Vadehavet er en klimahelt

Artiklen her er tidligere bragt som en nyhed på UNESCO’s hjemmeside. Den er oversat og bearbejdet af kommunikationskonsulent Jens L. Hansen, Nationalpark Vadehavet

I løbet af de seneste årtier har forskere opdaget, at havområder med havgræs, mangroveskove og tidevandspåvirkede marskområder har en enestående evne til at absorbere kulstof (CO2) fra biosfæren. Der er tale om såkaldt ’blue carbon’ (blåt kulstof), som stammer fra plante- og dyrerester, der har bundfældet sig i havet, og man betegner disse havområder som ’blå kulstof-økosystemer’.

Ny forskning viser nu, at ikke mindst de 50 havområder, som er på UNESCO’s liste over verdensarv, optager og binder enorme mængder CO2. Det fremgår af en rapport fra FN-organisationen UNESCO med den første videnskabelige vurdering af de 50 marine verdensarvssteders evne til at optage og binde CO2.

Faktisk binder verdensarvsstederne kulstof svarende til 10 procent af klodens samlede CO2-udledning i 2018. De 50 marine verdensarvssteder – heriblandt Vadehavet – spiller altså en afgørende rolle i kampen mod de globale klimaforandringer.

I UNESCO-rapporten fremhæves det, at selv om de marine verdensarvssteder til sammen omfatter mindre end en procent af klodens samlede havområder, så repræsenterer de mindst 21 procent af verdens blå kulstof-økosystemer. Samtidig har forskerne opgjort, at

De tidevandspåvirkede marskområder i vadehavsområdet – her er det Skallingen – binder store mængder CO2 og bidrager til at afbøde klimaforandringer. Foto: Lars Gejl

Die unter Gezeiteneinfluss stehenden Marschgebiete im Wattenmeergebiet - hier Skallingen – binden große Mengen CO2 und tragen zur Minderung der Auswirkungen des Klimawandels bei.

The tidal marshland areas in the Wadden Sea area – in this case Skallingen – bind huge amounts of CO2, thereby helping to mitigate climate change.

Rapporten fra UNESCO kan downloades her: www.unesdoc.unesco.org – søg på ’custodians’.

Der UNESCO-Bericht kann hier heruntergeladen werden: unesco.unesco.org – nach ‚custodians‘ suchen.

You can download the UNESCO report here unesdoc. unesco.org – search for ‘custodians’.

”Fordi de binder så meget kulstof, vil de blå kulstof-økosystemer blive kilder til CO2 udledninger, hvis de nedbrydes eller ødelægges. Beskyttelse og genopretning af disse økosystemer giver en enestående mulighed for at afbøde klimaforandringer. Ved at bevare de blå kulstof-økosystemer kan man også holde på de store kulstoflagre, som de har akkumuleret gennem årtusinder. Når økosystemerne genoprettes, kan de genvinde deres funktion som naturlige kulstoflagre.”

Carlos M. Duarte, professor i marinøkologi, Spanien

UNESCO-rapporten påpeger derfor, at verdensarvsområderne fungerer som en slags ’vogtere’ af de største blå kulstof-økosystemer i verden, hvilket gør dem mere værdifulde end nogensinde. Samlet udgør de marine verdensarv-økosystemer et område på 207 millioner hektar, og de omfatter samtidig 10 procent af verdens beskyttede havområder opgjort i 2020.

Blandt de marine verdensarvssteder finder man eksempelvis Sundarbans Mangroverne i Indien og Bangladesh, som er en del af den største mangroveskov på kloden, Everglades National Park i Florida, USA, med mangrover og mange sjældne dyr og planter, Shark Bay i Vestaustralien, der har verdens største område med havgræs, og Great Barrier Reef i Australien, som er kendt for sine koraler og udgør det største havgræsøkosystem i verden. Og altså Vadehavet i Danmark, Tyskland og Nederlandene, som omfatter nogle af verdens største tidevandsflader.

De 50 verdensarvssteder udgør en unik samling af marine økosystemer, som imidlertid står over for en bred vifte af trusler. Det gælder lige fra forurening, bl.a. med plastaffald, til klimaændringer. Ved at sætte tal på kulstofværdien på disse steder og anbefale specifikke blå kulstof-strategier for at bevare dem, kan UNESCO’s forskningsresultater

Vurderingen af de marine verdensarvssteders betydning mht. at optage og binde CO2 er udarbejdet på baggrund af data fra verdensarvsstederne, data offentliggjort i videnskabelig litteratur og Global Carbon Project’s Global Carbon Atlas.

UNESCO’s verdensarvssteder er steder med enestående universel værdi, og de er anerkendt af det internationale samfund som steder, som skal beskyttes for fremtidige generationer.

De marine – og alle andre – verdensarvssteder kan findes på UNESCO’s verdensarvs-site: whc.unesco.org/en/list

vise vejen for lande, regioner og lokale samfund, der søger at bevare disse områder. UNESCO-rapporten anbefaler, at landene med de marine verdensarvssteder slår ind på blå kulstof-strategier for bedre at kunne skaffe finansiering til det vigtige arbejde med at bevare de vigtige økosystemer. Landene vil kunne opnå plusser på deres CO2-regnskab, hvis de investerer i at genskabe og bevare beskadigede økosystemer. Blå kulstof-strategier kan både genskabe vitale økosystemer og i høj grad hjælpe nationer med at opfylde deres forpligtelser om CO2-reduktioner i henhold til Paris-klimaaftalen.

I UNESCO-rapporten konstateres det dog også, at kun et begrænset antal lande indtil nu har indarbejdet blå kulstof-strategier i deres politik til afbødning af klimaændringer.

Vadehavets marine og marskområder har potentiale til at binde yderligere CO2 og andre klimagasser bl.a. ved at omlægge til klima- og naturvenligt landbrug i marsken. Det arbejder Nationalpark Vadehavet på sammen med vadehavskommunerne, Region Syddanmark og andre gode partnere i vadehavsområdet.

Mangrove-skove er ligesom marsk vigtige bindere er kulstof. Her det mangrover fra verdensarvsstedet Aldabra Atollen på Seychellerne. Foto: FotoNatura/ UNESCO

Mangroven im Meereswelterbe des Aldabra-Atolls (Seychellen).

Mangroves in the Aldabra Atoll marine World Heritage site (Seychelles).

Meeresgebiete mit Salden, Mangrovenwäldern und Marschgebieten unter Gezeiteneinfluss haben die einmalige Fähigkeit, Kohlenstoff (CO2) aus der Biosphäre zu binden. Dabei geht es um sog. ‚blue carbon‘ aus Pflanzen- und Tierresten, die in das Meer gelangt sind.

Aus einem UNESCO-Bericht geht hervor, dass nicht zuletzt die 50 Meeresgebiete auf der UNESCO-Welterbeliste enorme Mengen CO2 aufnehmen und binden. Fakt ist, dass die Welterbegebiete Kohlenstoff in einem Umfang binden, der 10 Prozent des gesamten weltweiten CO2-Ausstoßes in 2018 entspricht. Somit spielen die marinen Welterbegebiete - zu denen das Wattenmeer gehört - eine ausschlaggebende Rolle im Kampf gegen den globalen Klimawandel.

Zu den marinen Welterbegebieten gehören beispielsweise die Sundarbans Mangroven in Indien und Bangladesch, der Everglades National Park in Florida/Usa und das Great Barrier Reef in Australien. Und eben auch das Wattenmeer in Dänemark, Deutschland und den Niederlanden.

Marine areas with seagrass, mangrove forests and tidal marshlands possess a unique ability to absorb carbon (CO2) from the biosphere. This is so-called ‘blue carbon’, which comes from the remnants of flora and fauna that ended up in the sea.

A UNESCO report notes that the 50 marine areas on UNESCO’s World Heritage List play a particular role in absorbing and binding huge amounts of CO2. In fact, in 2018, the carbon that these World Heritage sites bind was the equivalent of 10 % of the planet’s total CO2 emissions. In other words, The 50 marine World Heritage sites – including the Wadden Sea – play a crucial role in the fight against global climate change.

These marine World Heritage sites include the Sundarbans mangrove forests in India and Bangladesh, the Everglades National Park in Florida USA, the Great Barrier Reef in Australia – and, of course, the Wadden Sea in Denmark, Germany and the Netherlands.