2 minute read

v. Inge Stokholm

Sammenhold giver styrke

Når jeg går i kirke, er noget af det største, når det brusende orgel sætter melodi til salmer og de store følelser af glæde og sorg ved for eksempel bryllupper og afskeden med vore kære. Uden musikken ville folkekirken være et rungende malm.

Folkekirken er arbejdsplads for mange tusinde medarbejdere, som med deres dygtighed, engagement og fleksibilitet hver dag skaber den folkekirke, vi alle har et forhold til. Det kræver gode rammer for medarbejderne at kunne skabe en relevant og levende kirke med rum for alle.

Både Organistforeningen og CO10 har som mål, at organisterne har attraktive vilkår, der giver mulighed for et blomstrende arbejds- og privatliv.

Organistforeningen har en lang historie, men det var et særligt vendepunkt, da Kirkeministeriet i 2005 meddelte, at man ikke længere ville ansætte organister som tjenestemænd. Organistforeningen og CO10 gik derfor i gang med langstrakte forhandlinger med Kirkeministeriet om den første organistoverenskomst, som fik sin fødsel i 2010.

Vores fælles opgave er stadig sammen og hver for sig at varetage interesser i gode løn- og ansættelsesvilkår for organister. Ud over at forhandle overenskomsten for organister er en af CO10’s kerneopgaver at forhandle generelle aftaler som f.eks. de løbende lønreguleringer og seniorordninger og – som ved OK21 – forbedringerne af tillidsrepræsentantordningerne i folkekirken.

Kravene til overenskomstfornyelse fastlægges i dialog. Vi taler også sammen om strategien for forhandlingerne, og hvordan vi afværger forringelser af organisters arbejdsvilkår. Under forhandlingerne har vi et særligt tæt parløb og vender og drejer mulighederne for at finde resultater med Kirkeministeriet.

Det giver styrke i forhandlingerne, når Organistforeningen på den ene side har formanden og et

Chefkonsulent Inge Stokholm, Centralorganisationen af 2010 – CO10

politisk mandat med til forhandlingerne, og foreningen har kendskab til organisternes udfordringer og behov i hverdagen. Og når CO10 på den anden side med sin viden og erfaringer fra andre forhandlingsforløb ser tværgående på overenskomstforhandlinger, og sammen med Organistforeningen balancerer og vurderer, hvad der efter omstændighederne er det muliges kunst. Det viste sig bl.a. ved OK21, hvor vi var enige om ikke at fortsætte udsigtsløse forhandlinger.

Mens Organistforeningen i hverdagen løser store som små arbejdsrelaterede problemer ved de enkelte kirker, er CO10 glade for at kunne bakke op og rådgive eller om nødvendigt at videreføre sagerne i tvisteløsningssystemet. Mellem sekretariatsleder Louis Torp og jeg er der en god, løbende dialog om de udfordringer, organisterne møder ude i kirkerne, og hvordan de bedst kan håndteres lokalt, inden sagen går i hårdknude med menighedsrådet. For der skal ”To til tango”. Fornuft og rimelighed skal udvises fra begge sider. Med en sådan indstilling fra begge sider lykkes det ofte for Organistforeningen at finde gode løsninger i medlemssager med menighedsrådene.

Jeg sætter stor pris på det tætte og tillidsfulde samarbejde, jeg de senere år har haft med formand Ingrid Bartholin Gramstrup og Louis Torp om både overenskomstforhandlinger, andre politiske spørgsmål for foreningen og de løbende spørgsmål om løsningen af arbejdsrelaterede problemer for organister. Dialogen om hverdagens store og små spørgsmål er uvurderlig for CO10’s muligheder for at kunne være en relevant sparringspartner og at kunne varetage organisternes interesser ved overenskomstforhandlinger og ved tvister, der ikke kan løses lokalt. Det tætte samarbejde gør os stærke, når vi går til forhandlinger sammen.

Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde og ønsker jer stort tillykke med jubilæet.