere for alvorlig og skadelig misinformation omkring vacciner og covid-19 på den korte bane, men det løser ikke det grundlæggende problem.

Misinformation går på tre ben For at blive bedre til at bekæmpe misinformation er vi nødt til at forstå, hvad der skaber den, og hvad den grundlæggende dynamik er. I den sammenhæng skal der tre til at danse tango: For det første skal der skal være nogen, der producerer eller laver misinformationen. Det er eksempelvis folk eller virksomheder, der tjener penge på annoncer eller sælger produkter på deres hjemmesider. Deres incitament kan være at generere kunder og indkomst med misinformation. Andre misinformationsproducenter omfatter politiske bevægelser, der ønsker at udnytte den energi, som er i for eksempel misinformation om coronavirus. Og endelig er der en del konspirationsteoretikere, som higer efter anerkendelse af deres synspunkter, og som er dygtige til at bruge andre anledninger til at sprede deres budskaber. Sociale medier er med til at skabe problemerne For det andet skal der være en social medieplatform, hvor misinformationen kan deles. Det vil sige Facebook, Instagram, Twitter, TikTok og alle de andre. Udfordringen med de sociale medier i denne sammenhæng er, at deres grundlæggende forretningsmodel er at vise brugerne indhold, som inviterer til reaktion. Når vi liker, deler eller kommenterer på indhold på sociale medier, er algoritmerne indstillet til at sprede indholdet. Jo mere vi interagerer, des stærkere virker spredningseffekten. Desværre er misinformation rigtig godt indhold i den forstand, at det i allerhøjeste grad inviterer til reaktion. Det overrasker, forundrer, foruretter og fremprovokerer i det hele taget mange følelser, der indbyder til handling. Derfor opnår det meget større spredning end faktuelt, nuanceret og afbalanceret indhold. Med andre ord er den måde, som de sociale medier fungerer på, perfekt til at udbrede misinformation, og der er talrige eksem-

pler på, at misinformation om covid-19 er gået viralt. Modsat er faktuelt og nuanceret myndighedsindhold dårligt indhold i sociale mediers optik. Det starter ikke på samme måde hede diskussioner eller vækker stærke følelser, der får os til at interagere med indholdet. Så selvom mange af de sociale medier, herunder Facebook, har gjort meget for at fjerne misinformation og pege os i retning af myndighedernes oplysninger, er de løbende med til at skabe problemet med spredning af misinformation. Spredning af provokerende og kontroversielt indhold er nemlig kernen i deres forretning.

Enkle svar i en kompleks verden For det tredje skal der være en modtager af misinformationen. Der skal være personer, som bliver påvirket af det, som de ser på Facebook, og er villige til at læse, dele og måske endda kommentere det. Der er mange grunde til, at vi reagerer så ”godt” på misinformation. Misinformation giver ofte enkle svar på meget komplekse spørgsmål. Det giver tryghed i en verden, som især efter corona kan virke meget uoverskuelig og farlig. Og hvis det, som vi ser, bliver koblet sammen med noget, som vi i forvejen tror på eller synes er vigtigt, er vi meget villige til at lægge al tvivl og kildekritik til side. Endelig kan vi være af den overbevisning, at myndigheder ikke altid har ret, og at der god fornuft i at sætte spørgsmålstegn ved deres anbefalinger og krav. Det er selvfølgelig en forenklet rollefordeling i misinformationsuniverset. I denne optik kan Saszeline både betragtes som modtager og forstærkende effekt oven på de sociale mediers infrastruktur – det, som har fået benævnelsen superspreder. Grib fat om roden af problemer Når man betragter misinformation på denne måde, bliver det tydeligt, at Facebook ikke har håndteret et eneste af de tre grundlæggende elementer i spredning af misinformation ved at fjerne Saszelines profil. Det er mest af alt en PR-sejr for Facebook: ”Se, vi handler resolut.” Med fjernelsen af Saszelines profil fjerner vi ikke problemets kerne. Tværtimod fratager vi Saszeline sin ret til at sige, hvad hun mener (selvom vi ikke bryder os om det, og det kan være decideret farligt), vi giver vaccinemodstanderne en unødvendig martyr, og vi giver konspirationsteoreti-

Altinget Magasin Debat Temaord

kerne endnu en grund til at tænke: ”Der må være noget om snakken, hvis ’de’ er så bange for én, der siger sandheden”. Vi må ikke tro, at vi ved at latterliggøre Saszeline og fjerne hendes profil løser problemet med misinformation om covid-19. Vi skal hellere se at finde ud af, hvordan vi kan håndtere de tre elementer i den. For det første skal vi forstå, hvorfor så mange mennesker reagerer på misinformation omkring et specifikt emne som for eksempel vacciner. Hvad er de bekymrede for? Og så skal myndigheder, ngo’er og sundhedspersoner tage de bekymringer alvorligt og kommunikere i øjenhøjde. Det betyder også, at vi skal turde indrømme videnskabelige usikkerheder og sikre mere gennemskuelighed i godkendelsesprocedurer for eksempelvis vacciner eller vedtagelse af 5G-udrulning. Derfor er det også afgørende, at myndighederne kan kæmpe oplysningskampen i et digitalt univers. Desværre glimrer de ved deres fravær i borgernes debatter på sociale medier, hvor meget af misinformationen bliver spredt.

Stil flere krav til sociale platforme For det andet skal politikere i Danmark og EU turde stille flere – og ikke mindst mere begavede – krav til de sociale platforme. Vi bør kræve, at Facebook i stedet for bare at smide folk af deres platform og fjerne uønsket indhold udvikler mere effektive og målrettede metoder. Facebook bør skrue på algoritmerne, så de systematisk og langt hurtigere ”downranker” (den proces, hvor man fratager et opslags eller billedes spredningskraft) misinformation, og samtidig henvise til troværdige kilder. Det bør ske i langt større omfang end i dag, hvor Facebook ifølge en ny rapport fra ngo’en Avaaz fanger noget mindre end 20 procent af al misinformation på sundhedsområdet alene. For det tredje er der behov for, at forskere og journalister afdækker de forretningsmodeller og intentioner, der ligger bag de aktører, som spreder misinformation herhjemme. Det vil tillade os som forbrugere at tage mere oplyste valg. Samtidig kan vi presse de sociale medier til at fratage misinformationsproducenterne muligheden for at få del i annoncekroner eller reklamere for deres varer på platformen (også kaldet demonetization). Ingen enkelt forsker, myndighed, ngo eller socialt medie kan afmontere den

trussel, som misinformation udgør mod vores demokrati. Der skal brede alliancer på tværs af samfundet til. Netop derfor skal vi alle sammen holde op med at fryde os over, at Saszeline har mistet sin platform på Instagram, og i stedet finde ud af, hvilken rolle vi selv kan spille i bekæmpelsen af et af de mest alvorlige problemer, som vi står over for lige nu og i fremtiden: Den store spredning af misinformation.

KRONIK

Naivt at basere Danmarks udenrigspolitiske strategi på værdier Udenrigsministeren vil ikke opnå meget med en politisk strategi baseret på værdier. Det kunne gå i 90’erne, men verden ser markant anderledes ud i dag. Af Hans Mouritzen Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Udenrigsministeriet og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er gået i gang med udarbejdelsen af en ny udenrigspolitisk strategi, der blandt andet skal indebære en landsdækkende ministerturné for at skabe dialog om indholdet. Ministerens grundtanke er dog allerede fremkommet via ”Verden ifølge Gram” (DR, 8. september). Tilsyneladende skal værdipolitik nu bringes i højsædet. Det vil sige politik, der sigter mod at påvirke verden med danske værdier. Ministeren omtaler endog sig selv som international ”værdikriger”. Der bliver flere og flere diktatorer og autoritære styreformer i verden, hvis praksis strider mod dansk værdier. I denne situation er der brug for dansk værdipolitik, angiveligt med en ”socialdemokratisk tone”. Strategien har tilsyneladende ingen geografisk eller emnemæssig begrænsning. Den er ganske enkelt ”strategien for det hele”.

Værdistrategi ikke gangbar i dag Det er en modig ambition, lige så modig som Don Quijotes kamp mod vejrmøller. Kina er formentlig den største vejrmølle,

hvis vinger kan ramme Kofod og Danmark som følge af ”indblanding i interne forhold”. Norge prøvede det 2010 til 2016 og Sverige i øjeblikket. Rusland og Indien er også særdeles dygtige til at sætte udvalgte lande i straffeboksen, hvilket blandt andre Danmark tidligere har oplevet. Kofods værdistrategi kunne måske have været gangbar i 1990’erne og den første halvdel af 00’erne, hvor Danmark i ly af den amerikanske enesupermagt og med EU som en såkaldt ”normativ magt” besad en hidtil uset handlefrihed, også værdipolitisk. Modtagere af dansk bistand kunne i nogen grad påvirkes i retning af ”god regeringsførelse”, mens de i dag blot kan skifte os ud med kinesere eller andre samarbejdspartnere, der ikke stiller ubehagelige spørgsmål.

Ingen hjælp i USA Men i dag har EU fået svækket sit værdipolitiske renommé af blandt andet den autoritære udvikling i Ungarn og Polen. ”Fej for egen dør,” kan de kritiserede diktatorer svare med en vis ret. Og USA har ud over at blive forholdsmæssigt svækket på verdensscenen valgt en præsident med nul interesse i værdipolitik. Måske forestiller Kofod sig, at en eventuelt kommende Biden-administration vil være et værdipolitisk rygstød. At dømme efter den tidligere Obama-Biden-administrations praksis er dette dog tvivlsomt. Den agerede realpolitisk snarere end værdipolitisk på verdensscenen. Socialdemokratisk etikette Samlet virker Kofods udspil som et forsøg på at rulle Taksøe-rapporten tilbage, en rapport fra 2016, som foretog en række nyttige (om end smertefulde) geografiske og funktionelle prioriteringer. Nu er vi tilsyneladende på vej tilbage til, at ”det hele skal med”. I øvrigt er det besynderligt, at værdikampen af ministeren kaldes ”socialdemokratisk”. De gode ting, som Kofod ønsker sig – for eksempel en international retsorden – har tilslutning fra alle partier i det danske Folketing. Der er intet specielt socialdemokratisk ved dem. Måske er etiketten blot et forsøg på at skabe entusiasme i DSU? I stedet for blot bevidstløst at tale om fortsat ”globalisering”, som Kofod gør, bør en strategi være opmærksom på trenden mod deglobalisering, som covid-19 har forOktober 2020

Altinget Magasin Debat Temaord

årsaget. Hvordan skal Danmark forholde sig til den, og hvor meget plads overlader den til en universel ”værdikriger”?

Danmark bør være selektiv I stedet for den uindskrænkede værdikamp bør Danmark agere langt mere selektivt i normative spørgsmål. Den nordiske platform er stadig værdipolitisk intakt, og på basis af den vil man formentlig fortsat kunne spille en værdipolitisk rolle i FN-sammenhæng. Hvis man respekterer Hviderusland som del af den russiske interessesfære, vil de nordiske lande samlet kunne yde praktisk støtte til den hviderussiske opposition. Endelig er det vigtigt i EU-sammenhæng at bekæmpe den autoritære udvikling i Ungarn og Polen. Så kan EU måske på sigt genvinde noget af sin tidligere normative magt og derved blive en gunstig kontekst for danske ambitioner.

KRONIK

Iveren efter at behandle skyldes vores frygt for døden Hospitalsvæsenets iver efter at behandle døende skyldes en moderne forståelse af døden som en fiasko – og ikke et uundgåeligt vilkår. Det går ud over patienten. Af Lotte Mørk Hospitalspræst, Rigshospitalet

Forleden talte jeg med en ung kvinde, lad os kalde hende Sara. Hun var uhelbredelig syg af en kræftform med en prognose på fem års overlevelse. Hun var medlem af en facebookgruppe med kvinder med samme sygdom, og her var der en kvinde, der havde trodset statistikkerne og overlevet i næsten otte år. Hun havde nærmest opnået heltindestatus. Men, påpegede Sara, var der ingen, der var optaget af alle de gener, som den ”overlevende” kvinde havde lidt under på grund af alle behandlingerne? 82

Gener som uden tvivl måtte påvirke hendes livskvalitet. Hun måtte som konsekvens leve sit liv på hospitalet – og det var muligvis et acceptabelt liv for hende, men ikke for Sara. Som i øvrigt samtidig undrede sig over, at hendes egen læge ikke én eneste gang havde præsenteret hende for muligheden for at stoppe hendes behandling. Jeg vender tilbage til Sara.

Vi gør de døende til en fiasko Med mine mange års erfaring som præst på Rigshospitalet må jeg konstatere, at historien ikke er unik. Den er derimod et godt eksempel på, at sundhedsvæsenet ofte har ét overordnet succeskriterium: overlevelse. Som udgangspunkt er det jo godt, men konsekvenserne er, at kontrasten til denne succes gør de svækkede og døende til fiaskoen. Der er så meget fokus på at behandle og helbrede, at sundhedsvæsenet glemmer at finde ud af, hvad der giver livskvalitet for den enkelte. Min oplevelse er, at der er en unødig uoverensstemmelse mellem systemets og patientens succeskriterium. Ved hjælp af regler og retningslinjer forsøger systemet at kategorisere og kvantificere noget, der ikke lader sig sætte i system. Det ender med at være ligegyldigt og i værste fald ødelæggende for patienten. Vi frygter magtesløsheden Denne udtalte trang til at behandle og helbrede skyldes blandt andet, at vi som moderne mennesker er vant til at kunne handle os ud af det meste. Derfor skaber vi en illusion om, at så længe vi behandler, har vi kontrol og dermed magt. Vi frygter magtesløsheden, fordi den konfronterer os med endeligheden – døden. Vi glemmer, at svækkelse, forfald, sygdom, død og sorg er menneskelige vilkår, som vi ikke kan slippe for. Det giver naturligvis god mening, at kontrol og behandling har det primære fokus på et hospital. Det er trods alt årsagen til, at man kommer der. Jeg går stærkt ind for behandling, men ikke for enhver pris. Ikke når den har til formål at udskyde døden, alene fordi den er vanskelig at forholde sig til – og ikke mindst tale om. Det er et problem, når behandling bliver konsekvensen af, at vi ser døden som et problem – som en fiasko – og ikke som et vilkår. Så hvis succeskriteriet er altid at kunne gøre noget – selv dér, hvor det i sidste ende

er menneskeligt umuligt – ja, så er det ikke langt til fiaskoen. Problemet er, at vi ikke ser nok på den enkeltes succeskriterium. Succes behøver ikke at handle om at overleve, men om de værdier, du har i livet, der stadig giver mening på trods sygdommens hårde vilkår.

Måske ved patienten bedst Det bringer mig tilbage til Sarah, som mente, at hun godt vidste, hvorfor hendes læge ikke havde foreslået at indstille behandlingen: ”Han tør ikke, fordi det konfronterer ham med hans egen afmagt. Men han forstår ikke, at succes for mig ikke længere handler om overlevelse, men indholdet af det liv, jeg har tilbage. For det har virkelig indhold. Måske bare ikke så længe endnu. Jeg frygter, det indhold forsvinder, hvis jeg får mere behandling.” Som jeg så ofte påpeger i mine foredrag, overbehandler vi, fordi vi ikke tør konfrontere virkelighedens vilkår: afmagten, håbløsheden og meningsløsheden. Men virkeligheden er også, at vi ikke er Gud i eget liv. Pludselig er det dig og mig, der ligger dér. Vi kommer alle dertil, og det er der i sig selv et stort fællesskab i – hvis vi ellers tør erkende det. Succeskriteriet er altså ikke den blotte overlevelse, men at finde mening i livet på trods af sorg, angst og alt det andet, som sygdom og alderdom bringer med sig. Så uanset hvor mange regler og retningslinjer vi opstiller for at overbevise os selv om, at vi agerer korrekt, når vi fokuserer på overlevelsen, så vil vi altid fejle, hvis vi ikke samtidig inddrager patienten og ikke mindst dennes værdier og ønsker for den sidste tid. Måske hun allerede har erkendt noget, som vi endnu ikke har.

SVAR FRA QUIZ SIDE 84 1: Socialdemokratiet 2: 10’erne (1. januar 2014) 3: Kristian Jensen 4: Marie Krarup 5: Veganerpartiet (Michael Monberg) 6: 55 procent 7: Bill Clinton 8: Inger Støjberg 9: Eva Kjer Hansen 10: Kristian Thulesen Dahl

Politik er ikke bare Christiansborg Det tager Altinget seriøst med nyt nichemedie om København og hovedstaden

Altinget Hovedstaden giver nyheder om konkrete politiske sager, baggrund, debat og ikke mindst overblik over de politiske processer i København og hovedstaden. Bliv medlem af Altinget Hovedstaden og vær med, når Altinget rykker ind på Rådhuset.

Altinget Magasin Quiz Temaord

POLITISK QUIZ

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen trak sig i august fra posten som formand for Folketingets Efterretningsudvalg, efter forsvarsminister Trine Bramsen (S) havde varslet en undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste. Hvilken partifælle har overtaget Claus Hjorts plads i udvalget?

SPØRGSMÅL

Se svar side 82

1. 7. september fik Danmark et

3. Den tidligere forsvarsminister

nyt venstrefløjsparti, Frie Grønne,

Claus Hjort Frederiksen trak

der er stiftet af flere afhoppere

sig i august fra posten som

6. I sin State of the Union-tale

vikarierede som formand i

fra Alternativet, herunder

formand for Folketingets

16. september annoncerede

perioden?

Sikandar Siddique, som skal

Efterretningsudvalg, efter

kommissionsformand Ursula von

stå i spidsen for partiet. Den

forsvarsminister Trine Bramsen (S)

der Leyen, at EU vil skrue op for

9. Hvilken tidligere minister har

nyudnævnte formand indledte

havde varslet en undersøgelse af

ambitionerne på klimaområdet.

annonceret, at hun også går

dog sin politiske karriere et

Forsvarets Efterretningstjeneste.

Hvor meget skal vi reducere vores

efter borgmesterposten i Kolding

andet sted, nemlig i Københavns

Hvilken partifælle har overtaget

CO2-udslip inden 2030, hvis EU-

Kommune og dermed udfordrer

Borgerrepræsentation, hvor han

Claus Hjorts plads i udvalget?

kommissionen får sin vilje?

den tidligere udenrigsminister og

4. Hvilken profil fra Dansk

7. Den venstreorienterede

blevet valgt som spidskandidat

Folkeparti meddelte i september,

amerikanske højesteretsdommer

for SF?

2. Forsvarsminister Trine Bramsen

at vedkommende ikke stiller op

Ruth Bader Ginsberg døde

(S) har i løbet af september været

ved næste folketingsvalg, blandt

18. september efter længere

10. Hvilken partiformand

indkaldt til en række samråd

andet på grund af uenighed med

tids sygdom. Hvilken præsident

omhandler den nye portrætbog,

om skandalen i Forsvarets

partilinjen på spørgsmålet om

udnævnte hende i sin tid til

der udkom mandag d. 21.

Efterretningstjeneste, der startede

omskæring af drenge?

højesteretsdommer?

september?

tilsyn, der skal holde øje med FE’s

5. Hvilket parti måtte i midten

8. Venstres formand, Jakob

aktiviteter. I hvilket årti blev tilsynet

af september sige farvel til sin

Ellemann-Jensen, har i halvdelen

oprettet?

forperson, der valgte at trække sig

af september været sygemeldt

med øjeblikkelig virkning?

partiformand Villy Søvndal, der er

med en heftig kritik af FE fra det

FOTO: MADS CLAUS RASMUSSEN / RITZAU SCANPIX

diskusprolapser i nakken. Hvem

sad fra 2005 til 2009. Hvilket parti var han valgt ind for?

efter en operation for to

Altinget Magasin Kryds Temaord & tværs

ALTINGET SOMMER MØDE

ALTIN GET

BRE DE . FØR ST ERO DE PARTIET DE SÅ VAN DT EN. GSMAGT

MAGASIN

JUNI 2020 NR. 37 / 70 KR.

REG ERIN

IKSENS FR EDERETVÆ R K N T E MA:G

DIGITALIS

D I G ITAL

ltinget Magasin Ƒ

ERING

ALTIN GET

MAGASIN

ISERIN

Forskning på speed

tion Lær innovaAviv i Tel er vi Så digitale corona blevet af

Send løsningen på den politiske krydsord til krydsogtvaers@altinget.dk senest 26/10-20, og deltag i en konkurrence om to gode flasker rødvin og et årsabonnement på Danmarks bedste politiske magasin.

MAJ 2020 NR. 36 / 70 KR.

ALTIN GET

MAGASIN ER 2020

103512

kr. 70,00 - 09.09.2020

2 5 70000

JUNI 2020

04.06.2020

BK returuge

ltinget Magasin Ƒ

00036

SEPTEMB NR. 38 / 70 KR.

S TO R T

00035

PPE LIG. OPA T OG USTO OMSTRID GENOPR ETTE EUR L HUN SKA

103512

kr. 70,00

Sidste måneds vinder: Max Ottesen, 6230 Rødekro. Vinderen får direkte besked i start november.

HVE M E RVON U RSU LA E N? DE R LEY

2 5 70000

- 07.10.2020

BK returuge

00037

10.09.2020

kr. 70,00

BK returuge

103512

- 03.06.2020

D IEW ME

2 5 70000

MAJ 2020

14.05.2020

INTERV

AA A N DA LG R L-J O H

OVE RVIS& N E D N A M IE N PAN DE M CA

LØS, SEND IND – OG VIND

Oktober 2020

Karrieresektionen er sponsoreret af Mercuri Urval

Karriere & navne AF ALTINGET RESEARCH

CHRISTIANSBORG

SF’s finansordfører skifter valgkreds

CHRISTIANSBORG

CIVILSAMFUND

E M B E D SVÆ R K

Veganerpartiets forperson trækker sig Veganerpartiet er blevet en markant profil færre i organisationen. Nærmere bestemt er medstifter og forperson Michael Monberg færdig i dansk politik. Det sker, blot få dage efter partiet er blevet officielt opstillingsberettiget og tildelt partibogstavet ”G”. Michael Monberg har besluttet at give faklen videre for at få tid til nye projekter, som det politiske arbejde hidtil har stået i vejen for at realisere: ”Det har været en af de sværeste beslutninger, som jeg nogensinde har truffet, og lige nu føles det måske forkert. Men jeg ved, at timingen er rigtig, og der er stærke kræfter til at overtage. Det betyder også, at jeg for første gang har muligheden for, med ro i sindet, at fokusere på de ting, som jeg har nedprioriteret for at gøre den her drøm til virkelighed,” skriver han på Facebook. Den nye forperson for partiet bliver i stedet 38-årige Lisel Vad Olsson, der ifølge partiets hjemmeside vil arbejde for “medfølelse og ansvarlighed for både dyr, jord og mennesker”. Hun har en fortid som massør og har læst teologi og antropologi på Københavns Universitet.

Direktøren for Læger uden Grænser fratræder sin stilling

Tidligere departementschef skal være tovholder for regeringens nærhedsreform

Hjælpeorganisationen Læger uden Grænser i Danmark skal have ny direktør. Jesper H. Brix har nemlig valgt at fratræde sin direktørstilling til fordel for stillingen som landechef for Læger uden Grænser i Indonesien. Jesper H. Brix kom til det franskoprettede Médecins Sans Frontières (MSF) i 1995 i en frivillig stilling. De følgende 13 år var han blandt andet udsendt som logistiker, projektkoordinator og landechef, inden han i 2008 forlod hjælpeorganisationen til fordel for it-virksomheden NNIT. I 2009 vendte han tilbage til Læger Uden Grænser i Danmark, hvor han blev formand, og i januar 2016 blev han i stedet direktør i organisationen. Indtil der er fundet en permanent afløser til Jesper H. Brix, vil Malin Palmér, der er chef for support i Danmark, være konstitueret på direktørposten.

Jens Strunge Bonde, der er tidligere departementschef i Børne- og Socialministeriet, er blevet ansat i Statsministeriet som kommitteret til Nærhedsreformen, som statsminister Mette Frederiksen allerede tog de første skridt imod i sin tale ved Folketingets åbning i 2019. Nærhedsreformen skal ifølge Mette Frederiksen mindske bureaukrati og kontrol i den offentlige sektor, hvor der skrues ned for detailstyring oppefra, og fokus i stedet skal rettes mod fagligheden og ledelsen ude på institutionerne – og det er altså de planer, den tidligere departementschef nu skal være tovholder for. Jens Strunge Bonde var departementschef i Børne- og Socialministeriet i en toårig periode under VLAK-regeringen, og inden da var han direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der hørte under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

FOTO: PHILIP DAVALI / RITZAU SCANPIX

SF’s finansog erhvervsordfører, Lisbeth BechNielsen, er blevet valgt som folketingskandidat for SF Indre By København, og hun forlader dermed Nordjyllands Storkreds, hvor hun har været valgt til Folketinget siden 2011. ”Jeg har længe ønsket mig at stille op og være aktiv dét sted, jeg bor og har min familie, og det er København. Jeg er stolt og glad for, at SF Indre By vil opstille mig som deres kandidat,” siger hun i en pressemeddelelse. Partiforeningsformand for SF Indre By Marianne Halkjær glæder sig over, at Lisbeth Bech-Nielsen nu fremover kan repræsentere Hovedstaden: ”Vi ser det som et stort potentiale at få en folketingskandidat, som er så tæt på magten. Som finansordfører beskæftiger Lisbeth sig med mange af de sager, som kommer hovedstaden ved, og derved syntes vi, det er yderst relevant, at hun nu opstiller i hovedstaden,” siger hun.

Altinget Magasin Karriere

De har skiftet job Kim Bové Fra kommunikationsdirektør, Unicef Til kommunikationschef, Liberal Alliance Tiltrådte 14. september Sophie Bremer Fra journalist, DR Nyheder Til presse- og kommunikationschef i Statsministeriet Tiltrådte 14. september Jesper H. Brix Fra direktør, Læger uden Grænser Danmark Til landechef for Læger uden Grænser, Indonesien Tiltrådte 15. september Mette Viktoria Pabst Fra nyhedsredaktør på Radio4 Til politisk journalist i DR Tiltrådte 1. oktober Katrine Ellersgaard Nielsen Fra chef for analyse og samfundsøkonomi, Politik og Analyse, Dansk Erhverv Til branchedirektør i DI Rådgiverne Tiltrådte 1. oktober Helle Gudmandsen Fra chef for uddannelse og unge-engagement i International Afdeling Til direktør, Ungdommens Røde Kors Tiltrådte 1. oktober Stig Werner Isaksen Fra direktør for plan, teknik og miljø, Aabenraa Kommune Til direktør for teknik og miljø, Køge Kommune Tiltrådte 1. oktober Hanne Sundin Fra projektchef i Dansk Arbejdsgiverforening Til branchedirektør, Træ- og Møbelindustrien, Dansk Industri Tiltrådte 1. oktober Birgitte Anker Fra direktør for Socialstyrelsen Til rigsstatistiker, Danmarks Statistik Tiltrådte 1. oktober Jesper Rasmussen Fra ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk afdeling på Sydvestjysk Sygehus Til ledende overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital Tiltrådte 1. oktober

Fra 10. september til 8. oktober

Thomas Buch-Andersen Fra kanalchef, DR P1 Til vært på TV 2 News Tiltrådte 1. oktober Dorthe Krogh Jensen Fra marketingschef, Danske Bank Til marketingsdirektør, Alm. Brand Tiltrådte 1. oktober Benjamin Bunnage Fra advokat, Plesner Til juridisk direktør, EjendomDanmark Tiltrådte 1. oktober Rasmus Vanggaard Knudsen Fra afdelingschef, Analyse og Rådgivning, Børne- og Undervisningsministeriet Til direktør, Københavns Ejendomme & Indkøb, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune Tiltrådte 1. oktober Andreas Bjerre Fra journalist hos Jysk Fynske Medier Til presse- og brandingchef, Billund Kommune Tiltrådte 1. oktober Peder Søgaard-Pedersen Fra public affairs-rådgiver, Danske Bank Til chef, Dansk Industri Life Science Tiltrådte 1. oktober Henrik Tvarnø Fra direktør, A.P Møller Fonden Til pensioneret Tiltrådte 1. oktober

Ivan Thyregod Fra direktør for Global Commercial Excellence – Channel & Customer Development, Arla Foods Til administrerende direktør, Rynkeby Foods Tiltrådte 1. oktober Steffen Wegner Mortensen Fra kommunikationschef, Saxo Bank Til sekretariatschef, Liberal Alliance Tiltrådte 1. oktober Niels Rohleder Fra rets- og migrationspolitisk rådgiver, Enhedslisten Til presse- og kommunikationsrådgiver, Dignity Tiltrådte 1. oktober Tine Vestergaard Jacobsen Fra politisk rådgiver, Radikale Venstre Til international programrådgiver, Dignity Tiltrådte 1. oktober Nikolas Lyhne-Knudsen Fra direktør, Økonomi, Teknologi og Medieproduktion, DR Til direktør, Danske Spil Tiltrådte 1. oktober Peter Thorgaard Fra underdirektør, Skattestyrelsen Til afdelingschef, Center for Arbejdsmarkedspolitik, Beskæftigelsesministeriet Tiltrådte 1. oktober

Klaus Høeg-Hagensen Fra adm. direktør, Egmont Publishing Danmark Til adm. direktør, Gubi Tiltrådte 1. oktober Juan Farré Fra teknologidirektør, FORCE Technology Til direktør, Teknologisk Institut Tiltrådte 1. oktober Mette Vestergaard Fra direktør, Global People & Business Transformation, LEO Pharma Til administrerende direktør, DHI Tiltrådte 1. oktober

FOTO: PRESSEFOTO / UNICEF / DR / CHRISTIAN STÆHR/LÆGER UDEN GRÆNSER / DANSK ERHVERV / UNGDOMMENS RØDE KORS / AABENRAA KOMMUNE / DANSK INDUSTRI / SOCIALSTYRELSEN / TV 2 / ALM. BRAND / EJENDOMDANMARK / BØRNEOG UNDERVISNINGSMINISTERIET / BILLUND KOMMUNE / DANSK INDUSTRI / A.P. MØLLER FONDEN / EGMONT / TEKNOLOGISK INSTITUT / DHI / RYNKEBY FOODS / SAXO BANK / DIGNITY / BJARNE BERGIUS HERMANSEN/DR

September 2020

Karrieresektionen er sponsoreret af Mercuri Urval FORTALT TIL JARL VIKTOR SCHULTZ, ALTINGET FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK, ALTINGET

Matematikeren der blev kvindesagsaktivist Hun var Danmarks første kvindelige matematikprofessor, og i 80’erne var hun med til at rulle internettet ud. Hun vidste godt, at der var noget, der hed rødstrømpebevægelsen, men det var aldrig noget, hun selv gik ind i. Altinget har talt med Dorte Olesen, der efter årtier i naturvidenskabens verden i dag sidder som direktør i en international kvinderettighedsorganisation.

Jeg var meget forvirret, da jeg skulle til at starte i gymnasiet. Jeg kunne godt lide både historie, latin og græsk, og jeg overvejede kraftigt at blive gammelsproglig. Men så en dag i spisefrikvarteret var der en af drengene, der gik rundt og spurgte: Hvad skal du være efter 9. klasse? Og de andre svarede: Jeg skal være sproglig, jeg skal være matematiker, eller: Jeg skal ikke i gymnasiet. Da han så kom hen til mig, kiggede han på mig og sagde: “Nå ja, du kan jo begge dele. Så skal du selvfølgelig være sproglig, for du er en pige.” Der traf jeg min beslutning. Jeg ville ikke sættes i bås, bare fordi jeg var en pige. Og så måtte det jo blive matematik og fysik. I dag er jeg konsulent på DTU, jeg sidder i direktionen i Selskabet for Naturlærens Udbredelse, og så er jeg direktør i Zonta, som arbejder med uddannelsesprojekter for kvinder rundtomkring i verden.

I Adlers fodspor Min far var læge, og da jeg gik i 5. klasse fik han en stilling på Rigshospitalet. Vi måtte flytte, og jeg skiftede til en skole, der hed 88

Sortedamsgymnasiet. Skolen var stiftet af Hanna Adler, Niels Bohrs moster, som var en af de to første kvindelige danske fysikere. Dengang kunne kvinder ikke få faste stillinger i skolevæsnet, så Adler tog sagen i egen hånd og stiftede H. Adlers Fællesskole, som var for både drenge og piger, hvilket var meget avanceret på den tid. Jeg hørte historien om Hanna Adler, imens jeg gik på den skole, og det gjorde stort indtryk på mig. I 1973 blev jeg kandidat i matematik og fysik, og så skulle jeg jo finde mig et job. Men det var ikke helt nemt, bl.a. fordi der var en del diskrimination i den verden, jeg gerne ville ind i. Der var en ældre lektor på Matematisk Institut, der sagde til mig: “Det er jo mændene, der skal forsørge familierne. Så må det være dem, der har førsteret til stillingerne.” Men så lykkedes det at få en ph.d. i Odense. Det var lidt bøvlet, for min mand blev boende i København. Vi var blevet gift i ’71, men da jeg begyndte på mit stipendium i Odense, havde vi stadig ikke fået børn. Vi havde ikke rigtig tid til det de første år i ægteskabet.

Altinget Magasin Karriere

Først arbejdede min mand i USA et år, og så fik jeg jo den der ph.d. i Odense, hvor jeg skulle pendle frem og tilbage.

Et korps af kvinder Det står ærlig talt lidt tåget for mig, hvordan vi kom frem til, at nu var det på tide at få børn. Men jeg begyndte jo at have en vis alder, så det var nok bare, at hvis det skulle være, så skulle det være nu. Så fik vi en dreng og havde egentlig ikke nogen planer om, at der skulle komme flere. Men så kom der en til nogle år senere, og en til efter det. Dengang sendte man børn i vuggestue allerede når de var tre måneder, for der sluttede barselsorloven. Det havde jeg et par veninder der gjorde, og det havde afskrækket mig, for de fik alle mulige infektioner og blev frygteligt syge. Så fra starten af tænkte jeg, at det ville jeg gerne undgå. Min mand og jeg var begge to universitetsfolk, så vi havde en vis fleksibilitet i dagligdagen. Vi kunne godt arbejde på mærkelige tidspunkter. Der var selvfølgelig noget undervisning, der skulle passes, men det var jo ikke et 9-17-job. Vi havde travlt begge to, men vi kunne Jeg havde jo mødt lægge tingene, så det passede med mænd, der sagde: De børnene. Og så gik min svigermor der tunge jobs skal all in på at passe vores første dreng, man overlade til os. og min mor hjalp også lidt til, og så Men det behøver man havde jeg havde også et par fastre altså ikke. i baghånden. Så mine børn kom aldrig i vuggestue. Efter nummer tre forøgede vi korpset af kvinder med en hushjælper. En ældre dame, der kom og gjorde rent i huset. Hun elskede børn, så hun sagde: “Jeg kan da også godt hjælpe til,” og så gled hun også ind i korpset. Supercomputere I 1986 blev jeg valgt til dekan på det Naturvidenskabelige Fakultet. Men før det havde jeg søgt et professorat på RUC, og jeg nåede kun at være dekan i et års tid, før ansættelsesudvalget besluttede sig for, at de faktisk gerne ville have mig. Jeg var næsten lige blevet dekan, men det var en lidt usikker stilling, og jeg fik heller ikke mere i løn end en lektor. Så jeg sagde ja og blev Danmarks første kvindelige professor i matematik. Jeg nåede ikke at være professor i mere end et års tid, før jeg blev headhuntet til at blive direktør for Uni-C. Det var i 1989. Uni-C var et nystiftet edb-center, hvor de tre regnecentre ved KU, AU og DTU blev slået sammen til en landsdækkende organisation, der arbejdede med supercomputere. Det var i internettets helt tidlige år. Jeg tænkte: Det tager jeg i tre år, og så smutter jeg tilbage til professoratet på RUC. Uni-C var de første, der tilbød internet til almindelige danskere. Vi var også de første, der lavede e-handelsplatforme. Det var fremtiden, mente vi. Men vi var for tidligt ude, der var ikke noget marked for det dengang. Jeg endte med at være direktør i Uni-C i 22 år. Da min mand døde af kræft i 2004, tænkte jeg, at det var tid til at vende tilbage til universitetsverdenen. Det, der lokkede, var, at man på universitetet har mulighed for at bevare en tilknytning til arbejdsstedet efter pensionen. Så kan man få lov til at blive siddende ved et skrivebord et eller andet sted, selvom man ikke får løn længere. Og så endte jeg altså som konsulent på DTU, hvor jeg stadig er.

Aktiv i kvindesagen Jeg har været en del af Zonta siden 1991. I samarbejde med FN laver vi uddannelsesprojekter for kvinder rundtomkring i verden. Vi arbejder bl.a. på at få stoppet børneægteskaber, som jo er den allermest effektive metode til at sørge for, at unge kvinder ikke får en uddannelse. Det drejer sig om at påvirke lovgivningen, så børneægteskaber forbydes. Derefter at påvirke politiet, så de rent faktisk håndhæver forbuddet, og så handler det om at lancere lokale kampagner, så man får ændret de lokales mindset og får dem til at forstå, hvad det har af konsekvenser for deres piger, når de bliver giftet væk som børn. Statistisk set kan enhver se, at der er en korrelation mellem kvinders uddannelsesniveau og bruttonationalproduktet. Det er sådan et argument, som også mange mænd godt kan forstå. Mit engagement for kvindesagen er nok kommet sådan lidt drypvist. Som barn var jeg nok lidt naiv. Jeg var jo bare glad for matematik og regning. Det var helt naturligt, det var ikke noget, jeg tænkte over. Men så var jeg jo nogle gange hjemme hos de andre piger fra klassen, og flere gange var der en af deres forældre, der sagde til mig: “Jeg kan forstå, at du er vældig dygtig til det der matematik. Er det ikke svært for en pige?” Og så sagde jeg bare: “Nej,” uden at tænke mere over det. Der gik lang tid, før det gik op for mig, at folk havde forsøgt at give mig et vink med en vognstang: at det ikke var helt passende for en pige at beskæftige sig med matematik. Men når jeg nu syntes, matematik var sjovt, hvorfor skulle jeg så ikke gøre det? Man kan måske ikke ligefrem sige, at jeg valgte naturvidenskaben i trods, men det har helt klart haft en betydning. Hvorfor skulle det, at man er pige definere, hvem man er? Da jeg blev landets første kvindelige professor i matematik, tænkte jeg, at det var et vigtigt signal at sende til de unge piger. Jeg havde jo mødt mænd, der sagde: De der tunge jobs skal man overlade til os. Men det behøver man altså ikke.

Dorte Olesen • Født: 8. januar 1948 Uddannelse • Cand.scient. i matematik og fysik, Københavns Universitet (1973) • Lic.scient. fra Odense Universitet (1975) • Dr.scient. fra Københavns Universitet (1981) Karriere • International director hos Zonta International (2020-nu) • Konsulent ved DTU (2011-nu) • Administrerende direktør for Uni-C (1989-2011) • Professor i matematik ved Roskilde Universitetscenter (1988-1992, orlov fra 1989) • Dekan for Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet (1986-1988) • Lektor ved Københavns Universitets Matematiske Institut (1980-1988) • Sekretær i Undervisningsministeriets økonomisk-statistiske kontor (1974-1976)

September 2020

Altinget Magasin Jobannoncer

Karrieresektionen er sponsoreret af Mercuri Urval

ª: karriere

Slå dit næste job op – eller find det – på altinget.dk/karriere. Vi har mere end 600.000 brugere om måneden. Du kan også annoncere i Altinget Magasin, der udkommer hver måned til de vigtigste 1.500 beslutningstagere og sælges i abonnement og kiosker landet over.

NORDJYLLAND

H O V E D S TA D E N

Direktør i Statens Administration

Prorektor til Copenhagen Business School

Frist: 11/10-2020

Frist: 18/10-2020

M I DTJYLLAN D

H O V E D S TA D E N

Chef for Borgercenter Nord – Aarhus Kommune

Tænketanken Mandag Morgen søger praktikanter til foråret 2021.

Frist: 18/10-2020

Frist: 23/10-2020

H O V E D S TA D E N H O V E D S TA D E N

Director UNEP DTU Partnership Frist: 01/11-2020

Dansk Arbejdsgiverforening søger en politisk interesseret økonom eller en økonomisk interesseret statskundskaber til vores arbejdsmiljøteam Frist: 14/10-2020

Altinget Magasin Profilannoncer

ª: aktører

Udforsk aktører i det politiske Danmark på www.altinget.dk/aktoerer

A R B EJ D S G I V E R - / B R A N C H E O R G A N I SAT I O N

ITD Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport ITD er en privat brancheorganisation for de professionelle transport- og logistikvirksomheder. Vi rådgiver og skaber netværk for vores mere end 800 medlemsvirksomheder. Vi varetager transport- og logistikbranchens interesser politisk nationalt og internationalt. Foreningen repræsenterer i dag danske transport- og logistikvirksomheder, internationalt og nationalt.

` ALTINGET.DK/ITD FA G F O R E N I N G

Fødevareforbundet NNF En stærk fagforening og et stærkt fællesskab Vi er fagforeningen for dig der arbejder indenfor nogle af Danmarks vigtigste brancher: Bager, slagter, mejeri, sukker- og chokoladeindustrien samt tobaksindustrien. Med cirka 20.000 medlemmer er vi en stærk fagforening, der er til for medlemmerne. Som en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), er vi en del af et stærkt fællesskab.

` ALTINGET.DK/NNF

Ergoterapeutforeningen Vi gør din hverdag mulig Ergoterapeutforeningen er professions- og fagforening for over 9.000 ergoterapeuter og ergoterapeutstuderende på det offentlige og private arbejdsmarked. Foreningen udvikler og sikrer ergoterapeuters roller og vilkår på arbejdsmarkedet. Ergoterapeuter arbejder med børn, unge, voksne og ældre, der har svært ved at deltage i dagligdagens aktiviteter. Det vil sige alt det, du gør, fra du står op til du går i seng. Ergoterapeuter træner din krop, psyke og hjerne, og udvikler dine sanser og færdigheder i samarbejde med dig.

` ALTINGET.DK/AKTOERER/ETF FOND

Landsbyggefonden Fremtidssikring af almene boliger Hvad er Landsbyggefonden? Hvad rummer den? Og hvilken effekt og betydning er den med til at skabe i den almene sektor landet over? Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering. Se filmen om Landsbyggefonden på:

` ALTINGET.DK/LANDSBYGGEFONDEN

I N T E R E S S E O R G A N I S AT I O N

Danske Handicaporganisationer Det fælles talerør for mennesker med handicap Kend DH som et markant talerør for handicaporganisationerne. Vi repræsenterer mennesker med alle typer handicap. Synlige og usynlige – fra hjerneskade og gigt til udviklingshæmning og sindslidelse. Kend DH som internationalt orienteret. Vi udbreder handicapkonventionen og er aktive i dansk udviklingssamarbejde. Vi arbejder for FN’s verdensmål, så ingen lades i stikken. Kend DH som en konstruktiv samarbejdspartner. Nationalt og lokalt søger vi den gode politiske dialog. Vi bidrager med viden om handicap og nye løsningsforslag.

` ALTINGET.DK/DH REKRUTTERINGSBUREAU

Genitor Gør god ledelse bedre Det er vores ambition at hjælpe vores kunder med at gøre god ledelse bedre, fordi vi ved, at ledelse er afgørende for at skabe vækst og velfærd for medarbejdere og for borgere og virksomheder. Mere konkret hjælper vi vores kunder med at: • ansætte de bedste ledere • udvikle ledelse, ledere og ledergrupper • skabe ledelsesmiljøer, der fremmer god ledelse.

` ALTINGET.DK/GENITOR -

Mercuri Urval It’s All About People Mercuri Urval er en førende, global virksomhed inden for Executive Search, professionel rekruttering og talentudvikling. Vi er forretningsorienterede og tror på individuelt ansvar. Vi har en flad, teambaseret struktur baseret på vores lokale konsulenter og deres kunder. Alle teams rapporterer til vores globale hovedkontor i Stockholm.

` ALTINGET.DK/AKTOERER/MERCURIURVALAS

ANNONCE

Der skal REN LUFT på skoleskemaet Mere end en halv million danske børn og unge tilbringer en stor del af deres tid i skolen. En lang række undersøgelser viser imidlertid, at indeklimaet i en stor del af de danske skoler er alt for dårligt. Det har konsekvenser for børnenes indlæring, sundhed og generelle trivsel. Og spredningen af Covid-19 har kun gjort problemet mere akut.

91%

af undersøgte klasseværelser overskred bygningsreglementets grænse for CO²-indhold i luften i løbet af skoledagen* *DTU og Realdania, 2017

Løsningerne er der. Og vi har råd til det. Faktisk har vi ikke råd til at lade være.

1 Indfør lovkrav om maksimalt CO²-indhold i luften i klasselokaler

2 Sæt krav om kommunal handlepligt i tilfælde af utilfredsstillende indeklima

3 Styrk den lovpligtige kontrol og vedligehold af ventilationsanlæg