v. Marianne Christiansen

Kære Organistforening!

Hjerteligt tillykke til os alle med jeres 50-års jubilæum.

I samler de levende musikere, som med arme og ben og hjerte spiller trøst og glæde ind i menneskers liv over alt i landet. I kraft af jeres medlemmer har hele landet fri adgang til musik af levende mennesker, der søndag efter søndag, hverdag efter hverdag er til stede og frembringer toner, der giver genklang i sjæl og krop. Det gælder selvfølgelig også for Dansk Kirkemusiker Forening og DOKS – men nu er det altså jer, der fylder 50 år! Det er jeres medlemmer, der for en stor dels vedkommende har ansvaret for børne- og ungdoms- og voksenkor, for babysalmesang og sangaftner, koncerter og meget mere. Det er jer, der får folkekirken til at give lyd.

I 50 år har I som forening varetaget ”medlemmernes faglige, kunstneriske, tjenstlige, økonomiske og sociale interesser”. Det burde vi naturligvis være mange om, for jeres interesser skulle gerne være af interesse for den samlede folkekirke. Alligevel – som det gælder for alle faggrupper – kan man blive ensom i sit hverv og komme til at stå i interessemodsætning med sine nærmeste samarbejdspartnere og arbejdsgivere Derfor er det godt, at der er en forening, der ubetinget støtter sine medlemmer – og ikke kun ansættelsesmæssigt, men netop også fagligt og kunstnerisk.

I knap 40 år af foreningens liv gik den under navnet Foreningen af Præliminære Organister – med dette lidt gådefulde ord, der leder tanken skiftevis hen på fyldte chokolader og noget grænsesøgende. Ordet præliminærer nu erstattet af henvisningen til kirkemusikskolernes eksamen, og navnet er blevet det mere favnende Organistforeningen. Godt det samme. Og dog: Det særlige ord præliminær betyder efter sigende noget foreløbigt og noget forberedende. Og det er et smukt prædikat på såvel organisten som kirkemusikken i det hele taget: I øver jer og forbereder jer altid – til gudstjenester og de kirkelige handlinger og de mange andre sammenhænge. I øver jer på bestandigt at forblive gode og måske blive endnu bedre musikere og korledere. Det gør I, tror jeg, både for at glæde menigheden og for at være med til at danne børn og unge og os andre musikalsk og kirkeligt – og også fordi musikken i kirken altid er en bøn og tak til Gud.

Musikken er til Guds ære. På den måde er musikken altid præliminær, foreløbig og forberedende: Den giver os foreløbige glimt af evigheden, og den forbereder os på den himmelske lovsang. Også på helt almindelige øvedage på orgelbænken i en kuldslået kirke.

Hjerteligt tillykke til Organistforeningen. I evighedens perspektiv er 50 år måske ikke alverden, men for folkekirken har de været af stor betydning. Tak for indsatsen for musikerne og musikken. Og gid I altid må minde os om, at vi alle sammen må øve os, præliminære som vi er.