Tidsskriftet Grønland, nr. 3, 2014

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 3/SEPTEMBER 2014 62. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Frimodt-Heineke Fonden, Juullip Nipitittagaa/ Grønlands Julemærkefond, Skibsreder Kraemer og hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Bladpuljen, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, Augustinus Fonden, Carlsen-Langes Legatstiftelse.

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Afskrabning af prøver fra Camp Century iskernen. (Foto: Uffe Wilken).

D e t t e nu m m e r a f T id s sk r i f t e t G r øn l a nd kom m e r de s v æ r r e m e d for s i n ke l s e . B a g g r u nde n he r for e r or g a n i s at or i sk om s t r u k t u r e r i ng o g s a m a r b e j de m e d e t ny t t r y k ke r i . V i b e k l a g e r de g e ne r, de t m åt t e h ave a f s t e d kom m e t for bl a de t s ab on ne nt e r o g l æ s e r e . Næ s t e nu m m e r a f t id s sk r i f t e t for ve nt e s u dg i ve t i j a nu a r 2 0 1 5 , hvor e f t e r u dg i ve l s e s f r e k ve n s e n ig e n v i l v æ r e t i l b a g e i s it s æ dv a n l ig le j e .

R e d a k t i one n

1 5 4

A STRID sCHMIDT:

Hvordan og hvornår den grønlandske iskappe blev dannet giver nyt perspektiv for både fortidens og fremtidens klima 16 1*

k I R S T E N T H I S T E D :

KOLONIALISME OG FORSONING. Dansk- grønlandske relationer i en selvstyretid

1 7 2 K N U D M I C H E L S E N:

Fair embedsmandslogik eller magtspil 1 8 5

V I B E K E S L O T J A KO B S E N:

Polarbiblioteket

1 8 8

F L E M M I N G A . J . N I E L S E N:

Halvfems spørgsmål til missionæren på Håbets Ø 2 0 4

F L E M M I N G A . J . N I E L S E N:

Fire gammelgrønlandske sange 2 1 2

J Ø RG E N J U N G E B U S C H :

HVARF ved Grønland

2 1 7

SUSA N N E T HOR BEK

Kolonisering: Mission og handels indflydelse på seksualitet og følelsesliv.

Betydningen heraf for koloniseringens succes i Vestgrønland i 1700-tallet

Artikler mærket med * er fagfællebedømt.

af KIRSTEN THISTED

KOLONIALISME OG FORSONING. Danskgrønlandske relationer i en selvstyretid RESUMÉ Det grønlandske selvstyre har nedsat en forsoningskommission. Hvad står der i kommissoriet, hvad er baggrunden for en sådan kommission, og hvorfor er følelserne delte, ikke kun i Danmark, men også i Grønland? Hvordan undgår man, at danskerne endnu engang får ansvar, mens grønlænderne står tilbage med mindreværd og skam? Og er det sandt, som nogen hævder, at forsoning kun har at gøre med Sydafrika og folkedrab?

I henhold til koalitionsaftalen mellem partierne i den nuværende grønlandske regering, som tiltrådte efter valget i marts 2013, skal der iværksættes en handlingsplan for forsoning vedrørende kolonitiden. Der er nedsat en kommission, som er sat på den grønlandske finanslov med 2,4 millioner kroner om året i de næste fire år. Kommissionen har allerede givet anledning til en del debat, og der er langt fra opbakning fra alle kredse i Grønland. Dels er det temmelig uklart, hvad kommissionen rent faktisk skal lave, samt ikke mindst hvordan den skal udføre sit arbejde, dels er der mange, der mener, at en sådan kommission måske snarere gør skade end gavn.

Kirsten Thisted. Lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Afdeling for Minoritetsstudier, Københavns Universitet. Har blandt andet, sammen med Karen Langgaard fra Grønlands Universitet, udgivet bogen From Oral Tradition to Rap. Literatures of the Polar North. Leder for øjeblikket forskningsprojektet “Danmark og det nye Nordatlanten”.

Lanceringen af den kommende kommission er foregået under anvendelse af en retorik om forskellige ”befolkningsgrupper” i det grønlandske samfund. Det har fået nogen til at spørge, om Naalakkersuisut (den grønlandske regering) ønsker etnicitet genindført som en skelnende faktor i samfundet.

Hvordan ønsker man i givet fald ordet ’grønlænder’ (kalaaleq) defineret. Skal det være lig med inuk/inuit? Og hvor meget ikkeinuit må man i givet fald være for stadig at kvalificere?

Oppositionen mere end antyder, at regeringen bruger kommissionen til at fjerne fokus fra andre nok så samfundsrelevante

Tidsskriftet Grønland 3/2014

161

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

diskussioner, som eksempelvis principper for udvinding af ikke-fornybare resurser og den også i de danske medier meget debatterede ophævelse af nul-tolerancen over for uran.

Normalt forventer man, at en forsoning skal have mindst to deltagere: Nemlig de tidligere modstandere i den konflikt, som har gjort forsoning nødvendig. I det foreliggende tilfælde ønsker den ene part imidlertid ikke at deltage. På rigsmødet i august 2013 understregede Helle Thorning-Schmidt, at en sådan proces ikke er et dansk behov, men at regeringen har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk.

Det er jo en ganske interessant udmelding. Hvis det accepteres, at der er et legitimt grønlandsk behov, burde vel deraf følge, at der også er et dansk behov, i og med at en relation som bekendt har flere parter.

Fra grønlandsk side har man beklaget det danske standpunkt. Samtidig er der imidlertid mange, også i Grønland, der mener, at nedsættelsen af en forsoningskommission sender helt forkerte signaler, hvad angår karakteren af det forhold, Danmark og Grønland har haft med hinanden.

Tanken om en forsoningskommission i Grønland er ikke ganske ny, men søsattes i slutningen af 1990-erne af psykiateren Fatuma Ali, der i en årrække arbejdede i Grønland. I 2004 afholdtes det første seminar, hvor en gruppe på 18 personer tilbragte en uge i Toscana.1 Allerede dengang blev initiativet mødt med protester mod den implicitte påstand om sammenlignelighed mellem det brutale apartheid regime og den ikke-voldelige danske administration af Grønland.2 Det hele løb lidt ud i sandet – men tankerne blev ikke ganske glemt.

1 Se Fatuma Alis hjemmeside: http://www.fatumaali. dk/?Artikler. Scroll ned til overskriften Traumer i relation til Grønland. Sidst tilgået 14. august 2014.

2 Se f.eks. indlæg fra Mads Lidegaard: ”Grønland er ikke Sydafrika”, 4. marts 1998 http://www.information.dk/17286.

Samt Aqqaluk Petersen: Skråsikre påstande fra Fatuma Ali, 12. marts 1998 http://www.information.dk/17549.

162

Tidsskriftet Grønland 3/2014

Forsoning, undskyldning, erstatning Det er nok ikke helt forkert, at ordet ”forsoningskommission” først og fremmest associeres med Nelson Mandelas og Desmond Tuttus ”Sandheds- og forsoningskommission” efter opløsningen af apartheid styret. Ideen var, at retfærdighed ikke behøvede give sig udslag i hævn og straf, men at tilgivelse kunne gives, hvis de skyldige offentligt trådte frem og erkendte, hvad de havde gjort. ”Genoprettende retfærdighed” har man kaldt denne proces. Hensigten var at genopbygge de forhold mellem mennesker, som var blevet ødelagt under apartheid. Sandheds- og forsoningskommissioner udgør således en særlig gren af det begreb, man i juraen betegner ”transitional justice”: Retsopgør efter konflikter eller statslig undertrykkelse. Ideen er, at retsopgøret skal anerkende ofres rettigheder, fremme borgerlig tillid og styrke den demokratiske retsstat.3 Den sydafrikanske kommission har senere inspireret til en række lignende kommissioner, oftest i forbindelse med borgerkrig og folkedrab, men samtidig har disse kommissioner været udsat for en omfattende kritik. Der kan opstå et vældigt pres på ofrene for at de skal tilgive,4 selve processerne kan føre til gen-traumatisering af ofrene,5 og amnesti for alvorlige overtrædelser af menneskerettigheder er generelt ikke tilrådeligt.6 I værste fald kan man frygte, at alt for mange sidder tilbage med følelsen af, at skurkene er gået fri – hvorpå hadet atter kan trives og gro neden under en overflade af falsk forsoning.

3 International Center for Transitional Justice: http://ictj. org/about/transitional-justice, sidst tilgået 14. september 2014.

4 Se Thomas Brudholm: Recentment’s Virtue. Jean Améry and the Refusal to Forgive. Temple University Press 2008.

5 Karen Brounéus: “Truth-Telling as Talking Cure?

Insecurity and Retraumatization in the Rwandan Gacaca Courts.” Security Dialogue 2008; 39:55-76.

6 Fergus Kerrigan og Antranik Handoyan: I skyggen af et folkedrab. Rwanda ti år efter. DIIS, København, Den Ny Verden 2004:2.

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

Tanker om forsoning i forbindelse med dramatiske hændelser i fortiden rækker naturligvis meget længere tilbage end til Sydafrika. I Europa har emnet været presserende ikke mindst efter Anden Verdenskrig, og tysk filosofi har beskæftiget sig indgående med emnet. En væsentlig tanke er her, at retsopgør må suppleres med en aktiv erindringspolitik, hvor fortiden trækkes frem i lyset og vedvarende bearbejdes. Kun ved at iværksætte en sådan aktiv erindringspolitik undgår man, at fortiden lever videre i form af ubearbejdede traumer og følelser.7 Vergangenheitsbewältigung, ”fortidsforvaltning”, kalder man denne aktive erindringspolitik.

Hvor retsopgør har fokus på forsoning mellem parter, sigter fortidsforvaltning på forsoning med svære ting i fortiden.

Mere karakter af en sådan forsoning med har den sandheds- og forsoningskommission, som i 2008 nedsattes i Canada, med henblik på at afdække sandheden om, hvad der skete i de canadiske kostskoler, og at informere alle canadiere om disse fund. Samtidig med nedsættelsen af kommissionen udstedte den canadiske regering en formel undskyldning til de oprindelige folk for den førte assimilationspolitik, som skulle bibringe dem majoritetens sprog og kultur, på bekostning af deres egen baggrund. Tidligere samme år havde den australske premierminister på nationens vegne undskyldt for tvangsfjernelsen af indfødte børn gennem mere end 70 år, de såkaldte ”stjålne generationer”.

Den grønlandske offentlighed har fulgt disse sager nøje, og ikke mindst sagen om de 22 børn, som i 1951 blev skilt fra deres familier og sendt til Danmark for at blive påvir7 Se f.eks. Theodor W. Adorno: Was bedeutet: Aufarbeitung der Vergangenheit. In: Eingriffe. Neun kritische Modelle Frankfurt 1963, samt Aleida Assmann, Ute Frevert: Geschichtsvergessenheit – Geschichtsversessenheit. Vom Umgang mit deutschen Vergangenheiten nach 1945. DVA, Stuttgart 1999. Jeg takker Thomas Brudholm for disse referencer og konstruktiv kritik af udkastet til denne artikel – uden i øvrigt på nogen måde at gøre ham ansvarlig for artiklens indhold.

ket med dansk sprog og kultur, kunne synes at minde om de canadiske og australske cases, selv om der også er åbenlyse forskelle.

Det har da også været på tale, at Danmark burde give en undskyldning – ikke mindst efter at en spillefilm, Eksperimentet, 2010, lavet på baggrund af socialrådgiveren Tine Brylds oprindelige bog og research, skabte almen debat om emnet. Debatten dengang kan ses som et forsøg på at bringe Grønland på banen omkring emnet forsoning.

Officielle undskyldninger er ikke nogen ny ting i Skandinavien. Allerede i 1997 gav den norske konge på nationens vegne en undskyldning til samerne for den undertrykkelse og fornorskningspolitik, de gennem tiderne var blevet udsat for. Året efter fulgte svenskerne efter med en tilsvarende undskyldning, der endog satte ord på den svenske kolonisering af det nordlige Sverige.

At skulle give en tilsvarende undskyldning for koloniseringen af Grønland ligger imidlertid Danmark fjernt, ikke mindst fordi fortællingen om den velmenende danske kolonialisme står så stærkt.8 Ifølge denne fortælling regerede Danmark med grønlændernes samtykke og stadigt stigende politiske deltagelse.

Den eneste undskyldning, der er givet fra Danmark til Grønland, er i forbindelse med flytningen af Thule-befolkningen for at skabe plads til den amerikanske luftbase i 1953. Undskyldningen udsendtes på tryk i 1999, på vegne af den danske stat og underskrevet af både den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, ”i rigsfællesskabets ånd og med respekt for 8 Se f.eks.: Karen Fog Olwig: ”Narrating deglobalization.

Danish perceptions of a lost empire.” In: Global Networks vol.

3, nr. 3 2003, pp. 207-222. Kirsten Thisted: ’Hvor Dannebrog engang har vajet i mer end 200 Aar’: Banal nationalisme, narrative skabeloner og postkolonial melankoli i skildringen af de danske tropekolonier. Kbh.: Nationalmuseet, Tranquebar Initiativets Skriftserie; Nr. 2, 2008. Lars Jensen: ”Nordic Exceptionalism and the Nordic ’Others’. In: Jensen, Lars; Loftsdóttir, Kristín (red.): Whiteness and Postcolonialism in the Nordic Region: Exceptionalism, migrant others and national identities. London: Ashgate, 2012.

Tidsskriftet Grønland 3/2014

163

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

Grønland og Thules befolkning”. Undskyldningen gjaldt den måde, hvorpå beslutningen om flytningen blev truffet og gennemført, og således egentlig ikke flytningen i sig selv. Sagen endte i Højesteret, som i 2003 stadfæstede, at flytningen var et ekspropriativt indgreb, og tilkendte befolkningen en (efter sagsøgernes egen mening latterligt lille) erstatning.

Tale om sandheds- og forsoningskommissioner er altså tæt knyttet til spørgsmålet om undskyldninger, som igen både handler om at give anerkendelse og dermed oprejsning til de forurettede, men samtidig også om muligheden for at åbne sager om økonomisk kompensation.

Sådanne overvejelser er sandsynligvis medvirkende årsag til den danske regerings afvisning af at involvere sig i et forsoningsarbejde med Grønland. Danmark vil af samme grund heller ikke give nogen undskyldning til indbyggerne i det tidligere Dansk Vestindien for slaveriet og salget af øerne, hvor befolkningen aldrig blev hørt.9 Handler den grønlandske forsoningskommission i sidste ende om at få Danmark til at sige undskyld og tilkende Grønland en erstatning, som kan træde i stedet for eller supplere det nuværende bloktilskud? Det kan naturligvis ikke udelukkes, at noget sådant kan være i nogens tanker, men det er ikke, hvad der umiddelbart er lagt op til. Den eneste af kommissionens medlemmer, som indtil videre har udtalt sig, er historikeren Jens Heinrich, i en artikel i Jyllands-Posten.10 For Heinrich synes der at være tale om en sådan ”oprydning i vores fælles pulterkammer”, som geologiprofessoren Minik Ro-

sing og den daværende landsstyreformand Kuupik Kleist foreslog i 2012.11 Historien er for Heinrich ikke nogen lukket fortælling med et allerede givet resultat, men står åben for undersøgelse og nyfortolkning.

På det tidspunkt, hvor Heinrich skrev artiklen, var kommissionen imidlertid ikke nedsat, og han taler derfor alene på egne vegne. Omvendt må man konstatere, at det grønlandske selvstyre har fundet synspunktet acceptabelt og nødvendigt at integrere i kommissionens arbejde.

9 Astrid Nonbo Andersen: Islands of Regret: Restitution, Connected Memories and the Politics of History in Denmark and the US Virgin Islands. Ph.d. afhandling, Aarhus Universitet 2014.

11 I en kronik i Politiken: ”Abonnement på fremtiden”.

20. november 2012 http://politiken.dk/debat/kroniken/ ECE1817960/abonnement-paa-fremtiden/

10 Jens Heinrich: ”Forsoning i den grønlandske optik”, Jyllands-Posten 22. maj 2014. http://jyllands-posten.dk/ opinion/kronik/ECE6746427/forsoning-i-den-groenlandskeoptik/

164

Tidsskriftet Grønland 3/2014

Et grønlandsk anliggende Ikke mindst hvis det gælder om at rydde op i det fælles pulterkammer af myter og fordomme og få skabt klarhed over, hvad kolonitiden egentlig konkret gik ud på, er det naturligvis ærgerligt, at Danmark ikke vil være med. På den anden side er det klart en fordel for Grønland at placere sig for bordenden i denne proces. Der har i forbindelse med forsoningsprocessen i Australien været rejst stærk kritik af den måde, hvorpå forløbet snarere har været et nationsbyggende projekt for majoritetsbefolkningen, der gennem undskyldningen er blevet bekræftet i egen retskaffenhed, end nogen reel forsoning med minoriteten.12 Allerede formuleringerne i den grønlandske koalitionsaftale tyder da også på, at man fra grønlandsk side ser kommissionen først og fremmest som et grønlandsk initiativ. Forsoningsprocessen må sættes i gang, for at befolkningen i Grønland kan komme overens med den koloniale fortid og lægge den bag sig (Nunatta nunasiaataasimanera qaangerniarlugu), står der i den grønlandske version af teksten.13 Det er i den danske udgave blevet til at der skal lægges afstand til

12 Se Sara Ahmad: The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh University Press Ltd., 2004. Se kapitel 5: “Shame before Others”.

13 Aftalen ligger på http://dk.vintage.nanoq.gl/Emner/ Landsstyre/Koalition.aspx. Sidst tilgået 14. august 2014.

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

den koloniale fortid. Hvor den grønlandske ordlyd således indikerer en form for erkendelses- eller måske ligefrem renselsesproces, som kunne lede tankerne hen på forsoning med, har den danske associationer til moralsk indignation og opgør, som måske snarere kunne pege på forsoning mellem.

At begge fortolkninger formentlig er i spil, fremgik af landsstyreformand Aleqa Hammonds nytårstale, hvor et langt afsnit handlede om forsoning.14 Det er dog klart stadig det interne opgør, der er i fokus: Jeg vil vove at påstå, at der i krydsfeltet mellem vor historie og forholdene mellem vore befolkningsgrupper findes nogle af de største tabuer i vort land i dag. Vi er nødt til at bryde disse tabuer for at forlige os med tingenes tilstande og styrke erkendelsen af sammenhængene. Vi skal også være klar til at ændre på tingenes tilstande, hvis der kommer uhensigtsmæssige forhold frem.

Siden er der formuleret et kommissorium, hvor det hedder: Kommissionen skal igangsætte aktiviteter der skal afdække kultur- og samfundsmæssige udfordringer i samfundet der afstedkommer spændingsforhold, som følge af den koloniale arv.15 Selv om det ikke står der direkte, synes forudsætningen at være, at kolonitidens følgevirkninger alene er af negativ karakter, eftersom der tales om ”udfordringer”, og den nuværende relation karakteriseres som et ”spændingsforhold”. Ligeledes begrundes 14 Online på http://sermitsiaq.ag/aleqa-kolonitidenforsoning-naeste-skridt. Sidst tilgået 14. august 2014.

15 Ligger på www.knr.gl/sites/default/files/kommissorium_ da.pdf

kommissionens nedsættelse med, at en åben diskussion af fortiden vil være ”til gavn for den enkeltes og det grønlandske folks selvbevidsthed”. På grønlandsk bruges her glosen imminnut ataqqinneq, som sædvanligvis oversættes ”selvrespekt”. Teksten implicerer, at en sådan selvrespekt for nuværende mangler.

Traumer og ansvar Kommissoriet har således klar henvisning til de ”koloniale traumer”, der så ofte er talt om i den offentlige debat, og som tilbage i 1970-erne og 80-erne fandt et stærkt symbol i den havarerede kajak: En kajak med bunden i vejret var et sikkert tegn på død i det gamle fangersamfund. Man tolkede de mange ungdomsselvmord som et tegn på en hel kulturs sammenbrud, hvilket henførtes til kolonitiden og den påførte danske kultur.16 Ligeledes er siden hen misbrugsproblemer og omsorgssvigt ofte sat i forbindelse med kolonitiden og/eller voldsomme samfundsændringer.17 Også fra dansk side, både i akademiske værker og skønlitteratur, har koloniseringen været beskrevet som en slags overgreb på den oprindelige kultur, og iblandt kan man, hvis bølgerne går højt i en debat, høre begrebet ”kulturelt folkedrab” bragt på banen.

Tavshed er kendt som et stort problem i Grønland. Kulturelle normer har gjort det svært at tale om følelser og problemer.

Fra samfundets side har der gennem de sidste tiår været gjort en stor indsats for at bryde tavsheden og lære ikke mindst de unge at tale ud om tingene. En tilsvarende åbenhed omkring post-koloniale problematikker synes at ligge lige for, og tid efter anden har man talt om, at der burde foranstaltes offentlige møder, hvor folk kunne 16 Kirsten Thisted: “Suicide as an Interpretation of Modern Life.” I: Minority Languages - the Scandinavian Experience, Nr. 1992, 1992, pp. 141-153.

17 Se f.eks. Fatuma Alis oplæg om ”Traumer i relation til Grønland” på den tidligere citerede hjemmeside: http:// www.fatumaali.dk/?Artikler.

Tidsskriftet Grønland 3/2014

165

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

komme frem med deres personlige historier og oplevelser. I kommissoriet ser man denne tanke afspejlet ved formuleringen om, at der skal herske respekt for ”borgernes forskellige erindringer og opfattelser af begivenheder, historiske handlinger og beslutninger igennem tiden”. Bag formuleringen ligger en erkendelse af, at den historiske ”sandhed” ikke kan afgøres ved én stemme, og at skrevne dokumenter af den slags, som sædvanligvis lægges til grund for videnskabelige ”udredninger” hverken giver adgang til den enkeltes personlige erfaring eller til de grupper, som ikke selv førte pennen.

Samtidig har der imidlertid indfundet sig en vis træthed over for retorikken omkring kolonisator og koloniseret, fordi det er så svært at komme ud over, at kolonisatoren står som historiens aktive subjekt, mens den koloniserede indtager positionen som dens passive objekt. Ikke mindst mange unge grønlændere havde derfor hellere set energien koncentreret om udformningen af en grønlandsk grundlov. Den diskussion handler nemlig om, hvilket samfund man gerne vil være: Noget man selv har indflydelse på, i modsætning til fortiden, som jo nu engang repræsenterer en tid, der er gået.

Det modsatte argument går naturligvis ud på, at fortiden bliver ved med at være aktiv, så længe man ikke gør åbent op med den – i overensstemmelse med den tyske tænkning omkring fortidsforvaltning.

Man har naturligvis også været opmærksom på problematikken omkring den uhensigtsmæssige offerrolle, da kommissoriet formuleredes. Der lægges derfor op til, at det skal handle om selv at tage ansvar, ikke at lægge det over på andre: Målet for kommissionens arbejde er at skabe dialog og indblik omkring den socio-historiske udvikling i Grønland, således at man som samfund tager ved lære af konsekvenserne

166

Tidsskriftet Grønland 3/2014

omkring egne handlinger for derigennem at skabe bedre rammer for fremtiden.

Man bemærker sig her formuleringen ”egne handlinger”. En af de ting, man længe har ønsket meget bedre belyst, er grønlændernes egen indflydelse på de politiske processer gennem tid. Hvor stor en indflydelse havde grønlændernes egne råd, og hvordan forholdt man sig der? Hvad mente den ”menige” grønlænder? Er det sandt – eller i hvert fald til en vis grad sandt – at Danmark regerede med grønlændernes billigelse og gradvise deltagelse? Faktisk er der masser af kilder til belysning af disse emner. Med formuleringer som den ovenstående åbnes der op for iværksættelsen af en sådan undersøgelse, med udgangspunkt i den grønlandske synsvinkel.

Koloni eller ej Samtidig har der været rejst kritik mod den ensidigt negative opfattelse af kolonialismen. Hvorfor er der ingen fokus på de positive virkninger? Denne debat har især været kørt via de danske medier.

Især har lektor ved Grønlands Universitet, Thorkild Kjærgaard, påtaget sig at minde grønlænderne om, hvordan danskerne bragte oplysning, sundhed og kristendom til Grønland – noget de alt sammen nødig ville have undværet, ser man på forholdene inden kolonisationen. I øvrigt mener Kjærgaard slet ikke, at Grønland var en koloni, for grønlænderne blev ikke behandlet som de sorte slaver i Dansk Vestindien, men derimod fra første færd som ”landsmænd”.18 Det første er indiskutabelt sandt. Det andet kan i høj grad diskuteres. Grønlænderne var inkluderet i riget – men ligeværdige landsmænd var de hverken i 1700, 1800 eller 1900-tallet. Man kan læse korrespondancen mellem styrelsen i Danmark og embeds18 Thorkild Kjærgaard: ”Landsmænd”, essay i Politiken PS, 12. januar 2014, s. 10-11.

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

mændene i Grønland, eller officielle taler og forord, eller private breve om dagliglivet i Grønland, eller etnografiske og historiske fremstillinger, eller skønlitteratur. Uanset hvor man vender blikket hen, kommer man til det samme resultat: Grønlændere var muligvis nok medborgere, men de var medborgere med en forskel. Der var trukket en endog meget synlig linje mellem grønlændere og danskere, de intime relationer mellem parterne uanset.19 Læser man de grønlandske kilder, fremgår det, at grønlænderne følte, det var danskerne, der gennem tiden var mest ivrigt optaget af at opretholde grænsen. Det blev især tydeligt dér, hvor den var mest i fare for at blive udvisket: I relationen til de uddannede grønlændere.20 Er man stadig i tvivl om, hvorvidt grønlænderne havde status som ligeværdige medborgere, kan man overveje det faktum, at de var under anden lov og ret end danske borgere. Selv i forbindelse med moderniseringen af Grønland efter krigen endte man med at udvikle en helt særlig ramme for lov og dom og straf i Grønland. En del af begrundelsen synes at have været ideale forestillinger om det præ-koloniale samfund og ønsket om at bevare det særegent ”grønlandske”.21 Ikke desto mindre var resultatet en politik baseret på forskel mellem borgere i Grønland og Danmark, snarere end lighed.

Man kan godt kaste sig ud i en lang diskussion, om Grønland egentlig havde status som koloni eller snarere som ”biland” – nogen større forskel gør det næppe. Alle talte om Grønland som en koloni, også det officielle Danmark. Meget væsentligere er 19 Inge Seiding: ’Married to the Daughters of the Country’: intermarriage and intimacy in Northwest Greenland ca.1750 to 1850. Ph.d. afhandling, Ilisimatusarfik 2013.

20 Kirsten Thisted: ”Postkolonialisme i nordisk perspektiv: Relationen Danmark-Grønland. I Henning Bech og Anne Scott Sørensen (red.): Kultur på Kryds og Tværs. Århus: Klim 2005, s. 16-43.

21 Annemette Nyborg Lauritsen: Anstalten. Frihedsberøvelse i Grønland. Ilisimatusarfik

det at blive opmærksom på, hvad vi i dag bruger diskussionen til. Koloni eller ikkekoloni er også en strategisk position, både fra de (muligvis) koloniseredes side og de (muligvis) koloniserendes side. Et land som Thailand henter stor stolthed i det faktum, at landet aldrig var direkte koloniseret. ”Krypto-kolonialisme” har Michael Herzfeld kaldt den form for kolonialisme, hvor mangt og meget godt nok ligner, ikke mindst fordi landet indgår i en underordnet relation, hvor de overordnede parter nok anerkender, at det pågældende land engang har haft sin storhedstid.22 Som Grækenland, der anses for ”demokratiets vugge”, men ikke nyder så stor status nu og her. Eller Island, der i en nordisk sammenhæng står i præcis den samme position.23 Kryptokolonialisme er en defensiv term. ”Vi var aldrig koloniserede!” lyder det forarget, hvis man tolker Island ind i en postkolonial sammenhæng. ”Selvfølgelig var vi koloniserede!” lyder det derimod fra grønlænderne nu. Men man kan sagtens tænke sig den situation, hvor det engang ud i fremtiden vil give mere mening at indtage det islandske standpunkt.

De fleste grønlændere er villige til at ”gradbøje” kolonisme-begrebet og medgive, at man måske var kolonialiseret på en særlig måde. Man er som sagt opmærksom på, at den koloniale offerrolle ikke er den mest velegnede position til at fremme selvstyret som en ligeværdig partner, hverken i rigsfællesskabet eller på den globale scene, men at der må nye og langt mere assertive fortællinger til. Forskellige udgaver af Branding Greenland er én måde at gøre det på.24 Et 22 Herzfeld, Michael: ”The Absent Presence. Discourses of Crypto-Colonialism”. South Atlantic Quarterly 101, 2002: 899-926.

23 Gremaud, Ann-Sofie Nielsen: Kryptokoloniale Landskaber.

Tid, sted og rum i billeder af islandsk landskab 1874-2011. Ph.d. afhandling, Det humanistiske Fakultet, Københavns Universitet 2012.

24 Thisted, Kirsten: ”Pioneering Nation: Markedsføring af Grønland under selvstyret”. Tidsskriftet Grønland, vol. 60, nr.

3, 2012, s. 214-226.

Tidsskriftet Grønland 3/2014

167

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

At komme på den politiske dagsorden som en selvstændig nation er vigtigt for opbygningen af den nationale selvbevidsthed, både som samfund og for den enkelte borger. Her Aleqa Hammond med FN’s generalsekretær Ban ki-moon i hans kontor på 38. etage i FN-bygningen. (Foto: naalakkersuisut).

eftersyn af egen handlekraft og medansvar for historien er en anden.

Skyld, skam og ansvar Når ideen om en forsoningskommission dukker op igen netop nu, kan man vælge at se det som et resultat af selvstyrets indførelse: Et ønske om at gøre rent bord og se at komme videre. Kuupik Kleist var med ved nogle af de første møder i forbindelse med Fatuma Alis initiativ, og også under hans regeringsperiode under selvstyrets første år dukkede spørgsmålet op i forskellig form, som fx i den allerede omtalte kronik forfattet sammen med Minik Rosing. I sin nuværende form er kommissionen imidlertid blevet til som en del af et indenrigspolitisk spil, hvor der i den nye regering gribes tilbage til en etnisk retorik, som ellers var under udfasning under den forrige regering. Etnicitet

168

Tidsskriftet Grønland 3/2014

var stærkt i spil under valgkampen og muligvis en af årsagerne til, at magten skiftede.

Man må således konstatere, at etnicitet fortsat spiller en stærk rolle i den grønlandske befolkning. Sagen er bare, at det i dag er meget svært at skelne skarpt mellem grønlændere og danskere. Når Aleqa Hammond i sin nytårstale skelner mellem grønlændere og ”andre, der har valgt at bosætte sig her, og som lever side om side med os”, ser hun bort fra, at de såkaldte ”andre” jo netop ikke lever adskilt, men i mange tilfælde er en meget intim del af ”os” – nemlig far og mor, søster og bror.

Forestillingen om en ”ægte grønlandskhed” løber som en understrøm i næsten enhver tale om Grønland og grønlændere.

Selv om det for en nærmere betragtning ikke giver mening, opereres der med et kontinuum, hvor man i den ene ende finder

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

den ”rene” grønlænder, i den anden den ditto dansker. En person kan så befinde sig et eller andet sted imellem de to yderpunkter, alt efter beherskelse af sprog, ”kultur”, bosted, livssyn osv. En masse ellers uforståelige udsagn får mening, hvis man anskuer dem ud fra den synsvinkel.

Eksempel: En repræsentant for Fristaden Christiania giver en gruppe forskere en guidet tur. Han fortæller, at Stjerneskibet, som er et centrum for hjemløse grønlændere, er et sted hvor grønlænderne kan føle sig hjemme i Danmark. En af deltagerne påpeger, at der jo også bor grønlændere andre steder på området. ”Ja, men de er næsten danskere!” lyder svaret.

Ideen om de ”ægte grønlændere” er altid koblet op på kolonitiden. Helt ægte var man inden koloniseringen, jo mere koloniseret, jo mindre ”ægte”. Tænker man tanken logisk til ende, bliver det at falde ud af det moderne samfund således et bevis på ens ”oprindelighed” – heraf den megen tale om en særlige stolthed i forbindelse med ”utilpassede” grønlændere.

Tag en film som dokumentaren Hjemløs (Ditte Haarløv Johnsen 2010). Filmen åbnes med et skilt med teksten: ”Denne film følger tre hjemløse i København. De er alle fra den tidligere danske koloni Grønland.” Selv om det aldrig siges direkte, sætter denne oplysning rammen for vores fortolkning, sådan at vi sætter al den ulykke, vi præsenteres for i det følgende, i forbindelse med koloniseringen. Billederne, som følger umiddelbart efter skiltet, hjælper os på vej: Først en sekvens fra storbyen med den travle Lange Bro, så et hul i et hegn med en indgang til en forladt bygning, og derpå scener fra de hjemløses bosted, skjult neden under det officielle København. Der laves mad over et gasblus med en gammeldags lygte som eneste lyskilde, bagefter spises maden med en ske. Det hele har klare associationer til jordhytte og spæklampe, og når vi siden ser en af personerne som den naturligste ting brække sig ud over sove- og spiseplads, aktiveres hele den væmmelse, som så ofte greb

missionærer og besøgende i kolonialismens første faser.

Filmen er et glimrende eksempel på, hvordan der skabes en kæde af betydning, således at den hjemløse grønlænder bliver synonym med ”grønlænder”, som behæftes med hele dette inventar af ukontrollerede følelser, tragedie, selvmord, misbrug og sorg. Styrken og den tilsyneladende uomgængelighed i dette tankekompleks ligger netop i, at intet af det behøves at siges direkte. Det underforståede udsagn er, at Danmark som kolonimagt har revet disse mennesker ud af deres egen kultur, efterladende dem i en næsten håbløs kamp for at klare sig i en verden, de slet ikke magter. Dømt til at føle stolthed udelukkende på vegne af noget, der var engang, men som ikke har formået at finde plads i en nutidig kontekst.

Filmen appellerer klart nok til danskernes dårlige samvittighed, den i populær tale benævnte ”skyld med skyld på”, men i samme bevægelse bliver den grundlæggende følelse, som rammer den enkelte grønlænder, skam – uanset om dette er noget som på nogen måde har noget med en selv at gøre. Det er bare næsten umuligt ikke i en eller anden grad at tage det på sig, eftersom den grundlæggende tankegang samtidig er så indlejret også i den grønlandske forståelsesramme.25 Skam ”smitter”, således at den skam, som hæfter ved den hjemløse grønlænder, også klæber sig til den forbipasserende, såkaldt ”velfungerende” grønlænder.26 25 Kirsten Thisted: ”Grønlandske relationer – om grønlandsk etnicitet i dansk/grønlandsk diskurs”. I: Francisco Alberdi (red.): Transkulturel og sammenlignende psykiatri. København: Hans Reitzel, 2002. pp. 87-111. Eller om skam som et tema i grønlandsk litteratur: Kirsten Thisted”: Som spæk og vand? Om forholdet Danmark/ Grønland, set fra den grønlandske litteraturs synsvinkel”.

I: Satu Gröndahl (red.): Litteraturens gränsland: indvandrar- och minoritetslitteratur i nordiskt perspektiv. Uppsala: Centrum för Multietnisk Forskning, Uppsala Multiethnic Papers; Nr. 45, 2002 pp. 201-223.

26 Se f.eks. Inge Rasmussens interview med den grønlandske sanger Kimmernaq i det grønlandske dameblad Arnanut 15, 19. marts 2007. Eller Marie Louise Toksvig: ”Nukâka Coster-Waldau: Glem alt om udseendet”.

Tidsskriftet Grønland 3/2014

169

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

Det er derfor, man så ofte hører grønlændere tale om skam, både den skam, de føler, og den skam, de hævder ikke at føle, men som de alligevel ved, at de forventes at føle, og derfor føler sig nødsaget til at tage afstand fra. ”Jeg har aldrig skammet mig over at være grønlænder!” siger grønlænderen – og opnår derved blot endnu engang at understrege sammenkædningen mellem grønlænder og skam.

I en fremragende artikel, som introducerer anvendelsen af affektteori27 på relationen Danmark-Grønland, argumenterer Katrine Kladakis for, at danske fremstillinger altid orkestreres på en sådan måde, at danskerne ved at tage skammen på sig bliver endnu mere værdige, end de var i forvejen, mens skammen bliver ved med at klistre til det grønlandske subjekt og til den grønlandske politiske kultur.28 Det grønlandske subjekt synes så over-associeret med skam, at det at tage skammen på sig og mobilisere den til noget positivt transformerende simpelt hen ikke synes muligt.

Spørgsmålet er imidlertid, om det rent faktisk er skyld og skam, danskerne tager på sig i de fremstillinger, Kladakis analyserer, eller om der snarere er tale om, at de påtager sig ansvar – helt i tråd med det koloniale narrativ, hvor det jo netop var danskerne, der havde ansvaret for udviklingen i Grønland. Kladakis’ materiale drejer sig om den danske mediedebat, efter at FN i januar 2009 udmeldte, at Grønland overtræder børnekonventionen. Det, som især syntes at bekymre visse danske politikere, var risikoen for, at Grønlands problemer vil falde tilbage på Danmark, qua rigsfællesskabet.

Ekstra Bladet 5. september 2010, http://ekstrabladet.dk/ flash/dkkendte/article4255700.ece 27 Jf. Den ovenfor citerede Sara Ahmad: The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh University Press Ltd., 2004.

28 Kladakis, Katrine: ”Grønlandsk Skam – Dansk Skam.

Skammens Strategier i Danske Fremstillinger af Grønland”.

I: Maja Bissenbakker Frederiksen og Michael Nebeling Petersen: I Affekt. Skam, frygt og jubel som analysestrategi.

Varia nr. 9. Center for Kønsforskning, INSS, Københavns Universitet 2012, s. 31-43.

170

Tidsskriftet Grønland 3/2014

Under alle omstændigheder demonstrerer debatten med al tydelighed, hvordan en dansk styret diskurs omkring forsoning meget let vil få samme karakter som forsoningsprocessen i Australien: Fællesskabsbyggende for majoriteten, på minoritetens bekostning.

Den som påtager sig ansvar, forbliver i en overskudsposition, mens den som alene skammer sig, let efterlades med skammen.

Også set ud fra en affektteoretisk optik vil der således være en pointe i, at grønlænderne i en kommende forsoningsproces selv påtager sig en del af ansvaret for den historiske proces.

Forsøg på en konklusion Der kan siges meget både for og imod brugen af ordet ”forsoningskommission” i forbindelse med relationen Danmark og Grønland. I den ovenfor nævnte kronik talte Minik Rosing og Kuupik Kleist om det (også for Grønlands vedkommende) uhensigtsmæssige i at se på Danmarks engagement i Grønland som et overgreb. Snarere end at fokusere på at lære af historiens fejl, bør man i dette tilfælde fokusere på at lære af dens succes, mente de. Sagen er jo, at historien om det moderne Grønlands tilblivelse ikke ganske kan skilles fra det moderne Grønland selv. Hvis Grønlands tilblivelse er en fiasko, ja så kan det være vanskeligt at få øje på det moderne Grønland som en succes. Nu hvor Grønland står overfor at skulle tiltrække investorer og forsøge at få det bedst mulige ud af det momentum, som Arktis oplever i disse år, er det vigtigt, at Grønlands image står så stærkt som muligt, det siger sig selv.

Samtidig talte de to forfattere imidlertid om ”de spøgelser, som alt for længe har levet af fortielse og løse rygter”, og om at Danmark og Grønland i fællesskab må foranstalte ”en oprydning af vores fælles pulterkammer”. Pulterkamre er rum, hvor man opmagasinerer alt det, man ikke lige står og har brug for, men heller ikke kan få sig selv til at give slip på. Ude af øje er disse

KIRSTEN THISTED: KOLONIALISME OG FORSONING

ting alligevel til stede som en fortsat del af ens tilværelse. I kombination med ord som ”spøgelser” bliver der også tale om ting, man ikke bryder sig om at se på; ting, man har fortrængt, eller som måske er gået hen og har fået sit eget liv i ens erindring, og som egentlig kunne trænge til et afklarende gensyn, så man kan konfrontere sig med, hvad det egentlig var, man i sin tid stuvede af vejen. Altså ting, som der bør tages hånd om, jf. den tyske ide om ”fortidsforvaltning”.

Meget tyder på, at Grønlands nye forsoningskommission kan komme til at tjene et sådant formål, alt afhængigt af i hvilken retning den nu nedsatte kommission vælger at arbejde i forhold til deres kommissorium. Om ordet ”forsoning” er det mest velvalgte kan diskuteres. Både i en dansk og i en grønlandsk ordlyd klinger det af ugerning og skyld. Saammaateqatigiinneq er det ord, som bruges på grønlandsk. Det har dybe medbetydninger af det, som Gud er i den kristne tro: ”Nådig”, eller af det man gør, når man benåder nogen; her dog med tilhænget –qatigii– til understregning af, at der er tale om en gensidig proces: At forsone sig med hinanden.

På den anden side: Når man vælger dette ord med alt, hvad det trækker med sig, kalder man så ikke bare en spade for en spade?

Når udtryk som ”spøgelser” og ”pulterkamre” fremstår som brugbare metaforer, så er der vel et og andet, som det kan være nyttigt både at sone og forsone sig med.

Der er hårdt brug for et nyt narrativ til erstatning af de to gængse fortællinger om Danmark som enten den beskyttende modernation, der har taget Grønlands udvikling på sig, eller den imperialistiske udbytternation, der har ledt Grønland i fordærv.

Et nyt narrativ, som kan skabe plads for grønlandske aktører.

Derfor er det også afgørende, at forsoningskommissionen afklarer sit eget grundlag, så man undgår at det samme gamle tankegods sniger sig med som del af kommissionens egne forudsætninger.

Det er i den forbindelse værd nøje at overveje grænsedragningen mellem ”os” og ”dem”. Bør den skarpe opdeling af befolkningen i adskilte etniske identiteter være undersøgelsens forudsætning – eller burde det snarere være del af dens genstand? Under alle omstændigheder vil det være en af kommissionens helt centrale opgaver at vise vejen, så man får brudt den asymmetriske magtrelation, hvor danskerne får ansvar, mens grønlænderne står tilbage med mindreværd og skam.

Der er derfor også en klar pointe i, at Grønland ønsker at tage initiativet og sidde for bordenden i denne proces. At Danmark ganske holder sig udenfor er på den anden side uholdbart, omfanget af de aktuelle relationer og den daglige interaktion mellem parterne taget i betragtning. Sådan som sagerne står i skrivende stund (september 2014) kan man tænke, at denne kommission muligvis ligesom tidligere initiativer ender med at løbe ud i sandet. Men man kan også vælge at håbe på, at den faktisk kommer op med noget nyt og – for alle parter – udfordrende!

Tidsskriftet Grønland 3/2014

171