2 minute read

v. de tre rektorer

Tillykke fra de tre kirkemusikskoler

Charlotte Muus Mogensen, rektor for Sjællands Kirkemusikskole

Tine Fenger Thomsen, rektor for Vestervig Kirkemusikskole

Hans Christian Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole

Tine Fenger Thomsen, Hans Chr. Hein og Charlotte Muus Mogensen

Et stort tillykke med Organistforeningens 50-års jubilæum skal lyde fra landets kirkemusikskoler!

Siden etableringen i 1983 af kirkemusikskolerne i Løgumkloster og Vestervig samt efterfølgende Sjællands Kirkemusikskole i 1992 har foreningen været en af vores vigtigste samarbejdspartnere. Den har ifølge anordningerne i 1983 og 1992 og bekendtgørelsen i 1996 været repræsenteret i skolernes bestyrelser, og foreningen har dermed også været medbestemmende i skolernes udvikling.

Uddannelsen af præliminære organister tog sin begyndelse i 1968 på musikkonservatorierne, hvorefter seminarierne kom til; men fra begyndelsen af 1990´erne ophørte uddannelserne på disse institutioner, først på seminarierne og sidenhen også på konservatorierne. Kirkemusikskolerne har således i godt 40 år været det centrale uddannelsessted for PO´ere – og KMOK´ere, som titlen siden 2013 har været: KirkeMusiker med Orgel og Korledelse.

Organistforeningens repræsentanter i skolernes bestyrelser har gennem årene ydet et stort og vigtigt arbejde. Der har været en levende interesse for udvikling og drift, og repræsentanterne har ikke mindst med faglig indsigt kunnet bidrage med ideer og kritik ved revisioner af studieplaner og tilrettelæggelse af kurser.

Eksamensuddannelsen og fødelinjerne til den har i årenes løb gennemgået flere udviklingstrin med udvidelser og omformning af krav i fagene. Organistforeningen har i dette arbejde konsekvent talt for høje faglige krav og aktualiseringer, hvor dette kunne komme på tale.

Blandt flere samarbejdsprojekter kan nævnes kursusrækker med ”organistpraktiske fag”, der fandt sted i begyndelsen af 2000-tallet. Her udformede den daværende Foreningen af Præliminære Organister og DOKS i samarbejde med skolerne kurser med emner af interesse for især uddannede PO´ere.

I de seneste år er der blevet arbejdet intenst på at udvikle de såkaldte ”fagpakker” med omfangsrige efteruddannelseskurser, der er rettet mod forskellige centrale arbejdsfelter for organister og korledere. Arbejdet med dette vil fremover indgå i skolernes efteruddannelsestilbud, og det bliver muligt for den enkelte deltager at tage en større eller mindre palet af kurser.

Organistforeningens samarbejde med kirkemusikskolerne og med andre kirkelige aktører er præget af vedholdenhed og seriøsitet. Som fagforening er man naturligt interesseret i medlemmernes tarv og arbejdsforhold; men med udsyn arbejdes der både med oplysning og for udvikling af samarbejdsforholdene i folkekirken.

Skolerne ser derfor frem til et fortsat godt samarbejde med Organistforeningen til gavn for og til højnelse af kirkemusikken i folkekirken: Tillykke!