1 minute read

v. Christa Hector Knudsen

Lykønskningshilsen fra Kirkeministeriet

Christa Hector Knudsen, chefkonsulent i Kirkeministerieti

Fra Kirkeministeriet, mine kollegaer og undertegnede skal der lyde et stort tillykke til Organistforeningen i anledning af foreningens 50-års jubilæum.

Musikledsagelse har i mange år – også flere end vi kan huske – spillet en væsentlig og essentiel rolle i den liturgiske model, som den danske folkekirke bygger på. I som forening og hver af alle jeres medlemmer spiller og har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med at understøtte kendte traditioner, men også med at udfordre traditionerne, skabe nye traditioner og udvikle kirkemusikken, så den fortsat er relevant i forhold til formidlingen af folkekirkens budskab.

Organistforeningen og Kirkeministeriet har igennem årene haft et godt, produktivt og respektfuldt samarbejde om mange emner med det formål at udvikle og understøtte kirkemusikkens vilkår, men i høj grad også løn- og ansættelsesvilkår for organister og andre ansatte i folkekirken. Det er sket på mange fronter, bl.a. i Folkekirkens Samarbejdsudvalg, Uddannelsesudvalget, brancherådene og Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og -rådgivning samt i forbindelse med udvikling af uddannelserne på Kirkemusikskolerne, særligt udviklingen af uddannelsen til ”Kirkemusiker med eksamen i orgel og korledelse”. Organistforeningen skal som forhandlingsberettiget organisation varetage interesser for flere hundrede organister rundt omkring i landet, og Kirkeministeriet skal som forhandlingsberettiget på arbejdsgiversiden varetage arbejdsgiversidens interesser. Ved overenskomstforhandlingerne eller ved forhandlinger af enkeltsager sidder vi derfor på hver side af bordet, og skal til tider varetage modsatrettede interesser. Det giver et naturligt modsætningsforhold og kan uden tvivl give anledning til frustrationer på begge sider. På trods heraf er det min personlige opfattelse, at også dette samarbejde er både godt, produktivt og respektfuldt. Det vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke foreningen og foreningens repræsentanter for.

I de sidste 10-15 år er der sket store ændringer i løn- og ansættelsesvilkårene for foreningens medlemmer med ophør af ansættelse på tjenestemands- og tjenestemandslignende vilkår til ansættelse på overenskomstvilkår, herunder udviklingen af disse overenskomstvilkår. De seneste to år har budt på udfordringer i forbindelse med coronarestriktioner. Ændringer og udfordringer, som vi er kommet igennem, og kommer igennem, fordi samarbejdet mellem Organistforeningen og Kirkeministeriet er godt og stærkt. Det håber jeg, det kan være i mange år endnu.